Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om en bindende FN-traktat om erhvervslivet og menneskerettigheder

(initiativudtalelse)

(2020/C 97/02)

Ordfører:

Thomas WAGNSONNER

Plenarforsamlingens beslutning	24.1.2019
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Eksterne Forbindelser
Vedtaget i sektionen	28.11.2019
Vedtaget på plenarforsamlingen	11.12.2019
Plenarforsamling nr.	548
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	136/23/12

1.   Konklusioner og anbefalinger

Konklusioner

1.1.

EØSU anerkender fuldt ud menneskerettighederne som et universelt, umisteligt, udeleligt, indbyrdes afhængigt, indbyrdes forbundet og dermed obligatorisk grundlag for ethvert samfundsmæssigt engagement. Menneskerettigheder er et fundament for Europas rigdom og et fredeligt liv. EØSU understreger, at alle sociale og politiske menneskerettigheder skal sikre alle mennesker en værdig tilværelse, og at en overtrædelse af dem ikke må føre til uberettigede fortjenester.

1.2.

Krænkelser af menneskerettighederne kan bedre forhindres, hvis der foreligger en internationalt vedtaget bindende standard, der er udformet med henblik på at blive gennemført og beskyttet af staterne. EØSU bifalder en tilgang, der anerkender, at det er staternes pligt at beskytte, fremme og opfylde menneskerettighederne, og at virksomhederne skal respektere disse rettigheder.

1.3.

EØSU glæder sig over, at man i det nuværende tekstudkast har taget højde for de væsentlige spørgsmål, som EU har rejst, såsom anbefalingerne om, at anvendelsesområdet bør omfatte alle virksomheder og en stærkere begrebsmæssig tilpasning til FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne (UNGP). Reglerne skal udformes på en måde, der hænger sammen med eksisterende due diligence-ordninger, navnlig FN's vejledende principper, for at lette gennemførelsen og undgå redundans.

1.4.

Da anvendelsesområdet for udkastet til traktat, der tager udgangspunkt i EU's henstillinger, nu omfatter alle erhvervsaktiviteter generelt uanset størrelse, opfordrer EØSU EU og dets medlemsstater til at træffe foranstaltninger til at støtte virksomheder i gennemførelsen af deres forpligtelser på menneskerettighedsområdet, som kunne baseres på deres frivillige VSA-tilsagn (virksomhedernes sociale ansvar), navnlig med hensyn til internationale aktiviteter. EØSU anerkender vanskelighederne ved at anvende de foranstaltninger, der er fastsat i en sådan traktat for SMV'er, og opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til kraftigt at støtte SMV'er og lette de praktiske rammer for at sikre, at de respekterer menneskerettighederne i deres aktiviteter.

1.5.

EØSU understreger, at ikke-bindende og bindende foranstaltninger ikke udelukker hinanden, men skal supplere hinanden.

1.6.

Systemer som OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder (OECD MNE Guidelines) og UNGP's indberetningsstandarder viser, at der allerede findes praktiske måder at gennemføre strenge menneskerettighedsstandarder på i erhvervslivet. Virksomheder, der allerede har forpligtet sig til disse standarder, bør ikke pålægges yderligere byrder. For at undgå overlapninger skal den valgfri protokol, der er planlagt i gennemførelsesmekanismen, tage hensyn til det system, der anvendes af OECD's nationale kontaktpunkter, som vil skulle tilpasses for at støtte bindende regler, eller andre eksisterende nationale menneskerettighedsinstitutioner.

1.7.

På trods af de meget glædelige store fremskridt, især i Europa, i forbindelse med ikke-bindende retningslinjer for overholdelse af menneskerettighederne i erhvervssammenhæng (f.eks. FN's vejledende principper og OECD MNE Guidelines), er en bindende traktat vigtig for de virksomheder, der endnu ikke har påtaget sig deres ansvar. På denne måde sikres ofre for virksomhedsrelaterede krænkelser af menneskerettighederne på verdensplan ensartede standarder for menneskerettigheder, jurisdiktion og lovvalg samt retfærdig og effektiv adgang til domstolsprøvelse. Dette vil også bidrage til at skabe lige konkurrencevilkår for virksomhederne, skabe juridisk sikkerhed og skabe en mere fair global konkurrence.

1.8.

EØSU anbefaler, at jurisdiktionen placeres i et retsforum (1), der garanterer en retfærdig rettergang, navnlig når det er uklart, om et moderselskab, et af dets datterselskaber eller en leverandør kan holdes ansvarlig, selv hvis selskaberne ligger i forskellige lande. EØSU understreger, at man gennem en utvetydig bestemmelse om gensidig retshjælp kan undgå »forum shopping«.

1.9.

EØSU mener, at arbejdet i den stående mellemstatslige arbejdsgruppe skal fortsætte. EØSU er derfor parat til at give input som det organiserede civilsamfunds talerør. EØSU slår fast, at den sociale dialog, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne yder et vigtigt bidrag til overholdelse af menneskerettighederne.

Anbefalinger

1.10.

Med henblik på at styrke og fremme menneskerettighederne og skabe lige konkurrencevilkår for virksomheder baseret på sammenhængende og strenge globale standarder opfordrer EØSU EU-institutionerne, navnlig Kommissionen og Det Europæiske Råd, samt medlemsstaterne til at deltage aktivt i disse forhandlinger, støtte den igangværende traktatproces og bidrage konstruktivt til forhandlingerne.

1.11.

Det nuværende udkast kan forbedres væsentligt på en række områder. Kommissionen har brug for et klart mandat til at koordinere det nødvendige europæiske engagement.

1.12.

EØSU anbefaler, at der også indføres bestemmelser, der skaber fleksibilitet mellem passende, men ikke belastende regler for SMV'er på den ene side og strengere regler for risikofyldte industrier på den anden. Desuden skal EU tilbyde særlige støtteinstrumenter for at hjælpe SMV'er med at håndtere udfordringerne i forbindelse med en sådan traktat (f.eks. et organ, støtte til peerlæring).

1.13.

EØSU støtter fuldt ud de beslutninger, som Europa-Parlamentet (2) har vedtaget, navnlig opfordringen til, at der sættes fuldt ind på at udvikle et bindende instrument, og noterer sig især, at der er behov for en klagemekanisme. EØSU bemærker, at der findes internationale systemer som f.eks. klageproceduren ved ILO, som kan fungere som model for en mere ambitiøs international håndhævelse, fordi bindende regler ikke er effektive uden en stærk inddragelse af stater og håndhævelsesmekanismer.

1.14.

Hvis der ikke allerede findes nationale handlingsplaner, skal de udarbejdes med henblik på at gennemføre due diligence i forhold til menneskerettigheder, og der skal også udarbejdes en europæisk handlingsplan. Det organiserede civilsamfund skal inddrages i udviklingen, gennemførelsen og håndhævelsen af handlingsplanerne.

1.15.

EØSU anbefaler, at Kommissionen undersøger gennemførligheden af et »offentligt EU-vurderingsorgan« for virksomheders overholdelse af menneskerettighederne.

1.16.

EØSU anbefaler, at der skal være en stærk international overvågnings- og håndhævelsesmekanisme med mulighed for at indgive klager til et internationalt udvalg. Desuden skal der for ofre for overtrædelse af menneskerettighederne udpeges en uafhængig FN-embedsmand (ombudsmand), der undersøger og eventuelt støtter deres påstande, og som uafhængigt følger op på påståede overtrædelser og gør udvalget opmærksom herpå.

1.17.

Udkastet indeholder en meget bred definition af menneskerettighederne. En henvisning i udkastet til traktatens præambel til ILO's trepartserklæring om principper for multinationale virksomheder og socialpolitik og verdensmålene skal gøre det klart, at menneskerettighederne er grundlæggende for fortolkningen af traktaten. Navnlig skal menneskerettigheder — som retten til et sundt miljø, uddannelse og databeskyttelse — nævnes mere udtrykkeligt og være omfattet af traktatens anvendelsesområde.

1.18.

Udkastet foreskriver allerede et valg mellem de kompetente jurisdiktioner, men denne del bør finpudses yderligere. EØSU mener derfor, at det skal sikres, at jurisdiktionen kan udøves i det land, hvor selskabet er etableret, i tilfælde hvor en virksomhed deltager i aktiviteter i tværnationale forsyningskæder. Det skal også gøres klart, at lokale datterselskaber og leverandører kan retsforfølges eller i det mindste blive parter i en sag i det land, hvor moderselskabet eller modtagerselskabet er etableret.

1.19.

EØSU bemærker den vigtige rolle, som vidner og whistleblowere spiller. Udvalget glæder sig over beskyttelsesbestemmelserne i det nuværende tekstudkast. NGO'er, der arbejder på dette område, skal støttes.

1.20.

EØSU anbefaler, at der er klarhed med hensyn til samspillet mellem due dilligence og ansvar, herunder klare og praktiske bestemmelser, der sikrer, at due diligence omfatter løbende overvågning i forsyningskæder samt respektive ansvarsplacering, hvis det ikke lykkes. En yderligere præcisering skal bygge på de koncepter, der allerede er udviklet for FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne.

1.21.

EØSU anbefaler, at der i tilfælde af grov uagtsomhed skal pålægges et strafferetligt ansvar. I tilfælde af mindre alvorlige krænkelser såsom tilsidesættelse af pligten til regelmæssig indberetning, skal det administrative ansvar fremhæves.

1.22.

Udkastet indeholder en bestemmelse om omvendt bevisbyrde i forbindelse med civilretligt ansvar, som skal præciseres for at sikre konsekvent anvendelse på tværs af jurisdiktioner og for at sikre, at ofre kan stole på, at den anvendes, når det er nødvendigt.

1.23.

Med hensyn til handels- og investeringsaftaler skal det præciseres, at gennemførelsesforanstaltninger i en traktat om erhvervslivet og menneskerettighederne er berettigede og ikke kan omgås ved hjælp af investeringstvistbilæggelsesordninger (3).

1.24.

Det nuværende udkast giver mulighed for at tilslutte sig et tvistbilæggelsessystem. Dette skal genovervejes for at sikre en bedre overensstemmelse med de eksisterende rammer, idet de ni centrale menneskerettighedsinstrumenter med tvistbilæggelse omfatter en opt out-bestemmelse.

1.25.

EØSU glæder sig over, at det nuværende tekstudkast behandler spørgsmål om gensidig bistand. Bestemmelserne om sagsomkostninger er imidlertid ændret væsentligt. Med undtagelse af unødvendige retssager må ofrene ikke pålægges at betale sagsomkostningerne.

1.26.

EØSU støtter et juridisk bindende instrument om erhvervslivet og menneskerettigheder, men opfordrer kraftigt til et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer.

2.   Baggrund

2.1.

Verdensmålene sigter på forskellige måder mod forbedrede ansættelsesforhold, ansvarlig produktion og ansvarligt forbrug samt bindende forpligtelser på menneskerettighedsområdet. En bindende traktat kunne i høj grad støtte disse målsætninger ved at skabe en international ramme for bestemmelser om ansvar.

2.2.

Internationale retningslinjer for erhvervslivet og menneskerettigheder omfatter FN's vejledende principper og FN's Global Compact-initiativ samt de retningslinjer, der er udarbejdet i OECD (OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder). Disse retningslinjer giver multinationale virksomheder en ramme for strategier for virksomhedernes sociale ansvar (VSA) og også for den juridiske gennemførelse ved at strukturere deres kontrakter, når de opererer i udlandet og anvender globale forsyningskæder. OECD har også udarbejdet vejledninger for en række sektorer. Deres betydning for fremme af gennemførelsen af due diligence i forsyningskæderne (4) viser, at det er muligt at styre risici og gennemføre strenge standarder for overtrædelse af menneskerettighederne.

2.3.

Overtrædelse af menneskerettighederne påvirker menneskers liv, det samfund, de lever i, miljøet eller deres ejendom. EØSU har således hilst denne slags initiativer (5) velkommen og understreger, at det er vigtigt, at civilsamfundet og fagforeningerne deltager i procedurerne. Ansvarlig forretningsskik er blevet et centralt spørgsmål for virksomhederne. Civilsamfundet og fagforeningerne oplever, at virksomhederne gør en indsats for at udvide den praktiske gennemførelse af menneskerettighederne og for at udvise bedre forretningsskik. Under de igangværende drøftelser om traktaten understreger erhvervslivets repræsentanter vigtigheden af verdensomspændende menneskerettigheder, der gælder for alle arbejdstagere, en effektiv gennemførelse af ILO's standarder og regler for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. VSA-rapporter er ikke markedsføringsværktøjer, men anvendes til at påvise, at man påtager sig et ansvar. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at træffe effektive foranstaltninger for at gennemføre deres menneskerettighedspolitikker og støtte virksomheder i forbindelse med deres frivillige VSA-engagement, navnlig med hensyn til internationale aktiviteter.

2.4.

Frivillige foranstaltninger kan dog ikke forhindre alle overtrædelser af rettigheder (6). Bindende foranstaltninger ledsaget af passende sanktioner kunne være med til at sikre overholdelse af en minimumsstandard, også af de virksomheder, der ikke tager deres moralske ansvar lige så alvorligt, som dem, der gennemfører høje menneskerettighedsstandarder, f.eks. på grundlag af FN's vejledende principper. Bindende regler skal udformes på en måde, der hænger sammen med eksisterende due diligence-ordninger, navnlig FN's vejledende principper, for at lette gennemførelsen og undgå redundans. Frivillige og bindende foranstaltninger udelukker ikke, men supplerer hinanden.

2.5.

EØSU anerkender, at de fleste virksomheder, navnlig i EU, engagerer sig i overholdelsen af menneskerettighederne. Ifølge ILO's statistikker genererer tvangsarbejde imidlertid over 43 mia. USD på verdensplan inden for byggeri, fremstilling, minedrift, forsyningstjenester og landbrug gennem virksomheder, der ikke har engageret sig nok i at gennemføre menneskerettighederne i deres værdikæde.

2.6.

Virksomhedernes menneskerettighedsbenchmark blev oprettet af professionelle investorer sammen med menneskerettigheds-NGO'er (7). Benchmarket er beregnet som et redskab for investorer til at udpege ansvarlige virksomheder, så det er i virksomhedernes interesse at fremvise gode resultater. Det viser, at gennemførelsen af UNGP er lav for mange benchmarkede virksomheder. Det er især værd at bemærke de virksomheder, der er aktive verden over, som f.eks. McDonalds og Starbucks, der er særdeles aktive i Europa, og som scorer lavt, hvad UNGP angår. Gang på gang opnår internationale, ikke-europæiske virksomheder fordele frem for europæiske virksomheder, der er fast besluttede op at overholde menneskerettighederne. Over 40 % af de benchmarkede virksomheder scorer ingen point overhovedet for så vidt angår overholdelse af menneskerettighederne, og to tredjedele af de benchmarkede virksomheder scorer under 30 % i gennemførelsen UNGP, herunder også europæiske virksomheder.

2.7.

Selv om et stort flertal af virksomhederne engagerer sig i menneskerettigheder, overtrædes de gang på gang i forbindelse med forretningsaktiviteter. En bindende traktat vil kunne sikre ofrene globale, ensartede menneskerettighedsnormer, anvendelige retsregler samt retfærdig adgang til myndigheder og domstole. Dette ville også bidrage til at skabe lige konkurrencevilkår for virksomhederne og skabe juridisk sikkerhed samt en mere fair global konkurrence.

2.8.

EU følger en dagsorden, der indebærer fremme og udbredelse af menneskerettigheder i Unionens eksterne politikker. EU's forordning om konfliktmineraler, direktivet om ikkefinansiel rapportering og tømmerforordningen er eksempler på, at due diligence i forbindelse med menneskerettigheder er blevet styrket. Klausuler i frihandelsaftalerne omfatter forpligtelser til at beskytte disse rettigheder. Visse EU-medlemsstater — først og fremmest Frankrig, men også Det Forenede Kongerige og Nederlandene — har vedtaget lovgivning, der skærper virksomhedernes ansvar og opstiller fastere rammer for due diligence i forbindelse med menneskerettighederne. Agenturet for Grundlæggende Rettigheder (FRA) har analyseret de europæiske kompetencer på erhvervs- og menneskerettighedsområdet og er kommet frem til, at der er gyldige grunde til, at visse kompetencer bør ligge hos EU og andre hos medlemsstaterne (8). Agenturet anbefaler derfor en åben koordineringsmetode. Kompetencespørgsmålet skal afklares, inden der sker en formel ratificering af konventionen. Man bør imidlertid kunne sikre delt kompetence. Sagsanlæg om virksomheders krænkelser af grundlæggende rettigheder føres indirekte på grundlag af administrativ ret, civilret eller strafferet og berører international privatret og international strafferet (selskabsret), som i en vis udstrækning er blevet harmoniseret i EU.

2.9.

Europa-Parlamentet har vedtaget en række beslutninger om emnet og har været en stærk fortaler for aktiv deltagelse i forhandlingerne om et bindende retligt instrument. Europa-Parlamentet har også anmodet om en undersøgelse om Adgang til retsmidler for ofre for overtrædelser af menneskerettighederne i tredjelande (9), hvori der fremsættes konkrete anbefalinger til EU-institutionerne om at forbedre denne adgang.

2.10.

Rådet har anmodet om en udtalelse fra FRA om bedre adgang til retsmidler inden for erhvervsliv og menneskerettigheder på EU-plan (Improving access to remedy in the area of business and human rights at the EU level). Ifølge denne udtalelse er der store muligheder for forbedringer.

2.11.

I 2014 vedtog FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC) resolution 26/9, hvorved det blev besluttet at nedsætte en stående mellemstatslig arbejdsgruppe (OEIWG), for at udarbejde et internationalt juridisk bindende instrument til regulering af transnationale selskabers og andre erhvervsvirksomheders aktiviteter i den internationale menneskerettighedslovgivning. Resolutionen blev støttet af et stort antal udviklingslande. Det nuværende udkast blev fremlagt i juli 2019.

2.12.

EU har deltaget i arbejdsgruppen, men har taget afstand fra resultaterne af arbejdsgruppens møde i oktober 2018 under henvisning til en række problemstillinger. De vigtigste synes at være spørgsmålene om et anvendelsesområde, der omfatter alle virksomheder og ikke kun dem med grænseoverskridende aktiviteter, en større orientering mod UNGP og en mere gennemsigtig proces. Som det nuværende tekstudkast ser ud, lader det til, at der er taget højde for de væsentlige spørgsmål, som EU har rejst. I betragtning af de juridiske spørgsmål i tilknytning til en harmonisering bør EU deltage aktivt i processen med et officielt forhandlingsmandat for at repræsentere Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters interesser.

2.13.

Der er større økonomier, som endnu ikke deltager aktivt, f.eks. USA, eller som ikke synes at være stærkt engagerede i traktatprocessen, såsom Kina. Et bredt anvendelsesområde for traktaten vil tjene til at fremme ansvarlig forretningsskik, herunder virksomheder fra disse store økonomier. Selv om disse virksomheder ikke ratificerer den bindende traktat, kan de i følge den bindende traktat blive stillet til ansvar i Europa, hvis de går ind på EU's indre marked. Det vil være nødvendigt for disse lande at gennemføre strengere regler om due diligence i forbindelse med menneskerettighederne, hvis de ønsker at drage yderligere fordel af de europæiske markeder.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU anerkender fuldt ud menneskerettighederne som et universelt, umisteligt, udeleligt, indbyrdes afhængigt, indbyrdes forbundet og dermed obligatorisk grundlag for ethvert samfundsmæssigt engagement, uanset om det er inden for politik, internationalt samarbejde, social dialog, økonomi eller erhvervsliv. Menneskerettigheder er blevet et fundament for Europas rigdom og et fredeligt liv på vores kontinent. Derudover har de også sammen med den europæiske socialstatsmodel, herunder de universelle uddannelsessystemer, sikret økonomisk udvikling og materiel velstand. EØSU understreger, at alle sociale og politiske menneskerettigheder skal sikre alle mennesker i verden en værdig tilværelse, og at en overtrædelse af dem ikke må føre til uberettigede fortjenester.

3.2.

EØSU mener, at det primære formål med en bindende traktat bør være at undgå overtrædelse af menneskerettighederne. Når der er opstillet en internationalt bindende minimumsstandard for god forretningsskik, har virksomhederne brug for endnu mere støtte og vejledning i forbindelse med gennemførelsesforanstaltningerne, og EU og medlemsstaterne skal anerkende deres ansvar for sikre, at ansvarlig forretningskik ikke resulterer i illoyal konkurrence.

3.3.

EØSU støtter fuldt ud de beslutninger, som Europa-Parlamentet har vedtaget og gentager sin opfordring til, at EU i fuldt omfang bakker op om og deltager aktivt i processen i Genève med udviklingen af et bindende instrument, herunder behovet for en klagemekanisme. Kommissionen bør reagere på disse beslutninger og udvise et stærkt engagement.

3.4.

EØSU er også enig med Europa-Parlamentet om, at den bindende traktat skal opfylde følgende kriterier, nemlig at: — traktaten baseres på FN's vejledende principper — der fastlægges obligatoriske due diligence-forpligtelser for tværnationale selskaber og andre virksomhedsforetagender, herunder for deres datterselskaber — staters ekstraterritoriale forpligtelser vedrørende menneskerettigheder anerkendes, og der vedtages lovgivningsforanstaltninger med henblik herpå — virksomhedernes strafferetlige ansvar anerkendes — der etableres mekanismer til koordinering og samarbejde mellem stater om efterforskning, retsforfølgning og håndhævelse af grænseoverskridende sager og — der etableres internationale retslige og udenretslige overvågnings- og håndhævelsesmekanismer.

3.5.

EØSU støtter også Europa-Parlamentets udtalelse om, at hvis ansøgeren havde mulighed for at vælge jurisdiktion, ville det skabe et incitament for staterne til at indføre strenge regler og retfærdige retssystemer for at bevare sådanne sager inden for deres jurisdiktion. Håndhævelsesmekanismer bør imidlertid sikre, at det er i staternes bedste interesse at lovgive om obligatorisk due diligence vedrørende erhvervsliv og menneskerettigheder. Der findes internationale systemer, f.eks. klageproceduren ved ILO, som kan tjene som model for en mere ambitiøs international håndhævelse.

3.6.

Bindende regler må ikke føre til en situation, hvor virksomheder med en ansvarlig forretningsskik bliver mål for unødvendige retssager. Det skal præciseres, i hvilket omfang en bindende retsakt stiller virksomheder til ansvar for krænkelser. Man kan således bedre forebygge krænkelser af rettigheder, hvis der findes en bindende international standard, der gennemføres og beskyttes af staterne. Dette afspejles i den nuværende tilgang i forslaget, hvor virksomhederne ikke pålægges direkte forpligtelser, men hvor staterne pålægges at gennemføre en aftalt standard i overensstemmelse med deres egne retssystemer.

3.7.

Europa-Parlamentets undersøgelse og udtalelsen fra FRA, der er nævnt ovenfor, undersøger specifikke spørgsmål, der jævnligt dukker op, når mennesker forsøger at indbringe klager over krænkelser foretaget af selskaber, deres datterselskaber eller i deres forsyningskæde for europæiske domstole.

3.7.1.

De europæiske domstoles jurisdiktion er normalt forbeholdt europæiske sagsøgte. Det betyder, at et selskab etableret i Europa kan sagsøges ved en europæisk domstol, mens dets datterselskaber, som er etableret i det land, hvor den skadevoldende begivenhed fandt sted, typisk ikke kan. Leverandører og mellemmænd i forsyningskæden er endnu længere væk fra det pågældende europæiske selskab. EØSU bemærker, at det bør være en grundliggende rettighed, at ofre for virksomhedsrelaterede overtrædelser af menneskerettighederne, har garanteret adgang til en retfærdig rettergang, domstole og myndigheder. Navnlig når det er uklart, om moderselskabet, et af dets datterselskaber eller en af dets leverandører kan stilles til ansvar, skal juridiktionen placeres i et retsforum, der garanterer en retfærdig rettergang.

3.7.2.

Europa-Parlamentets undersøgelse illustrerer også de mæglingsprocedurer, som ofrene kan anvende for at gøre deres krav gældende. EØSU hilser udtrykkeligt sådanne værdifulde frivillige procedurer, som OECD, FN's vejledende principper og Global Compact har udbredt, velkommen, men bemærker, at disse procedurer ikke løser problemet med, at virksomheder, der ikke tager højde for menneskerettighedsaspektet af virksomhedernes sociale ansvar, krænker menneskerettighederne. Derfor er der også behov for en officiel retsforfølgelse.

3.7.3.

Af praktiske årsager er det ofte vanskeligt for sagsøgere at indsamle beviser. Sagerne involverer ofte et stort antal mennesker og sprogbarrierer. Selv om det ofte er let at bevise, at et lokalt selskab er et datterselskab af eller en leverandør til et europæisk selskab, er det meget vanskeligt for ofrene at bevise omfanget af den kontrol, der udøves. Når en europæisk jurisdiktion kan gøres gældende, kan sagsomkostningerne være ekstremt høje, også selv om ofrene for overtrædelserne får medhold. Der er stor plads til forbedring af det internationale retlige samarbejde. EØSU glæder sig over, at det nuværende tekstudkast behandler spørgsmål om gensidig bistand, men efterlyser, at ofre ikke skal betale sagsomkostningerne, medmindre der er tale om unødvendige retssager.

3.8.

Hvis EU's medlemsstater på individuelt grundlag begynder at opstille strengere krav til due dilligence, vil dette føre til et misforhold mellem sådanne standarder i EU. Virksomheder, der er placeret i EU's medlemsstater, hvor der er skærpede krav til due dilligence, må ikke udkonkurreres af virksomheder i lande, hvor det ikke forholder sig sådan. EØSU bemærker, at virksomhederne skal have lige konkurrencevilkår og retssikkerhed med klare ansvarsområder.

3.9.

EØSU mener derfor, at det er afgørende, at EU's repræsentanter engagerer sig aktivt og deltager i den kommende proces. Det kan ikke være i EU's og medlemsstaternes interesse ikke at deltage aktivt i udarbejdelsen af en menneskerettighedstraktat med potentielt store konsekvenser for det internationale handelssystem (10). Det nuværende udkast kan forbedres væsentligt på en række områder. EU-institutionerne og medlemsstaterne skal engagere sig aktivt, og Kommissionen har behov for et klart mandat til at koordinere det europæiske engagement.

3.10.

Idet traktaten skal gennemføres og håndhæves af medlemsstaterne og EU, skal medlemsstaterne udarbejde nationale handlingsplaner for, hvordan der sikres due dilligence i forbindelse med menneskerettigheder, hvis sådanne ikke allerede findes. Der skal også udarbejdes en europæisk handlingsplan for at sikre, at alle forvaltningsniveauer på europæisk plan deltager i overensstemmelse med deres kompetencer. I forbindelse med udviklingen, gennemførelsen og håndhævelsen af handlingsplanerne skal det organiserede civilsamfund inddrages.

3.11.

Kommissionen skal undersøge muligheden for at oprette et »offentligt EU-vurderingsorgan« for menneskerettigheder i erhvervssammenhæng ved at udvikle et system, hvor revisionsfirmaer kan certificeres og kontrolleres regelmæssigt (kriterier, overvågning). Et sådant organ vil kunne støtte erhvervslivet (især SMV'er) ved at forsøge at definere og forbedre dets indsats på menneskerettighedsområdet, hvilket vil være gavnligt for virksomhederne i spørgsmål om ansvar. Denne idé kunne behandles i en efterfølgende udtalelse.

3.12.

Ansvar for menneskerettigheder bør gøres til et obligatorisk fag i undervisningen og læseplaner på økonomiske og erhvervsorienterede uddannelser og på andre relaterede områder. Et sådant uddannelsesmæssigt fokus kunne støttes gennem EU's uddannelsesprogrammer.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

Traktaten er ved at blive udviklet af en arbejdsgruppe under Menneskerettighedsrådet (UNHCR), som er ansvarlig for gennemførelsen af FN's menneskerettighedskonventioner. Da traktatens vigtigste målgruppe er stater og ikke enkeltpersoner (f.eks. selskaber eller personer, der er ofre for overtrædelser), er det hensigtsmæssigt at oprette en sådan arbejdsgruppe i UNHCR, mens andre organisationer, såsom ILO og WTO, let kan inddrages. EØSU mener, at arbejdet i OEIGWG skal videreføres.

4.2.

OEIWG's underliggende mandat fokuserer på tværnationale situationer. Virksomhedssammenslutninger og fagforeninger har slået til lyd for et bredere anvendelsesområde, der omfatter alle virksomheder (f.eks. statsejede virksomheder og indenlandske virksomheder). EØSU glæder sig over, at det reviderede tekstudkast i princippet har taget højde for disse krav. Udkastet skal dog præciseres yderligere. I den forbindelse opfordrer EØSU til, at EU-institutionerne deltager aktivt.

4.3.

Der skal være en stærk international overvågnings- og håndhævelsesmekanisme med mulighed for at indgive individuelle klager til det internationale udvalg. Derudover skal der udpeges en uafhængig FN-embedsmand (ombudsmand) for ofre for overtrædelser af menneskerettighederne, der undersøger og eventuelt støtter deres påstande, og som uafhængigt følger op på påståede overtrædelser og gør udvalget opmærksom herpå.

4.4.

Udkastet indeholder en meget bred definition af menneskerettighederne. EØSU bifalder inddragelsen af ILO's konvention 190 i præamblen. ILO's trepartserklæring om principper for multinationale virksomheder og socialpolitik indeholder imidlertid også et omfattende katalog over erklæringer og rettigheder vedrørende multinationale virksomheder og arbejde, som også specifikt henviser til konventioner og henstillinger vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Den seneste udvikling inden for menneskerettigheder har også i højere grad understreget retten til et sundt miljø og databeskyttelse, hvilket skal tages med i overvejelserne. Ovennævnte dokumenter og rettigheder tilhører en grundlæggende samling af menneskerettigheder, som finder anvendelse på globalt plan, og som derfor også skal være omfattet af traktatens anvendelsesområde. EØSU glæder sig over, at kønsaspektet i forbindelse med krænkelser af menneskerettighederne, som ofte er blevet overset, i højere grad er blevet integreret i forebyggelsesdelen af en bindende traktat.

4.5.

Udkastet nævner allerede i princippet et udvalg af kompetente jurisdiktioner, men denne del skal finpudses yderligere. Når en virksomhed er involveret i forretningsaktiviteter i tværnationale forsyningskæder (f.eks. som modtager af varer eller ressourcer), skal det sikres, at jurisdiktionen fastlægges i den stat, hvor selskabet er etableret. Det skal også gøres klart, at lokale datterselskaber og leverandører kan retsforfølges eller i det mindste blive parter i en sag i det land, hvor moderselskabet eller modtagerselskabet er etableret.

4.6.

Der skal være større klarhed med hensyn til samspillet mellem due diligence og ansvar, herunder klare og praktiske bestemmelser, der sikrer, at due diligence omfatter løbende overvågning — i form af et system for tilsyn og kontrol — i forsyningskæder samt ansvarsplacering, hvis det ikke lykkes. Engelsk retspraksis har udviklet en standard for moderselskabers kontrol for så vidt angår overtrædelser begået af deres datterselskaber (11), hvilket kan inspirere til en klarere bestemmelse om ansvar specifikt for datterselskaber. Det nuværende tekstudkast fokuserer på kontraktlige forhold, hvilket kan gøre det vanskeligt at placere ansvaret i globale værdikæder, idet forretningsforbindelser kan antage forskellige former langs disse kæder. Der er plads til forbedring af den nuværende tekst, og en yderligere præcisering skal bygge på de begreber, der allerede er udviklet for FN's vejledende principper, som EU skal prioritere.

4.7.

Da anvendelsesområdet nu omfatter alle erhvervsaktiviteter og ikke kun tværnationale, skal der også være bestemmelser, der skaber fleksibilitet mellem passende, men ikke belastende regler for SMV'er på den ene side og strengere regler for højrisikoaktiviteter på den anden. Desuden skal EU tilbyde særlige støtteinstrumenter for at hjælpe SMV'er med at håndtere udfordringerne i forbindelse med en sådan traktat (f.eks. et organ, støtte til peerlæring).

4.8.

EØSU noterer sig reglerne om gensidig retshjælp og internationalt samarbejde i det nuværende udkast. Sådanne funktioner kan måske fremmes gennem en FN-ombudsmands internationale kontor som nævnt ovenfor.

4.9.

Udkastet indeholder en bestemmelse om omvendt bevisbyrde i forbindelse med sager om civilretligt ansvar, som skal præciseres for at garantere en konsekvent anvendelse på tværs af jurisdiktioner og sikre, at ofre kan stole på, at dens anvendes, når det er nødvendigt. Det vil ikke mindst betyde, at personer, der lægger sag an på grund af krænkelse af menneskerettighederne, kun skal være forpligtet til at bevise en klar forbindelse mellem den, der har begået overtrædelsen (eksempelvis en leverandør eller et datterselskab), og modtageren eller moderselskabet, som til gengæld skal være forpligtet til på troværdig vis at redegøre for, at overtrædelserne var uden for virksomhedens kontrol. EØSU tvivler på, at det vil tjene retssikkerheden og den ensartede anvendelse, at vurderingen om den omvendte bevisbyrde overlades til domstolene frem for at blive fastsat ved lov.

4.10.

EØSU bemærker den vigtige rolle, som vidner og whistleblowere spiller. Udvalget glæder sig over beskyttelsesbestemmelserne i det nuværende tekstudkast. NGO'er, der arbejder på dette område, skal støttes.

4.11.

Der skal være et strafferetligt ansvar i tilfælde af grov uagtsomhed. I tilfælde af mindre alvorlige krænkelser såsom tilsidesættelse af pligten til regelmæssig indberetning, skal det administrative ansvar fremhæves.

4.12.

EØSU bifalder, at der er indsat en bestemmelse om overensstemmelse med andre bilaterale og multilaterale aftaler. Med hensyn til handels- og investeringsaftaler skal det imidlertid præciseres, at gennemførelsesforanstaltninger i en traktat om erhvervslivet og menneskerettighederne er berettigede og ikke kan omgås ved hjælp af investeringstvistbilæggelsesordninger.

4.13.

Det skal være muligt for staterne at håndhæve gennemførelsen af en bindende traktat. Der findes allerede procedurer, som kan danne grundlag for sådanne muligheder, som f.eks. klageprocedurer i henhold til ILO's forfatning, som giver arbejdsmarkedets parter og stater mulighed for at klage over manglende overholdelse af ILO-konventionerne. Hvis stater kan indgive klager over hinanden, kan gennemførelsen på verdensplan håndhæves. Ansvarlige virksomheder ville nyde en bedre beskyttelse mod illoyal konkurrence. Sådanne klagemuligheder skal også være tilgængelige for arbejdsmarkedets parters organisationer og NGO'er. Hvis et sådant system etableres uafhængigt af ILO's procedurer, skal det fungere, uden at det griber ind i ILO-systemet og dets bestemmelser.

4.14.

Det nuværende udkast giver mulighed for at tilslutte sig et tvistbilæggelsessystem. Dette skal genovervejes for at sikre en bedre overensstemmelse med de eksisterende rammer, idet de ni centrale menneskerettighedsinstrumenter med tvistbilæggelse omfatter en opt out-bestemmelse.

4.15.

I det reviderede udkast blev bestemmelserne om forældelsesfrister og gældende lovgivning begrænset i forhold til »nulversionen«. Da disse bestemmelser indeholder vigtige proceduremæssige rettigheder for ofre, anbefaler EØSU, at man går tilbage til det første udkast.

4.16.

Repræsentanter for det organiserede civilsamfund, navnlig erhvervslivets repræsentanter, har påpeget den sene tilgængelighed og offentliggørelse af udkastene til dokumenter under den løbende traktatproces i Genève. Dette skal forbedres for at give mulighed for en afbalanceret og konstruktiv feedback. Der skal sikres gennemsigtighed for alle deltagere i alle faser af processen.

4.17.

EØSU støtter et juridisk bindende instrument om erhvervslivet og menneskerettigheder, men opfordrer kraftigt til et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer.

---

(1)  Oxford Dictionary of Law (7. udg.) — Det sted eller det land, hvor en sag behandles.

(2)  Bl.a. EP's beslutning af 4. oktober 2018 (2018/2763(RSP)).

(3)  EUT C 110 af 22.3.2019, s. 145.

(4)  http://www.oecd.org/daf/inv/mne/oecd-portal-for-supply-chain-risk-information.htm.

(5)  EUT C 303 af 19.8.2016, s. 17.

(6)  Nogle af de seneste eksempler omfatter hasselnøddeplukkere i Tyrkiet, https://www.nytimes.com/2019/04/29/business/syrian-refugees-turkey-hazelnut-farms.html; gravstene fremstillet af børnearbejdere, https://kurier.at/politik/ausland/blutige-grabsteine-was-friedhoefe-mit-kinderarbeit-zu-tun-haben/400477447; mineraludvinding til batterier i elbiler https://www.dw.com/de/kinderarbeit-f%C3%BCr-elektro-autos/a-40151803.

(7)  https://www.corporatebenchmark.org/.

(8)  FRA's udtalelse om bedre adgang til retsmidler på områderne erhvervsliv og menneskerettigheder på EU-plan, s. 62.

(9)  EP/EXPO/B/DROI/FWC/2013-08/Lot4/07, februar 2019 — PE 603.475.

(10)  EØSU påpegede betydningen af en bindende FN-traktat (EUT C 110 af 22.3.2019, s. 145), punkt 2.19.

(11)  Jf. FN 9, s. 40.