Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018PC0176

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas

COM/2018/0176 final - 2018/085 (NLE)

Bruxelles, den 11.4.2018

COM(2018) 176 final

2018/0085(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Ved forordning (EU) nr. 610/2013 af 26. juni 2013 1 (i det følgende benævnt "ændringen af Schengengrænsekodeksen") blev konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen 2 (Schengenkonventionen), forordning (EF) nr. 562/2006 3  (Schengengrænsekodeksen) og forordning (EF) nr. 810/2009 4 (visumkodeksen) ændret, og bl.a. blev begrebet "kortvarigt ophold" omdefineret for tredjelandsstatsborgere i Schengenområdet. Fra den 18. oktober 2013 er den maksimale varighed af det tilladte ophold for tredjelandsstatsborgere, der har til hensigt at rejse til Schengenområdet med henblik på kortvarigt ophold — uanset om de er underlagt visumpligt eller er visumfritaget — defineret som "90 dage inden for en periode på 180 dage". I modsætning til den definition, der var gældende indtil den 18. oktober 2013 ("tre måneder i løbet af en seksmånedersperiode efter første indrejse"), er den nye definition mere præcis, idet varigheden fastsættes i dage i stedet for måneder. Desuden er udtrykket "efter første indrejse", der gav anledning til mange uklarheder og spørgsmål, blevet slettet fra definitionen.

Ved ændringen af Schengengrænsekodeksen blev alle de nødvendige ændringer indført i Unionens visum- og grænseregler, dvs. Schengenkonventionen, Schengengrænsekodeksen, visumkodeksen og forordning (EF) nr. 539/2001 5 . Begrebet "kortvarigt ophold" er imidlertid også nedfældet i internationale aftaler, der er indgået af Den Europæiske Union. I de visumfritagelsesaftaler, der er indgået med Antigua og Barbuda 6 , Bahamas 7 , Barbados 8 , Brasilien 9 , Mauritius 10 , Saint Kitts og Nevis 11 samt Seychellerne 12 , henvises der stadig til den gamle definition ("tre måneder i løbet af en seksmånedersperiode efter første indrejse" 13 ) ved definition af varigheden af visumfrit ophold.

Den 16. juli 2014 vedtog Kommissionen en henstilling med henblik på Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om ændring af den aftale om visumfritagelse for kortvarige ophold, der blev indgået mellem Den Europæiske Union og ovennævnte lande 14 , som blev vedtaget af Rådet den 9. oktober 2014 15 . Formålet var at gennemføre den nye definition af kortvarigt ophold over for disse syv lande som fastsat i ændringen af Schengengrænsekodeksen. Det er desuden mindre kompliceret at kontrollere og beregne varigheden ved hjælp af elektroniske midler, hvis visumfritagelsesaftalernes definition af "kortvarigt ophold" udtrykkes i dage i stedet for måneder, hvilket gør aftalerne bedre egnet til centraliserede grænseforvaltningssystemer som f.eks. det foreslåede ind- og udrejsesystem 16 .

Efter bemyndigelse fra Rådet indledte Kommissionen forhandlinger med de syv lande (Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Brasilien, Mauritius, Saint Kitts og Nevis samt Seychellerne) om ændring af visumfritagelsesaftalerne.

Forhandlingerne med Brasilien blev afsluttet den 31. oktober 2017 med paraferingen af aftalerne om ændring af de to aftaler mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for henholdsvis indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas og indehavere af almindeligt pas. Parterne er blandt andre tekniske detaljer blevet enige om at vedtage den nye definition af "kortvarigt ophold" (jf. nedenfor), men alle ændringerne er uvæsentlige set fra den rejsendes synspunkt.

Det Forenede Kongeriges og Irlands særlige situation er nævnt i præamblen til aftalerne.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas (i det følgende benævnt "aftalen") skal godkendes af begge de kontraherende parter efter deres respektive procedurer. For Unionens vedkommende indebærer det rådsafgørelser om undertegnelse og indgåelse af aftalen.

Dette forslag forelægges for Rådet med henblik på bemyndigelse til undertegnelse af aftalen.

Aftalen sikrer retlig sammenhæng og harmonisering blandt medlemsstaterne, idet den anvender den nye definition af "kortvarigt ophold" som fastsat i ændringen af Schengengrænsekodeksen, der giver en klar fortolkning af "kortvarigt ophold".

Forslaget har hjemmel i artikel 77, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) sammenholdt med artikel 218.

Unionen har ikke kompetence til at ændre visumfritagelsesaftaler, der ville forpligte de fire lande, som er associeret i gennemførelsen af Schengenreglerne, herunder den fælles visumpolitik. For at sikre en harmoniseret tilgang og gennemførelse af bestemmelserne om varigheden af det tilladte ophold i Schengenområdet omfatter aftalen en fælleserklæring, hvoraf det fremgår, at det er ønskeligt, at Brasilien på den ene side og Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz på den anden side ændrer deres eksisterende bilaterale visumfritagelsesaftaler.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Forhandlinger om visumfritagelsesaftaler henhører under Unionens enekompetence, jf. artikel 77, stk. 2, litra a), i TEUF.

Hvis en af de kontraherende parter i en international aftale er Den Europæiske Union, kan eventuelle ændringer af en sådan aftale desuden ikke lovligt gennemføres af medlemsstaterne selv. Der kræves derfor handling på EU-plan.

Proportionalitetsprincippet

Nærværende forslag går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det tilstræbte mål, nemlig ændringen af den eksisterende aftale mellem Den Føderative Republik Brasilien og Den Europæiske Union om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas.

3.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget medfører ingen merudgifter for EU-budgettet.

4. RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Høringer af interesserede parter

Den 9. oktober 2014 vedtog Rådet forhandlingsdirektiver, der bemyndiger Kommissionen til at indlede forhandlinger med Brasilien om ændring af aftalen mellem de to parter om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas. Medlemsstaterne blev på møder i Visumgruppen orienteret om, hvordan forhandlingerne skred frem.

5.ANDRE FORHOLD

Forhandlingsresultater

Kommissionen finder, at de mål, Rådet opstillede i sine forhandlingsdirektiver, er nået, og at udkastet til aftale er acceptabelt for Unionen.

Aftalens endelige indhold kan opsummeres således:

a. Opholdets varighed

Aftalen indeholder bestemmelser om visumfritagelse for statsborgere i Den Europæiske Union, der er indehavere af et gyldigt diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas, og statsborgere i Brasilien, der er indehavere af et gyldigt diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas, ved indrejse i den anden kontraherende parts område med henblik på ophold i en periode på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage (i stedet for højst tre måneder i løbet af en seksmånedersperiode efter første indrejse). Den nye definition anvendes i hele aftalen.

b. Afsluttende bestemmelse – suspension af aftalen (artikel 8, stk. 4)

Aftalens artikel 8, stk. 4, sidste punktum, affattes således: "Den kontraherende part, der suspenderer anvendelsen af denne aftale, underretter omgående den anden kontraherende part, hvis grundene til suspensionen ikke længere består, og hæver suspensionen." Ved at tilføje ordene "og hæver suspensionen" til den nuværende tekst præciseres det i aftalen, at en suspension af visumfritagelsen reelt bliver hævet, såfremt de grunde, der førte til suspensionen, forsvinder. På dette punkt tilpasser ændringen ordlyden af aftalen med Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas til alle de visumfritagelsesaftaler, der blev undertegnet af Unionen i 2015 og 2016. Den 14. juni 2016 blev Visumgruppen hørt om denne ændring, og ingen af medlemsstaterne gjorde indsigelse.

c. Fælleserklæringer

Til aftalen er knyttet to fælleserklæringer:

- om fortolkningen af 90 dage inden for en periode på 180 dage

- vedrørende Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein.

d. Ikrafttræden

Aftalen træder i kraft den første dag i den 6. måned efter den dato, hvorpå den sidste kontraherende part meddeler den anden, at ratificeringsprocedurerne er afsluttet. Af hensyn til retssikkerheden og for at give rejsende mulighed for at forstå og overholde lovgivningen er det nødvendigt med en tilstrækkelig lang overgangsperiode. Når aftalen er blevet ratificeret, vil seksmånedersperioden give rejsende mulighed for at afslutte kortvarige ophold, der stadig udelukkende beregnes i henhold til den gamle definition, inden den nye definition af kortvarigt ophold med en bagudrettet referenceperiode på 180 dage træder i kraft.

Alle andre bestemmelser i den eksisterende aftale mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas berøres ikke af aftalen, herunder det territoriale anvendelsesområde.

6.KONKLUSION

På baggrund af forhandlingsresultaterne foreslår Kommissionen, at Rådet beslutter, at aftalen skal undertegnes på Unionens vegne, og at det bemyndiger Rådets formand til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen på Unionens vegne.

2018/0085 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2, litra a), sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 610/2013 17 blev der indført horisontale ændringer i EU's visum- og grænseregler, og et kortvarigt ophold blev defineret som højst 90 dage inden for en periode på 180 dage.

(2)Denne nye definition bør indlemmes i aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas i lyset af harmoniseringen af Unionens ordning for visum til kortvarigt ophold.

(3)Den 9. oktober 2014 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger om en aftale mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas og officielt pas ("aftalen"). Forhandlingerne med Brasilien blev afsluttet med paraferingen af aftalen den 31. oktober 2017.

(4)Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF 18 ; Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(5)Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF 19 ; Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(6)Aftalen bør undertegnes, og de erklæringer, der er knyttet til aftalen, bør godkendes på Unionens vegne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Undertegnelsen af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas ("aftalen") godkendes på vegne af Unionen med forbehold af aftalens indgåelse.

Teksten til den aftale, der skal undertegnes, er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

De erklæringer, der er knyttet til denne afgørelse, godkendes på Unionens vegne.

Artikel 3

Generalsekretariatet for Rådet udarbejder det relevante fuldmagtsinstrument til undertegnelse af aftalen, med forbehold af dens indgåelse, til den eller de personer, der er udpeget af forhandleren af aftalen.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    EUT L 182 af 29.6.2013, s. 1.
(2)    EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19.
(3)    EUT L 105 af 13.4.2006, s. 1.
(4)    EUT L 243 af 15.9.2009, s. 1.
(5)    EFT L 81 af 21.3.2001, s. 1.
(6)    EUT L 169 af 30.6.2009, s. 1.
(7)    EUT L 169 af 30.6.2009, s. 23.
(8)    EUT L 169 af 30.6.2009, s. 9.
(9)    Unionen har indgået to aftaler med Brasilien. En aftale for indehavere af almindeligt pas (EUT L 255 af 21.9.2012, s. 4) og en særskilt aftale for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas (EUT L 66 af 12.3.2011, s. 2).
(10)    EUT L 169 af 30.6.2009, s. 16.
(11)    EUT L 169 af 30.6.2009, s. 37.
(12)    EUT L 169 af 30.6.2009, s. 30.
(13)    Jf. "Formål" og "Opholdets varighed" i aftalerne.
(14)    COM(2014) 468 final.
(15)    Rådets afgørelse om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger med henblik på ændring af aftalerne om visumfritagelse for kortvarige ophold mellem Den Europæiske Union/Det Europæiske Fællesskab og Antigua og Barbuda, Commonwealth of the Bahamas, Barbados, Den Føderative Republik Brasilien, Republikken Mauritius, Føderationen Saint Kitts og Nevis samt Republikken Seychellerne, vedtaget af Rådet den 9. oktober 2014.
(16)    COM(2016) 194 final.
(17)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 610/2013 af 26. juni 2013 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks), konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen, Rådets forordning (EF) nr. 1683/95 og (EF) nr. 539/2001 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2008 og (EF) nr. 810/2009 (EUT L 182 af 29.6.2013, s. 1).
(18)    Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43).
(19)    Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20).
Top

Bruxelles, den11.4.2018

COM(2018) 176 final

BILAG

til

Forslag til Rådets afgørelse

om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas


BILAG

AFTALE

mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas

DEN EUROPÆISKE UNION

på den ene side og

DEN FØDERALE REPUBILK BRASILIEN (i det følgende benævnt "Brasilien")

på den anden side,

i det følgende under ét benævnt "de kontraherende parter",

SOM HENVISER TIL aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderative Republik Brasilien om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas (i det følgende benævnt "aftalen"), der trådte i kraft den 1. april 2011,

SOM NOTERER SIG, at aftalen er til gavn for de kontraherende parters statsborgere, der er indehavere af et diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas,

SOM TAGER HENSYN TIL, at den definition af kortvarigt ophold, der er fastsat i aftalen ("tre måneder i løbet af en seksmånedersperiode efter første indrejse"), ikke er tilstrækkelig præcis, og at navnlig begrebet "første indrejse" kan give anledning til uklarheder og spørgsmål,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at der ved forordning (EU) nr. 610/2013 af 26. juni 2013 er indført horisontale ændringer i Unionens "interne" visum- og grænseregler, samtidig med at kortvarigt ophold er blevet defineret som "90 dage inden for en periode på 180 dage",

SOM TAGER HENSYN TIL, at det ind- og udrejsesystem, der vil blive oprettet af Den Europæiske Union, kræver, at der anvendes en ensartet og klar definition af kortvarigt ophold, som gælder for alle tredjelandsstatsborgere,

SOM NÆRER ØNSKE OM at sikre en jævn strøm af rejsende ved de kontraherende parters grænseovergangssteder,

SOM TAGER HENSYN TIL protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og protokollen om integration af Schengenreglerne i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og som bekræfter, at denne aftales bestemmelser ikke gælder for Det Forenede Kongerige og Irland,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Aftalen ændres i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel:

(1)I artikel 1 ændres ordene "tre måneder i løbet af en seksmånedersperiode" til "90 dage inden for en periode på 180 dage".

(2)Artikel 4, stk. 1, affattes således:

"Statsborgere fra Unionen, der er indehavere af et gyldigt diplomatpas, officielt pas eller tjenestepas, må opholde sig på Brasiliens område i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage."

(3)Artikel 4, stk. 2, affattes således:

"Statsborgere i Brasilien, der er indehavere af et gyldigt diplomatpas, officielt pas eller tjenestepas, må opholde sig på de medlemsstaters område, som fuldt ud anvender Schengenreglerne, i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage. Ved beregning af denne periode tages der ikke hensyn til ophold i en medlemsstat, der endnu ikke i fuldt omfang anvender Schengenreglerne.

Statsborgere i Brasilien, der er indehavere af et diplomatpas, officielt pas eller tjenestepas, må højst opholde sig i 90 dage i en periode på 180 dage på hver af de medlemsstaters område, som endnu ikke fuldt ud anvender Schengenreglerne, uden at der tages hensyn til beregningen af opholdsperioden på de medlemsstaters område, der fuldt ud anvender Schengenreglerne."

(4)I artikel 4, stk. 3, ændres ordene "tre måneder" til "90 dage".

(5)Artikel 8, stk. 4, sidste punktum, affattes således:

"Den kontraherende part, der suspenderer anvendelsen af denne aftale, underretter omgående den anden kontraherende part, hvis grundene til suspensionen ikke længere består, og hæver suspensionen."

Artikel 2

Denne aftale ratificeres eller godkendes af de kontraherende parter efter deres respektive procedurer og træder i kraft den første dag i den 6. måned efter den dato, hvor den sidste part meddeler den anden part, at ovennævnte procedurer er afsluttet.

Udfærdiget i […], den […] […] to tusind og sytten, i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

For Den Europæiske Union

For Den Føderative Republik Brasilien

FÆLLESERKLÆRING VEDRØRENDE ISLAND, NORGE, SCHWEIZ OG LIECHTENSTEIN

Det er ønskeligt, at myndighederne i Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein på den ene side og myndighederne i Brasilien på den anden side snarest ændrer de eksisterende bilaterale aftaler om visumfritagelse for kortvarige ophold for indehavere af diplomatpas, tjenestepas eller officielt pas i overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale.

FÆLLESERKLÆRING OM FORTOLKNINGEN AF 90 DAGE INDEN FOR EN PERIODE PÅ 180 DAGE

De kontraherende parter forstår, at perioden på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage som fastsat i aftalens artikel 4 betyder enten et sammenhængende ophold eller flere på hinanden følgende ophold, hvis samlede varighed ikke overstiger 90 dage inden for en periode på 180 dage.

Der tages udgangspunkt i en "glidende" periode på 180 dage, hvor der ses tilbage på hver opholdsdag inden for den seneste periode på 180 dage for at kontrollere, om kravet om højst 90 dage inden for en periode på 180 dage fortsat er opfyldt. Det betyder bl.a., at et fravær i en uafbrudt periode på 90 dage giver mulighed for et nyt ophold på højst 90 dage.

________

Top