Access to European Union law
<a href="https://eur-lex.europa.eu/content/help/eurlex-content/experimental-features.html" target="_blank">More about the experimental features corner</a>
Choose the experimental features you want to try
EUR-Lex
Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

You are here
Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Search tips
Need more search options? Use the Advanced search

Document 52025AE3041

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse — Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget Køreplan mod naturkreditter (COM(2025) 374 — final)

EESC 2025/03041

EUT C, C/2026/2548, 22.5.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/2548/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/2548/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven

C/2026/2548

22.5.2026

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget Køreplan mod naturkreditter

(COM(2025) 374 — final)

(C/2026/2548)

Ordfører:

Arnaud SCHWARTZ

Medordfører:

Teppo SÄKKINEN

Rådgivere

Athénaïs GEORGES (for ordføreren)

Juha TURKKI (for medordføreren)

Logivningsprocedure

EU Law Tracker

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 29.8.2025

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kommissionens dokumenter

COM(2025) 374 — final

Resumé af COM(2025) 374 final

Relevante verdensmål

Verdensmål 1 — Afskaf fattigdom

Verdensmål 2 — Stop sult

Verdensmål 8 — Fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse samt anstændigt arbejde til alle

Verdensmål 10 — Reducere ulighed i og mellem lande

Mål 11 — Bæredygtige byer og lokalsamfund

Verdensmål 12 — Sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre

Verdensmål 13 — Klimaindsats

Verdensmål 14 — Livet i havet

Verdensmål 15 — Livet på land

Kompetence

Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø

Vedtaget i sektionen

28.1.2026

Vedtaget på plenarforsamlingen

19.2.2026

Plenarforsamling nr.

603

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

219/3/2

1.   ANBEFALINGER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) opfordrer Kommissionen til at

1.1.

 sikre, at de finansieringsmål for biodiversitet, der er fastsat i den globale Kunming-Montreal-ramme for biodiversitet, opfyldes. Det kræver tilstrækkelig, stabil og rettidig offentlig finansiering, herunder fra EU-budgettet, og udfasning af miljøskadelige subsidier til f.eks. fossile brændstoffer. Naturkreditter kan være et redskab, der kan bidrage til at lukke finansieringsgabet og rejse privat finansiering til at supplere, men ikke erstatte offentlige midler;

1.2.

 opretholde og håndhæve miljølovgivningen og de grundlæggende principper som et effektivt redskab til at sikre, at naturen beskyttes, og målene for biodiversitet nås, til at lukke finansieringsgabet og som grundlaget for en pålidelig ramme for naturkreditter;

1.3.

 sikre, at rammen for naturkreditter og naturkreditmarkeder bygger på strenge principper om høj integritet, afbødningshierarkiet, andre miljø- og klimabeskyttelsesforanstaltninger samt sociale garantier, og at der systematisk foretages en vurdering af, at projekter efterlever dette. De anvendte metoder bør være helhedsorienterede og videnskabelige med udgangspunkt i en økologisk integreret og resultatbaseret tilgang;

1.4.

 sikre, at rammen for forvaltning af naturkreditmarkedet er videnskabeligt baseret, inklusiv, gennemsigtig og deltagerorienteret med et stærkt fokus på at inddrage landbrugere, skovbrugere, jordejere, naturbeskyttelsesfolk, arbejdstagere generelt og andre aktører, der kan bidrage til at genoprette, bevare og forbedre naturen, tillige med sårbare og marginaliserede grupper såsom unge, kvinder, landbosamfund og oprindelige folk. Inden for rammen bør dataforvaltning og ejerskab gribes an på en gennemsigtig og fair måde;

1.5.

 udvise forsigtighed i forhold til behovet for et direktiv eller en forordning, da etableringen af naturkreditter og naturkreditmarkeder også fremover bør være frivillig under overholdelse af strenge regler og kriterier. Rammen bør først og fremmest fokusere på positive bidrag, mens brug af kompensationer bør overlades til medlemsstaterne, så ambitiøse initiativer, der allerede er iværksat på nationalt plan, ikke undergraves;

1.6.

 gøre det tydeligere, hvordan naturkreditter og naturkreditmarkeder skal spille sammen med andre politikker såsom miljøvenlige landbrugsforanstaltninger inden for den fælles landbrugspolitik. Naturkreditter og naturkreditmarkeder skal udvikles på en sådan måde, at bioøkonomien, den cirkulære økonomi, en bæredygtig fødevareproduktion og skovbruget kan trives i EU. Aktørerne, især de mindre aktører, bør ikke pålægges unødvendige administrative byrder i medfør af rammen, men samtidig skal der være garanti for en videnskabeligt baseret tilgang til kreditter med høj integritet;

1.7.

 sikre, at muligheden for at handle med kreditter ikke fører til kommercialisering eller finansialisering af naturlige elementer. Land grabbing og spekulation bør for enhver pris undgås. Kommissionen skal vurdere og lære af eksempler fra hele verden. Ved den økonomiske udformning af naturkreditter og naturkreditmarkeder bør integritet og retfærdig fordeling af gevinster altid vægte tungere end rentabilitet på kort sigt, ligesom forvaltningsspørgsmål bør medtænkes, og markedsmanipulationsmekanismer imødegås. I den henseende bør naturkreditmarkederne udformes med henblik på, at de ud over at finansiere biodiversitetsindsatsen også bidrager til at mindske uligheder og fremme kvalitetsjob ved at skabe yderligere indtægtsmuligheder;

1.8.

 være varsom med at engagere sig i projekter uden for EU, da metoder og forvaltningsrammer, der er udviklet i Europa, ikke nødvendigvis er velegnede til de sociale, kulturelle, juridiske, politiske og økologiske forhold i andre lande. Samtidig bør der være løbende vejledning til økonomiske aktører fra EU om anvendelse af kreditter med høj integritet til at generere naturpositive virkninger i deres værdikæder uden for EU.

2.   FORKLARENDE BEMÆRKNINGER

Baggrund

2.1.

 Den globale Kunming-Montreal-ramme for biodiversitet fastsætter et mål om at vende tabet af biodiversitet senest i 2030. Med henblik derpå sigter rammen mod at rejse mindst 200 mia. USD om året gennem bl.a. innovative ordninger såsom biodiversitetskompensationer og kreditter med miljøbeskyttelsesforanstaltninger og sociale garantier. På EU-plan anslås der at mangle finansiering til gennemførelsen af biodiversitetsmålene i omegnen af 200 mia. EUR frem mod 2030. Som det fremhæves i den indflydelsesrige Dasgupta Review (1) kan man ved også at betragte biodiversitetens betydning ud fra et økonomisk perspektiv få en forståelse af, hvor grundlæggende vigtig den er for vores økonomier, uden at dette sætter spørgsmålstegn ved naturens iboende værdi.

2.2.

 Den ramme for biodiversitetskreditmarkeder af høj integritet, som blev udarbejdet af International Advisory Panel on Biodiversity Credits (IAPB) i 2024 (2) og lanceret på COP16, definerer en biodiversitetskredit som et certifikat, der repræsenterer en målt og evidensbaseret enhed for positive biodiversitetsresultater, der er varige og supplerer, hvad der ellers ville være sket.

2.3.

 I den af Kommissionen offentliggjorte køreplan mod naturkreditter omtales imidlertid naturkreditter og naturkreditmarkeder. Udgangspunktet bør være en klar definition af »naturkreditter«, og i den forbindelse bør der peges på de specifikke naturrelaterede områder såsom biodiversitet og/eller økosystemtjenester, hvor en kreditbaseret tilgang er velegnet, ligesom det skal fastlægges, hvilke specifikke betingelser der skal gælde. I EU's strategi for vandresiliens nævnes køreplanen som et muligt redskab til vandfinansiering. Vand er ikke kun et fælles gode, men livsvigtigt for alle organismer. Vand er en grundlæggende menneskerettighed, et økosystem, en del af vores kulturarv, en klimaregulerende faktor og grundlaget for enhver fungerende økonomi. Det er vigtigt, at rammen behandler de helt særlige egenskaber i hvert eneste af de naturlige elementer, der vil blive omfattet.

Forudsætninger

2.4.

 Naturkreditter kan være et redskab til at rejse midler til naturpositive foranstaltninger. De bør dog ikke erstatte andre måder at finansiere og beskytte biodiversiteten på. EU skal prioritere at sikre, at der øremærkes tilstrækkelig og rettidig offentlig finansiering til naturgenopretning og -beskyttelse i EU-budgettet med stabile instrumenter. Det skal også prioriteres at udfase miljøskadelige subsidier hurtigt, især subsidier til fossile brændstoffer, som beløber sig til 112 milliarder EUR om året i Europa (EEA, 2023), og at gennemføre og håndhæve naturlovgivningen med behørig respekt for retsstatsprincippet. Naturkreditter bør være i overensstemmelse med EU's forskellige miljøpolitikker og bidrage til at nå målene for disse politikker. De bør også bidrage til rammerne for bæredygtig udvikling såsom til at nå verdensmålene for bæredygtig udvikling.

2.5.

 EØSU har allerede understreget, at det er vigtigt med investeringer fra den private sektor. Det har imidlertid også advaret om, at der skal være strenge garantier for integriteten af de finansielle instrumenter, der skal skabe incitament for private investeringer, og at der navnlig bør udvises forsigtighed, når der fremsættes forslag om »biodiversitetsmarkeder« (3). Køreplanen mod naturkreditter danner et udgangspunkt for debatten om, hvordan der kan udvikles kreditter og markeder med høj integritet til støtte for biodiversitetsmålene. Der bør afsættes tilstrækkelig tid — og ikke kun køreplanens toårige tidsplan — til omhyggeligt at skabe grundlaget for naturkreditter og naturkreditmarkeder.

2.6.

 Markedsbaserede tilgange kan tilvejebringe løsninger til finansiering af biodiversitet og bevaring og genopretning af naturen. Hvis det gøres på den rigtige måde, kan kreditter rette lyset mod værdien af biodiversitet og økosystemtjenester og både skabe incitamenter til naturpositive foranstaltninger og indebære omkostninger for skadelige virkninger. En løsning på naturfinansieringsgabet kan imidlertid ikke findes på markederne alene, og slappe markedsregler indebærer risici såsom grønvaskning eller spekulation og skader lokalsamfundene. Fra CO2-markeder kan der tages ved lære af, hvad man skal og ikke skal i forbindelse med naturkreditter, men der skal tages hensyn til, at naturlige elementer er komplekse og bundet til et sted og til, hvordan de påvirker hinanden.

2.7.

 I køreplanen mod naturkreditter peges der på EU's forordning om kulstoffjernelse og kulstofbindende dyrkning, som udstikker rammerne for udviklingen af metoder til certificering af kulstofbinding. Selv om disse metoder ikke er definitive, viser de de udfordringer, der er forbundet med kreditters integritet, såsom referencescenarier og additionalitet, eventuelt misbrug af de deraf følgende kreditter og manglende medtagelse af meningsfulde garantier, parametre og indikatorer til at sikre miljømæssig integritet og biodiversitetsfordele. Disse faldgruber skal tages i betragtning, når der ses på metoderne til at udvikle naturkreditter.

2.8.

 Desuden skal der foretages grundige og omhyggelige overvejelser om naturkreditrammens lovgivningsmæssige karakter, så man ikke undergraver ambitiøse og effektive naturbeskyttelses- og genopretningsinitiativer på nationalt plan. Naturkreditter skal overholde strenge regler og kriterier, men det skal fortsat være frivilligt at etablere dem. Derfor bør det gribes an med forsigtighed, om der er behov for et direktiv eller en forordning.

Grundlæggende principper

2.9.

 I den nationale lovgivning og EU's lovgivningsmæssige rammer er der allerede fastlagt meget stærke og effektive grundlæggende miljøprincipper såsom forsigtighedsprincippet, princippet om udbedring ved kilden, princippet om, at forureneren betaler (4), og princippet om ikke at gøre væsentlig skade. Retsstatsprincippet skal sikres gennem respekt for disse principper. Medlemsstaternes og EU's miljølovgivning understøtter — forudsat at de ikke bliver udvandet — den høje integritet af potentielle naturkreditter ved at sikre, at naturbeskyttelse og -genopretning varer ved over tid. I et samfundsmæssigt perspektiv bør naturmarkeder undgå at fremme negative sociale virkninger og fremme bæredygtige job af høj kvalitet.

2.10.

 Selv om kreditter kan tilvejebringe yderligere finansieringskilder, udgør tilgangen med skatter, tariffer og overførsler (3Ts — taxes, tariffs, transfers), der blev udviklet af den tidligere direktør for IMF, Michel Camdessus, en række robuste instrumenter til gennemførelse af princippet om, at forureneren betaler, og de finansierer samtidig beskyttelsen og genopretningen af biodiversiteten. Instrumenter som skatter og overførsler er særligt interessante i forhold til at tackle de udfordringer, der er forbundet med værdiansættelse og definition af økosystemtjenester og miljøskader.

2.11.

 Afbødningshierarkiet — undgå, minimere, kompensere — sikrer tilstrækkelig fleksibilitet i tilfælde af »uundgåelige« miljøskader. Ud fra et videnskabeligt synspunkt er det umuligt at opnå absolut økologisk ækvivalens, hvorfor kompensation altid bør være en sidste udvej. Kreditter bør ikke anvendes til at kompensere for virkninger, der burde have været undgået eller minimeret, og der bør ikke være mulighed for dobbelttælling.

2.12.

 I henhold til IAPB's ramme kan anvendelsen af kreditter groft inddeles i: 1) evidensbaserede bidrag til biodiversitet, 2) kompensationer for skader på mindst samme niveau og 3) insetting i værdikæder. I Finland anvendes der kompensationer inden for rammerne af afbødningshierarkiet og gennem anvendelse af princippet om, at forureneren betaler, og de bygger på et stærkt videnskabeligt grundlag. I nogle medlemsstater (f.eks. Frankrig) kan anvendelsen af naturkreditter til at kompensere for forringelse imidlertid give bagslag, da forurenerne vil kunne få en obligatorisk kompensation i henhold til afbødningshierarkiet med udstedelse af en kredit, hvilket potentielt kan tilskynde til yderligere skade. Derfor bør enhver EU-ramme primært fokusere på kun at anvende naturkreditter til positive bidrag, men man kunne overveje retningslinjer for principper for kompensationer med høj integritet for at modvirke en slap anvendelse heraf.

2.13.

 Naturkreditter skal overholde mindsteprincipper om høj integritet. De omfatter: additionalitet, ingen dobbelttælling, varig karakter af genopretning, årsagssammenhæng mellem parametre og de ønskede resultater, forebyggelse af lækagevirkninger, uafhængig tredjepartskontrol og offentlig kontrol af resultater, hvor omkostningerne afholdes af private enheder, der ønsker at erhverve kreditterne, systematisk afsløring og sanktionering af manglende overholdelse og fuld og rettidig gennemsigtighed og åben adgang til metoder, projekter, resultater og alle oplysninger vedrørende naturkreditter. Det skal defineres udførligt, hvad der forstås ved ovennævnte, ligesom metoderne til at vurdere og overvåge, om projekter efterlever dem, skal være klare.

2.14.

 Anvendelse af principper om høj integritet skal være en forudsætning for alle naturkreditter. Dette gælder også for yderligere miljøbeskyttelsesforanstaltninger og sociale garantier såsom:

—

miljøbeskyttelsesforanstaltninger mod grønvaskning, genetisk manipulation/bioteknologi, handel med vilde dyr osv. og

—

forvaltningsgarantier og sociale garantier mod land grabbing, spekulation og for store prisstigninger på jord og fast ejendom (især for landbruget) samt privatisering af naturområder og mod urimelig fordeling af fordele for at forhindre, at store jordejere eller magtfulde virksomheder opnår uforholdsmæssigt store gevinster og dermed tvinger landbrugere ud af erhvervet med den følge, at sårbare grupper forarmes og udplyndres. Garantierne skal desuden sikre, at projekterne geografisk er begrænset til relevante økosystemområder og jurisdiktioner ved hjælp af konsekvente forvaltnings- og reguleringsprocedurer, hvori interessenter, videnskabsfolk og civilsamfundet som helhed inddrages på permanent basis.

Forvaltning

2.15.

 Der er ikke noget marked uden udbud og ikke noget udbud uden mennesker, der har midlerne til at genoprette, bevare og forbedre naturen som f.eks. landbrugere og skovejere. Aktørerne bør inddrages tæt i alle faser af udviklingen af et naturværdimarked og naturkreditter, herunder i pilotforsøg og afprøvning. Landbruget arbejder allerede med forskellige bæredygtighedsmodeller, herunder økologisk landbrug og miljøvenlige landbrugsforanstaltninger under den nuværende fælles landbrugspolitiks anden søjle. Det er vigtigt, at naturkreditter ikke fortrænger andre eksisterende betalinger såsom betalinger under den fælles landbrugspolitik. EØSU understreger, at der er behov for at klarlægge, hvordan kreditter vil spille sammen med disse andre politiske rammer. Naturkreditter og naturkreditmarkeder skal udvikles på en sådan måde, at bioøkonomien, den cirkulære økonomi, fødevareproduktionen og skovbruget kan trives i EU.

2.16.

 Hvis naturkreditter skal kunne skabe konkrete fordele for lokalsamfund, landbrugere, fiskere, skovbrugere, jordejere og oprindelige folk og sikre kapaciteten til at genoprette, beskytte, forbedre og bevare økosystemer og biodiversitet samt tilskynde til regenerativ praksis, skal der etableres robuste, gennemsigtige og deltagelsesbaserede rammer for forvaltningen, og frontlinjesamfund skal systematisk deltage heri. Der bør være særlig fokus på sårbare og marginaliserede grupper såsom unge, kvinder, landbosamfund og oprindelige folk. For oprindelige folk er FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder, hvori deres ret til selvbestemmelse gennem frit, forudgående og informeret samtykke (FPIC) anerkendes, og inddragelse af traditionel viden af afgørende betydning. Der bør oprettes særlige kapacitetsopbygnings- og deltagelsesorganer for disse grupper. Civilsamfundet bør systematisk deltage i de overordnede forhandlinger.

2.17.

 Markedsvilkårene, ejerskabsstrukturerne til jord, miljølovgivningen, landbrugs- og skovbrugspraksis og naturen varierer fra medlemsstat til medlemsstat. Alle EU's politiske forberedelser skal derfor tage hensyn til de enkelte landes unikke karakteristika, respektere den etablerede og igangværende udvikling af naturkreditter og naturkreditmarkeder med høj integritet og sikre, at eventuelle fælles rammer for naturkreditter kan tilpasses i de forskellige medlemsstater uden at gå på kompromis med principperne om integritet.

2.18.

 Forvaltningsrammerne skal være videnskabeligt baserede, demokratiske, gennemsigtige og inklusive, og dataforvaltning og ejerskab bør gribes an på en gennemsigtig og fair måde. Det kræver konstant og meningsfyldt offentligt tilsyn og deltagelse. Forvaltningen skal generelt være de offentlige myndigheders ansvar, og de bør investere i kapacitetsopbygning og job (f.eks. på universiteter osv.) med støtte fra betroede tredjeparter. Adgang til oplysninger, domstolsprøvelse og offentlig deltagelse er forankret i Århuskonventionen, som Den Europæiske Union og EU's medlemsstater har undertegnet.

2.19.

 Når man ved at tillade overførsel af/handel med kreditter etablerer naturkreditmarkeder, er det vigtigt at garantere, at der er stærke beskyttelsesforanstaltninger over for markedsmanipulation såsom spekulation, hamstring eller wash trading, der bryder forbindelsen mellem finansielle incitamenter og økologiske resultater, som potentielt kan føre til finansialisering af naturen. Initiativer, der omdanner vand til finansielle aktiver, såsom etablering af vandmarkeder og kreditter i Californien og Australien, har haft en lang række konsekvenser. De har bl.a. gjort knaphed til en kilde til indtjening og revet tæppet væk under bæredygtig anvendelse, små landbrugere og lokalsamfund ved at åbne op for spekulation. Uigennemsigtig prisfastsættelse, svagt tilsyn og prioritering af finansielle afkast frem for sociale og økologiske behov har ført til en yderligere svækkelse af gennemsigtigheden, retfærdigheden og forvaltningen af vand som et fælles gode.

2.20.

 Anvendelsesområdet for naturkreditter skal være lokalt, og de skal være knyttet til specifikke økosystemer og lokalsamfund og ikke handles på tværs af nationale jurisdiktioner. Dette er i overensstemmelse med de videnskabelige metoder på området.

2.21.

 EU-institutionerne bør være særligt forsigtige i forhold til naturkreditprojekter andre steder i verden, da der kulturelt, juridisk og økologisk set kan være store forskelle fra land til land. Risikoen er, at der opstår forvaltningsproblemer, der kan resultere i endnu et eksempel på nykolonialisme og hindre selve formålet med disse kreditter i såvel social som miljømæssig henseende og dermed også føre til ustabilitet på markedet som følge af manglende tillid. Eksempelvis har det veldokumenterede og historiske ulovlige tyveri og plyndringen af jord fra oprindelige folk og landbosamfund i Latinamerika, Afrika og Asien ført til, at al jord er havnet i hænderne på nogle få magtfulde grupper. EU kan ikke løbe risikoen for at støtte udviklingen af projekter på stjålne landområder. Metoder, der er udviklet i EU, er måske ikke velegnede andre steder i verden.

2.22.

 Naturkreditter kan blive et instrument for økonomiske aktører fra EU, især virksomheder, hvis værdikæder delvist er beliggende uden for EU, og som er villige til at reducere den belastning, de forårsager lokalt, men som mangler mekanismerne dertil. Overholdelse af principper om høj integritet, herunder gennemsigtige, inklusive og deltagelsesbaserede forvaltnings- og beslutningsrammer, der er skræddersyet til de lokale sociokulturelle, juridiske, politiske og økonomiske forhold, er endnu vigtigere i denne henseende. I EU skal det foregå i henhold til direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed (CSDDD) og direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD).

Videnskabelige metoder

2.23.

 Der er store videnskabelige og epistemologiske udfordringer forbundet med at fastlægge økosystemreferencer ved hjælp af solide indikatorer og kriterier og med at definere og værdiansætte økosystemtjenester. Proxyparametre bør anvendes med forsigtighed, og samtidig bør der stræbes efter højere kausalitetsvariabler. I enhver fornuftig metode skal den økologiske kompleksitet medtænkes, dvs. den flerdimensionelle karakter af funktioner, anvendelser og brugere af økosystemer og deres potentielle grænseoverskridende karakter, den sociale kontekst og usikkerhed, navnlig i forhold til klimarisici. Videnskabsfolk, herunder natur- og samfundsforskere, er centrale for udformningen af metoder og bør kunne levere ærlig feedback om gennemførligheden. Interessenter fra både den offentlige og den private sektor har udtrykt bekymring over øget bureaukrati, men samtidig understreget behovet for strenge kriterier af høj kvalitet for at sikre integritet, tillid og resultater. Proxyparametre er ikke tilstrækkelige, når det gælder robuste metoder.

2.24.

 En resultatbaseret tilgang, hvor der kun udstedes kreditter for verificerede økologiske gevinster såsom artsgenopretning, habitatintegritet eller økosystemfunktionalitet, er den mest pålidelige og fornuftige metode. Kreditter bør anvendes til anerkendelse af en bred vifte af aktiviteter, herunder bevarelse, genopretning, aktiv vedligeholdelse såsom rydning af enge og anvendelse af områder til flere formål. For projekter, hvor det tager lang tid, før resultaterne kan ses, kan der fastsættes delmål/milepæle såsom tilbagevenden af eller vækst i indikatorarter. Landbrugere, skovejere og naturbeskyttelsesfolk, hvis bidrag til biodiversitetsgevinster vil kræve en løbende indsats, vil eventuelt skulle belønnes regelmæssigt, da de ikke kan vente, indtil et projekt til genopretning af økosystemer er fuldført.

2.25.

 Hvis der udvikles naturkreditter, skal de som minimum overholde alle de ovennævnte principper, og de bør ikke kommercialiseres eller finansialiseres.

2.26.

 For at undgå 1) at øge omkostningerne til den praktiske anvendelse og forvaltningen af naturcertifikater og kreditværdikæden og 2) at skabe problemer i forhold til forvaltningen bør mellemled så vidt muligt undgås, når de ikke er nødvendige for udviklingen af markedet.

Økonomiske overvejelser

2.27.

 Ved den økonomiske udformning af et system med naturkreditter skal integritet og langsigtet bæredygtighed vægte tungere end rentabilitet på kort sigt. Finansielle markeder er uløseligt forbundet med volatilitet, mens beskyttelse af biodiversiteten kræver stabilitet og forudsigelighed. Frivillige markeder kan kun levere sidstnævnte, hvis de er underlagt gennemsigtige, fornuftige og strenge regler og bestemmelser.

2.28.

 Skulle der udvikle sig et sekundært marked, er Kommissionen nødt til at undersøge forskellige scenarier for en retfærdig fordeling af fordelene, herunder blandt aktørerne, lokalsamfundene, myndighederne og andre genopretningsprojekter, og udvikle foranstaltninger, der forhindrer videresælgere i at spekulere i og profitere af kreditpriserne.

2.29.

 Indsatsen for genopretning af hhv. biodiversitet og økosystemer foregår ikke over lige lang tid. Genopretning af visse elementer kan i nogle tilfælde gå meget hurtigt (f.eks. genopretning af vandløb og hurtig tilbagevenden af vandrende fiskearter), mens omfattende genopretning af funktionelle økosystemer strækker sig over årtier (f.eks. genopretning af den fulde konnektivitet i et flodafstrømningsområde). Ved udformningen af naturkreditter bør der tages hensyn til, at der sandsynligvis ikke vil blive opnået økologiske resultater inden for kortsigtede investeringscyklusser.

Bruxelles, den 19. februar 2026.

Séamus BOLAND

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1)   The Economics of Biodiversity: The Dasgupta Review, Partha Dasgupta, 2021.

(2)   Framework for high integrity biodiversity credit markets, IAPB.

(3)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse — En omfattende strategi for biodiversitet på COP16: alle sektorer sammen om et fælles mål (initiativudtalelse) (EUT C, C/2024/6880, 28.11.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/6880/oj).

(4)  Artikel 191 i TEUF.

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/2548/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)

Top