Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52023IP0480

P9_TA(2023)0480 — Øget innovation og industriel og teknologisk konkurrenceevne — Europa-Parlamentets beslutning af 14. december 2023 om øget innovation og industriel og teknologisk konkurrenceevne gennem et gunstigt miljø for startupvirksomheder og vækstvirksomheder (2023/2110(INI))

EUT C, C/2024/4182, 2.8.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/4182/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/4182/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2024/4182

2.8.2024

P9_TA(2023)0480

Øget innovation og industriel og teknologisk konkurrenceevne

Europa-Parlamentets beslutning af 14. december 2023 om øget innovation og industriel og teknologisk konkurrenceevne gennem et gunstigt miljø for startupvirksomheder og vækstvirksomheder (2023/2110(INI))

(C/2024/4182)

Europa-Parlamentet,

der henviser til artikel 101-109 og artikel 173, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

der henviser til protokol nr. 27 til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde om det indre marked og konkurrence,

der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. november 2016 med titlen "Europas næste ledere: opstarts- og opskaleringsinitiativet" (COM(2016)0733),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/695 af 28. april 2021 om oprettelse af Horisont Europa – rammeprogrammet for forskning og innovation – og om reglerne for deltagelse og formidling og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1290/2013 og (EU) nr. 1291/2013 (1) (Horisont Europa-forordningen),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. maj 2021 med titlen "Ajourføring af den nye industristrategi fra 2020: Opbygning af et stærkere indre marked til fremme af Europas genopretning" (COM(2021)0350),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. juli 2022 med titlen "En ny europæisk innovationsdagsorden" (COM(2022)0332),

der henviser til sin beslutning af 22. november 2022 om gennemførelsen af Det Europæiske Innovationsråd (2),

der henviser til sin beslutning af 13. juli 2023 om status for SMV-Unionen (3),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. september 2023 om hjælpepakken for SMV'er (COM(2023)0535),

der henviser til forretningsordenens artikel 54,

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A9-0383/2023),

A.

der henviser til, at selvom EU-institutionerne har offentliggjort forskellige meddelelser om startupvirksomheder, er der endnu ikke vedtaget konkrete definitioner af startupvirksomheder eller og vækstvirksomheder;

B.

der henviser til, at startupvirksomheder og vækstvirksomheder er kendetegnet ved begrænsede personlige ressourcer og en forholdsvis begrænset evne til at overholde komplekse reguleringsordninger eller finansieringsprocedurer; der henviser til, at deres forretningsbehov og specifikke udfordringer ofte er anderledes end dem, der gør sig gældende for de etablerede små og mellemstore virksomheder (SMV'er);

C.

der henviser til, at Det Europæiske Innovationsråd (EIC) blev oprettet i henhold til Horisont Europa-forordningen,

D.

der henviser til, at Kommissionen har iværksat forskellige initiativer, der har til formål at fremme iværksætteri, innovation og digital omstilling i EU, såsom opstarts- og opskaleringsinitiativet, resultattavlen for miljøinnovation, videns- og innovationsfællesskaber (VIF'er), den europæiske platform for klyngesamarbejde, det digitale årti og strategien for det digitale indre marked samt finansieringsprogrammer for innovation inden for andre politikområder;

E.

der henviser til, at der er mærkbare historiske forskelle mellem investeringskulturerne i Europa og i andre regioner i verden, især inden for venturekapital og investeringer fra business angels;

F.

der henviser til, at EU er fast besluttet på at forbedre sin industrielle og teknologiske konkurrenceevne på det globale marked, idet man skaber modstandsdygtige og diversificerede forsyningskæder og fører an i den grønne og digitale omstilling og således anerkender behovet for at forbedre sin position gennem vedvarende støtte til vækst i startupvirksomheder og vækstvirksomheder, da de kan fremme innovation og fremme målene for grøn og digital omstilling;

G.

der henviser til, at EU anerkender startupvirksomheders og vækstvirksomheders potentiale til at fremme innovation, økonomisk vækst og jobskabelse i EU, tackle samfundsmæssige udfordringer, fremme bæredygtighed og bidrage til de mål, der er fastsat i den europæiske grønne pagt, programmet for et digitalt Europa, den nye europæiske innovationsdagsorden og EU's ajourførte industristrategi;

H.

der henviser til, at fremme af tværsektoriel innovation og tilskyndelse til samarbejde og videnudveksling mellem forskellige brancher er afgørende for at fremme kreativitet, effektivitet og transformativ vækst inden for opstarts- og opskaleringslandskabet;

I.

der henviser til, at startupvirksomheder og vækstvirksomheder i øjeblikket hindres af manglende integration på det indre marked, reguleringsmæssige uoverensstemmelser og uforholdsmæssigt store administrative byrder; der henviser til, at den europæiske konkurrenceevne halter bagefter i forhold til andre udviklede økonomier, hvilket truer Europas potentiale til at skabe vækst og velstand;

J.

der henviser til, at svækkede statsstøtte- og konkurrenceregler i Unionen kan risikere at øge hindringerne for markedsadgang, navnlig i forbindelse med startupvirksomheder og vækstvirksomheder, og kan hindre den konkurrencebaserede fordeling af kapital baseret på fortjeneste;

K.

der henviser til, at fremme af et inklusivt opstartsøkosystem er altafgørende, eftersom mangfoldighed i teams fungerer som en katalysator for innovation, kreativitet og modstandsdygtighed;

L.

der henviser til, at robust digital infrastruktur og udbredt konnektivitet er grundlæggende og væsentlige forudsætninger for inklusiv digital innovation for startupvirksomheder og vækstvirksomheder; der henviser til, at der er betydelige regionale forskelle inden for EU i denne henseende; der henviser til, at der er behov for yderligere investeringer og fremskridt i digital infrastruktur for at holde trit med udviklingen af teknologier og for at gøre det muligt for EU fortsat at være på forkant med innovation på den globale scene;

M.

der henviser til, at rapporten fra 2023 om status over det digitale årti (4) understreger, at der er behov for større fremskridt i virksomhedernes digitale omstilling, navnlig med hensyn til udbredelsen af AI, big data og cloud computing;

N.

der henviser til, at et centralt aspekt af en vellykket iværksætteraktivitet er evnen til at innovere, tilpasse sig og identificere mangler på markedet med henblik på at levere konkurrencedygtige produkter eller tjenesteydelser til kunder i et omfang, der i sidste ende er rentabelt; der henviser til, at dette for de politiske beslutningstagere indebærer, at den mest effektive indsats for at fremme nystartede virksomheder og vækstvirksomheder i Unionen er at støtte gunstige lovgivningsmæssige rammer, der letter markedsadgang, virksomhedsudvidelse og adgang til kapital med det formål at stimulere innovation, fremme sund konkurrence og sikre størst mulige fordele for forbrugerne;

Definitioner

1.

opfordrer Kommissionen til i nært samarbejde med medlemsstaterne at foreslå harmoniserede og brede definitioner af henholdsvis startupvirksomheder og vækstvirksomheder på grundlag af skalerbarhed under hensyntagen til, hvordan de adskiller sig fra hinanden, og deres særlige status i forhold til SMV'er;

2.

opfordrer Kommissionen til at definere nystartede virksomheder og vækstvirksomheder i SMV'er og til at anvende denne definition i forbindelse med politik og statistikker;

3.

er bekymret over, at den manglende vedtagelse af passende definitioner kan undergrave effektiviteten af eksisterende politikker og lovgivning; bemærker, at selv om startupvirksomheder og SMV'er har visse overlappende interesser, er de meget forskellige, når de går ind i fundraising-, vækst- og modenhedsfasen; fremhæver desuden, at startupvirksomheder står over for usikkerhed og høj risiko for fiasko og er afhængige af økosystemer og en anden klasse af investorer; mener derfor, at den blotte klassificering af startupvirksomheder som SMV'er begrænser deres vækst, adgang til markeder og investeringsmuligheder;

4.

er overbevist om, at særlige definitioner vil øge mulighederne for støtte gennem foranstaltninger, der er skræddersyet til de særlige behov og kendetegn ved startupvirksomheder og vækstvirksomheder, ved at fremme deres adgang til de europæiske kapitalmarkeder og private investorer; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til yderligere at koordinere deres respektive bestræbelser på at tiltrække privat kapital i startupvirksomheder og vækstvirksomheder for at skabe liv i de successive "døde områder" og udfylde de respektive huller; opfordrer Kommissionen til at udvikle en omfattende europæisk opstarts- og opskaleringsstrategi, som fremmer innovation og tackler de udfordringer, som individuelle innovatorer, virksomhedsgrundlæggere, startupvirksomheder og vækstvirksomheder i EU står over for;

Adgang til finansiering

5.

understreger de udfordringer, som europæiske startupvirksomheder står over for med hensyn til at få adgang til finansiering, herunder vanskeligheder med hurtigt at opskalere virksomheder i hele Europa; opfordrer regeringer, finansielle institutioner og private investorer til at samarbejde og udvikle strategier til at dyrke en mere risikotolerant investeringskultur;

6.

fremhæver den betydelige indvirkning, som forsinkede betalinger har på likviditeten for nystartede virksomheder og vækstvirksomheder; bemærker, at digitale løsninger kan anvendes til at fremme øget gennemsigtighed i fakturaer og hurtigere fakturabetalinger;

7.

fremhæver den rolle, som institutionelle investorer såsom pensionsfonde og forsikringsselskaber spiller, og opfordrer til, at de får mulighed for at investere en større del af deres porteføljer i venturekapital og investeringer i en tidlig fase, da dette ville være en vigtig kilde til langsigtet finansiering for startupvirksomheder; minder om, at gennemførelsen af direktiv (EU) 2019/1023 (5) om rammer for forebyggende rekonstruktion og muligheden for en ny chance har til formål at ændre den risikovillige kultur i Europa;

8.

minder om den katalytiske rolle, som målrettet offentlig støtte i form af tilskud, lån eller lånegarantier, spiller med hensyn til at slå bro over finansieringskløften for startupvirksomheder og vækstvirksomheder, når private investeringer er utilstrækkelige eller utilgængelige; er af den opfattelse, at det fortsat bør være en undtagelse af offentlige institutioner i EU bruger egenkapitalinvesteringer som et politisk redskab, og at de som et generelt vejledende princip kun bør sættes ind over for markedssvigt; forventer, at Kommissionen tager størst muligt hensyn til startupvirksomheders og vækstvirksomheders interesser i konkurrencedygtig markedsadgang, når den vurderer undtagelser fra statsstøttereglerne og lempelse af fusionskontrolreglerne og lempelse af konkurrencepolitiske bestemmelser;

9.

understreger, at i markedsøkonomier er den primære mekanisme til finansiering af virksomhedernes kapitalbehov, herunder startupvirksomheder og vækstvirksomheder, via private gælds- og aktiemarkeder; opfordrer indtrængende til, at kapitalmarkedsunionen gennemføres for at mobilisere privat kapital og forbedre grænseoverskridende bevægelser af en sådan kapital inden for Unionen; opfordrer til en samlet tilgang til at tackle de regionale forskelle og barrierer, der hindrer adgangen til finansiering inden for det europæiske opstartsøkosystem, idet de forskellige finansielle landskaber i medlemsstaterne og regionerne anerkendes;

10.

opfordrer Kommissionen til at støtte og fremme innovative startupvirksomheders og vækstvirksomheders deltagelse i EU's finansieringsprogrammer og til at sikre lettere adgang til og enklere ansøgningsprocesser for EU's finansieringsprogrammer og -udbud samt en bedre, hurtigere og lettere udstrømning af disse midler; anerkender det nuværende finansielle landskab, hvor startupvirksomheder har svært ved at få adgang til målrettet finansiering gennem tilskud, garantier og lån på grund af bureaukratiske forhindringer og lange ventetider efter godkendelse af tilskud; fremhæver nødvendigheden af at skræddersy den eksisterende EU-finansieringsstruktur til startupvirksomheders særlige krav for at sikre, at relevant finansiel støtte ikke pålægges unødige administrative byrder; understreger især behovet for at fremskynde udbetalingen af godkendte midler ved at minimere ventetiden mellem tilskudsgodkendelse og modtagelse af midler;

11.

anerkender, at de kulturelle og kreative sektorer og industrier på grund af deres unikke behov har brug for tilgængelige og skræddersyede finansielle mekanismer; opfordrer til målrettet finansiering af nystartede virksomheder og vækstvirksomheder inden for de kulturelle og kreative sektorer og industrier;

12.

tilskynder medlemsstaterne og Kommissionen til at prioritere investeringer i digital infrastruktur i byområder og landdistrikter ved at vedtage en fremsynet tilgang, der understøtter vækst og bæredygtighed i startupvirksomheder og vækstvirksomheder og styrker Europas digitale lederskab;

13.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere de barrierer, som startupvirksomheder og vækstvirksomheder støder på i forbindelse med adgang til finansiering, og skræddersyede finansieringsansøgningsprocesser på en måde, der gør det lettere at få adgang til finansiering; opfordrer til, at der gøres en indsats for at fremskynde harmoniseringen af kapitalmarkederne i hele Unionen;

14.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at styrke finansieringsmekanismerne for startupvirksomheder og vækstvirksomheder, herunder offentlige udbud og ydelse af tilskud, lån, garantier og crowdfunding, idet den passer på ikke at fortrænge privat investering; opfordrer den indtrængende til at omlægge de eksisterende midler, så de mere effektivt koncentreres om europæiske startupvirksomheder og vækstvirksomheder, herunder gennem en særlig indkaldelse af projekter vedrørende deep tech og grøn teknologi; fremhæver behovet for at udvikle et frivilligt paneuropæisk kredithenvisningssystem for startupvirksomheder og vækstvirksomheder, der får afslag på banklån; understreger behovet for at udvide initiativer som VentureEU for at tiltrække større private investeringer i startupvirksomheder og vækstvirksomheder på lang sigt; opfordrer indtrængende Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at øge incitamenterne til business angels’ og investorers investeringer i den tidlige fase; opfordrer Kommissionen til at undersøge den relevante bedste praksis i hele EU og til at fremsætte anbefalinger til fremme af en fælles ramme;

15.

opfordrer statslige organer og private investorer til at yde mere målrettede tilskud og lavtforrentede lån til startupvirksomheder og vækstvirksomheder på forskellige vækststadier, samtidig med at der opretholdes konkurrencedygtige kapitaltildelingsmekanismer, og der drages størst mulig omsorg for ikke at fortrænge private investeringer;

16.

slår til lyd for incitamenter og finansieringsmekanismer til at støtte tværsektorielle projekter, der giver startupvirksomheder og vækstvirksomheder mulighed for at udforske ukonventionelle samarbejder og gøre brug af forskellig ekspertise, især inden for områder som vedvarende energi, bioteknologi, intelligente byer og de kulturelle og kreativee sektorer og industrier;

Det Europæiske Innovationsråd

17.

glæder sig over oprettelsen af Det Europæiske Innovationsråd (EIC), som har til formål gennem tilskud og finansielle instrumenter at støtte innovative nystartede virksomheder og vækstvirksomheder, der, selv om de har et gyldigt forretningsmæssigt grundlag, ikke har været i stand til at sikre finansiering på grund af markedssvigt; opfordrer EIC-fonden til at være særlig opmærksom på geografisk balance; glæder sig over EIC's udvidelseshandlingsplan og det overordnede mål om at øge deltagelsen af lande, der er omfattet af initiativet om udvidelse af deltagerkredsen, til en andel på mindst 15 % af finansieringen på tværs af alle EIC-instrumenter som anbefalet af EIC-udvalget; opfordrer Kommissionen til fuldt ud at gennemføre de foranstaltninger, der anbefales af EIC-udvalget, for at sikre, at EIC-fonden har en reel europæisk virkning;

18.

fremhæver behovet for, at EIC bliver en troværdig markedsaktør; minder om, at EIC-investeringer bør sigte mod at tiltrække private investorer frem for at fortrænge dem; opfordrer i lyset af EIC's øgede aktivitet til en klar strategi for forvaltningen af EIC-fonden, herunder med hensyn til metoderne og kriterierne for kapitaltildeling og evalueringen af fondsforvalternes resultater; påskønner den due diligence af høj kvalitet, som Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har udvist, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at denne kvalitet opretholdes i overensstemmelse med markedsstandarderne; glæder sig over og støtter EIC-udvalgets bestræbelser på proaktivt at håndtere interessekonflikter gennem klare og gennemsigtige regler; glæder sig over den adfærdskodeks, der er vedtaget for konsulenter, der tilbyder tjenester til ansøgere til EIC-indkaldelser;

Den Europæiske Investeringsbank

19.

opfordrer EIB-Gruppen, herunder Den Europæiske Investeringsfond og de nationale udviklingsbanker til ligeligt at øge deres finansielle støtte til startupvirksomheder og vækstvirksomheder, navnlig dem der opererer i nye sektorer og sektorer med stort potentiale, især inden for områderne EU's energi- og klimamodstandsdygtighed og den digitale omstilling; bemærker, at mange startupvirksomheder ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på EIB's udbud, og understreger, at bedre kommunikation og opsøgende arbejde fra EIB's side er afgørende for at sikre, at startupvirksomheder og vækstvirksomheder fuldt ud kan drage fordel af EIB's instrumenter og finansielle støtte;

20.

anerkender navnlig, at EIB-Gruppen spiller en afgørende rolle i tilvejebringelsen af finansielle instrumenter og ressourcer til støtte for cleantech-iværksættere og vækstvirksomheder i hele Unionen; støtter målrettet EIB-lånestøtte til nystartede virksomheder og vækstvirksomheder, der er involveret i den grønne og den digitale omstilling, for at afhjælpe finansieringskløften for investeringer i infrastruktur og produktionskapacitet på visse betingelser; fremhæver, at EIB spiller en afgørende rolle i Unionens engagement i den europæiske grønne pagt og Parisaftalen;

Offentlige indkøb

21.

opfordrer til udvikling af effektive og gennemsigtige mekanismer med henblik på at lette adgangen til offentlige kontrakter for startupvirksomheder og vækstvirksomheder, der i sammenligning med etablerede virksomheder ikke har de samme juridiske og administrative kapaciteter, resultatliste eller erfaring i at interagere med de offentlige forvaltninger, og til at tilskynde dem til at deltage i tilvejebringelsen af innovative løsninger på udfordringer i den offentlige sektor;

Regelbyrder

22.

glæder sig over Kommissionens mål om at reducere de byrder, der er forbundet med rapporteringskravene, med 25 % uden at underminere de politiske mål; mener, at Kommissionen bør tage hensyn til startupvirksomheders og vækstvirksomheders specifikke og strukturelle begrænsninger i denne henseende for at mindske omkostningspresset og fremme konkurrenceevnen; opfordrer til en afbalanceret tilgang til EU-lovgivningen med hensyn til at fremme vækst, iværksætteri og den dobbelte omstilling; opfordrer til konsekvent anvendelse af "tænk småt først"-princippet i interne drøftelser og på tværs af relevante lovgivningsmæssige forslag og politiske initiativer;

23.

fremhæver betydningen af at strømline og videreudvikle engangsprincippet for datadeling mellem administrationer og "digitalt som standard"-princippet i administrative procedurer, både på EU-plan og i medlemsstaterne; mener, at standardisering og digitalisering af procedurer og formularer i overensstemmelse med disse principper i høj grad vil hjælpe startupvirksomheder og vækstvirksomheder ved at reducere de administrative byrder på lang sigt; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre fremskridt med gennemførelsen af disse principper;

24.

opfordrer til, at der indføres opstartsvenlige bestemmelser og rammer, der fremmer vækst, skalerbarhed og grænseoverskridende virksomhed for startupvirksomheder og vækstvirksomheder, samtidig med at forbrugerbeskyttelse, databeskyttelse og fair konkurrence sikres; understreger betydningen af at begrænse overholdelsesomkostninger for startupvirksomheder og vækstvirksomheder; opfordrer Kommissionen til at udvide støtten til SMV'er, startupvirksomheder og vækstvirksomheder til at navigere i reguleringsmæssig kompleksitet ved at udvide programmer til fremme af juridiske klinikker, f.eks. i forbindelse med digitale innovationsknudepunkter under programmet for det digitale Europa;

25.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle og vedtage en test for startupvirksomheder i lighed med den SMV-test, som den vedtog i 2021, for bedre at kunne vurdere virkningen af lovgivning med fokus på innovation, finansiering og konkurrenceevne; noterer sig Kommissionens formands forslag om at indføre en konkurrenceevnekontrol af ny EU-lovgivning, der skal udføres af et uafhængigt udvalg; mener, at denne kontrol af konkurrenceevnen bør have en særlig ramme for startupvirksomheder, vækstvirksomheder og SMV'er for at sikre, at reguleringen tilskynder til at starte nye virksomheder i Europa;

26.

opfordrer Kommissionen til at revurdere virkningen på startupvirksomheder af den kommende lovgivning med fokus på SMV'er, industri og innovation, samtidig med at der tages hensyn til startupvirksomheders specifikke behov og egenskaber;

27.

noterer sig de nye værktøjer til bedre regulering og "én ind, én ud" -princippet; mener, at Kommissionen og medlemsstaterne har brug for endnu større ambitioner med hensyn til lovgivningsmæssig forenkling og nedbringelse af omkostningerne ved overholdelse, herunder gennem konsekvent anvendelse af EU-retten i alle medlemsstaterne og ved at tage fat på overlappende lovgivning på det indre marked, navnlig for nystartede virksomheder og vækstvirksomheder; mener, at denne forenkling er afgørende for at fremme innovation og konkurrenceevne;

Erhvervelse af talenter

28.

understreger, at det haster med at slå bro over den opfattede talentkløft og skabe et økosystem, i hvilket talent ikke kun er rigeligt, men også fuldt integreret i teknologisektoren; bemærker med bekymring, at EU som helhed har færre grunduddannelsesprogrammer i AI end nogle meget mindre lande; mener, at der er behov for en målrettet tilgang på EU-plan for at rette op på dette; understreger i den forbindelse, at handlingsplanen for digital uddannelse, initiativet om europæiske universiteter og det europæiske uddannelsesområde mere generelt kan udvides til at lette etableringen af strategiske samarbejder mellem akademiske institutioner og industrier for at sikre, at kandidater er velforberedte og udstyret med de nødvendige færdigheder, der er brug for på det dynamiske arbejdsmarked; opfordrer medlemsstaterne til at øge investeringerne i uddannelse og undervisning ved at oprette uddannelser og kurser med fokus på iværksætterfærdigheder og teknologiske færdigheder, samtidig med at der integreres initiativer for livslang læring for iværksættere, der allerede er aktive i sektoren, især for vækstvirksomheder;

29.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte initiativer, der fremmer digitale og industrielle færdigheder, samarbejde, videndeling, iværksætteri og mentorordninger på alle uddannelsesniveauer og udstyrer enkeltpersoner med den nødvendige viden og de nødvendige kvalifikationer til at trives i den digitale tidsalder; bemærker betydningen af kvalifikationer inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik (STEM);

30.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle bevidstgørelseskampagner for at fremme job i digitale og industrielle miljøer med særligt fokus på at tiltrække flere kvindelige talenter i disse sektorer;

31.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at inddrage startupvirksomheder og vækstvirksomheder i sine kompetence- og talentprogrammer og til at fremhæve de muligheder, som startupvirksomheder og vækstvirksomheder tilbyder unge kandidater, herunder beskæftigelse; mener, at de eksisterende EU-uddannelsesprogrammer og -initiativer, især Erasmus+, kan udnyttes til at nå disse mål;

32.

understreger, at det i tider med stramme EU-arbejdsmarkeder for kvalificerede medarbejdere er afgørende at lette rekrutteringen af internationale talenter; understreger vigtigheden af at sikre princippet om ikkeforskelsbehandling, fremme mangfoldighed og inklusivitet inden for opstarts- og opskaleringsøkosystemet og sikre lige muligheder for alle, herunder unge, etablerede fagfolk og underrepræsenterede grupper; bemærker i den forbindelse Kommissionens initiativ til at oprette EU's talentpulje;

Markedsadgang og konkurrence

33.

er overbevist om, at det er afgørende at skabe betingelserne for, at innovative virksomheder kan operere i et enkelt, klart og forudsigeligt miljø for at sikre deres evne til at vokse og opskalere på det indre marked, da muligheden for at få adgang til et bredere marked vil øge deres evne til at tiltrække investorer; understreger betydningen af politiske rammer, der letter og støtter samarbejde ved at fjerne hindringer, der skyldes inkonsekvente nationale reguleringsordninger, og give de nødvendige incitamenter til at fremme aktiv deltagelse fra alle interessenter inden for innovationsøkosystemet; opfordrer til mekanismer til at afbøde risici forbundet med international ekspansion og sikre, at startupvirksomheder og vækstvirksomheder har den nødvendige støtte og vejledning til at navigere i de usikkerheder, der er forbundet med de globale markeder;

34.

anerkender, at ifølge Den Europæiske Patentmyndigheds Deep Tech Finder har mere end 10 % af de europæiske startupvirksomheder, der har ansøgt om europæiske patenter, allerede nydt godt af EIC-finansiering; er overbevist om, at det er nødvendigt at øge bevidstheden om betydningen af intellektuel ejendomsret; er af den opfattelse, at enhedspatentreformen (6) er et godt eksempel, der har til formål at yde ensartet beskyttelse i alle deltagende lande på grundlag af en kvikskranke ved at mindske de administrative byrder og sikre konsekvens i retspraksis; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret aftalen om den fælles patentdomstol, til at gøre dette til gavn for økosystemet for startupvirksomheder;

35.

noterer sig EU's mål vedrørende forordningen om nettonulindustri (7) og opfordrer Kommissionen til at overveje, hvordan der kan foreslås yderligere initiativer for at øge konkurrenceevnen hos startupvirksomheder og vækstvirksomheder, som er involveret i nettonulteknologi-værdikæder og bidrager til deres position på det globale marked for nettonulteknologier; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at vurdere, hvordan henholdsvis startupvirksomheder og vækstvirksomheder kan bidrage til EU's dekarboniseringsmål, og tage højde for deres rolle i planlægningsprocesser såsom de nationale energi- og klimaplaner;

36.

understreger nødvendigheden af at dyrke et teknologilandskab, der rummer både konkurrence og innovation; er af den opfattelse, at reguleringsmekanismer skal tilpasse sig og udvikle sig i takt med teknologiske fremskridt og markedsskift for at opretholde konkurrenceevne og innovation, især med hensyn til europæiske startupvirksomheder; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle omfattende planer og strategier for, hvordan man høster teknologisk innovation, der muliggøres af startupvirksomheder og vækstvirksomheder, for at fremme konkurrenceevnen og nå klimamålene;

Dataadgang

37.

opfordrer Kommissionen til at muliggøre offentlig dataindsigt i realtid, der styrker bedre beslutningstagning og fremmer innovation for startupvirksomheder og vækstvirksomheder, samtidig med at personoplysninger og andre data af følsom art beskyttes i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning om data; opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af adgangen til finansielle data at samarbejde med industrien om at fastsætte konsekvente og harmoniserede standarder for finansielle datasæt samt en ramme for at sikre mere pålidelig, effektiv og innovativ udveksling af finansielle data på tværs af virksomheder, tredjeparter og regeringer;

38.

opfordrer Kommissionen til at sikre en harmoniseret og effektiv gennemførelse af de seneste digitale forordninger, navnlig forordningen om digitale tjenester (8), forordningen om digitale markeder (9), datastyringsforordningen (10), dataforordningen (11) og den kommende retsakt om kunstig intelligens (12); opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme et europæisk ledet økosystem af markedspladser for ikkepersonlige data; foreslår at udvikle rammer for at harmonisere behandlingen af datasæt som aktiver i finansiel regnskabsføring og rapportering;

Innovationsøkosystem og støttestrukturer

39.

glæder sig over meddelelserne om udnævnelsen af en SMV-repræsentant i EU; understreger endvidere nødvendigheden af, at denne repræsentant foretager en omfattende analyse og aflægger periodiske rapporter om status for europæiske startupvirksomheder og vækstvirksomheder, der omfatter deres daglige forhindringer og vanskeligheder; opfordrer Kommissionen til at udpege opstarts- og opskaleringskontaktpunkter i de relevante generaldirektorater for bedre at koordinere de målrettede politikker; opfordrer Kommissionen til at oprette et særligt netværk af rådgivere for vækstvirksomheder som en del af Enterprise Europe-netværket;

40.

understreger den grundlæggende betydning af at skabe et inklusivt opstartsøkosystem, der giver lige jobmuligheder for alle, herunder unge, etablerede fagfolk og underrepræsenterede grupper; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremlægge proaktive initiativer og politikker, der aktivt fremmer inklusivitet ved at tackle systemiske barrierer og fordomme og ved at fremme lige vilkår for underrepræsenterede grupper; tilskynder til udvikling af relevante mentorprogrammer, netværksmuligheder samt uddannelsesmæssige og andre initiativer, der specifikt er rettet mod underrepræsenterede grupper;

41.

opfordrer til, at ekspertise samles gennem strategiske partnerskaber, samarbejde og viden- og ressourcedeling mellem den akademiske verden, industriens aktører og statslige organer, således at deres samlede styrker og ekspertise udnyttes inden for rammerne af strategier for intelligent specialisering;

42.

anbefaler, at regionale økosystemer for startupvirksomheder, der samler lokale, universiteter, iværksættere, virksomheder og offentlige enheder, styrkes, herunder via innovationsknudepunkter, væksthuse, acceleratorer og projektudviklere, for at udnytte de enkelte regioners styrker og ressourcer; opfordrer Kommissionen til bedre at koordinere mellem stedbaseret innovationspolitik og kvalitetsdrevet innovationspolitik på EU-plan; noterer sig succeshistorierne fra økosystemer for startupvirksomheder og udbyttet af deres erfaringer; anbefaler, at disse regionale opstartsøkosystemer bliver et forum for økosystemledere til at udveksle idéer og bedste praksis;

°

° °

43.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer.

(1)   EUT L 170 af 12.5.2021, s. 1.

(2)   EUT C 167 af 11.5.2023, s. 8.

(3)  Vedtagne tekster, P9_TA(2023)0294.

(4)  Kommissionen, ” 2023-rapporten om status over det digitale årti ”, 27. september 2023.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet) (EUT L 172 af 26.6.2019, s. 18).

(6)  Indtil videre er over 35 % af de ansøgere, der har ansøgt om et enhedspatent, SMV'er sammenlignet med 20 % for almindelige europæiske patenter.

(7)  Kommissionens forslag af 16. marts 2023 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af en ramme for foranstaltninger til styrkelse af Europas økosystem for produktion af nettonulteknologier ("forordningen om nettonulindustri") (COM(2023)0161).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 af 19. oktober 2022 om et indre marked for digitale tjenester og om ændring af direktiv 2000/31/EF (forordning om digitale tjenester) (EUT L 277 af 27.10.2022, s. 1).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1925 af 14. september 2022 om åbne og fair markeder i den digitale sektor og om ændring af direktiv (EU) 2019/1937 og (EU) 2020/1828 (forordningen om digitale markeder) (EUT L 265 af 12.10.2022, s. 1).

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/868 af 30. maj 2022 om europæisk datastyring og om ændring af forordning (EU) 2018/1724 (forordning om datastyring) (EUT L 152 af 3.6.2022, s. 1).

(11)  Kommissionens forslag af 23. februar 2022 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om harmoniserede regler om fair adgang til og anvendelse af data (dataforordningen) (COM(2022)0068),

(12)  Kommissionens forslag af 21. april 2021 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om harmoniserede regler for kunstig intelligens (retsakten om kunstig intelligens) og om ændring af visse af Unionens lovgivningsmæssige retsakter (COM(2021)0206).


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/4182/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)


Top