FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

SIR GORDON SLYNN

FREMSAT DEN 21. MARTS 1984 ( 1 )

Høje Domstol.

Det fremgår, at Goeminne Hout NV, et belgisk selskab, er indehaver af to konnossementer vedrørende fragt af tømmer, som selskabet havde købt, og som blev afskibet fra Canada. Da tømmeret ankom til Antwerpen den 7. september 1976, blev det konstateret, at noget af det manglede. Det fremgår, at selskabet og dets agenter sagsøgte skibets ejer ved handelsretten i Antwerpen. De blev mødt med den indsigelse, at konnossementerne indeholdt klausulen: »4 e), Værneting for søgsmål i forbindelse med dette konnossement er retterne i Hamburg«, og at retterne i Antwerpen følgelig i henhold til artikel 17 i Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, af 27. september 1968 ikke var kompetente. Handelsretten, og den 7. oktober 1981 appelretten, forkastede denne indsigelse. Da sagen blev indbragt for kassationsretten (Hof van Cassatie), udsatte denne ret sagen og forelagde Domstolen følgende spørgsmål:

»Kan det konnossement, som af bortfragteren udleveres til afladeren, når de herfor almindeligt gældende sædvaner tages i betragtning, mellem parterne betragtes som ’en skriftlig aftale’ eller en ’mundtlig aftale, der er skriftligt bekræftet’ som nævnt i artikel 17 i [konventionen], og gælder dette i bekræftende fald også i forhold til en tredjemand, der er indehaver af konnossementet?«

Ifølge artikel 17, som er en undtagelse fra den almindelige regel om, at en person, der har bopæl på en kontraherende stats område, skal sagsøges dér, og fra de særlige værneting, der kan anvendes i henhold til artiklerne 5 og 6 i sager om særlige forpligtelser, er retterne i en kontraherende stat enekompetente, hvis parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en kontraherende stats område, ved en skriftlig aftale eller ved en mundtlig aftale, der er skriftligt bekræftet, har vedtaget, at disse retter skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold.

I den franske udgave, som jeg har forstået svarer til de andre sproglige udgaver, lyder sætningen: »par une convention écrite ou par une convention verbale confirmée par écrit«. Det forekommer mig ikke, at der med henblik på den foreliggende sag skal sondres mellem »skriftligt bekræftet« og »confirmée par écrit«.

Artikel 17 blev ændret ved konventionen om Danmarks, Irlands og Det forenede Kongeriges tiltrædelse af Bruxelleskonventionen af 9. oktober 1978. For så vidt det her er relevant, skal værnetingsaftalen ifølge den ændrede bestemmelse »være indgået skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse eller, inden for international handel, i en form, der er anerkendt af sædvanen på dette område, og som parterne har eller burde have kendskab til«. Da denne ændring imidlertid endu ikke er trådt i kraft, er det efter min mening korrekt ikke at tage den i betragtning ved en vurdering af, under hvilke former accept af en værnetingsaftale kan bevises.

Artiklen kræver således i sin nuværende form, at samtykke til en værnetingsklausul skal bevises, og fastsætter, på hvilke måder et sådant samtykke kan bevises. Det tilkommer den nationale domstol i overensstemmelse med den nationale lovgivning, der finder anvendelse, at tage stilling til, om der faktisk er indgået en værnetingsaftale, den indgåede aftales omfang og virkning og afgørelsen af tvisten mellem parterne. Hvad der kan udgøre »en skriftlig aftale« eller en mundtlig aftale, »der er skriftligt bekræftet«, med andre ord hvordan aftalen kan bevises, er i sidste instans et spørgsmål om fællesskabsretten, som Domstolen skal afgøre. I modsat fald kunne formkravene i artikel 17 blive fortolket forskelligt af domstolene i de forskellige medlemsstater, og den ensartethed, som er konventionens formål, ville ikke blive opnået.

I henhold til konventionen tilkommer det derfor efter min opfattelse ikke Domstolen at afgøre det vide spørgsmål, om et konnossement kan udgøre, for ikke at tale om spørgsmålet, om det i denne sag udgør, en fragtaftale, eller om det, som det gøres gældende, blot er en kvittering for varer, der aflades, eller et i forhold til fragtkontrakten særskilt adkomstdokument. Dette spørgsmål skal fortsat afgøres på grundlag af national ret. Det eneste spørgsmål er, om konnossementet kan udgøre eller være bevis for en værnetingsaftale.

Ved behandlingen af spørgsmål af denne art, som opstår på grundlag af konventionen, har Domstolen allerede fastslået, at den altovervejende regel er, at kompetence kun gyldigt kan tillægges domstolene i en kontraherende stat, når parternes samstemmende vilje hertil er »udtrykt klart og præcist«. »Formkravene i artikel 17 skal sikre, at parternes samstemmende vilje faktisk har været til stede« (sag 24/76, Estasis Salotti mod RÜNA, Sml. 1976, s. 1831, og sag 25/76, Galeries Segoura mod Bonakdarian, samme sted s. 1851). Den forudgående betingelse om egentligt samtykke kan således være opfyldt, når værnetings-klausulen forekommer i selve kontrakten eller i det skriftlige materiale, der udpeges som bekræftelse af kontrakten, eller der klart henvises til den deri, eller den findes i betingelser, som klart og udtrykkeligt er en del af aftalen. Der skal være en tilstrækkelig og udtrykkelig erklæring om, at der foreligger betingelser, som omfatter en værnetingsklausul, som den anden part med rimelighed kan skaffe sig kendskab til og identificere. Når der er indgået en mundtlig aftale, hvori der udtrykkeligt indgår betingelser, der omfatter en værnetings-klausul, skal den skriftlige bekræftelse enten udtrykkeligt eller, efter min mening, underforstået, henvise til disse betingelser. Det kan imidlertid være, at disse grundlæggende regler ikke er opfyldt, når der er et løbende forretningsforhold mellem parterne, som omfatter en værnetingsklausul, og hvor den part, der søgte at påberåbe sig, at de formelle regler i artikel 17 var tilsidesat, ville være i ond tro. Se foruden de to nævnte sager sag 23/78, Meeth mod Glacetal, Smi. 1978, s. 2133, præmis 5; sag 784/79, Porta-Leasing mod Prestige International, Smi. 1980, s. 1517, præmisserne 5-7; sag 150/80, Elefanten Schuh mod Jacqmain, Smi. 1981, s. 1671, præmisserne 25 og 26 og sag 201/82, Gerling Konzern Speziale Kreditversicherung mod Amministrazione del Tesoro,14. juli 1983, præmisserne 14, 15, 17-18 og 20.

Det kan således sammenfattende siges, at formkravene kan være opfyldt, hvis en part faktisk vidste, at der indgik en værnetingsklausul i aftalen, eller hvis han fik underretning om, at der indgik en sådan klausul og havde rimelig lejlighed til at skaffe sig kendskab til dens ordlyd.

En sådan værnetingsaftale kan findes enten i den oprindelige kontrakt mellem parterne (salg af varer, søtransport, leasing) eller indføres ved ændring af den oprindelige kontrakt eller findes i en særskilt kontrakt vedrørende valg af værneting for afgørelse af bestemte tvister. En klausul vil kun have virkning for tvister i forbindelse med det bestemte retsforhold, der er omtalt i værnetingsaftalen, selv om den kan omfatte tvister vedrørende tredjemænds rettigheder, som er afledt af den oprindelige aftale (se den tidligere nævnte sag 201/82, Gerling).

Det fremgår, at tvisten i denne sag angår ihændehaveren af et konnossement og bortfragteren. Da retsforholdet mellem dem kan afhænge af, om den pågældende klausul i konnossementet er gyldig i henhold til artikel 17 mellem afladeren og bortfragteren, er det sidste af de omtvistede spørgsmål blevet behandlet først, hvad der efter min mening er korrekt.

Efter min opfattelse kan det umuligt hævdes, at et konnossement aldrig kan være en skriftlig aftale eller en skriftlig bekræftelse af en aftale mellem aflader og bortfragter som bevis for en værnetingsklausul i henhold til artikel 17. Det må afhænge af de faktiske omstændigheder og det retsforhold, der skabes ved konnossementets udstedelse og modtagelse.

I denne sag er det ikke muligt at give et præcist svar på spørgsmålet om de faktiske omstændigheder, da forelæggelsesdommen ikke indeholder udtalelser om væsentlige faktiske omstændigheder eller nævner de lavere instansers udtalelser (hvis sådanne foreligger). De faktiske forhold er langt mindre klare end i de andre sager, som jeg har henvist til. Dette beklager jeg af de grunde, som er angivet i mit forslag til afgørelse i sag 227/81, Aubin mod Unedic, Sml. 1982, s. 1991, jfr. s. 2008.

For eksempel nævnes der i de originale konnossementer en aflader og en bortfragter med adresser i De forenede Stater; der er ingen udtalelser om, at nogen af parterne er bosat i en kontraherende stat, og den under sagens behandling nævnte bortfragter har et andet navn end den bortfragter, der nævnes i konnossementet. Før artikel 17 overhovedet kan finde anvendelse, må den nationale domstol således konstatere, om den oprindelige aflader eller bortfragter havde bopæl på en kontraherende stats område. Hvis ingen af dem havde en sådan bopæl, må den nationale domstol konstatere, om der foreligger en særskilt kontrakt mellem ihændehaveren af konnossementet og bortfragteren, som omfatter værnetingsklausulen i konnossementet. Hvis der ikke foreligger en sådan kontrakt, opstår spørgsmålet, om ihændehaveren (som har bopæl i en kontraherende stat) under sådanne omstændigheder i henhold til national ret indtræder i stedet for afladeren ved overdragelse eller transport af konnossementet, og om han faktisk har kendskab til værnetings-klausulen (eller om han gives tilstrækkelig underretning om den til, at han med rimelighed kan skaffe sig kendskab til dens ordlyd). Hvis ihændehaveren således indtræder med underretning om eller kendskab til klausulen, opstår der også det spørgsmål, om det heraf følgende kontraktsforhold er omfattet af artikel 17. Dette spørgsmål har ikke været drøftet, og da det måske ikke er relevant at behandle dette forhold, er det efter min mening ikke nødvendigt at tage stilling det. Min foreløbige opfattelse er, at når en ihændehaver, som har bopæl en kontraherende stats område, indtræder i stedet for en eller to kontraherende parter, som ikke har en sådan bopæl, falder værnetingsaftalen med ihændehaveren ikke ind under artikel 17.

Det fremgår af kopier af konnossementerne, som er blevet fremlagt for Domstolen, at et selskab ved navn American Lumber International Inc. med hjemsted i Pennsylvania, USA, indlastede tømmeret om bord på skibet »Tilly Russ« i Toronto, Canada. Konnossementerne blev udstedt af Tolmar International Inc. med hjemsted i Cleveland, Ohio, som optrådte som befuldmægtiget for bortfragteren, Europe Canada Lakes Line, Ernest Russ America Inc. i Chicago.

Konnossementets side 1 bærer overskriften! »Europe Canada Lakes Line Ernest Russ, Hamburg«. Konnossementet, der beskrives som »Short form bill of lading (ikke negotiabel, medmindre den er påtegnet ’til ordre’)«, omfatter ved en henvisning hertil vilkårene, i bortfragternes »long form bill of lading«. Klausul 4 er skrevet med småt, men bærer med store typer overskriften »Ansvar og værneting«. Ifølge klausul 4 a) skal den canadiske Water Carriage of Goods Act af 1936 gælde for transport af varer fra en canadisk havn. Klausul 4 e) bestemmer, at enhver tvist vedrørende konnossementet skal afgøres af domstolene i Hamburg, og »for så vidt intet andet er bestemt i dette konnossement, i henhold til tysk ret«. De sidste ord på side 1 er »Betingelserne fortsætter på bagsiden heraf«. Bagsiden (mærket side 2) indeholder detaljerne om indlastningen, som er skrevet til på maskine. Konsignataren er »Order of shipper«, men Goeminne Hout i Belgien er anført i rubrikken »Notify party«. Det er oplyst, at konnossementerne er dateret i Cleveland 16. august 1976.

I forelæggelsesdommen blev Domstolen anmodet om at behandle spørgsmålet »når de herfor almindeligt gældende sædvaner tages i betragtning«. Disse sædvaner kan højst være relevante som hjælp for Domstolen ved dens afgørelse af, om det fremlagte materiale i henhold til den nugældende udgave af artikel 17 kan udgøre en skriftlig aftale eller en skriftlig bekræftelse af en mundtlig aftale om værneting. De kan ikke udvide betydningen af disse ord.

Disse almindeligt gældende sædvaner er i hvert fald ikke påvist, og der er ingen aftale om dem mellem de parter, der optræder for Domstolen, eller om sædvaner gældende for de store søer.

Det er således på Goeminne Hout's vegne blevet gjort gældende, at i et tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke findes noget certeparti, indgås fragtaftalen i praksis ved en udveksling af telex mellem afladeren og befragteren, hvorved der blot rerserveres plads til lasten på skibet. Konnossementet udstedes, efter at aftalen er indgået, og da er i dette tilfælde er tale om et »ombordkonnossement«, udstedes det efter lastningen. Goeminne Hout har gjort gældende, at afladeren og Goeminne Hout's befuldmægtigede ikke underskrev konnossementet. Den omstændighed, at det »ikke negotiable eksemplar«, som er blevet fremlagt for Domstolen, ikke er underskrevet, betyder efter min mening ikke, at originalen ikke blev underskrevet eller stemplet. Selv om der ikke er noget asfnit, som afladeren kan underskrive, ser det desuden ud til, at navn og adresse på afladerens befuldmægtigede »Seaway Forwarding Corporation« blev anbragt på konnossementet med et stempel.

Udgangspunktet for den italienske regerings skriftlige indlæg er åbenbart, at et eksemplar af konnossementet underskrives af afladeren og opbevares af bortfragteren, og et andet eksemplar underskrives af bortfragteren og opbevares af afladeren. Kommissionen støtter på den anden side ihændehaveren med det argument, at afladeren ikke kender bestemmelserne i konnossementet, som han i praksis sjældent underskriver, på det tidspunkt, da fragtkontrakten afsluttes, således at værnetingsklausulen kun er gyldig, hvis afladeren udtrykkeligt og skriftligt giver sit samtykke til den.

Det forenede Kongeriges regering har gjort gældende, at den almindelige sædvane i London er at anvende fortrykte konnossementetsformularer, som udgives af froskellige rederier, og som kan købes hos papirhandlere, og en afladers befuldmægtigede vil sandsynligvis have et lager af dem. Afladeren eller hans befuldmægtigede udfylder de tomme rubrikker på konnossementet og bringer det til bortfragterens befuldmægtigede, som underskriver det på bortfragterens vegne og giver det tilbage til afladeren eller hans befuldmægtigede (se også Heskell mod Continental Express Ltd. 1950 1 AER 1033 på s. 1037, hvor dommer Devlin antog, at en sådan sædvane eksisterer). Da de foreliggende konnossementer er udfærdiget i Cleveland, Ohio, er det også på sin plads at bemærke, at i henhold til »American Jurisprudence«, anden udgave, bind 13, »Carriers«, afsnit 276, »et det sædvanligt, at en aflader, som hyppigt foretager søtransport, har uudfyldte konnossementer i sin besiddelse og selv udfylder dem og forelægger dem for bortfragteren til underskrift på det tidspunkt, da varerne afleveres«.

På grundlag af disse divergerende opfattelser af, hvad der kan være sket, hvilket den nationale domstol må tage stilling til, kan der efter min mening højst siges følgende som svar på spørgsmålets første del.

Hvis konnossementet i henhold til national ret er fragtkontrakten, og værnetingsklausulen klart er optaget deri på en måde, som allerede er angivet af Domstolen, er denne klausul gyldig.

Hvis fragtkontrakten indgås, enten mundtligt eller skriftligt, før konnossementet udstedes, gælder følgende:

a)	Værnetingsklausulen i konnossementet er gyldig, hvis konnossementet i henhold til national ret skal anses for at være en retshandel eller bevis på en retshandel, som omfatter en i forhold til fragtkontrakten særskilt værnetingsaftale.

b)

Værnetingsaftalen i konnossementet er gyldig, hvis den mundtlige eller skriftlige fragtkontrakt udtrykkeligt omfatter den værnetingsaftale, der skal indsættes i konnossementet, eller de almindelige betingelser i konnossementet, herunder værnetingsklausulen, og denne klausul eller dise betingelser enten er afladeren bekendt, eller denne ved rimelig omhu kunne have skaffet sig kendskab hertil, før han indgik fragtkontrakten.

c)

Værnetingsklausulen i konnossementet er gyldig, hvis der har været en række transaktioner (eller et løbende forretningsforhold) mellem afladeren og bortfragteren, direkte eller gennem befuldmægtigede, hvorunder fragtkontrakterne mellem dem var omfattet af betingelserne i konnossementet. Fra en sådan række transaktioner må afladeren have vidst, eller han har været i en position, hvor han med rimelighed kunne have vidst, at fragten skete på betingelserne i konnossementet, herunder værnetingsklausulen, således at han må formodes at have accepteret denne udtrykkeligt eller ved sin adfærd på en sådan måde, at det ville være en krænkelse af modpartens gode tro at benægte, at de fandt anvendelse. Jeg ville forkaste Kommissionens argument om, at over 70 % af afladerens forretninger skal være med bortfragteren, før han kan godtgøre, at der er tale om en sådan række transaktioner. Det er et spørgsmål om faktiske omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, om afladeren på grundlag af en række transaktioner har eller må anses for at have kendt klausulen og accepteret den.

Hvis der opstår en tvist om eller i henhold til selve konnossementet, uden hensyn til spørgsmålet, om der foreligger en særskilt fragtkontrakt,

a)

Hvis konnossementet er udfyldt af afladeren eller hans befuldmægtigede, som skriver eller stempler afladerens navn på det, og det overgives til bortfragteren eller hans befuldmægtigede, som accepterer, det ved at underskrive eller stemple bortfragterens navn på det, er dette en tilstrækkelig skriftlig aftale eller skriftligt bekræftet aftale, for så vidt angår kravet til en værnetingsklausul i artikel 17.

b)

Hvis konnossementet udfyldes af bortfragteren og overgives til afladeren, som underskriver det eller på anden måde anerkender det skriftligt, eller som med faktisk kendskab eller rimelig underretning om dets betingelser accepterer eller handier på grundlag af konnossementet, er dette tilstrækkeligt til at udgøre en skriftligt bekræftet aftale, for så vidt angår kravet til en værnetingsklausul i artikel 17. I det foreliggende tilfælde er den omstændighed, at de maskinskrevne tilføjelser står på konnossementets side 2, efter min mening tilstrækkelig til at henlede opmærksomheden på, at der er en side 1, selv om det er klart, at det ville være klogere af bortfragteren at indsætte en henvisning på side 2 til betingelserne på side 1.

I alle disse tilfælde er aftalen imidlertid begrænset til tvister, der opstår »i forbindelse med et bestemt retsforhold«, som det udtrykkeligt eller stiltiende defineres i klausulen. Tvister uden for en sådan klausuls rækkevidde vil ikke være omfattet af værnetingsklausulen.

I den ovennævnte Gerling-sag, som er blevet påberåbt i argumentationen om konnossementets ihændehavers retsstilling i forhold til bortfragteren, anerkendes det klart, at en begunstiget i henhold til en forsikringspolice, som ikke er part i forsikringskontrakten, kan gøre en værnetingsklausul gældende imod forsikringsgiveren, hvis policen blev tegnet til fordel for ham, og hvis klausulen er vid nok til at dække tvister mellem den begunstigede og forsikringsgiveren, skønt den begunstigede ikke har undertegnet klausulen, så længe forsikringsgiveren blot klart har vist, at han accepterer den påberåbte klausul. Det var en sag, i hvilken konventionens artikel 12 gav nogen vejledning (hvilket ikke er tilfældet her), og det var naturligvis en sag, hvor klausulen blev gjort gældende mod en part i den oprindelige aftale. Værnetingsklausulen kan således være vid nok til at omfatte tredjemænd, som kan være »parter« i artikel 17's forstand. Det følger dog ikke automatisk, at en sådan klausul kan gøres gældende af en af kontrahenterne mod en tredjemand som den, som rettighederne i henhold til kontrakten er blevet overdraget til. På en anden side fremgår det ikke af Gerling-dommen, at den ikke kan påberåbes, og spørgsmålet står efter min mening åbent.

Igen må svaret på spørgsmålet efter min mening afhænge af de faktiske omstændigheder og arten af tredjemandens forhold til modparten, som er part i værnetingsaftalen. Hvis ihændehaverens rettigheder over for bortfragteren i henhold til den nationale ret, der finder anvendelse, udledes af konnossementets overdragelse fra afladeren ved endossement eller transport eller på anden måde, så vil en værnetingsklausul, som er gyldig i forholdet mellem aflader og bortfragter, efter min mening almindeligvis også være gyldig i forholdet mellem ihændehaveren og bortfragteren. Hvis overdragelsen til ihændehaveren sker udner henvisning til alle klausuler i konnossementet, omfatter de værnetingsklausulen (hvis det blev bevist, at den var gyldig i forholdet mellem de oprindelige parter), selv hvis assignataren eller endossataren ikke specielt har underskrevet klausulen. I det foreliggende tilfælde er det efter min mening klart, at tredjemænd blev taget i betragtning i konnossementets betingelser, herunder værnetingsklausulen. Konnossementet skulle udtrykkeligt ikke være negotiabelt, medmindre det blev overdraget til ordre; det blev udrykkeligt angivet, at de blev overdraget til afladerens ordre. Desuden er det klart, at endossatarer og bortfragteren snarere end konnossementets oprindelige parter inddrages i et betydeligt antal tvister vedrørende konnossementer, og det kan konstateres, at ihændehaverne er omfattet af klausulerne i konnossementet, herunder værnetings-klausulen.

Hvis ihændehaveren ikke indtræder i den oprindelige afladers rettigheder og pligter i henhold til den nationale ret, der finder anvendelse, skal der findes en ny aftale mellem ihændehaveren og bortfragteren, enten skriftligt eller skriftligt bekræftet, vedrørende en værnetingsklausul. Efter min mening kan den blotte omstændighed, at ihændehaveren, som allerede har købt varerne, fremlægger konnossementet for bortfragteren, ikke i sig selv udgøre en sådan aftale eller bekræftelse af en aftale i henhold til artikel 17. Hvis der på den anden side foreligger en særskilt kontrakt mellem bortfragteren og tredjemand (ihændehaveren) vedrørende valg af værneting (hvilket måske er usandsynligt), så vil klausulens gyldighed afhænge af de regler, som Domstolen allerede har angivet.

Jeg foreslår derfor, at det forelagte spørgsmål besvares efter følgende retningslinjer:

1.

Hvis et konnossementet i henhold til den nationale ret, der finder anvendelse, udgør en aftale mellem bortfragteren og aflanderen, som udtrykkeligt fastsætter eller klart ved henvisning omfatter en værnetingsklausul, kan konnossementet være en skriftlig aftale i henhold til artikel 17 i Bruxelles-konventionen af 1968. Et konnossement kan være en skriftlig bekræftelse på en mundtlig værnetingsaftale i henhold til artikel 17, hvis den mundtlige aftale udtrykkeligt omfatter betingelserne i konnossementet, herunder værnetingsklausulen, og klausulen er afladeren bekendt (eller han med rimelig omhu kunne have skaffet sig kendskab til den, før han indgik aftalen), eller hvis en sådan klausul er blevet anvendt i en række transaktioner mellem parterne.

2.

En ihændehaver af et sådant konnossement kan være bundet af en værnetingsklausul, hvis kan udtrykkeligt er gået ind på at være bundet af den, enten skriftligt eller i en skriftlig erklæring som bekræftelse på en mundtlig aftale herom, eller hvis ihændehaveren i henhold til den ret, der finder anvendelse på overdragelsen af konnossementet, indtræder i alle afladerens rettigheder og forpligtelser i henhold til konnossementet, som i forholdet mellem afladeren og bortfragteren var en skriftlig aftale eller en skriftlig bekræftelse af en mundtlig aftale i henhold til artikel 17, i begge tilfælde i det omfang tvisten mellem bortfragteren og ihændehaveren af konnossementet falder ind under værnetingsklausulens anvendelsesområde.

Afgørelsen vedrørende sagsomkostningerne for parterne i hovedsagen skal træffes af den ret, som hovedsagen verserer for; der bør ikke træffes afgørelse om Kommissionens eller om den italienske regerings eller Det forenede Kongeriges regerings omkostninger.

---

( 1 ) – Oversat fra engelsk.