Válassza ki azokat a kísérleti funkciókat, amelyeket ki szeretne próbálni

Ez a dokumentum az EUR-Lex webhelyről származik.

Dokumentum 52022AE5400

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indsamling og videregivelse af data i forbindelse med korttidsudlejning af indkvartering og om ændring af forordning (EU) 2018/1724 (COM(2022) 571 final — 2022/0358 (COD))

    EESC 2022/05400

    EUT C 146 af 27.4.2023., 29—34. o. (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    27.4.2023   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 146/29


    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indsamling og videregivelse af data i forbindelse med korttidsudlejning af indkvartering og om ændring af forordning (EU) 2018/1724

    (COM(2022) 571 final — 2022/0358 (COD))

    (2023/C 146/05)

    Ordfører:

    Marinel Dănuț MUREŞAN

    Anmodning om udtalelse

    Europa-Parlamentet, 21.11.2022

    Rådet for den Europæiske Union, 1.12.2022

    Retsgrundlag

    Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

    Kompetence

    Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug

    Vedtaget i sektionen

    27.1.2023

    Vedtaget på plenarforsamlingen

    22.2.2023

    Plenarforsamling nr.

    576

    Resultat af afstemningen

    (for/imod/hverken for eller imod)

    190/0/4

    1.   Konklusioner og anbefalinger

    1.1.

    Den foreslåede forordning imødekommer opfordringen fra alle ærlige interessenter til at regulere markedet for korttidsudlejning og er i overensstemmelse med de øvrige EU-forskrifter.

    1.2.

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) anbefaler, at de mekanismer, der foreslås i forordningen, indføres med henblik på at udvikle en mere fair konkurrence for korttidsudlejningsaktiviteter og et sikrere og mere gennemsigtigt samt formålstjenligt udbud af korttidsudlejning, og at de nationale og lokale myndigheder udstyres med effektive værktøjer til at tilpasse korttidsudlejningsaktiviteter til lokale forhold og behov i forskellige dele af EU.

    1.3.

    Forordningen præciserer ikke, hvem og hvad der skal angives ved registreringen i det nationale digitale register, og særlige forhold gælder for:

    oplysninger om udlejerne (ejer af ejendommen, repræsentant for ejeren af ejendommen, lejer/fremlejer, virksomhed, der fungerer som mellemmand, virksomhed, der forvalter eller stiller vedligeholdelse til rådighed for indkvarteringsenheder)

    oplysninger om indkvarteringsenhederne (drives helt eller delvist som korttidsudlejning, med tjenester, der er tilgængelige mod betaling, fælles tjenester osv.)

    det maksimale antal personer, der må bo i en indkvarteringsenhed (for at undgå at overskride enhedens kapacitet).

    1.3.1.

    Det er nødvendigt at gøre registreringsprocessen i det nationale digitale register — med et ensartet format på EU-niveau — mere enkel og fleksibel for at gøre det så let som muligt at overholde reglerne i alle situationer, sikre at oplysningerne behandles korrekt og effektivt, og sikre, at reglerne overholdes. Dette vil bidrage til at undgå tilfælde, hvor udlejere undlader at registrere sig i det nationale digitale register.

    1.4.

    EØSU foreslår, at Kommissionen i forordningen anbefaler, at nationale og/eller lokale myndigheder foretager periodiske konsekvensanalyser af korttidsudlejningsaktiviteter vedrørende:

    det faktiske lokale turismepotentiale

    indvirkningen på lokale beboeres liv

    de sociale konsekvenser for så vidt angår lejeboliger

    konsekvenserne for det lokale boligmarked

    de sociale virkninger for leveomkostninger i lokalområdet

    indvirkningen på beskæftigelsen

    indvirkningen på forureningen

    indvirkningen på respekten for lokale traditioner

    indvirkningen på virksomheder i lokalområdet, som berøres direkte og indirekte.

    1.4.1.

    Dette vil gøre det muligt for myndighederne at gribe ind i god tid og undgå, at situationen når et kritisk punkt.

    1.5.

    Forordningen pålægger ikke nationale og lokale myndigheder godkendelseskriterier efter registrering i det nationale digitale register. Den giver dem mulighed for at skræddersy disse kriterier til den lokale situation. Derimod anbefales det i forordningen at undgå, at godkendelsesproceduren pålægger kunstige begrænsninger og hindrer den normale drift af korttidsudlejningsaktiviteter. EØSU mener, at et system med forsikringspolicer indgået af udlejere for deres indkvarteringsenheder, der dækker størstedelen af de risici, der er forbundet med korttidsudlejningsaktiviteter, kan erstatte kravene om godkendelse, da forsikringsselskaberne, når de vurderer policen, vil kontrollere, om udlejerne overholder reglerne.

    1.6.

    Forordningen er ikke alt for streng med hensyn til de oplysninger, som udlejerne skal give, når de registrerer sig i det nationale digitale register, eller som platformene skal indberette til myndighederne. En standardiseret tilgang, der som anført styres af EU-institutionerne med hensyn til det informationsniveau, der kræves for alle korttidsudlejningsaktiviteter, ville derfor hjælpe de nationale og lokale myndigheder med at træffe beslutninger i overensstemmelse med de berørte lokalsamfunds interesser, lette dataudvekslingen mellem myndigheder, øge graden af overholdelse af reglerne og sætte myndighederne i stand til at træffe passende foranstaltninger på grundlag af analyser på EU-plan og på lokalt plan.

    1.7.

    Ikke desto mindre foreslår udvalget Kommissionen at anbefale, at nationale og/eller lokale myndigheder overvåger virkningen af korttidsudlejningsaktiviteter med hensyn til:

    den drastiske reduktion i antallet af langtidslejemål, der er til rådighed til andre formål end turisme

    det begrænsede antal udlejningsmuligheder, der er adgang til for personer med lave indkomster, fordi huslejerne stiger som følge af en høj efterspørgsel på markedet for korttidsudlejning

    den har ændret de lokale beboeres levevilkår som følge af støjforurening forårsaget af turister, upassende adfærd hos turister og turister, der ikke overholder de gældende regler, som skal sikre, at midlertidige og permanente beboere kommer overens (respekt for lokale traditioner, sikring af, at offentlige områder og steder med indsamling og sortering af affald holdes rene og ryddelige)

    de yderligere foranstaltninger, der skal træffes for at beskytte historiske og arkitektoniske lokaliteter og naturområder

    virkningerne på arbejdsmarkedet som helhed.

    1.7.1.

    Forslaget vil bane vejen for en åben debat om disse udfordringer, hvilket kun kan være til gavn for alle, der er involveret i korttidsudlejningsaktiviteter. De trufne foranstaltninger vil ikke forvride markedet eller resultere i, at et betydeligt antal personer undlader at overholde reglerne, og lokalsamfundet vil direkte forbedre den gnidningsløse integration af korttidsudlejning.

    1.8.

    EØSU anbefaler, at onlineplatforme i henhold til denne forordning skal give kunderne relevante oplysninger om udlejerens registrering i det nationale digitale register eller en generel præsentation af indkvarteringsenheden samt oplysninger om udlejernes og platformens ansvarsniveau, foranstaltninger, der er truffet for at sikre passende sundheds- og sikkerhedsforhold for kunder, specifikke krav, der skal opfyldes af kunder både i indkvarteringsenheden og på offentlige områder, og forskellige lokale traditioner, som er vigtige for alle markedsaktører, samfundet og de lokale myndigheder.

    1.9.

    I forordningen fastsættes det, at den vil blive gennemført på nationalt plan to år efter vedtagelsen. EØSU mener, at det vil være meget lettere at oprette en onlineplatform efter denne periode på grund af datainteroperabilitet og -deling, hvor manuel dataindsamling ikke længere er nødvendig. EØSU anbefaler derfor, at manuel indsamling af data gøres frivillig for administratorer af onlineplatforme, der drives som virksomheder, mikrovirksomheder og små virksomheder. EØSU anbefaler imidlertid, at det fastsættes, at nationale og lokale myndigheder skal overvåge, at alle platforme, der fungerer som formidlere af eller faciliterer korttidsudlejningstjenester, overholder kravene om dataindberetning/-overførsel. Desuden bør de efter udvalgets mening håndhæve sanktioner i tilfælde af manglende indberetning af data eller indberetning af unøjagtige data fra onlineplatformsadministratorer eller andre typer platforme, der letter korttidsudlejningstjenester.

    1.10.

    EØSU anbefaler, at det i forordningen fastsættes, at EU-institutionerne skal informere alle korttidsudlejningsinteressenter, enten direkte eller via de nationale og lokale myndigheder, om alle store igangværende eller forventede begivenheder vedrørende korttidsudlejningsaktiviteter, som kan have en indvirkning på økonomien, samfundet, miljøet eller den offentlige sikkerhed i specifikke områder. Dette vil gøre det nemmere at træffe foranstaltninger i god tid for at forebygge alvorlige og ødelæggende begivenheder (såsom økonomiske kriser, store sociale kriser, omfattende social uro, øget fattigdom og hjemløshed, stor indvirkning på miljøet og indvirkning på folkesundheden) eller enhver anden hændelse, der vil tvinge myndighederne til at træffe foranstaltninger, som påvirker korttidsudlejningsaktiviteter.

    2.   Generelle bemærkninger

    2.1.

    Korttidsudlejning af indkvartering er i hastig vækst i EU, hovedsagelig drevet af platformsøkonomien. Den udgør ca. en fjerdedel af al turistindkvartering i EU, og antallet af sådanne ejendomme er steget betydeligt i hele EU. Dette forslag fra Kommissionen er et centralt element i omstillingsforløbet for turisme, der blev offentliggjort i februar 2022. Det blev bebudet i Kommissionens SMV-strategi fra marts 2020 med det formål at fremme en afbalanceret og ansvarlig udvikling af den kollaborative økonomi på det indre marked.

    2.2.

    Den foreslåede nye ramme har til formål at:

    harmonisere registreringskravene for udlejere og deres korttidsudlejningsejendomme, hvor sådanne krav indføres af de nationale myndigheder

    præcisere de regler, der sikrer, at registreringsnumre vises og kontrolleres

    strømline dataudvekslingen mellem onlineplatforme og offentlige myndigheder

    tillade genbrug af data i aggregeret form

    etablere en effektiv gennemførelsesramme.

    2.3.

    Den foreslåede forordning er i overensstemmelse med andre retlige instrumenter:

    forordningen om digitale tjenester

    tjenesteydelsesdirektivet

    direktivet om elektronisk handel

    forordningen om platforme og virksomheder

    forslaget til dataforordning

    den generelle forordning om databeskyttelse

    forordningen om en fælles digital portal

    og er omfattet af reglerne i DAC7-direktivet (1).

    2.4.

    Forordningen har til formål at etablere en harmoniseret og ensartet ramme for korttidsudlejning af indkvartering med hensyn til datagenerering og -deling i hele Den Europæiske Union for at undgå, at der opstår en mangfoldighed af divergerende datakrav og -anmodninger på det indre marked.

    2.5.

    Den foreslåede forordning støtter også onlineplatforme med hensyn til standardisering og forenkling af registrerings- og dataoverførselsprocedurer og sikring af, at de udvekslede data er interoperable, ved at skabe en harmoniseret ramme og mindske fragmentering, semantiske uklarheder og administrative byrder.

    2.6.

    I henhold til forordningen skal udlejere registrere sig på forhånd i et nationalt digitalt register, hvilket vil hjælpe kunder på onlineplatforme for korttidsudlejning med at få adgang til mere gennemsigtige og nøjagtige oplysninger, øge retssikkerheden for handlede tjenester, lette udvekslingen af nyttige oplysninger og bidrage til en gnidningsløs forvaltning af sådanne tjenester i forskellige områder.

    2.7.

    Denne forordning udgør en fælles ramme på EU-plan for information og databehandling, der giver de nationale og lokale myndigheder den datasporbarhed, de har brug for med henblik på at udvikle og håndhæve regler for korttidsudlejning samt overholde forskrifterne og træffe informerede politiske valg i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning.

    2.8.

    Forordningen tager hensyn til de finansielle og administrative vanskeligheder, som mikrovirksomheder og små virksomheder, der driver onlineplatforme, kan opleve i forbindelse med tilpasningen af disse platforme til forordningens krav vedrørende automatisk interoperabilitet af datadeling, idet der tilvejebringes alternative løsninger, der ikke medfører betydelige omkostninger.

    3.   Generelle og særlige bemærkninger

    3.1.

    Forordningen er i overensstemmelse med de angivne EU-forordninger. Den støtter udviklingen af en mere retfærdig og afbalanceret konkurrence i denne vigtige og dynamiske erhvervssektor og pålægger alle tjenesteydere på markedet for korttidsudlejning (udlejere) en mere tilfredsstillende grad af overholdelse af de retlige (skattemæssige) bestemmelser, samtidig med at udviklingen af forskellige virksomheder i EU fortsat fremmes.

    3.2.

    EU's og de nationale institutioner skal overvåge og regulere denne sektor, der er under konstant udvikling, med henblik på at integrere tjenesteaktiviteter i forbindelse med korttidsudlejning gnidningsløst i det overordnede miljø og dermed aktivt bidrage til den bæredygtige udvikling af det lokale erhvervsmiljø i overensstemmelse med den sociale taksonomi.

    3.3.

    Forordningen pålægger ikke nationale og lokale myndigheder særlige godkendelseskriterier. Den giver dem mulighed for at skræddersy disse kriterier til de lokale forhold, idet der tages hensyn til det lokale udlejningsmarked, den generelle sociale situation, forholdet til de lokale beboere samt miljø- og forretningsspørgsmål i de pågældende områder. I forordningen anbefales det imidlertid, at man under godkendelsesproceduren undgår at pålægge kunstige begrænsninger og hindre den normale drift af korttidsudlejningsaktiviteter.

    3.3.1.

    Forordningen er ikke alt for streng med hensyn til de oplysninger, som udlejerne skal give, når de registrerer sig i det nationale digitale register, eller som platformene skal indberette. Det betyder, at der både er muligheder og risici for de nationale og lokale myndigheder med hensyn til, hvordan de forvalter mængden af data, der indhentes fra udlejere, når de registrerer sig og får tilladelse til at drive virksomhed, og fra platforme, når disse indberetter de krævede data. Disse data skal anvendes effektivt uden at underminere udviklingen og driften af korttidsudlejningsaktiviteter. Kommissionen anbefaler imidlertid, at det krævede informationsniveau standardiseres for at lette den vigtige udveksling af oplysninger mellem myndighederne.

    3.4.

    EU-institutionerne bør sammen med de nationale og lokale myndigheder regulere betingelserne for, at korttidsudlejningsaktiviteter kan udføres og udvikles, og fremme overholdelsen af en taksonomi for social, økonomisk og miljømæssig beskyttelse samt lokalitets- og naturbevaring med henblik på at sikre, at korttidsudlejningsaktiviteter integreres gnidningsløst i lokalområdet.

    3.5.

    Da disse platformes kunder består af EU-borgere og ikke-EU-borgere, der rejser af forskellige årsager ud over turisme, er det vigtigt, at indførelsen af denne forordning fremmer og opretholder lige vilkår med rimelige priser og en afbalanceret vifte af indkvarteringsmuligheder (herunder traditionelle former såsom hoteller, værelsesudlejning med halvpension og vandrehjem og utraditionelle former såsom private udlejere) uden at reducere udbuddet af korttidsudlejning eller gøre denne indkvartering dyrere.

    3.6.

    I denne forordning bør der stilles krav om, at eventuelle specifikke supplerende regler eller overholdelsesregler, der indføres af nationale og lokale myndigheder, pålægges udlejerne gradvist og rettidigt. Dermed undgås det at udbuddet af korttidsudlejning på de respektive markeder reduceres, og det sikres, at dette udbud ikke styres i retning af mindre officielle former for korttidsudlejning, hvilket ville påvirke markedet for direkte og indirekte job, der opstår inden for korttidsudlejning, korttidsudlejningsvirksomhederne selv og tilknyttede virksomheder i denne sektor samt udlejernes frivillige overholdelse af lovkrav.

    3.7.

    Den hurtige udvikling af turisme og af særlige onlineplatforme har skabt nye muligheder for udlejere, kunder og turister. Ud over de gode forretningsmuligheder for de berørte lokalsamfund har den imidlertid også ført til en række udfordringer:

    den har drastisk reduceret antallet af langtidslejemål, der er til rådighed til andre formål end turisme

    den har indskrænket de udlejningsmuligheder, der er adgang til for personer med lave indkomster, fordi huslejerne er steget som følge af en høj efterspørgsel på markedet for korttidsudlejning

    den har ændret de lokale beboeres levevilkår som følge af støjforurening forårsaget af turister, upassende adfærd hos turister og turister, der ikke overholder de gældende regler, som skal sikre, at midlertidige og permanente beboere kommer overens (respekt for lokale traditioner, sikring af, at offentlige områder og steder med indsamling og sortering af affald holdes rene og ryddelige)

    den har betydet, at der skal træffes yderligere foranstaltninger for at beskytte historiske og arkitektoniske lokaliteter og naturområder

    der er mangel på arbejdskraft, og den er dyr.

    3.7.1.

    EØSU er bekymret over denne situation, der er opstået i visse dele af EU, og er klar over, at dette ikke er formålet med den forordning, som Kommissionen har foreslået. EØSU opfordrer til, at der tages højde for disse vigtige samfundsmæssige og sociale aspekter i reglerne.

    3.8.

    EØSU understreger, at forordningen ikke præciserer, hvem og hvad der skal angives ved registreringen i det nationale digitale register, og at der er særlige forhold, der gælder for:

    oplysninger om udlejerne (ejer af ejendommen, repræsentant for ejeren af ejendommen, lejer/fremlejer, virksomhed, der fungerer som mellemmand, virksomhed, der forvalter eller stiller vedligeholdelse til rådighed for indkvarteringsenheder)

    oplysninger om indkvarteringsenhederne (drives helt eller delvist som korttidsudlejning, med tjenester, der er tilgængelige mod betaling, fælles tjenester osv.)

    det maksimale antal personer, der må bo i en indkvarteringsenhed (for at undgå at overskride enhedens kapacitet).

    3.8.1.

    Alle disse punkter skal afklares på forhånd og oplysningerne sendes til de myndigheder, der er ansvarlige for driften og forvaltningen af det nationale digitale register. Dette vil sikre, at oplysningerne behandles korrekt og effektivt, at reglerne overholdes, og at udvekslingen af oplysninger er så konsekvent som muligt med ensartet gennemførelse i hele EU.

    3.9.

    EØSU bemærker imidlertid, at forordningen giver de nationale og lokale myndigheder mulighed for at fastlægge kriterierne for godkendelse af korttidsudlejningsenheder. Dette kan være effektivt og være med til at sikre, at kriterierne er afstemt efter særlige lokale forhold, hvilket forhindrer myndighederne i at gøre godkendelsesprocessen for bureaukratisk.

    3.10.

    I forordningen fastsættes der ikke specifikke krav til onlineplatforme for så vidt angår omfanget af de oplysninger, der skal gives til kunderne om indkvarteringsenhederne eller af udlejerne eller om de forskellige parters ansvarsniveau, og kravene til de oplysninger, der skal gives til kunderne vedrørende de betingelser, der gælder, når de lejer indkvarteringsenheden, præciseres heller ikke. Forordningen overlader det til platformen eller de nationale og lokale myndigheder at træffe afgørelse om disse spørgsmål. En ensartet grad af overholdelse, der sikrer, at kunderne får nyttige oplysninger om indkvarteringen, om sundheds- og sikkerhedskrav, om de forskellige parters ansvar og om de krav, som kunderne skal opfylde både i indkvarteringsenheden og i det offentlige rum, ville være nyttig for markedsaktørerne, lokalområdet og de lokale myndigheder.

    3.11.

    Forordningen er i overensstemmelse med EU-lovgivningen, og den vil ikke blive gennemført på nationalt plan før om to år. EØSU mener, at det vil være meget lettere at oprette en onlineplatform efter denne periode på grund af datainteroperabilitet og -deling, hvor manuel dataindsamling ikke længere er nødvendig. Derfor bør det gennem denne forordning anbefales, at manuel indsamling af data gøres frivillig for administratorer af onlineplatforme, der drives som virksomheder, mikrovirksomheder og små virksomheder, og at nationale og lokale myndigheder skal overvåge, at alle platforme, der fungerer som formidlere af eller faciliterer korttidsudlejningstjenester, overholder kravene om dataindberetning/-overførsel.

    Bruxelles, den 22. februar 2023.

    Christa SCHWENG

    Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


    (1)  Rådets direktiv (EU) 2021/514 af 22. marts 2021 om ændring af direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (EUT L 104 af 25.3.2021, s. 1) har udvidet EU's ramme for automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet. Medlemsstaterne skulle have indarbejdet dette direktiv i deres nationale lovgivning senest den 31. januar 2022 og skal anvende de nye bestemmelser fra den 1. januar 2023.


    Az oldal tetejére