FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. VERLOREN VAN THEMAAT

FREMSAT DEN 4. FEBRUAR 1982 ( 1 )

Høje Domstol,

1. Anmodningen om en præjudiciel afgørelse samt visse relevante fakta

Peter Knoeller arbejdede i Belgien i perioden 1928-1938. Efter at være vendt tilbage til Tyskland arbejdede han dér indtil 18. august 1967, hvor han blev afskediget fra sin stilling. Fra den 19. august til den 1. december 1967 modtog han arbejdsløshedsdagpenge. Den 4. december 1967 fik han tilkendt invalidepension med tilbagevirkende kraft fra 1. december, på hvilket tidspunkt hans invaliditet blev fastslået. I medfør af forordningerne nr. 3 og 4 henvendte den kompetente tyske institution sig til Institut national d'assurance maladieinvalidité (herefter benævnt INAMI) for at skaffe Knoeller den forholdsmæssige pension for den periode, han havde arbejdet i Belgien. På blanket E 26, der benyttes til dette formål, var det hverken anført, at Knoeller havde været tvungent forsikret i perioden 19. august—1. december 1967, eller at denne periode derfor skulle behandles som en ligestillet periode. Udeladelsen af denne oplysning skyldtes tilsyneladende, at spørgsmålet var irrelevant, for så vidt angår tilkendelsen af invalidepension i henhold til tysk lovgivning.

INAMI afslog imidlertid den tyske institutions begæring med den begrundelse, at ifølge belgisk lovgivning (artikel 66 i loven af 1963 samt artikel 204 i kongelig anordning af 1963) var det ikke blevet godtgjort, at der umiddelbart forud for det tidspunkt, hvor invaliditeten var blevet fastslået, lå en periode på mindst 120 arbejdsdage eller dermed ligestillede dage med tvungen forsikring. Idet de lagde datoen den 18. august 1967 til grund som den sidste dag med tvungen forsikring, anså de belgiske myndigheder betingelsen for uopfyldt. Med skrivelser af 5. og 21. marts 1970, der indgår i sagens bilag, blev INAMI underrettet om arbejdsløshedsperioden, i hvilken Knoeller også havde været tvungent forsikret. Der blev imidlertid ikke fremsendt en berigtiget blanket E 26. Idet INAMI anså blanketten for at være af afgørende betydning, anså den sig ikke for forpligtet til at tage hensyn til de supplerende oplysninger. Efter at være blevet dømt ved to underordnede retsinstanser, indankede INAMI sagen for Belgiens Cour de cassation, som under sin behandling af sagen har forelagt Domstolen følgende spørgsmål: »Skal fastsættelsen af den forholdsmæssige invalidepension, som måtte tilkomme en arbejdstager på grundlag af dennes beskæftigelse i Belgien, alene ske ud fra oplysningerne i blanket E 26, som omhandlet i artikel 34 i Rådets forordning nr. 4 af 3. december 1958 om gennemførelse og supplering af bestemmelserne i Rådets forordning nr. 3 af25. september 1958 om vandrende arbejdstageres sociale sikring, eller kan blanket E 26 senere suppleres eller uddybes med yderligere oplysninger?«

Jeg vil gerne her indskyde den bemærkning, at som følge af den stædighed, hvormed INAMI har fastholdt sit synspunkt, trods det at institutionen to gange har tabt sagen for en belgisk domstol, har Knoeller nu i hele 15 år måttet undvære den forholdsmæssige belgiske invalidepension.

2. Vurdering af det forelagte spørgsmål

I medfør af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 4 udarbejdes formularer til attester og andre dokumenter, som kræves ved anvendelsen af forordning nr. 3, af Den administrative Kommission, der oprettes i medfør af forordningens artikel 43. I artikel 33 i forordning nr. 4 bestemmes det, at ved anvendelsen af artiklerne 26-28 i forordning nr. 3 »benytter den behandlende institution et skema, der især indbefatter en opstilling og sammenfatning af de forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, som den forsikrede har tilbagelagt efter den lovgivning i hver af medlemsstaterne, hvoraf han har været omfattet«. INAMI har gjort gældende, at dette dokument, blanket E 26, har en sådan betydning, at kun sådanne perioder, som er anført i blanketten, skal medregnes.

På samme måde, som generaladvokat Warner udtrykte det i en tidligere sag vedrørende opfyldelse af formaliteter i forbindelse med forordning nr. 1408/71 (sag 41/77, The Queen mod National Insurance Commissioner ex parte Warry, Sml. 1977, s. 2085), er det for mig oplagt, at hvis Knoeller ikke er berettiget til en belgisk invalidepension, så har forordning nr. 3 på dette punkt »eklatant« forfejlet sit formål. Domstolen har således i sine afgørelser altid udtalt, at rettigheder vedrørende social sikring, der erhverves alene i henhold til en national lovgivning, ikke skal berøres af fællesskabsreglernes anvendelse på tilfældet. Dette princip, der bygger på formål og opbygning i EØF-traktatens artikel 51, blev udtalt af Domstolen så tidligt som i 1967 i dommen af 5. juli 1967 i sag 1/67, Ciechelski, Sml. 1965-1968, s. 365, på s. 368, som Kommissionen også har omtalt i sit skriftlige indlæg, og som er blevet fulgt i mange senere domme. Mere konkret fastslog Domstolen i sin dom i sag 66/74, Farrauto mod Bau-Berufsgenossenschaft, Sml. 1975, s. 157, på s. 162, at fællesskabsrettens regler, der har til formål at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed, »skal fjerne visse materielle og administrative hindringer«. Ud fra disse domme kan svaret ikke gå ud på, at forordningerne nr. 3 og 4 skal fortolkes således, at der skabes nye hindringer, denne gang på fællesskabsplan. I den pågældende sag fastslog Domstolen, at direkte meddelelse fra medlemsstaternes sociale sikringsinstitutioner til de pågældende personer »tjener til at forenkle de administrative formaliteter og fremskynde sagens behandling«, hvorved der »anerkendes ... visse former og metoder, som gør det muligt at værne de pågældendes retssikkerhed«. Også denne dom peger således i retning af en funktionel fortolkning af disse forordningers administrative forskrifter. Kommissionen har endvidere henvist til Domstolens dom i Nonnenmacher-sagen (sag 92/63, Sml. 1954-1964, s. 491).

Kommissionen har i sit skriftlige indlæg taget afstand fra den af INAMI hævdede fortolkning, idet den først og fremmest har påberåbt sig de beføjelser, der er tillagt Den administrative Kommission, dels gennem forordningerne, dels gennem Domstolens afgørelser. I modsætning til Kommissionen mener jeg imidlertid ikke, at den ikke-bindende karakter af det nævnte organs forskrifter, herunder forskrifter vedrørende de pågældende blanketter, udgør et overbevisende grundlag for at forkaste INAMI's fortolkning. Artikel 33, stk. 1, i forordning nr. 4 fastsætter klart, at brugen af blanket E 26 er obligatorisk. Det var netop en »opstilling og sammenfatning« af forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, som her i sagen var ukomplet på blanketten. Den af Kommissionen under den mundtlige forhandling fremførte argumentation, hvorefter pligten i artikel 34, stk. 1, kun vedrører forsikringsperioder eller dermed ligestillede perioder, som er tilbagelagt i henhold til den lovgivning, som gælder for den pågældende institution, er efter min mening mere overbevisende. Den tyske institution har således optrådt korrekt ved udfyldelsen af blanketten her i sagen, når den har lagt tysk lovgivning til grund. Endvidere viser den franske, tyske og italienske affattelse af artikel 33, at kravet i stykke 1 om, at der skal benyttes blanket, ikke betyder, at den bevismæssige virkning af andre oplysende dokumenter hermed ophæves, således at det ikke længere er muligt at henvise til sådanne dokumenter som supplement til eller uddybning af blanketten. Artiklens stykke 2 bestemmer blot, at oversendelse af sådanne bevisligheder ikke længere er nødvendig (»remplace la transmission«, »sostituisce la trasmissione« og »ersetzt die Übersendung«). Den nederlandske version udtrykker dette endnu tydeligere, idet det heri hedder at »dit formulier kan in de plaats van bewijsstukken aan de bevoegde organen van een andere Lid-Staat worden gezonden« [denne blanket kan oversendes til de kompetente institutioner i en anden medlemsstat i stedet for bevisligheder]. Bestemmelsen tillader således oversendelse af supplerende dokumenter, såsom skrivelserne her i sagen fra den tyske institution, således at den af INAMI hævdede fortolkning, hvorefter blankettens indhold er udtømmende, må forkastes.

Jeg foreslår derfor, at spørgsmålet fra Belgiens Cour de cassation besvares således: »Den i artikel 34 i forordning nr. 4 fra De europæiske Fællesskabers Råd omhandlede blanket kan suppleres eller uddybes med andre oplysninger, såfremt dette er nødvendigt til tilkendelse af en invalidepension, som i mangel af sådanne oplysninger ikke kan tilkendes ifølge den nationale lovgivning«.

( 1 ) – Oversat fra nederlandsk.