Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52023PC0586

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i forbindelse med konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder ("Barcelonakonventionen") for så vidt angår vedtagelsen af en regional plan for landbrugsforvaltning, en regional plan for akvakulturforvaltning og en regional plan for håndtering af regnvand i byområder i henhold til artikel 15 i protokollen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening fra landbaserede kilder og for så vidt angår vedtagelsen af ændringer til bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed

COM/2023/586 final

Bruxelles, den 16.10.2023

COM(2023) 586 final

2023/0357(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i forbindelse med konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder ("Barcelonakonventionen") for så vidt angår vedtagelsen af en regional plan for landbrugsforvaltning, en regional plan for akvakulturforvaltning og en regional plan for håndtering af regnvand i byområder i henhold til artikel 15 i protokollen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening fra landbaserede kilder og for så vidt angår vedtagelsen af ændringer til bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed


BEGRUNDELSE

1.Forslagets genstand

Dette forslag vedrører en afgørelse om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 23. møde mellem de kontraherende parter i konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder ("Barcelonakonventionen") og protokollerne hertil i forbindelse med den planlagte vedtagelse af tre nye regionale planer (en regional plan for landbrugsforvaltning, en regional plan for akvakulturforvaltning og en regional plan for håndtering af regnvand i byområder) i henhold til artikel 15 i protokollen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening fra landbaserede kilder og vedtagelsen af ændringer til bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed.

2.Baggrund for forslaget

2.1.Konvention om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder og protokollerne hertil

Barcelonakonventionen og de syv protokoller hertil, som er vedtaget inden for rammerne af handlingsplanen for Middelhavet 1 , udgør den vigtigste retligt bindende multilaterale miljøaftale for Middelhavet og har til formål at beskytte Middelhavets hav- og kystmiljø. Barcelonakonventionen trådte i kraft i 1978 og blev ændret i 1995. Ændringerne til Barcelonakonventionen trådte i kraft i 2004.

Protokollen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening fra landbaserede kilder ("LBS-protokollen") har til formål at forebygge, nedbringe og, hvor det er muligt, fuldstændigt eliminere forurening forårsaget af dumpning af affald og andre stoffer i Middelhavet.

Protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet har til formål at beskytte den biologiske mangfoldighed i Middelhavet gennem oprettelse og forvaltning af særligt beskyttede områder og beskyttelse og bevarelse af arter.

Den Europæiske Union er part i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil, herunder LBS-protokollen 2 og protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet 3 . Italien, Grækenland, Spanien, Frankrig, Slovenien, Malta, Cypern og Kroatien er sammen med tretten tredjelande i Middelhavsområdet ligeledes parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil.

2.2.Mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil

Mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil ("mødet mellem de kontraherende parter") samler ministre og højtstående embedsmænd, der repræsenterer de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil. De kontraherende parter skal mødes den 4.-8. december 2023 i Portoroz i Slovenien.

Mødet mellem de kontraherende parter finder sted hvert andet år og er konventionens øverste beslutningstagende organ. De kontraherende parter, repræsenteret ved deres kompetente ministerier, træffer på disse møder, der finder sted hvert andet år, afgørelse om de relevante politikker, strategier, budgettet og arbejdsprogrammet.

I Barcelonakonventionens artikel 25 fastsættes det, at Den Europæiske Union udøver sin stemmeret med et antal stemmer svarende til antallet af de af dens medlemsstater, der er kontraherende parter i denne konvention samt i en eller flere protokollerne hertil. Unionen udøver ikke sin stemmeret, når medlemsstaterne udøver deres, og omvendt.

I henhold til LBS-protokollens artikel 15, stk. 1, træffes afgørelser om vedtagelse af handlingsplaner, programmer og foranstaltninger med et flertal på to tredjedele af de tilstedeværende og stemmeafgivende kontraherende parter.

I henhold til Barcelonakonventionens artikel 23, stk. 2, skal ændringer af bilagene til konventionen eller til en protokol vedtages på mødet mellem de kontraherende parter med tre fjerdedeles flertal blandt de kontraherende parter.

2.3.De retsakter, der skal vedtages på det 23. møde mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil

De kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil skal på det 23. ministermøde, der finder sted den 4.-8. december 2023, vedtage følgende retsakter ("de påtænkte retsakter"):

–Forslag om vedtagelse af tre regionale planer i henhold til artikel 15 i LBS-protokollen: 1) den regionale plan for landbrugsforvaltning, 2) den regionale plan for akvakulturforvaltning og 3) den regionale plan for håndtering af regnvand i byområder

–Et forslag om ændring af bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet.

Formålet med de påtænkte regionale planer er at reducere og forebygge forurening i Middelhavet som følge af ikkebæredygtig forvaltning af landbrug og akvakultur ikkebæredygtig håndtering af regnvand. LBS-protokollen indeholder bestemmelser om, at konventionen skal vedtage regionale handlingsplaner med henblik på at eliminere forurening fra landbaserede kilder og aktiviteter. Når planerne er vedtaget, bliver foranstaltningerne og tidsplanerne heri juridisk bindende i overensstemmelse med LBS-protokollens artikel 15, stk. 3.

Formålet med ændringen af bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet er at medtage ni arter af bruskfisk: seks arter i bilag II (liste over truede og sårbare arter) og tre arter i bilag III (liste over arter, hvis udnyttelse er reguleret). Ændringerne af bilagene til protokollen træder i kraft for alle kontraherende parter i protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet ved udløbet af en periode, der fastsættes af de kontraherende parter i forbindelse med vedtagelsen af ændringen i overensstemmelse med artikel 23 i Barcelonakonventionen og artikel 14, stk. 1, i protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet.

3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne

(1)For så vidt angår den regionale handlingsplan for landbrugsforvaltning:

I overensstemmelse med FN's verdensmål for bæredygtig udvikling, navnlig verdensmål nr. 2, 6 og 14 4 , FN's konvention om bekæmpelse af ørkendannelse 5 og Stockholmkonventionen om beskyttelse mod persistente organiske miljøgifte 6 , fordrer den påtænkte regionale plan, at der fastlægges en lovgivningsmæssig ramme (senest i 2028), og at der gennemføres foranstaltninger (senest i 2030), der dels reducerer tilførslen af forurenende stoffer og andet affald og dels støtter bæredygtigt landbrug.

Den påtænkte regionale plan er i fuld overensstemmelse med Unionens ambition i henhold til den grønne pagt, navnlig fra jord til bord-strategien 7 og biodiversitetsstrategien 8 , som har til formål at reducere forurening og tilskynde til landbrug med lavt input. Den holdning der foreslås indtaget, vil også være i overensstemmelse med bredere EU-politikker om beskyttelse af kvaliteten af EU's vandområder og hav- og kystmiljøet mod landbaseret forurening samt bæredygtig anvendelse af pesticider og reduktion af tab af næringsstoffer.

Det foreslås derfor, at Unionen støtter vedtagelsen af den påtænkte regionale plan for landbrugsforvaltning.

(2)For så vidt angår den regionale handlingsplan for akvakulturforvaltning:

I overensstemmelse med FN's verdensmål for bæredygtig udvikling nr. 14 samt med globale og regionale retningslinjer og initiativer vedrørende bæredygtig udvikling af akvakultur 9 kræver den påtænkte regionale plan, at der fastlægges en lovgivningsmæssig ramme (senest i 2027), der fastsætter driftsbetingelserne for akvakulturanlæg og indeholder bestemmelser om gennemførelse af foranstaltninger til minimering af forurening fra akvakulturaktiviteter (senest i 2028/2030), fremme af miljømæssigt bæredygtig akvakultur (senest i 2027) og regulering af produktionen af plastaffald fra akvakultur (senest i 2028).

Da den påtænkte regionale plan er i fuld overensstemmelse med Unionens ambition i henhold til den grønne pagt og de dertil knyttede strategier 10 og retningslinjer, navnlig Kommissionens strategiske retningslinjer for en mere bæredygtig og konkurrencedygtig akvakultur i EU for perioden 2021-2030 11 , foreslås det, at Unionen støtter vedtagelsen af den påtænkte retsakt med henblik på at forbedre akvakulturens miljøpræstationer og reducere plastforureningen samt miljøpolitikken om kvalitetssikring af EU's kyst- og havområder.

Det foreslås derfor, at Unionen støtter vedtagelsen af den påtænkte regionale plan for akvakulturforvaltning.

(3)For så vidt angår den regionale handlingsplan for håndtering af regnvand i byområder:

I overensstemmelse med FN's verdensmål for bæredygtig udvikling nr. 14 fordrer den påtænkte regionale plan, at der fastlægges en lovgivningsmæssig ramme (senest i 2028) for at reducere regnvandsafstrømningsmængden og den maksimale afstrømning ved spidsbelastninger og håndtere forureningsrelaterede aspekter af regnvandshåndtering i byområder. Den indeholder også bestemmelser om gennemførelse af planer for håndtering af regnvand (senest i 2030) baseret på udvælgelse af gældende kontrolforanstaltninger samt gennemførelse af sæsonbestemt vedligeholdelse af kloaknet til opsamling af regnvand (senest i 2028) for at sikre, at de fungerer efter hensigten.

Den foreslåede regionale plan er i fuld overensstemmelse med Unionens politikker for beskyttelse af kvaliteten af EU's vandområder og kyst- og havmiljøet mod forurening fra landbaserede forureningskilder samt korrekt forvaltning af byspildevand.

Det foreslås derfor, at Unionen støtter vedtagelsen af den påtænkte regionale plan for håndtering af regnvand i byområder.

(4)For så vidt angår ændringerne af bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet:

Ifølge vurderingerne i Den Internationale Union for Natur- og Ressourcebevarelses (IUCN's) rødliste over truede arter 12 er de arter af bruskfisk, der foreslås medtaget i henholdsvis bilag II ("truede og sårbare arter") og III (arter, hvis udnyttelse er reguleret), enten (kritisk) truede, sårbare eller næsten truede. Derfor er den foreslåede medtagelse af arterne og begrundelsen for deres medtagelse i overensstemmelse med beslutning IG.17/14 om fælles kriterier for at foreslå ændringer af bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet 13 .

De foreslåede ændringer er i fuld overensstemmelse med Unionens ambitioner i henhold til EU's biodiversitetsstrategi samt dens internationale forpligtelser til at beskytte og genoprette biodiversiteten inden for rammerne af FN's konvention om den biologiske mangfoldighed (CBD). Det er også i overensstemmelse med EU's tilgang i EU's fiskeripolitik til beskyttelse af fiskeressourcer og marine økosystemer gennem tekniske foranstaltninger, som bygger på henstillinger fra regionale organer.

Det foreslås derfor, at Unionen støtter ændringen af bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet.

Det er nødvendigt at fastlægge Unionens holdning til vedtagelsen af de påtænkte retsakter, da disse retsakter får juridisk bindende virkninger.

4.Retsgrundlag

4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag

4.1.1.Principper

I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".

Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver" 14 .

4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Mødet mellem de kontraherende parter er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig Barcelonakonventionen.

De retsakter, som mødet mellem de kontraherende parter skal vedtage, er retsakter, der har retsvirkninger. De påtænkte retsakter får bindende virkning i henhold til folkeretten jf. artikel 15, stk. 3, i LBS-protokollen for så vidt angår de påtænkte regionale planer og artikel 29 i Barcelonakonventionen for så vidt angår de påtænkte ændringer af bilagene til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet.

De påtænkte retsakter supplerer eller ændrer ikke den institutionelle ramme for aftalen.

Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.

4.2.Materielt retsgrundlag

4.2.1.Principper

Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har et dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element.

4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

De påtænkte retsakters primære formål og indhold vedrører miljøbeskyttelse.

Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 192, stk. 1, i TEUF.

4.3.Konklusion

Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 192, stk. 1, i TEUF sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.

2023/0357 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i forbindelse med konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder ("Barcelonakonventionen") for så vidt angår vedtagelsen af en regional plan for landbrugsforvaltning, en regional plan for akvakulturforvaltning og en regional plan for håndtering af regnvand i byområder i henhold til artikel 15 i protokollen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening fra landbaserede kilder og for så vidt angår vedtagelsen af ændringer til bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Unionen er kontraherende part i konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder (i det følgende benævnt "Barcelonakonventionen") 15 .

(2)Protokollen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening fra landbaserede kilder og aktiviteter ("LBS-protokollen") blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 1999/801/EF 16 og trådte i kraft den 11. maj 2008.

(3)Protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 1999/800/EF 17 og trådte i kraft den 12. december 1999.

(4)I henhold til LBS-protokollens artikel 15 kan der på mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil vedtages regionale handlingsplaner med foranstaltninger og tidsplaner for deres gennemførelse.

(5)I henhold til Barcelonakonventionens artikel 18 kan mødet mellem de kontraherende parter vedtage ændringer af protokollerne til Barcelonakonventionen. I henhold til artikel 23 i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil sammenholdt med artikel 14, stk. 1, i protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed træder en ændring af bilagene til protokollen i kraft for alle kontraherende parter i protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet ved udløbet af en periode, der fastsættes af de kontraherende parter i forbindelse med vedtagelsen af ændringen, bortset fra de kontraherende parter, der skriftligt har underrettet depositaren om, at de ikke er i stand til at godkende ændringen.

(6)Mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil skal på det 23. møde, der afholdes den 4.-8. december 2023, vedtage tre nye regionale planer under LBS-protokollen (en regional plan for landbrugsforvaltning, en regional plan for akvakulturforvaltning og en regional plan for håndtering af regnvand i byområder) og et forslag om ændring af bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet med henblik på at medtage ni arter af bruskfisk: fem arter i bilag II (liste over truede og sårbare arter) og fire arter i bilag III (liste over arter, hvis udnyttelse er reguleret).

(7)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil, til vedtagelsen af disse forslag, bør fastlægges, da de regionale planer får bindende virkning for Unionen i henhold til LBS-protokollens artikel 15, stk. 3, og ændringerne af bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed får bindende virkning for Unionen i overensstemmelse med artikel 29 i Barcelonakonventionen.

(8)Eftersom de påtænkte regionale planer er i overensstemmelse med Unionens ambition og politikker om at reducere forureningen fra landbrug, akvakultur og regnvand i byområder og forbedre beskyttelsen af kyst- og havmiljøet, foreslås det, at Unionen støtter vedtagelsen af de foreslåede regionale planer.

(9)Eftersom de påtænkte ændringer af bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet er i overensstemmelse med Unionens ambitioner i henhold til den grønne pagt, navnlig EU's biodiversitetsstrategi, såvel som med EU-lovgivningen om beskyttelse af fiskeressourcer og marine økosystemer, foreslås det, at Unionen støtter vedtagelsen af de foreslåede ændringer —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 23. møde mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil, skal være i overensstemmelse med LBS-protokollens artikel 15 at støtte følgende afgørelser:

(a)vedtagelsen af en regional plan for landbrugsforvaltning

(b)vedtagelsen af en regional plan for akvakulturforvaltning

(c)vedtagelsen af en regional plan for håndtering af regnvand i byområder.

Artikel 2

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 23. møde mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil, skal være at støtte:

(a)medtagelsen af følgende arter af bruskfisk i bilag II til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet:

–Aetomylaeus bovinus (Geoffroy St. Hilaire, 1817)

–Alopias superciliosus (Lowe, 1841)

–Bathytoshia lata (Garman, 1880)

–Dasyatis pastinaca (Linnaeus, 1758)

–Rhinoptera marginata (Geoffroy St. Hilaire, 1817) og

(b)medtagelsen af følgende arter af bruskfisk i bilag III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet:

–Dasyatis marmorata (Steindachner, 1892)

–Hexanchus griseus (Bonnaterre, 1788)

–Pteroplatytrygon violacea (Bonaparte, 1832)

–Myliobatis aquila (Linnaeus, 1758).

Artikel 3

Mindre ændringer af disse holdninger kan aftales gennem koordinering på stedet, og inden der træffes afgørelse på det 23. møde mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil.

Artikel 4

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening (Barcelonakonventionen) blev vedtaget den 16. februar 1976 og trådte i kraft den 12. februar 1978. Konventionen blev ændret ved konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder den 10. juni 1995. Den ændrede konvention trådte i kraft den 9. juli 2004. https://wedocs.unep.org/bitstream/handle/20.500.11822/31970/bcp2019_web_eng.pdf
(2)    Rådets afgørelse 1999/801/EF (EFT L 322 af 14.12.1999, s. 18).
(3)    Rådets afgørelse 1999/800/EF (EFT L 322 af 14.12.1999, s. 1).
(4)    Verdensmål nr. 2: "Stoppe sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug", verdensmål nr. 6: "Sikre, at alle har adgang til vand og sanitet, og at dette forvaltes bæredygtigt", verdensmål nr. 14: "Bevare og sikre bæredygtig brug af verdens have og deres ressourcer", vedtaget på FN's Generalforsamlings 70. samling den 25. september 2015 med titlen "Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling".
(5)    De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af ørkendannelse (UNCCD) i de lande, der er ramt af alvorlig tørke og/eller ørkendannelse, navnlig i Afrika, som blev oprettet i 1994, UNCCD_Convention_ENG_0_0.pdf .
(6)    Stockholmkonventionen (UNEP) om persistente organiske miljøgifte (POP), som blev vedtaget den 22. maj 2001, trådte i kraft den 17. maj 2004 og senest blev revideret i 2019. https://chm.pops.int .
(7)    Meddelelse fra Kommissionen af 20. maj 2020 om en jord til bord-strategi for et fair, sundt og miljøvenligt fødevaresystem (COM(2020) 381 final).
(8)    Meddelelse fra Kommissionen af 20. maj 2020 om EU's biodiversitetsstrategi for 2030 — Naturen skal bringes tilbage i vores liv (COM(2020) 380 final).
(9)    FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) er ved at udarbejde retningslinjer for bæredygtigt landbrug med henblik på godkendelse i 2024, og Kommissionen vedtog i maj 2021 strategiske retningslinjer for en mere bæredygtig og konkurrencedygtig akvakultur i EU for perioden 2030-2021 (COM(2021) 236 final).
(10)    Navnlig EU's jord til bord-strategi (COM(2020) 381 final) og EU's biodiversitetsstrategi (COM(2020) 380 final).
(11)    (COM(2021) 236 final).
(12)    Den Internationale Union for Natur- og Ressourcebevarelses rødliste over truede arter, oprettet i 1964, www.iucnredlist.org.
(13)    Fælles kriterier for at foreslå ændringer af bilag II og III til protokollen om særligt beskyttede områder og den biologiske mangfoldighed i Middelhavet, der blev vedtaget på COP15 i Barcelonakonventionen, UNEP(DEPI)/MED IG.17/10, bilag V.
(14)    Domstolens dom af 7. oktober 2014, Tyskland mod Rådet, C-399/12, ECLI:EU:C:2014:2258, præmis 61-64.
(15)    Rådets afgørelse 77/585/EØF af 25. juli 1977 om indgåelse af konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening samt protokollen om forebyggelse af forurening af Middelhavet, forårsaget af dumpning fra skibe og luftfartøjer (EFT L 240 af 19.9.1977, s. 1).
(16)    EFT L 322 af 14.12.1999, s. 18.
(17)    EFT L 322 af 14.12.1999, s. 1.
Top