Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52020XC0212(03)

    Meddelelse om ændring af meddelelsen om indledning af en antisubsidieprocedure vedrørende importen af endeløse filamenter af glasfibervarer med oprindelse i Egypten2020/C 48/11

    C/2020/631

    EUT C 48 af 12.2.2020, p. 18–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    12.2.2020   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 48/18


    Meddelelse om ændring af meddelelsen om indledning af en antisubsidieprocedure vedrørende importen af endeløse filamenter af glasfibervarer med oprindelse i Egypten

    (2020/C 48/11)

    Den 7. juni 2019 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om indledning af en antisubsidieundersøgelse vedrørende importen af endeløse filamenter af glasfibervarer med oprindelse i Egypten (1) (»meddelelsen af 7. juni 2019«). I afsnit 3 i meddelelsen af 7. juni 2019 forbeholdt Kommissionen sig udtrykkeligt retten til at undersøge andre relevante subsidier, som kan komme frem i løbet af undersøgelsen. I løbet af undersøgelsen har Kommissionen fundet yderligere beviser for relevante subsidier, som ikke var omfattet af denne meddelelse. I henhold til artikel 10, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 (2) (»grundforordningen«) finder Kommissionen det derfor berettiget at medtage disse subsidier inden for rammerne af den nuværende undersøgelse og ændre meddelelsen af 7. juni 2019 i overensstemmelse hermed. Yderligere oplysninger findes i en meddelelse til det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter.

    1.   Supplerende subsidier, der undersøges

    Den relevante del af afsnit 3 i meddelelsen af 7. juni 2019 har følgende ordlyd:

    »Klageren hævder desuden, at producenterne af den undersøgte vare fra Egypten, ud over at nyde godt af subsidier, der ydes direkte af den egyptiske regering, også nyder godt af subsidier, der ydes direkte af den egyptiske regering eller gennem egyptiske enheder i forbindelse med samarbejdet mellem Egypten og Folkerepublikken Kina om at fremme investeringer i en særlig økonomisk zone (the China-Egypt Suez Economic and Trade Cooperation Zone). Klagen indeholder beviser for de samarbejdsaftaler, der er indgået mellem den kinesiske og den egyptiske regering, samt lån, der er ydet af kinesiske statsejede eller statskontrollerede enheder til egyptiske statsejede banker. I lyset af formålet med disse aftaler og lån hævdes det i klagen, at den kinesisk ejede eksporterende producent i Egypten nyder godt af disse lån.

    I klagen hævdes det desuden, at ovennævnte foranstaltninger udgør subsidier, idet de omfatter et finansielt bidrag fra den egyptiske regering (herunder offentlige organer), hvorved de eksporterende producenter af den undersøgte vare opnår en fordel. Det hævdes, at de er begrænset til visse virksomheder eller erhvervsgrene eller grupper af virksomheder og/eller betingede af eksportresultater og derfor er specifikke og udligningsberettigede. På dette grundlag forekommer de påståede subsidiebeløb at være betydelige for Egypten.«

    Undersøgelsen afslørede yderligere beviser vedrørende de finansielle strømme i forbindelse med præferencelån, som ikke fremgår af afsnit 3 i meddelelsen af 7. juni 2019. Kommissionen konstaterede navnlig i løbet af undersøgelsen, at der ud over de lån, der blev nævnt i klagen som kanaliseret til eksporterende producenter via de egyptiske statsejede banker, var lån ydet af kinesiske statsejede eller statskontrollerede enheder direkte til den eneste eksporterende producent i Egypten og indirekte via dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder etableret i Folkerepublikken Kina. Da denne præferentielle finansiering kan tilskrives den egyptiske regering, skal Kommissionen også undersøge dem under den igangværende procedure.

    Undersøgelsen viste også, at samarbejdet mellem Egyptens regering og Folkerepublikken Kinas regering kan have påvirket anden subsidieringspraksis ud over overførslen af midler gennem præferencelån (såsom tilrådighedsstillelse af jordarealer mod utilstrækkeligt vederlag). Kommissionen vil yderligere undersøge dette element i denne undersøgelse.

    I overensstemmelse med grundforordningens artikel 10, stk. 7, tilføjes følgende tekst til meddelelsen af 7. juni 2019 derfor straks efter ovennævnte tekst:

    »I løbet af undersøgelsen fandt Kommissionen yderligere beviser for præferencelån fra kinesiske statsejede eller statskontrollerede enheder, der blev ydet direkte til Jushi Egypt og/eller indirekte via Jushi Egypts moderselskab i Folkerepublikken Kina.

    Med hensyn til disse lån fandt Kommissionen beviser for, at de omfatter et finansielt bidrag, der kan tilskrives den egyptiske regering, hvorved den eksporterende producent af den undersøgte vare opnår en fordel. De forekommer at være begrænsede til visse virksomheder eller erhvervsgrene eller grupper af virksomheder og/eller betingede af eksportresultater og er derfor specifikke og udligningsberettigede. Beløbene for disse lån synes at omfatte betydelig subsidiering.

    I løbet af undersøgelsen identificerede Kommissionen også andre elementer i samarbejdet mellem Egypten og Folkerepublikken Kina, som kan være relevante for undersøgelsen af anden subsidieringspraksis, såsom tilrådighedsstillelse af jordarealer mod utilstrækkeligt vederlag.«

    2.   Procedurespørgsmål

    2.1.   Procedure for konstatering af subsidiering: Eksporterende producenter

    I overensstemmelse med grundforordningens artikel 10, stk. 7, opfordres alle interesserede parter, der er berørt af, at disse subsidier er omfattet af undersøgelsen (herunder Folkerepublikken Kinas regering), til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation vedrørende disse subsidier. I betragtning af undersøgelsens begrænsede omfang i forbindelse med de nye subsidier bør bemærkninger til disse subsidier i den nuværende antisubsidieundersøgelse være Kommissionen i hænde senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

    For at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige i forbindelse med sin undersøgelse af disse nye subsidier, vil Kommissionen anmode om yderligere oplysninger fra myndighederne i Egypten og Folkerepublikken Kina samt fra Jushi Egypt og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Folkerepublikken Kina. Svarene på disse anmodninger skal indsendes senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse. En kopi af disse anmodninger findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter.

    Et sammendrag af hovedelementerne vedrørende disse subsidier findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter.

    Den egyptiske regering er blevet indbudt til at deltage i høringer.

    2.2.   Høringer

    I henhold til grundforordningens artikel 10, stk. 12, kan alle interesserede parter også anmode om en høring med Kommissionen senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den tidsramme for høringer, der er fastsat i afsnit 5.7 i meddelelsen af 7. juni 2019, gælder fortsat for denne undersøgelse.

    2.3.   Andre procedurespørgsmål

    De andre procedureregler, der er nævnt i afsnit 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11 og 12 i meddelelsen af 7. juni 2019, gælder fortsat for denne undersøgelse, hvor det er relevant.


    (1)  EUT C 192 af 7.6.2019, s. 30.

    (2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT L 176 af 30.6.2016, s. 55).


    Top