Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52024DC0157

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1091 om integrerede landbrugsstatistikker og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1166/2008 og (EU) nr. 1337/2011

COM/2024/157 final

Bruxelles, den 9.4.2024

COM(2024) 157 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1091 om integrerede landbrugsstatistikker og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1166/2008 og (EU) nr. 1337/2011


1Baggrund

Kommissionen (Eurostat) udarbejder landbrugsstatistikker i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1091 1 . I henhold til forordningens artikel 18 skal Kommissionen senest den 31. december 2024 efter høring af Udvalget for det Europæiske Statistiske System aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen og realiseringen af forordningens mål.

Forordningen gælder for medlemsstaterne og Island, Liechtenstein og Norge (EØS-relevant tekst). Liechtenstein er imidlertid fritaget for dataindberetningspligten i henhold til artikel 23 i bilag XXI (statistikker) til EØS-aftalen. Schweiz sendte også data og en kvalitetsrapport til Eurostat. Kandidatlandene har til hensigt at udarbejde og sende integrerede landbrugsstatistikker og kvalitetsrapporter til Eurostat. Dette er dog ikke sket indtil videre.

Denne rapport er baseret på Eurostats analyse og på de kvalitetsrapporter, som ovennævnte rapporterende lande har indsendt. Eurostat analyserede tallene for landbrugsproduktionen for 2020, som de indberettende lande havde leveret, og vurderede fuldstændighed, brugertilfredshed, nøjagtighed og pålidelighed, aktualitet og punktligheden, sammenhæng og sammenlignelighed, fortrolighed, tilgængelighed og klarhed samt omkostningerne og byrden ved dataindsamlingen.

Denne rapport omfatter EØS-staternes data og metadata og medlemsstaternes anmeldte omkostninger svarende til landbrugstællingen 2020 2 .

2Vigtigste resultater

De indberettende lande indsamler oplysninger fra individuelle landbrugsbedrifter og sender dataene til Eurostat under overholdelse af strenge fortrolighedsregler. De oplysninger, der blev indsamlet i 2020, gør det muligt at offentliggøre data om:

·antal bedrifter

·arealanvendelse og jordbesiddelse

·antal husdyr

·foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne

·bedriftsledelse og forbrug af arbejdskraft på bedriften (herunder landbrugerens og driftslederens alder og uddannelsesniveau, deres køn og arbejdstagernes forhold til landbrugsbedriften)

·anden erhvervsmæssig beskæftigelse

·staldfaciliteter og husdyrgødningsforvaltning.

Dataene kan derefter aggregeres efter forskellige geografiske niveauer (lande, regioner) og inddeles efter størrelsesklasse, bedriftens retlige status, standardproduktionsklasser og bedriftstype. Oplysningerne stilles gratis til rådighed online, enten i tabelform (i Eurobase ) eller som supplement til publikationer som f.eks. artikler i Statistics Explained eller brochurer med nøgletal .

Eurostat bestræber sig hele tiden på at forbedre kvaliteten og tilgængeligheden af europæiske statistikker. Den gør også en indsats for at nedbringe byrden for medlemsstaterne og respondenterne. Der blev truffet en række foranstaltninger på grundlag af forordning (EU) 2018/1091 for at mindske byrden for respondenterne i landbrugsstatistikkerne:

·anvendelse af den modulopbyggede metode, hvor de variabler, der skal indsamles, fordeles på forskellige indsamlingsgrupper (centrale data og moduler) med forskellig hyppighed eller repræsentativitet eller begge dele

·mulighed for at indsamle centrale data om små bedrifter fra stikprøven i tællingsåret 2020 og ikke længere kræve moduldata om små bedrifter i de mellemliggende undersøgelsesår

·fremme af anvendelsen af eksisterende administrative datakilder (hovedsagelig registre) og innovative tilgange.

Tællingen er generelt af god kvalitet. 22 medlemsstater og Island har et kvalitetsstyringssystem. 19 medlemsstater og Island rapporterede om forbedringer i kvalitetsprocedurerne, mens 25 medlemsstater, Island og Norge har indberettet effektivitetsforbedringer siden den sidste dataoverførsel til Eurostat. Disse omfatter yderligere automatisering, øget brug af administrative data, brug af onlineundersøgelser og forbedret uddannelse. Eurostats formidling af aggregerede tabeller skrider imidlertid langsomt frem, og man er i færd med at undersøge de underliggende IT-systemer med henblik på at fremskynde processen.

Landbrugstællingen og de dertil knyttede undersøgelser af landbrugsbedrifternes struktur giver pålidelige data om landbrugsbedrifternes struktur i EU. Dataene anvendes almindeligvis af de politiske beslutningstagere til at overvåge gennemførelsen af EU-politikker såsom den fælles landbrugspolitik. Data anvendes også til at fastlægge indikatorer for målene for bæredygtig udvikling, mens der leveres anonymiserede mikrodata til forskere efter aftale med de nationale dataleverandører i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 557/2013 3 .

De samlede EU-bidrag til medlemsstaterne var på 35 495 889,00 EUR, hvilket er en finansieringssats på 13,25 % af de anslåede samlede støtteberettigede omkostninger.

Relevans

Landbrugstællingen og de dertil knyttede undersøgelser af landbrugsbedrifternes struktur er rygraden i det aktuelle europæiske landbrugsstatistiske system. De giver pålidelige data om landbrugsbedrifternes struktur i EU, som kan bruges til at vurdere landbrugets tilstand og overvåge tendenserne. Data om landbrugsbedrifternes struktur har siden 1966 været anvendt som benchmark og grundlag (navnlig i form af stikprøver) for andre landbrugsstatistikker, og de anvendes almindeligvis af de politiske beslutningstagere til at overvåge gennemførelsen af EU-politikker såsom den fælles landbrugspolitik.

Data om landbrugsbedrifternes struktur anvendes også til at fastlægge visse indikatorer for målene for bæredygtig udvikling. De stilles derefter til rådighed for De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO). Anonymiserede mikrodata stilles til rådighed for forskere efter aftale med de nationale dataleverandører.

2.1.1Fuldstændighed

De automatiserede valideringsprocedurer garanterer, at de mikrodatasæt, der fremsendes til Eurostat, er fuldstændige.

2.1.2Brugertilfredshed

Der er gennemført brugertilfredshedsundersøgelser i 8 medlemsstater. Undersøgelserne viste, at brugerne var tilfredse i 7 medlemsstater og meget tilfredse i 1 medlemsstat.

Nøjagtighed og pålidelighed

Covid-19-pandemien havde stor indvirkning på tællingen i flere EU-lande. Dette skyldtes hovedsagelig forsinkelser i forskellige aktiviteter, navnlig trykning af spørgeskemaer, uddannelse af interviewere og tilsynsførende, indgåelse af kontrakter, dataindsamling og adgang til administrative registre. Som reaktion herpå nedsatte arbejdsgruppen vedrørende landbrugsbedrifternes struktur i det europæiske statistiske system en taskforce, der skulle drøfte den praksis, der anvendes i Europa, for at reducere disse vanskeligheder. Taskforcen udarbejdede en rapport med titlen " Mindskelse af covid-19's indvirkning på datakvaliteten i landbrugstællingen ", som præsenterer de bedste af disse praksisser. Selv om disse praksisser finder anvendelse på covid-19-pandemien, finder de også anvendelse i enhver anden lignende situation med generelle restriktioner, selv under normale omstændigheder.

Eurostat indsamler kvalitetsrapporter om integrerede landbrugsstatistikker svarende til hver dataoverførsel. Rapporterne beskriver metoder og kvalitetsaspekter ved dataindsamlingen baseret på landenes selvevalueringer. De udarbejdes i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/405 om fastsættelse af retningslinjer for og indholdet af de kvalitetsrapporter, der skal fremsendes i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1091 om integrerede landbrugsstatistikker. Eurostat anvendte de nationale kvalitetsrapporter til at udarbejde en kvalitetsrapport på EU-plan .

22 medlemsstater og Island har et kvalitetsstyringssystem. 19 medlemsstater og Island rapporterede om forbedringer i kvalitetsprocedurerne, mens 25 medlemsstater, Island og Norge indberettede effektivitetsforbedringer siden den sidste dataoverførsel til Eurostat. Disse omfattede yderligere automatisering og øget brug af administrative datakilder såsom det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem (forordning (EU) 1306/2013 og forordning (EU) 2021/2116), dyreregistre, registre over økologisk landbrug eller registre over vindyrkningsarealer 4 . Brugen af onlineundersøgelser og videreuddannelse blev også angivet som forbedringer. De fleste EØS-rapporteringslande konstaterede, at stikprøvefejl ikke havde nogen indvirkning på datakvaliteten, og at indvirkningen af dækningsfejl, bortfaldsfejl, målefejl og behandlingsfejl på datakvaliteten er lav eller lig nul.

21 medlemsstater, Island og Norge opfyldte alle præcisionskravene i forordning (EU) 2018/1091, mens andelen af manglende overholdelse af præcisionskravene i 6 medlemsstater var lavere end 10 %. Tællingen er generelt af god kvalitet.

Rettidighed og punktlighed

I artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1091 er der fastsat en frist på 15 måneder for fremsendelse af data og kvalitetsrapporter til Eurostat fra udgangen af referenceåret 2020.

De fleste EØS-stater har overholdt fristerne for indsendelse af data og kvalitetsrapporter.

·20 lande overholdt de indberetningsfrister, der er fastsat i forordning (EU) 2018/1091 og for medlemsstaternes vedkommende i deres tilskudsaftaler med Eurostat.

·Efter anmodning fra 3 medlemsstater blev deres tilskudsaftaler med Eurostat ændret på grund af force majeure i forbindelse med covid‑19-pandemien (i henhold til udtrykkelige bestemmelser i artikel II.15 i tilskudsaftalerne). De ændrede tilskudsaftaler fastsætter forlængede frister for indberetning af data og kvalitet, som overskred fristen i forordning (EU) 2018/1091. De 3 medlemsstater har overholdt de forlængede frister, der er fastsat i de ændrede tilskudsaftaler. Coronaviruskrisen blev betragtet som en ekstraordinær situation, der begrundede en forlængelse af fristen.

·Der blev konstateret mindre forsinkelser på op til 13 dage i indberetningen af mikrodata (2 lande) eller kvalitetsrapporten (2 lande) i forhold til de frister, der er fastsat i enten tilskudsaftalerne eller forordning (EU) 2018/1091. Disse mindre forsinkelser er acceptable i betragtning af, hvor komplekse dataindsamlingerne er, og i nogle tilfælde hvor mange registreringer og ekstraordinære omstændigheder pandemien har forårsaget. Disse forsinkelser påvirkede ikke formidlingen af dataene.

·1 medlemsstat leverede dataene om modulet "staldfaciliteter og husdyrgødningsforvaltning" med en forsinkelse på 1 måned i forhold til fristen i tilskudsaftalen. Eurostat accepterede forsinkelsen på grund af force majeure i forbindelse med covid-19-pandemien. Dataene (og kvalitetsrapporten) overholdt fristen i forordning (EU) 2018/1091, og formidlingen af data om staldfaciliteter blev ikke påvirket.

·1 land overholdt den frist, der er fastsat i forordning (EU) 2018/1091 for kvalitetsrapporten, men ikke for dataene. Dataene blev sendt til Eurostat 2 måneder efter fristens udløb.

Der anvendes automatisk validering af struktur og indhold på dataene, og landene modtager en rapport, der angiver eventuelle fejl. Hvis det kræves, indsender landene dataene igen, indtil der ikke rapporteres nogen fejl. I henhold til proceduren efter validering anmodes de indberettende lande om at kontrollere dataene og kvalitetsrapporten og indsende korrigerede datasæt og kvalitetsrapporter, hvis Eurostat finder nogen uoverensstemmelser. Feedback og revisioner er for det meste blevet indsendt inden for en passende tidsramme.

Når landene indberetter mikrodata, skal Eurostat behandle dem og anvende fortrolighedsmetoder, inden de offentliggør de aggregerede indikatortabeller i Eurobase. Dette er en kompleks og langvarig procedure, der kan tage op til flere måneder for hvert af de offentliggjorte datasæt. Dataene kan til enhver tid revideres. I den nuværende kampagne forsøger Eurostat at revidere offentliggjorte data, der går helt tilbage til 2005.

Ud af de 250 eksisterende tabeller vedrørende bedriftsstruktur i Eurostats offentlige database blev 30 prioriteringstabeller udvalgt til revision. Udvælgelsen blev foretaget på grundlag af relevansen for databrugerne 5 . Et år efter datavalideringens ophør er kun 10 af prioriteringstabellerne offentliggjort. På grund af datasættenes specificitet og navnlig den mængde data, der skulle håndteres, var den underliggende IT-infrastruktur ikke i stand til at behandle dataene og foretage de nødvendige beregninger inden for et rimeligt tidsrum, hvilket gav uforudsete forsinkelser. Desuden forårsagede ustabiliteten i de hostingdatacentertjenester, som GD DIGIT leverer til SAS (det IT-system, der anvendes til at foretage beregningerne) adskillige afbrydelser i den lange beregningsproces, hvilket gjorde det nødvendigt at genstarte beregningerne og medførte yderligere forsinkelser. Eurostat og DIGIT er i øjeblikket i færd med at forsøge at udbedre denne situation hurtigst muligt. Der foretages i øjeblikket en detaljeret vurdering af IT-systemet for at fastlægge en handlingsplan for at forbedre systemets ydeevne og svartid i de kommende måneder.

Sammenhæng og sammenlignelighed

Eurostat offentliggjorde en håndbog om integrerede landbrugsstatistikker for 2020 , som har forbedret kohærensen og sammenligneligheden af data mellem landene yderligere.

For den periode, der er omfattet af denne rapport, kan de centrale data betragtes som sammenlignelige på tværs af landene. Moduldataene er imidlertid ikke altid sammenlignelige på tværs af landene, fordi forordning (EU) 2018/1091 reducerede byrden ved ikke at stille krav om fremlæggelse af moduldata om små bedrifter. I lande, hvor hovedrammen ikke omfatter landbrugsbedrifter, der tegner sig for mindst 98 % af det samlede udnyttede landbrugsareal (uden køkkenhaver) og mindst 98 % af landets samlede husdyrenheder, var det muligt (men ikke obligatorisk) at sende moduldata for bedrifterne i det, der kaldes "rammeudvidelse".

Længden af landbrugsstrukturens tidsserier varierer fra land til land. I nogle lande går onlinetidsserierne tilbage til 1990, mens andre lande først startede i 2013. De centrale data er sammenlignelige i tidsserierne, hovedsagelig så længe landet ikke ændrede dækningsgrænserne fra år til år. Hvad angår moduldataene, er disse sammenlignelige i tidsserierne, så længe landet ikke ændrede dækningsgrænserne fra år til år, og så længe moduldataene fra 2020 dækker landbrugsbedrifter, der tegner sig for mindst 98 % af det samlede udnyttede landbrugsareal (uden køkkenhaver) og mindst 98 % af landets samlede husdyrenheder.

Kvalitetsrapporten på EU-plan indeholder oplysninger om dækning, muligheder og begrænsninger for sammenlignelighed på tværs af lande og sammenlignelighed over tid for hver landegruppe.

Med hensyn til indsamlingen af data fra landbrugstællingen i 2020 blev der accepteret en undtagelse for Portugal (i henhold til artikel 19 i forordning (EU) 2018/1091), så referenceperioden kunne være 2019. Grækenland anmodede ikke om en undtagelse.

Landbrugstællingen i 2020 er en del af World Programme for the Census of Agriculture 2020 . Dette øger sammenligneligheden med lande uden for Europa, herunder USA og Japan.

Fortrolighed

Mikrodata, der indsamles i forbindelse med integrerede landbrugsstatistikker, er fortrolige.

På grundlag af mikrodataene beregner Eurostat aggregater, der formidles i form af statistiske tabeller. For så vidt angår de aggregerede resultater anvender Eurostat metoder, der er baseret på primær fortrolighed og pålidelighed. Eurostat markerer og fjerner fortrolige data (med for få enheder og/eller dominerende bidragydere) og de upålidelige data (med betydelige stikprøvefejl) i tabelcellerne. Eurostat afrunder alle offentliggjorte celleværdier (antal bedrifter, hektar, dyr osv.) til nærmeste multiplum af 10 for de offentliggjorte celleværdier.

Eurostat har endnu ikke anvendt metoder knyttet til sekundær fortrolighed i statistikkerne over landbrugsbedrifternes struktur. Dette skyldes, at resultaterne af en undersøgelse fra 1993 viste, at yderligere data går tabt, uden at der er nogen realistisk risiko for offentliggørelse, og på grund af det store antal indbyrdes forbundne tabeller, der formidles på Eurostats websted og efter ad hoc-anmodninger fra brugerne. Da antallet af bedrifter har været faldende, og flere dataceller forventes at blive fortrolige, har Eurostat iværksat et projekt med henblik på at forny den analyse, der blev foretaget i 1993, og identificere en række metoder, der udgør et godt kompromis mellem realistiske risici for offentliggørelse og den mængde data, der er til rådighed for brugerne. Selv om dette sæt metoder vil omfatte sekundær fortrolighed, er der også planer om at undersøge alternativer til sekundær fortrolighed eller i det mindste udelade sekundære fortrolige celledata. Alternativerne omfatter forstyrrelse af celleværdier, hvilket indebærer mindre datatab.

Tilgængelighed og klarhed

2.1.3Onlinedatabaser

Eurostats offentlige database 6 indeholder europæiske landbrugsstatistikker i mere end 200 datasæt. De vigtigste datatabeller er grupperet under landbrugsbedrifternes struktur (ef) . Disse datasæt revideres løbende for bedre at kunne imødekomme brugernes behov. Der er offentlig og gratis adgang til tabellerne.

2.1.4Publikationer

Eurostat offentliggør data og artikler om landbrugsbedrifternes struktur i sin onlinesamling Statistics Explained og i statistiske udgivelser. Data om landbrugsbedrifternes struktur anvendes også af andre formidlingsprodukter, herunder publikationen med nøgletal , Eurostats regionale årbog og det statistiske atlas .

2.1.5Metadata

Eurostat indsamler og offentliggør nationale kvalitetsrapporter med detaljerede oplysninger om dataenes kvalitet og om de metoder, der anvendes til at indsamle dem. Kvalitetsrapporten på EU-plan samler oplysningerne i de nationale kvalitetsrapporter.

2.1.6Adgang til mikrodata

Eurostat giver kun adgang til mikrodata om landbrugsbedrifters struktur til videnskabelige formål i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 557/2013 for så vidt angår adgang til fortrolige data til videnskabelige formål. Adgangen til mikrodata er begrænset for at beskytte landbrugsbedrifternes anonymitet. For at få adgang til anonymiserede mikrodata (også kaldet filer til videnskabeligt brug) skal forskningsorganisationer gennemgå støtteberettigelsesproceduren . Organisationerne skal anerkendes som forskningsenheder. Alle forskningsprojekter, som forskere indsender, gennemgås af Eurostat og de nationale statistiske organer. Eurostat anvender en række betingelser for godkendelse af forskningsforslag: forslagets videnskabelige indhold, komparativ analyse af flere lande, passende datasikkerhedsforanstaltninger og offentliggørelse af resultater. Hvert forskningsforslag skal desuden accepteres af de nationale statistiske organer. Hvis et nationalt organ ikke giver adgang, fjernes oplysningerne fra det pågældende land fra sættet.

Omkostninger og byrde

Forordning (EU) 2018/1091 styrkede yderligere anvendelsen af administrative datakilder og andre metoder eller innovative tilgange ud over statistiske undersøgelser. Der er sket en markant stigning i anvendelsen af administrative data i de seneste år, hvilket har medført, at antallet af variabler, der indsamles direkte fra landbrugerne, er faldet med 10 % mellem 2013 og 2020. I modsætning hertil steg anvendelsen af andre administrative kilder (såsom dem, der anvendes til forvaltning af tilskud til foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne under den fælles landbrugspolitik, matrikelkilder eller andre kilder, som landene måtte angive) fra 2,1 % i 2013 til 5,9 % i 2020. Administrative datakilder anvendes hovedsagelig til direkte at erstatte variabler i tilfælde af manglende svar og til at udfylde spørgeskemaer på forhånd, hvilket mindsker byrden for respondenterne ved at anvende eksisterende datakilder flere gange.

Eurostat vurderede omkostningerne forbundet med og omkostningseffektiviteten af indsamlingen af data fra landbrugstællingen i 2020 i henhold til forordning (EU) 2018/1091 ved hjælp af medlemsstaternes ansøgninger om tilskud.

De anslåede samlede omkostninger til gennemførelse af landbrugstællingen for 2020, som medlemsstaterne indberettede i støtteansøgningerne, udgjorde 278 128 426,97 EUR, mens de anslåede samlede støtteberettigede omkostninger udgjorde 267 872 491,16 EUR.

Eurostat kender ikke de faktiske endelige omkostninger for de fleste medlemsstater. For 2020 behøvede de nationale organer ikke længere at identificere de faktiske tilskudsberettigede omkostninger eller fremlægge bilag, f.eks. regnskaber, for at bevise det anmeldte beløb pr. enhed. Medlemsstaterne skulle kun indberette de endelige omkostninger, hvis de endelige omkostninger faldt med mere end 20 % for mindst én dataindsamlingskomponent i forhold til de anslåede omkostninger. Eurostat sigter ikke desto mindre mod at få et realistisk billede af de samlede omkostninger ved at foretage den dataindsamling, der kræves i henhold til EU-lovgivningen. Eurostat opfordrede i den forbindelse medlemsstaterne til at indberette de samlede omkostninger begyndende med dataindsamlingen i 2020 7 .

De samlede EU-bidrag til medlemsstaterne var på 35 495 889,00 EUR, hvilket repræsenterer en finansieringssats på 13,25 % af de anslåede samlede støtteberettigede omkostninger.

Omkostningseffektivitet var et af kriterierne for evaluering af tilskudsansøgninger. Omkostningseffektiviteten blev vurderet for hvert land ved at sammenholde de anslåede omkostninger med antallet af variabler, der skulle indsamles, og antallet af landbrugsbedrifter, som der efter planen skulle sendes data til Eurostat for. Denne tilgang gjorde det muligt at sammenligne omkostningseffektiviteten for forskellige lande med et meget forskelligt antal landbrugsbedrifter og indsamlede variabler. Relevansen af denne tilgang blev imidlertid svækket for nogle landes vedkommende, da de ikke indberettede de samlede omkostninger forbundet med dataindsamling.

Omkostningsreduktionen mellem 2016 og 2020 kan desuden ikke kvantificeres på en meningsfuld måde, selv om omkostningerne i 2020 er inflationskorrigeret. Finansieringsformen blev ændret mellem 2016 (refusion af støtteberettigede omkostninger til foranstaltningen) og 2020 (engangsbidrag) 8 . For 2020 var landene mere tilbøjelige til at indberette de samlede omkostninger ved dataindsamlingen, da de blev tilskyndet til det. Før 2020 havde landene tendens til kun at indberette en del af omkostningerne, nemlig den del, som det var nemt at understøtte med regnskaber, og som var tilstrækkelig til at opnå det maksimale EU-bidrag, der var fastsat i lovgivningen).

3Konklusioner

Dataindsamlingernes fuldstændighed med henblik på integrerede landbrugsstatistikker og navnlig med henblik på landbrugstællingen i 2020 er sikret, da der anvendes automatiserede procedurer til validering. Brugertilfredshedsundersøgelser på nationalt niveau viser, at brugerne er tilfredse.

Med hensyn til nøjagtighed og pålidelighed anses den overordnede kvalitet af tællingen for at være god.

Dataindsamlingerne blev gennemført rettidigt. Aktualiteten for formidling af data om landbrugstælling på europæisk plan skal imidlertid forbedres.

Dataindsamlingens sammenhæng og sammenlignelighed er blevet yderligere forbedret gennem Eurostats nye retningslinjer for dataindsamling, indførelsen af automatiserede valideringsprocedurer og anvendelsen af administrative datakilder og innovative metoder.

Mikrodata, der indsamles i forbindelse med integrerede landbrugsstatistikker, er fortrolige, og der anvendes fortrolig behandling af de beregnede aggregater, der formidles i form af statistiske tabeller. Eurostat undersøgerne muligheder for yderligere forbedringer af den fortrolige behandling.

Adgang til de statistiske tabeller er offentlig og gratis, og dataene bruges til en række forskellige publikationer. I en kvalitetsrapport på EU-plan samles de metadata, som dataleverandørerne leverer. Adgangen til mikrodata er begrænset for at beskytte landbrugsbedrifternes anonymitet, men filer til videnskabelig anvendelse stilles på visse betingelser til rådighed for forskere.

Der har været målbare virkninger med hensyn til at reducere indberetningsbyrden takket være indførelsen af en modulær tilgang, indsamlingen af centrale data om små bedrifter fra en stikprøve i tællingsåret 2020 9 og fremme af anvendelsen af eksisterende administrative datakilder (hovedsagelig registre). I nogle lande blev der også observeret kvalitative effektivitetsgevinster som nævnt i de nationale kvalitetsrapporter. Forordning (EU) 2018/1091 gjorde det muligt for landene at mindske byrden.

Det er imidlertid ikke muligt at beregne en kvantitativ reduktion af byrden med hensyn til omkostninger eller antal bedrifter på en meningsfuld måde ved at sammenligne dataindsamlingen i 2020 med de tidligere dataindsamlinger. For det første blev den europæiske finansiering ændret i 2020, og landene blev opfordret til at indberette de samlede omkostninger for 2020 til Eurostat. For det andet faldt antallet af bedrifter over tid, ikke kun på grund af byrdereduktion, men også på grund af koncentrationen af landbrugsaktiviteter, og det er ikke muligt at adskille virkningerne af disse to faktorer klart fra hinanden.

4Henstillinger

Eurostat bestræber sig på løbende at forbedre kvaliteten og tilgængeligheden af europæiske statistikker og er fast besluttet på at mindske byrden for medlemsstaterne og respondenterne. Denne indsats hilses velkommen af dataleverandørerne og bør videreføres i de fremtidige kampagner for indsamling af data om landbrugsbedrifternes struktur.

Den kompleksitet, der er forbundet med efterbehandlingen af datasættene, påvirker den rettidige offentliggørelse af alle aggregerede indikatortabeller i Eurostats offentlige database. Eurostat tilstræber yderligere automatisering for at forbedre rettidigheden af resultatformidlingen.

Politiske beslutningstagere anvender i vid udstrækning integrerede landbrugsstatistikker til at overvåge gennemførelsen af europæiske politikker såsom den fælles landbrugspolitik. Det anbefales at opbevare de indsamlede data om landbrugsbedrifternes struktur i forbindelse med den kommende kampagne, der dækker årene 2030-2040.

De samlede EU-bidrag til medlemsstaterne repræsenterer en finansieringssats på 13,25 % af de anslåede samlede støtteberettigede omkostninger. Det anbefales at opretholde EU-støtten i kommende dataindsamlingskampagner.

(1)

  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1091 af 18. juli 2018 om integrerede landbrugsstatistikker og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1166/2008 og (EU) nr. 1337/2011 (EØS-relevant tekst) (EUT L 200 af 7.8.2018, s. 1) .

(2)

For Portugals vedkommende er referenceperioden for landbrugstællingen 2019 (der er anmodet om og accepteret undtagelse i henhold til artikel 19 i forordning (EU) 2018/1091). For alle de øvrige indberettende lande er referenceperioden 2020.

(3)

Kommissionens forordning (EU) nr. 557/2013 af 17. juni 2013 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 om europæiske statistikker for så vidt angår adgang til fortrolige data til videnskabelige formål og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 831/2002 (EUT L 164 af 18.6.2013, s. 16).

(4)

For nærmere oplysninger om landenes anvendelse af administrative datakilder for hver indsamlet variabel henvises der til metadata på Eurostats websted under https://ec.europa.eu/eurostat/web/agriculture/data/ancillary-data (anvendelse af administrative datakilder).

(5)

  https://www.iweps.be/wp-content/uploads/2023/03/2023March_NTTS-New-Techniques-and-Technologies-for-Statistics-Eurostat-book_of_abstracts.pdf (Lampach, N. (2023) Strategy to Modernise Agricultural Statistics: New Pathways for the Future (abstract), p. 484-487)

(6)

  http://ec.europa.eu/eurostat/data/database .

(7)

Selv om støtteansøgningen for 2020 gav en god mulighed for at indberette de samlede omkostninger, undlod visse nationale organer at gøre det.

(8)

Europa-Kommissionen, Eurostat, "Afgørelse om tilladelse til at anvende et fast engangsbidrag til indsamling af centrale strukturelle data, udvidelsen af rammen og moduldata i henhold til programmet for de integrerede landbrugsstatistikker".

(9)

I stikprøveårene 2023 og 2026 kræves der ikke moduldata om små bedrifter.

Top