Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018PC0027

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af ændring nr. 1 til samarbejdsmemorandum NAT-I-9406 mellem Amerikas Forenede Stater og Den Europæiske Union

COM/2018/027 final - 2018/09 (NLE)

Bruxelles, den 16.1.2018

COM(2018) 27 final

2018/0009(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af ændring nr. 1 til samarbejdsmemorandum NAT-I-9406 mellem Amerikas Forenede Stater og Den Europæiske Union


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Lufttransport er en prioritet for Den Europæiske Unions transportpolitik. Kommissionens mål er at skabe et højtydende lufttransportsystem med gnidningsløs, sikker og effektiv mobilitet for personer og gods til gavn for borgerne og erhvervslivet. Dette kræver højtydende lufttrafikstyringssystemer (ATM), som kan håndtere både de aktuelle og de fremtidige udfordringer på lufttransportområdet, det vil sige øge kapaciteten og sikkerheden og samtidig reducere lufttransportens miljøaftryk og omkostningerne i forbindelse med leveringen af luftfartstjenester.

Den Europæiske Union har siden 2004 bestræbt sig på at forbedre lufttrafikstyringen i Europa ved at ændre den måde, som lufttrafikken styres og tilrettelægges på, og ved at modernisere og harmonisere den europæiske ATM-infrastruktur gennem initiativet vedrørende det fælles europæiske luftrum (SES) 1 . Fuld gennemførelse af SES er et vigtigt mål i den luftfartsstrategi for Europa, som Kommissionen vedtog den 7. december 2015 2 , og hvori Kommissionen giver udtryk for, at dette er en af de mest grundlæggende udfordringer, der har indflydelse på EU-luftfartssystemets præstationer og konkurrenceevne i dag. SESAR-projektet (forskning i lufttrafikstyring i det fælles europæiske luftrum) er den teknologiske gren af SES. SESAR har til formål at definere, udvikle, validere og implementere nye teknologier og operationelle procedurer, som bidrager til at skærpe ATM-systemernes præstationer i Europa.

Lufttransport er en verdensomspændende økonomisk aktivitet, som i høj grad afhænger af interoperabilitet mellem de forskellige ATM-systemer, der sikrer, at lufttransporten på tværs af og mellem de forskellige verdensdele foregår på en sikker, effektiv og omkostningseffektiv måde. Global interoperabilitet kan kun opnås gennem et effektivt, kontinuerligt samarbejde med andre regioner. USA er også i færd med at modernisere landets ATM-system, navnlig gennem NextGen-programmet, som forvaltes af Federal Aviation Administration (FAA). SESAR og NextGen er i dag de vigtigste referencer på verdensplan, når det gælder moderniseringen af ATM-systemer. Begge initiativer har til formål at forbedre kapaciteten i de nuværende systemer gennem øget brug af automatisering, øget udveksling af oplysninger, nye metoder for tilrettelæggelse af flyveplaner og -ruter, nye adskillelsesmetoder og udstrakt brug af satellitbaseret teknologi. Global interoperabilitet er i denne sammenhæng et vigtigt mål at holde for øje i forbindelse med planlægning og udvikling af ATM-systemer, og det er derfor et af de vigtigste krav i både SESAR og NextGen.

I 2011 undertegnede Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater, der har som fælles mål at udvikle sikrere og mere effektiv lufttransport, et samarbejdsmemorandum om forskning og udvikling inden for civil luftfart (samarbejdsmemorandummet). De samarbejdsaktiviteter, der indtil videre er gennemført inden for rammerne af samarbejdsmemorandummet, vedrører hovedsagelig ATM og navnlig samarbejdet om forskning og udvikling (F&U) mellem parternes programmer for ATM-modernisering, SESAR og NextGen.

I 2011 befandt begge programmerne sig i forsknings- og udviklingsfasen, hvilket er grunden til, at fokus i første omgang blev rettet mod et samarbejde om forskning, udvikling og validering. Det samarbejde, der er opnået i kraft af samarbejdsmemorandummet – navnlig mellem SESAR og NextGen – er særdeles veludviklet, og det har frembragt vigtige resultater med hensyn til at sikre øget global interoperabilitet mellem ATM-systemer. Dette har fået de to parter til at undersøge mulighederne for at udvide samarbejdet til at omfatte spørgsmål vedrørende implementeringen af ATM-systemer. På denne baggrund bemyndigede Rådet den 8. maj 2017 Kommissionen til at forhandle med FAA om en ændring af memorandummet for at udvide dets anvendelsesområde til at omfatte implementering. De tre hovedformål med forhandlingerne var at:

1)    udvide anvendelsesområdet for det nuværende samarbejdsmemorandum for F&U inden for civil luftfart, således at det omfatter hele ATM-moderniseringen (dvs. F&U, validering, demonstration og implementering), herunder nye luftfartsområder og andre ATM-områder under det fælles europæiske luftrum, som ikke vedrører teknologi

2)    strømline og optimere forvaltningsordningerne under samarbejdsmemorandummet og dets bilag og tillæg

3)    forhandle særaftaler om samarbejde vedrørende ATM-implementering og samtidig fastholde de nuværende aftaler om et samarbejde mellem SESAR og NextGen om global interoperabilitet og om ATM-effektivitetsmålinger, behørigt tilpasset til de nye rammer.

Ændringen af samarbejdsmemorandummet blev forhandlet mellem Kommissionen og FAA og er på grundlag af en dertil hørende rådsafgørelse blevet undertegnet på vegne af Unionen, hvor nærværende afgørelse er et led i vedtagelsesproceduren.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Den foreslåede ændring af samarbejdsmemorandummet er fuldt ud i overensstemmelse med Unionens luftfartsstrategi, politikken vedrørende det fælles europæiske luftrum samt SESAR-projektet og den relaterede lovgivning. I strategien fremhæves betydningen af at gennemføre det fælles europæiske luftrum ved at etablere et fuldt ud optimeret europæisk lufttrafikstyringssystem, som mindsker de omkostninger, der bunder i ineffektivitet (forsinkelser, længere ruter osv.). Gennemførelsen af SESAR-projektet spiller en afgørende rolle for både etableringen af dette system og videreførelsen af det gode og effektive samarbejde med USA, som skal sikre, at de respektive lufttrafikstyringssystemer tilpasses hinanden og er interoperable.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Dette initiativ er i overensstemmelse med Kommissionens politiske prioriteter med hensyn til det indre marked, vækst og beskæftigelse samt Den Europæiske Union som global aktør. Forslaget er desuden i overensstemmelse med EU's politik for forskning og innovation og for transeuropæiske net, som SESAR-programmets rammer for forskning, udvikling og implementering er baseret på.

2.RETSGRUNDLAG

Retsgrundlag

Retsgrundlaget for dette forslag er artikel 100, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

3.RESULTATER AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Høringer af interesserede parter

Kommissionen har inddraget fællesforetagendet SESAR og SESAR-implementeringsforvalteren i forhandlingerne, og begge parter har godkendt resultaterne af dem. De to enheder repræsenterer et bredt udsnit af de interesserede parter på luftfartsområdet, som vil kunne nyde godt af ændringen af samarbejdsmemorandummet. Kommissionen har desuden forud for paraferingen af tekstudkastene ført samråd med medlemsstaterne gennem det særlige udvalg, som Rådet har nedsat i forbindelse med samarbejdsmemorandummet.

Indhentning og brug af ekspertbistand

Under forhandlingerne har fællesforetagendet SESAR, SESAR-implementeringsforvalteren og Eurocontrol stillet teknisk ekspertise til rådighed. Kommissionens juridiske tjeneste har leveret juridisk ekspertise. Der har ikke været behov for anden ekstern ekspertbistand.

Konsekvensanalyse

Forslaget bygger helt og holdent på de samme mål og principper, som ligger til grund for det gældende samarbejdsmemorandum. Udvidelsen af samarbejdet mellem Unionen og USA til at omfatte alle faser af ATM-moderniseringen, herunder implementering, er en naturlig videreudvikling af det arbejde, der allerede har fundet sted inden for rammerne af det gældende samarbejdsmemorandum. Forslaget har ikke til formål at iværksætte nye programmer eller finansieringsmekanismer, og der er derfor som anført i køreplanen ikke gennemført nogen konsekvensanalyse.

Som det fremgår af Kommissionens forslag om at indlede forhandlinger om ændring af samarbejdsmemorandummet, ville det bedste være at ændre anvendelsesområdet for det gældende samarbejdsmemorandum, således at det omfatter alle faser af ATM-moderniseringen, herunder implementering, inden for rammerne af politikken for det fælles europæiske luftrum, samtidig med at samarbejdet på andre områder af den civile luftfart end ATM begrænses til kun at omfatte forskning og udvikling. Fordelen ved denne tilgang er, at samarbejdsmemorandummet fortsat vil omfatte et samarbejde om al ikke-ATM-relateret forskning og udvikling inden for civil luftfart, altimens de allerede forhandlede bindende samarbejdsaftaler med USA bibeholdes.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget har ingen yderligere budgetmæssige konsekvenser. De aktiviteter, der udføres inden for rammerne af det ændrede samarbejdsmemorandum, vil blive gennemført i henhold til de gældende retsakter og de dertil hørende finansieringsrammer og arbejdsprogrammer. Som eksempler kan nævnes fællesforetagendet SESARs flerårige arbejdsprogram frem mod 2020 og partnerskabsrammeaftalen med SESAR-implementeringsforvalteren.

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelse og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

De forsknings-, udviklings- og valideringsaktiviteter, der er knyttet til samarbejdsmemorandummet, vil fortsat blive planlagt og overvåget af fællesforetagendet SESAR. Implementeringsaktiviteterne vil blive planlagt og overvåget af SESAR-implementeringsforvalteren i henhold til de konkrete tilskudsaftaler, der er indgået med Kommissionen. Kommissionen vil overvåge og føre tilsyn med de generelle fremskridt, der gøres med gennemførelsen af samarbejdsmemorandummet, ved hjælp af disse to enheders etablerede rapporteringsmekanismer og i overensstemmelse med de tilgrundliggende juridiske og kontraktlige rammer og rammerne for forvaltning af memorandummet.

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

Forslaget til afgørelse tager sigte på at tillade ikrafttrædelsen af ændring nr. 1 til samarbejdsmemorandummet, der er undertegnet af repræsentanter for Unionen og USA i henhold til den dertil hørende rådsafgørelse. Ændringen omfatter en revideret udgave af hovedteksten til samarbejdsmemorandummet og et revideret bilag 1 om modernisering af ATM og global interoperabilitet, som består af følgende:

Tillæg 1 om samarbejdet mellem SESAR og NextGen om forskning, udvikling, validering og global interoperabilitet, som også omfatter fem bilag:

(1)samarbejde mellem SESAR og NextGen om tværgående aktiviteter, der skal sikre global interoperabilitet

(2)samarbejde mellem SESAR og NextGen om informationsstyring, der skal sikre global interoperabilitet

(3)samarbejde mellem SESAR og NextGen om flyvevejsstyring, der skal sikre global interoperabilitet

(4)samarbejde mellem SESAR og NextGen om interoperabilitet mellem kommunikations-, navigations- og overvågningssystemer og mellem luftbårne systemer, der skal sikre global interoperabilitet

(5)samarbejde mellem SESAR og NextGen om samarbejdsprojekter, der skal sikre global interoperabilitet

Tillæg 2 om samarbejde om måling af lufttrafikstyringens effektivitet

Tillæg 3 om samarbejde mellem SESAR og NextGen om implementeringsaktiviteter og global interoperabilitet.

Bilag 1 og tillæg 3 er helt nye dokumenter. Bilag 1 omhandler udvidelsen af samarbejdsmemorandummets anvendelsesområde, således at det omfatter hele ATM-implementeringen og ændrer styringsmekanismerne, mens tillæg 3 beskriver samarbejdsordningerne for ATM-implementeringen.

Nærværende forslag fastlægger også Kommissionens rolle i forvaltningen af samarbejdsmemorandummet. Den Europæiske Union repræsenteres af Europa-Kommissionen i spørgsmål vedrørende samarbejdsmemorandummet og alle de tilhørende gennemførelsesbestemmelser (bilag og tillæg).

Den foreslåede ændring indebærer ikke nogen ændring af det særlige udvalgs oprindelige rolle med hensyn til forvaltning af samarbejdsmemorandummet. I forslaget til afgørelse om indgåelse af ændring nr. 1 til samarbejdsmemorandummet fastlægges de opgaver, der kræver forudgående høring af det særlige udvalg, og de opgaver – hovedsagelig af administrativ art eller vedrørende gennemførelsen af memorandummet – som Kommissionen kan udføre på eget ansvar.

2018/0009 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af ændring nr. 1 til samarbejdsmemorandum NAT-I-9406 mellem Amerikas Forenede Stater og Den Europæiske Union

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 100, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Ændring nr. 1 til samarbejdsmemorandum NAT-I-9406 mellem Amerikas Forenede Stater og Den Europæiske Union blev i henhold til Rådets afgørelse [XXX] af [XXXXX] undertegnet den 13. december 2017 med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt.

(2)Ved ændring nr. 1 til samarbejdsmemorandummet udvides samarbejdet mellem parterne til alle faser af moderniseringen af lufttrafikstyringen, herunder implementeringsaktiviteterne, med det formål at sikre global interoperabilitet, og strukturen og forvaltningen af samarbejdsmemorandummet ændres for at optimere gennemførelsen og forvaltningen af de samarbejdsaktiviteter, der udføres i henhold hertil.

(3)Der bør fastlægges proceduremæssige ordninger for Unionens deltagelse i forvaltningen af samarbejdsmemorandummet.

(4)Ændring nr. 1 til samarbejdsmemorandummet bør derfor godkendes på Unionens vegne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ændring nr. 1 til samarbejdsmemorandum NAT-I-9406 mellem Amerikas Forenede Stater og Den Europæiske Union godkendes hermed på Unionens vegne.

Ændring nr. 1 til samarbejdsmemorandummet er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet udpeger den person, der på Unionens vegne er beføjet til at udveksle de diplomatiske noter, der er omhandlet i artikel II.B i ændring nr. 1 til samarbejdsmemorandummet, med det formål at udtrykke Den Europæiske Unions samtykke til at blive bundet af ændring nr. 1 til nævnte memorandum.

Artikel 3

Efter høring af et særligt udvalg nedsat af Rådet fastlægger Kommissionen den holdning, som Unionen skal indtage ved forvaltningen af samarbejdsmemorandummet og de tilhørende bilag som fastsat i artikel III i memorandummet med hensyn til:

(1)vedtagelse af yderligere bilag til samarbejdsmemorandummet og tillæg til disse

(2)vedtagelse af ændringer af bilag til samarbejdsmemorandummet og tillæg til disse.

Artikel 4

Uden at det berører artikel 3, kan Kommissionen træffe enhver passende foranstaltning i henhold til samarbejdsmemorandummets artikel III, IV, V, VII og VIII.

Artikel 5

Kommissionen repræsenterer Unionen under samråd i henhold til samarbejdsmemorandummets artikel IX.

Artikel 6

Kommissionen informerer regelmæssigt Rådet om gennemførelsen af samarbejdsmemorandummet.

Artikel 7

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549, (EF) nr. 550, (EF) nr. 551 og (EF) nr. 552 af 10.3.2004 (EUT L 96 af 31.3.2004, s. 1, 10, 20 og 26) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1070/2009 af 21.10.2009 (EUT L 300 af 14.11.2009, s. 34).
(2)    COM(2015) 598 af 7.12.2015.
Top