1.

2.

Den tyske statsborger fru Smieja, der havde bopæl i forbundsrepublikken Tyskland, da hun fyldte 65 år, og som stadig er bosat dér, fik ved en afgørelse af 10. december 1970 fra Sociale Verzekeringsbank i Amsterdam (herefter kaldet Banken) en alderspension på grundlag af perioder, som hun havde tilbagelagt i Nederlandene, med virkning fra den 1. februar 1970 og svarende til 45,6 % af den alderspension, som normalt kan kræves i henhold til A.O.W. Banken havde beregnet størrelsen af pensionen i overensstemmelse med bestemmelserne i den overenskomst om anvendelse af den nederlandske lovgivning om almindelig alderdomsforsikring, der var indgået den 9. marts 1961 mellem Nederlandene og Tyskland Då grundlag af Rådets forordning nr. 3, artikel 7.

Fru Smieja indbragte denne afgørelse for Raad van Beroep i Amsterdam (underret i sager om social sikring, herefter kaldet socialretten). Under sagen ændrede Banken sin opfattelse af hendes retsstilling og meddelte ved skrivelse af 8. september 1971 socialretten, at den under hensyn til artiklerne 8 og 10 i Rådets forordning nr. 3 fandt, at den havde taget fejl ved beregningen af fru Smieja's pension, og at hun, skønt hun var tysk statsborger og havde bopæl på forbundsrepublikken Tysklands område, havde ret til de begunstigelser, der gjaldt i overgangsperioden efter A.O.W. § 43, nemlig fordi hun havde været forsikret i 6 år efter sit 59. år. Banken anmodede herefter socialretten om at annullere dens afgørelse af 10. december 1970 og tildele fru Smieja en pension for enlige, kun nedsat med 12 % eller med 2 % for hvert af de år, hvor hun ikke havde været forsikret, nemlig årene fra 1957 til 1962.

Ved dom af 4. april 1972 forkastede socialretten denne opfattelse og statuerede, at Bankens afgørelse af 10. december 1970 var juridisk korrekt.

Da Banken imidlertid fandt, at der fremdeles forelå et fortolkningsproblem vedrørende artiklerne 8 og 10 i Rådets forordning nr. 3, appellerede den socialrettens dom til Centrale Raad van Beroep i Utrecht.

3.

Ved kendelse af 8. marts 1973 besluttede Centrale Raad van Beroep at udsætte sagen og i henhold til EØF-traktatens artikel 177 at anmode Domstolen om at træffe en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

4.

Af præmisserne til Centrale Raads kendelse og de fremlagte dokumenter fremgår følgende overvejelser og anbringender:

5.

Centrale Raad van Beroeps kendelse blev registreret på Domstolens justitskontor den 19. marts 1973.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende Statutten for EØFs Domstol er der indgivet skriftlige indlæg for den nederlandske regering af udenrigsministeren og for Kommissionen for De europæiske Fællesskaber af dennes juridiske rådgiver, R. C. Fischer, bistået af M.-J. Jonczy, medlem af den juridiske tjeneste. I nogle breve til Domstolen har fru Smieja givet forskellige oplysninger om sin bopæl i Nederlandene.

Domstolen har på grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at åbne den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Domstolen har påhørt Kommissionens mundtlige indlæg i retsmødet den 27. september 1973.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 24. Oktober 1973.

1.

2.

Udtrykket »hvortil der er erhvervet ret« i artikel 10, stk. 1 i forordningerne nr. 3 og 1408/71 indebærer, at alle den nationale lovgivnings betingelser for at oppebære ydelsen er opfyldt, i påkommende tilfælde under hensyntagen til bestemmelserne i fællesskabsforordningerne.

1

Ved kendelse af 8. marts 1973, indgået til Domstolen den 19. marts 1973, har Centrale Raad van Beroep stillet forskellige spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets forordninger nr. 3 af 3. december 1958 om social sikring af vandrende arbejdstagere og nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på lønnede arbejdstagere;

2

det væsentligste spørgsmål er, om begrebet medlemsstaternes »lovgivning« i forordning nr. 3 i artiklerne 8 og 10, stk. 1 og i forordning nr. 1408/71, artiklerne 3, stk. 1 og 10, stk. 1 skal forstås som den nationale lovgivning med det indhold, denne har, efter at de fællesskabsretlige bestemmelser er blevet en del heraf, eller som den nationale lovgivning i formel forstand uden hensyn til de materielle ændringer, som de nævnte forordninger har medført;

3

endvidere spørges om betydningen af ordene »hvortil der er erhvervet ret« i artikel 10, stk. 1 i forordningerne nr. 3 og nr. 1408/71.

4

Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at sagsøgerinden i hovedsagen, der er tysk statsborger og nu bosat i Tyskland efter tidligere at have været beskæftiget i Nederlandene, efter at være fyldt 65 år i 1970 fremsatte begæring om at få sin alderspension i medfør af den nederlandske lovgivning beregnet efter reglerne i § 43 i den nederlandske lov om almindelig alderdomsforsikring (A.O.W.);

5

disse regler omfatter alle de personer, som den 1. januar 1957 ikke er fyldt 65 år, som har haft bopæl i Nederlandene i de sidste seks år efter deres fyldte 59. år, medens lovens § 44 dog bestemmer, at kun de, der »a) har nederlandsk statsborgerskab og b) har bopæl i kongeriget« nyder godt af de fordele, som er hjemlet ved § 43;

6

det fremgår af sagens akter, at sagsøgerinden i hovedsagen i medfør af de nederlandske bestemmelser om anvendelsen af § 43 er ligestillet med personer, der har haft bopæl i Nederlandene i seks år efter deres 59. år, uanset at hun rent faktisk i den afgørende periode har boet i Tyskland;

7

det eneste omtvistede punkt er herefter, om hun kan anses for at opfylde bopælskravet ifølge lovens § 44;

8

som følge af sin tidligere beskæftigelse i Nederlandene omfattes sagsøgerinden af fællesskabsbestemmelserne om vandrende arbejdstagere;

9

det må derfor undersøges, hvilken betydning de anførte forordningsbestemmelser har under sådanne omstændigheder.

10

Artikel 8 i forordning nr. 3, som i det væsentlige gentages ved artikel 3, stk. 1 i forordning nr. 1408/71, bestemmer, at personer, der er bosat på en medlemsstats område, og som er omfattet af denne forordnings bestemmelser, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning om social sikring som denne medlemsstats egne statsborgere;

11

formålet med denne bestemmelse er, til fordel for de arbejdstagere, der er omfattet af forordningerne, at garantere ligebehandlingen inden for den sociale sikring uden hensyn til nationaliteten ved at udelukke enhver forskelsbehandling, der i så henseeende følger af medlemsstaternes nationale lovgivninger;

12

derimod kræver dette formål ikke nødvendigvis ophævelse of forskelle baseret på de pågældendes bopæl, og de citerede artikler kan derfor ikke antages at referere sig til sådanne forskelle;

13

denne konstatering udelukker ikke, at andre bestemmelser kan referere sig til forskelle baseret på bopælen, således som det er tilfældet i artikel 10, stk. 1 i de to forordninger.

14

Artikel 10, stk. 1 sikrer den berettigede uindskrænket nydelse af visse pensioner, renter og ydelser, hvortil der er erhvervet ret efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, selv om han er bosat i en anden medlemsstat end den, hvori den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende;

15

denne bestemmelses formål er at garantere den pågældende retten til at oppebære disse ydelser, selv om han har taget bopæl i en anden medlemsstat, eventuelt sit hjemland;

16

ofte hidrører de rettigheder, som det drejer sig om, ikke fra den nationale lovgivning alene, men fra denne lovgivning kombineret med det princip om ligebehandling uden hensyn til nationaliteten, som der er givet udtryk for i forordning nr. 3 og i forordning nr. 1408/71, artikel 8;

17

hvor den pågældendes rettigheder muligvis har hjemmel i flere medlemsstaters lovgivning — og denne mulighed omtales udtrykkeligt i artikel 10 — foretages opgørelsen altid efter forordningens bestemmelser;

18

konklusionen må herefter være den, at udtrykket »lovgivningen i en eller flere medlemsstater« i artikel 10, stk. 1 må forstås således, at det også omfatter fællesskabsbestemmelserne på dette område.

19

Spørgsmål 2 drejer sig om betydningen af ordene »hvortil der er erhvervet ret« i artikel 10, stk. 1 i forordningerne nr. 3 og nr. 1408/71;

20

som allerede omtalt er formålet med denne bestemmelse at begunstige arbejdskraftens frie bevægelighed ved at beskytte de pågældende mod den forskelsbehandling, som kunne blive et resultat af flytningen af deres bopæl fra en medlemsstat til en anden;

21

dette formål kræver, at beskyttelsen også omfatter en begunstigelse, der, uanset at den er hjemlet i en særordning, såsom § 43 i A.O.W., giver sig udslag i en forhøjelse af det pensionsbeløb, som ellers ville tilkomme den berettigede;

22

det følger heraf, at forsåvidt en national lovgivningsbestemmelse, såsom A.O.W. § 44, opstiller et bopælskrav som betingelse for retten til visse begunstigelser af den art, som omhandles i artikel 10, kan den omstændighed, at den pågældende har bopæl på en anden medlemsstats område, ikke begrunde, at en sådan begunstigelse ændres, inddrages eller stilles i bero.

23

De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som begge har fremsat indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres;

24

da retsforhandlingerne i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser,

under henvisning til procesdokumenterne,

efter at have hørt den refererende dommers rapport,

efter at have hørt de af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber afgivne mundtlige indlæg,

efter at have hørt generaladvokatens forslag til afgørelse,

under henvisning til Traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, særlig dennes artikler 51 og 177,

under henvisning til Rådets forordning nr. 3 om social sikring af vandrende arbejdstagere, særlig dennes artikler 8 og 10,

under henvisning til Rådets forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, særlig dennes artikler 3 og 10,

under henvisning til protokollen vedrørende Statutten for De europæiske Fællesskabers Domstol, særlig dennes artikel 20,

under henvisning til procesreglementet for De europæiske Fællesskabers Domstol,

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, som er blevet forelagt den af »Centrale Raad van Beroep« ved kendelse af 8. marts 1973, for ret: