Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52021SC0610

ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE RESUMÉ AF RAPPORTEN OM KONSEKVENSANALYSEN Ledsagedokument til Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU) 2018/841 for så vidt angår anvendelsesområdet, forenkling af overholdelsesregler, fastsættelse af medlemsstaternes mål for 2030 og forpligtelse til kollektiv opnåelse af klimaneutralitet senest i 2035 i arealanvendelses-, skovbrugs- og landbrugssektoren og om ændring af forordning (EU) 2018/1999 for så vidt angår forbedring af overvågning, rapportering, sporing af fremskridt og revision

SWD/2021/610 final

Bruxelles, den 14.7.2021

SWD(2021) 610 final

ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE

RESUMÉ AF RAPPORTEN OM KONSEKVENSANALYSEN

Ledsagedokument til

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) 2018/841 for så vidt angår anvendelsesområdet, forenkling af overholdelsesregler, fastsættelse af medlemsstaternes mål for 2030 og forpligtelse til kollektiv opnåelse af klimaneutralitet senest i 2035 i arealanvendelses-, skovbrugs- og landbrugssektoren og om ændring af forordning (EU) 2018/1999 for så vidt angår forbedring af overvågning, rapportering, sporing af fremskridt og revision

{COM(2021) 554 final} - {SEC(2021) 554 final} - {SWD(2021) 551 final} - {SWD(2021) 609 final}


Resumé (maks. 2 sider)

Konsekvensanalyse af revisionen af forordningen om arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (LULUCF-forordningen)

A. Behov for handling

Hvad er problemet, og hvorfor er det et problem på EU-niveau?

Det primære problem er, at LULUCF-sektorens kapacitet til at optage CO2 fra atmosfæren har været faldende: en femtedel af nettooptaget fra sektoren gik tabt mellem 2013 og 2018. De vigtigste årsager er den stigende træhøst, de fortsatte emissioner fra organisk jord og en mangel på incitamenter. Ifølge Kommissionens fremskrivninger er det muligt at vende denne udvikling i løbet af det næste årti, men de nuværende lovgivningsmæssige rammer giver ikke tilstrækkelige incitamenter. Andre problemer er manglen på en integreret politisk ramme, der kan øge synergierne i arealsektoren (landbrug og LULUCF), kompleksiteten af LULUCF-regnskabsreglerne og kvalitetsmanglerne i overvågnings- og rapporteringssystemerne.

Hvad bør opnås?

Det vigtigste politiske mål er at opnå klimaneutralitet i arealsektoren senest i 2035 (dvs. balance mellem emissioner og optag fra LULUCF-sektoren og landbrugssektoren). Andre mål er at udforme en retfærdig, fleksibel og integreret politisk ramme, at forenkle gennemførelsen og at forbedre overvågningen og rapporteringen.

Hvad er merværdien ved at handle på EU-plan (nærhedsprincippet)? 

Klimaændringer er et grænseoverskridende problem, hvor en koordineret EU-indsats effektivt supplerer og styrker den nationale og lokale indsats. En koordineret indsats understøtter et højt ambitionsniveau for hele EU og gør det samtidig muligt at tage hensyn til medlemsstaternes varierende kapacitet og forbedre omkostningseffektiviteten gennem hensigtsmæssige muligheder for fleksibilitet mellem medlemsstaterne og i forhold til anden sektorspecifik lovgivning (indsatsfordeling).

B. Løsninger

Hvilke forskellige løsninger er der for at nå målene? Foretrækkes en bestemt løsning frem for andre? Hvis ikke, hvorfor?

Løsningsmodel 1 fastsætter et mere ambitiøst, men forenklet mål for LULUCF-sektorens optag i hver medlemsstat. Løsningsmodel 2 kombinerer forenklede LULUCF-mål med bedre incitamenter til at øge LULUCF-optaget via fleksibiliteten med forordningen om indsatsfordeling. Løsningsmodel 3 omhandler en planlægningsproces og bindende mål hen imod en klimaneutral arealsektor (LULUCF-sektoren og landbrugssektoren) senest i 2035.

Den foretrukne løsningsmodel er at kombinere forenklede og mere ambitiøse nationale LULUCF-mål senest i 2030 (som ved løsningsmodel 1.2 eller løsningsmodel 2, afhængigt af indsatsfordelingsmålene) med et EU-dækkende mål om arealbaseret klimaneutralitet senest i 2035. Denne løsningsmodel omfatter også en planlægningsproces for arealbaseret afbødning, nationale landarealmål for 2035, som fastsættes på et senere tidspunkt, og opgraderede overvågnings- og rapporteringskrav.

Hvad er de forskellige interessenters holdning? Hvem støtter hvilken løsning?

Respondenterne i den åbne offentlige høring foretrak mere ambitiøse LULUCF-mål, som blev valgt af 45 % af dem (primært forskere, EU-borgere og NGO'er). Dernæst foretrak 40 % af respondenterne, primært fra den private sektor, integrerede mål for arealsektoren. En styrkelse af fleksibiliteten i forhold til indsatsfordelingssektoren var den foretrukne løsning for offentlige myndigheder.

C. Den foretrukne løsnings virkninger

Hvilke fordele er der ved den foretrukne løsning (hvis en bestemt løsning foretrækkes — ellers fordelene ved de vigtigste af de mulige løsninger)? 

Mere ambitiøse LULUCF-mål vil give klare miljømæssige fordele ud over klimaneutralitet i arealsektoren senest i 2035, f.eks. ledsagende fordele for indsatsen for at afbøde klimaændringer, forbedring af biodiversiteten og bioøkonomien og incitamenter til nye forretningsmodeller ("kulstofbindende dyrkning"), som kan generere yderligere indtægter til arealforvalterne. Den integrerede planlægningsproces for arealsektoren og de forbedrede overvågnings- og rapporteringssystemer vil sikre en mere effektiv politikudformning og -gennemførelse.

Hvilke omkostninger er der ved den foretrukne løsning (hvis en bestemt løsnings foretrækkes — ellers omkostningerne ved de vigtigste af de mulige løsninger)? 

Ifølge Kommissionens modellering (politikscenariet, også kaldet MIX-scenariet) kan det mest ambitiøse LULUCF-mål, der er omfattet af konsekvensanalysen (optag af 310 mio. ton CO2-ækvivalenter i 2030), nås til en beskeden CO2-pris på kun 10 EUR pr. ton CO2.

Hvad er indvirkningerne på SMV'er og konkurrencedygtighed?

Dette initiativ vil ikke direkte påvirke SMV'er i arealsektoren (dvs. ingen direkte rapporteringskrav for de enkelte arealforvaltere). De foreslåede mål vil fremme nationale modvirkningspolitikker i arealsektoren, og det kan forbedre den langsigtede konkurrencedygtighed for sektorerne i bioøkonomien (f.eks. mere bæredygtig levering af fødevarer, foder og biomasse og øget modstandsdygtighed over for klimaændringer).

Vil den foretrukne løsning få væsentlige virkninger for de nationale budgetter og myndigheder? 

Forenklingen af reglerne om overholdelse vil sænke de reguleringsmæssige omkostninger. Forbedring af overvågnings- og rapporteringssystemerne vil medføre visse omkostninger, men vil også resultere i en mere effektiv udnyttelse af de datasæt og teknologier, der allerede er finansieret og tilgængelige (f.eks. telemåling), og en mere ressourceeffektiv beslutningstagning. Integreret planlægning for hele arealsektoren kan baseres på de eksisterende nationale energi- og klimaplaner og vil resultere i politiske synergier, f.eks. med den fælles landbrugspolitik, jord til bord-strategien, skovstrategien og biodiversitetsstrategien. Handelen med LULUCF-kreditter kan få indvirkning på de nationale budgetter, herunder med indtægter til de medlemsstater, der overopfylder deres mål.

Vil den foretrukne løsning få andre væsentlige virkninger? 

De foreslåede mål er i overensstemmelse med medlemsstaternes kapacitet til modvirkning af klimaændringer og kulstofoptag og bør sikre en retfærdig fordeling af fordelene og indsatsen.

Proportionalitet? 

Den foretrukne løsning anses for at stå i forhold til Fit-for-55-initiativets højere klimaambitioner og målet om klimaneutralitet senest i 2050.

D. Opfølgning

Hvornår vil foranstaltningen blive taget op til fornyet overvejelse?

Retsakten vil indeholde en bestemmelse om regelmæssig revision. Den vil blive tilpasset revisionen af andre retsakter, f.eks. forslaget til forordningen om indsatsfordeling.

Top