Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52019PC0587

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det fælles udvalg, der er nedsat ved lufttransportaftalen mellem Canada og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater

COM/2019/587 final

Bruxelles, den 14.11.2019

COM(2019) 587 final

2019/0260(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det fælles udvalg, der er nedsat ved lufttransportaftalen mellem Canada og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater


BEGRUNDELSE

1.Forslagets genstand

Dette forslag vedrører en afgørelse om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i det fælles udvalg, der er nedsat ved aftalen om luftfart mellem Canada og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater ("aftalen") 1 .

2.Baggrund for forslaget

2.1.Lufttransportaftalen mellem Canada og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater

Aftalen repræsenterer en vidtrækkende aftale, der træder i stedet for de relevante bestemmelser i de eksisterende bilaterale aftaler, som medlemsstaterne har indgået med Canada. Med aftalen fjernes alle eksisterende begrænsninger af såvel EU-luftfartsselskabers som canadiske luftfartsselskabers rettigheder til at operere mellem destinationer i Den Europæiske Union og destinationer i Canada. Med aftalen fjernes hindringerne for, at EU-luftfartsselskaber kan udnytte etableringsretten i Unionen, herunder retten til ikke-diskriminerende markedsadgang, til at udøve lufttrafik til og fra Canada.

Aftalen trådte i kraft den 16. maj 2019.

2.2.Det fælles udvalg

Det fælles udvalg er nedsat ved aftalens artikel 17. Det fælles udvalg har til hovedopgave at fremme samarbejde blandt parterne og overveje ethvert spørgsmål i relation til denne aftales anvendelse eller gennemførelse, herunder, men ikke begrænset til: a) undersøgelse af markedsvilkår, der påvirker lufttrafikken i henhold til denne aftale b) udveksling af oplysninger, herunder rådgivning om ændringer af nationale love og politikker, der påvirker aftalen c) overvejelse af eventuelle områder, hvor aftalen kan udbygges, herunder henstillinger om ændring af aftalen d) henstilling om betingelser, procedurer og ændringer, der er påkrævet, for at nye medlemsstater kan blive parter i denne aftale, og e) drøftelse af spørgsmål vedrørende investering, ejerskab og kontrol og bekræftelse af, at betingelserne for den gradvise åbning af trafikrettigheder som fastsat i bilag 2 til denne aftale er opfyldt.
Det fælles udvalg udvikler samarbejde og afhjælper udveksling af synspunkter på ekspertplan om ny lovgivning eller lovgivningsmæssige initiativer.

Det fælles udvalg træffer afgørelser om de anliggender, som er udtrykkeligt omfattet af denne aftale, og alle afgørelser træffes ved konsensus. Det fælles udvalg fastsætter selv sin forretningsorden.

2.3.Det fælles udvalgs påtænkte retsakt

Det fælles udvalg skal på sit første møde vedtage en afgørelse om vedtagelse af det fælles udvalgs forretningsorden ("den påtænkte retsakt").

Formålet med den påtænkte retsakt er at vedtage den forretningsorden, der danner grundlag for det fælles udvalgs organisation, jf. aftalens artikel 17, stk. 8, med henblik på at muliggøre aftalens gennemførelse.

3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne, bør have til formål at vedtage forretningsordenen for det fælles udvalg Canada/EU. Holdningen bør baseres på udkastene til det fælles udvalgs afgørelser.

4.Retsgrundlag

4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag

4.1.1.Principper

I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtages der afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".

Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, som gælder for det pågældende organ. Det omfatter også retsforskrifter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver".

4.1.2.Anvendelse på det foreliggende tilfælde

Det fælles udvalg er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig lufttransportaftalen mellem Canada og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater.

Den retsakt, som det fælles udvalg skal vedtage, er en retsakt, der har retsvirkninger, eftersom den pålægger parterne forpligtelser i henhold til folkeretten.

Den påtænkte retsakt hverken supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen.

I lyset heraf er det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse artikel 218, stk. 9, i TEUF.

4.2.Materielt retsgrundlag

4.2.1.Principper

Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har to formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer må betragtes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, kun have ét materielt retsgrundlag, nemlig det, som det primære eller fremherskende formål eller element tilsiger.

4.2.2.Anvendelse på det foreliggende tilfælde

Hovedformålet med og indholdet af den påtænkte retsakt vedrører lufttransport.

Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 100, stk. 2, i TEUF.

4.3.Konklusion

Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 100, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.

5.Offentliggørelse af den påtænkte retsakt

Det fælles udvalg fastsætter sin forretningsorden ved denne retsakt, og den bør derfor offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende efter vedtagelsen.

2019/0260 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det fælles udvalg, der er nedsat ved lufttransportaftalen mellem Canada og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 100, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Lufttransportaftalen mellem Canada og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater ("aftalen") blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse (EU) 2019/702 2 og trådte i kraft den 16. maj 2019.

(2)Ved aftalens artikel 17 nedsættes der et fælles udvalg for at sikre, at aftalen fungerer og gennemføres korrekt.

(3)Ifølge aftalens artikel 17, stk. 8, vedtager det fælles udvalg sin egen forretningsorden.

(4)For at sikre en effektiv gennemførelse af aftalen bør det fælles udvalgs forretningsorden vedtages.

(5)Den holdning, som Unionen skal indtage i det fælles udvalg, bør derfor baseres på det udkast til det fælles udvalgs afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det første møde i det fælles udvalg, der er nedsat ved artikel 17 i lufttransportaftalen mellem Canada og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater i forbindelse med vedtagelsen af det fælles udvalgs forretningsorden, baseres på det udkast til det fælles udvalgs afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Rådets afgørelse (EU) 2019/702 af 15. april 2019 om indgåelse på Unionens vegne af lufttransportaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Canada på den anden side (EUT L 120 af 8.5.2019, s. 1).
(2)    EUT L 120 af 8.5.2019, s. 1.
Top

Bruxelles, den 14.11.2019

COM(2019) 587 final

BILAG

til

forslag til Rådets afgørelse

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det fælles udvalg, der er nedsat ved lufttransportaftalen mellem Canada og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater


BILAG

Udkast til

afgørelse nr. 1/2019 truffet af Det Fælles Udvalg Canada/EU nedsat ved lufttransportaftalen mellem Canada og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater

af [dato]

om vedtagelse af udvalgets forretningsorden

DET FÆLLES UDVALG CANADA — EU HAR —

under henvisning til lufttransportaftalen mellem Canada og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater ("aftalen"), særlig artikel 17 —

BESTEMT FØLGENDE:

Eneste artikel

Det fælles udvalgs forretningsorden, der er knyttet til denne afgørelse, vedtages hermed.

Udfærdiget i , den

På Det Fælles Udvalgs vegne

Leder af Den Europæiske Unions delegation

[navn]

Leder af den canadiske delegation

[navn]

   



Forretningsorden

DET FÆLLES UDVALG HAR —

under henvisning til lufttransportaftalen mellem Canada og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, særlig artikel 17 —

VEDTAGET DENNE FORRETNINGSORDEN:

Artikel 1

Delegationsledere

1.    Det fælles udvalg består af repræsentanter for parterne.

2.    Det fælles udvalgs formandskab varetages i fællesskab af parternes delegationsledere.

Artikel 2

Møder

1.    Det fælles udvalg mødes mindst én gang om året, og værtsansvaret varetages skiftevis af parterne. Herudover kan hver af parterne desuden anmode om, at det fælles udvalg indkaldes til et møde, jf. aftalens artikel 17, stk. 3.

2.    Det fælles udvalg kan afholde møder ansigt til ansigt eller ved hjælp af andre midler (telefon- eller videokonference).

Artikel 3

Delegationer

1.    Inden et møde underretter delegationslederne hinanden om den planlagte sammensætning af deres delegation til det pågældende møde.

2.    Repræsentanter for interessenter inden for lufttransportsektoren kan indbydes til at deltage i møder som observatører, hvis der er enighed herom i det fælles udvalg.

3.    Det fælles udvalg kan aftale at indbyde andre interesserede parter eller eksperter til at deltage i møder for at give oplysninger om bestemte emner.

Artikel 4

Sekretariat

En tjenestemand fra Europa-Kommissionen og en embedsmand fra den canadiske regering fungerer sammen som sekretærer for det fælles udvalg.

Artikel 5

Dagsorden for møderne

1.    Delegationslederne udarbejder den foreløbige dagsorden for hvert møde efter fælles overenskomst. For at lette distributionen til og høringen af hver delegations medlemmer vil denne foreløbige dagsorden, så vidt muligt, blive fastlagt senest femten dage før mødedatoen.

2.    Det fælles udvalg vedtager dagsordenen ved hvert mødes begyndelse. Punkter, som ikke findes på den foreløbige dagsorden, kan optages på dagsordenen, hvis det fælles udvalg er enig herom.

3.    Delegationslederne kan afkorte den i stk. 1 angivne tidsfrist for at tage hensyn til en sags hastende karakter.

Artikel 6

Mødereferat

1.    Et udkast til referat af hvert møde i det fælles udvalg udarbejdes ved afslutningen af hvert møde. I referatet anføres de drøftede punkter og eventuelle fælles konklusioner, herunder eventuelle henstillinger og vedtagne afgørelser.

2.    Mødereferatet godkendes skriftligt af delegationslederne inden for 30 dage efter datoen for mødet eller en anden dato, som aftales af parterne i aftalen.

3.    Når mødereferatet er godkendt, underskrives det af delegationslederne, og hver part arkiverer et originalt eksemplar. Parterne kan bestemme, at undertegnelse og udveksling af elektroniske kopier opfylder dette krav.

4.    Det fælles udvalgs møder er ikke offentlige, medmindre andet aftales. Mødereferater og eventuel brevveksling vil være tilgængelige for offentligheden, medmindre en af parterne anmoder om andet. Om nødvendigt kan det fælles udvalg beslutte at anbefale, at en fælles pressemeddelelse udsendes.

Artikel 7

Skriftlig procedure

Hvis det er nødvendigt og behørigt begrundet, kan afgørelser og henstillinger i det fælles udvalg vedtages ved skriftlig procedure. Med henblik herpå udveksler delegationslederne det udkast til foranstaltninger, som det fælles udvalg skal tage stilling til, og som derefter kan bekræftes ved brevveksling.

Artikel 8

Drøftelser

1.    Det fælles udvalg træffer sine afgørelser og fremsætter henstillinger på grundlag af konsensus.

2.    Det fælles udvalgs afgørelser og henstillinger benævnes henholdsvis "afgørelse" og "henstilling" efterfulgt af et løbenummer, datoen for vedtagelsen og en beskrivelse af emnet.

3.    Det fælles udvalgs afgørelser og henstillinger undertegnes af delegationslederne og vedføjes mødereferatet.

4.    Alle afgørelser truffet af det fælles udvalg vil blive gennemført af parterne i overensstemmelse med deres egne interne procedurer.

Artikel 9

Arbejdsgrupper

1.    Det fælles udvalg kan aftale at nedsætte arbejdsgrupper til at undersøge specifikke spørgsmål af relevans for aftalen. Mandatet for en arbejdsgruppe godkendes af det fælles udvalg og indgår i det relevante mødereferat.

2.    Medlemmerne af arbejdsgrupper fastlægges af det fælles udvalg.

3.    Arbejdsgrupperne aflægger rapport til det fælles udvalg. De kan ikke træffe afgørelser, men kan fremsætte henstillinger til det fælles udvalg.

4.    Det fælles udvalg kan til enhver tid beslutte at ophæve eksisterende arbejdsgrupper, ændre deres mandater eller nedsætte nye arbejdsgrupper til at bistå det i udførelsen af dets opgaver.

Artikel 10

Udgifter

1.    Medlemmerne af hver delegation vil afholde deres egne udgifter til deltagelse i et møde eller en arbejdsgruppe.

2.    Andre udgifter i forbindelse med tilrettelæggelsen af møder afholdes af den part, der er vært for mødet.

Article11

Ændringer af forretningsordenen

Det fælles udvalg kan til enhver tid ændre denne forretningsorden ved en afgørelse, som træffes i henhold til artikel 8. 

Top