Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018DC0801

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET Kommissionens rapport til Rådet i henhold til artikel -11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97 om det udvidede overvågningsbesøg i Rumænien den 27.-28. september 2018

COM/2018/801 final

Bruxelles, den 21.11.2018

COM(2018) 801 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET

Kommissionens rapport til Rådet i henhold til artikel -11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97 om det udvidede overvågningsbesøg i Rumænien den 27.-28. september 2018


Denne rapport om et udvidet overvågningsbesøg i Rumænien aflægges til Rådet i henhold til artikel -11, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1466/97 1 . De foreløbige resultater af besøget er forudgående blevet forelagt for de rumænske myndigheder, således at disse har kunnet fremsætte bemærkninger, jf. artikel -11, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1466/97.

Rumænien – procedure i forbindelse med væsentlig afvigelse

udvidet overvågningsbesøg, 27.-28. september 2018

Rapport

1. Indledning

Rumænien har været underlagt en procedure i forbindelse med væsentlig afvigelse siden foråret 2017. Rumænien var den første medlemsstat, der blev underlagt en procedure i forbindelse med væsentlig afvigelse. Den første procedure i forbindelse med væsentlig afvigelse blev indledt i foråret 2017 som følge af den konstaterede væsentlige afvigelse i Rumænien fra den mellemfristede budgetmålsætning i 2016, hvor det strukturelle underskud voksede til 2,1 % af BNP fra 0,2 % i 2015. I juni 2017 rettede Rådet en henstilling til Rumænien, hvori landet blev opfordret til at foretage en strukturel tilpasning på 0,5 % af BNP i 2017, det faste matrixbaserede krav i "normale tider". I december 2017 vedtog Rådet en afgørelse om, at Rumænien ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af dets henstilling af juni 2017, idet landets indsats udelukkende havde været fokuseret på at undgå at overskride referenceværdien på 3 % af BNP for det offentlige underskud. I december 2017 rettede Rådet endnu en henstilling om proceduren i forbindelse med væsentlig afvigelse til landet, hvor det blev anmodet om at foretage en strukturel tilpasning på 0,8 % af BNP i 2018. I juni 2018 traf Rådet igen afgørelse om, at Rumænien ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af december 2017. Forordning (EF) nr. 1466/97 foreskriver ikke, at der igen rettes en ændret henstilling til en medlemsstat inden for rammerne af en enkelt procedure i forbindelse med væsentlig afvigelse. Som i december 2017 udløb proceduren i forbindelse med væsentlig afvigelse i juni 2018, og Rådet vedtog endnu en afgørelse om konstatering af, at Rumænien ikke har truffet nogen virkningsfulde foranstaltninger.

Som følge af Rumæniens væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i 2017 blev der indledt en ny procedure i forbindelse med væsentlig afvigelse i foråret 2018. Den 23. maj 2018 gav Kommissionen Rumænien en advarsel og anbefalede Rådet at indlede en ny procedure i forbindelse med væsentlig afvigelse. Rådet anmodede i sin henstilling, der blev godkendt den 22. juni 2018, Rumænien om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 3,3 % i 2018 og 5,1 % i 2019. Det svarer til en årlig strukturel tilpasning på 0,8 % af BNP hvert år, over det faste matrixbaserede krav på 0,5 % af BNP i begge år. Rådet henviste i sin finanspolitiske landespecifikke henstilling i 2018 direkte til denne henstilling om en ny procedure i forbindelse med væsentlig afvigelse. Rumænien rapporterede den 16. oktober 2018 til Rådet om de foranstaltninger, landet havde truffet som reaktion på henstillingen om proceduren i forbindelse med væsentlig afvigelse. Kommissionen vedtog den 21. november 2018 vurderingen af Rumæniens foranstaltninger.

I denne rapport fremlægges Kommissionens resultater fra det udvidede overvågningsbesøg i Rumænien, som fandt sted den 27.-28. september 2018. Besøget blev foretaget på grundlag af artikel -11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97. Delegationen mødtes med finansminister Eugen Teodorovici, viceguvernøren i Rumæniens nationalbank, Liviu Voinea, medlemmer af senatets og deputeretkammerets udvalg om budget- og finanspolitik, og lederen af det finanspolitiske råd i Rumænien, Ionuț Dumitru. I lighed med tidligere lignende besøg var formålet at diskutere de finanspolitiske foranstaltninger, der er planlagt af myndighederne, understrege de finanspolitiske risici og fremme overholdelsen af henstillingen vedrørende proceduren i forbindelse med væsentlig afvigelse. Denne rapport er baseret på oplysninger, der er indhentet før og under overvågningsbesøget.

2. Resultaterne af besøget

De rumænske myndigheder fastholder målet for det samlede underskud for 2018 på knap 3 % af BNP og har dermed ikke til hensigt at reagere på henstillingen om proceduren i forbindelse med væsentlig afvigelse. I budgetændringen for 2018 ("korrektion"), der blev offentliggjort den 3. september 2018, fastholdes det oprindelige mål for 2018 om et samlet underskud på 2,97 % af BNP opgjort på kassebasis, hvilket svarer til 2,96 % ifølge ENS (periodiseringsprincippet), hvilket er en smule højere end underskuddet i 2017. Underskuddet på statsbudgettet for januar-august 2018 udgjorde omkring 1,5 % af BNP, hvilket er mere end dobbelt så meget som i den tilsvarende periode af 2017, som allerede lå over gennemførelsen i tidligere år. Finansministeren bekræftede de officielle budgetmål for 2018. Han forklarede, at de vigtigste nye foranstaltninger, der overvejes i 2018, er en omklassificering af de offentlige investeringer, hvilket allerede er sket inden for rammerne af den nationale plan for lokaludvikling (investeringer foretaget af lokale myndigheder, som finansieres af centralregeringen). Målet er, at der skal opnås samfinansiering med EU-midler til disse investeringer, hvilket vil øge de offentlige indtægter. Ministeren forventedes at ville drøfte denne plan med de relevante tjenestegrene i Kommissionen. Ministeren tilføjede, at han håbede også at modtage EU-refusion af udgifter i forbindelse med svineinfluenza fra EU-fonde vedrørende dyresundhed og af udgifter til katastrofehjælp i forbindelse med dette års oversvømmelser fra EU's Solidaritetsfond. Myndighederne overvejer endvidere skatteeftergivelse. Efter ministerens opfattelse kan disse foranstaltninger gøre det muligt at nedbringe underskuddet for 2018. Delegationen understregede, at rapporten om de trufne foranstaltninger, som skulle fremlægges senest den 15. oktober 2018, skal indeholde nærmere oplysninger om og kvantificering af de planlagte foranstaltninger.

Regeringen planlægger at sænke det samlede underskud i 2019 i forhold til 2018, men de foranstaltninger mangler endnu at blive præciseret. Finansministeren bekræftede, at regeringens finanspolitiske mål for 2019 var et samlet underskud på 2,58 % opgjort på kassebasis og 2,38 % ifølge ENS (periodiseringsprincippet), hvilket er det samme som beskrevet i konvergensprogrammet for 2018. Udkastet til budgettet for 2019, der skal vedtages af regeringen i sidste halvdel af november, vil indeholde nærmere oplysninger om, hvordan man når disse mål. Ministeren overvejer yderligere nedskæringer i moms og punktafgifter, nemlig en sænkning af momssatsen for restauranter og hoteller og en tilbageførsel af den seneste forhøjelse af punktafgifterne på brændstof. Ministeren mener, at takket være disse andenrunde-effekter vil de pågældende indirekte skattelettelser ikke få en væsentlig indvirkning på det offentlige underskud. Han anførte, at dette var tilfældet for momssatsnedsættelsen fra 24 % til 9 % for landbrugsfødevarer i midten af 2015.

Et udkast til pensionslov skaber en markant stigende risiko for underskuddet på de offentlige finanser i 2020 og fremefter. Lovforslaget er for nylig blevet offentliggjort med henblik på høring i arbejdsministeriets regi. Forslaget indeholder en tidsplan for forhøjelserne af pensionen (det vigtigste parameter, der anvendes til indeksreguleringen af pensioner), med start i 2019, og er dermed med til at gennemføre regeringens program. Udkastet vil også ændre de øvrige pensionsparametre i opadgående retning fra 2021. Som følge heraf vil de offentlige udgifter til alderspensioner ifølge regeringens egne beregninger mere end fordobles i 2022 (til omkring 13,4 % af BNP i 2022 mod 6,8 % af BNP i 2018).

Delegationen udvekslede synspunkter med Rumæniens nationalbank om den finanspolitiske, makroøkonomiske og finansielle situation. Nationalbanken arbejder under antagelse af, at det offentlige underskud ikke vil stige til over 3 % af BNP i 2018. Viceguvernøren påpegede også, at forbrugerprisinflationen nåede sit højeste i maj-juni, hvilket var tidligere end forventet, og at nationalbanken forventede, at den ville falde til 3,5 % i 2019 og 3,0 % i 2020, dvs. inden for inflationsmålet. Han understregede også, at den finansielle sektor i Rumænien var meget stærkere, end for ti år siden.

Delegationen udvekslede synspunkter med medlemmerne af det rumænske parlaments udvalg for budget- og finanspolitik. Formanden for det fælles udvalg forklarede, at de ekspansive finanspolitikker, der siden 2015 havde haft til formål at sætte gang i den økonomiske vækst, var vellykkede, eftersom Rumænien havde en af de hurtigst voksende økonomier i Unionen. Han tilføjede, at det var regeringens prioritet at vende tendensen og forhindre en yderligere udstrømning af kvalificerede arbejdstagere ved at forhøje lønningerne i sundheds- og uddannelsessektoren. På den anden side delte formanden Kommissionens bekymring over faldet i de offentlige investeringer de seneste år. Delegationen svarede, at Kommissionen var enig i disse mål, men uenig i de anvendte metoder. Den udtrykte bekymring over den hastighed, hvormed den finanspolitiske ekspansion skete, og påpegede, at disse mål kunne nås ved at forbedre effektiviteten af de offentlige udgifter. En repræsentant for oppositionen gav udtryk for lignende bekymringer.

Det finanspolitiske råd udtrykte bekymring over de finanspolitiske udsigter. Ifølge det finanspolitiske råd er der betydelig risiko for, at underskudsmålet overskrides og dermed traktatens tærskel på 3 % af BNP i 2018, medmindre der træffes finanspolitiske foranstaltninger. I det finanspolitiske råds udtalelse om budgetforslaget efter revisionen i september, som er offentlig, understreges det, at underskuddet i 2018 kan overstige målet for det samlede underskud på 2,97 % med 6 mia. RON (0,6 % af BNP). Det finanspolitiske råd er også bekymret over strukturen i de offentlige udgifter. De løbende udgifter, navnlig personaleudgifterne, har været hastigt stigende på bekostning af de offentlige investeringer, som i 2017 faldt til det laveste som andel af BNP efter Rumæniens tiltrædelse af Unionen. Denne udgiftsstruktur giver anledning til bekymring for så vidt angår dens indvirkning på væksten på lang sigt. Desuden er det politisk vanskeligt at vende tendensen med stigende offentlige lønninger og alderspensioner.

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1).

Top