EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 15.10.2026
COM(2026) 550 final
2026/0315(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Specialudvalget vedrørende Koordinering af Sociale Sikringsordninger, som er nedsat ved handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse om ændring af bilag SSC-7 til protokollen om koordinering af sociale sikringsordninger
BEGRUNDELSE
1.Forslagets genstand
Kommissionen foreslår, at Rådet fastlægger den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Specialudvalget vedrørende Koordinering af Sociale Sikringsordninger, som er nedsat ved handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side ("handels- og samarbejdsaftalen"), til vedtagelsen af en afgørelse i Specialudvalget om ændring af bilag SSC-7 til handels- og samarbejdsaftalens protokol om koordinering af sociale sikringsordninger ("protokollen").
2.Baggrund for forslaget
2.1.Handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige og Nordirland på den anden side
Handels- og samarbejdsaftalen danner grundlag for brede forbindelser mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige og indeholder bestemmelser om koordinering af sociale sikringsordninger mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige. Den trådte i kraft den 1. maj 2021 og har fundet midlertidig anvendelse siden den 1. januar 2021.
2.2.Specialudvalget om Koordinering af de Sociale Sikringsordninger
Specialudvalget om Koordinering af Sociale Sikringsordninger ("Specialudvalget") er nedsat ved artikel 8, stk. 1, litra p), i handels- og samarbejdsaftalen. I bilag 1 til handels- og samarbejdsaftalen fastsættes specialudvalgenes forretningsorden. Specialudvalgets opgaver er fastsat i aftalens artikel 8, stk. 4, og består bl.a. i at:
·overvåge gennemførelsen af aftalen og sikre, at den gennemføres korrekt
·vedtage afgørelser og henstillinger, herunder ændringer af aftalen i de tilfælde, der er fastsat deri
·drøfte tekniske spørgsmål i forbindelse med gennemførelsen af aftalen.
I overensstemmelse med handels- og samarbejdsaftalens artikel 8, stk. 5, består Specialudvalget af repræsentanter for Unionen og Det Forenede Kongerige. I henhold til handels- og samarbejdsaftalens artikel 10, stk. 2, vedtager det afgørelser og fremsætter henstillinger efter fælles overenskomst.
2.3.Den retsakt, der skal vedtages af Specialudvalget om Koordinering af Sociale Sikringsordninger
I henhold til protokollens artikel SSC.68 kan Specialudvalget ændre bilagene og tillæggene til protokollen. Specialudvalget skal vedtage en afgørelse om ændringer af bilag SSC-7 til protokollen ("den påtænkte retsakt").
Formålet med den påtænkte retsakt er at ændre bilag SSC-7 med henblik på at indsætte en ny artikel SSCI.17a for at give medlemsstaterne og Det Forenede Kongerige mulighed for at indgå aftaler om – blot i et begrænset antal på forhånd fastsatte situationer i specifikke individuelle tilfælde og i de berørte personers interesse – at fravige reglerne om den gældende lovgivning i henhold til protokollen. Den påtænkte retsakt ændrer ikke ved væsentlige elementer i protokollen.
Den påtænkte retsakt får bindende virkning for parterne i henhold til handels- og samarbejdsaftalens artikel 10, stk. 1, hvori følgende fastsættes: "De afgørelser, der træffes af Partnerskabsrådet eller eventuelt af et udvalg, er bindende for parterne og for alle de organer, der er nedsat i henhold til denne aftale og i henhold til eventuelle supplerende aftaler, herunder den voldgiftsret, der er omhandlet i sjette del, afsnit I. […]". I henhold til artikel 9, stk. 3, i bilag 1 om Partnerskabsrådets og udvalgenes forretningsorden skal afgørelser vedtaget af Specialudvalget indeholde datoen for deres ikrafttræden.
3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne
3.1.
Bilag SSC-7 til protokollen om koordinering af sociale sikringsordninger
I bilag SSC-7 ("Gennemførelsesdel") til protokollen om koordinering af de sociale sikringsordninger fastsættes proceduren for gennemførelse af protokollen. Det foreslås at ændre bilag SSC-7 til protokollen om koordinering af sociale sikringsordninger med henblik på at indsætte en ny artikel vedrørende medlemsstaternes og Det Forenede Kongeriges mulighed for at indgå aftaler ("fravigelsesaftaler") om – blot i et begrænset antal på forhånd fastsatte situationer i specifikke individuelle tilfælde og i de berørte personers interesse – at fravige reglerne om den gældende lovgivning i henhold til protokollen. Muligheden for at indgå fravigelsesaftaler skal kun indføres for et begrænset antal på forhånd fastlagte situationer, nemlig:
–Med henblik på at overskride den maksimale udstationeringsperiode, der er fastsat i protokollen, med op til 12 måneder i en af følgende situationer: under ekstraordinære omstændigheder, som ikke kunne have været forudset ved udstationeringens begyndelse; for at undgå en ændring af gældende lovgivning, som ville have en negativ indvirkning på den berørte persons pensionsrettigheder; eller i forbindelse med virksomhedsinterne udstationeringer af ledere og specialister som omhandlet i handels- og samarbejdsaftalens artikel 141.
–Med henblik på at undgå en ændring af gældende lovgivning, hvis den ville have skadelige virkninger som følge af den berørte persons eller et af vedkommendes familiemedlemmers helbredstilstand.
–Hvis anvendelsen af protokollens artikel SSC.10-SSC.12 med hensyn til den berørte persons individuelle situation ville medføre et unormalt, urimeligt eller uretfærdigt resultat.
–Med henblik på at lovliggøre den berørte persons individuelle situation, hvor den gældende lovgivning er fastsat forkert, og hvor ændringer med tilbagevirkende kraft af gældende lovgivning ville være til skade for den berørte person eller kategori af personer.
4.Retsgrundlag
4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag
Specialudvalget er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig handels- og samarbejdsaftalen.
Den retsakt, som Specialudvalget skal vedtage, har retsvirkninger, fordi den vil have retsvirkninger for Unionen i henhold til handels- og samarbejdsaftalen. Den påtænkte retsakt får bindende virkning for Unionen og Det Forenede Kongerige, jf. handels- og samarbejdsaftalens artikel 10.
Den påtænkte retsakt hverken supplerer eller ændrer aftalens institutionelle ramme.
Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.
4.2.Materielt retsgrundlag
Hovedformålet med og indholdet af den påtænkte retsakt er at ændre bilag SSC-7 til protokollen om koordinering af sociale sikringsordninger med henblik på at give medlemsstaterne og Det Forenede Kongerige mulighed for at indgå aftaler om – blot i et begrænset antal på forhånd fastsatte situationer i specifikke individuelle tilfælde og i de berørte personers interesse – at fravige reglerne om den gældende lovgivning i henhold til protokollen.
Den påtænkte retsakt har en række mål inden for koordinering af sociale sikringsordninger.
Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 48 i TEUF.
4.3.Konklusion
Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 48 i TEUF sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.
5.Offentliggørelse af den påtænkte retsakt
Da Specialudvalgets afgørelse ændrer bilag SSC-7, til handels- og samarbejdsaftalens protokol om koordinering af de sociale sikringsordninger, bør den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende efter vedtagelsen.
2026/0315 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Specialudvalget vedrørende Koordinering af Sociale Sikringsordninger, som er nedsat ved handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse om ændring af bilag SSC-7 til protokollen om koordinering af sociale sikringsordninger
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 48 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side ("handels- og samarbejdsaftalen") blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse (EU) 2021/689.
(2)I henhold til handels- og samarbejdsaftalens artikel 778, stk. 1, udgør protokollerne og bilagene til aftalen en integrerende del af aftalen. I overensstemmelse med handels- og samarbejdsaftalens artikel 783, stk. 3, skal parterne fra den dato, hvor aftalen anvendtes midlertidigt, fortolke henvisninger til dens ikrafttrædelsesdato som henvisninger til den dato, fra hvilken den anvendtes midlertidigt.
(3)Handels- og samarbejdsaftalens artikel 8, stk. 4, litra c), giver Specialudvalget vedrørende Koordinering af Sociale Sikringsordninger ("Specialudvalget") beføjelse til at vedtage afgørelser, herunder ændringer, samt henstillinger vedrørende alle forhold, som aftalen indeholder bestemmelser om. I henhold til artikel SSC.68 i handels- og samarbejdsaftalens protokol om koordinering af de sociale sikringsordninger ("protokollen") kan Specialudvalget ændre bilagene og tillæggene til protokollen. I overensstemmelse med handels- og samarbejdsaftalens artikel 10, stk. 1, får afgørelser, der træffes af Specialudvalget, bindende virkning for parterne.
(4)Specialudvalget forventes at vedtage en afgørelse i henhold til artikel SSC.68 i protokollen om at ændre bilag SSC-7 til protokollen med henblik på at give medlemsstaterne og Det Forenede Kongerige mulighed for at indgå aftaler om – blot i et begrænset antal på forhånd fastsatte situationer i specifikke individuelle tilfælde og i de berørte personers interesse – at fravige reglerne om den gældende lovgivning i henhold til protokollen. Specialudvalgets påtænkte afgørelse vil, hvis den vedtages, have retsvirkninger for Unionen.
(5)Det bør derfor fastlægges hvilken holdning, der skal indtages i Specialudvalget, til ændringen af bilag SSC-7 til protokollen –
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Specialudvalget vedrørende Koordinering af Sociale Sikringsordninger, som er nedsat ved artikel 8, stk. 1, litra p), i handels- og samarbejdsaftalen ("Specialudvalget"), baseres på det udkast til afgørelse vedtaget af Specialudvalget, der er knyttet til nærværende afgørelse.
Artikel 2
Mindre tekniske ændringer af den holdning, der er fastsat i det udkast til Specialudvalgets afgørelse, der er knyttet til denne afgørelse, kan aftales uden yderligere afgørelse truffet af Rådet.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den .