Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018DC0489

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om handels- og investeringshindringer 1. januar 2017 - 31. december 2017

COM/2018/489 final

Bruxelles, den 26.6.2018

COM(2018) 489 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om handels- og investeringshindringer

1. januar 2017 - 31. december 2017


INDLEDNING

Som led i EU's markedsadgangsstrategi analyseres i denne ottende udgave af rapporten om handels- og investeringshindringer de hindringer, som europæiske virksomheder og medlemsstaterne har indberettet til Kommissionen gennem partnerskabet for markedsadgang mellem Kommissionen, medlemsstaterne og europæisk erhvervsliv 1 . Desuden gives der en oversigt over de hindringer, der blev fjernet i 2017.

Partnerskabet har vist sig at være meget værdigfuldt til indsamling af oplysninger, opstilling af prioriteter og udformning af en fælles strategi for helt at fjerne de hindringer, som EU-eksportørerne oplever. Med disse erfaringer i bagagen og i lyset af den stigende protektionisme præsenterede Kommissionen i sin meddelelse om "Handel for alle" 2 et "udvidet partnerskab", som skal styrke og udvide det eksisterende samarbejde, så det udover udryddelse af handels- og investeringshindringer også omfatter gennemførelse af frihandelsaftaler 3 .

Når det gælder traditionel markedsadgang inden for rammerne af vores "udvidede partnerskab", har vi øget indsatsen på tre områder. Vi har øget samordningen mellem EU-institutionerne og -interessenterne, opstillet en bedre prioritering af handelshindringerne og forbedret kommunikations- og oplysningsarbejdet. For at sikre bedre kommunikationen blev fokus i sidste års rapport ændret til at omhandle netop de hindringer, der har størst betydning for EU-virksomhederne – dvs. de hindringer, som ifølge virksomhederne selv direkte berører dem i tredjelandene 4 . Som følge af den positive feedback følger dette års rapport samme fremgangsmåde og undersøger de mest relevante hindringer, der berører EU's eksport til 57 tredjelande 5 , og som er udpeget af EU-virksomheder og registreret i EU's database for markedsadgang (MADB) 6 . Analysen af de foranstaltninger, der berører EU-virksomhederne, bekræfter tendensen mod stadig stigende protektionisme, som vi har set i de seneste år.

Det første afsnit af rapporten indeholder en numerisk analyse – opdelt efter land, type hindring og sektor – af de i alt 396 aktive 7 handels- og investeringshindringer, der er registreret i databasen, og af de 67 nye hindringer, der blev registreret i 2017.

Andet afsnit indeholder en mere detaljeret analyse af de nye hindringer, der blev indberettet i 2017 (fra 1. januar til 31. december 2017), med en beskrivelse af de særlige tendenser i de forskellige lande og sektorer og en vurdering af, hvilke handelsstrømme der potentielt berøres.

Det tredje afsnit indeholder en nærmere beskrivelse af de værktøjer, der anvendes i markedsadgangsstrategien til at fjerne hindringer, og giver et overblik over de 45 hindringer, der blev fjernet i 2017. Desuden analyseres de økonomiske virkninger af, at hindringerne er blevet fjernet, med udgangspunkt i de potentielt berørte handelsstrømme og økonomiske modeller. Til slut beskrives en række store hindringer, der er blevet fjernet, mere indgående.

I.        OVERBLIK OVER HANDELS- OG INVESTERINGSHINDRINGER

Dette kapitel indeholder en numerisk analyse af handelshindringer i tredjelande og relaterede tendenser, sådan som de er blevet indberettet til EU's database for markedsadgang, hvor der indsamles oplysninger om hindringer indberettet af EUvirksomheder, og hvor det registreres, hvilke foranstaltninger der er truffet for at fjerne dem.

Det er vigtigt at bemærke, at databasen (og denne rapport) ikke giver et fuldt overblik over alle de handelshindringer, som EU's erhvervsdrivende støder på 8 . Virksomheder vælger måske ikke at indberette visse hindringer, fordi de håber, at de kan fjerne eller omgå dem.

Nogle virksomheder er måske ikke klar over, at hindringerne kan tackles ved hjælp af EU's arbejde for at sikre markedsadgang. Kommissionen er ivrig efter at sikre, at kendskabet hertil bliver udbredt mest muligt, især blandt små og mellemstore virksomheder (SMV), og har lanceret initiativet "markedsadgangsdage" i medlemsstaterne. Dette har givet lokale virksomheder en nyttig mulighed for at få adgang til specifikke oplysninger om, hvordan de kan indberette hindringer, og hvordan Kommissionen og medlemsstaterne kan udforme og gennemføre en skræddersyet strategi for at fjerne dem.

Databasen og denne rapport vurderer ikke, hvorvidt de registrerede foranstaltninger er lovlige eller ulovlige, men hindringerne er alle blevet udpeget som problematiske for EUvirksomheder og prioriteret med henblik på yderligere foranstaltninger i vores arbejde med at sikre markedsadgang, fordi de potentielt er diskriminerende, uforholdsmæssige eller handelsbegrænsende.

A.    SAMLET STATUS OVER HANDELS- OG INVESTERINGSHINDRINGER

Ved udgangen af 2017 var der 396 aktive handels- og investeringshindringer, hvilket er det højeste antal nogensinde. I forhold til de 372 hindringer, der var registreret ved udgangen af 2016 9 , bekræfter tallet den fortsat stigende tendens til protektionisme, som berører EU-interessenterne. Samtidig er det et tegn på stadig større fremgang for vores partnerskab for markedsadgang som et forum for kortlægning af handelshindringer. Databasen giver mulighed for at sondre mellem registrerede handelshindringer opdelt efter tredjeland, type foranstaltning og sektor. Denne opdeling anvendes således i rapporten.

1.    Hindringer opdelt efter tredjeland

Selv om G20-lederne gentog deres løfte om at afvise protektionisme på G20-topmødet den 8. juli 2017 i Hamborg 10 , er de ni lande med det største antal eksisterende handelshindringer alle G20-økonomier (se figur 1).

Det største antal hindringer blev observeret i Rusland, hvor der er 36 registrerede foranstaltninger. Dernæst kom Kina med 25 registrerede aktive hindringer efterfulgt af Indonesien med 23 aktive foranstaltninger, der betragteligt hindrer EU's eksport- og investeringsmuligheder.

Derudover blev 10 eller flere handels- og investeringshindringer registreret for en række andre tredjelande, nemlig Indien (21), Brasilien (21), Sydkorea (20), Tyrkiet (20), USA (20), Australien (14), Thailand (12), Argentina (11) og Mexico (10).

Figur 1: Geografisk fordeling af handels- og investeringshindringer i MADB-databasen (* G20-lande)

2.    Hindringer opdelt efter type foranstaltning

Figur 2 viser, at der er flere foranstaltninger bag grænsen (2016) end traditionelle grænseforanstaltninger (180). Foranstaltninger bag grænsen er restriktioner på tjenesteydelser, investeringer, offentlige indkøb, intellektuelle ejendomsrettigheder eller uberettigede tekniske handelshindringer. Det højeste antal af sådanne foranstaltninger blev registreret for Rusland (19) med Kina (17) lige bagefter.

Grænseforanstaltninger er restriktioner, der direkte berører import og eksport, som regel i form af toldforhøjelse, kvantitative restriktioner, visse sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS), importlicenser eller egentlige handelsforbud. Det højeste antal af sådanne foranstaltninger blev registreret for Rusland (17) efterfulgt af Indonesien, Tyrkiet og USA (11) og dernæst Indien (9).

Figur 2: Fordeling af handels- og investeringshindringer registreret i MADBdatabasen opdelt efter type (antal foranstaltninger)

B.    HANDELS- OG INVESTERINGSHINDRINGER INDBERETTET I 2017

I 2017 blev der registreret et rekordhøjt antal nye hindringer (67) i 39 tredjelande 11 . Dette kan skyldes den forbedrede kommunikation og det større kendskab som nævnt ovenfor. Der kan dog ikke sættes spørgsmålstegn ved, at protektionisme er for opadgående.

1.    Hindringer indberettet i 2017 opdelt efter tredjeland

Figur 3 giver et overblik over den geografiske fordeling af de foranstaltninger, der blev registreret i 2017. Det største antal nye hindringer, der blev indberettet i 2017, gjaldt langt overvejende handels- og investeringsforbindelserne med Kina (10) efterfulgt af Rusland (6), hvilket bekræfter den protektionistiske tendens, der allerede blev konstateret de foregående år. Sydafrika har iværksat fire nye hindringer, mens Indien og Tyrkiet hver især tegner sig for tre nye hindringer. Libanon, Ecuador, Japan, Filippinerne, De Forenede Arabiske Emirater, Tunesien og Venezuela har alle anvendt to nye hindringer. De øvrige 27 nye hindringer blev registreret for andre tredjelande. Det er desuden værd at bemærke, at der i Euromed-regionen som helhed dukkede syv nye hindringer op i 2017 – hvilket afspejler en bekymrende tendens, der beskrives mere indgående i kapitel II.A.



Figur 3: Geografisk fordeling af hindringer indberettet i 2017

2.    Hindringer indberettet i 2017 opdelt efter type foranstaltning

Figur 4 giver et overblik over de to vigtigste typer foranstaltninger, der blev registreret i 2017. Størstedelen af de hindringer, der blev registreret i 2017, var grænseforanstaltninger (36), hvoraf de fleste hindrede import til tredjelande i form af øgede sundheds- og plantesundhedsrestriktioner. Derudover dukkede et betydeligt antal nye toldafgifter, kvoter, forbud eller besværlige licensordninger op.

Når det gælder foranstaltninger bag grænsen (31), forekom de fleste af de registrerede restriktioner inden for handel med varer. Det drejede sig bl.a. om uberettigede lovgivningsmæssige hindringer, indenlandske afgiftsforanstaltninger og intellektuelle ejendomsrettigheder. Endvidere blev der registreret to nye hindringer for handel med tjenesteydelser.

Figur 4: Fordeling af handels- og investeringshindringer indberettet i 2017 opdelt efter type (antal foranstaltninger)

3.    Hindringer indberettet i 2017 opdelt efter sektor

Figur 5 viser, at de nye foranstaltninger, der blev registreret i løbet af 2017, berørte 12 forskellige erhvervssektorer, mens yderligere hindringer påvirkede EU's eksport mere bredt.

Figur 5 og 6: Sektorfordeling af handels- og investeringshindringer indberettet i 2017 (antal hindringer)

Det største antal nye hindringer blev registreret for landbrugs- og fiskerisektoren (23) efterfulgt af 12 horisontale foranstaltninger, der berørte adskillige sektorer. Otte nye hindringer dukkede op i vin- og spiritussektoren, syv i bilindustrien og fem i IKT- og elektroniksektoren. Kemikaliesektoren (2), tjenesteydelsessektoren (2), tekstil og læder (2), træ-, papir- og papirmasseindustrien (2), luffart (1), keramik og glas (1), kosmetik (1) og legetøj (1) blev også berørt.

Antallet af hindringer inden for handel med tjenesteydelser afspejler – som det også er tilfældet for alle andre typer hindringer – antallet af nye hindringer, der er indberettet direkte til Kommissionen under rammeordningen om markedsadgang. På grund af sektorens betydning for vores arbejde med at sikre markedsadgang videreudvikler Kommissionen informationsværktøjerne om betingelserne for at eksportere tjenesteydelser til tredjelande, da disse er særligt nyttige for vores SMV'er.

II.    VIGTIGSTE NYE HANDELS- OG INVESTERINGSHINDRINGER INDBERETTET I 2017

Dette kapitel indeholder en grundig analyse af nye hindringer i de fem handelspartnerlande, hvor der blev registreret tre eller flere hindringer i 2017, dvs. Kina, Rusland, Sydafrika, Indien og Tyrkiet. Samtidig vurderes det, hvilke handelsstrømme der potentielt berøres.

A.    KVALITATIV ANALYSE AF DE NYE HINDRINGER

1. Kina

Blandt EU's handelspartnere er Kina fortsat et af de lande, der har de strengeste handelsrestriktioner. Europæiske virksomheder har i årevis mødt komplekse hindringer, herunder krav til joint ventures, restriktioner for markedsadgang, forpligtelser vedrørende teknologioverførsel og uberettigede tekniske regler samt systemiske problemer forbundet med den massive overkapacitet ikke bare i traditionelle sektorer som stål- eller aluminiumsindustrien, men også i stigende grad i højteknologiske sektorer. I 2017 oplevede vi en betydelig stigning i antallet af handelshindringer med ti nye registreringer. To af disse blev allerede fjernet igen i 2017 og vil blive nøje gennemgået i afsnittet om succeshistorier, men der ses en tydelig tendens til flere hindringer.

En af de sektorer, der især berøres af disse foranstaltninger, er IKT- og elektroniksektoren. To ud af de tre hindringer, der blev indberettet i denne sektor, drejer sig om de mest fremtrædende af de mange cybersikkerheds- og krypteringsforanstaltninger, som Kina har udviklet.

Kinas nye cybersikkerhedslov trådte i kraft den 1. juni 2017. Man er i øjeblikket i færd med at udarbejde en række gennemførelsesforanstaltninger i form af administrative krav, retningslinjer og standarder, så loven kan gennemføres i praksis. Cybersikkerhed er i sig selv et legitimt politisk mål, men den måde Kina anvender begrebet på er for vidtgående, idet det griber ind på det økonomiske og industripolitiske område. Sammen med utydelige regler, der skaber stor usikkerhed, udgør dette en meget stor handelshindring for ikke bare IKT-virksomheder, men også for andre EU-virksomheder, hvor sådanne produkter anvendes.

Derudover offentliggjorde Kinas statslige kontor for administration af kryptering den 13. april 2017 et udkast til lov om kryptering, der omfatter områder som forskning og kommerciel brug, import, eksport og certificering. EU er bl.a. bekymret for, at bestemmelserne kommer til at finde anvendelse på flere produkter end dem, hvis kernefunktion er kryptering. Kommissionen satser på, at Kina vil tage højde for EU's bemærkninger, inden loven færdiggøres.

Derudover har omklassificeringen af flerkomponenthalvledere ført til, at der er blevet genindført told på informationsteknologiprodukter, som tidligere var toldfri, hvilket har en negativ effekt på EU's innovative halvlederindustri. Det bør bemærkes, at halvlederindustrien også er blandt de ti strategiske højteknologiske sektorer, der var med i det industripolitiske initiativ Made in China 2025 – en strategi, der indebærer betydelige muligheder, men også alvorlige udfordringer for europæisk industri.

For så vidt angår andre sektorer kommer en række ikketoldmæssige foranstaltninger i form af komplekse tekniske krav og reviderede standarder også til at berøre bl.a. den europæiske træ-, læder-, papir- og papirmasseindustri. De kinesiske myndigheder indførte for nylig et omfattende forbud mod import af affald, der gælder 24 produkter og trådte i kraft den 1. januar 2018. Derudover har Kina vedtaget en række reviderede standarder på yderligere 34 produkter, som har været gældende siden den 1. marts 2018. Disse standarder gælder navnlig papirmasse, polymerer, metalaffald, malm og plastik.

Når det gælder bilindustrien, har ministeriet for industri og informationsteknologi for nylig offentliggjort en ny lov, som kræver, at producenter af biler på alternativ energi (New Energy Vehicle (NEV)) behersker alle dele af udviklings- og fremstillingsteknikkerne for køretøjet. Udenlandske producenter af originaludstyr kan blive pålagt at afsløre deres nøgleteknologi for deres kinesiske joint venture-partnere, hvilket potentielt må betragtes som tvungen teknologioverførsel.

Kina har desuden lagt nye restriktioner på tilsætningsstoffer i materialer, der er i kontakt med fødevarer. De reviderede standarder medførte automatisk, at et stort, men uspecificeret antal produkter ikke længere opfyldt kravene. Der er tale om produkter lige fra fittings, rørledninger og låg til emballeringsmateriale, blæk og papir til hele maskiner, der bruges overalt i fødevare- og foderkæden, samt malkemaskiner og kassebånd i supermarkeder. Det vidtrækkende omfang af denne hindring kommer til at forstyrre handelen væsentligt i en lang række sektorer.

Der er registreret positive udviklingstendenser for så vidt angår Kinas rammebestemmelser om medicinsk udstyr (se nedenfor), men der er også blevet vedtaget to nye udfordrende foranstaltninger i sektoren. I april 2017 fjernede Kinas finansministerium og kommissionen for national udvikling og reform afgiften for afprøvning af medicinsk udstyr med henblik på registrering. Foranstaltningen havde en negativ indvirkning på tilgængeligheden af afprøvningstjenester, som er vigtige for registreringen af nyt udstyr i Kina, og medførte betydelige omkostninger og forsinkelser for EU's virksomheder. I september 2017 iværksatte Kina et nationalt program til prissættelse af visse typer udstyr, der pålagde producenterne at indsende en meget stor mængde oplysninger inden for en meget kort tidsfrist. I denne rapport betragtes disse to foranstaltninger ikke som nye hindringer, men snarere som yderligere irritationsmomenter inden for den kinesiske sundhedssektors allerede komplekse reguleringsmæssige rammer.

Samtidig med at EU forsøger at få de nye hindringer, der blev registreret i 2017, fjernet, iværksættes der også andre nødvendige tiltag, der kan bidrage til at fjerne de 25 eksisterende hindringer, som er registreret i Kommissionens database for markedsadgang. EU har drøftet disse hindringer med Kina adskillige gange i de forskellige WTO-udvalg og i bilaterale fora, lige fra den politiske dialog om handel og investering til arbejdsgruppen om økonomi og handel. Der er imidlertid stadig en stor risiko for, at der indføres nye hindringer. Kina har for eksempel nævnt, at landet har til hensigt at indføre nye certificeringskrav for lavrisikofødevarer samt reviderede standarder og nye varespecifikationer for vin og vinprodukter. Disse krav kommer formentlig til at skabe store forstyrrelser for de europæiske producenter. Udviklingen kræver, at vi sætter yderligere ressourcer ind på at løse markedsadgangsproblemerne i Kina – bl.a. ved at styrke samarbejdet på andre politikområder.

2.    Rusland

Selv om Rusland er ved at komme oven på efter to års recession, fortsatte landet i 2017 med at anvende handelshindringer for at beskytte den lokale industri, hvilket bekræfter tendensen, der blev observeret i tidligere rapporter. Det næsthøjeste antal nye hindringer i 2017 (seks) blev registreret i Rusland, hvilket bragte antallet op på 36 og gør landet til den jurisdiktion med flest handelshindringer. Selv om bilindustrien ikke var berørt af nogen bestemte nye foranstaltninger i 2017, er den dog fortsat særligt udsat for handels- og investeringshindringer.

Rusland har siden januar 2017 yderligere begrænset udenlandske virksomheders adgang til køb af russiske statsejede virksomheder. I kølvandet på en første restriktion, der har været i brug siden 2015, har Rusland vedtaget en ny foranstaltning i form af en prispræference på 15 % for russiske virksomheder (for varer og tjenesteydelser), der deltager i kommercielle udbudsprocedurer for statsejede virksomheder (dvs. ikke offentlige udbud). I slutningen af 2017 vedtog den russiske regering desuden en lov, der tillader krav om lokalt indhold i forbindelse med statsejede virksomheders indkøb af luftfartøjer og skibe.

Disse yderligere restriktioner kom oven i de mange foranstaltninger, der allerede begrænsede udenlandske virksomheders adgang til offentlige udbud. På linje med tidligere år er adskillige sektorer i 2017 blevet omfattet af restriktioner i forbindelse med offentlige udbud, herunder radioelektroniske produkter (i juli 2017 blev restriktionerne udvidet til at omfatte udstyr til GLONASS-flynavigationssystemet og elektronisk signaludstyr til trafiksikkerhed) samt møbler. Det utilfredsstillende tilbud fra Rusland i juni 2017 om at tiltræde WTO-aftalen om offentlige udbud har blot gjort EU endnu mere betænkelig på dette vigtige område.

Eksportrestriktioner fyldte meget. Forbuddet mod eksport af rå huder og skind, der har været gældende siden oktober 2014, er endnu en gang blevet forlænget til april 2018. Rusland har desuden besluttet at indføre strenge restriktioner på eksport af birketømmer. Et udkast til dekret, der blev offentliggjort i november 2017, fastsatte eksportkvoterne for birketømmer for en begrænset periode på 6 måneder. Størrelsen af eksportkvoterne løber op i 567.000 m³, hvilket svarer til en reduktion af Ruslands gennemsnitlige eksportmængde på en tredjedel i perioden 2014-2016. Kvoterne vil først finde anvendelse fra anden halvdel af 2018. Ifølge de russiske myndigheder har foranstaltningerne udelukkende til formål at beskytte det indenlandske træmarked og styrke den indenlandske træforarbejdningsindustri (bl.a. producenter af krydsfinér).

Forskelsbehandling på indenlandske og importerede vine gennem et komplekst nyt punktafgiftssystem er endnu et handelspolitisk irritationsmoment, som Rusland indførte i 2017, og som berører den europæiske vin- og spiritussektor. Punktafgifterne på vin med beskyttet geografisk betegnelse (BGB) og vin med beskyttet oprindelsesbetegnelse gælder udelukkende for russisk vin. Hvis man tolker denne bestemmelse særskilt, ville det betyde, at BGB-vin skal fremstilles i Rusland på russiske druer, hvilket ville være diskrimination af importerede vine.

En anden hindring, som Rusland indførte sidste år, er kravet om at bruge fartøjer, der fører russisk flag, til transport af kulbrinter og kul gennem Nordøstpassagen. Nordøstpassagen ligger øst for Novaja Zemlja og løber langs Ruslands arktiske kystlinje over til Beringstrædet (inden for Ruslands eksklusive økonomiske zone ). Den smeltende polarkappe kommer formentligt til at øge trafikken og den handelsmæssige levedygtighed i Nordøstpassagen.

Derudover udgør det en kæmpe udfordring for den europæiske landbrugs- og fiskerisektor, at Rusland overtræder de internationale standarder ved at lægge restriktioner på import af sundheds- og plantesundhedsprodukter. Rusland har fortsat et ualmindeligt uigennemsigtigt og bureaukratisk system, når det gælder eksportgodkendelse af producenter af fødevarer af animalsk oprindelse, og ofte pålægges allerede godkendte producenter uforholdsmæssigt strenge restriktioner, og nye producenter påtvinges omfattende, individuelle kontroller. Eftersom Hviderusland, Armenien, Kasakhstan og Kirgisistan i praksis overholder listen over landbrugsfødevareproducenter, der er godkendt til eksport til Rusland, påvirker ovennævnte også EU's fødevareeksport til disse lande.

Rusland nægter ydermere at ophæve restriktionerne på elleve provinser i Polen, som var ramt af udbrud af højpatogen aviær influenza (HPAI), på trods af at hele Polen i overensstemmelse med reglerne fra Verdenssundhedsorganisationen for Dyresundhed blev erklæret HPAI-fri i juli 2017. For at ophæve HPAI-restriktionerne kræver de russiske myndigheder, at alle kødforarbejdningsvirksomheder, der producerer fjerkræ til eksport, inspiceres.

Sluttelig lancerede de russiske myndigheder for nylig en omfattende sundheds- og plantesundhedsforanstaltning i form af Den Eurasiske Økonomiske Unions nye fælles plantesundhedskrav. Disse bestemmelser fastsætter uforholdsmæssige og diskriminerende krav for import og transport af kontrollerede varer til og inden for Den Eurasiske Økonomiske Unions territorium – hvilket således også berører eksporten til Hviderusland, Armenien, Kasakhstan og Kirgisistan. I henhold til de nye regler skal produktionsstedet erklæres fri for en række planteskadegørere, også når det gælder lavrisikoprodukter. Det lader til, at de nye krav i praksis kun kommer til at finde anvendelse på import og ikke på lokale produkter. Derudover kan de nye regler tænkes at medføre, at der opstilles en positivliste over eksportører, der er godkendt efter kontrol, sådan som det er tilfældet med fødevarer af animalsk oprindelse.

EU har vist vilje til at drøfte situationen ved at kontakte Rusland og foreslå at afholde et bilateralt møde, udveksle oplysninger og vurdere de konstaterede problemer. EU har desuden gjort brug af WTO-rammerne (f.eks. via de forskellige udvalg og Rådet for Handel med Varer) til at tackle restriktionerne for markedsadgang. Når det har været nødvendigt, har EU også anvendt WTO's tvistbilæggelsesmekanisme for at få Rusland til at overholde WTO-forpligtelserne (f.eks. i den nylige sag om forbuddet mod import af svinekød pga. afrikansk svinepest).

3.    Sydafrika

Sydafrika har ikke været i fokus i tidligere rapporter, men landet indfører flere og flere protektionistiske hindringer, som påvirker handelen og investeringerne. I 2017 tog Sydafrika fire nye hindringer i brug, så antallet af hindringer nu er oppe på i alt otte.

Inden for de seneste måneder har de sydafrikanske myndigheder løftet sløret for deres regler om præferentielle indkøb (Preferential Procurement Regulations) med et horisontalt mål om 75 % offentlige indkøb hos lokale leverandører, som berører flere forskellige sektorer.

For så vidt angår landbrug og fiskeri har Sydafrika indført en række foranstaltninger på sundheds- og plantesundhedsområdet (SPS), efter at der har været udbrudt fugleinfluenza i EU. Siden udbruddet af fugleinfluenza (HPAI) i 2016 har otte ud af ti lande i EU, som eksporterer fjerkræ til Sydafrika, været udelukket fra det sydafrikanske marked, på trods af at de siden er blevet erklæret for sygdomsfri i overensstemmelse med Verdensorganisationen for Dyresundheds internationale standarder. Sydafrika hævder, at der er brug for nye inspektioner i landene, før der atter kan blive lukket op for handelen. Målet med sådanne inspektioner står ikke klart, eftersom influenzaen allerede er blevet slået ned.

Vanskelighederne i forbindelse med eksporten af cognac som følge af forskelle i lovgivningerne vedrørende oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser udgør en betydelig hindring for sektoren for vin og spiritus. Sydafrikas lov om alkoholiske drikke placerer cognac i samme kategori som brandy, som er underlagt andre krav, når det gælder lagring og alkoholprocent, hvilket gør eksporten heraf til en kompleks – og i nogle tilfælde umulig – proces.

Hvad angår IKT-sektoren og elektroniksektoren vil et nyt sæt standarder og tekniske forskrifter, som er samlet under proceduren for overensstemmelsesvurdering for så vidt angår elektromagnetisk interferens og kompatibilitet, formentlig skabe omfattende handelsforstyrrelser for de europæiske eksportører. De nye regler foreskriver, at der skal anvendes en overensstemmelsesvurderingsprocedure baseret på godkendelse fra en tredjepart, en procedure, som er strengere end nødvendigt for at give importørerne tilstrækkelig tillid til, at elektriske apparater med lav risiko lever op til de gældende tekniske forskrifter eller standarder.

EU samarbejder utrætteligt med sine sydafrikanske kolleger i WTO-regi, navnlig inden for rammerne af udvalget for tekniske handelshindringer og sundheds- og plantesundhedsudvalget, men også inden for den økonomiske partnerskabsaftale og på teknisk plan med henblik på at komme handelshindringerne til livs.

4.    Indien

Indien tog tre nye hindringer i brug i 2017, hvilket bringer det samlede antal hindringer op på 21. Dette bekræfter de protektionistiske tendenser, der blev konstateret sidste år. Der er blevet vedtaget en række restriktioner i forbindelse med krav til prøvning, importforbud og indenlandske afgifter.

Den 1. september 2017 indførte Indien med øjeblikkelig virkning et de facto-krav om lokal afprøvning af importeret legetøj. Dette var ikke blevet meddelt WTO under aftalen om tekniske handelshindringer og var heller ikke genstand for de fornødne interessenthøringer i Indien. Spørgsmålet blev taget op på det seneste møde i EU's og Indiens arbejdsgruppe om sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger/tekniske handelshindringer i november 2017 og i forbindelse med flere opfølgende møder med de relevante myndigheder i Indien, Bruxelles og Genève. Indien gav først meddelelse om foranstaltningen i december, tre måneder efter dens gennemførelsesdato.

For det andet har Indien indført et nyt importforbud for en lang række produkter inden for tekstil- og lædervaresektoren, som omfatter reptillæder, uforarbejdede minkskind, ræve- og chinchilla-pelsskind såvel som garvede minkskind – alt sammen uden forudgående samråd. Disse importer falder ind under loven om beskyttelse af vilde dyr fra 1972 og konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES). EU's eksportører overholder imidlertid kravene i CITES, og alle pelsskind, som eksporteres til Indien, stammer fra husdyr, som er opdrættet under overholdelse af de højeste standarder for dyrevelfærd. Der blev i april 2017 sendt et brev til Indien, som var underskrevet af EU's ambassadører og andre ligesindede partnere, og spørgsmålet blev gentagne gange taget op i Underudvalget EU-Indien vedrørende Handel i juli, i EU-Indien SPS/TBT-arbejdsgruppen i november og i forbindelse med en lang række kontakter med de indiske myndigheder, inklusive under EU's investeringsfremmende mekanisme. Der er endnu ikke kommet svar på det fælles brev.

Endelig anvendte Indien skattemæssige foranstaltninger og andre importforanstaltninger på statsligt niveau rettet mod importeret vin og spiritus. En række diskriminerende nationale foranstaltninger blev endnu en gang påpeget inden for rammerne af Underudvalget EU-Indien vedrørende Handel.

Ud over disse nye hindringer skal opmærksomheden henledes på en negativ udvikling i forbindelse med eksisterende hindringer.

I 2014 genindførte Indien told på visse IKT-produkter som f.eks. 3Gtelekommunikationsudstyr. På trods af en række tiltag fra EU, herunder breve fra chefen for EU-delegationen til den indiske minister og bilaterale møder i bl.a. Underudvalget EU-Indien vedrørende Handel, ikke blot undlod Indien at gøre noget ved denne foranstaltning, men landet indlod sig også på yderligere protektionistiske foranstaltninger for IKT-sektoren i 2017. Der blev genindført told (og i nogle tilfælde blev allerede indført told sat yderligere i vejret) for en række produkter, bl.a. alle basisstationer, mobiltelefoner og komponenter hertil, digitalkameraer, omformere, kontakter og blækpatroner. Indien er med i aftalen om handel med informationsteknologiprodukter (ITA-1) og har dermed forpligtet sig til at holde de fleste af disse toldpositioner fri for told. Spørgsmålet er blevet rejst i adskillige breve, i Underudvalget EU-Indien vedrørende Handel, i WTO's organer og i forbindelse med kontakter med de indiske myndigheder, inklusive under EU's investeringsfremmende mekanisme. EU er i øjeblikket ved at undersøge alle muligheder for at komme dette problem til livs. Det tyder på yderligere protektionisme, at der for nylig i forbindelse med Den Indiske Unions budget for 2018-19 blev bebudet endnu en forhøjelse af toldsatserne for IKT-produkter såvel som i andre sektorer som f.eks. bilkomponenter og tekstiler.

Hvad angår medikoindustrien blev priserne på knæimplantater i august 2017 skåret kraftigt ned af den nationale myndighed for lægemiddelpriser (NPPA), uden at man ventede på, at regeringen opførte udstyret på den nationale liste over livsnødvendige lægemidler, sådan som den tidligere har gjort. EU lufter fortsat sine betænkeligheder for de indiske myndigheder, også inden for rammerne af Underudvalget EU-Indien vedrørende Handel, EU's og Indiens arbejdsgruppe for lægemidler, bioteknologi og medicinsk udstyr, og i forbindelse med kontakter med de indiske myndigheder, inklusive under EU's investeringsfremmende mekanisme.

EU har konsekvent bestræbt sig på at tackle både nye og eksisterende barrierer i Indien, som er registreret i databasen for markedsadgang. Kommissionen tager løbende disse problemer op over for de indiske myndigheder i alle eksisterende multilaterale og bilaterale fora, herunder Underudvalget EU-Indien vedrørende Handel, SPS/TBT-arbejdsgruppen mellem EU og Indien samt de forskellige WTO-udvalg.

5. Tyrkiet

Tyrkiet har i de senere år anvendt adskillige handelshindringer, som er i strid med landets forpligtelser under de bilaterale handelsrammer i toldunionen mellem EU og Tyrkiet. Det gælder f.eks. byrdefulde toldprocedurer eller tillægstold på import af varer med oprindelse i tredjelande. I 2017 indførte Tyrkiet yderligere tre handelsbegrænsende foranstaltninger og nåede dermed op på 20 indberettede handelshindringer i alt.

En af disse nye hindringer består i Tyrkiets forskelsbehandling mellem traktorer produceret i henholdsvis Tyrkiet og EU. Direktivet om produktion, ændring og samling af køretøjer bestemmer, at EU-producerede traktorer fra og med januar 2018 vil skulle opfylde strengere emissionskrav for motorer end de køretøjer, der produceres lokalt i Tyrkiet.

De tyrkiske myndigheder er også i gang med at indføre eksportafgifter på huder, skind, læder og wet blue læder. Denne foranstaltning forværrer den allerede vanskelige situation for EU's garveindustri, som lider under begrænset adgang til råmaterialer i hele verden.

En tredje ny hindring har med Tyrkiets eksisterende ordning for tillægstold på import af varer med oprindelse i tredjelande at gøre. Ud over at anvendelsesområdet for en sådan tillægstold konstant er blevet udvidet i de seneste år, indførte Tyrkiet i 2017 såkaldte "yderligere forpligtelser" (ved beslutning 2017/10926 af 11. september 2017). Der er tale om udligningsafgifter, som forhøjer EU's system af generelle toldpræferencer (GSP) til samme niveau som Tyrkiets gældende toldsatser for import fra en række lande, for hvilke Tyrkiet normalt skulle anvende EU's GSP-satser, når disse varer importeres til Tyrkiet via EU.

Også med tilknytning til tillægstolden skabte Tyrkiet nye problemer for EU-eksportører, som sælger varer til Tyrkiet med oprindelse i tredjelande, idet Tyrkiet krævede erklæringer fra eksportørerne (eller stående leverandørerklæringer), som garanterer, at de produkter, de eksporterer, har oprindelse i EU, og dette trods bestemmelserne om fri omsætning under toldunionen (kommuniké 2017/4 fra økonomiministeriet af 30. december 2017 med virkning fra 1. marts 2018).

Det skal også bemærkes, at der har fundet en yderligere negativ udvikling sted med hensyn til en tidligere registreret hindring i lægemiddelsektoren. Den tyrkiske regerings 64. handlingsplan omfatter en fjernelse af importerede lægemidler fra godtgørelseslisten, som kræver at specifikke lokaliseringskrav opfyldes. Dette indebærer i praksis en udelukkelse fra markedet siden februar 2018.

Kommissionen vil fortsætte med at påpege disse og andre handelshindringer med henblik på at forhindre yderligere eskalering af protektionistiske foranstaltninger, øge markedsadgangen for europæiske virksomheder og forbedre det generelle handels- og investeringsklima. Navnlig har Kommissionen taget eksisterende hindringer op i det blandede udvalg for toldunionen med Tyrkiet. I betragtning af betydningen af det tyrkiske marked for europæiske virksomheder er nogle af disse nye hindringer også blevet drøftet på højeste politiske niveau.

En ny tendens: afsmittende virkning i Euro-Middelhavsområdet?

Overordnet set er protektionismen tiltagende i Euro-Middelhavsområdet, og der forekommer en vis efterligning af hindringer landene imellem. Forværrede handelsbalancer, til dels som følge af lave olie- og gaspriser, har ført til flere hindringer i regionen, som i alt når op på 33 (Algeriet, Egypten, Israel, Libanon, Marokko og Tunesien), med Egypten, Algeriet og Israel som de lande, der har flest hindringer.

I 2017 er der blevet registreret 7 nye hindringer; to i Libanon, to i Tunesien, en i Israel og en i Algeriet. Egypten indførte også en ny hindring i 2017, men har derudover en række vedvarende hindringer, som vanskeliggør EU's eksport. Den mest fremtrædende af disse er den obligatoriske registrering af eksportører, som gennemføres på en uigennemsigtig og uhåndterlig måde med store konsekvenser i en lang række sektorer.

Algeriet har siden 2015 været i gang med at indføre en række handelsbegrænsende foranstaltninger, hvoraf den vigtigste er en ordning med ikkeautomatisk importlicensudstedelse for adskillige produkter, herunder køretøjer, cement, stål og keramik. Ordningen ledsages af importkvoter, som udgør en alvorlig hindring for EU's handel. EU har taget spørgsmålet op i alle eksisterende fora (f.eks. Associeringsrådet, Associeringsudvalget, Underudvalget vedrørende handel) og i forbindelse med møder på højt niveau. På trods af disse bestræbelser fastlagde den algeriske regering et nyt sæt endnu mere restriktive foranstaltninger i 2017. De vigtigste elementer i den nye ordning, som blev godkendt i december 2017 og er blevet anvendt siden 1. januar 2018, er følgende:

- Midlertidigt importforbud for 851 produkter (hovedsageligt landbrugsprodukter og forarbejdede landbrugsprodukter), som udgjorde ca. 1 mia. EUR af EU's eksport i 2016.

- Forøgelse af toldafgifterne på 129 produkter, som udgjorde ca. 0,5 mia. EUR af EU's eksport i 2016.

- Fastholdelse af importlicensordningen for biler (samtidig med at licenserne afskaffes for andre produkter).

Israel indførte nye krav til næringsdeklarationer fra december 2017. Disse krav er ikke i tråd med de etablerede internationale praksisser og kan føre til forskelsbehandling af importerede produkter som følge af øgede omkostninger til emballering og mærkning. EU indgav sin udtalelse til WTO's udvalg for tekniske handelshindringer (TBT) i maj 2017 og fortsatte sit pres på de israelske myndigheder. Dette førte til, at den israelske regering vedtog en version med en række ændringer, som indebar en meget længere gennemførelsesperiode (to år) og undtog mindre fødevareprodukter fra mærkningskravene. En anden foranstaltning under udarbejdelse er en reform af lovgivningen om kosmetik, som har til formål at harmonisere de israelske krav mest muligt med EU's, især når det gælder kontrol efter markedsføring. EU glædede sig over Israels hensigt om at harmonisere med EU's forordning om kosmetik, men påpegede en række centrale problemer i den israelske lovgivning, som kan få negative konsekvenser for EU-aktørers adgang til det israelske marked. Reformen drøftes stadig i det israelske parlament, og EU er aktivt involveret i drøftelser med israelerne.

Også Libanon indførte en ny hindring i 2017 med ophævelsen af fritagelsen fra toldafgifter på import af kulbrinter fra EU, som havde været i kraft siden 2013. Den 4. april 2017 besluttede det libanesiske toldråd i forbindelse med en revision af landets skattelovgivning uden forudgående samråd med EU at ophæve den fritagelse fra toldafgifter, som var blevet indrømmet EU's eksport af olie-/råolieprodukter. Den libanesiske regering har også godkendt øgede afgifter på import af visse produkter, herunder alkoholiske drikkevarer – i strid med associeringsaftalen mellem EU og Libanon. Takket være en intensiv dialog med de libanesiske myndigheder har EU været i stand til at sikre, at Unionens eksport er blevet undtaget for indførelse af denne foranstaltning.

Også i Tunesien ses der protektionistiske tendenser, om end disse er mindre akutte. Problemerne omfatter tekniske og administrative vanskeligheder, som EU-eksportører af lægemidler, dæk og keramiske fliser støder på. Fra og med foråret 2017 har de tunesiske myndigheder været under offentligt pres for at vedtage importbegrænsende foranstaltninger med henblik på at dæmme op for handelen og det aktuelle underskud på betalingsbalancen. Dette er sket gennem byrdefulde toldprocedurer og navnlig kravet om, at EU's toldmyndigheder skal fremlægge en udførselsangivelse for Tunesien, og systemiske tekniske kontroller i havne for en lang liste af produkter samt en forøgelse af tolden på ikkevæsentlige forbrugerprodukter, herunder landbrugsvarer og forarbejdede produkter, som ikke indgår i associeringsaftalen. Kommissionen følger spørgsmålet nøje og har arbejdet på at finde en løsning på disse spørgsmål gennem løbende dialog inden for rammerne af underudvalgsmøder og med tanke på forhandlingerne om det vidtgående og brede frihandelsområde (DCFTA).

Vores strategi i forhold til denne regionale udfordring består i skridt for skridt at anvende alle de værktøjer, der er til rådighed – tekniske såvel som politiske – med henblik på at opnå størst mulig markedsadgang. EU vil selvsagt fortsat samarbejde med landene i Euro-Middelhavsområdet om at løse økonomiske udfordringer, men det siger sig selv, at bestemmelserne i associeringsaftalerne og WTO-aftalerne skal overholdes, da dette er i alle involverede parters interesse. Handelshindringer vil ikke forbedre, men tværtimod underminere konkurrenceevnen for virksomhederne i regionen.

B.    VURDERING AF DE ØKONOMISKE KONSEKVENSER AF NYE HINDRINGER FOR MARKEDSADGANG

Det er vanskeligt at vurdere, i hvor stort omfang hindringerne (navnlig ikketoldmæssige hindringer) påvirker eksportørernes omkostninger og adfærd. Tilgængelige økonomiske data om omkostningsstigninger som følge af de registrerede hindringer er fortsat mangelfulde. En anden vigtig skelnen går ud på, at ikketoldmæssige hindringer er karakteriseret ved forskellige grader af restriktioner. Bortset fra når der er tale om direkte forbud, eliminerer de fleste handelsbegrænsende foranstaltninger ikke handelen som sådan, men reducerer den blot. Endvidere kan restriktioner vedrørende samme produkter eller tjenesteydelser overlappe. På den måde betyder yderligere hindringer ikke nødvendigvis yderligere konsekvenser. På samme måde fører fjernelse af en hindring heller ikke automatisk til bedre markedsadgang.

En analyse af de handelsstrømme, der er knyttet til de nye hindringer, som blev indført i 2017, er et første skridt mod at bidrage til at vurdere betydningen af EU's arbejde for at sikre markedsadgang. Metoden er baseret på bilaterale EU-eksporttal for de relevante toldkoder i det harmoniserede system (HS). Naturligvis eliminerer hindringer ikke nødvendigvis al eksport, så disse tal skal forstås som en teoretisk maksimal virkning. De er et fingerpeg om størrelsen, en generel indikation på betydningen af den tilgrundliggende eksport, som potentielt påvirkes af handelshindringer. Undersøgelsen af de mulige konsekvenser af disse foranstaltninger er en af de faktorer, som Kommissionen tager højde for, når den fastsætter sine prioriteter for fjernelse af hindringer.

Denne metode blev anvendt for 47 af de 67 nye hindringer, som blev registreret i 2017, eksklusive tjenester, horisontale og andre foranstaltninger, som er vanskeligt kvantificerbare. Beregninger viser, at de nye handelshindringer, der blev registreret i 2017, potentielt påvirker EU-eksport til en værdi af op mod 23,1 mia. EUR. Dette svarer rundt regnet til 1,2 % af hele EU's eksport i 2017.

Dette er samme størrelsesorden som i 2016 – hvor eksport til en værdi af 27 mia. EUR potentielt blev påvirket – og bekræfter, at de protektionistiske foranstaltninger er blevet stadig mere udbredt. I industrielle sektorer tegner foranstaltninger, der er blevet indført af tre lande, sig for omkring to tredjedele af den eksport, der potentielt berøres (Kina: 7 mia. EUR, De Forenede Arabiske Emirater: 4,5 mia. EUR, Egypten: 3,1 mia. EUR). De sektorer, som værdimæssigt vil lide under de potentielt alvorligste konsekvenser i 2017, er IKT og elektronik (næsten 10 mia. EUR), tekstil og læder (8,3 mia. EUR) og kemikalier (3,1 mia. EUR). Omkring halvdelen af værdien af de handelsstrømme i landbrugsfødevaresektoren, som potentielt er berørt af restriktive foranstaltninger, er det på grund af kinesiske politikker, mens yderligere 30 procent berøres af russiske politikker.

Den betydelige handelsvolumen, der potentielt påvirkes af indførelsen af nye hindringer for markedsadgang, understreger endnu en gang vigtigheden af EU's markedsadgangsstrategi med hensyn til at overvåge og prioritere de handelsbegrænsende foranstaltninger og fjerne dem med de mest hensigtsmæssige redskaber.

III.    VIGTIGSTE HANDELS- OG INVESTERINGSHINDRINGER, DER ER BLEVET FJERNET I 2017

Dette kapitel analyserer de 45 hindringer, som er blevet helt eller delvist fjernet i løbet af 2017, Kommissionens strategi og de deraf følgende fordele for vores virksomheder.

A.    EU'S STRATEGI FOR IMØDEGÅELSE AF HANDELS- OG INVESTERINGSHINDRINGER

I kølvandet på stigende protektionisme i verden, som i dag er præget af et utal af transaktioner, får vores arbejde for at fjerne hindringer en stadig mere fremtrædende plads. I lyset heraf har Kommissionen styrket EU's markedsadgangsstrategi ved at forbedre koordineringen mellem EU-institutionerne og interessenterne, foretage en bedre prioritering af hindringer og sikre bedre kommunikation og oplysningsaktiviteter. Disse bestræbelser resulterede i, at der blev fjernet 20 hindringer i 2016 og 45 hindringer i 2017, hvilket er et rekordstort antal.

Det foregående afsnit fremhævede de mange redskaber, der anvendes i forbindelse med disse bestræbelser. Der er en stadig strøm af diplomatisk arbejde, hvor Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, EU's medlemsstater og erhvervslivet arbejder tæt sammen i netværket af EU-delegationer og medlemsstaternes ambassader i tredjelande, i Bruxelles og i de europæiske hovedstæder. Dette omfatter en bred vifte af aktiviteter – lige fra tekniske handelsaktioner til formelle tiltag, fra drøftelser inden for formelle politiske strukturer (dialoger, udvalg), kommissærers missioner på højt plan og til tiltag på minister- og præsidentniveau. Hvor som helst dette kan forbedre effektiviteten af vores arbejde, koordineres aktiviteterne med ligesindede partnere.

Inden for rammerne af WTO suppleres det løbende arbejde i udvalgene, som blev beskrevet nærmere i det tidligere afsnit, af Kommissionens aktiviteter i forbindelse med tvistbilæggelsesmekanismen, som er et værdifuldt instrument til at komme handelshindringer til livs. Der blev ikke indledt nogen nye sager i 2017, men WTOpaneler gav EU medhold i to sager (i DS 472 om visse brasilianske foranstaltninger vedrørende afgifter og gebyrer, som havde betydning for adskillige økonomiske sektorer, og i DS 479 om Ruslands antidumpingtold på lette erhvervskøretøjer fra Tyskland og Italien). I en sag om Ruslands sundhedsforanstaltninger i forhold til import af grise, svinekød og visse svineprodukter blev EU's påstande også taget til følge af WTO's appelinstans (DS 475), og rapporten blev vedtaget af WTO's tvistbilæggelsesorgan. Endelig bekræftede Rusland i juni 2017 i forbindelse med DS 485 vedrørende Ruslands toldbehandling af visse landbrugsprodukter og forarbejdede produkter, at landet efter EU's ønske havde sænket tolden på disse produkter til det niveau, som Rusland havde forpligtet sig til i sin WTOliste.

Kommissionen vil endvidere ikke tøve med at iværksætte bilateral tvistbilæggelse, som der gives mulighed for i dens frihandelsaftaler. Denne mulighed analyseres løbende.

I 2017 gjorde Kommissionen også på foranledning af eksportørerne med held brug af proceduren i handelshindringsforordningen 12 , idet den indledte en undersøgelse den 7. juli 2017 af en foranstaltning fra Tyrkiets side, som kræver importlicens 13 for et specifikt produkt. Det understreger det potentiale, som ligger i et instrumentet, der ellers sjældent anvendes af EU-interessenter, for at gribe ind over for en særlig type handelshindring.

Ud over de ovennævnte redskaber følger Kommissionen en ambitiøs handelspolitisk dagsorden en prioritet, som blev understreget af EU's formand Jean-Claude Juncker i talen om Unionens tilstand og i forbindelse med den efterfølgende handelspakke, som blev fremlagt i september 2017 af EU-kommissær Cecilia Malmström. Dagsordenen har til formål at øge effektiviteten, gennemsigtigheden og værdierne. Denne strategi afspejles i de yderligere vidtrækkende aftaler med tredjelande, som udgør stadig mere effektive rammer til at tackle hindringerne for markedsadgang. I 2017 påbegyndtes den foreløbige anvendelse af den samlede økonomi- og handelsaftale med Canada (CETA), forhandlingerne om den økonomiske partnerskabsaftale med Japan blev afsluttet, og der skete fremskridt i forhandlingerne om moderniseringen af frihandelsaftalen mellem EU og Mexico og forhandlingerne om frihandelsaftalen med MERCOSUR. Der forhandles stadig med andre lande, bl.a. Indonesien, og Kommissionen har tillige anmodet Rådet om forhandlingsdirektiver for handelsaftaler med Australien og New Zealand. Hindringer, der konstateres i forbindelse med vores arbejde for at sikre markedsadgang, kanaliseres direkte ind i disse forhandlinger om frihandelsaftaler for at sikre, at der tages ordentlig hånd om prioriteter for markedsadgang. I lyset af Kommissionens øgede fokus på gennemførelse af frihandelsaftaler styrker Kommissionen også løbende drøftelserne med sine partnere for markedsadgang med henblik på at få gjort noget ved hindringer i lande, hvor en frihandelsaftale er i kraft. De gennemførelsesstrukturer, der er fastlagt i frihandelsaftalerne, bidrager til at fjerne specifikke handelshindringer og tilvejebringer en klar ramme for drøftelse af problemer med markedsadgang.

Desuden indførte EU i 2017 et overordnet initiativ for europæisk økonomisk diplomati, som forener alle dele af vores politik (fra miljøpolitik til transport, fra energi til konkurrencepolitik, fra udviklingspolitik til industripolitik) med henblik på at støtte vores vigtigste økonomiske prioriteter med hver enkelt af vores handelspartnere. Markedsadgang er altid en af disse vigtige prioriteter og har derfor gavn af dette initiativ.

B.    OVERSIGT OVER DE HINDRINGER, DER BLEV FJERNET I 2017

1.    Hindringer, der blev fjernet i 2017, fordelt efter tredjeland

Takket være den øgede og kombinerede indsats fra alle interessenter i vores arbejde for at sikre markedsadgang blev der i 2017 fjernet 45 hindringer enten helt eller delvist, hvilket er en betydelig forøgelse sammenlignet med det foregående år.

Figur 7 er en oversigt over de tredjelande, hvor det bedst lykkedes at tackle hindringerne. Kina lå øverst på listen med en fjernelse af syv hindringer i 2017, efterfulgt af Brasilien, Tyrkiet og Canada (tre hver). I henholdsvis Argentina, Saudi-Arabien, Taiwan og De Forenede Arabiske Emirater blev der fjernet to registrerede hindringer.

Figur 7: Geografisk fordeling af hindringer, der blev fjernet i 2017 (* G20-lande)

 

2.    Hindringer fjernet i 2017 efter type foranstaltning

Det er nyttigt at analysere, hvor god EU var til at tackle forskellige typer foranstaltninger sidste år. Figur 8 viser, at vores strategi har bidraget til at fjerne et tocifret antal hindringer, både ved grænsen og bag den, hvilket bekræfter, at vores værktøjskasse er effektiv, når det gælder om at tackle forskellige typer hindringer. I modsætning til sidste år registreredes der i 2017 en betydelig stigning i fjernelsen af grænseforanstaltninger (34) sammenlignet med foranstaltninger bag grænsen (11). De fleste af de grænseforanstaltninger, der blev fjernet, havde med SPS at gøre (syv), og var resultatet af fælles målrettede aktioner (Kommissionen, EU's medlemsstater, EU-delegationer, EUeksportører) i 20 centrale prioriterede lande, mens de øvrige hindringer, som blev fjernet, havde med importforbud eller toldspørgsmål at gøre.

For så vidt angår de 11 foranstaltninger bag grænsen, blev der skabt de bedste resultater for lovgivnings- eller beskatningsforanstaltninger for handel med varer (10), ligesom der også blev fjernet en enkelt hindring vedrørende tjenesteydelser.

Figur 8: Sektorfordeling af hindringer, der blev fjernet i 2017, som registreret i MADB-databasen (antal foranstaltninger)

3.    Hindringer fjernet i 2017 pr. sektor

Figur 9 er en oversigt over de vigtigste erhvervssektorer, hvor der blev fjernet hindringer i 2017: Landbrug og fiskeri kom øverst på listen, da 27 hindringer blev (helt eller delvist) fjernet. 14 Næste sektor på listen var vin og spiritus, hvor der i samme periode blev fjernet tre hindringer. Jern, stål og ikke-jernholdige metaller samt træ, papir og papirmasse tegnede sig hver især for to fjernede hindringer. Endvidere blev individuelle hindringer fjernet i adskillige andre sektorer: fly, biler, keramik og glas, IKT og elektronik, maskiner, medicinsk udstyr, lægemidler, tjenesteydelser og tekstiler og læder. Endelig blev også to horisontale hindringer fjernet, nemlig henholdsvis dækning af kommunale enheder i Colombia og investeringstærskler i Canada.

Figur 9: Sektorfordeling af hindringer, der blev fjernet i 2017, som registreret i MADB-databasen

 

C.    KVALITATIV ANALYSE AF HINDRINGER, DER ER BLEVET FJERNET I 2017

Dette kapitel indeholder en mere dybtgående analyse af de hindringer, der blev fjernet i de ni handelspartnerlande, hvor det højeste antal (og mindst to) fjernede hindringer blev registreret i 2017: Kina, Brasilien, Canada, Tyrkiet, Argentina, Indien, Saudi-Arabien, Taiwan og De Forenede Arabiske Emirater.

1.    Kina

Kina hører stadig til de lande, der tegner sig for flest hindringer for markedsadgangen, både når det gælder det samlede antal (25) og nye hindringer, som er identificeret i 2017 (10). Imidlertid var der nogle positive, skønt overvejende trinvise, skridt at spore i 2017, hvilket viser at EU's strategi for fjernelse af hindringer giver resultater, selv i de mest problematiske miljøer.

Der er sket fremskridt inden for sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS). Hvad angår føde- og drikkevarer, som ikke i øjeblikket er underlagt et krav om officiel certificering, har EU opnået en udsættelse på 2 år af en lov, som ville indebære, at lavrisikofødevarer skulle certificeres. På trods af den udsatte gennemførelse, som hilses velkommen, vil Kommissionen fortsætte med at følge op på dette område, da den bebudede lov stadig giver anledning til bekymring.

Inden for samme sektor har den kompetente myndighed i Kina endvidere siden år 2000 opretholdt et importforbud mod okse- og fårekød og okse- og fårekødsprodukter fra EU på grund af forekomst af bovin spongiform encephalopati (BSE) og transmissibel spongiform encephalopathi (TSE). EU har imidlertid bidraget til at fjerne BSE-relaterede landespecifikke forbud for nogle medlemsstater.

I september 2017 blokerede de kinesiske kontrol- og karantænemyndigheder for adskillige typer skimmelost. Efter bilaterale drøftelser med de kinesiske myndigheder blev forbuddet fjernet.

Der skete også en positiv udvikling i sektoren for medicinsk udstyr. I oktober 2017 øgede Kina antallet af udstyrstyper, der skal undtages fra kliniske forsøg i Kina. I henhold til det kinesiske dekret nr. 650 skal producenter gennemføre kliniske forsøg i Kina, inden visse kategorier af medicinsk udstyr kan registreres i Kina, men denne afgørelse vil i betydelig grad nedsætte tidsforbruget og omkostningerne i forbindelse med registrering og forbedre adgangen til det kinesiske marked for nyt udstyr.

På lægemiddelområdet ajourførte Kina endvidere i februar 2017 for første gang i otte år sin nationale liste over tilskudsberettiget medicin (National Reimbursement Drug List) Den nye liste omfatter 15 % flere lægemidler end i 2009. Listen repræsenterer konkrete fremskridt i form af forbedret adgang for nye lægemidler til de kinesiske markeder.

Hvad angår bilindustrien er der opnået visse fremskridt, idet Kina i september 2017 bebudede, at ikrafttrædelsen af den nye kvotepolitik for biler på alternativ energi (New Energy Vehicles – NEV) ville blive udsat med et år til 2019. Den udsatte gennemførelse vil give de europæiske bilfabrikanter et pusterum på det kinesiske marked.

Endelig skete der også en positiv udvikling på visse områder i flysektoren. Inden for de seneste år er Kinas civile luftfartsadministration (Civil Aviation Administration of China – CAAC) holdt op med at udstede de nødvendige attester for import af mindre luftfartøjer til Kina. I 2017 enedes Den Europæiske Union og Kina imidlertid om at styrke samarbejdet inden for luftfart ved at afslutte forhandlingerne om en bilateral sikkerhedsaftale om civil luftfart (Bilateral Civil Aviation Safety Agreement – BASA). Aftalen vil fjerne den unødvendige overlapning af de civile lufthavnsmyndigheders evaluerings- og certificeringsprocedurer for luftfartsmateriel og dermed nedbringe omkostningerne inden for luftfartssektoren. Aftalen er endnu ikke trådt i kraft, men Kina har allerede offentliggjort meddelelserne om godkendelse af ansøgninger for bestemte typer af EU-luftfartøjer. EU ser frem til et tæt samarbejde med de kinesiske myndigheder om snarest muligt at få fjernet de sidste hindringer for, at godkendelserne kan gennemføres.

2.    Brasilien

Brasilien er medlem af Mercosur-blokken, som EU er i færd med at forhandle en frihandelsaftale med som led i forhandlingerne om en associeringsaftale.

Brasilien er den største økonomi i Latinamerika, og EU er landets største handelspartner. Spørgsmål om markedsadgang er derfor af stor betydning i regionen. Tendenserne med hensyn til markedsadgang har generelt været positive, idet tre hindringer er blevet (helt eller delvist) fjernet.

Hvad angår landbrugs- og fiskerisektoren er der indført ny lovgivning, som er ved at blive gennemført. Dette forbedrer EU's markedsadgang, selv om hindringerne endnu ikke er fjernet helt. Lovgivningen omfatter bestemmelser, der giver alle EU-medlemsstater, som allerede eksporterer, mulighed for at føje flere foretagender til listen over dem, som har fået godkendelse til at eksportere til Brasilien (uden revisionskrav), for at udvide godkendelserne til andre områder/dyrearter (når systemet allerede er blevet vurderet til at være ækvivalent) og for at udarbejde en liste over lavrisikoprodukter. Denne liste er endnu ikke fastlagt af Brasilien. Disse foranstaltninger reducerer revisionsefterslæbet, som er et tilbagevendende systemisk problem. Hertil kommer, at de brasilianske myndigheder har taget skridt til at imødekomme 17 udestående ansøgninger for frugt og grøntsager, hvilket er et tegn på engagement i Mercosur-forhandlingerne.

Der blev også opnået visse fremskridt med hensyn til vin og spiritus. Det brasilianske sundhedsovervågningsorgan (ANVISA) vedtog en ny lov om allergimærkning af fødevarer. Det nye krav blev indført for fødevarer, drikkevarer, tilsætningsstoffer og ingredienser anvendt i forarbejdningen af fødevarer og alkoholiske drikke indeholdende korn (hvede, rug, byg, havre og krydsninger heraf), som skulle mærkes med en advarsel. Efter en række demarcher fra Kommissionen bekræftede ANVISA endelig i begyndelsen af 2017, at spiritus fremstillet af korn var undtaget fra kravet om allergimærkning.

Endelig er der også fjernet en hindring inden for eksport af maskiner. Reguleringsmæssig standard (Norma Regulamentadora) nr. 12 er en lov, som foreskriver sikkerhedsstandarder inden for forskellige beskæftigelsesområder, herunder forpligtelser, der gælder på samme måde for eksportører, producenter og brugere af maskiner og industrielt udstyr, med fastlæggelse af vidtrækkende krav. Arbejdsministeriet udarbejdede endelig en teknisk note, hvor det i konklusionerne fastsættes, at importerede maskiner, der er fremstillet i overensstemmelse med ISO13849, bør anses for at være i overensstemmelse med reguleringsmæssig standard nr. 12. Dette giver derfor markedsadgang for den europæiske maskinindustri, der anvender ISO13849.

3.    Canada

Den samlede økonomi- og handelsaftale mellem EU og Canada (CETA) trådte foreløbigt i kraft den 21. september 2017. Aftalen har ført til en fortsat forbedring af handelsforbindelserne, da den også udgør en ramme for håndtering af problemer med adgang til markedet. Faktisk blev det allerede bekræftet i 2017, at tre hindringer var blevet fjernet.

Hvad angår horisontale hindringer giver loven om udenlandske investeringer (Investment Canada Act) den canadiske regering beføjelse til at undersøge udenlandske investeringer over en vis størrelsesorden. Efter CETA's ikrafttrædelse er der en undersøgelsestærskel på 1,5 mia. canadiske dollar i virksomhedsværdi for investeringer med henblik på at erhverve kontrol over en canadisk virksomhed foretaget af "handelsaftaleinvestorer", som ikke er statsejede virksomheder. I henhold til bestemmelserne i CETA vil denne tærskel blive justeret årligt på grundlag af væksten i det nominelle BNP.

Inden for landbrug og fiskeri blev der fjernet en anden hindring, eftersom medlemsstaterne ikke kunne eksportere fra lagre i andre provinsielle kontrolenheder end der, hvor produktionen var baseret. EU og Canada har imidlertid indgået en aftale om at ændre det harmoniserede eksportcertifikat. Inden for samme område er den tidligere importordning for hvede og byg i form af 4 toldkontingenter, som forvaltedes af Canadian Wheat Board, nu afskaffet efter CETA's ikrafttrædelse.

Som led i CETA har Canada desuden forpligtet sig til at drøfte eventuelle spørgsmål i forbindelse med vin og spiritus med henblik på at nå frem til løsninger, der er vedtaget i fællesskab med EU. Dette omfatter provinsernes bruttofortjeneste på henholdsvis indenlandske vine og vine, der er aftappet i Canada i private vinudsalgssteder.

4. Tyrkiet

Handelsforbindelserne mellem EU og Tyrkiet bygger på toldunionsaftalen, der trådte i kraft i 1995. Tyrkiet tegner sig generelt for en lang række hindringer. I alt 20 er registreret i databasen. To hindringer er imidlertid effektivt blevet fjernet.

Hvad angår minedrift har de tyrkiske myndigheder ophævet restriktionerne for kobber- og aluminiumsskrot og fjernet dem fra listen over varer, som er underlagt eksportregistrering.

Hertil kommer, at en anden hindring delvist er fjernet inden for træ-, papir- og papirmassesektoren. Gennem offentliggørelse af kommunikéer medtager de tyrkiske myndigheder regelmæssigt forskellige produkter i certifikatordningen for importovervågning, som består af et krav om fremlæggelse af en overvågningslicens forud for import af forskellige produkter, hvis prisen ligger under en bestemt tærskel, som er fastsat af myndighederne. Efter at Kommissionen inden for rammerne af handelshindringsforordningen havde gennemført en undersøgelse af importovervågningen af træfrit papir uden belægning, fjernede Tyrkiet med virkning fra den 7. december 2017 denne kategori af papirprodukter fra listen over produkter, der er omfattet af importovervågningsordningen. (Det konstateres imidlertid, at en række andre produkter i andre sektorer stadig er omfattet af ordningen.)

5. Argentina

Argentina er også medlem af Mercosur-blokken, som EU er i færd med at forhandle en frihandelsaftale med som led i forhandlingerne om en associeringsaftale. For så vidt angår markedsadgang er der opnået fremskridt, da to hindringer er blevet fjernet i 2017.

Hvad angår sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS-foranstaltninger) fjernede Argentina kravet om frihed for porcin reproduktions- og respirationssygdom (PRRS) fra sit certifikat, hvilket letter kødproducenternes adgang til det argentinske marked. Med hensyn til tjenesteydelser bør det bemærkes, at Argentina har afskaffet den importørerklæring på tro og love for tjenesteydelser, der var blevet indført gennem de generelle resolutioner i 2012 og 2013.

6. Indien

Som beskrevet ovenfor i tidligere afsnit fortsætter de protektionistiske tendenser i Indien, som indførte tre nye hindringer i 2017. På trods af denne udvikling er det (delvist) lykkedes EU at få to hindringer fjernet i løbet af 2017, begge inden for SPS.

Hvad angår svinekødsprodukter er der indgået en aftale med en række medlemsstater om et sundhedscertifikat, som letter deres markedsadgang, idet de indiske myndigheder er gået ind på ikke længere at kræve, at svinekødsprodukter (f.eks. skinke) kun kan eksporteres til Indien, hvis kødet er udbenet inden saltning/tørring. Med hensyn til planter og planteprodukter har Indien indført importbegrænsninger i forbindelse med behandling i form af gennemrygning. Indien har nu godkendt import af frugt og træ, som har været igennem alternativ behandling (henholdsvis kuldebehandling og varmebehandling) og bebudet, at det vil underrette WTO's sundheds- og plantesundhedsudvalg herom. Nogle af de bebudede underretninger er dog stadig ikke foretaget.

Endvidere bør det så vidt angår jern- og stålprodukter bemærkes, at Indiens minister for stål i februar 2017 bebudede, at den tidligere gældende bestemmelse om minimumsimportpriser på jern og stål ikke ville blive forlænget for 19 produkters vedkommende.

7. Saudi-Arabien

Saudi-Arabien og de fem andre lande i Samarbejdsrådet for Golfstaterne (Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater) udgør handelsmæssigt en vigtig region. I løbet af 2017 er der fjernet to hindringer i Saudi-Arabien, begge inden for landbrug og fiskeri.

Saudi-Arabien havde indført importrestriktioner på okse- og fårekød som følge af bovin spongiform encephalopati (BSE). Forbuddet blev imidlertid fjernet for visse medlemsstater i løbet af 2017. Et lignende forbud var blevet indført for import af fjerkræ og fjerkræprodukter som følge af højpatogen aviær influenza (HPAI). Dette forbud blev også fjernet for visse medlemsstater i 2017.

8. Taiwan

Det lykkedes EU at få fjernet to hindringer i 2017. Dette vil gavne EU-virksomheder i Taiwan.

Begge hindringer var inden for landbrug og fiskeri. Taiwan havde tidligere en lang række ansøgninger liggende fra EU om eksport af dyr/planter og produkter fremstillet heraf. Behandlingen af disse ansøgninger havde stået på i årevis uden angivelse af, hvornår processen ville blive afsluttet. Heldigvis fremskyndede Taiwan processen i 2017, og der er nu givet markedsadgang for visse medlemsstater. Taiwan har endvidere ophævet forbuddet mod oksekødsprodukter fra visse medlemsstater på grund af BSE efter en øget fælles indsats fra medlemsstaternes regeringer og Kommissionen for at indgå i en dialog med Taiwans myndigheder og med landets akademiske kredse og den taiwanesiske befolkning i almindelighed. Denne dialog, der strakte sig over adskillige år, havde til formål at forklare EU's omfattende kontrolsystemer, der fungerer på flere niveauer og opfylder meget høje standarder.

9. De Forenede Arabiske Emirater (UAE)

Handelsmæssigt udgør De Forenede Arabiske Emirater en vigtig region. Kommissionen har derfor gjort en stor indsats for at tackle hindringer for markedsadgang. I 2017 lykkedes det af få fjernet to af hindringerne.

Hvad angår landbrugs- og fiskerisektoren blev et midlertidigt forbud mod import af fjerkræ og fjerkræprodukter som følge af HPAI ophævet for nogle medlemsstater.

Med hensyn til elektronik udstedte De Forenede Arabiske Emirater retningslinjer ledsaget af en præsentation, som undtog 11 produkter inden for almen belysning fra de restriktioner, som i øjeblikket er omfattet af en afgørelse truffet af De Forenede Arabiske Emiraters regering i 2012, der begrænsede brugen af visse farlige materialer i elektronisk udstyr (svarende til EU's lovgivning om restriktioner for farlige stoffer (RoHS) fastlagt i direktiv 2011/65/EU).

D.    VIRKNINGERNE AF DE FJERNEDE HINDRINGER

I dette kapitel gentager vi først den analyse, der blev foretaget tidligere, ved at kortlægge handelsstrømme, som er forbundet med fjernelsen af handelshindringer i 2017. Handelsstrømme til en værdi af 8,2 mia. EUR var potentielt berørt af de fjernede handelshindringer, hvilket er næsten det dobbelte af sidste års tal (4,2 mia. EUR). 45 % udgøres af EU-eksport til Kina efterfulgt af EU-eksport til Brasilien (knap 13 %) og Indien (næsten 6 %). Industrisektorer tegner sig for langt størstedelen af denne handel. Medicinsk udstyr og maskiner tegner sig for 34 % af den handel, som potentielt er berørt (svarende til en værdi på henholdsvis 3,6 mia. EUR og 2,1 mia. EUR). Fjernede hindringer inden for landbrugsfødevarer tegner sig for en værdi på 1 mia. EUR.

Fra og med i år omfatter denne rapport en detaljeret analyse baseret på en økonometrisk model, i kraft af hvilken det kan vurderes, i hvor høj grad handelen med partnerlande, som havde indført en handelshindring, har ændret sig, efter at hindringen er fjernet. Med henblik herpå er der anvendt en regressionsanalyse, som kvantificerer den virkning, det har på EU's eksport, at hindringerne er fjernet 15 .

Den anvendte metode er konservativ og undervurderer måske indvirkningen på handelen, men vi har udelukkende sat fokus på de hindringer, der er fjernet helt, og har ikke medtaget mere komplekse tjenesteydelser og horisontale hindringer. Vi har analyseret virkningen, når der kun tages hensyn til denne undergruppe af hindringer, der blev fjernet mellem 2014 og 2016 16 . Denne metode er valgt for at gøre det muligt at sammenligne med den sidste analyse af denne type, som Kommissionen foretog i 2015, og som dækkede perioden frem til 2013. Følgelig tager den ikke hensyn til de positive virkninger af de hindringer, der blev fjernet inden 2014 som følge af markedsadgangsstrategien.

Resultaterne viser, at fjernelsen af denne undergruppe af hindringer er forbundet med en betydelig stigning i EU's eksport. Vurderingerne peger på en gennemsnitlig stigning i handelen på ca. 56 %, efter at hindringerne er fjernet. Værdimæssigt betyder dette, at fjernelsen af hindringerne øgede eksporten med 4,8 mia. EUR på årsbasis. Fordelene er således af en størrelsesorden, der svarer til frihandelsaftalernes fordele. De overstiger for eksempel den samlede virkning af vores frihandelsaftaler med Colombia og Peru.

Det fremgik af analysen i 2015, som anvendte den samme metodologi, at eksporten blev øget med 2,4 mia. EUR, hvilket viser, at vi øger vores håndhævelsesindsats i takt med, at hindringerne øges, for at sikre en bedre markedsadgang.

IV. KONKLUSION

Denne rapport giver et generelt overblik over de handels- og investeringshindringer, der direkte påvirker EU's erhvervsdrivende, og som er blevet indberettet og tacklet inden for partnerskabet for markedsadgang mellem Kommissionen, medlemsstaterne og erhvervsorganisationer.

Med de 67 nye hindringer og 45 fjernede hindringer, der blev indberettet i 2017, når antallet af foranstaltninger i tredjelande, som er lagret i markedsadgangsdatabasen, op på 396, hvilket er rekord. Rusland tegner sig stadig for det største antal handelsrestriktioner skarpt forfulgt af Kina, Indonesien og Indien.

Dette bekræfter den tendens, der allerede blev konstateret året før: stigende protektionisme. Kina viste sig at være den handelspartner, der bidrog mest til denne tendens (ti nye hindringer), hvilket understreger, at bilaterale handelsforbindelser er en kompleks størrelse. Rusland (seks), Sydafrika (fire) fulgte efter, og to nye lande (Indien og Tyrkiet) indførte tre nye hindringer i 2017. Der tegnede sig en klar regional tendens, idet der blev registreret syv nye hindringer i Euromed-regionen.

Generelt blev der indført nye hindringer i tredjelande inden for 12 økonomiske aktivitetsområder, især landbrug og fiskeri, horisontale foranstaltninger samt vin og spiritus. De handelsstrømme, som potentielt blev berørt af alle de nye hindringer, der blev registreret i 2017, udgjorde en værdi på 23,1 mia. EUR svarende til 1,2 % af al EUeksport på verdensplan inden for samme år.

I lyset af denne stigende protektionisme har EU styrket sine markedsadgangstiltag ved at forbedre koordineringen mellem EU-institutionerne og interessenterne, foretage en bedre prioritering af hindringer og sikre bedre kommunikation. EU anvender fortsat alle de værktøjer til at fjerne hindringer, som det har til rådighed i sin værktøjskasse, herunder tvistbilæggelse, anvendelse af handelshindringsforordningen, en ambitiøs dagsorden for handelsforhandlinger, diplomatiske demarcher og indførelse af et overordnet initiativ til fremme af europæisk økonomisk diplomati. Markedsadgangsdagene i medlemsstaterne har også gjort det muligt for Kommissionen at udbrede kendskabet til de muligheder, der ligger i EU's indsats til fremme af markedsadgangen for lokale virksomheder. Denne indsats skal tackle de hindringer, som et stigende antal af EU's økonomiske aktører i tredjelande, kommer ud for.

Med disse bestræbelser har EU's indsats for at lette markedsadgangen båret frugt. 45 hindringer blev helt eller delvist fjernet inden for 13 forskellige sektorer – herunder luftfartøjer, biler, keramik, IKT og elektronik, maskiner, lægemidler, medicinsk udstyr, tekstiler og læder, landbrugsfødevarer, jern og stål, træ, papir og tjenesteydelser – samt horisontalt. 27 af de fjernede foranstaltninger var inden for landbrugs- og fiskerisektoren, og landene med det højeste antal fjernede hindringer var Kina, Brasilien, Canada og Tyrkiet. Handelsstrømme til en værdi af 8,2 mia. EUR var potentielt berørt af de fjernede handelshindringer. Heraf udgjorde EU-eksport til Kina 45 % efterfulgt af EU-eksport til Brasilien (knap 13 %). Langt størstedelen af denne handel kom fremstillingsindustrien til gode.

Fra og med i år omfatter denne rapport en detaljeret regressionsanalyse, som kvantificerer den virkning, det har på EU's eksport, at hindringerne er fjernet. Forsigtige skøn peger på, at fjernelsen af hindringer øger eksporten med 4,8 mia. EUR på årsbasis. Dette er af en størrelsesorden, der svarer til mange af vores frihandelsaftalers fordele – og tallet er dobbelt så højt som sidste gang, en lignende analyse blev foretaget i 2015.

Dette viser, at vi øger vores håndhævelsesindsats i takt med, at hindringerne øges, for at sikre en bedre markedsadgang. Gennemførelse og håndhævelse er ikke kun centrale prioriteter for Kommissionen – disse faktorer er vigtigere end nogensinde for at sikre vækst, beskæftigelse og konkurrencedygtighed til gavn for vores virksomheder og borgere.

Kommissionen er fast besluttet på i tæt samarbejde med medlemsstaterne og interessenterne at styrke partnerskabet for markedsadgang og tilpasse sin værktøjskasse til de mere og mere komplekse forhold, som vores virksomheder opererer under. Det vil blive nødvendigt at finde mere transaktionsbaserede og kreative metoder til tackling af handelshindringer, hvis bestræbelserne på at åbne markeder og forbedre EUvirksomheders muligheder på verdensplan skal kunne fortsætte.

(1)      Partnerskabet for markedsadgang blev oprettet i 2007 for at styrke samarbejdet mellem Kommissionen, medlemsstaterne og europæisk erhvervsliv i både Bruxelles og ude i medlemsstaterne. Det er baseret på månedlige møder i det rådgivende udvalg for markedsadgang og sektorspecifikke arbejdsgrupper om markedsadgang i Bruxelles samt regelmæssige møder i markedsadgangsteams og mellem handelsrådgivere i tredjelande.
(2)       http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2015/october/tradoc_153846.pdf
(3)      Der blev i den sammenhæng vedtaget en ny rapport om gennemførelsen af frihandelsaftaler i 2017. Den næste rapport ventes senere i 2018.
(4)      Med denne fremgangsmåde går man bort fra at analysere de generelle protektionistiske tendenser, der blev undersøgt i rapporterne indtil 2016.
(5)      Algeriet, Angola, Argentina, Armenien, Australien, Bangladesh, Hviderusland, Bolivia, BosnienHercegovina, Brasilien, Cameroun, Canada, Chile, Colombia, De Forenede Arabiske Emirater, Den Dominikanske Republik, Ecuador, Egypten, Hong Kong, Indien, Indonesien, Iran, Israel, Japan, Kasakhstan, Kina, Libanon, Malaysia, Marokko, Mexico, Moldova, Mozambique, New Zealand, Nigeria, Norge, Oman, Pakistan, Paraguay, Peru, Filippinerne, Den Russiske Føderation, Saudi-Arabien, Schweiz, Serbien, Singapore, Sydafrika, Sydkorea, Taiwan, Thailand, Tunesien, Tyrkiet, Uganda, Ukraine, Uruguay, USA, Venezuela og Vietnam.
(6)      Databasen for markedsadgang ( http://madb.europa.eu/madb/indexPubli.htm ) indeholder oplysninger til virksomheder, der eksporterer fra EU, om importbetingelserne på tredjelandsmarkeder. Dette omfatter oplysninger om handelshindringer, men også om told og oprindelsesregler, procedurer og formaliteter ved import til tredjelande, sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS), statistik samt om specifikke eksporttjenester til små og mellemstore virksomheder. EU's eksporthelpdesk ( http://exporthelp.europa.eu/thdapp/index.htm ) giver også oplysninger om betingelserne for at importere fra handelspartnerlandene til EU (herunder gældende told og krav, præferenceordninger samt kvoter og statistik).
(7)      "Aktive" hindringer betyder, at der aktivt følges op på dem af partnerskabet for markedsadgang (i modsætning til hindringer, der er blevet fjernet).
(8)      Jf. f.eks. den nylige fælles rapport fra Det Internationale Handelscenter og Kommissionen, "Navigating Non-tariff Measures: Insights From A Business Survey in the European Union", december 2016 ( http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2016/december/tradoc_155181.pdf ), oversigten over potentielt handelsbegrænsende foranstaltninger, der er beskrevet i den forrige rapport ( http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2016/may/tradoc_154568.pdf ; http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2016/june/tradoc_154665.pdf ), eller tidligere rapporter om protektionisme.
(9)      En sammenlægning af sidste år foranstaltninger (372) med tallene fra 2017 (67 nye og 45 hindringer, der er blevet fjernet) giver 394. Forskellen (2 hindringer fra 396) skyldes, at 2 hindringer blev delt i 4 – de forskellige aspekter af hindringerne blev indkodet forskelligt. Fra 2018 registrerer Kommissionen hindringer på denne mere detaljerede måde. De forskellige aspekter af en hindring registreres separat, hvilket gør det muligt at overvåge de enkelte hindringer mere effektivt. Det medfører et større antal hindringer, men det ændrer ikke på tendenserne.
(10) G20-ledernes erklæring: Udformning af en sammenkoblet verden: http://www.g20.utoronto.ca/2017/2017-G20-leaders-declaration.html
(11)    Algeriet, Argentina, Australien, Bolivia, Brasilien, Canada, Colombia, Congo, De Forenede Arabiske Emirater, Den Dominikanske Republik, Ecuador, Egypten, Filippinerne, Hong Kong, Indien, Indonesien, Irak, Iran, Israel, Japan, Kina, Libanon, Mexico, Mozambique, Nicaragua, Pakistan, Rusland, Saudi-Arabien, Serbien, Singapore, Sydafrika, Sydkorea, Thailand, Tunesien, Tyrkiet, Ukraine, Uruguay, Venezuela og Vietnam.* G20-landene.** Euromed-landene.
(12)      Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/1843 af 6. oktober 2015 om fastsættelse af EUprocedurer på området for den fælles handelspolitik med henblik på at sikre udøvelsen af Unionens rettigheder i henhold til internationale handelsregler, navnlig regler fastlagt i Verdenshandelsorganisationens regi (EUT L 272 af 16.10.2015, s. 1).
(13)      Jf. nedenfor, s. 30.
(14)    Et særtræk ved SPS-hindringer er, at tredjelande kan fjerne hindringerne medlemsstat for medlemsstat, da de ikke altid anser EU for at være én enhed, når det gælder SPS-spørgsmål. Fremskridtene er derfor delvise, men ikke desto mindre vigtige.
(15) Mere konkret anvendte vi en Difference-in-Difference-metode og foretog en særskilt analyse af indvirkningen på handelen med de specifikke berørte produkter mellem EU og de lande, som havde indført hindringen.
(16) Analysen dækker ikke det (rekordhøje) antal hindringer, der blev fjernet i 2017, da vi har brug for mindst et komplet år med data efter fjernelsen af en hindring for at kunne fastslå indvirkningen på handelen.
Top