Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52026PC0389

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Blandede EØS-Udvalg til en ændring af bilag IV (Energi) til EØS-aftalen (Netregel for balancering af gastransmissionsnet)

COM/2026/389 final

Bruxelles, den 27.7.2026

COM(2026) 389 final

2026/0216(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Blandede EØS-Udvalg til en ændring af bilag IV (Energi) til EØS-aftalen

(Netregel for balancering af gastransmissionsnet)

(EØS-relevant tekst)


BEGRUNDELSE

1.Forslagets genstand

Dette forslag vedrører en afgørelse om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede EØS-Udvalg i forbindelse med den planlagte vedtagelse af Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse om ændring af bilag IV (Energi) til EØS-aftalen

2.Baggrund for forslaget

2.1.EØS-aftalen

Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ("EØS-aftalen") sikrer lige rettigheder og forpligtelser på det indre marked for borgere og økonomiske aktører i EØS. Den indeholder bestemmelser om indarbejdelse af EU-lovgivning, der dækker de fire friheder, i alle 30 EØS-stater, som omfatter EU-medlemsstaterne, Norge, Island og Liechtenstein. Derudover omfatter EØS-aftalen samarbejdet på andre vigtige områder såsom forskning og udvikling, uddannelse, socialpolitik, miljø, forbrugerbeskyttelse samt turisme og kultur, samlet benævnt "ledsagepolitikker og horisontale politikker". EØS-aftalen trådte i kraft den 1. januar 1994. Unionen er sammen med medlemsstaterne part i EØS-aftalen.

2.2.Det Blandede EØS-Udvalg

Det Blandede EØS-Udvalg har ansvaret for at forvalte EØS-aftalen. Det er et forum, hvori det drøftes, hvordan EØS-aftalen fungerer. Dets afgørelser træffes ved konsensus og er bindende for parterne. Europa-Kommissionens Generalsekretariat har ansvaret for at koordinere EØS-spørgsmål på Unionens side. 

2.3.Den retsakt, der skal vedtages af Det Blandede EØS-Udvalg

Det Blandede EØS-Udvalg forventes at vedtage Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse ("den påtænkte retsakt") om ændring af bilag IV (Energi) til EØS-aftalen.

Formålet med den påtænkte retsakt er at indarbejde Kommissionens forordning (EU) nr. 312/2014 om en netregel for balancering af gastransmissionsnet 1 i EØS-aftalen.

Den påtænkte retsakt får bindende virkning for parterne i henhold til EØS-aftalens artikel 103 og 104.

3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne

Kommissionen forelægger vedlagte udkast til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse til vedtagelse i Rådet som Unionens holdning. Når holdningen er vedtaget, skal den snarest muligt forelægges i Det Blandede EØS-Udvalg.

Vedlagte udkast til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse fritager i et vist omfang de tre EØS-EFTA-lande fra anvendelsen af princippet om ensartethed i EØS-aftalens artikel 1, stk. 1, med den begrundelse, at der ikke findes et eksisterende relevant gasnet, hvilket går videre, end hvad der kan betragtes som blot en teknisk tilpasning som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 2 . Unionens holdning skal derfor fastlægges af Rådet.

4.Retsgrundlag

4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag

4.1.1.Principper

I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtages der afgørelser om fastlæggelse af, "hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen."

Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver" 3 .

4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Det Blandede EØS-Udvalg er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig EØS-aftalen. Den retsakt, som Det Blandede EØS-Udvalg skal vedtage, er en retsakt, der har retsvirkninger. Den påtænkte retsakt får bindende virkning i henhold til folkeretten, jf. artikel 103 og 104 i EØS-aftalen.

Den påtænkte retsakt supplerer eller ændrer ikke aftalens institutionelle ramme. Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF sammenholdt med artikel 1, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2894/94.

4.2.Materielt retsgrundlag

4.2.1.Principper

Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF sammenholdt med artikel 1, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 afhænger hovedsagelig af det materielle retsgrundlag for den EU-retsakt, der skal indarbejdes i EØS-aftalen.

Hvis den påtænkte retsakt har et dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, kun have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element.

4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Da Det Blandede Udvalgs afgørelse indarbejder Kommissionens forordning (EU) nr. 312/2014 i EØS-aftalen, bør denne rådsafgørelse baseres på det samme materielle retsgrundlag som den retsakt, der indarbejdes. Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 95 i TEUF.

4.3.Konklusion

Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 95 i TEUF sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF og artikel 1, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2894/94.

5.Offentliggørelse af den påtænkte retsakt

Da den retsakt, der skal vedtages af Det Blandede EØS-Udvalg, ændrer bilag IV (Energi) til EØS-aftalen, bør den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende efter vedtagelsen.

2026/0216 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Blandede EØS-Udvalg til en ændring af bilag IV (Energi) til EØS-aftalen

(Netregel for balancering af gastransmissionsnet)


(EØS-relevant tekst)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særligt artikel 95 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 af 28. november 1994 om visse gennemførelsesbestemmelser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde 4 , særligt artikel 1, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde 5 ("EØS-aftalen") trådte i kraft den 1. januar 1994.

(2)I henhold til EØS-aftalens artikel 98 kan Det Blandede EØS-Udvalg træffe afgørelse om at ændre bl.a. bilag IV (Energi) til EØS-aftalen.

(3)Kommissionens forordning (EU) nr. 312/2014 om en netregel for balancering af gastransmissionsnet 6 bør indarbejdes i EØS-aftalen.

(4)Bilag IV (Energi) til EØS-aftalen bør derfor ændres.

(5)Den holdning, som Unionen skal indtage i Det Blandede EØS-Udvalg, bør derfor baseres på det udkast til afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede EØS-Udvalg til den foreslåede ændring af bilag IV (Energi) til EØS-aftalen, baseres på det udkast til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Kommissionens forordning (EU) nr. 312/2014 af 26. marts 2014 om en netregel for balancering af gastransmissionsnet (EUT L 91 af 27.3.2014, s. 15).
(2)    Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 af 28. november 1994 om visse gennemførelsesbestemmelser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EFT L 305 af 30.11.1994, s. 6).
(3)    Domstolens dom af 7. oktober 2014, Tyskland mod Rådet, C-399/12, ECLI:EU:C:2014:2258, præmis 61-64.
(4)    EFT L 305 af 30.11.1994, s. 6.
(5)    EFT L 1 af 3.1.1994, s. 3.
(6)    Kommissionens forordning (EU) nr. 312/2014 af 26. marts 2014 om en netregel for balancering af gastransmissionsnet (EUT L 91 af 27.3.2014, s. 15).
Top

Bruxelles, den 27.7.2026

COM(2026) 389 final

BILAG

til

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Blandede EØS-Udvalg til en ændring af bilag IV (Energi) til EØS-aftalen

(Netregel for balancering af gastransmissionsnet)


BILAG

UDKAST TIL DET BLANDEDE EØS-UDVALGS AFGØRELSE

Nr. [...]

af[…]

om ændring af bilag IV (Energi) til EØS-aftalen

DET BLANDEDE EØS-UDVALG HAR —

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ("EØS-aftalen"), særligt artikel 98, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Kommissionens forordning (EU) nr. 312/2014 af 26. marts 2014 om en netregel for balancering af gastransmissionsnet 1 skal indarbejdes i EØS-aftalen.

(2)I henhold til afgørelse nr. 93/2017 truffet af Det Blandede EØS-Udvalg af 5. maj 2017 2 har Island en undtagelse fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009, som er retsgrundlaget for forordning (EU) nr. 312/2014. Forordning (EU) nr. 312/2014 bør derfor ikke finde anvendelse på Island.

(3)I henhold til artikel 2, stk. 2, i forordning (EU) nr. 312/2014 finder forordningen ikke anvendelse på balanceringszoner i medlemsstater, der har en undtagelse på grundlag af artikel 49 i direktiv 2009/73/EF. I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF, som indarbejdet i EØS-aftalen ved afgørelse nr. 93/2017 truffet af Det Blandede EØS-Udvalg af 5. maj 2017 3 , finder en sådan undtagelse anvendelse på Liechtenstein. Forordning (EU) nr. 312/2014 bør derfor ikke finde anvendelse på Liechtenstein.

(4)Der er ikke noget gastransmissionsnet i Norge, som er underlagt bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005 4 . Forordning (EU) nr. 312/2014 bør derfor indarbejdes i EØS-aftalen og gennemføres i national ret, men anvendelsen bør suspenderes, indtil der er etableret et operationelt gastransmissionsnet i Norge. Når der er etableret et operationelt gastransmissionsnet, bør Norge underrette EFTA-Tilsynsmyndigheden herom.

(5)Da forordning (EU) nr. 312/2014 er vedtaget på grundlag af forordning (EF) nr. 715/2009, er de tilpasningstekster, der er udarbejdet og vedtaget i henhold til afgørelse nr. 93/2017 truffet af Det Blandede EØS-Udvalg af 5. maj 2017 5 om indarbejdelse af forordning (EU) nr. 715/2009 i EØS-aftalen, relevante for anvendelsen af forordning (EU) nr. 312/2014.

(6)Bilag IV til EØS-aftalen bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Følgende punkt indsættes efter punkt 51 (Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1348/2014) i bilag IV til EØS-aftalen:

"52.32014 R 0312: Kommissionens forordning (EU) nr. 312/2014 af 26. marts 2014 om en netregel for balancering af gastransmissionsnet (EUT L 91 af 27.3.2014, s. 15).

Forordningens bestemmelser gælder i forbindelse med aftalen med følgende tilpasning:

Norge kan suspendere gennemførelsen af forordningen, indtil et gastransmissionsnet sættes i drift på dets område. Norge underretter EFTA-Tilsynsmyndigheden, når der er etableret et gasnet.

Denne forordning finder ikke anvendelse på Island og Liechtenstein."

Artikel 2

Den islandske og den norske udgave af Kommissionens forordning (EU) nr. 312/2014, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidendes EØS-tillæg, er begge autentiske.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft den […], forudsat at alle meddelelser er indgivet, jf. EØS-aftalens artikel 103, stk. 1 6*.

Artikel 4

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidendes EØS-afsnit og EØS-tillæg.

Udfærdiget i Bruxelles, […].

   På Det Blandede EØS-Udvalgs vegne

   Formand

   [...]

   Sekretærer

   For det Blandede EØS-Udvalg

   [...]

(1)    EUT L 91 af 27.3.2014, s. 15.
(2)    EUT L 36 af 7.2.2019, s. 44.
(3)    EUT L 36 af 7.2.2019, s. 44.
(4)    EUT L 211 af 14.8.2009, s. 36.
(5)    EUT L 36 af 7.2.2019, s. 44.
(6) *    [Ingen forfatningsmæssige krav angivet.] [Forfatningsmæssige krav angivet.]
Top