I. Indledning
Den generelle ramme for samarbejdet mellem EU og Egypten er fastsat ved associeringsaftalen, som blev undertegnet i 2001 og trådte i kraft i 2004. Alle elementer af associeringsaftalen gælder fortsat, men dette dokument opstiller de prioriteter, der er fastlagt i fællesskab af EU og Egypten, i lyset af den reviderede europæiske naboskabspolitik, der er retningsgivende for partnerskabet i de næste 3 år.
Disse prioriteter for partnerskabet har til formål at imødegå de fælles udfordringer, som EU og Egypten står over for, fremme de fælles interesser og sikre langsigtet stabilitet på begge sider af Middelhavet. Prioriteterne for partnerskabet er underlagt et fælles tilsagn i forbindelse med universelle værdier med hensyn til demokrati, retsstatsprincippet og respekten for menneskerettighederne. De har også til formål at styrke samarbejdet til støtte for Egyptens udviklingsstrategi "Sustainable Development Strategy – Vision-2030".
II. Foreslåede prioriteter
Prioriteterne for partnerskabet forventes at bidrage til opfyldelsen af befolkningens forventninger på begge sider af Middelhavet, navnlig ved at sikre social retfærdighed, anstændige jobmuligheder, økonomisk velstand og væsentligt forbedrede levevilkår, hvilket således konsoliderer stabiliteten i Egypten og EU. Inklusiv vækst, som bygger på innovation, og en effektiv og deltagerorienteret forvaltning, der er underlagt retsstatsprincippet, menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder, er centrale aspekter af disse mål. Prioriteterne tager også hensyn til de respektive roller, som EU og Egypten har som internationale aktører, og de har til formål at øge det bilaterale såvel som det regionale og internationale samarbejde. Som sådan vil de overordnede prioriteter være retningsgivende for det fornyede partnerskab:
1. Egyptens bæredygtige moderne økonomi og sociale udvikling
EU og Egypten vil som vigtige partnere samarbejde om at fremme socioøkonomiske mål, der er fastsat i Egyptens strategi "Sustainable Development Strategy – Vision 2030", med henblik på at opbygge et stabilt og velstående Egypten.
a) Økonomisk modernisering og iværksætteri
Egypten har forpligtet sig til at opnå varig socioøkonomisk bæredygtighed, bl.a. gennem skabelse af et gunstigere miljø for inklusiv vækst og jobskabelse, navnlig for unge og kvinder, f.eks. ved at tilskynde til integration i økonomien af den uformelle sektor. For den langsigtede økonomiske bæredygtighed vil dette omfatte foranstaltninger, der kan skabe et større finanspolitisk råderum for bedre at kunne gennemføre strategien for bæredygtig udvikling, yderligere reformer af subsidier og beskatning, en styrkelse af den private sektors rolle og en forbedring af erhvervsklimaet for at tiltrække flere udenlandske investeringer, herunder gennem en mere åben og konkurrencedygtig handelspolitik, der kan sikre fuld udnyttelse af digitaliseringsdividenden, og gennem støtte til vigtige infrastrukturprojekter, som f.eks. udvikling af et effektivt transportsystem. EU vil endvidere støtte Egyptens indsats for en reform af den offentlige forvaltning og god forvaltningspraksis, også gennem anvendelsen af statistikker af høj kvalitet og under hensyntagen til den digitale revolution og de dermed forbundne nye forretningsmodeller og sociale modeller.
Den egyptiske strategi for bæredygtig udvikling lægger stor vægt på små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og på "mega-projekter", som f.eks. udviklingsprojektet for Suezkanalen, Golden Triangle-projektet vedrørende mineralressourcer i Det Øvre Egypten og genvindingen af fire millioner hektar til landbrug og urbanisering, samt på vidensbankprojektet Egyptian Knowledge Bank som vigtige bidragsydere til langsigtet socioøkonomisk udvikling. I betragtning af betydningen af udviklingen af SMV'er for inklusiv vækst vil denne sektor fortsat spille en central rolle i EU's samarbejde med Egypten. Den Europæiske Union vil også overveje, hvordan man kan fremme potentialet for den socioøkonomiske udvikling af udviklingsprojektet for Suezkanalen (Suez Canal Hub). Endvidere vil EU og Egypten samarbejde på tværs af sektorer inden for forskning og innovation og med at fremme digitale teknologier og tjenester. I denne sammenhæng fremhævede Egypten og EU deres interesse i at udbygge samarbejdet på en række relevante forsknings- og uddannelsesaktiviteter på højere læreanstalter, herunder inden for rammerne af Horizon-2020 og Erasmus +.
I betragtning af Egyptens uvurderlige og mangfoldige kulturarv og det betydelige bidrag fra den kulturelle sektor (som er stærkt knyttet til turismen) til landets BNP, beskæftigelse, valutareserver og samfund i al almindelighed vil der blive lagt særlig vægt på forbindelsen mellem kultur, kulturarv og lokal økonomisk udvikling.
b) Handel og investeringer
EU og Egypten er vigtige handelspartnere. De er fast besluttet på at styrke de eksisterende handels- og investeringsforbindelser og sikre, at handelsbestemmelserne i associeringsaftalen mellem EU og Egypten om oprettelse af et frihandelsområde (FTA) gennemføres på en måde, som gør det muligt at udnytte potentialet fuldt ud. Selv om EU tidligere har fremsat forslag om en vidtgående og bred frihandelsaftale (DCFTA) for at uddybe og udvide den eksisterende frihandelsaftale, vil EU og Egypten også i fællesskab udpege andre egnede metoder til at forbedre handelsforbindelserne.
c) Social udvikling og social retfærdighed
Egypten bekræfter sit tilsagn om at reformere og fremme den sociale udvikling og den sociale retfærdighed, imødegå de sociale og demografiske udfordringer, som landet står over for, og styrke landets menneskelige ressourcer, hvilket vil fremme økonomisk og social udvikling. I den forbindelse vil EU støtte Egyptens bestræbelser på at beskytte marginaliserede grupper mod de potentielle negative virkninger af økonomiske reformer gennem sociale sikkerhedsnet og social beskyttelse. Endvidere vil EU og Egypten fortsat fremme udviklingen af by- og landområder samt forbedre leveringen af basale tjenesteydelser med særlig vægt på moderniseringen af uddannelse (herunder teknisk og erhvervsfaglig uddannelse) og sundhedssystemer. EU vil dele sine erfaringer med hensyn til at etablere en inklusiv sygesikringsordning og bedre sundhedsydelser.
d) Energisikkerhed, miljø og klimaindsats
EU og Egypten vil samarbejde om diversificeringen af energikilder med særligt fokus på vedvarende energikilder og om foranstaltninger til fremme af energieffektiviteten. EU vil efter anmodning fra den egyptiske regering støtte Egyptens bestræbelser på at ajourføre sin integrerede strategi for energi, der sigter mod at opfylde kravene til landets bæredygtige udvikling og nedbringe drivhusgasemissionerne. Endvidere er opdagelsen af offshore-gasfelter i Egypten en vigtig mulighed for synergieffekter mellem EU og Egypten i forbindelse med konventionelle energikilder set i lyset af den eksisterende likvefaktionsinfrastruktur i Egypten. Det vil gøre det muligt på en mere forudsigelig måde at producere energi, hvilket er i Egyptens interesse — i betragtning af landets store forbrugsbehov og indtægtsskabende potentiale (herunder for erhvervsklimaet og den sociale udvikling) — og i EU's interesse af hensyn til forsyningsspredning. Styrkelse af den energipolitiske dialog mellem EU og Egypten vil bidrage til kortlægning af centrale samarbejdsområder (som f.eks. teknisk bistand til at oprette et regionalt energiknudepunkt), fælles forskning, udveksling af erfaringer og bedste praksis, teknologioverførsel og fremme af subregionalt samarbejde (inden for Middelhavsområdet), samtidig med at behovet for at bevare de marine økosystemer i Middelhavsområdet erkendes.
EU og Egypten vil samarbejde om fremme af foranstaltninger vedrørende klimaet og miljøet inden for rammerne af en bæredygtig udvikling. I overensstemmelse med forpligtelserne efter vedtagelsen af Parisaftalen om klimaændringer vil EU støtte gennemførelsen af Egyptens tilsigtede nationalt bestemte bidrag inden for områderne modvirkning af og tilpasning til klimaforandringer. EU og Egypten vil desuden samarbejde om at nå de mål, der bl.a. er opstillet i udviklingsdagsordenen for 2030 og i Sendairammen for katastrofeforebyggelse.