EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 8.3.2018
COM(2018) 112 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
om kvaliteten af de budgetdata, medlemsstaterne indberettede i 2017
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52018DC0112
REPORT FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT AND THE COUNCIL on the quality of fiscal data reported by Member States in 2017
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om kvaliteten af de budgetdata, medlemsstaterne indberettede i 2017
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om kvaliteten af de budgetdata, medlemsstaterne indberettede i 2017
COM/2018/0112 final
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 8.3.2018
COM(2018) 112 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
om kvaliteten af de budgetdata, medlemsstaterne indberettede i 2017
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
om kvaliteten af de budgetdata, medlemsstaterne indberettede i 2017
INDHOLDSFORTEGNELSE
1. Baggrund
2. Vigtigste konstateringer vedrørende indberetningen for 2017 af det offentlige underskud og den offentlige gæld
2.1. Aktualitet, pålidelighed og fuldstændighed
2.1.1. Aktualitet
2.1.2. Pålidelighed
2.1.3. Skemaernes fuldstændighed og supplerende oplysninger
2.1.4. Supplerende skema til indberetning af det offentliges indgreb til støtte for finansielle institutioner
2.1.5. Spørgeskema om mellemstatslig långivning
2.2. Overholdelse af regnskabsregler og de statistiske datas konsistens
2.2.1. Udveksling af oplysninger og præciseringer
2.2.2. Dialogbesøg og metodologiske besøg
2.2.3. Særlig rådgivning ydet af Eurostat
2.2.4. Nyere metodologiske spørgsmål
2.2.5. Overensstemmelse med de tilgrundliggende offentlige regnskaber
2.3. Offentliggørelse
2.3.1. Offentliggørelse af overordnede tal og detaljerede indberetningsskemaer
2.3.2. Forbehold vedrørende dataenes kvalitet
2.3.3. Ændring af de indberettede data
2.3.4. Offentliggørelse af metadata (oversigter)
3. Konklusioner
1.Baggrund
Ifølge artikel 8, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 1 skal Kommissionen (Eurostat) regelmæssigt aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om kvaliteten af de faktiske data, der indberettes af medlemsstaterne. I denne årlige rapport gives der en generel vurdering af dataenes aktualitet, pålidelighed, fuldstændighed, konsistens og overensstemmelse med regnskabsreglerne. Kommissionen vedtog den foregående rapport (om dataene fra 2016) den 9. marts 2017 2 .
Eurostat vurderer regelmæssigt kvaliteten af de faktiske data, som medlemsstaterne indberetter, og af de tilgrundliggende regnskaber for sektoren offentlig forvaltning og service i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 549/2013 3 . Den vurdering fokuserer på de faktorer, der forklarer det offentlige underskud/overskud og variationer i den offentlige gæld. Medlemsstaterne indsender disse oplysninger til Eurostat to gange om året i "EDP-indberetningsskemaerne", "spørgeskemaet vedrørende EDP-indberetningsskemaerne", "det supplerende skema vedrørende offentlige indgreb til støtte for finansielle institutioner" samt via bilaterale redegørelser. Eurostat aflægger også regelmæssige EDP-dialogbesøg for at holde kontakt med medlemsstaterne.
Denne rapport tager udgangspunkt i de vigtigste resultater og konstateringer vedrørende medlemsstaternes EDP-indberetninger i 2017. Den fokuserer på de seneste indberetninger, der blev foretaget i oktober 2017, og når det er hensigtsmæssigt, drages der sammenligninger med de data, der blev indsendt i april 2017 og i 2016.
2.Vigtigste konstateringer vedrørende indberetningen for 2017 af det offentlige underskud og den offentlige gæld
2.1.Aktualitet, pålidelighed og fuldstændighed
2.1.1.Aktualitet
Medlemsstaterne skal underrette Eurostat om deres faktiske og forventede EDP-data to gange om året, inden den 1. april og inden den 1. oktober 4 . I 2017 dækkede EDP-indberetningerne perioden 2013‑2017. Tallene for 2017 er de af de nationale myndigheder forventede tal, mens tallene for 2013‑2016 er de faktiske data 5 . I overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i forordning (EF) nr. 479/2009 vurderer Eurostat de faktiske data, som medlemsstaterne indberetter, men ikke de forventede data.
Alle medlemsstater overholdt fristerne for begge indberetninger.
2.1.2.Pålidelighed
De ændringer, der blev foretaget mellem EDP-indberetningerne i april 2017 og oktober 2017, skyldtes hovedsagelig opdateringer af kildedata, primært for de offentlige budgetters saldi ("working balances") og skattedata, og metodologiske ændringer såsom omklassificeringer af enheder eller transaktioner.
Hvad angår ændringer mellem indberetningerne for april og oktober 2016, blev det offentlige overskud/underskud (som en procentdel af BNP) forbedret for otte medlemsstaters vedkommende og forværret for 10 medlemsstaters vedkommende. De største positive ændringer blev indberettet af Danmark og Sverige (+0,3 procentpoint hver) samt Tjekkiet og Finland (+0,2 procentpoint hver). De største negative ændringer blev indberettet af Estland (-0,6 procentpoint), Slovakiet (-0,5 procentpoint) og Grækenland (-0,3 procentpoint). De største opjusteringer af gældsniveauet for 2016, der blev foretaget af andre årsager end en ændring af BNP, blev indberettet af Sverige (+0,9 procentpoint), Ungarn og Cypern (+0,7 procentpoint hver) samt Luxembourg (+0,3 procentpoint), mens gældsniveauet i Malta blev nedjusteret (-0,4 procentpoint).
Ændringer af BNP havde en betydelig virkning på gældskvotienten i flere medlemsstater. På grund af ændringer i BNP blev der registreret stigninger i Grækenland (+1,7 procentpoint), Luxembourg og Frankrig (+0,4 procentpoint hver) samt Letland (+0,2 procentpoint), og et fald i 24 medlemsstater, hvoraf Irland indberettede det største (-2,7 procentpoint), Kroatien, Cypern og Slovenien (-1,3 procentpoint hver), Det Forenede Kongerige (-1,0 procentpoint), Østrig og Ungarn (-0,9 procentpoint hver), Italien (-0,6 procentpoint), Bulgarien, Tjekkiet, Nederlandene og Finland (-0,5 procentpoint hver).
2.1.3.Skemaernes fuldstændighed og supplerende oplysninger
Det er lovpligtigt at udfylde indberetningsskemaerne, og det er nødvendigt, hvis Eurostat skal vurdere datakvaliteten på en passende måde. I henhold til artikel 8, stk. 2, i forordning (EF) nr. 479/2009 skal medlemsstaterne til Eurostat indsende relevante statistiske oplysninger, der "(...) (især) omfatter (...):
a) data fra nationalregnskaber
b) oversigter
c) skemaer til indberetning af data vedrørende proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud
d) yderligere spørgeskemaer og præciseringer i forbindelse med indberetningerne."
Der er fire centrale EDP-indberetningsskemaer:
-Skema 1 dækker indberetning af det offentlige overskud/underskud (i alt og pr. offentlig delsektor), og den offentlige gæld (det samlede 6 gældsniveau og pr. kategori af finansielle instrumenter). Det dækker ligeledes BNP i markedspriser og de offentlige udgifter til faste bruttoinvesteringer og renter.
-Skema 2A-2D indeholder data, der forklarer sammenhængen mellem de nationale definitioner af den offentlige saldo (benævnt "de offentlige budgetters saldo" ("working balance") i nationalregnskabsmetodologien) og overskuddet/ underskuddet for hver offentlig delsektor (benævnt "nettolångivning/nettolåntagning" i nationalregnskabsmetodologien) 7 .
-Skema 3A-3D indeholder data, der forklarer bidragene fra det offentlige overskud/underskud og andre relevante faktorer til variationen i den offentlige gæld og konsolideringen af gælden.
-Skema 4 indeholder hovedsagelig data om handelskreditter og forudbetalinger 8 .
I 2017 dækkede EDP-skema 1 og 2 perioden 2013-2017 9 , mens de øvrige skemaer dækkede perioden 2013-2016.
Alle medlemsstater fremsendte alle EDP-indberetningsskemaer 10 til Eurostat i april og oktober. I forbindelse med indberetningen i oktober udfyldte alle medlemsstater EDP-skema 1 fuldt ud og gav oplysninger i EDP-skema 2 om sammenhængen mellem de offentlige budgetters saldo og det offentlige overskud/underskud for alle delsektorer. Det Forenede Kongerige indberettede for første gang korrektionsposter i EDP-skema 2A og 2C. Nogle lande (Tyskland og Østrig) indberettede ikke alle de korrektionsposter, der var anmodet om i skemaet, og andre (Tyskland, Italien, Nederlandene, Finland og Sverige) medtog en række yderligere korrektionsposter.
Ikke alle medlemsstater leverede samtlige underopdelinger i EDP-skema 3, navnlig hvad angår kommunal forvaltning og service.
Den offentlige beholdning af handelskreditter og forudbetalinger bør indberettes i EDP-skema 4. Der blev dog opnået fuldstændig dækning af alle offentlige delsektorer samt inden for delsektorerne i lidt over halvdelen af medlemsstaterne. Belgien, Bulgarien, Tyskland, Irland, Frankrig, Italien, Cypern, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen og Det Forenede Kongerige mærkede de data, de indberettede, som midlertidige, dvs. at de kan blive ændret i fremtidige indberetninger.
EDP-skemaernes fuldstændighed kan stadig forbedres. De resterende problemer forventes dog at have ringe indvirkning på datakvaliteten.
Alle medlemsstaterne besvarede "spørgeskemaet vedrørende EDP-indberetningsskemaerne" 11 . Selv om besvarelsernes dækning og kvalitet løbende er blevet forbedret, skal der stadig gøres fremskridt, da nogle lande ikke indberettede alle de oplysninger, der blev anmodet om. Dette gælder især for data om den offentlige sektors fordringer og gældsannulleringer, opdelingerne af andre forfaldne ikke-betalte mellemværender, registreringen af statsgarantier (hovedsagelig for kommunal forvaltning og service) og data om kapitalindskud.
2.1.4.Supplerende skema til indberetning af det offentliges indgreb til støtte for finansielle institutioner
Eurostat har siden den 15. juli 2009 indsamlet et sæt supplerende data om offentlige indgreb til støtte for finansielle institutioner. De data, der blev indsamlet i 2017, vedrørte perioden 2007-2016. Alle medlemsstater undtagen fem (Estland, Malta, Polen, Rumænien og Slovakiet) indberettede statslige indgreb i denne periode. I Finland (2008) og Tjekkiet (2013-2015) vedrørte de eneste indgreb, der blev indberettet, eventualforpligtelser. Med undtagelse af Slovenien og Cypern indberettede alle lande i 2016 enten en begrænset stigning i deres underskud eller en neutral virkning som følge af det offentliges indgreb til støtte for finansielle institutioner. Eurostat offentliggjorde sideløbende med sin EDP-pressemeddelelse et baggrundsnotat, der gav flere oplysninger om indholdet af det supplerende skema og konklusioner vedrørende data 12 .
2.1.5.Spørgeskema om mellemstatslig långivning
Medlemsstaterne leverer data om mellemstatslig långivning, sædvanligvis i forbindelse med finansielle støtteprogrammer. Disse data og yderligere oplysninger om den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet er en del af EDP-pressemeddelelsen. I 2013‑2016 vedrørte disse data hovedsagelig Grækenland, Irland og Portugal.
Bilateral mellemstatslig långivning trækkes fra ved beregningen af EU-28- og euroområdeaggregaterne for offentlig gæld efter Maastrichtkriterierne, da begge vises på konsolideret basis.
2.2.Overholdelse af regnskabsregler og de statistiske datas konsistens
2.2.1.Udveksling af oplysninger og præciseringer
I den tre uger lange indberetningsperiode mellem forårs-/efterårsindberetningsfristen og offentliggørelsesdatoen kontaktede Eurostat alle medlemsstaternes nationale statistikmyndigheder for at anmode om yderligere oplysninger og for at præcisere, hvordan regnskabsreglerne skal anvendes i forbindelse med bestemte transaktioner. Denne korrespondance skete ad flere omgange.
Med indberetningsperioden efteråret 2017 som eksempel blev de første anmodninger om præciseringer sendt til alle medlemsstater inden den 6. oktober, den næste omgang anmodninger blev sendt til 26 medlemsstater, en tredje omgang til 17 og i fjerde omgang blev der kun sendt anmodninger til én medlemsstat. Eurostat anmodede visse medlemsstater om at fremlægge reviderede "EDP-indberetningsskemaer", reviderede skemaer for de tilgrundliggende offentlige regnskaber (dvs. udgifts- og indtægtsregnskaber på årsbasis og finansielle og ikke-finansielle konti på kvartalsbasis) og et revideret "spørgeskema vedrørende EDP-indberetningsskemaerne". I de fleste tilfælde var ændringerne i dataene fra oktober 2017-indberetningsperioden rettelser af tekniske fejl, interne uoverensstemmelser og tilpasninger i EDP-indberetningsskemaerne eller i det tilhørende spørgeskema. Et par ændringer vedrørte en opdatering af kildedata, herunder forventede data for 2017.
2.2.2.Dialogbesøg og metodologiske besøg
Der er i forordning (EF) nr. 479/2009 fastsat bestemmelser om dialogbesøg og metodologiske besøg. Repræsentanter for GD for Økonomiske og Finansielle Anliggender og Den Europæiske Centralbank deltager regelmæssigt i disse besøg som observatører. I forbindelse med de regelmæssige (som minimum hvert andet år) dialogbesøg i medlemsstaterne gennemgår Eurostat de indberettede data, undersøger metodologiske spørgsmål, drøfter de statistiske procedurer og kilder, der er beskrevet i oversigterne, og vurderer overholdelsen af de relevante regnskabsregler (afgrænsning af den offentlige sektor, registreringstidspunktet og klassificering af offentlige transaktioner og forpligtelser). Metodologiske besøg finder normalt kun sted i særlige tilfælde, hvor der er konstateret betydelige risici eller potentielle problemer i forbindelse med dataenes kvalitet.
Der kan også tilrettelægges ad hoc-besøg eller tekniske besøg, hvis Eurostat tager et særligt vigtigt spørgsmål op med en medlemsstat, som kun kan løses ved et møde med de berørte myndigheder.
I 2017 aflagde Eurostat EDP-dialogbesøg i Kroatien, Irland, Grækenland (to gange), Italien, Cypern, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Sverige, Letland, Slovenien, Estland, Østrig, Slovakiet og Spanien. Der blev også aflagt ad hoc-besøg i Polen, Luxembourg og Ungarn.
Eurostat foretog ingen metodologiske besøg i 2017.
De endelige resultater af hvert dialogbesøg, herunder de aftalte aktionspunkter og status for de spørgsmål, som blev rejst, sendes til Det Økonomiske og Finansielle Udvalg og offentliggøres på Eurostats hjemmeside 13 . Dialogbesøgene samt gennemførelsen af disse aktionspunkter har gradvist forbedret datakvaliteten betydeligt.
2.2.3.Særlig rådgivning ydet af Eurostat
Medlemsstaterne spørger regelmæssigt Eurostat til råds om forskellige nationalregnskabstekniske spørgsmål vedrørende fremtidige eller allerede gennemførte transaktioner. Eurostat yder rådgivning i overensstemmelse med de offentliggjorte retningslinjer 14 . Af hensyn til gennemsigtigheden har Eurostat siden juli 2016 offentliggjort alle sine rådgivningsskrivelser 15 uden først at indhente samtykke fra den berørte medlemsstat, sådan som det var praksis indtil da. Eurostat offentliggjorde 12 rådgivningsskrivelser i 2017:
2.2.4.Nyere metodologiske spørgsmål
Eurostat overvåger anvendelsen af reglerne i ENS 2010 og dens metodologiske afgørelser ved at analysere de data, som medlemsstaterne har indberettet i EDP-skemaerne og "spørgeskemaet vedrørende EDP-indberetningsskemaerne", samt gennem drøftelser med de nationale statistikmyndigheder under EDP-dialogbesøgene.
Eurostat stiller yderligere metodologisk vejledningsmateriale om regnskabsreglerne for både EDP-statistikker og statistikker over statsfinanserne (GFS - government finance statistics), der supplerer de generelle bestemmelser i ENS 2010, til rådighed. Der udsendes vejledninger under Eurostats ansvar efter høring af medlemsstaternes statistikmyndigheder. Der udsendes præciseringer under Eurostats ansvar, hvori der redegøres for regnskabsreglerne for en række meget specifikke spørgsmål.
I 2017 offentliggjorde Eurostat vejledninger om mobiltelefonlicenser, udnyttelsesrettigheder og andre licenser (27. marts) og om registrering af kontrakter om energimæssig ydeevne i offentlige regnskaber (19. september).
Medlemsstaternes retningslinjer for udfyldelse af EDP-indberetningen vedrørende det offentlige underskud og gæld, der anvendes til sammenstilling af EDP-statistikker, blev opdateret i overensstemmelse med ENS 2010 (23. marts).
De emner, der ikke var dækket i tilstrækkelig grad, gennem eksisterende vejledninger og retningslinjer blev analyseret nærmere og drøftet i tekniske arbejdsgrupper og projektgrupper.
Ud over de to regelmæssige møder i arbejdsgruppen for EDP-statistikker, oprettede Eurostat fire projektgrupper (om henholdsvis kontrakter om energimæssig ydeevne, en vejledning for offentlige underskud og gæld, statistikker over statsfinanserne og formålsklassifikationen for offentlig forvaltning og service) samt to særlige ekspertmøder (om afviklingsselskaber og giftig gæld).
Eurostat fortsatte arbejdet med at følge op på Økofinrådets konklusioner fra november 2016 vedrørende statistikker i samarbejde med Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs underudvalg vedrørende statistik og med Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (suppleanter). Efter anmodning fra Rådet udarbejdede Eurostat en rettidig fremskridtsrapport og fremlagde den for EFC. Eurostat udarbejdede også et dokument, der fastlagde detaljerede procedurer for udvikling og gennemførelse af metoder til understøttelse af data vedrørende proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud 16 , hvis primære formål er at fastlægge faste procedurer for det metodologiske arbejde vedrørende EDP og GFS med et særligt fokus på klarhed, gennemsigtighed og rettidighed. I dokumentet gøres der rede for de forskellige typer metodologisk vejledning, som der findes ud over ENS 2010, for hvad høringsprocessen er for hver type samt for de nærmere bestemmelser for gennemførelsen.
Den 22. februar vedtog Kommissionen en rapport om undersøgelsen af manipulation af statistikker i Østrig (jf. forordning (EU) nr. 1173/2011 om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet og Kommissionens afgørelse af 3. maj 2016) og en henstilling med henblik på Rådets gennemførelsesafgørelse om en bod, der pålægges Østrig for manipulation af gældsdata i delstaten Salzburg. I henhold til artikel 8, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1173/2011, skal Rådet træffe afgørelse vedrørende henstillingen.
2.2.5.Overensstemmelse med de tilgrundliggende offentlige regnskaber
Indberetningsfristerne, som ved forordning (EF) nr. 479/2009 blev fastsat til den 1. april og den 1. oktober, blev indført for at sikre overensstemmelse med de tilgrundliggende årlige og kvartårlige regnskaber for den offentlige sektor som meddelt i forskellige ENS-indberetninger til Eurostat. Eksempelvis bør de samlede udgifts- og indtægtsbeløb være i overensstemmelse med de indberettede underskud.
EDP-dataene stemte som regel overens med de indberettede ENS 2010-regnskaber for den offentlige sektor, selv om både statuskontiene for finansielle aktiver og passiver (beholdninger) og de finansielle konti for offentlig forvaltning og service på kvartalsbasis (ENS-skema 27) gav anledning til bekymring. Der er stadig behov for en yderligere indsats fra visse medlemsstater for at forbedre konsistensen mellem EDP-skema 3 og ENS-tabel 27.
Der er betydelige uoverensstemmelser vedrørende finansielle nettotransaktioner for en række år for Grækenland, fordi de finansielle regnskaber, der er indberettet af den græske nationalbank, ikke er enslydende med de EDP-data, der er indberettet af ELSTAT. Den græske nationalbank har ikke fulgt Eurostats vejledning for ENS 2010-regnskaber på en række områder. I oktober 2015 besluttede Eurostat at undlade at offentliggøre ENS-tabel 27 for Grækenland, indtil problemerne var blevet løst.
Hvad angår Tyskland, Spanien og Portugal adskiller indberetningen af statistiske afvigelser i indberetningsskemaet for oktober 2017 sig fra konventionen for ENS-tabel 27, og dette fører til betydelige forskelle for alle årene.
BNP-tallene var konsistente for alle medlemsstaterne, bortset fra mindre forskelle for Frankrig (april) og Litauen (oktober), hvor begge lande indrapporterede en foreløbig udgave af årsregnskaberne i forbindelse med EDP.
De data om overskud/underskud, faste bruttoinvesteringer og renteudgifter, som medlemsstaterne har indberettet, var i fuld overensstemmelse med de årlige og kvartalsvise data om de offentlige udgifter og indtægter (ENS-tabel 2 og 25). Dataene om årlig gæld og offentlig gæld på kvartalsbasis (ENS-tabel 28) er også i fuldkommen overensstemmelse for alle medlemsstater.
2.3.Offentliggørelse
2.3.1.Offentliggørelse af overordnede tal og detaljerede indberetningsskemaer
I henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 479/2009 "[fremlægger] Kommissionen (Eurostat) [...] dataene om det faktiske offentlige underskud og den faktiske offentlige gæld med henblik på anvendelsen af protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud senest tre uger efter udløbet af de indberetningsfrister [...]. Fremlæggelsen af dataene sker ved offentliggørelse."
Eurostat offentliggjorde tallene for det offentlige underskud og den offentlige gæld på sin hjemmeside den 24. april 17 og den 23. oktober 18 sammen med samtlige endelige indberetningsskemaer 19 , som medlemsstaterne havde indsendt, og notater om:
-stock-flow-tilpasning
-offentlige indgreb til støtte for finansielle institutioner
-beholdningen af passiver i forbindelse med handelskreditter og forudbetalinger
-ændringer af det offentlige overskud/underskud og gæld (dette blev offentliggjort separat for første gang i april).
Eurostat offentliggjorde ligeledes en pressemeddelelse om gælden efter Maastrichtkriterierne på kvartalsbasis, ca. t+115 dage 20 , samt en pressemeddelelse om det kvartårlige offentlige underskud.
I henhold til forordning (EF) nr. 479/2009 skal medlemsstaterne offentliggøre deres faktiske data om underskud og gæld. Alle medlemsstater offentliggør data om underskud og gæld på nationalt plan. De fleste har meddelt Eurostat, at de offentliggør alle deres EDP-skemaer. Fem medlemsstater (Bulgarien, Italien, Luxembourg, Polen og Slovakiet) offentliggør kun nogle af indberetningsskemaerne. Frankrig offentliggør kun tallene for underskud og gæld og ingen EDP-skemaer på nationalt plan.
2.3.2.Forbehold vedrørende dataenes kvalitet
Oktober 2017
Eurostat har udtrykt forbehold vedrørende kvaliteten af de data, som Frankrig har indberettet, hvad angår registreringen af en række transaktioner gennemført af Agence Française de Développement.
Eurostat fastholdt sit forbehold vedrørende kvaliteten af de data, der var blevet indberettet af Belgien og Ungarn (forbeholdet blev for Ungarns vedkommende trukket delvist tilbage).
Eurostat trak sit forbehold vedrørende kvaliteten af de data, som Luxembourg havde indberettet, (udtrykt i sin pressemeddelelse af 24. april 2017) tilbage.
April 2017
Eurostat udtrykte et forbehold vedrørende kvaliteten af de data, som Luxembourg havde indberettet, hvad angår sektorklassificeringen af sygehuse samt en række tekniske spørgsmål såsom registreringen af tilgodehavender og forpligtelser, størrelsen af statistiske forskelle i skemaer vedrørende proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og manglende data for kommunal forvaltning og service.
Eurostat fastholdt sit forbehold vedrørende kvaliteten af de data, der var blevet indberettet af Belgien og Ungarn.
Eurostat trak sit forbehold vedrørende kvaliteten af de data, som Cypern havde indberettet, (udtrykt i sin pressemeddelelse af 21. oktober 2016) tilbage.
2.3.3.Ændring af de indberettede data
Eurostat har ikke ændret de data, som medlemsstaterne indberettede i EDP-indberetningerne i april eller oktober 2017.
2.3.4.Offentliggørelse af metadata (oversigter) 21
Det fremgår af forordning (EF) nr. 479/2009, at EDP-oversigterne er en del af de statistiske oplysninger, som medlemsstaterne skal levere. I henhold til forordningen skal oversigterne også offentliggøres nationalt.
Eurostat har ændret formatet for EDP-oversigterne og foretaget strukturelle ændringer og indført krav om mere detaljerede oplysninger. Der er opnået enighed om den nye skabelon for oversigter, der er tilpasset ENS 2010, og ved udgangen af 2017 havde Eurostat offentliggjort reviderede oversigter for 21 medlemsstater. De resterende syv medlemsstater har indsendt et udkast til en EDP-oversigt. De endelige EDP-oversigter for Grækenland, Irland og Østrig vil blive offentliggjort i løbet af de kommende måneder. Der forventes yderligere fremskridt, hvad angår Frankrig, Cypern, Luxembourg og Nederlandene.
3.Konklusioner
Eurostat anerkender de fortsatte generelle forbedringer i de indberettede datas konsistens og fuldstændighed. Budgetdataenes kvalitet skal dog forbedres yderligere. I 2017 har Eurostat intensiveret de bilaterale præciseringer i forbindelse med vurderingen af EDP-indberetningerne. Eurostat styrkede også kontakterne og samrådet med medlemsstaterne mellem indberetningerne. Offentliggørelsen af alle Eurostats rådgivningsskrivelser om metodologi forbedret videndelingen og gennemsigtigheden. Det samme er tilfældet for den meget omfattende kommunikationsindsats mellem brugere og producenter af statistikker i forbindelse med metodeudvikling.
Der er fortsat konsistensproblemer med de finansielle kvartalsregnskaber i nogle medlemsstater, navnlig i Grækenland.
Eurostat udtrykte forbehold vedrørende kvaliteten af de data, som Luxembourg indberettede i EDP-indberetningen i april, og som Frankrig indberettede i EDP-indberetningen i oktober. Eurostat trak sine forbehold vedrørende Cypern (april) og Luxembourg (oktober) tilbage og fastholdt forbeholdene vedrørende Belgien og Ungarn (april og oktober).
Alt i alt konkluderer Eurostat, at kvaliteten af indberetningen af budgetdata fortsatte med at blive forbedret i 2017. Generelt har medlemsstaterne indsendt oplysninger, som er af højere kvalitet og mere fuldstændige i EDP-indberetningsskemaerne og i andre statistiske indberetninger.
Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud ("EDP"), der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 145 af 10.6.2009, s. 1).
COM(2017) 123 final.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 549/2013 af 21. maj 2013 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Den Europæiske Union ("ENS 2010") (EUT L 174 af 26.6.2013, s. 1).
Artikel 3, stk. 1 og 3, i forordning (EF) nr. 479/2009.
Faktiske data kan være endelige, næsten endelige eller estimerede tal.
I henhold til protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er den offentlige gæld defineret som hele den offentlige sektors konsoliderede bruttogæld, der er udstående ved årets afslutning (til pålydende værdi). I henhold til forordning (EF) nr. 479/2009 indbefatter den offentlige gæld sedler og mønt samt indskud (AF.2), gældsværdipapirer (AF.3) og lån (AF.4) som defineret i ENS 2010.
Artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 479/2009.
Se erklæringerne til Rådets mødeprotokol af 22. november 1993:
https://webgate.ec.europa.eu/fpfis/mwikis/gfs/images/e/e7/Statements_9817.en93.pdf.
I henhold til forordning (EF) nr. 479/2009 kræves det kun eksplicit, at medlemsstaterne fremlægger forventede data i EDP-skema 1 og 2A.
Medlemsstaternes EDP-indberetningsskemaer findes på Eurostats hjemmeside:
http://ec.europa.eu/eurostat/web/government-finance-statistics/excessive-deficit-procedure/edp-notification-tables
.
Spørgeskemaet omfatter 13 dele, hvor der anmodes om kvantitative og en række kvalitative oplysninger inden for forskellige områder, bl.a. transaktioner i forbindelse med skatter og bidrag til sociale ordninger og med EU, anskaffelse af militært udstyr, statsgarantier, gældsannulleringer, offentlige kapitalindskud i offentlige selskaber, offentlig‑private partnerskaber, omkanalisering af transaktioner osv.
http://ec.europa.eu/eurostat/web/government-finance-statistics/methodology/advice-to-member-states
"t" henviser til udgangen af indberetningsperioden.
Oversigter over metoder, procedurer og kilder, der er anvendt til at indsamle data om det faktiske underskud og den faktiske gæld og de tilgrundliggende offentlige regnskaber.