Ordfører:	Stefano PALMIERI
Medordfører:	Dimitris DIMITRIADIS

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 2.5.2023
Retsgrundlag	Artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	30.5.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	14.6.2023
Plenarforsamling nr.	579
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	169/1/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) anerkender, at makroregionale strategier spiller en vigtig rolle for den sociale, territoriale og økonomiske samhørighed i regionerne og bidrager til den europæiske integration af nabolande.

1.2.

EØSU påpeger, at makroregionale strategier behandler spørgsmål, der kræver, at flere lande (og forskellige aktører i dem) samarbejder på grundlag af en tværsektoriel tilgang med flerniveaustyring. De forskellige aktører bør derfor forsøge at gøre sameksistensen mellem nationale interesser og princippet om samarbejde mulig og samtidig mindske bureaukratiske og komplekse procedurer, der gør makroregionale strategier mindre attraktive.

1.3.

EØSU mener, at der bør gøres en større indsats for at styrke de makroregionale strategier, så de kan være drivkræfter for forandring, virke tillidsskabende og fremme europæiske værdier, navnlig når det gælder den sociale, territoriale og økonomiske samhørighed i regionerne og integrationen af nabolandene samt 2030-dagsordenen.

1.4.

EØSU bemærker, at makroregionale strategier har været nyttige redskaber ved håndteringen af sundhedskrisen og virkningerne af Ruslands invasion af Ukraine. Specifikt har EU-strategien for Donauområdet og Østersøstrategien spillet en vigtig rolle i bestræbelserne på at udbygge forbindelserne mellem Ukraine og EU med henblik på at integrere ukrainske flygtninge og etablere sikre godstogskorridorer.

1.5.

Hvad angår den grønne, den digitale og den sociale omstilling bemærker EØSU, at gennemførelsesprocessen varierer mellem de forskellige makroregionale strategier på grund af niveauforskelle og forskellig kapacitet til gennemførelse af sektorpolitikker og graden af beredskab i lande uden for EU. EØSU mener, at det er relevant at tage fat på forskellene ved hjælp af specifikke foranstaltninger, navnlig i forbindelse med de mest ugunstigt stillede regioner, for at undgå, at den økonomiske konkurrenceevne og den sociale samhørighed bliver problematisk og fører til større forskelle mellem regioner, der er mere »udviklede«, og regioner, der er mindre udviklede.

1.6.

EØSU mener, at det er afgørende at styrke forbindelsen mellem den grønne, den digitale og den sociale omstilling for at flytte fokus fra at producere »mere« til at producere »bedre«, og dermed undgå spild som følge af overproduktion, i fuld overensstemmelse med princippet om strategisk autonomi. I den henseende er det vigtigt at udnytte intelligente specialiserings- og klyngetilgange samt at tilbyde passende og grundige uddannelser, der er relevante.

1.7.

EØSU tager højde for, at civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter spiller en vigtig rolle ved at bidrage til bedre beslutningstagning, navnlig ved at bringe lokale og regionale samfund tættere på de makroregionale strategier, og opfordrer ikke blot medlemsstaterne, men også Kommissionen til at inddrage civilsamfundets organisationer, arbejdsmarkedets parter og de regionale og lokale myndigheder i endnu højere grad, så fornemmelsen af ejerskab til programmerne styrkes.

1.8.

Endvidere bliver det vigtigt for effektiviteten af de fire makroregionale strategier at styrke kapacitetsopbygningen hos de lokale statslige og ikkestatslige aktører. Efter EØSU's opfattelse er det vigtigt, at der sættes gang i informations- og uddannelsesprocesser for disse aktører. I den forbindelse foreslår EØSU, at der på samme måde som i Erasmus-programmet oprettes et system for udveksling af tjenestemænd på kort og mellemlangt sigt mellem de regioner, som indgår i de makroregionale strategier. EØSU bifalder initiativet til at etablere en institutionaliseret borgerdialog på tværs af makroregioner og mener, at det kan bidrage hertil. Det er også vigtigt for EØSU, som er hjemsted for det organiserede civilsamfund og arbejdsmarkedets parter, at spille en mere aktiv rolle og deltage i ledelsesorganerne for alle makroregionale strategier. På den måde kan effektiviteten af synergier og samarbejde øges og blive mere synlig. I den forbindelse foreslår EØSU, at der arrangeres fora med repræsentanter for civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter i medlemsstater med makroregionale strategier.

1.9.

EØSU opfordrer desuden til, at der i forbindelse med alle makroregionale strategier ses på muligheden for at rette op på den manglende (men afgørende) inddragelse af vigtige lokale drivkræfter for udvikling (SMV'er, eksisterende industriklynger, lokale banker, sociale virksomheder, fagforeninger, den akademiske verden, NGO'er og andre civilsamfundsorganisationer) og af multinationale selskaber og internationale finansielle institutioner og banker. De makroregionale strategier bør gennemføre partnerskabsprincippet i fuldt omfang under fuld inddragelse af de berørte interessenter.

1.10.

EØSU påpeger, at det er relevant at tilpasse de makroregionale strategier til målene for 2030-dagsordenen og sikre komplementaritet med målene for samhørighedspolitikken i perioden 2021-2027 for dermed at gøre de makroregionale initiativer mere effektive.

1.11.

På trods af Kommissionens bestræbelser på at øge synligheden af de makroregionale strategier mener EØSU, at bedre kommunikation ikke kun afhænger af én central aktør, men af et større engagement hos de medlemsstater og tredjelande, der deltager i de makroregionale strategier. EØSU kan hjælpe i den henseende, og civilsamfundets deltagelse på flere niveauer kan være afgørende.

1.12.

EØSU foreslår, at man overvejer en anden tilgang til forvaltningen af de makroregionale strategier. Da det politiske niveau repræsenteres af udenrigsministrene, bør det operationelle niveau styrkes gennem øget samarbejde med de ministerier, der har ansvaret for EU-anliggender og de ministerier, der administrerer midlerne fra EU. Inddragelse af regionale myndigheder og styrkelse af deres administrative kapacitet samt den fysiske planlægning er også afgørende for gennemførelsen af de makroregionale strategier

1.13.

EØSU håber, at der med opbakningen til betænkningen fra Europa-Parlamentets Regionaludviklingsudvalg vil være gode forudsætninger for, at der også kan gennemføres en makroregional strategi i de vestlige Middelhavsregioner.

1.14.

Som en del af evalueringsprocessen i forbindelse med den fremtidige samhørighedspolitik vil det være nødvendigt at foretage en nøje evaluering af, hvilke forbedringer der bør foretages af de makroregionale strategier for at frigøre deres fulde potentiale.

2.   Indledning

2.1.

Siden 2009 har Den Europæiske Union defineret makroregionale strategier som integrerede, styrkede samarbejdsrammer, der gør det muligt for lande i samme område at tackle fælles udfordringer sammen og få mest muligt ud af deres fælles potentiale.

2.2.

Medlemsstater og lande uden for EU i det samme geografiske område iværksætter en makroregional strategi og fastsætter målene for den. Det område, der er omfattet af strategien, udpeges på grundlag af fysiske karakteristika (flodbassiner, havområder, bjergkæder mv.) og bygger på allerede eksisterende historiske socioøkonomiske og kulturelle relationer som det nødvendige svar på de udfordringer, der følger af en hastig udvidelse af EU.

2.3.

Makroregionale strategier skaber integrerede og styrkede samarbejdsrammer til fælles håndtering af udfordringer og muligheder på specifikke områder i EU, hvor disse ikke kan håndteres individuelt med de velkendte værktøjer. Under de nuværende omstændigheder kan de desuden fungere som et vigtigt instrument, der kan fremme den geografiske udvidelse af EU's opsøgende arbejde.

2.4.

Med denne udtalelse vil EØSU give sin vurdering af den 4. rapport om gennemførelsen af Den Europæiske Unions makroregionale strategier under hensyntagen til, at de 19 EU-medlemsstater og 10 lande uden for EU, der indgår i EU's makroregionale strategier, i rapporteringsperioden fra midten af 2020 til midten af 2022 har udvist bemærkelsesværdig robusthed over for alvorlige og vedvarende eksterne chok, hvor de har været nødt til at omdanne deres normale samarbejdsforanstaltninger til solidaritetsaktiviteter, så de i fællesskab har kunnet tackle virkningerne af covid-19 og Ruslands uberettigede militære angreb mod Ukraine.

3.   Generel vurdering af gennemførelsen af de makroregionale strategier

3.1.   EU-strategien for Østersøområdet (EUSBSR)

3.1.1.

EU-strategien for Østersøområdet, der blev iværksat i 2009, omfatter otte EU-medlemsstater og fire nabotredjelande. Strategien har tre hovedmål — »Save the Sea«, sammenkobling af regionen og øget velstand, og den er tematisk inddelt i 14 indbyrdes forbundne politikområder, herunder risici, bioøkonomi, sundhed og uddannelse.

3.1.2.

Med hensyn til finansiering har Interregprogrammet for Østersøområdet fra begyndelsen spillet en central rolle for finansieringen af gennemførelsen af makroregionen. Fra 2014-2020 bidrog Interregprogrammet med ca. 278 mio. EUR til gennemførelsen af projekter i området. I perioden 2021-2027 vil Interregprogrammet for Østersøområdet have et budget på 259 mio. EUR.

3.1.3.

I 2021 blev EUSBSR-handlingsplanen revideret. Antallet af foranstaltninger blev reduceret, der blev indført et system til fremme af et tættere samarbejde mellem interessenter (herunder arbejdsmarkedets parter og økonomiske interesseorganisationer), og der blev oprettet et nyt redskab, Østersøstrategipunktet, der skal yde administrativ støtte og teknisk bistand til forvaltning, udvikling og formidling af strategien.

3.1.4.

EUSBSR har støttet de regioner, der er involveret i opfyldelsen af de fastsatte mål for bæredygtig og intelligent vækst. På trods af at suspensionen af samarbejdet med Rusland og Belarus efter Ruslands invasion af Ukraine har skabt hindringer for løsningen af de største problemer i regionen, har strategien potentiale til at imødegå nye udfordringer.

3.2.   EU-strategien for Donauområdet (EUSDR)

3.2.1.

EU-strategien for Donauområdet, der blev iværksat i december 2010 og ajourført i 2020, omfatter 14 lande (ni EU-medlemsstater og fem lande uden for EU). Den bygger på fire hovedsøjler: 1) sammenkobling af regionen, 2) beskyttelse af miljøet, 3) skabelse af velstand og 4) styrkelse af regionen. Disse fire mål er yderligere delt op i 12 prioriterede områder.

3.2.2.

Hvad angår finansiering blev der i perioden 2014-2020 primært ydet støtte fra det tværnationale Interregprogram for Donau på i alt 231 mio. EUR. I perioden 2021-2027 støtter programmet med i alt 213,1 mio. EUR.

3.2.3.

I 2020 blev handlingsplanen tilpasset for at skabe et strategisk grundlag for dens aktiviteter og omorganisere målene. Formålet med ajourføringen var tredobbelt: at strømline foranstaltningerne ved at reducere antallet fra 137 til 85, at gøre handlingsplanen til et dokument, der udstikker strategiske retningslinjer for gennemførelsen af EUSDR og at sikre en bedre overensstemmelse mellem handlingsplanen og andre finansieringsprogrammer og -instrumenter, navnlig samhørighedspolitikkens programmer, men også andre EU-finansieringsprogrammer og -instrumenter samt national, regional og lokal finansiering fra Donaulandene. Revisionen af handlingsplanen bragte de foranstaltninger, der er fastsat i EUSDR, i overensstemmelse med EU's nye prioriteter, herunder den europæiske grønne pagt. Der er blevet gjort betydelige fremskridt gennem inddragelse af unge og styrkelse af samarbejdet med EU-fonde.

3.2.4.

På trods af denne ajourføring står den makroregionale strategi for Donauområdet ikke desto mindre over for en række problemer, som forsinker dens gennemførelse, herunder håndgribelige socioøkonomiske forskelle i Donauregionen, mangel på finansielle ressourcer og beskedent politisk engagement blandt de involverede lande. Desuden står de deltagende lande over for overordnede globale udfordringer såsom genopretningen efter pandemien, klimaforandringer og den digitale omstilling, som alt i alt kan aflede deres opmærksomhed fra bestræbelserne på at forbedre gennemførelsen af EUSDR.

3.3.   EU-strategien for området omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav (EUSAIR)

3.3.1.

EUSAIR, der blev iværksat i 2014, samler ti lande (fire EU-medlemsstater og seks lande uden for EU). Strategien bygger på fire hovedsøjler: blå vækst, sammenkobling af regionen, miljøkvalitet og bæredygtig turisme. EUSAIR-facilitetspunktet yder operationel støtte til koordinering og gennemførelse.

3.3.2.

Med hensyn til finansiering i perioden 2014-2020 stillede Interregprogrammet ADRION 118 mio. EUR til rådighed til finansiering af projekter inden for rammerne af de fire EUSAIR-søjler, herunder støtte til forvaltning af EUSAIR under prioritet 4. I perioden 2021-2027 vil der være 136,7 mio. EUR til rådighed fra Interregprogrammet for Adriaterhavet og Det Joniske Hav.

3.3.3.

EØSU noterer sig med tilfredshed EUSAIR's bestræbelser på at oprette et ungdomsråd som led i denne strategi. Udvalget opfordrer til, at de øvrige makroregionale strategier styrker ungdomsrådenes funktion. EØSU ser gerne, at alle makroregionale strategier øger ungdomsrådenes indflydelse og institutionaliserer dialogen med dem, hvilket kan ske inden for rammerne af de årlige fora.

3.3.4.

I november 2021 ændrede EU identiteten for EUSAIR med »Report on the repositioning of the European Union Strategy for the Adriatic and Ionian Region (EUSAIR)«, der havde til formål at gøre strategien mere forståelig for målgruppen. Udvalget anbefaler, at EUSAIR tilpasses yderligere til EU's politiske prioriteter såsom den europæiske grønne pagt og den digitale omstilling, samtidig med at civilsamfundet og unge sættes i centrum for strategiens egne prioriteter.

3.3.5.

Hvad angår de fremskridt, der er gjort inden for rammerne af EUSAIR, er der trods de opnåede resultater i form af stabilitet i regionen og konvergens mellem landene stadig uudnyttede muligheder for synergier med andre multilaterale initiativer i makroregionen, og der er stadig forskelle mellem EU-lande og tredjelande. Strategien har for mange dimensioner, dækker en meget kompleks og forskelligartet geografi og har for mange mål.

3.4.   EU-strategien for Alperegionen (EUSALP)

3.4.1.

Den makroregionale strategi for Alperegionen, der blev iværksat i 2015, er den seneste strategi, som EU har godkendt. Den omfatter syv lande, hvoraf fem er EU-medlemsstater, og to er lande uden for EU. Strategien har tre tematiske områder: økonomisk vækst og innovation, mobilitet og konnektivitet samt miljø og energi. De tre tematiske områder suppleres af en tværgående politik for forvaltning, som har til formål at skabe en holdbar makroregional forvaltningsmodel for regionen.

3.4.2.

Hvad angår finansiering i perioden 2014-2020 stillede Interreg-Alperegionsprogrammet 139 mio. EUR til rådighed for regionen, mens der i perioden 2021-2027 er i alt 107 mio. EUR til rådighed til fire prioriterede områder, der har til formål at opnå en klimarobust, grøn og CO2-neutral Alperegion.

3.4.3.

På trods af den tydelige kløft mellem by-, land- og bjergområder har makroregionen en stærk socioøkonomisk indbyrdes afhængighed. Nogle af de lande, der deltager i EUSALP (Tyskland, Italien, Østrig og Slovenien), er involveret i andre makroregionale strategier, hvilket har givet udfordringer. Der er tydeligvis behov for et større engagement i forvaltningsprocesser, så overlapninger bliver til komplementaritet.

3.4.4.

Sammenlignet med de øvrige makroregionale strategier er EUSALP velstruktureret. Det skyldes, at Alperegionen har en struktureret, institutionel karakter og en mangeårig tradition for samarbejde gennem Alpekonventionen og andre initiativer såsom Arge Alp, Euromontana, Alliance in the Alps (lokale myndigheder), ALPARC (netværk af beskyttede områder) og International Scientific Committee for Research in the Alps samt andre organisationer, der er aktive i regionen. De to lande uden for EU, Schweiz og Liechtenstein, har en høj institutionel og administrativ kapacitet, der betyder, at de kan samarbejde med EU-medlemsstaterne på samme niveau.

4.   Rammevilkårene for de makroregionale strategier og krigen i Ukraine

4.1.

De makroregionale strategier er blevet direkte og indirekte påvirket af krigen i Ukraine. Samarbejdsaktiviteterne i EU's makroregionale strategier har måttet fokusere på solidaritetsinitiativer for i fællesskab at imødegå virkningerne af Ruslands uberettigede militære aggression mod Ukraine.

4.2.

Blandt de fire makroregionale strategier er EU-strategien for Donauområdet og EU-strategien for Østersøområdet de strategier, der uden tvivl har haft en »direkte« indflydelse på gennemførelsen af samarbejdsaktiviteter, — EUSDR og EUSBR (herunder civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedsparter i disse områder) har spillet en vigtig rolle i bestræbelserne på at støtte Ukraine siden krigens udbrud og har bidraget til at udbygge forbindelserne mellem Ukraine og EU. Aktiviteterne har haft fokus på at integrere ukrainske flygtninge og på at skabe sikre godstogskorridorer. Dette engagement blev tydeligt demonstreret af det ukrainske formandskab for Donaustrategien i 2022. På trods af krigen har Ukraine i betydelig grad øget sit engagement på alle prioriterede områder i Donaustrategien. — EUSBSR har sat alt samarbejde med Rusland og Belarus i bero. Det er også grunden til, at strategien nu går i retning af en yderligere styrkelse af dens rolle som en strategisk grænseflade for samarbejde mellem EU's medlemsstater, Norge og Island.

4.2.1.

Selv om de makroregionale strategiers langsigtede karakter ikke uden videre bør tilpasses, påvirker de strukturelle ændringer på den globale geopolitiske scene — krigen i Ukraine er en væsentlig hændelse i denne sammenhæng — specifikt indholdet af alle fire makroregionale strategier, da de bekræfter betydningen af tværregionalt/grænseoverskridende samhørighed og samarbejde i selve Europa og i det eurasiske rum.

5.   De makroregionale strategiers rolle og indvirkning på gennemførelsen af processerne for den grønne, den digitale og den sociale omstilling

5.1.

Selv om de fire makroregionale strategier støtter opfyldelsen af de mål, der er fastsat for EU's grønne, digitale og sociale omstilling, står det klart, at gennemførelsesprocessen varierer mellem de forskellige makroregionale strategier på grund af deres forskellige niveauer og kapacitet til gennemførelse af sektorpolitikker (miljø, digitalt/innovation og socialt) og beredskabsniveauet i lande uden for EU, når det handler om at håndtere udfordringerne i tilknytning til »omstillingerne«.

5.2.

Det påpeges, at hvis disse forskelle ikke afhjælpes gennem specifikke støtte- og finansieringsforanstaltninger, navnlig møntet på de makroregionale strategier, der har de største vanskeligheder, er der en risiko for, at strategierne, der har potentiale til at fremme økonomisk konkurrenceevne og social samhørighed, kan udvikle sig til et problem, som vil føre til større forskelle mellem regioner, der er mere »udviklede«, og regioner, der er mindre udviklede. Dette er også en udfordring i de perifere og fjerntliggende områder, som altid er ugunstigt stillet sammenlignet med centrale regioner, by- eller storbyregioner. Her kan støtte og incitamenter til regionalt, grænseoverskridende samarbejde være meget gavnligt.

5.3.

En nærmere gennemgang af den fjerde rapport og en analyse af de projekter, som blev finansieret af Interregprogrammer, der var aktive i perioden 2014-2020, viser, at der er en tæt forbindelse mellem den grønne og den digitale omstilling. Der blev iværksat og gennemført forskellige projekter, men det står ikke klart, om disse initiativer reelt var effektive med hensyn til at skabe forandringer. EØSU mener, at der bør bygges videre på de opnåede resultater ved at udnytte de muligheder, der er til rådighed inden for rammerne af Interregprogrammerne i perioden 2021-2027.

5.4.

EØSU mener, at alle makroregionale strategier er utilstrækkelige, når det handler om at knytte den grønne og den digitale omstillingsproces til den sociale. I mange tilfælde begrænses den sociale dimension til inddragelse og deltagelse af grupper, der ikke fuldt ud repræsenterer civilsamfundets og arbejdsmarkedets parters behov og interesser. I sin sonderende udtalelse Mod bedre økonomisk konvergens og konkurrenceevne i makroregioner, såsom EU-strategien for Donauområdet — grænseoverskridende klyngers rolle (1), påpegede EØSU, at de opnåede resultater i form af nedbringelse af sociale og geografiske forskelle samt fremme af miljømæssig bæredygtighed fortsat er beskedne, sandsynligvis på grund af de komplekse forvaltningsmodeller og mellemstatslige ordninger, bureaukratiet, manglen på tværregional ensartethed og den utilstrækkelige inddragelse af arbejdsmarkedets parter, socioøkonomiske aktører og civilsamfundsorganisationer.

5.5.

Formålet med strategierne for den grønne og den digitale omstilling er at flytte fokus fra at producere »mere« til at producere »bedre«. Selv om denne tilgang er korrekt og i overensstemmelse med EØSU's retningslinjer, skaber den problemer, som, hvis de ikke tackles, kan betyde, at der i stedet for merværdi skabes en negativ påvirkning. Beskæftigelsesniveauet og skatteindtægterne hænger tæt sammen med væksten i BNP. Hvis BNP falder, er det vanskeligere at finansiere sundhed, uddannelse og social retfærdighed.

5.6.

EU's reaktion på dette paradoks er den europæiske grønne pagt, der omfatter en række foranstaltninger til støtte for bæredygtig økonomisk vækst under hensyntagen til miljøet, naturressourcerne og den sociale samhørighed. På trods af den europæiske grønne pagts strategiske karakter er der mange faktorer, som kan hindre, at den skaber resultater, når det gælder om at støtte omstillingen. Nedgangen i de disponible menneskelige ressourcer og stigningen i sundheds- og pensionsudgifter risikerer at reducere de ressourcer, der er nødvendige for at støtte investeringer i »den grønne og den digitale omstilling« i de makroregionale strategier.

5.7.

Den dobbelte omstilling (den grønne og den digitale), navnlig på makroregionalt plan, risikerer at blive et nødvendigt, men utilstrækkeligt redskab, der kræver yderligere foranstaltninger for at opnå en bæredygtig økonomisk udvikling af samfundet som helhed sideløbende med økonomisk vækst.

5.7.1.

Intelligent specialisering og klynger er vigtige for den dobbelte omstilling: i) fremme af netværkssamarbejde og etablering af klynger blandt virksomheder har været en af de mest vellykkede metoder til at støtte innovation og udvikling blandt SMV'er, ii) formidling i form af konsulentbistand og administrative tjenester (gennem regionale udviklingsagenturer, handelskamre, klyngeforvaltere mv.) øger effektiviteten af netværkssamarbejde og klyngedannelse (jf. indholdet af EØSU's sonderende udtalelse (2)).

5.8.

For at bidrage til at den digitale og den grønne omstilling går fra at være udfordringer til reelle muligheder, støtter EØSU desuden behovet for at styrke den sociale omstilling ved at etablere platforme for fælles udvikling, hvor civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter tildeles en ledende rolle, så arbejdsmarkedets parters og økonomiske interesseorganisationers behov og spørgsmål kan stå i centrum for udviklings- og samhørighedsbeslutninger.

5.9.

De makroregionale strategier bør anvendes som testplatforme til udformning af innovative instrumenter såsom initiativer til fremme af »bæredygtig beskatning og incitamenter« eller oprettelse af et skattesystem, der bidrager til at opfylde samfundets behov selv i situationer med svag eller negativ økonomisk vækst. Sådanne foranstaltninger styrker modstandsdygtigheden og kan foregribe kriser, som nu regelmæssigt påvirker regionerne i de makroregionale strategier.

5.10.

Makroregionale strategier bør anvendes som redskaber til at støtte en »kulturændring«, planlægge strategier og gennemføre foranstaltninger, der kan bidrage til at nå målene i samhørighedspolitikken og FN's 2030-dagsorden. I den forbindelse fremhæver EØSU den minimale grad af samarbejde mellem de forskellige makroregionale strategier og dermed behovet for at styrke og fremme tværgående makroregionale kapacitetsopbyggende redskaber.

5.11.

De makroregionale strategier bør modtage støtte til at tilpasse sig den digitale omstilling, hovedsagelig ved at der tilbydes hensigtsmæssig oplysning og oplæring. I betragtning af de mange forskellige lande, der deltager i makroregionale strategier (EU-medlemsstater, kandidatlande mv.), er der behov for at bygge bro over kløften mellem dem. I sin sonderende udtalelse (3) støtter EØSU, at makroregionale strategier fremover i høj grad bør drage stor fordel af effektive netværk i relation til uddannelsesaktiviteter med hensyn til digitalisering af produktionen samt af initiativer vedrørende effektive interregionale forsknings- og innovationsøkosystemer for grundforskning og anvendt FoU.

6.   Den territoriale dimension af de makroregionale strategier og inddragelse af civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter

6.1.

Selv om de makroregionale strategier er afstemt med samhørighedspolitikkens overordnede mål, mener EØSU, at det for at styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed er nødvendigt at konsolidere og forbedre bottom-up-initiativer. Dette vedrører især program- og planlægningsaktiviteter såsom etablering af gennemførelsesværktøjer til indirekte forvaltede EU-midler.

6.2.

EØSU mener, at den territoriale tilgang bør være i fokus ved gennemførelsen af de makroregionale strategier i modsætning til visse situationer, hvor makroregionale strategier ser ud til at være redskabet til gennemførelse af EU-strategier på regionalt og lokalt plan. EU-strategier bør snarere danne grundlag for at iværksætte initiativer svarende til lokaludvikling styret af lokalsamfundet, så der kan fastlægges foranstaltninger på grundlag af de områder, hvor der er behov for tiltag.

6.3.

Borgernes inddragelse, ejerskab og motivation kan styrkes gennem en stærkere inddragelse af de lokale og regionale myndigheder samt små regionale eller grænseoverskridende regionale projekter, hvor resultaterne er direkte og synlige. Gode eksempler er samarbejdsprojekter vedrørende sundhedskriser og akutbehandling på hospitaler eller det tilsvarende strukturerede samarbejde om katastrofeberedskab, som har den samme type problemer, der skal løses, men også resulterer i tilsvarende fordele.

6.4.

Ud over stærk politisk støtte kræver de udfordringer, som makroregionerne har stået over for, herunder covid-19 og krigen i Ukraine, og udfordringer, som de vil blive konfronteret med i de kommende år, større inddragelse af civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter i forvaltnings- og gennemførelsesprocessen samt et erhvervsmiljø, der styrkes af foranstaltninger, som bidrager til at øge SMV'ers konkurrenceevne.

6.5.

Selv om der reelt er gennemført initiativer under hver af de makroregionale strategier, står det klart, at alt, hvad der er aftalt, skal gennemføres, så hver af de makroregionale strategier kan få en reel tværgående dimension (civilsamfundets deltagelse), som supplerer og styrker den »vertikale dimension« (deltagelse af regioner og lokale organer) og flerniveaustyringen i fuld overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet, så det undgås, at de enkelte staters og regioners mål går forud for fælles interesser.

6.6.

EØSU mener, at den bredest mulige proces for oplæring, debat og udveksling af økonomiske, sociale og miljømæssige valgmuligheder vedrørende makroregionerne bør fremmes på regionalt og lokalt plan. Dette kan opnås ved hjælp af metoder, der allerede er afprøvet i andre sammenhænge, og som er baseret på samarbejde mellem lokale organer, arbejdsmarkedets parter, økonomiske interesseorganisationer og andre civilsamfundsorganisationer.

6.7.

De enkelte makroregionale strategier bør oprette et forum for civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter, hvis arbejde bør være i tråd med andre interessentplatformes arbejde og udvikle sig inden for en operationel model, der baner vejen for en reel inddragelse af repræsentanter for økonomiske interesseorganisationer og arbejdsmarkedets parter i gennemførelsen af strategierne på makroregionalt, regionalt og lokalt plan. Årlige fora af denne type kan sikre kontinuiteten i de makroregionale strategier, skabe muligheder for nye innovative idéer samt for møder mellem virksomheder (B-2-B). Endelig skal de øge synligheden og formidlingen af de makroregionale strategier og styrke samarbejdet mellem makroregionale strategier gennem udveksling af god praksis, primært blandt nabostrategierne. EØSU foreslår, at de særlige fora afholdes på rotationsbasis forskellige steder i de regioner, som deltager i de makroregionale strategier, og erklærer sig rede til aktivt at støtte disse særlige arrangementer.

6.8.

Det er afgørende at fremme kapacitetsopbyggende aktiviteter for at støtte både de regionale og lokale myndigheder og øge det organiserede civilsamfunds og arbejdsmarkedsparternes proaktive deltagelse i udviklingen af de makroregionale strategier. I den forbindelse bør partnerskabsprincippet finde anvendelse på projekter i tilknytning til de makroregionale strategier for at sikre, at de lokale aktører er i stand til at deltage aktivt. Dette bør også støtte bevidstgørelse og øget viden blandt borgerne om de vigtigste emner og aktiviteter i tilknytning til de makroregionale strategier.

6.9.

Navnlig foreslår EØSU, at der på samme måde som i Erasmus-programmet oprettes et system for udveksling af tjenestemænd på kort og mellemlangt sigt mellem de regioner, som indgår i de makroregionale strategier, og udvalget erklærer sig villig til at være en af initiativtagerne til dette. Vi er overbevist om, at dette vil bidrage til kapacitetsopbygning og bevidstgørelse samt hjælpe med gradvist at overvinde de bureaukratiske problemer, der skyldes forskelle på tværs af landegrænserne.

7.   Andre prioriteter, der skal øge effektiviteten af de makroregionale strategier

7.1.

Det er en prioritet at sikre, at makroregionale strategier er i overensstemmelse med og tilpasset samhørighedspolitikken og 2030-dagsordenen for at sikre, at specifikke interesser ikke går forud for fælles interesser. Selv om overensstemmelse med samhørighedspolitikkens prioriteter er et krav i planlægnings- og udviklingsprocessen for makroregionale strategier, stemmer nogle makroregionale strategier kun i begrænset omfang overens med 2030-dagsordenen.

7.2.

For så vidt angår de makroregionale strategiers overensstemmelse og komplementaritet med 2030-dagsordenen, er EU-strategien for Østersøområdet slået ind på en positiv kurs igennem initiativet »Baltic 2030 — Bumps on the Road«. Ud over at udpege de mål for bæredygtig udvikling, der stemmer bedst overens med prioriteterne i den makroregionale strategi, har dette initiativ etableret et effektivt system, der kan støtte planlægning af initiativer og måling af resultater.

7.3.

Tilpasning af de makroregionale strategier til målene for 2030-dagsordenen og tilvejebringelse af komplementaritet med målene for samhørighedspolitikken i perioden 2021-2027 er helt klart en strategisk aktivitet, der gør de makroregionale initiativer mere effektive. Følgende mål for bæredygtig udvikling bør tages i betragtning som en prioritet: 3. Sundhed og trivsel, 4. Kvalitetsuddannelse, 5. Ligestilling mellem kønnene, 7. Ren energi til en overkommelig pris, 8 Anstændigt arbejde og økonomisk vækst, 9. Industri, innovation og infrastruktur, 11. Bæredygtige byer og lokalsamfund, 12. Ansvarligt forbrug og ansvarlig produktion, 13. Klimaindsats, 14. Livet i havet, 15. Livet på land .

7.3.1.

I betragtning af de mange områder, der skal tages fat på, og de begrænsede ressourcer, der er til rådighed, er det imidlertid tilrådeligt at foretage en rimelig prioritering af opgaverne ud fra to klare hovedaspekter: — Opstilling af en prioriteret rækkefølge efter aktualitet, hastende karakter og tidshorisont. — Rangordning efter den største forventede merværdi af den makroregionale tilgang.

7.4.

De makroregionale strategiers succes hænger klart sammen med deres evne til at sikre, at EU-midler, nationale, regionale og øvrige offentlige og private midler kan finansiere prioriteterne i de makroregionale strategier ved at støtte projekter. Det er klart, at denne prioritet skal styrkes ved hjælp af komplementære planer og synergier mellem de forskellige finansieringsmuligheder. Der bør om muligt tilskyndes til integration af tværnational og grænseoverskridende finansiering med statslig og regional finansiering, herunder gennem en tværsektoriel tilgang.

7.5.

Den retning, man har valgt i alle de makroregionale strategier, bør sammen med dialog- og samarbejdsnetværk fremmes blandt forvaltningsmyndighederne for Den Europæiske Socialfond (ESF), Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) med henblik på at kortlægge problemer og muligheder vedrørende specifikke emner, der kan håndteres ved hjælp af forskellige finansieringskilder.

7.6.

Endelig er det afgørende, at vigtige lokale drivkræfter for udvikling (SMV'er, eksisterende industriklynger, lokale banker, sociale virksomheder, fagforeninger, den akademiske verden, NGO'er og andre civilsamfundsorganisationer) og multinationale selskaber og internationale finansielle institutioner og banker, reelt inddrages i de makroregionale strategier. De makroregionale strategier bør gennemføre partnerskabsprincippet i fuldt omfang under fuld inddragelse af de berørte interessenter.

7.6.1.

For SMV'er er problemet den begrænsede evne til at få de relevante oplysninger og den manglende tekniske kapacitet til at udnytte de muligheder, der følger heraf. Udvikling af klynger mellem virksomheder og klynger mellem virksomheder og offentlige myndigheder kunne være en måde at løse problemet på.

8.   Det videre forløb

8.1.

Fremtiden byder på stadig større udfordringer for de makroregionale strategier. Hvis de ikke håndteres korrekt på territorialt plan, kan de hurtigt udvikle sig til problemer. EØSU tager højde for, at civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter spiller en central rolle i indsatsen for at forbedre beslutningsprocessen, navnlig ved at bringe lokale og regionale samfund tættere på de makroregionale strategier og ved at tilskynde ikke blot medlemsstaterne, men også Kommissionen til i endnu højere grad at inddrage civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter for dermed at styrke følelsen af at være med i programmerne.

8.2.

EØSU anerkender, at makroregionale strategier behandler spørgsmål, der kræver samarbejde mellem flere lande baseret på en tværsektoriel tilgang med flerniveaustyring. De makroregionale strategier bør styrke områdernes identitet ved at øge borgernes medansvar og aktive inddragelse. Selv om den »bløde« karakter af samarbejdet om makroregionale strategier kan betragtes som en fordel, fordi det åbner op for løsninger, der ofte er vanskelige at opnå i mere formaliserede sammenhænge med konkurrerende nationale interesser, er dette ikke tilfældet i praksis. Nationale og centrale myndigheder er ansvarlige for gennemførelsen af makroregionale strategier, hvilket fører til bureaukratiske og komplekse procedurer, der i sidste ende gør makroregionale strategier mindre attraktive.

8.3.

EØSU bifalder initiativet til at etablere en institutionel borgerdialog mellem makroregionerne og mener, at det kan være nyttigt. Det er også vigtigt for EØSU, som er det organiserede civilsamfunds hjemsted, at spille en mere aktiv rolle og deltage i ledelsesorganerne for alle makroregionale strategier. På den måde kan synergier og samarbejde blive mere effektive.

8.4.

EØSU foreslår, at der overvejes en anden tilgang til forvaltningen af makroregionale strategier. Da det politiske niveau repræsenteres af udenrigsministrene, bør det operationelle niveau styrkes gennem øget samarbejde med ministerierne med ansvar for EU-anliggender og EU-midler. Det er også afgørende for gennemførelsen af de makroregionale strategier, at de regionale myndigheder inddrages ved at styrke deres administrative kapacitet.

8.5.

EØSU mener, at der bør være større sammenhæng mellem den energirelaterede/digitale omstilling og den sociale dimension af EU's politikker. I betragtning af at 2023 er det europæiske år for færdigheder, bør der lægges større vægt på, hvordan energiomstillingen kan realiseres via udvikling af arbejdstageres færdigheder og kompetencer.

8.6.

Interessenter i makroregionale strategier opfordres til at følge tættere op, udarbejde mindre abstrakte og mere målrettede projekter, programmer og foranstaltninger med målbare udgangspunkter og resultater og dermed overvåge de fremskridt, der gøres mellem dem.

8.7.

EØSU bemærker, at Kommissionen har gjort en betydelig indsats for at synliggøre de makroregionale strategier. Bedre kommunikation handler imidlertid ikke kun om én central aktør, men afhænger også af medlemsstaterne og de makroregionale strategier. I den henseende kan EØSU hjælpe med at inddrage civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter, hvilket kan være afgørende.

8.8.

EØSU mener, at makroregionale strategier spiller en vigtig rolle for den sociale, territoriale og økonomiske samhørighed i regionerne og bidrager til nabolandenes integration i EU. I den forbindelse skal der lægges større vægt på at udvikle makroregionale strategier, så de kan være drivkræfter for forandring, virke tillidsskabende og fremme europæiske værdier. Desuden skal bæredygtigheden, kontinuiteten og den indbyrdes sammenhæng mellem tværregionale og grænseoverskridende initiativer og projekter styrkes. I den henseende bør andre former for institutionaliseret tværregionalt og grænseoverskridende samarbejde såsom europæiske grupper for territorialt samarbejde og euroregioner anvendes på en omfattende måde i overensstemmelse med de makroregionale strategiers anvendelsesområde.

8.9.

På miljøområdet vil det være vigtigt at styrke de makroregionale strategiers operationelle kapacitet til at støtte bekæmpelsen af klimaforandringer ved at give civilsamfundet nyttige redskaber til at håndtere risici og føre en bæredygtig livsstil.

8.10.

Hvad angår økonomien vil det være en prioritet at støtte en ændring af den økonomiske model på regionalt og lokalt plan med det formål at reducere forbruget af naturressourcer og råstoffer. Det vil være nødvendigt at støtte kursskiftet i retning af initiativer vedrørende nulemission, bæredygtig mobilitet, den cirkulære økonomi, bæredygtig turisme og fremme af den lokale økonomi.

8.11.

For at innovative teknologier såsom digitalisering, robotteknologi og bioteknologi kan fremmes og stilles til rådighed for alle, er der behov for opkvalificering, flere investeringer i sikker og bæredygtig digital infrastruktur og støtteinitiativer for virksomheder, offentlig forvaltning og borgere, navnlig i lyset af digitaliseringen af offentlige tjenester.

8.12.

Demografiske og sociale tendenser styrker hinanden gensidigt. Den aldrende befolkning samt migration internt i Europa, den faldende fødselshyppighed og det faldende antal familier udgør en udfordring for velfærdssystemerne samt den lokale og regionale udvikling. Disse demografiske tendenser har alvorlige sociale konsekvenser, herunder stigende social udstødelse og ulighed, samt økonomiske konsekvenser, herunder mangel på arbejdskraft i arbejdskraftintensive sektorer såsom turisme. Et stærkere fokus på livskvalitet, anstændigt arbejde, trivsel og inddragelse af unge er en yderligere udfordring, der har afgørende betydning.

8.13.

Med godkendelsen af betænkningen om samhørighedspolitikkens rolle i håndteringen af flerdimensionelle miljøudfordringer i Middelhavsområdet (2022/2059 (INI)) fra Europa-Parlamentets Regionaludviklingsudvalg tror og håber EØSU, at betingelserne for gennemførelsen af en makroregional strategi også vil modnes i de vestlige Middelhavsregioner.

---

(1)   EUT C 282 af 20.8.2019, s. 14.

(2)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Mod bedre økonomisk konvergens og konkurrenceevne i makroregioner, såsom EU-strategien for Donauområdet — grænseoverskridende klyngers rolle« (sonderende udtalelse) (EUT C 282 af 20.8.2019, s. 14).

(3)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Mod bedre økonomisk konvergens og konkurrenceevne i makroregioner, såsom EU-strategien for Donauområdet — grænseoverskridende klyngers rolle« (sonderende udtalelse) (EUT C 282 af 20.8.2019, s. 14).