1. 

Da dommen i sag 152/77 ( 2 ), hvor det ligeledes drejede sig om anvendelsen af tjenestemandsvedtægtens artikel 73 og udbetaling af erstatning for følgerne af en ulykke, har været bragt frem under sagen og navnlig har spillet en afgørende rolle i Parlamentets argumentation, skal jeg først bringe denne sag i erindring.

I den sag fastslås det for det første, at artikel 73 ikke kan fortolkes på baggrund af nationale bestemmelser, men må fortolkes selvstændigt. Det er herefter klart, at sagsøgerens andet anbringende om, at anvendelsen af artikel 73, således som den er sket i anfægtede afgørelse, ikke skulle være i overensstemmelse med medlemsstaternes fælles grundsætninger, der har ligget til grund for den pågældende fællesskabsretlige bestemmelse, ikke kan tages til følge.

Men dernæst giver dommen en for den foreliggende sag vigtig afklaring af begreber, som i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 73 er relevante. I forbindelse med mit forslag til afgørelse, hvor jeg pegede på visse nationale bestemmelser, der kan tjene til oplysning, hvor jeg desuden tog en definition i betragtning, som findes i bestemmelserne vedrørende den sociale sikring af vandrende arbejdstagere i forordning nr. 574/72 (EFT 1972 I, s. 149), og hvor jeg sluttelig fastslog, at der ikke alene i artikel 73 findes en vis relation til arbejdet — eftersom såvel forsikringsbidraget som forsikringsydelsen udmåles efter den pågældende tjenestemands grundløn — men at også tabellen i Ordningen til gennemførelsen af artikel 73 klart tager erhvervsevnen i betragtning, fastslog Domstolen, at graden af uarbejdsdygtighed er uden betydning i forbindelse med artikel 73, og at der skal ydes erstatning uden hensyn til tjenestemandens evne til fortsat at udføre sit arbejde; begrebet »invaliditet« i henhold til denne bestemmelse må dog principielt forstås på den måde, at det drejer sig om fysiske eller psykiske skader, som bevirker, at den skaderamte »ikke [længere] fuldt ud eller delvis er i stand til at bestride et normalt erhverv« (præmis 10).

Det følger heraf, at invaliditetserstatningen i første række er tænkt som kompensation for en skade, som man må betegne som en materiel skade, selv om den ikke eller ikke umiddelbart er forbundet med et formueretligt tab. Heraf følger også, at Parlamentets anbringende — som Parlamentet mener at kunne støtte på den nævnte dom — om, at invaliditet kun er ensbetydende med lyde og vansir, uden at der tages hensyn til arbejdsevnen, ikke er holdbart.

Man må derfor gå ud fra, at den erstatning, der i henhold til artikel 12 i gennemførselsesbestemmelserne vedrørende dækning af risikoen for ulykker udbetales i tilfælde af vedvarende, delvis invaliditet, udmåles ud fra nedsættelsen af arbejdsevnen. I samme retning går i øvrigt også ordningens artikel 14, hvorefter der også — ved analog anvendelse af tabellen i artikel 12 — udbetales erstatning i tilfælde af en beskadigelse, der påvirker tjenestemandens fysiske integritet, selv om den ikke påvirker hans arbejdsevne, såfremt skaden har medført en virkelig gene for tjenestemandens forhold til omverdenen.

2. 

Det centrale spørgsmål i sagen er, om Parlamentet med rette har gjort Subrogationen gældende med hensyn til de ydelser, som sagsøgeren har modtaget fra skadevolderens forsikringsselskab.

Efter at forordning nr. 912/78 er trådt i kraft, er spørgsmålet om subrogation reguleret i tjenestemandsvedtægtens artikel 73, stk. 4, der lyder således:

»Fællesskaberne indtræder, inden for grænserne af deres forpligtelser i henhold til artikel 72, 73 og 75, uden videre i tjenestemandens eller hans ydelsesberettigede pårørendes regresret mod en tredjemand, der er ansvarlig for den er ansvarig for den ulykke, som har medført tjenestemandens eller de gennem ham forsikrede personers død eller tilskadekomst«.

Tidligere gjaldt herom artikel 8 i den flere gange nævnte gennemførelsesordning om dækning af risikoen for ulykker. Den bestemte:

»De ydelser, erstatninger og godtgørelser for udgifter til lægehjælp, som er hjemlet i denne ordning, udbetales alene til tjenestemanden eller de andre ydelsesberettigede, såfremt disse lader Fællesskaberne indtræde i deres rettigheder og søgsmål mod en eventuelt ansvarlig tredjemand, for så vidt som der er sket udbetaling af ovennævnte ydelser, erstatninger og godtgørelser«.

Efter ordlyden og ordningens formål — at undgå dobbelt erstatning for én og samme skade — er det klart, at kun de ydelser omfattes af Subrogationen, som er af samme art som de ydelser, den skadelidtes arbejdsgiver i forbindelse med den pågældende ulykke udbetaler i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 73 og den i den forbindelse udstedte gennemførelsesordning.

Efter sagsøgerens opfattelse er dette ikke tilfældet i den foreliggende sag. Hun har gjort gældende, at den erstatning, hun har fået udbetalt af skadevolderens forsikringsselskab på grundlag af den sagkyndige erklæring, som blev udarbejdet som led i retssagen ved de luxembourgske domstole, er en erstatning for ideel skade i videste betydning, og ikke — som invaliditetserstatningen i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 73 — en erstatning på grund af nedsættelse af arbejdsevnen. Til støtte for sin opfattelse har hun desuden henvist til en »note d'information« fra generaldirektøren for Parlamentets administration af 18. februar 1980; med hensyn til spørgsmålet om subrogation i tilfælde af en ulykke gøres det heri klart, at en tjenestemand, der er kommet til skade, må kunne søge erstatning direkte hos en eventuelt ansvarlig tredjemand, for så vidt det drejer sig om nærmere bestemte materielle skader som beskadigelse af klæder eller af en bil eller om erstatning for svie og smerte samt i tilfælde af ideel skade.

Parlamentet er derimod af den opfattelse, at såvel den erstatning, der er udbetalt af skadevolderens forsikringsselskab som den erstatning, Parlamentet har ydet, alene er udbetalt på grund af lyde og vansir, hvorfor det af Parlamentet foretagne fradrag ved udbetalingen af dets erstatning fuldt ud må være berettiget.

3. 

Også sagsøgerens påstand om, at der ydes hende renter af forskelsbeløbet fra det tidspunkt, hvor fradraget blev foretaget, forekommer mig at være begrundet.

I den forbindelse skal jeg ikke hæfte mig så meget ved den retspraksis, som netop blev udviklet vedrørende ulykkeserstatning, og hvorefter det er afgørende, om der i den forsinkede udbetaling ligger et ansvarspådragende culpøst forhold (sag 152/77), eller om udbetalingen blev utilbørligt forsinket (sagerne 156/80 ( 3 ), og 186/80 ( 4 )). Ud fra enkelthederne i disse sager samt i øvrigt også i sag 115/76 ( 5 ) er det klart, at det hver gang drejede sig om, hvorvidt selve sagen om invaliditetsgraden var blevet afviklet tilstrækkelig hurtigt, og hvem der — såfremt dette ikke var tilfældet — havde ansvaret for, at invaliditetsgraden ikke blev fastsat i tide efter konsolideringen af ulykkens følgevirkninger, og derved for, at der opstod en betalingsforpligtelse.

Her drejer det sig imidlertid kun om spørgsmålet om retmæssigheden af, at det beløb, der blev udbetalt af den ansvarlige tredjemands forsikringsselskab, blev fratrukket i det af Parlamentet udbetalte erstatningsbeløb; det er derfor hensigtsmæssigt, at jeg holder mig til retspraksis med en tilsvarende problemstilling — den vedrørte enke- og børnepension, som skulle udbetales efter en ulykke (de forenede sager 63 og 64/79 ( 6 )). Da der i disse sager — efter at det var slået fast, at fradraget var foretaget med urette — blev tilkendt renter fra det tidspunkt, hvor fradraget blev foretaget, vil jeg forslå samme løsning i dette tilfælde, altså ganske som i sag 185/80 ( 7 ), hvor det drejede sig om udbetaling af udlandstillæg, sagsøgeren bør derfor tilkendes morarenter for at blive stillet på samme måde, som hun ville have været stillet, såfremt hun havde modtaget det fulde erstatningsbeløb rettidigt.

4. 

Jeg skal derfor foreslå, at der gives sagsøgeren medhold i, at afgørelsen af 24. juli 1980 skal annulleres, og at Parlamentet tilpligtes at betale hende 50000 BFR med renter 6 % p.a. fra den 24. juli 1980. Ved et sådant udfald skal Parlamentet også afholde sagens omkostninger.