This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 61989CJ0034
Judgment of the Court of 11 October 1990. # Italian Republic v Commission of the European Communities. # Agriculture - Clearance of EAGGF accounts - 1986 accounting period - Recovery of aid overpaid. # Case C-34/89.
Domstolens dom af 11. oktober 1990.
Den Italienske Republik mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
Afslutning af EUGFL-regnskaber - regnskabsåret 1986 - tilbagesøgning af støtte udbetalt med urette.
Sag C-34/89.
Domstolens dom af 11. oktober 1990.
Den Italienske Republik mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
Afslutning af EUGFL-regnskaber - regnskabsåret 1986 - tilbagesøgning af støtte udbetalt med urette.
Sag C-34/89.
Samling af Afgørelser 1990 I-03603
ECLI identifier: ECLI:EU:C:1990:353
DOMSTOLENS DOM AF 11. OKTOBER 1990. - DEN ITALIENSKE REPUBLIK MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - LANDBRUG - AFSLUTNING AF EUGFL-REGNSKABER - REGNSKABSAARET 1986 - TILBAGESOEGNING AF BELOEB UDBETALT MED URETTE. - SAG C-34/89.
Samling af Afgørelser 1990 side I-03603
Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
++++
Landbrug - faelles landbrugspolitik - finansiering gennem EUGFL - principper - ulovligt ydede og ikke tilbagesoegte beloeb - medlemsstaternes afholdelse af udgifter i tilfaelde af forsoemmelse fra deres side - bedoemmelse i forhold til faellesskabsrettens krav - medlemsstaternes pligt til at udvise omhu - pligt for Kommissionen til at indroemme medlemsstaterne en frist til at afhjaelpe uregelmaessigheder inden udgifter afvises
( EOEF-Traktaten, art . 5; Raadets forordning nr . 729/70, art . 8, stk . 1 og 2 )
Det er faellesskabsretten og de i henhold hertil gaeldende krav til medlemsstaterne og Kommissionen, der er afgoerende for, om udgifter, der i forbindelse med forvaltningen af EUGFL er opstaaet paa grund af, at beloeb udbetalt som foelge af uregelmaessigheder ikke er blevet tilbagebetalt fuldt ud, skal baeres af den beroerte medlemsstat med den begrundelse, at der er udvist forsoemmelser, som medlemsstaten kan goeres ansvarlig for efter artikel 8, stk . 2, i forordning nr . 729/70 .
Blandt de naevnte krav er den i henhold til Traktatens artikel 5 gaeldende generelle pligt for medlemsstaterne til at udvise omhu, som er praeciseret ved ovennaevnte artikel 8, stk . 1 og 2, for saa vidt angaar finansieringen af den faelles landbrugspolitik . Denne forpligtelse indebaerer, at medlemsstaterne skal traeffe foranstaltninger med henblik paa hurtigt at afhjaelpe uregelmaessigheder . Tilbagesoegningen af beloeb, der er udbetalt med urette, kan blive vanskeliggjort eller umulig at gennemfoere efter en vis tid, f.eks . navnlig paa grund af, at virksomheder er ophoert, eller bogholderibilag ikke laengere kan tilvejebringes .
Tilsvarende er der kravet om klarhed og forudsigelighed, for saa vidt angaar oekonomiske forhold mellem Kommissionen og medlemsstaterne . Dette krav indebaerer, at saafremt Kommissionen agter at knytte oekonomiske virkninger til nationale myndigheders langsommelige eller manglende overholdelse af deres faellesskabsretlige forpligtelser, saasom dem, der er fastsat ved foernaevnte artikel 8, maa Kommissionen over for de nationale myndigheder klart tilkendegive, hvad der bebrejdes dem, og den maa foerst efter udloebet af en rimelig frist knytte oekonomiske virkninger til deres manglende overholdelse af en forpligtelse .
1 Ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 9 . februar 1989, har Den Italienske Republik i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173, stk . 1, anlagt sag med paastand om delvis annullation af Kommissionens beslutning 88/630/EOEF af 29 . november 1988 om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter for regnskabsaaret 1986, der er finansieret gennem Den Europaeiske Udviklings - og Garantifond for Landbruget ( EUGFL ), Garantisektionen ( EFT L 353, s . 30 ), for saa vidt som den bestemmer, at EUGFL ikke skal afholde et beloeb paa 10 410 055 894 LIT, som de italienske myndigheder har udbetalt til en raekke olivenolieproducenter i form af forskud paa produktionsstoette mellem 1978 og 1984 .
2 Sagsoegeren havde oprindeligt ogsaa nedlagt paastand om annullation af naevnte beslutning, for saa vidt som den afviste at lade EUGFL afholde et beloeb paa 54 186 548 420 LIT vedroerende visse udligningsbeloeb til producentorganisationerne inden for frugt - og groensagssektoren . Ved skrivelse af 21 . december 1989 meddelte den italienske regering, at den frafaldt paastanden med hensyn til disse udligningsbeloeb .
3 Raadets forordning nr . 136/66/EOEF af 22 . september 1966 om oprettelse af en faelles markedsordning for fedtstoffer ( EFT 1965-66, s . 193 ), som aendret ved Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1562/78 af 29 . juni 1978 ( EFT L 185, s . 1 ), indfoerte en stoetteordning for produktion og forbrug af olivenolie i Faellesskabet . Artikel 5 i forordning nr . 1562/78 bestemmer, at produktionsstoetten skal fastsaettes hvert aar foer den 1 . august for det produktionsaar, der begynder det foelgende aar . I henhold til artikel 12 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2753/78 af 23 . november 1978 om fastsaettelse af almindelige bestemmelser vedroerende produktionsstoette for olivenolie for produktionsaaret 1978/79 ( EFT L 331, s . 10 ) kan medlemsstaterne udbetale producentorganisationerne et forskud paa hoejst 70% af den soegte stoette . Der er fastsat tilsvarende bestemmelser ved forordningerne for produktionsaarene 1979/1980, 1980/1981, 1981/1982, 1982/1983 og 1983/1984 .
4 Det italienske interventionsorgan, AIMA, udbetalte i henhold til disse bestemmelser forskud paa produktionsstoette for olivenolie for produktionsaarene 1978/1979-1983/1984 . Det viste sig, at forskuddene for disse produktionsaar oversteg den stoette, der faktisk skulle ydes, som foelge af en nedsaettelse af de stoetteberettigede maengder olie . I henhold til artikel 8 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 729/70 af 21 . april 1970 om finansiering af den faelles landbrugspolitik ( EFT 1970 I, s . 196 ) har medlemsstaterne pligt til at ivaerksaette tilbagesoegning af forskellen mellem forskuddet og den stoette, som faktisk skulle ydes . Artiklens stk . 1 og 2 har foelgende ordlyd :
"1 . Medlemsstaterne traeffer i overensstemmelse med de nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser de fornoedne foranstaltninger for
- at sikre sig, at de af fonden finansierede foranstaltninger virkelig er blevet gennemfoert, og at de er blevet gennemfoert paa behoerig maade,
- at forhindre og forfoelge uregelmaessigheder,
- at gennemfoere tilbagebetaling af beloeb, der er udbetalt med urette paa grund af uregelmaessigheder eller forsoemmelser .
Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet med henblik herpaa, isaer det stadium, administrations - eller retssagerne befinder sig paa .
2 . Tilbagebetales de naevnte beloeb ikke fuldt ud, baerer Faellesskabet de finansielle foelger af uregelmaessighederne eller forsoemmelserne; dette gaelder ikke for uregelmaessigheder eller forsoemmelser, som medlemsstaternes myndigheder eller organer kan goeres ansvarlige for .
De tilbagekraevede beloeb betales til de kontorer eller organer, som har udbetalt dem; disse traekker beloebene fra de udgifter, som finansieres af fonden ."
5 Da der i 1985 blev foretaget kontrol hos AIMA, konstaterede Kommissionens tjenestegrene, at regnskabsfoeringen og tilbagesoegningen af stoettebeloeb, der var udbetalt med urette, ikke blev varetaget paa tilfredsstillende vis . Kommissionen meddelte de italienske myndigheder dette ved telex af 29 . juli 1986, idet den opfordrede dem til omgaaende at fremkomme med naermere oplysninger i saa henseende . De paagaeldende myndigheder reagerede ved den 28 . juni 1988 at meddele Kommissionen, at der var eller netop skulle afsendes breve til modtagerne af stoette vedroerende tilbagebetaling af for meget udbetalte beloeb . I mellemtiden havde Kommissionen imidlertid udarbejdet sin sammenfattende rapport af 15 . juni 1988 for regnskabsaaret 1986, hvori det foresloges at afvise at lade EUGFL afholde de beloeb, som endnu manglede at blive tilbagebetalt, med den begrundelse at forsinkelserne med ivaerksaettelsen af tilbagesoegning var uacceptable . Kommissionens holdning blev endelig konkretiseret ved den i sagen omhandlede beslutning af 29 . november 1988 .
6 Vedroerende sagens baggrund og de faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .
7 Den italienske regering goer gaeldende, at der ikke findes nogen faellesskabsbestemmelse, som forpligter de nationale myndigheder til at ivaerksaette procedurer med henblik paa tilbagesoegning af beloeb, der er udbetalt med urette, inden for en kortere frist end den saedvanlige frist efter nationale regler, der i det foreliggende tilfaelde udgoer ti aar . Denne frist var ifoelge sagsoegeren ikke udloebet ved afsendelsen af skrivelserne om tilbagebetaling i slutningen af juni 1988 .
8 Kommissionen er derimod af den opfattelse, at forsinkelserne paa mellem fire og ti aar med ivaerksaettelse af tilbagesoegning af de uretmaessigt udbetalte beloeb for produktionsaarene 1978/1979-1983/1984 maa betragtes som en forsoemmelse efter artikel 8, stk . 2, i forordning nr . 729/70, og at de oekonomiske foelger heraf kan paalaegges staten .
9 Det bemaerkes i den forbindelse, at der i artikel 8, stk . 1 og 2, i forordning nr . 729/70 sondres mellem to former for forhold . Paa den ene side er der forholdet mellem interventionsorganerne og de erhvervsdrivende, som i henhold til artiklens stk . 1, foerste punktum, er underlagt national ret, dog med forbehold af de i faellesskabsretten fastlagte graenser ( jf . navnlig dom af 21 . september 1983, Deutsche Milchkontor mod Tyskland, 205/82-215/82, Sml . s . 2633 ).
10 Paa den anden side er der forholdet mellem medlemsstaterne og Kommissionen, som denne sag drejer sig om . Dette forhold vedroerer ikke selve ydelsen af stoette eller tilbagesoegning af for meget udbetalte beloeb, men derimod spoergsmaalet om, hvorvidt det er den beroerte medlemsstat eller Faellesskabet, som skal baere de hermed forbundne oekonomiske byrder . Dette spoergsmaal, som har direkte indvirkning paa Faellesskabets budget, kan ikke afgoeres efter national ret, som er forskellig fra medlemsstat til medlemsstat, men skal afgoeres efter faellesskabsretten . Det ville vaere i strid med den faelles landbrugspolitiks ensartede karakter og med Faellesskabets budget, saafremt medlemsstaterne kunne paavirke denne politiks oekonomiske foelger alt efter indholdet af deres nationale bestemmelser, herunder nationale fristregler .
11 Det foelger heraf, at ansvaret for forsoemmelser, jf . artikel 8, stk . 2, i forordning nr . 729/70, i relation til forholdet mellem medlemsstaterne og Kommissionen skal afgoeres efter faellesskabsretten . Hvad angaar regler, som kan have oekonomiske virkninger, stilles der i henhold til faellesskabsretten flere krav til medlemsstaterne og Kommissionen .
12 For det foerste skal medlemsstaterne respektere den i henhold til EOEF-Traktatens artikel 5 gaeldende generelle pligt til at udvise omhu, som er praeciseret ved ovennaevnte artikel 8, stk . 1 og 2, for saa vidt angaar finansieringen af den faelles landbrugspolitik . Denne forpligtelse indebaerer, at medlemsstaterne skal traeffe foranstaltninger med henblik paa hurtigt at afhjaelpe uregelmaessigheder . Tilbagesoegningen af beloeb, der er udbetalt med urette, kan blive vanskeliggjort eller umulig at gennemfoere efter en vis tid, f.eks . navnlig paa grund af, at virksomheden er ophoert, eller bogholderibilag ikke laengere kan tilvejebringes . Domstolen har allerede haft lejlighed til at udtale sig herom i en anden sammenhaeng ( jf . dom af 25 . november 1987, Italien mod Kommissionen, 343/85, Sml . s . 4711 ).
13 De omtalte situationer opstaar navnlig, naar en medlemsstat som i det foreliggende tilfaelde venter i fire til ti aar, foer den tager skridt til tilbagesoegning af det for meget udbetalte . De italienske myndigheder ses saaledes ikke at have handlet med den noedvendige omhu .
14 For saa vidt angaar oekonomiske forhold mellem Kommissionen og medlemsstaterne, gaelder der ligeledes i henhold til Domstolens faste praksis ( jf . senest dom af 27 . marts 1990, Italien mod Kommissionen, C-10/88, Sml . s . 1229 ) et krav om klarhed og forudsigelighed . Saafremt Kommissionen agter at knytte oekonomiske virkninger til nationale myndigheders langsommelige eller manglende overholdelse af deres faellesskabsretlige forpligtelser, saaledes som dem, der er fastsat ved artikel 8 i forordning nr . 729/70, medfoerer kravet om klarhed og forudsigelighed i oekonomiske forhold, at Kommissionen over for de nationale myndigheder klart maa tilkendegive, hvad der bebrejdes dem, og at den foerst efter udloebet af en rimelig frist maa knytte oekonomiske virkninger til deres manglende overholdelse af en forpligtelse .
15 I denne sag kan Kommissionen ikke beskyldes for at have tilsidesat disse principper om god forvaltningsskik . Det fremgaar af sagen, at Kommissionens tjenestegrene allerede havde paapeget forsinkelser i tilbagesoegningsproceduren, da der blev ivaerksat kontrolforanstaltninger hos AIMA i 1985, og at Kommissionen, endog forud for udarbejdelsen af den sammenfattende rapport, ved skrivelse af 15 . april 1988 havde meddelt de italienske myndigheder, at den havde til hensigt at afvise, at EUGFL skulle afholde det omhandlede beloeb paa 10 410 055 894 LIT .
16 Endelig bemaerkes, at de italienske myndigheder ikke med rimelighed kunne vaere uvidende om, at deres langsommelighed kunne faa oekonomiske foelger .
17 Paa baggrund af ovenstaaende betragtninger bemaerkes, at den italienske regerings anbringender findes ubegrundede, og at Kommissionen herefter boer frifindes .
Sagens omkostninger
18 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk . 2, doemmes den tabende part til at afholde sagens omkostninger . Da Den Italienske Republik i det vaesentlige har tabt sagen, boer den betale sagens omkostninger med undtagelse af dem, som vedroerer den soegsmaalsgrund, som blev frafaldet under sagens behandling, idet der i relation hertil mellem parterne er enighed om, at hver part baerer sine omkostninger .
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1 ) Sagsoegte frifindes .
2 ) Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger, bortset fra omkostningerne i forbindelse med behandlingen af den under sagen frafaldne soegsmaalsgrund .