Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52021XC1206(01)

Offentliggørelse af enhedsdokument med ændringer efter godkendelse af en ændring af mindre omfang i overensstemmelse med artikel 53, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012 2021/C 489/05

C/2021/8797

EUT C 489 af 6.12.2021, pp. 7–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

6.12.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 489/7


Offentliggørelse af enhedsdokument med ændringer efter godkendelse af en ændring af mindre omfang i overensstemmelse med artikel 53, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012

(2021/C 489/05)

Europa-Kommissionen har godkendt denne mindre ændring i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, tredje afsnit, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 664/2014 (1).

Ansøgningen om godkendelse af denne ændring af mindre omfang findes i Kommissionens eAmbrosia-database.

ENHEDSDOKUMENT

»NOORD-HOLLANDSE GOUDA«

EU-nr.: PDO-NL-0314-AM01 – 7. juli 2021

BOB ( X) BGB ( )

1.   Betegnelse

»Noord-Hollandse Gouda«

2.   Medlemsstat eller Tredjeland

Nederlandene

3.   Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren

3.1.   Produkttype

Kategori 1.3 Oste

3.2.   Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1

»Noord-Hollandse Gouda« er en ost af typen Gouda (cylindrisk eller i blokke med en vægt på fra 2,5 til 30 kg). De særlige egenskaber er:

smag: aromatisk, behagelig, smelter i munden, mild til skarp afhængig af alder. »Noord-Hollandse Gouda« er mindre salt end andre Goudaoste.

tværsnit: efter osten er skåret igennem, kan man se huller med en regelmæssig eller uregelmæssig fordeling.

skorpe: ostens skorpe er lukket og glat og har ingen synlig skimmelvækst. Især den lette opbevaring er en af ostens mest slående egenskaber.

konsistens: osten fylder hele osteboret ud, og den er, når der er nået en vis modstand, meget smidig. Osten er traditionelt blevet kaldt et »blødt mejeriprodukt« pga. denne typiske egenskab.

3.3.   Foder (kun for animalske produkter) og råvarer (kun for forarbejdede produkter)

Malkekvægets græsrige foder fra det nordhollandske græsområde er yderst vigtigt for kvaliteten af »Noord-Hollandse Gouda«. Andelen af grovfoder som f.eks. græs og ensilage fra produktionsområdet er på mindst 50 % af det samlede tørstofindhold, som årligt gives til de lakterende køer. Det er ikke muligt kun at anvende råvarer fra det geografiske område i foderet, fordi kvæget har brug for kraftfoder og grovfoder. Der er mangel på kraftfoder, eller det findes slet ikke i det geografiske område. Om vinteren er foder fra det geografiske område tilgængeligt i form af ensilage. I år med lav græsvækst kan det f.eks. være nødvendigt at anvende en portion grovfoder, der ikke kommer fra regionen. Af denne grund tilsættes der en minimumsværdi på 50 %.

3.4.   Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område

»Noord-Hollandse Gouda« fremstilles kun af mælk fra provinsen Noord-Holland.

Mælken gennemgår ved ankomsten til osteriet en varmebehandling på maksimum 30 sekunder ved 65 °C eller tilsvarende, inden den forarbejdes til ostemælk. Mælken standardiseres med dette formål på grundlag af fedtindholdet, hvilket betyder, at det endelige osteprodukt opnår et fedtindhold i tørstoffet på mellem 48 % og 52 %. Ostemælken pasteuriseres ved en temperatur på mindst 72 °C i mindst 15 sekunder (eller tilsvarende). Mælken koagulerer ved anvendelse af kalveløbe eller mikrobielt fremstillet løbe ved en temperatur på mellem 31 og 34 °C. Den derved indtrædende spaltning og koagulering af mælkeproteinerne er kendetegnende for »Noord-Hollandse Gouda«. Ingen produktive organismer, herunder mikroorganismer udviklet med rekombinant-DNA-teknologi, kan anvendes til at fremstille løbe. Løbe, der er fremstillet ved genetisk modifikation, er dermed udelukket.

Der anvendes en blandet starterkultur til forsuringen, der hører til gruppen starterkultur af typen LD, Lactococcus lactis ssp. lactis og/eller Lactococcus lactis ssp. cremoris, Leuconostoc spp. og/eller Lactococcus lactis ssp. lactis biovar. diacetylactis.

Ostemassen, der opstår ved koaguleringen, skilles fra vallen og behandles og vaskes, således at der opnås en mild smag og ikke en sur smag (pH-værdi for en periode på 14 dage er højere end 5,25). Ostemassen presses så i kar og får dermed den rigtige form og ønskede vægt. Den dermed opståede »ost« lægges dernæst i saltlage, indtil den opnår et saltindhold i tørstoffet, der i gennemsnit er mindre end 3,3 %. Det maksimale saltindhold i tørstoffet er 3,6 %.

»Noord-Hollandse Gouda« modnes naturligt ved en minimumstemperatur på 14 °C i en periode på mindst 4 uger og højst 18 måneder.

Fremstillingen af mælken, forarbejdningen og hele den indledende forarbejdning af osten finder sted i det geografiske område ifølge traditionen.

3.5.   Særlige regler for udskæring, rivning eller emballering osv. af det produkt, som betegnelsen henviser til

Udskæring, emballering og modning af »Noord-Hollandse Gouda« kan ske både i og uden for Noord-Holland, under forudsætning af at den efterfølgende forarbejdningsvirksomhed anvender et solidt administrativt kontrolsystem, som garanterer, at den udskårne »Noord-Hollandse Gouda« kan spores via den unikke kombination af tal og bogstaver på kontrolmærket, og at forbrugeren fortsat har garanti for oprindelsen.

3.6.   Særlige regler for mærkning af det produkt, som betegnelsen henviser til

Alle oste med betegnelsen »Noord-Hollandse Gouda« påføres et kaseinmærke før presning af ostemassen. Udover betegnelsen »Noord-Hollandse Gouda« har dette mærke en unik kombination af bogstaver og stigende tal, enten alfanumerisk, numerisk eller numerisk/grafisk.

Hvis der anvendes fleksible etiketter, skal de tydeligt angive betegnelsen »Noord-Hollandse Gouda« kombineret med det obligatoriske EU-symbol for beskyttede oprindelsesbetegnelser.

Hvis osten sælges udskåret og pakket, skal produktets betegnelse »Noord-Hollandse Gouda« kombineret med det obligatoriske EU-symbol for beskyttede oprindelsesbetegnelser angives på emballagen.

4.   Kort angivelse af det geografiske områdes afgrænsning

Det geografiske område, som ansøgningen vedrører, er den nederlandske provins Noord-Holland.

5.   Tilknytning til det geografiske område

De særlige egenskaber ved »Noord-Hollandse Gouda«, især den behagelige smag, den karakteristiske tørre skorpedannelse og den enestående konsistens, er resultatet af sammensætningen af mælken i græsområdet i Noord-Holland og den opskrift, der anvendes til at fremstille »Noord-Hollandse Gouda«. På grund af ostens særlige egenskaber er der en forskel i kvaliteten af »Noord-Hollandse Gouda«, for hvilken forbrugerne er parate til at betale en højere pris.

Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen

(Artikel 6, stk. 1, andet afsnit, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2014)

Beschermde Oorsprongsbenaming (BOB) Noord-Hollandse Gouda (rvo.nl)


(1)  EFT L 179 af 19.6.2014, s. 17.


Top