EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 27.10.2021
COM(2021) 677 final
2021/0354(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne med henblik på konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder ("Barcelonakonventionen"), vedrørende vedtagelsen af en afgørelse om at vedtage ændringer af den regionale plan for forvaltning af havaffald i Middelhavet inden for rammerne af artikel 15 i protokollen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening fra landbaserede kilder ("LBS-protokollen")
BEGRUNDELSE
1.Forslagets genstand
Dette forslag vedrører den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 22. møde mellem de kontraherende parter i konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder ("Barcelonakonventionen") og protokollerne hertil vedrørende en afgørelse om at vedtage ændringer af den regionale plan for forvaltning af havaffald i Middelhavet inden for rammerne af artikel 15 i protokollen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening fra landbaserede kilder ("LBS-protokollen").
2.Baggrund for forslaget
2.1.Konventionen om beskyttelse af havmiljø og kystområder i Middelhavet mod forurening og protokollerne hertil
Barcelonakonventionen og de syv protokoller hertil, som er vedtaget inden for rammerne af handlingsplanen for Middelhavet, udgør den vigtigste regionale retligt bindende multilaterale miljøaftale for Middelhavet.
Protokollen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening fra landbaserede kilder ("LBS-protokollen") er en af de syv protokoller til Barcelonakonventionen. Den har til formål, at der træffes alle passende foranstaltninger til i videst muligt omfang at forebygge, nedbringe og eliminere forurening af Middelhavet forårsaget af dumpning af affald eller andre stoffer.
Den Europæiske Union er part i LBS-protokollen (ændret).
2.2.Mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil
Mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil samler ministre og højtstående embedsmænd, der repræsenterer alle kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil. De kontraherende parter mødes den 7.-10. december 2021 i Antalya, Tyrkiet.
I Barcelonakonventionens artikel 25 fastsættes det, at Den Europæiske Union ("Unionen") udøver sin stemmeret med et antal stemmer svarende til antallet af de af dens medlemsstater, der er kontraherende parter i denne konvention samt i en eller flere protokollerne hertil. Unionen udøver ikke sin stemmeret, når medlemsstaterne udøver deres, og omvendt.
I henhold til LBS-protokollens artikel 15, stk. 1, træffes afgørelser om vedtagelse af handlingsplaner, programmer og foranstaltninger med et flertal på to tredjedele af de tilstedeværende og stemmeafgivende kontraherende parter.
2.3.Den retsakt, der skal vedtages på det 22. møde mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil
De kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil skal på det næste ministermøde vedtage en afgørelse om vedtagelse af ændringer af den regionale plan for forvaltning af havaffald i Middelhavet inden for rammerne af LBS-protokollens artikel 15 ("den påtænkte retsakt").
De regionale planer får bindende virkning for Unionen i henhold til LBS-protokollens artikel 15, stk. 3.
3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne
Indsatsen for at reducere mængden af havaffald er et afgørende element i EU-lovgivningen til beskyttelse af havmiljøet, dets biodiversitet og dets økosystemer.
I overensstemmelse med SDG 14 og Napolierklæringen vil der med den påtænkte retsakt blive tilvejebragt nye definitioner, og foranstaltningernes anvendelsesområde vil blive udvidet inden for fire centrale områder (økonomiske instrumenter, cirkulær økonomi for plast samt landbaserede og havbaserede kilder til havaffald). Endvidere pålægges det ved retsakten, at der fra 2025 skal vedtages forebyggende foranstaltninger for at etablere en cirkulær økonomi for plast, navnlig ved at udfase forbruget og produktionen af visse engangsplastgenstande og ved at begrænse anvendelsen af visse problematiske kemiske additiver i plastproduktionen (i overensstemmelse med Stockholmkonventionen).
Det er nødvendigt med en EU-holdning på grund af det påtænkte forslags retligt bindende virkninger.
Forslaget er i overensstemmelse med Unionens ambition inden for rammerne af den grønne pagt om at mindske forureningen og forbedre miljøbeskyttelsen. Det foreslås derfor, at Unionen støtter vedtagelsen af den påtænkte retsakt.
4.Retsgrundlag
4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag
4.1.1.Principper
I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".
Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ.
4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig Barcelonakonventionen.
Med den påtænkte retsakt vil der blive vedtaget ændringer af den regionale plan for forvaltning af havaffald i Middelhavet, og vedtagelsen heraf udgør derfor en retsakt, der har retsvirkninger.
Den påtænkte retsakt supplerer eller ændrer ikke den institutionelle ramme for Barcelonakonventionen og protokollerne hertil.
Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.
4.2.Materielt retsgrundlag
4.2.1.Principper
Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har et dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element.
4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Den påtænkte retsakts primære formål og indhold vedrører miljøbeskyttelse.
Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 192, stk. 1, i TEUF.
4.3.Konklusion
Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 192, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.
2021/0354 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne med henblik på konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder ("Barcelonakonventionen"), vedrørende vedtagelsen af en afgørelse om at vedtage ændringer af den regionale plan for forvaltning af havaffald i Middelhavet inden for rammerne af artikel 15 i protokollen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening fra landbaserede kilder ("LBS-protokollen")
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Den ændrede protokol om beskyttelse af Middelhavet mod forurening fra landbaserede kilder og aktiviteter ("LBS-protokollen") blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 1999/801/EF og trådte i kraft den 11. maj 2008.
(2)I henhold til LBS-protokollens artikel 15 kan der på mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil vedtages regionale handlingsplaner med foranstaltninger og tidsplaner for deres gennemførelse.
(3)De kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil skal på det 22. møde den 7.-10. december 2021 vedtage ændringer af den regionale plan for forvaltning af havaffald i Middelhavet inden for rammerne af LBS-protokollens artikel 15. Med den påtænkte retsakt vil der blive tilvejebragt nye definitioner, og foranstaltningernes anvendelsesområde vil blive udvidet inden for fire centrale områder (økonomiske instrumenter, cirkulær økonomi for plast samt landbaserede og havbaserede kilder til havaffald).
(4)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på mødet mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil, bør fastlægges, da der ved afgørelsen vil blive vedtaget ændringer af den regionale plan for forvaltning af havaffald i Middelhavet, som får bindende virkning for Unionen i henhold til LBS-protokollens artikel 15, stk. 3.
(5)Da den påtænkte regionale plan er i overensstemmelse med Unionens ambition om at reducere forureningen og forbedre beskyttelsen af miljøet, foreslås det, at Unionen støtter vedtagelsen af den påtænkte afgørelse —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 22. møde mellem de kontraherende parter i Barcelonakonventionen og protokollerne hertil, skal være at støtte vedtagelsen af afgørelsen om at ændre den regionale plan for forvaltning af havaffald i Middelhavet inden for rammerne af artikel 15 i protokollen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening fra landbaserede kilder ("LBS-protokollen").
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].