Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52026DC0197

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Styrkelse af global modstandsdygtighed på sundhedsområdet i en verden præget af geopolitiske forandringer

COM/2026/197 final

Bruxelles, den 13.5.2026

COM(2026) 197 final

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

Styrkelse af global modstandsdygtighed på sundhedsområdet i en verden præget af geopolitiske forandringer


Indledning

I løbet af de seneste 25 år er der i de fleste lande opnået betydeligt bedre resultater på sundhedsområdet. Den forventede levetid er steget med mere end fem år på verdensplan. Børnedødeligheden er halveret, og mødredødeligheden er faldet med ca. 40 % mellem 2000 og 2023 1 . Denne udvikling har været drevet af økonomisk vækst, innovation og vedvarende sundhedsfinansiering på verdensplan. Det har været resultatet af politisk lederskab, arbejdet med at konsolidere nationale sundhedsstrategier og -institutioner samt fremkomsten af indflydelsesrige og effektive globale sundhedsinstitutioner. Der har været betydelig fremgang, men i de seneste år er denne fremgang aftaget og er fortsat utilstrækkelig til at nå de globale mål 2 , og der er fortsat vedvarende sundhedsmæssige uligheder mellem kønnene.

Sundhed udnyttes i stigende grad til at forfølge geopolitiske og geoøkonomiske interesser. Den globale sundhedsforvaltning bevæger sig væk fra multilateralt samarbejde og humanitære principper og hen imod til tider åbenlyst transaktionsbaserede bilaterale tilgange. Dette udfordrer leveringen af globale offentlige sundhedsgoder, et behov, der rækker ud over nationale grænser og kræver dialog, koordinering og forudsigelig finansiering på verdensplan. Sundhed bliver i stigende grad strategisk for industri- og sikkerhedspolitikkerne. Vores samfund står også over for en stigning i sundhedsrelateret desinformation, misinformation og udenlandsk informationsmanipulation og indblanding (FIMI), der går imod videnskabelig dokumentation, undergraver offentlighedens tillid til videnskaben og underminerer evidensbaserede folkesundhedsmæssige foranstaltninger.

Samtidig er den globale sundhedsfinansiering fragmenteret og faldet kraftigt i real værdi. Udviklingsbistanden til sundhed faldt med 21 % mellem 2024 og 2025, fra ca. 45,8 mia. EUR til 36,1 mia. EUR, og der forventes yderligere fald frem til 2030 3 . Situation afslører mangler i sundhedssystemer i hele verden, især i visse lavindkomstlande og sårbare situationer 4 . Mangeårige opfordringer til at skabe en mere effektiv sundhedsarkitektur på nationalt, regionalt og globalt plan vinder i stigende grad frem. Dette omfatter en model, der styrker lokalsamfundene, fremmer selvstændig modstandsdygtighed, øger landenes ejerskab og fremmer større finansielt og politisk ansvar (suverænitet på sundhedsområdet), samtidig med at effektivt multilateralt samarbejde og effektiv humanitær bistand understøttes.

Fra et folkesundhedsmæssigt perspektiv er hyppigheden og intensiteten af sygdomsudbrud stigende på verdensplan. Denne tendens skyldes ændrede epidemiologiske mønstre, klimaændringer, miljøforringelse, tab af biodiversitet, forurening, antimikrobiel resistens, fødevareusikkerhed eller utilstrækkelig adgang til rent vand og sanitet samt ren energi til overkommelige priser. Da sundhedstrusler går på tværs af grænserne, øger mangler i sundhedssystemerne i én del af verden risiciene for menneskers trivsel og liv i EU og i hele verden, navnlig for de mest sårbare. Der er også risiko for, at væsentlige sundhedstjenester, som er afgørende for at forebygge undgåelig dødelighed og sygelighed, forstyrres. I sidste ende underminerer alt dette den bæredygtige udvikling, vores samfunds velstand og fremtidige generationers trivsel.

Det er derfor afgørende at lukke de nye huller i den globale modstandsdygtighed på sundhedsområdet 5 . EU er fast besluttet på fortsat at bidrage til stabilitet og en kollektiv indsats inden for global sundhed.

I denne meddelelse beskrives EU's vision for, hvordan der kan samarbejdes med lande i hele verden om at håndtere de ovennævnte udfordringer sammen med EU's medlemsstater, multilaterale institutioner, civilsamfundet og partnere. Meddelelsen indeholder afprøvede løsninger fra EU's sundhedsmodel, samtidig med at der opretholdes et stærkt multilateralt engagement. En koordineret og virkningsfuld EU-indsats med støtte fra EU-delegationer og andre partnere såsom de europæiske finansielle institutioner og nationale udviklingsagenturer vil fortsat støtte partnerlandenes sundhedsprioriteter på områder af fælles interesse og under fuld overholdelse af internationale regler, humanitære principper, intellektuel ejendomsret og princippet om frivillig teknologioverførsel på gensidigt aftalte vilkår, samtidig med at leveringen af globale offentlige sundhedsgoder fremmes. Partnerskaber er i sagens natur gensidige og giver mulighed for i fællesskab at lære af partnernes erfaringer, udveksle om forskning, tage innovative tilgange i brug og styrke den globale modstandsdygtighed på sundhedsområdet og EU's egen modstandsdygtighed på sundhedsområdet. Disse partnerskaber bidrager også til at fremme EU's strategiske autonomi, konkurrenceevne og økonomiske sikkerhed i overensstemmelse med flere centrale politikker såsom EU's konkurrenceevnekompas 6 . De drager også fordel af et styrket industrigrundlag i EU og giver muligheder for EU's private sektor, samtidig med at partnere understøttes i at udvikle modstandsdygtige, bæredygtige og inklusive sundhedssystemer. En dynamisk, konkurrencedygtig og innovativ sundhedsindustri i EU er en central søjle i EU's og den globale modstandsdygtighed på sundhedsområdet.

Denne meddelelse bygger på en række etablerede politikker og initiativer. Den europæiske sundhedsunion har til formål at beskytte EU-borgernes sundhed, forebygge og håndtere fremtidige sundhedskriser og forbedre modstandsdygtigheden i EU's sundhedssystemer. EU har indført en omfattende ramme for bekæmpelse af smitsomme sygdomme, der kan forårsage epidemier og pandemier, samt yderligere sundhedstrusler. Som supplement hertil styrker strategien for en beredskabsunion 7 EU's kapacitet til at foregribe, forebygge, opdage og reagere på grænseoverskridende sundhedstrusler og fremmer en mere koordineret og modstandsdygtig tilgang til kriseberedskab. EU's globale sundhedsstrategi 8 indeholder en samlet vision for EU's rolle inden for global sundhed, der bygger på sygesikring for alle, lighed, styrkelse af sundhedssystemer og sundhedssikkerhed i verden og fremme af en One Health-model, der anerkender den iboende sammenhæng mellem menneskers sundhed, dyrs sundhed og en sund og modstandsdygtig natur. Som supplement til denne ramme udgør Global Gateway EU's strategi for sin eksterne investeringspolitik Herigennem er det muligt at gennemføre denne vision i praksis ved at mobilisere bæredygtige investeringer af høj standard i partnerlande. EU spiller også en aktiv rolle i forhandlingerne om pandemiaftalen.

I nærværende initiativ præsenteres fem centrale prioriterede områder og ni flagskibsinitiativer, der fokuserer EU's indsats på de områder, hvor der kan tilføres mest værdi, og som alle bør iværksættes mellem 2026 og 2027 9 .

1.Bidrage til en mere effektiv og mindre fragmenteret global sundhedsarkitektur

De globale sundhedsinitiativer, der blev iværksat omkring årtusindskiftet, har været afgørende for bekæmpelsen af hiv/aids, tuberkulose, malaria og andre smitsomme sygdomme. Ikke desto mindre kræver den struktur, der tidligere har givet gevinster, nu en omfattende reform for fortsat at være effektiv og egnet til formålet. Nutidens globale sundhedsarkitektur er præget af mangler og fragmentering, herunder i nogle tilfælde afvigelser fra centrale mandater, overlapninger og utilstrækkelig koordinering mellem sundhedsaktører, både på tværs af og inden for regioner. Desuden hæmmer sygdomsspecifik fragmentering undertiden tiltag, der skal styrke og integrere de nationale sundhedssystemer.

Globalt samarbejde er uundværligt for at beskytte sundheden for alle i hele verden. Det haster med at udnytte reformfremdriften til at øge effektiviteten og gradvist overgå til målet om landenes suverænitet på sundhedsområdet. Kommissionen vil fuldt ud støtte og deltage i den proces, der afholdes af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) 10 , for at fremme konvergens med hensyn til omstillingen af den globale sundhedsarkitektur.

Kommissionen vil fremme en global sundhedsarkitektur, der styrker det nationale ejerskab og støtter partnerlandene i deres mål om at opnå suverænitet på sundhedsområdet. Kommissionen vil støtte reformer, der prioriterer de mest udsatte og berørte befolkningsgrupper, og kanalisere ressourcer derhen, hvor virkningen vil være størst. Reformerne skal sikre, at den globale sundhedsarkitektur overholder fælles vedtagne humanitære standarder, og bør systematisk tage hånd om kønsrelaterede hindringer.

EU's værdibaserede tilgang til global sundhed

EU's globale indsats på sundhedsområdet er styret af grundlæggende værdier som lighed, ikkeforskelsbehandling og alle menneskers ret til at udøve deres menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. EU's menneskerettighedsbaserede tilgang sikrer lige adgang til sundhedsydelser for alle – herunder unge, ældre, piger og kvinder, personer med handicap og LGBTIQ+-personer. Den beskytter mennesker i dårligt stillede og sårbare situationer, f.eks. ved at sikre, at de har adgang til seksuel og reproduktiv sundhed og de dermed forbundne rettigheder 11 samt mental sundhed og psykosocial støtte.

I en geopolitisk kontekst i hastig udvikling er EU fortsat en pålidelig og forudsigelig partner. Reformen skal støtte multilateralisme, hvor WHO står i centrum og fokuserer på sine centrale mandater inden for fastsættelse af normer og standarder, global sundhedssikkerhed og koordinering og indkaldelse, samtidig med at de regionale institutioners rolle fremmes, hvor det er relevant

Alle aktører skal arbejde på en koordineret måde. De skal sigte mod at fjerne dobbeltarbejde og øge gennemsigtigheden og ansvarligheden for at fremme en mere strømlinet og mindre fragmenteret global sundhedsarkitektur, der er effektiv, retfærdig og bæredygtig. En stærk og velkoordineret tilstedeværelse af EU og dets medlemsstater i bestyrelserne for de vigtigste globale sundhedsinitiativer, navnlig Den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria, Den Globale Alliance for Vacciner og Vaccination (GAVI) og Pandemifonden, er afgørende for at sikre, at disse initiativer supplerer hinanden og helt spiller deres rolle med hensyn til at hjælpe landene med at overgå til fuld suverænitet på sundhedsområdet. Sygdomsspecifikke initiativer, navnlig Den Globale Fond og GAVI, bør fortsat spille en afgørende rolle med hensyn til at udvide lige adgang til økonomisk overkommelige produkter af høj kvalitet og bidrage til at diversificere forsyningskæderne. Disse bør bidrage til at forme efterspørgslen på en måde, der støtter den globale modstandsdygtighed på sundhedsområdet, samtidig med at der sikres retfærdige, forudsigelige og bæredygtige markedsvilkår, herunder for europæiske producenter og nye producenter. Samtidig er det afgørende, at Pandemifonden fortsat udfylder sin rolle med hensyn til at afhjælpe væsentlige mangler i pandemiforebyggelse, -beredskab og -indsatsen.

ØFlagskibsinitiativ 1: Styrke koordineringen af global sundhed inden for EU

På baggrund af Team Europe-tilgangen 12 og for at understrege virkningen af EU's og dets medlemsstaters globale sundhedsindsats vil Kommissionen yderligere intensivere koordineringen med og mellem EU's medlemsstater forud for tilførslen af nye midler til internationale initiativer og vigtige finansieringsmilepæle. Den vil yderligere forbedre kortlægningen af EU's og medlemsstaternes globale sundhedsinvesteringer og -foranstaltninger og ajourføre den regelmæssigt og på et omfattende grundlag for at forbedre sammenhængen, gennemsigtigheden og ansvarligheden og fremme synergier og komplementaritet mellem donorer.

 

2.Støtte modstandsdygtige nationalt styrede sundhedssystemer

Nationalt styrede sundhedssystemer, der leverer tilgængelige væsentlige tjenester af høj kvalitet og beskytter folkesundheden, er grundstenen i den globale modstandsdygtighed på sundhedsområdet. Det er afgørende at sikre kontinuiteten i integrerede primære sundhedsydelser – herunder mødre- og spædbarnssundhed samt ydelser inden for seksuel og reproduktiv sundhed – for at forebygge undgåelig sygelighed og dødelighed og opretholde modstandsdygtige systemer gennem kriser og chok. Dette kræver kønsorienteret primær sundhedspleje og sundhedssystemer, der er i stand til at håndtere centrale folkesundhedsmæssige udfordringer såsom sygdomme, der kan forebygges ved vaccination, fejlernæring, seksuelt overførte infektioner, mental sundhed og ikkeoverførbare sygdomme. Digitalisering og innovation er vigtige katalysatorer for suverænitet på sundhedsområdet og giver landene mulighed for at forbedre adgangen og levere mere effektive, interoperable, skalerbare og omkostningseffektive sundhedsydelser, herunder gennem datasystemer, telemedicin og AI-støttede værktøjer, hvor de er sikre og pålidelige. Sundhedspolitikker skal tage højde for de underliggende årsager til dårligt helbred såsom fattigdom og social ulighed og miljømæssige årsager gennem en integreret One Health-model

Det er særligt afgørende at styrke sundhedssystemerne i sårbare situationer og i mere avancerede systemer, når de står over for store sundhedskriser såsom omfattende epidemier eller pandemier. Sårbare befolkningsgrupper og humanitære forhold kræver særlig opmærksomhed. Verdensomspændende tvangsfordrivelse og fødevareusikkerhed, klimaændringer og ekstreme naturkatastrofer, mangel på ren energi til overkommelige priser, vold og konflikter, social ulighed og tilbagevendende epidemiske udbrud har yderligere reduceret kapaciteten hos nationale sundhedssystemer, der allerede er under pres, i mange sårbare konflikt- og kriseramte lande i hele verden. Dette fører til et reduceret udbud af vigtige primære sundhedsydelser og begrænsede fremskridt hen imod sygesikring for alle.

Suverænitet på sundhedsområdet kræver tilstrækkelig og effektiv national sundhedsfinansiering. Egenbetaling er den primære finansieringskilde i 30 lavindkomstlande 13 og tvinger millioner af mennesker ud i fattigdom. Desuden anslås det, at ekstern bistand tegner sig for 30-45 % af de samlede sundhedsudgifter i nogle økonomier 14 . Afhængighed af ekstern finansiering på lang sigt risikerer at underminere landenes ejerskab og de enkelte landes evne til at garantere sundhedsresultater. Navnlig i den nuværende situation med faldende officiel udviklingsbistand bør en mere effektiv tilgang til sårbarhed omfatte et koordineret samarbejde mellem humanitær bistand, udviklingsbistand og national kapacitet. Robust offentlig økonomisk forvaltning, økonomiske politikker, der understøtter langsigtet vækst, og solide nationale institutioner er nødvendige for at forbedre resultaterne på sundhedsområdet og sikre bæredygtig, langsigtet finansiering af sundhedsvæsenet. I sidste ende kan forandring kun styres af landene selv gennem ansvarlighed, værdig pleje, tilgængelighed og nationalt ejerskab suppleret med international støtte på globalt og regionalt plan, herunder gennem G7 og G20.

EU's erfaringer med sundhedssystemernes modstandsdygtighed

EU kan trække på medlemsstaternes erfaringer med at opbygge inklusive og modstandsdygtige sundhedssystemer. EU's medlemsstater har en bred vifte af sundhedssystemer. De står over for forskellige udfordringer og ressourceniveauer. De har dog alle et stærkt engagement i at sikre sygesikring for alle, levering af både primær sundhedspleje og mere avancerede sundhedsydelser. De er også afhængige af dynamisk forskning og innovation, lovgivningsmæssig sikkerhed, samarbejde på tværs af lande og en stærk sundhedsindustri og erhvervssektor.

Som supplement hertil har EU en enestående kapacitet til at fungere som en avanceret ramme for regional integration. EU har vedtaget modeller for forebyggelse og bekæmpelse af væsentlige ikkeoverførbare sygdomme, og også sjældne sygdomme, sygdomme med lav prævalens og komplekse sygdomme 15 .

EU har foreslået og udviklet robuste lovgivningsmæssige rammer for at øge adgangen til lægemidler og medicinsk udstyr, styrke forsyningssikkerheden og håndtere folkesundhedsmæssige udfordringer såsom antimikrobiel resistens, navnlig gennem tiltag som EU- lægemiddelstrategien 16 , den foreslåede forordning om kritiske lægemidler 17 og Rådets henstilling om intensivering af EU's indsats for at bekæmpe antimikrobiel resistens med en One Health-tilgang 18 , der fremmer den forsigtige anvendelse af antimikrobielle stoffer med konkrete mål for at reducere brugen af antimikrobielle stoffer, styrkede nationale handlingsplaner, bedre overvågning og øget opmærksomhed.

Det europæiske sundhedsdataområde vil udnytte digitaliseringens styrke, sætte patienterne i stand til bedre at kontrollere og dele deres sundhedsdata og forbedre leveringen af sundhedsydelser. Det muliggør sikker og pålidelig genanvendelse af sundhedsdata til forskning, innovation og politikudformning. EU's rammer lægger vægt på åbenhed, etisk anvendelse og fælles standarder og sikrer, at den digitale omstilling gavner alle interessenter på en retfærdig og rimelig måde. 

Desuden spiller robuste sociale beskyttelsessystemer en væsentlig rolle i at afbøde de socioøkonomiske virkninger af chok.

Fælles støtte til sundhedssystemer i retning af en mere effektiv, modstandsdygtig og tilgængelig model på tværs af alle deres grundlæggende byggesten 19 har været en central prioritet i EU's globale sundhedsstrategi og vil fortsat være en hjørnesten i EU's indsats for global sundhed.

Samlet set er EU sammen med medlemsstaterne og de europæiske finansielle institutioner i en Team Europe-tilgang blandt de førende donorer til global sundhed. EU og dets medlemsstater er f.eks. tilsammen den største finansielle bidragyder til WHO 20 .

Mellem 2021 og 2025 afsatte Kommissionen ca. 6 mia. EUR i officiel udviklingsbistand til global sundhed. Omkring halvdelen af bidragene er rettet mod regionale institutioner og lande, mens den anden halvdel er øremærket projekter på globalt plan 21 . Dette bidrag suppleres af yderligere EU-finansieringsstrømme, der støtter globale sundhedsmål på tværs af forsknings-, innovations- og investeringsinstrumenter.

På regionalt plan har Kommissionen fremmet partnerskaber med centrale regionale institutioner såsom Afrika-centrene for sygdomskontrol og -forebyggelse, det afrikanske lægemiddelagentur, Den Panamerikanske Sundhedsorganisation og det vestindiske agentur for folkesundhed (CARPHA) og fremmet udveksling af ekspertise og oplysninger inden for styrkelse af sundhedssystemer. Kommissionen vil intensivere dette samarbejde på områder af fælles interesse, anerkende den centrale rolle, som disse regionale institutioner spiller med hensyn til at støtte landene, og bygge videre på ekspertisen i EU-agenturer såsom Det Europæiske Lægemiddelagentur, Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, alt efter hvad der er relevant, samtidig med at deres mandat i EU opfyldes.

Der vil blive lagt særlig vægt på Ukraine og EU's nabolande på grundlag af det omfattende arbejde, der er gjort for at hjælpe partnerne med at forberede sig på tiltrædelse. En fælles indsats, fortsatte investeringer og reformer er afgørende for at opfylde EU's folkesundhedsstandarder og beskytte EU-borgerne i en større Union. Kommissionen støtter derfor kandidatlandene på deres vej mod tiltrædelse med ekspertise og teknisk bistand for at sikre tilpasning til gældende EU-ret på folkesundhedsområdet og effektiv gennemførelse på alle fronter. Kommissionen støtter f.eks. genopretningen og omstillingen af sundhedssystemet i Ukraine gennem WHO. Dette indebærer oprettelsen af nationale myndigheder, laboratorier og databaser, sikring af det nødvendige personale og levering af omfattende uddannelse blandt andre kritiske komponenter. EU yder finansiering med henblik på at give yderligere konkret støtte inden for sundhedssikkerhed, håndtering af overførbare sygdomme, bekæmpelse af antimikrobiel resistens samt uddannelse af eksperter fra myndighederne. Som led i den gradvise integrationsproces opbygger deltagelsen som observatør i Det Europæiske Lægemiddelagenturs arbejdsgrupper og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdommes netværk desuden kapacitet på sundhedsområdet og styrker den tekniske ekspertise. Kandidatlandene kan også få adgang til systemet for tidlig varsling og reaktion i forbindelse med alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler, når de overholder EU's databeskyttelsesregler, så det sikres, at der er indført høje kvalitets- og sikkerhedsstandarder, når udvidelsen finder sted.

Gennem multipartnerforvaltningsfonden for antimikrobiel resistens støtter EU sammen med flere medlemsstater lav- og mellemindkomstlande, når de gennemfører nationale handlingsplaner til bekæmpelse af antimikrobiel resistens, og styrker overvågningen heraf i en One Health-tilgang.

Inden for rammerne af Global Gateway-strategien, Global Gateway-investeringsknudepunktet og udrulningen af innovative finansielle instrumenter såsom garantier (f.eks. initiativet Human Development Accelerator) og blandet finansiering vil Kommissionen søge at tilskynde til gensidigt fordelagtige investeringer fra den europæiske private sektors side i global sundhed.

ØFlagskibsinitiativ 2. Støtte partnerlandenes overgang til suverænitet på sundhedsområdet ved at yde bæredygtig finansiering og udveksle ekspertise

Kommissionen vil på grundlag af eksisterende EU-støtte samarbejde med partnerlande om at fremskynde deres overgang til suverænitet på sundhedsområdet og opnå sygesikring for alle, afhjælpe kønsforskelle med hensyn til adgang, prisoverkommelighed og kvaliteten af sygepleje, med særligt fokus på primær sundhedspleje og i overensstemmelse med One Health-modellen. Ud over sygdomsspecifikke tilgange vil Kommissionen foreslå et integreret tilbud, der kan omfatte: a) støtte til udformningen af robuste sundhedspolitikker og omfattende strategier, b) øget mobilisering af indenlandske ressourcer og forvaltning af offentlig finansiering for at frigøre finanspolitisk råderum til sundheds- og socialbeskyttelsespolitikker og c) innovative finansielle instrumenter, der imødekommer den offentlige sektors behov, samtidig med at udbredelsen af relevante løsninger i EU's private sektor støttes på frivillige og gensidigt aftalte vilkår, herunder inden for digital sundhed, inden for rammerne af Global Gateway. EU-delegationerne vil spille en central rolle i gennemførelsen og sikre koordinering med EU's medlemsstater, tilpasning til landenes prioriteter og effektiv koordineret gennemførelse.

Der vil blive fremmet samarbejde mellem EU-agenturer og regionale agenturer, hvor det er relevant og under overholdelse af EU-agenturernes mandater inden for EU, i naboskabsområdet og mellem EU-netværk og folkesundhedsinstitutter i partnerlande og -regioner for at dele EU's rige erfaringer med håndtering af folkesundhedsmæssige udfordringer. EU vil lægge særlig vægt på Ukraine og partnere i naboskabsområdet og søge nye partnerskaber med ligesindede regioner.

3.Styrke forebyggelse, beredskab og indsats over for globale sundhedstrusler og -kriser

Verden står over for store globale sundhedstrusler og spredning af smitsomme sygdomme, og influenza og luftvejssygdomme giver fortsat anledning til stor bekymring. I lyset af de aktuelle geopolitiske forandringer hæmmes de globale sundhedsnetværk i stigende grad af mangler i de grundlæggende kliniske og epidemiologiske overvågningssystemer, utilstrækkelig laboratorie- og behandlingskapacitet og mangler i tilgængeligheden af medicinske modforanstaltninger og i beredskabet blandt sundhedspersonale i nødsituationer. Dette kræver en integreret indsats på globalt, regionalt og nationalt plan for at bidrage til og støtte effektive globale netværk og bidrage til at lukke huller i ekspertise, ressourcer og informationsudveksling. I denne sammenhæng bør der lægges behørig vægt på de lande og regionale organisationer, der grænser op til EU's yderste regioner.

Samtidig kan moderne teknologier såsom sekventering eller AI-støttede efterretningssystemer videreudvikles og udbredes for at udfylde huller og sikre mere realtidsovervågning og hurtigere identifikation af trusler og reaktioner. Desuden bør kapaciteten til spildevandsovervågning og miljøovervågning styrkes, da der herigennem kan opdages patogensignaler forud for kliniske rapporteringssystemer.

Reaktionstid er afgørende for indsatsen mod udbrud 22 . Systemer for tidlig varsling skal omfatte pålidelige lokale netværk. Udbruddet af mpox i 2024 på det afrikanske kontinent viste, hvordan en koordineret indsats kan fremskynde udviklingen, godkendelsen og udbredelsen af medicinsk ekspertise og modforanstaltninger, men afslørede også mangler i opdagelsen af trusler, som skal lukkes, hvis der skal dæmmes op for fremtidige udbrud. Patogenagnostiske platforme, der er integreret i systemer for rutinemæssig overvågning, er en lovende vej frem. Ved at opbygge et hurtigt beredskab i den daglige infrastruktur kan landene være bedre rustet til at reagere hurtigt, når den næste trussel opstår.

Overvågningsdata, herunder data om patogener, bør straks indgå i globalt tilgængelige systemer for derved at muliggøre en hurtig udvikling af medicinske modforanstaltninger i en ånd af globalt ansvar og global solidaritet, der bygger på multilaterale og internationale resultater. Den rolle, som WHO og Pandemifonden spiller i denne henseende, er afgørende.

Global modstandsdygtighed på sundhedsområdet kræver sundhedstjenester, der kan forebygge, berede sig på og reagere på chok, samtidig med at deres kapacitet til at levere grundlæggende sundhedspleje til borgerne opretholdes. Dette kræver vedvarende investeringer i forebyggelses-, beredskabs- og indsatskapacitet, navnlig i lav- og mellemindkomstlande, som ofte er mest udsatte for globale sundhedstrusler såsom pandemier.

En effektiv pandemiindsats afhænger også af tilgængeligheden af og adgangen til medicinske modforanstaltninger, herunder for de mest udsatte befolkningsgrupper, bl.a. grupper, der står over for kønsrelaterede hindringer. På internationalt plan har EU fremmet partnerskaber om medicinske modforanstaltninger med Afrika-centrene for sygdomskontrol og -forebyggelse, Den Panamerikanske Sundhedsorganisation, Canada, Japan og Republikken Korea. Fremadrettet vil Kommissionen også søge at styrke samarbejdet inden for medicinske modforanstaltninger med andre relevante regionale organer såsom Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer.

EU's ramme for sundhedssikkerhed

EU's ramme for sundhedssikkerhed, som blev styrket i kølvandet på covid-19-pandemien, udgør et stærkt grundlag for vores samarbejde med partnere og vores bidrag til global sundhedssikkerhed. Den bygger på en styrket forordning, der omfatter forebyggelse, beredskab og indsats i forbindelse med alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler 23 . I henhold til denne forordning omfatter Unionens forebyggelses-, beredskabs- og indsatsplan 24 effektive styrings- og koordineringsmekanismer i EU, dets agenturer, organer og medlemsstater samt med internationale organisationer såsom WHO og andre internationale partnere, som er afgørende for at sikre et effektivt beredskab og en effektiv indsats over for alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler. Desuden oprettes der med EU's sundhedsberedskabsforordning 25 en beredskabsramme til sikring af kriserelevante medicinske modforanstaltninger under en folkesundhedskrise på EU-plan.

Herudover giver den nye ramme Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme og Det Europæiske Lægemiddelagentur en større rolle. I 2021 blev der inden for rammerne af Kommissionen oprettet en særlig Myndighed for Kriseberedskab og -indsats på Sundhedsområdet med fokus på medicinske modforanstaltninger. Hvad angår dette specifikke aspekt, fastsættes det i strategien for medicinske modforanstaltninger 26 , at Kommissionen fortsat vil samarbejde med internationale partnere og dermed øge synergierne og tilpasningen mellem EU-initiativer og globale initiativer til udvikling af medicinske modforanstaltninger. Denne ramme sikrer også øget internationalt samarbejde om efterretninger vedrørende sundhedstrusler, så det sikres, at data indgår i globale overvågningssystemer. Det afhænger i høj grad af EU-medlemsstaternes, nabolandenes og EØS-landenes kapacitet til at bidrage på regionalt og globalt plan.

Forordning (EU) 2022/2371 er relevant for EØS-landene, som gennemfører den fuldt ud. Derudover er der er undertegnet en aftale om sundhedssikkerhed med Schweiz. Der pågår forhandlinger med EØS-EFTA-landene om en international aftale om at associere Island, Liechtenstein og Norge med Unionens sundhedskriseforanstaltninger på området for medicinske modforanstaltninger for yderligere at styrke den globale modstandsdygtighed på sundhedsområdet.

Inden for rammerne af EU-civilbeskyttelsesmekanismen fremmer Kommissionen hurtig koordinering af gensidig bistand med henblik på at indsætte lægehold, medicinsk udstyr og nødhjælp, når lande står over for større sundhedskriser. Til supplering af denne mekanisme tilvejebringer rescEU en centralt forvaltet europæisk reserve af kritiske kapaciteter (såsom medicinske beredskabslagre, felthospitaler og ressourcer til medicinsk evakuering) for hurtigt at kunne yde støtte, når nationale ressourcer er overbebyrdede. Kommissionen griber også ind i humanitære nødsituationer ved at mobilisere finansiering eller levere livsvigtige medicinske forsyninger, logistik, bistand og ekspertise gennem ReliefEU.

ØFlagskibsinitiativ 3. Styrke globale netværk med henblik på øget opsporing, beredskab og indsats

Kommissionen vil hjælpe med at opspore epidemi- og pandemitrusler tidligere ved at styrke de globale overvågnings- og laboratorienetværk. Navnlig vil samarbejdet med WHO og andre globale og regionale partnere fremme yderligere kilder til epidemiologisk efterretning og efterforskning, herunder gennem miljøovervågning 27 . Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme vil desuden intensivere uddannelsen af overvågnings- og laboratorieeksperter, herunder gennem samarbejde med EU-referencelaboratorier. Endelig vil Kommissionen støtte bedre overvågnings- og laboratorieinfrastrukturer i lavindkomstlande og prioriterede mellemindkomstlande gennem Pandemifonden og særlige støtteforanstaltninger sammen med WHO eller andre relevante globale og regionale partnere for at undgå dobbeltarbejde og parallelle netværk.

Kommissionen vil udvide Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdommes samarbejde med nationale og regionale sygdomsbekæmpelsescentre for at lette strømmen af oplysninger om patogener samt med WHO's netværk for indberetning af og indsats over for sygdomsudbrud på verdensplan (Global Outbreak Alert and Response Network – GOARN) for at støtte en hurtig indsats på internationalt plan.

Endelig vil Kommissionen bidrage til at styrke forebyggelse ved at gennemføre mere effektive vaccinationskampagner og et mere effektivt vaccinationsberedskab i EU og i naboregioner.

ØFlagskibsinitiativ 4. Styrke indsatskapaciteten gennem tilgængeligheden af medicinske modforanstaltninger

Terapeutik: Kommissionen vil støtte oprettelsen af koalitionen for udvikling af terapeutik på globalt plan (Global Therapeutics Development Coalition) og oprette EU-knudepunktet for terapeutik, der skal afhjælpe den kronisk underudviklede pipeline for terapeutik. Sideløbende hermed vil Kommissionen mobilisere innovative finansieringsinstrumenter med henblik på at yde støtte til udviklingen af ny terapeutik, navnlig bredspektret terapeutik.

Vacciner: For at operationalisere målet om en sikker og effektiv vaccine senest 100 dage efter en pandemierklæring for alle prioriterede virusfamilier og ukendte patogener (sygdom X-scenarier 28 ) vil Kommissionen intensivere sit engagement i koalitionen for innovation inden for epidemisk beredskab (Coalition for Epidemic Preparedness Innovations – CEPI) og sikre fortsat investering i det europæiske vaccineknudepunkt med henblik på at støtte nye vacciner.

Diagnostik: Kommissionen vil støtte oprettelsen af et EU-knudepunkt for diagnostik, der skal fremme udviklingen og markedsudbredelsen af nye diagnostiske test og teknologier, som let kan tilpasses nye formål og/eller opskaleres i tilfælde af en pandemi. Ved at udnytte eksisterende og nye afprøvningsteknologier forventer Kommissionen i samarbejde med andre eksisterende initiativer at kunne bidrage til en bredere og mere lige adgang til diagnostik generelt, navnlig for sårbare befolkningsgrupper eller minoritetsgrupper.

ØFlagskibsinitiativ 5. Støtte et sporingsværktøj for global sundhed og modstandsdygtighed

Formålet med sporingsværktøjet for global sundhed og modstandsdygtighed er at sikre en konsekvent tilgang til rutinemæssig sporing af globale sundhedsudgifter og supplere de igangværende bestræbelser på at styrke de nationale finansieringsdata, så der sikres en mere sammenhængende og effektiv finansiering. Værktøjet vil blive udviklet i samarbejde med OECD, WHO og Verdensbanken.

Værktøjet vil i første omgang have fokus på pandemiberedskab, -forebyggelse og -indsats ved at kortlægge partnernes interne udgifter og den internationale støtte, de modtager på dette område, for at undgå dobbeltarbejde og øge gennemsigtigheden, ansvarligheden og effektiviteten af finansieringen af global sundhedssikkerhed. Hvis dataene tillader det, vil værktøjet kunne fremme anvendelsen af kønsopdelte og, hvor det er relevant, kønssensitive udgifts- og resultatindikatorer. Yderligere områder for globale sundhedsudgifter bør gradvist tilføjes for at dække bredere globale sundhedsprioriteter.

4.Diversificere de globale forsyningskæder og støtte udviklingen og fremstillingen af vigtige sundhedsprodukter i partnerlande på grundlag af fælles interesser

Samarbejdet med EU's industri har været en fast bestanddel af EU's tilbud om globale sundhedspartnerskaber, hvor EU's investeringer fremmer gensidige interesser, øger EU's kapacitet og udvider produktionsgrundlaget for supplerende sundhedsprodukter, hvilket fører til mere diversificerede og sikre globale sundhedsforsyningskæder. Det er derfor afgørende, at EU opretholder og yderligere styrker et solidt medicinalindustrigrundlag til støtte for EU's strategiske autonomi og konkurrenceevne og som et vigtigt bidrag til den globale produktionskapacitet.

Forstyrrelser i de globale forsyningskæder kan påvirke både EU's og vores partnerlandes strategiske autonomi. Disse forstyrrelser bliver stadig hyppigere og mere alvorlige som følge af et stigende antal globale chok såsom pandemier og geopolitiske spændinger. Deres indvirkning blotlægger fælles sårbarheder og indbyrdes afhængigheder 29 . Samtidig øger det globale forsyningsgrundlag for vigtige sundhedsprodukter, f.eks. vacciner, aktive stoffer til fremstilling af lægemidler og antibiotika, hvor disse er begrænset til et vist antal producenter, anlæg og geografiske områder, eksponeringen for eksterne chok og forsyningsflaskehalse.

Diversificerede og velintegrerede globale forsyningskæder bidrager derfor til at opbygge sundhedsmæssig modstandsdygtighed over for chok og geopolitisk usikkerhed og opererer inden for åbne, regelbaserede internationale handels- og partnerskabsrammer, der sikrer, at alle regioner ud fra et strukturelt synspunkt har adgang til midler til egen sundhedssikkerhed.

På samme måde kan EU-virksomheder drage fordel af lettere adgang til nye, voksende og regelbaserede markeder, der understøtter retssikkerhed og innovation, gennem partnerskaber med lokale virksomheder og myndigheder, eventuelt understøttet af frivillige teknologioverførsler på gensidigt aftalte vilkår og målrettede investeringer. Dette kan give EU-virksomheder en supplerende måde at tilgå markedet på end blot eksport. Dette er navnlig tilfældet for produkter, der er beregnet til at imødekomme vedvarende, uopfyldte eller dårligt opfyldte sundhedsbehov, herunder kræft, seksuel og reproduktiv sundhed, malaria, hiv, tuberkulose samt sygdomme med epidemisk potentiale såsom luftvejsvira, mpox eller vektorbårne febre.

EU's fremstillings- og innovationsmodel

Reguleringsmæssig modenhed fremmer hurtig adgang til kvalitetssikrede lægemidler og vacciner, robust lægemiddelovervågning, nødgodkendelsesprocedurer og forudsigelige markedsvilkår for bæredygtig fremstilling. Regler, der øger forsyningssikkerheden og adgangen til medicinalvarer, kritiske lægemidler og medicinsk udstyr 30 , kan gavne sundhedssystemets tilpasningsevne hos partnerne.

EU skaber reguleringsmæssig sikkerhed samt robuste lægemiddelsystemer og en robust produktionskapacitet. EU trækker på ekspertise fra Det Europæiske Lægemiddelagentur, der er ansvarligt for videnskabeligt tilsyn med og videnskabelig evaluering og sikkerhedsovervågning af lægemidler, og som kan dele ekspertise med modparter i andre regioner i verden.

EU fremmer også forskning og innovation gennem en lang række initiativer, herunder Partnerskabet mellem de Europæiske Lande og Udviklingslandene vedrørende Kliniske Forsøg (EDCTP) 31 , som har fået tildelt op mod 910 mio. EUR fra Horisont Europa og mindst samme beløb fra europæiske, afrikanske og internationale partnere til støtte for klinisk forskning med henblik på at fremskynde udviklingen af nye eller forbedrede lægemidler, vacciner, mikrobicider og diagnosticering af fattigdomsrelaterede og nye smitsomme sygdomme med fokus på Afrika syd for Sahara. Det finansierer tværnationale kliniske forsøg og tværnational implementeringsforskning og styrker samtidig national forskningskapacitet, etisk gennemgang og reguleringssystemer i et stærkt partnerskab med afrikanske institutioner.

Som opfølgning på opfordringen fra afrikanske ledere lancerede EU i maj 2021 Team Europe-initiativet om fremstilling og adgang til vacciner, lægemidler og sundhedsteknologier i Afrika (MAV+ 32 ). Indtil videre er der inden for rammerne af MAV+ blevet investeret ca. 2 mia. EUR, navnlig i Sydafrika, Senegal, Ghana, Nigeria, Rwanda og Egypten, og på kontinentalt plan er der indgået partnerskaber med Afrika-centrene for sygdomskontrol og -forebyggelse, det afrikanske lægemiddelagentur og Den Afrikanske Unions udviklingsagentur (Partnerskab for Afrikas Udvikling) samt WHO. MAV+-rammen udgør et supplement til håndtering af udbud, efterspørgsel og et gunstigt miljø 33 .

Kommissionen vil optrappe indsatsen for at diversificere de globale forsyningskæder og styrke produktionskapaciteten for vigtige sundhedsprodukter og støtte forsyningssikkerheden på områder af fælles interesse for EU og dets partnerlande, samtidig med at EU-industriens fortsatte konkurrenceevne sikres. Dette kan omfatte centrale sårbarheder i forsyningskæder (såsom specifikke vacciner, antibiotika, aktive stoffer til fremstilling af lægemidler og andre vigtige sundhedsprodukter, for hvilke adgangen bør forbedres for befolkningsgrupper, der har behov for det, f.eks. produkter inden for mødres sundhed og reproduktiv sundhed), hvor koncentrationen af produktion og begrænset geografisk diversificering eller andre flaskehalse, f.eks. fragmenteret efterspørgsel, skaber systemiske risici.

ØFlagskibsinitiativ 6. Fremme EU's støtte til diversificering af globale forsyningskæder og til udvikling og fremstilling af vigtige sundhedsprodukter på grundlag af fælles interesser

Kommissionen vil fremskynde anvendelsen af EU's investeringsværktøjer såsom garantier (f.eks. Human Development Accelerator 34 ) eller en blanding af tilskud og lån og vil søge at fremme samarbejdet med den finansielle sektor og filantropiske organisationer og med den private sektor på grundlag af gensidige interesser med henblik på at støtte fælles investeringer fra EU og lokale virksomheder i partnerlande.

For at sikre, at disse investeringer er effektive og bæredygtige, vil Kommissionen fortsat styrke det gunstige miljø for industriel udvikling, herunder gennem støtte til forskning, kønsorienterede færdigheder og udvikling af arbejdsstyrken, innovation og uhindret markedsadgang. Hvor det er relevant, vil Kommissionen mobilisere sit netværk af akademiske institutioner i EU og offentlig-private partnerskaber. Den vil også fortsat mobilisere Det Europæiske Lægemiddelagentur og netværket af nationale tilsynsmyndigheder i EU med henblik på at støtte samarbejdsbaserede reguleringsmæssige løsninger.

ØFlagskibsinitiativ 7. Fremme et globalt partnerskab for vidensudveksling om medicinske modforanstaltninger og spidsbelastningskapacitet

For at styrke efterspørgslen påtænker Kommissionen at intensivere sit samarbejde med partnerregioner, globale sundhedsinitiativer og internationale finansieringsinstitutioner om udbudsrammer og forudgående indkøbsforpligtelser som begrundelse for vedvarende investeringer fra diversificerede producenter. Fælles og samlede indkøb bør undersøges med henblik herpå 35 , samtidig med at partnerskaber, der bygger på gensidige fordele, styrkes. Fremadrettet vil Kommissionen også søge nye partnerskaber med ligesindede regioner. Sammen med WHO vil Kommissionen øge sit samarbejde om at nå til enighed om fælles principper med regionale indkøbspartnere i Afrika, Latinamerika, Asien og Mellemøsten.

Med udgangspunkt i succesen med EU FAB 36 vil Kommissionen dele sin knowhow om produktionskapacitet i spidsbelastningsperioder med internationale partnere, som derefter kan tilpasse den til deres egne forhold.

ØFlagskibsinitiativ 8. Støtte kliniske forskningsnetværk med henblik på klinisk end-to-end-udvikling af sundhedsprodukter 

Kommissionen påtænker at udvide sin støtte til klinisk end-to-end-forskning og multinationale kliniske forsøg med solide garantier for databeskyttelse 37 gennem særlige netværk baseret på erfaringerne fra Global Health EDCTP3-partnerskabet med Afrika om kliniske forsøg.

5.Styrke samfundets modstandsdygtighed ved at fremme tilliden til videnskab og bekæmpe desinformation, misinformation og FIMI

Ved at håndtere fælles sundhedsudfordringer gives forskere og fagfolk i hele verden mulighed for at samarbejde gnidningsløst, eftersom viden uden grænser udgør drivkraften bag videnskabelige fremskridt og løsninger på nogle af verdens mest presserende spørgsmål, herunder om folkesundhed. I den forbindelse har åbne databaser demokratiseret adgangen til viden, øget synligheden af forskning og lettet tværfagligt samarbejde, og de er afgørende for udviklingen af værktøjer med kunstig intelligens, lægemidler og medicinske teknologier.

Den stigende spredning af desinformation og misinformation på sundhedsområdet 38 og FIMI udgør betydelige udfordringer for sundhedsforskningen og den globale sundhedsmæssige modstandsdygtighed, da den undergraver tilliden til offentlige sundhedsmyndigheder, videnskab og lægemidler og gør det vanskeligere for folk at træffe informerede beslutninger. Under større sundhedskriser er der større risiko for desinformation og misinformation på sundhedsområdet og FIMI. Ondsindede aktører, der spredte fejlfortolkede eller falske sundhedsoplysninger under covid-19-pandemien, var et tydeligt eksempel på, at videnskab bliver brugt som våben og har alvorlige konsekvenser såsom vaccineskepsis eller offentlig modstand mod nødvendige folkesundhedsmæssige foranstaltninger (f.eks. brug af mundbind og fysisk distancering). Dette gør kommunikationen om folkesundhedsmæssige risici, inddragelsen af lokalsamfundet og andre foranstaltninger mindre effektive. Det gør det også vanskeligere at forebygge, berede sig på og reagere på sundhedskriser i hele verden. Blandt den FIMI, der blev indberettet under pandemien, blev der også opfordret til og tilrettelagt fysiske trusler og intimidering af forskere og fagfolk, der var involveret i indsatsen. Ud over at udgøre en direkte hindring for folkesundhedsmæssige foranstaltninger havde dette mere generelt en afskrækkende og polariserende virkning 39 .

Bekæmpelse af FIMI og af desinformation og misinformation på sundhedsområdet kræver større overvågning, hurtig inddragelse af lokalsamfundet og proaktiv og faktuel information, der er skræddersyet den specifikke kultur og kontekst. Med den stigende brug af værktøjer med kunstig intelligens på sundhedsområdet får digitale færdigheder, mediedannelse og tilgængelige digitale værktøjer større betydning for at den enkelte person kritisk kan vurdere onlineindhold og forstå, hvordan det genereres og målrettes. For at sikre en effektiv folkesundhedsmæssig kommunikation bør myndighederne samarbejde med sundhedspersoner, lokalsamfund og interessenter, herunder betroede formidlere såsom faglige netværk, lokalsamfundsledere og trosbaserede organisationer. I den forbindelse er EU-delegationerne afgørende for at mobilisere Team Europe på stedet og støtte myndighederne i partnerlandene.

Sideløbende hermed skal bekæmpelsen af forfalskede og underlødige lægemidler intensiveres ved at trække på EU's erfaringer og ekspertise i sektoren og udnytte de muligheder, som nye teknologier giver. Det er vigtigt at håndtere de risici, der er forbundet med sådanne produkter, for at sikre høje globale standarder og imødegå specifikke trusler såsom væksten i antimikrobiel resistens.

EU's tilgang til sikring af tilliden til videnskab og bekæmpelse af desinformation, misinformation og FIMI

Offentlighedens tillid til videnskabelig forskning er en nødvendig forudsætning for accept og udbredelse af videnskabelige og teknologiske innovationer, der kan øge folkesundheden og fremme det enkelte individs og samfundets trivsel. EU kan tilbyde forsknings- og uddannelsesmuligheder i verdensklasse med et urokkeligt engagement i akademisk frihed, mangfoldighed og inklusion, som understreget i Choose Europe-initiativet. Erasmus+-programmet opbygger gennem sin internationale dimension, der er i overensstemmelse med Global Gateway-prioriteterne, modstandsdygtighed over for desinformation i partnerlande ved at styrke sundhedsrelaterede uddannelsessystemer. EU-støttet global sundhedsforskning, herunder peerevalueringer, opfylder de højeste videnskabelige standarder og er i overensstemmelse med WHO's nye vejledning om bedste praksis for kliniske forsøg 40 .

Kommissionen arbejder i øjeblikket på at udvikle og vejlede EU's medlemsstater om at forebygge, opdage og reagere på misinformation og desinformation på området for medicinske modforanstaltninger. Forordningen om digitale tjenester skaber et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø i EU, og den tilknyttede adfærdskodeks om desinformation indeholder en lang række forpligtelser og foranstaltninger til tackling af fænomenet desinformation på internettet, herunder på folkesundhedsområdet. Det Europæiske Observationscenter for Digitale Medier overvåger spredningen af desinformation og misinformation på sundhedsområdet og FIMI i EU, herunder på sundhedsområdet. EU støtter det vigtige arbejde, der udføres af faktatjekkende organisationer (f.eks. har det europæiske netværk af faktatjekkere indledt sine aktiviteter). De foranstaltninger, der er meddelt inden for rammerne af det europæiske demokratiskjold, bidrager til at beskytte informationsrummets integritet ved at bidrage til at opbygge samfundets modstandsdygtighed over for desinformation og misinformation på sundhedsområdet og FIMI.

EU's FIMI-værktøjskasse, som tilvejebringer en række mulige EU-reaktioner på FIMI-aktiviteter, kan også mobiliseres for at støtte EU-delegationernes indsats for at bekæmpe og afsløre manipulerende narrativer, således som det var tilfældet under mpox-udbruddet i 2024 på det afrikanske kontinent.

ØFlagskibsinitiativ 9. Sikre global adgang til centrale sundhedsvidenskabelige registre og genom- og biodataregistre og styrke det internationale samarbejde 

Bekæmpelse af misinformation kræver også adgang til solide videnskabelige data. Kommissionen vil sikre fri adgang til registre og centrale databaser om videnskab, genomer og biodata, der lagres i EU, og som er afgørende for forskning i og udvikling af lægemidler og medicinske teknologier 41 .

Kommissionen vil med støtte fra EU-delegationerne søge at styrke samarbejdet med partnerlande om både lovgivningsmæssige og videnskabelige aspekter på grundlag af et register over bedste praksis for ansvarlig forskning og innovation og videnskabelig kommunikation.

Konklusioner

EU er fortsat fast besluttet på at være en principfast, pålidelig og fremadskuende global sundhedspartner i en hastigt skiftende geopolitisk kontekst. Med udgangspunkt i vores unikke styrker skaber EU en dokumenteret, inklusiv og rettighedsbaseret sundhedsmodel, der sikrer universel sygesikring og lige adgang til sundhedspleje kombineret med forskning, innovation, tilsynskapacitet og industriel styrke i verdensklasse. Dette understøttes af EU's enestående erfaring som et regionalt integrationsprojekt, der støtter partnerskaber inden for og på tværs af regioner, og af EU's solide støtte til multilateralt samarbejde.

Kommissionen opfordrer de øvrige EU-institutioner og medlemsstaterne til at samles inden for rammerne af en styrket Team Europe-tilgang for at fremme vores mål om at styrke både den globale modstandsdygtighed på sundhedsområdet i partnerskab med lande, regioner og multilaterale institutioner og vores egen modstandsdygtighed, konkurrenceevne og økonomiske sikkerhed. Sammen skal vi slå bro over kløften mellem den humanitære indsats og langsigtet modstandsdygtighed, styrke de lokale og regionale sundhedssystemer og levere målbare resultater – fordi vores kollektive sikkerhed afhænger af alles sundhed. Ingen er beskyttet, før alle er beskyttet.

(1)    WHO, UNICEF, UNFPA, Verdensbankgruppen og UNDESA/befolkningskontoret, 2025.
(2)    Som f.eks. de sundhedsrelaterede mål i verdensmålene for bæredygtig udvikling.
(3)    IMHE, 2025.
(4)    OECD, 2026.
(5)    Ved sundhedssystemers modstandsdygtighed forstås sikring af, at systemer, lokalsamfund og institutioner er i stand til at forebygge, berede sig på, absorbere og tilpasse sig en bred vifte af chok og stressfaktorer, samtidig med at de fortsat leverer væsentlige sundhedsydelser af høj kvalitet (WHO, 2024).
(6)     COM(2025) 30 final .
(7)     JOIN(2025) 130 final . 
(8)     EU's globale sundhedsstrategi: Bedre sundhed for alle i en verden i forandring – folkesundhed . Den første rapport om gennemførelsen af strategien blev offentliggjort den 10. juli 2025:  Rapport om gennemførslen af EU's globale sundhedsstrategi – folkesundhed .
(9)    De dertil hørende arbejdsprogrammer er endnu ikke vedtaget.
(10)    Således som WHO's Eksekutivkomité aftalte på sin 158. samling og som supplement til de igangværende drøftelser om UN80-initiativet.
(11)    EU er fortsat fast besluttet på at fremme, beskytte og overholde alle menneskerettigheder og sikre den fulde og effektive gennemførelse af Beijinghandlingsprogrammet og handlingsprogrammet fra den internationale konference om befolkning og udvikling (ICPD) samt resultaterne af deres revisionskonferencer og på at beskytte sundhed og rettigheder inden for seksualitet og reproduktion (SRSR) i denne forbindelse.
(12)     JOIN(2024) 25 final .
(13)    WHO, 2024.
(14)    IHME, Our World in Data.
(15)    Disse omfatter forebyggelse af ikkeoverførbare sygdomme (Healthier Together – EU-initiativet om ikkeoverførbare sygdomme), bekæmpelse af kræft (den europæiske kræfthandlingsplan), håndtering af mentale sundhedsudfordringer (EU's samlede tilgang til psykisk sundhed), håndtering af hjerte-kar-sygdomme (EU's plan for hjerte-kar-sundhed: Safe Hearts-planen), muliggørelse af grænseoverskridende netværk (de europæiske netværk af referencecentre) eller håndtering af sundhedsrelaterede udfordringer i forbindelse med klimaændringer (EU-strategien for tilpasning til klimaændringer).
(16)     COM(2020) 761 final .
(17)     COM(2025) 102 final .
(18)     ST/9581/2023/INIT .
(19)    Levering af tjenesteydelser, sundhedspersonale, sundhedsinformationssystemer, adgang til essentielle lægemidler, finansiering og lederskab/styring.
(20)    Det direkte bidrag var på over 1,7 mia. USD til WHO's budget for 2024-2025 – 22 % af det samlede beløb og mere end dobbelt så stort som de næststørste bidragydere.
(21)    I perioden 2021-2025 har EU direkte støttet 49 lande med sundhedsrelaterede tiltag på tværs af forskellige regioner, herunder Afrika syd for Sahara (Benin, Burkina Faso, Burundi, Den Centralafrikanske Republik, Den Demokratiske Republik Congo, Etiopien, Ghana, Guinea, Guinea‑Bissau, Kenya, Madagaskar, Mauretanien, Mozambique, Niger, Nigeria, Rwanda, Senegal, Somalia, Sydafrika, Sydsudan, Sudan, Uganda, Zambia og Zimbabwe), Nordafrika (Egypten, Libyen, Marokko og Tunesien), Mellemøsten (Jordan, Libanon, Syrien og Vestbredden og Gazastriben), Østeuropa, nabolandene og Vestbalkan (Armenien, Aserbajdsjan, Bosnien-Hercegovina, Moldova, Nordmakedonien, Serbien, Tyrkiet og Ukraine), Central- og Sydasien (Afghanistan, Den Demokratiske Folkerepublik Laos og Usbekistan), Latinamerika (Costa Rica, El Salvador og Mexico) og Caribien (Barbados, Cuba og Guyana).
(22)      Principper såsom 7:1:7-modellen (7 dage til at opspore et formodet sygdomsudbrud, 1 dag til at underrette de relevante offentlige sundhedsmyndigheder og 7 dage til at gennemføre foranstaltninger vedrørende tidlig reaktion) anvendes til at formidle, hvor meget det haster i krisetider.
(23)     Forordning (EU) 2022/2371 om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler .
(24)     COM(2025) 745 final . 
(25)     Rådets forordning (EU) 2022/2372 om en ramme for foranstaltninger til sikring af forsyninger af kriserelevante medicinske modforanstaltninger i tilfælde af en folkesundhedsmæssig krisesituation på EU-plan .
(26)     COM(2025) 529 final
(27)    Eksempler herpå er initiativet vedrørende epidemiologisk efterretning og efterforskning fra open source (Epidemic Intelligence from Open Source – EIOS), det internationale netværk for overvågning af patogener (International Pathogen Surveillance Network – IPSN), initiativet vedrørende patogeners genomik (Pathogen Genomic Initiative – PGI) og det globale konsortium for spildevands- og miljøovervågning med henblik på folkesundheden (Global Consortium for Wastewater and Environmental Surveillance for Public Health – GLOWACON).
(28)    Ukendt patogen, der endnu ikke er brudt frem, men som kan udgøre en betydelig trussel mod folkesundheden.
(29)    Afrika importerer f.eks. 99 % af sine vacciner og 70-90 % af sine lægemidler (WHO, 2024), mens den lokale produktion i Latinamerika blev anslået til ca. 15 % af covid-19-vaccineforsyningen (PATH, 2024).
(30)    Gennem f.eks. en lægemiddelreform, gennemgang af reglerne for medicinsk udstyr og den foreslåede forordning om kritiske lægemidler.
(31)     https://www.global-health-edctp3.europa.eu/index_en . 
(32)     https://international-partnerships.ec.europa.eu/policies/team-europe-initiatives/team-europe-initiative-manufacturing-and-access-vaccines-medicines-and-health-technologies-africa_en . 
(33)    MAV+-rammen dækker seks centrale arbejdsgange: i) industriel udvikling og forsyningskæder, herunder inddragelse af den private sektor, ii) udformning af markedet, konsolidering af efterspørgslen og handelslettelser, iii) styrkelse af lovgivningen, iv) frivillig teknologioverførsel på gensidigt aftalte vilkår og under overholdelse af intellektuel ejendomsret, v) adgang til finansiering og vi) forskning, videregående uddannelse og udvikling af færdigheder.
(34)     Accelerating Human Development – International Partnerships .
(35)    39 lande, herunder alle udvidelseslande, Norge, Island og Liechtenstein, har undertegnet aftalen om fælles indkøb af medicinske modforanstaltninger.
(36)     https://health.ec.europa.eu/latest-updates/new-pandemic-preparedness-facilities-inaugurated-under-heras-eufab-network-2025-02-03_en . 
(37)     https://www.edpb.europa.eu/news/news/2026/edpb-brings-clarity-data-processing-scientific-research-speeds-finalisation_en . 
(38)    Se definitionerne af misinformation og desinformation i meddelelsen om handlingsplanen for europæisk demokrati: COM(2020) 790 final .
(39)     JOIN(2020) 8 final .
(40)     https://www.who.int/news/item/25-09-2025-core-funders-of-medical-research-commit-to-strengthening-clinical-trials-worldwide .
(41)    Kommissionen har navnlig til hensigt at yde passende finansiering til GENCODE, UniProt og Europe PMC.
Top