Ordfører : Isabelle BOUDINEAU (FR/PES), Medlem af regionalrådet i Nouvelle-Aquitaine

POLITISKE ANBEFALINGER

Baggrund

1.

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) glæder sig over, at behovet for en styrket og forbedret samhørighedspolitik anerkendes af så mange aktører og politiske grupper i Europa-Parlamentet såvel som i Det Europæiske Råds strategiske dagsorden 2024-2029, i kommissionsformandens politiske retningslinjer og i flere andre dokumenter såsom Lettarapporten om det indre markeds fremtid – som bl.a. knæsætter begrebet »retten til at blive« – og Draghirapporten om fremtiden for den europæiske konkurrenceevne. Dette vidner om politisk konsensus om, at der er brug for en stærk, moderniseret og decentraliseret samhørigheds- og vækstpolitik;

2.

påpeger, at der forud for udviklingen af den politiske og lovgivningsmæssige ramme for hver enkelt af samhørighedspolitikkens programmeringsperioder er blevet indsamlet oplysninger og gennemført analyser. Derigennem er forbindelsen til EU’s overordnede politiske rammer og synergierne med andre af Unionens politikker og fonde blevet opdateret, samtidig med at rammerne for gennemførelse af samhørighedspolitikken er blevet optimeret;

3.

bifalder Kommissionens ønske om at foreslå en kommende flerårig finansiel ramme (FFR), der er enklere, mere målrettet og behovsorienteret, og som er baseret på politikker snarere end på programmer. Udvalget er dog fortsat yderst bekymret over forslaget om, at der skal være én enkelt plan pr. medlemsstat, der skaber forbindelse mellem centrale reformer og investeringer. RU påpeger, at denne plan, hvis den skal være effektiv og relevant, er nødt til (fra udarbejdelse til forhandling) at bygge på principperne om partnerskab og forvaltning på flere myndighedsniveauer, hvor regionerne har en central placering i systemet;

4.

er i lighed med Lettarapporten om Much more than a Market og rapporten fra gruppen på højt plan om Forging a sustainable future together: Cohesion for a competitive and inclusive Europe overbevist om, at stedbaserede politikker, som tager højde for de lokale forhold, er vigtige for samlet set at styrke Europas konkurrenceevne, bæredygtighed, produktivitet, sociale inklusion og modstandsdygtighed;

5.

gentager, at hvis man skal leve op til princippet om aktiv nærhed, er det afgørende at bibeholde regionale programmer i forbindelse med gennemførelsen af samhørighedspolitikkens fonde. En lokal tilgang gør det lettere at kortlægge udfordringerne, behovene, mulighederne og målene i de enkelte regioner og sikrer, at EU-politikker og -initiativer bliver effektive og bæredygtige. EU har brug for, at de regionale organer reelt inddrages, da de udgør det mest hensigtsmæssige institutionelle niveau for planlægning og gennemførelse af territoriale politikker. En enkelt plan pr. land vil uundgåeligt blive udformet langt fra de enkelte kommuner og regioner og dermed fra de europæiske borgeres behov;

6.

har allerede i flere af sine udtalelser (1) givet udtryk for stærk bekymring over de negative virkninger af en centraliseret tilgang, og fremhæver endnu en gang nødvendigheden af at respektere samhørighedspolitikkens grundlæggende principper i form af aktiv nærhed, en stedbaseret tilgang, partnerskab, forvaltning på flere myndighedsniveauer, delt forvaltning og flerårige regionale programmer;

7.

understreger, at regionerne (især når de er forvaltningsmyndigheder) allerede spiller en nøglerolle med hensyn til at styre udformningen af programmer, der er i overensstemmelse med både de europæiske mål og territoriale strategier: tematisk koncentration om konkurrenceevne (forskning, innovation, modernisering af industrien, digitalisering af økonomien, opkvalificering af arbejdstagere osv.) og miljøspørgsmål (energi, biodiversitet, dekarboniseret mobilitet, termisk renovering osv.) og social inklusion er således et væsentligt element i programmerne. Regionerne ønsker fortsat at udfylde denne rolle efter 2027. Endelig er det vigtigt, at regionerne får den nødvendige fleksibilitet til at vælge de investeringer og instrumenter, der er mest hensigtsmæssige i forhold til den regionale situation og samtidig bidrager til EU’s strategiske mål med den fremtidige samhørighedspolitik;

8.

understreger, at de regionale og lokale forvaltningsmyndigheder bidrager med merværdi til EU’s prioriteter ved at deltage i fastlæggelsen af politiske mål og resultatindikatorer og sikre, at de gennemføres, udvælge projekter på grundlag af sammenhængende, fælles kriterier, fungere som garant for inddragelse af de lokale aktører i partnerskaber og dermed bringe samhørighedspolitikken tættere på borgerne, kommunerne og regionerne. Hvis de kun får lov at spille en udøvende rolle, vil Unionen blive snydt for denne indsigt og effektivitet, der findes på lokalt og regionalt plan;

9.

minder om, at samhørighedspolitikken er den vigtigste forbindelse mellem borgerne og EU, og at den er en håndgribelig form for kommunikationspolitik. Udvalget mener, at EU’s synlighed i høj grad kan blive kompromitteret i regioner og blandt lokale aktører og borgere, hvis der indføres én plan pr. medlemsstat;

10.

påpeger, at denne territoriale viden bidrager til at skabe et miljø og betingelser, der fremmer den økonomiske udvikling i hele området og samtidig støtter allerede etablerede lokale virksomheder såsom mellemstore virksomheder, der sikrer den sociale og økonomiske stabilitet i regionen, og nye virksomheder, herunder fleksible start-ups, der er kilder til innovation. Denne dobbelte dynamik i det regionale økosystem bidrager til at øge EU’s konkurrenceevne og konsolidere Unionens position i verden som global aktør;

11.

forstår interessen i, at reformen af samhørighedspolitikken resulterer i en tilgang, der i højere grad er resultatbaseret og dermed mere effektiv og virkningsfuld, dog på den betingelse at reformen ikke skader politikkens vigtigste egenskaber;

12.

glæder sig derfor over det polske rådsformandskabs anmodning om en udtalelse om dette spørgsmål.

Samhørighedspolitikken som en vigtig drivkraft for gennemførelse af EU's mål og reformer

13.

Det Europæiske Regionsudvalg minder om, at der er rigelig såvel kvantitativ som kvalitativ dokumentation for, at samhørighedspolitikken skaber resultater. Studier viser, at samhørighedspolitikken er en vigtig drivkraft for gennemførelsen af Unionens strategiske mål såsom stærk konkurrenceevne, det indre markeds succes, håndtering af voksende demografiske udfordringer i form af f.eks. affolkning, støtte til den grønne og den digitale omstilling og hensyntagen til udvidelsesprocessen;

14.

understreger, at samhørighedspolitikken har haft stor betydning for den socioøkonomiske udvikling i EU’s regioner, navnlig i mindre udviklede regioner, hvor BNP forventes at ligge mellem 10 % og 13 % højere i 2030, end det ville have gjort uden samhørighedspolitikken;

15.

minder om, at de rapporter om samhørighedspolitikken, der udarbejdes hvert andet år, understreger dens bemærkelsesværdige resultater på en lang række områder. Det gælder f.eks. skabelse af arbejdspladser af høj kvalitet, i forbindelse med energimæssig ydeevne, forbedring af sundhedstjenester og tilgængelighed og opretholdelse af offentlige tjenester i områder med tilbagegang, eller som lider under en konkurrencemæssig ulempe. Udvalget konstaterer, at de gennemførte investeringer skaber struktur. De lægger grunden til fremtiden uden at glemme nogen. RU understreger, at samhørighedspolitikken sikrer lokal udvikling og territorial lighed ved at styrke den administrative kapacitet og den territoriale forvaltning samt fremme lokale aktiver på grundlag af fælles strategier og projektmetoder. Samhørighedspolitikkens midler udgør i mange lande en central del af de offentlige investeringer;

16.

er fortsat overbevist om, at det europæiske territoriale samarbejde (ETS) er indbegrebet af europæisk merværdi, og at det bør styrkes. Det er et af de vigtigste redskaber til at styrke det europæiske medborgerskab og det indre marked og fjerne hindringerne for den frie bevægelighed. EU’s konkurrenceevne har nemlig godt af den stigende handel og det større samarbejde mellem regionerne, som er laboratorier for innovation;

17.

bemærker desuden at samhørighedspolitikken leverer glimrende budgetresultater. I gennemsnit ligger udnyttelsesgraden ved udgangen af de enkelte programmeringsperioder på næsten 100 %;

18.

anfægter påstandene om ringe udnyttelse af bevillingerne under samhørighedspolitikken. Det er nødvendigt at skelne mellem forpligtelsesgrader og betalingsgrader. Den lave udbetalingsgrad af midler, dvs. udbetalinger til støttemodtagere og efterfølgende dokumentation af udgifterne til Kommissionen, skyldes den sene vedtagelse af EU’s finanspolitiske rammer og lovgivning, som ikke kan tilskrives selve gennemførelsen. Desuden tager det tid at udarbejde et program, som virkelig er baseret på partnerskab. Endelig er udnyttelsestempoet for så vidt angår den finansielle ramme for hhv. 2014-2020 og 2021-2027 blevet påvirket af en ekstraordinær situation med mange kriser og den samtidige gennemførelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten og forvaltningen af genopretningsbistanden til samhørigheden (REACT-EU);

19.

påpeger, at de programmer, der er blevet vedtaget under samhørighedspolitikken for 2021-2027, er blevet udarbejdet og forhandlet med henblik på at investere 527 mia. EUR i EU’s langsigtede strategiske mål for konkurrenceevne, dekarbonisering, konnektivitet, social inklusion og territorial udvikling. Udvalget minder i den forbindelse om, at tematisk koncentration er en garanti for, at samhørighedspolitikken tjener de vigtigste europæiske mål. Denne mekanisme gør det muligt at sætte skub i EU’s prioriteter i alle regioner, som nyder godt af den europæiske investeringsstøttes løftestangseffekt;

20.

er af den overbevisning, at samhørighedspolitikken allerede opfylder mange af sine mål, men at der er plads til forbedringer, bl.a. i forhold til at styrke koordineringen og samspillet mellem instrumenter og politiske tiltag og strømline og forenkle procedurerne og dermed give forvaltningsmyndighederne den fleksibilitet, de har behov for til at øge politikkens virkning og effektivitet. Hvis samhørighedspolitikken skal opnå endnu bedre resultater, er det nødvendigt at modernisere det europæiske semester. Det bør omfatte en flerårig strategi og en territorial dimension samt respektere princippet om aktiv nærhed

21.

Det Europæiske Regionsudvalg anerkender, at der i forbindelse med det europæiske semester potentielt kunne oprettes en overordnet ramme for programmeringen og gennemførelsen af samhørighedspolitikken. Udvalget tilføjer, at Kommissionen og fælleslovgiverne tager initiativ til en lang række politikker på forskellige områder (energi, klimaudfordringer, kriseberedskab og respekt for de grundlæggende rettigheder), som ikke altid hænger så godt sammen. RU fremhæver til gengæld, at partnerskabsaftalerne under samhørighedspolitikken med udgangspunkt i en stedbaseret tilgang sammenfatter og sætter foranstaltningerne til iværksættelse af Unionens strategiske mål i sammenhæng med hinanden;

22.

vil gerne understrege, at 54-58 % af de samlede offentlige investeringer foretages af de lokale og regionale myndigheder, der spiller en vigtig rolle i udviklingen af offentlig infrastruktur og offentlige tjenester, som er afgørende for en vellykket gennemførelse af det europæiske program;

23.

minder om, at forbindelsen mellem samhørighedspolitikken og det europæiske semester allerede er blevet styrket i perioden 2021-2027 for at sikre, at de nationale investeringer og EU-investeringerne når deres fulde potentiale. Der findes allerede henvisninger til det europæiske semester i lovgivningen om samhørighedspolitikken og dens programmer, og henvisninger til programmeringen og gennemførelsen af denne politik indgår i landerapporterne;

24.

bemærker imidlertid, at de to processer ikke er godt afstemt. Det europæiske semester er en årlig politisk cyklus, der er baseret på en dialog mellem Kommissionen og de nationale regeringer, og som har begrænset fokus på de lokale og regionale forhold. Samhørighedspolitikken tager derimod udgangspunkt i flerårig planlægning, forvaltning på flere myndighedsniveauer, delt forvaltning, partnerskab og en stedbaseret tilgang;

25.

efterlyser derfor en modernisering af det europæiske semester:

26.

for det første bør det europæiske semester være en del af en flerårig strategisk tilgang og omfatte EU’s aktuelle og fremtidige politiske initiativer og værktøjer. En sådan tilgang vil muliggøre en bedre tilpasning til samhørighedspolitikken;

27.

for det andet bør den territoriale dimension styrkes i landerapporterne og dermed danne grundlag for særlige regionale og lokale henstillinger;

28.

for det tredje bør de lokale og regionale myndigheder inddrages (og ikke kun høres) i udarbejdelsen af landerapporterne og de landespecifikke henstillinger. I den forbindelse opfordrer RU til, at der vedtages en adfærdskodeks (2);

29.

En sådan tilgang, der er opbygget i fællesskab, vil gøre det muligt for de regionale og lokale forvaltningsmyndigheder at tage ejerskab over det europæiske semester.

Den resultatbaserede tilgang bør styrkes med henblik på at konsolidere samhørighedspolitikkens succes, herunder ved at trække på erfaringerne fra andre politiske instrumenter

30.

Det Europæiske Regionsudvalg påpeger samtidig, at gennemførelsen af samhørighedspolitikken, som er en politik for strukturelle investeringer, altid har fulgt en strategisk og flerårig resultatbaseret logik målt ved hjælp af indikatorer, hvis fokus ligger på konkrete output, deres resultater og virkninger. Der bliver regelmæssigt udarbejdet rapporter og evalueringer herom;

31.

minder om, at disse erfaringer har ført til flere på hinanden følgende reformer af samhørighedspolitikken med det formål at styrke en resultatorienteret tilgang, som bidrager til at opnå et tilfredsstillende forenklingsniveau. Bl.a. er der blevet stillet krav om overholdelse af forhåndsbetingelser eller særlige grundforudsætninger, oprettelse af en resultatreserve eller en fleksibilitetstildeling, der kan mobiliseres i forbindelse med midtvejsevalueringen, og der er blevet tilskyndet til anvendelse af resultatbaserede finansieringsmodeller såsom »finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger« og »forenklede omkostningsmuligheder«.

Den første mulighed, der bør undersøges: bør man styrke forbindelsen mellem samhørighedspolitikken og reformer?

32.

Det Europæiske Regionsudvalg noterer sig Kommissionens overvejelser om, at samhørighedspolitiske programmer i fremtiden skal knyttes til reformer baseret på modellen for genopretnings- og resiliensfaciliteten. Udvalget understreger imidlertid, at mange af dem, der deltager i debatten, herunder visse medlemsstater, sår alvorlig tvivl om, hvorvidt dette er en god idé. Hvis der under en moderniseret samhørigheds- og vækstpolitik skal være en stærkere forbindelse mellem investeringer og reformer, vil det dog være nødvendigt at garantere, at alle subnationale myndigheder deltager, og at de mål og reformer, der skal realiseres, udformes hensigtsmæssigt;

33.

minder om, at valget af visse milepæle i genopretningsplanerne er blevet inspireret af grundforudsætningerne i det aktuelle system for samhørighedspolitikken. Det gælder f.eks. pligten til at vedtage en institutionel ramme og fastlæggelsen af strategiske rammer i forskellige sektorer. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at foretage en omfattende undersøgelse, inden der fremsættes forslag for perioden efter 2027. Efter RU’s opfattelse har samhørighedspolitikken allerede bidraget til iværksættelse af flere reformer fra de nationale genopretnings- og resiliensplaner, og det vil derfor fremover være muligt at trække på disse erfaringer (f.eks. vedrørende adgang til arbejdsmarkedet og det manglende sammenfald mellem behov og kompetencer eller for så vidt angår udviklingen af en flerårig national strategi for affaldshåndtering);

34.

minder om, at især Den Europæiske Revisionsret mener, at det system, der blev indført med genopretnings- og resiliensfaciliteten, hvor betalinger sker på betingelse af reformer, stadig ikke har vist sig at være hensigtsmæssigt eller holdbart. Hvis dette system skulle anvendes på samhørighedspolitikken, burde det udelukke reformer, der ikke falder inden for de subnationale myndigheders kompetencer og de typer investeringer, de foretager. Det er således vigtigt at undgå den fælde, man allerede én gang er faldet i, med grundforudsætninger, som straffer proaktive regionale programmer med den begrundelse, at medlemsstaterne ikke i tilstrækkelig grad opfylder EU’s forpligtelser og mål;

35.

minder om muligheden for at medtage mål og milepæle for forvaltningsreformer i de regionale programmer. De kan vedrøre administrativ kapacitet, partnerskab og udarbejdelse af subnationale statistikker, der er tilpasset de socioøkonomiske forhold. Samhørighedspolitikken kunne være mere effektiv, hvis der blev ydet mere støtte til lokale strukturer.

Den anden mulighed, der bør undersøges: bør der indføres et system med resultatbaserede betalinger?

36.

Det Europæiske Regionsudvalg bifalder idéerne (3) om en større udbredelse af et »resultatorienteret betalingssystem«, hvor betalingerne fastsættes på baggrund af milepæle, som repræsenterer kvalitative gennemførelsestrin, og mål som udgør kvantitative gennemførelsestrin (såsom indikatorer);

37.

holder sig de potentielle fordele ved et sådant system for øje, bl.a. i form af forenkling, mindre bureaukrati og mindre behov for komplekse beregninger (som understreget i RU’s tidligere udtalelse om Forenkling af de europæiske struktur- og investeringsfonde set i de lokale og regionale myndigheders perspektiv), hvor der kan lægges større vægt på politiske mål, projekternes kvalitet og resultater. Man bør ligeledes sikre, at denne forenkling af regler også kommer de endelige støttemodtagere til gode. Det er således dem, der gennemfører de foranstaltninger, som fører til opfyldelsen af mål og målsætninger;

38.

understreger, at de gældende regler allerede indeholder elementer, der kan danne grundlag for debatten om et eventuelt fremtidigt resultatbaseret betalingssystem, herunder eksistensen af et veludviklet og bredt testet sæt overvågnings- og resultatindikatorer (definition, beregning af mål/delmål, værdier osv.). Udvalget henleder også opmærksomheden på mulighederne for at anvende metoder som »finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger«, og »forenklede omkostningsmuligheder« inden for den nuværende samhørighedspolitiske ramme. Et sådant system har imidlertid også ulemper. Det er vigtigt at påpege, at det også fremover skal være muligt at støtte risikobetonede stærkt innovative projekter (som undertiden ikke leverer de ønskede resultater);

39.

opfordrer Kommissionen til at analysere gennemførelsen af disse muligheder og til at tage ved lære af erfaringerne, inden den udbreder anvendelsen af denne metode. Udvalget minder om, at de tilgængelige oplysninger tyder på, at den begrænsede anvendelse af »finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger« bunder i manglende viden og frygt for dobbelte revisioner;

40.

minder om, at det i forbindelse med fastlæggelsen af ordninger for »finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger« vil være afgørende at respektere de grundlæggende samhørighedsprincipper. Kun en stedbaseret tilgang, der bygger på principperne om forvaltning på flere myndighedsniveauer og partnerskab, kan sikre, at milepæle og mål fastsættes i overensstemmelse med de regionale forhold og derigennem forbliver relevante og tilpasses over tid;

41.

mener, at en forudsætning for en sådan resultatbaseret tilgang er, at der er en fælles lovgivningsmæssig ramme for de europæiske fonde, herunder ELFUL (eller en anden fremtidig fond til udvikling af landdistrikterne), med fælles regler i stil med dem, der gælder for forordningen om fælles bestemmelser 2014-2020. Dette vil føre til en reel ensretning af alle EU’s politikker, ikke mindst samhørighedspolitikken og den fælles landbrugspolitik;

42.

så gerne, at man anvendte fælles gennemførelsesmetoder for de forskellige programmer, både når der er tale om direkte og delt forvaltning, for at gøre det muligt at gøre samhørighedspolitikken til en fuldt integreret del af gennemførelsen af EU’s politikker og dermed skabe reelle synergier;

43.

minder om, at gennemførelsen af en mere resultatorienteret tilgang kræver bedre dataindsamling, -analyse og -evaluering på europæisk, nationalt og regionalt niveau (4);

44.

præciserer, at en generalisering af modellen med »finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger« vil kræve et reelt tillidsforhold mellem forvaltningsmyndighederne, Kommissionen og Revisionsretten, og at man således holder øje med, at kontrolsystemet står i et rimeligt forhold til risikoniveauet og operationernes omfang, og at dobbeltrevision undgås. Udvalget understreger, at støttemodtagerne og de forskellige myndigheder vil skulle tilpasse sig og vænne sig til denne nye model, og at de får behov for støtte i den forbindelse.

I den forbindelse er det for at konsolidere samhørighedspolitikkens resultater nødvendigt at modernisere budgetforvaltningssystemet mellem Kommissionen og forvaltningsmyndighederne, herunder ved at trække på erfaringerne fra andre politiske instrumenter

45.

Det Europæiske Regionsudvalg gentager, at modellen med »finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger« bør udformes på grundlag af milepæle og mål, der er tilpasset projekternes art, og som er målbare, realistiske og tidsbestemte, for at gøre det muligt for Kommissionen at foretage regelmæssige betalinger til støttemodtagerne;

46.

opfordrer derfor til, at der indføres en højere forfinansieringssats for samhørighedspolitikken. Den er i øjeblikket fastsat til 0,5 % om året og bør forhøjes til 13 % og dermed tilpasses forfinansieringssatsen for andre EU-programmer. Det vil gøre det muligt at lette betalingerne, sikre en regelmæssig gennemførelse af FFR og maksimere løftestangseffekten. Det vil ligeledes fremme opfyldelsen af finansielle mål baseret på princippet om frigørelse. Endelig bør den fremtidige samhørighedspolitik gennemføres med udgangspunkt i princippet om aktiv nærhed under overholdelse af principperne om decentralisering, forvaltning på flere myndighedsniveauer og partnerskab

47.

Det Europæiske Regionsudvalg minder om Vasco Alves Cordeiros og Emil Bocs holdning i deres udtalelse om, at det nuværende system giver plads til forskellige former for programmer (regionale, interregionale, nationale, flerfondsprogrammer osv.) og forskellige roller i programforvaltningen (forvaltningsmyndigheder, formidlerorganisationer osv.), så medlemsstaterne kan anvende det system, der passer bedst til deres institutionelle rammer. Programmerne bør imidlertid oprettes på det mest hensigtsmæssige territoriale niveau, hvilket for mange medlemsstater er ensbetydende med det regionale niveau;

48.

understreger, at fuld anvendelse af partnerskabsprincippet kræver samtidig og tredimensionel gennemførelse, nemlig på horisontalt niveau (partnere i et program), på vertikalt niveau (forvaltning på flere myndighedsniveauer) og mellem alle EU’s programmer (nye og eksisterende), som yder støtte inden for samme område, navnlig de programmer, som er baseret på artikel 174 i TEUF;

49.

opfordrer Kommissionen til fuldt ud at integrere adfærdskodeksen for partnerskab i den fremtidige lovgivningsmæssige ramme for samhørighedspolitikken (5);

50.

præciserer, at partnerskabet bør inddrages aktivt i de forskellige faser af udarbejdelsen af programmerne (kortlægning af behov, prioriterede områder og budgetrammer), under deres gennemførelse samt under overvågningen af dem, f.eks. ved at en partner er medlem af opfølgningsudvalget på det relevante territoriale niveau og er med til at drøfte udarbejdelsen af indkaldelser af forslag, statusrapporter og evalueringen af programmerne;

51.

understreger, at det i forbindelse med enhver udvikling af forvaltningssystemet fortsat er afgørende at støtte den institutionelle kapacitetsopbygning hos partnerne, herunder små lokale myndigheder, ved hjælp af workshopper, uddannelse og netværksstrukturer.

---

(1)  Bl.a. udtalelsen om En ny samhørighedspolitik efter 2027, der ikke lader nogen i stikken.

(2)  Udtalelse om Forbedring af forvaltningen af det europæiske semester: En adfærdskodeks for inddragelsen af de lokale og regionale myndigheder.

(3)  F.eks. rapporten fra gruppen på højt plan vedrørende samhørighedspolitikkens fremtid.

(4)  Udtalelse om EU-budgettet og stedbaserede politikker: forslag til nye udformnings- og gennemførelsesmekanismer i FFR efter 2027.

(5)  Delegeret forordning (EU) nr. 240/2014.