This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52017IP0395
European Parliament resolution of 24 October 2017 on the draft Commission implementing regulation renewing the approval of the active substance glyphosate in accordance with Regulation (EC) No 1107/2009 of the European Parliament and of the Council concerning the placing of plant protection products on the market, and amending the Annex to Implementing Regulation (EU) No 540/2011 (D053565-01 — 2017/2904(RSP))
Europa-Parlamentets beslutning af 24. oktober 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (D053565-01 — 2017/2904(RSP))
Europa-Parlamentets beslutning af 24. oktober 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (D053565-01 — 2017/2904(RSP))
EUT C 346 af 27.9.2018, p. 117–121
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
27.9.2018 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 346/117 |
P8_TA(2017)0395
Fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat
Europa-Parlamentets beslutning af 24. oktober 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (D053565-01 — 2017/2904(RSP))
(2018/C 346/16)
Europa-Parlamentet,
— |
der henviser til udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (D053565-01), |
— |
der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (1), særlig artikel 20, stk. 1, |
— |
der henviser til artikel 11 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (2), |
— |
der henviser til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (3), |
— |
der henviser til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets konklusion om peerevalueringen af vurderingen af pesticidrisikoen ved aktivstoffet glyphosat (4), |
— |
der henviser til udtalelse fra Udvalget for Risikovurdering (RAC) under Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), hvori der foreslås en harmoniseret klassificering og mærkning af glyphosat på EU-niveau (5), |
— |
der henviser til sin beslutning af 13. april 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (6), |
— |
der henviser til det europæiske borgerinitiativ »Indfør et forbud mod glyphosat og beskyt mennesker og miljø mod giftige pesticider« (7), |
— |
der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, |
— |
der henviser til forretningsordenens artikel 106, stk. 2 og 3, |
A. |
der henviser til, at det erklærede formål med forordning (EF) nr. 1107/2009 er »gennem en harmonisering af bestemmelserne for markedsføring af plantebeskyttelsesmidler at sikre et højt beskyttelsesniveau for både menneskers og dyrs sundhed og miljøet og forbedre det indre markeds funktion samtidig med, at landbrugsproduktionen forbedres«; der henviser til, at bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1107/2009 hviler på forsigtighedsprincippet; |
B. |
der henviser til, at det systemiske herbicid glyphosat for øjeblikket opviser den største produktionsmængde på verdensplan blandt alle herbicider; der henviser til, at 76 % af anvendelsen af glyphosat på verdensplan sker i landbruget; der henviser til, at glyphosat også i vid udstrækning anvendes i skovbrug, byområder og haver; der henviser til, at 72 % af den samlede mængde glyphosat, der anvendtes på verdensplan fra 1974 til 2014, er blevet sprøjtet inden for de sidste 10 år; |
C. |
der henviser til, at befolkningen først og fremmest eksponeres ved ophold i nærheden af sprøjtede områder, via privat brug og via kosten; der henviser til, at eksponeringen for glyphosat er stigende på grund af stigningen i den samlede mængde glyphosat, der anvendes; der henviser til, at virkningen af glyphosat og af dets mest almindelige hjælpestoffer på menneskers sundhed bør kontrolleres regelmæssigt; der henviser til, at der er konstateret glyphosat og/eller restkoncentrationer heraf i vand, jord, fødevarer og drikkevarer samt i ikke-spiselige produkter såvel som i det menneskelige legeme (f.eks. i urin); |
D. |
der henviser til, at Den Europæiske Unions rapport fra 2014 om pesticidrester i fødevarer, som EFSA offentliggjorde den 26. oktober 2016, bemærkede, at medlemsstaterne kun tog et begrænset antal prøver af oliefrø og sojabønneolie, selv om disse afgrøder sandsynligvis behandles med glyphosat, og der derfor må forventes restkoncentrationer; der henviser til, at der ifølge EFSA ikke foreligger oplysninger om restkoncentrationer af glyphosat i animalske produkter; der henviser til, at EFSA ikke fandt resultaterne særligt pålidelige i statistisk henseende; |
E. |
der henviser til, at EFSA i 2015 henstillede, at medlemsstaterne øger antallet af analyser af glyphosat og restprodukter (f.eks. trimethyl-sulfonium) i produkter, for hvilke anvendelsen af glyphosat er blevet godkendt, og hvor der kan forventes målelige pesticidrester; der henviser til, at navnlig antallet af prøver af sojabønner, majs og raps bør øges; der henviser til, at medlemsstaterne også opfordres til at udvikle og/eller gennemføre eksisterende analysemetoder til at kontrollere glyphosat-relaterede metabolitter og dele resultaterne med EFSA; |
F. |
der henviser til, at glyphosat er et ikke-selektivt herbicid, som udrydder alle former for græs; der henviser til, at det fungerer ved at gribe forstyrrende ind i den såkaldte shikimateproces, en proces, som også findes i alger, bakterier og svampe; der henviser til, at subletale eksponeringer af E.coli og Salmonella enterica serovar typhimurium i kommercielle glyphosatblandinger har vist sig at medføre en ændret reaktion på antibiotika; |
G. |
der henviser til, at et aktivstof ifølge forordning (EF) nr. 1107/2009 kun kan godkendes, hvis det ikke er eller ikke skal klassificeres som kræftfremkaldende i kategori 1A eller 1B under forordning (EF) nr. 1272/2008, medmindre menneskers eksponering for aktivstoffet er ubetydelig, eller der er en alvorlig fare for plantesundheden, der ikke kan standses med andre tilgængelige midler; |
H. |
der henviser til, at Det Internationale Kræftforskningscenter (IARC) i marts 2015 klassificerede glyphosat som »sandsynligvis kræftfremkaldende hos mennesker« (gruppe 2A) på grundlag af »begrænset dokumentation« for kræft hos mennesker (fra tilfælde af eksponeringer i den virkelige verden), »tilstrækkelig dokumentation« for kræft hos laboratoriedyr (fra undersøgelser med »ren« glyphosat) og »solid dokumentation« for mekanistisk information vedrørende carcinogenicitet (for genotoksicitet og oxidativt stress) for både »ren« glyphosat og glyphosatblandinger; der henviser til, at de kriterier, der blev anvendt af IARC for gruppe 2A, svarer til kriterierne for kategori 1B i forordning (EF) nr. 1272/2008; |
I. |
der henviser til, at EFSA i november 2015 afsluttede et peer review af glyphosat og konkluderede, at det er usandsynligt, at glyphosat kan forårsage kræft hos mennesker, og at der ikke findes dokumentation, der underbygger klassificering med hensyn til stoffets mulige kræftfremkaldende virkning i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008; der henviser til, at Udvalget for Risikovurdering (RAC) under ECHA i marts 2017 enstemmigt konkluderede, at der ikke findes beviser for en forbindelse mellem glyphosat og kræft hos mennesker på grundlag af de foreliggende oplysninger, og at glyphosat ikke bør klassificeres som et stof, der forårsager genetisk skade (mutagen) eller forstyrrer reproduktionen; |
J. |
der henviser til, at De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations (FAO's) ekspertpanel om pesticidrester i fødevarer og miljøet og Verdenssundhedsorganisationens (WHO's) centrale vurderingsgruppe om pesticidrester på et fælles møde vedrørende pesticidrester (JMPR), der blev afholdt af FAO og WHO i maj 2016, konkluderede, at glyphosat næppe er genotoksisk ved forventede daglige eksponeringer og sandsynligvis ikke udgør kræftrisici for mennesker gennem deres ernæring; |
K. |
der henviser til, at en domstol i forbindelse med en retssag i USA, hvor klagere hævder at have udviklet non-Hodgkin-lymfom, fordi de har været udsat for glyphosat, har frigivet interne dokumenter fra Monsanto, der ejer og producerer Roundup, et produkt, hvis aktive stof er glyphosat; der henviser til, at de frigivne dokumenter sår tvivl om troværdigheden af visse undersøgelser, der er sponsoreret af Monsanto og tilsyneladende er uafhængige, og som formentlig indgik i den dokumentation, som EFSA og ECHA anvendte i deres vurdering af sikkerheden ved glyphosat; der i denne forbindelse henviser til, at gennemsigtighed og offentlig adgang til videnskabelige undersøgelser såvel som til de rådata, undersøgelserne bygger på, er af allerstørste betydning; |
L. |
der henviser til, at ECHA bortset fra sin konklusion om glyphosats carcinogenicitet konkluderede, at glyphosat forårsager alvorlige øjenskader og er giftigt for vandlevende organismer og har langvarige virkninger; |
M. |
der henviser til, at Parlamentet den 13. april 2016, inden der den 29. juni 2016 blev givet en 18 måneders forlængelse for glyphosat, vedtog en beslutning, som opfordrede Kommissionen til at forny godkendelsen af glyphosat for en periode på syv år, men som også understregede, at Kommissionen ikke burde godkende nogen ikke-professionel anvendelse, nogen anvendelse i eller nær offentlige parker, offentlige legepladser eller offentlige haver eller nogen landbrugsmæssig anvendelse, hvor integrerede skadedyrsbekæmpelsessystemer er tilstrækkelige for den nødvendige ukrudtsbekæmpelse; der henviser til, at samme beslutning også opfordrede Kommissionen til at udvikle uddannelses- og brugertilladelser til fagfolk, til at give bedre oplysninger om anvendelsen af glyphosat og til at fastsætte strenge begrænsninger for anvendelsen af produkter, der indeholder aktivstoffet glyphosat, inden høsten for at forhindre ukorrekt anvendelse af dette stof og for at begrænse de potentielle risici, der er forbundet med den; |
N. |
der henviser til, at Parlamentets beslutning af 13. april 2016 også opfordrede Kommissionen og EFSA til øjeblikkeligt at fremlægge alle de videnskabelige beviser, der har dannet grundlag for henholdsvis den positive klassificering af glyphosat og den foreslåede fornyede godkendelse, i betragtning af den meget tungtvejende offentlige interesse i en offentliggørelse; der henviser til, at dette endnu ikke er sket; |
O. |
der henviser til, at det europæiske borgerinitiativ (ECI), hvortil der henvises i betragtning 13 i udkastet til gennemførelsesforanstaltning, og som har samlet mere end en million underskrifter fra EU-borgere på mindre end et år, ikke blot specifikt nævner glyphosat i et af sine tre mål, men også har en titel med en klar opfordring: »Indfør et forbud mod glyphosat og beskyt mennesker og miljø mod giftige pesticider«; der henviser til, at Kommissionen modtog dette borgerinitiativ den 6. oktober 2017 og er forpligtet til at svare inden den 8. januar 2018; |
P. |
der henviser til, at enhver afgørelse om godkendelse af et aktivstof i henhold til artikel 13 i forordning (EF) nr. 1107/2009 skal være baseret på den reviderede vurderingsrapport fra EFSA, andre forhold af relevans for den pågældende sag samt forsigtighedsprincippet; |
Q. |
der henviser til, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesforordning, der er baseret på en videnskabelig vurdering, der er udført af det tyske forbundsinstitut for risikovurdering (BfR: Bundesinstitut für Risikobewertung), EFSA og ECHA, foreslår at godkende glyphosat til den 15. december 2027, dvs. for en periode på 10 år; der henviser til, at forordningen skal finde anvendelse fra den 16. december 2017; |
R. |
der henviser til, at de særlige bestemmelser, der er beskrevet i bilag I til udkastet til gennemførelsesforordning om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat, ikke er bindende på EU-plan, men overlader ansvaret til medlemsstaterne; |
S. |
der henviser til, at Europa-Parlamentet i sin beslutning af 15. februar 2017 om lavrisikopesticider af biologisk oprindelse (8) understregede, at det er nødvendigt at revidere forordning (EF) nr. 1107/2009 med henblik på at fremme udvikling, godkendelse og markedsføring i EU af lavrisikopesticider af biologisk oprindelse, og opfordrede Kommissionen til senest ved udgangen af 2018 at fremsætte et særligt lovforslag om ændring af forordning (EF) nr. 1107/2009, uden for den generelle revision i forbindelse med Refit-initiativet, med henblik på at indføre en forenklet evaluerings-, godkendelses- og registreringsprocedure for lavrisikopesticider af biologisk oprindelse; |
T. |
der henviser til, at en meddelelse fra Kommissionen om fremtiden for den fælles landbrugspolitik ventes offentliggjort inden udgangen af 2017 og budgetforslagene inden udgangen af maj 2018; |
1. |
mener, at Kommissionens udkast til gennemførelsesforordning ikke sikrer et højt beskyttelsesniveau for både menneskers og dyrs sundhed og miljøet og undlader at anvende forsigtighedsprincippet og overskrider de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1107/2009; |
2. |
opfordrer Kommissionen til at trække udkastet til gennemførelsesforordning tilbage og forelægge et nyt udkast til gennemførelsesforordning, der er i overensstemmelse med kravene i forordning (EF) nr. 1107/2009, og som således ikke kun nævner EFSA's udtalelse, men også andre forhold af relevans for sagen og forsigtighedsprincippet; |
3. |
opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til ikke at godkende nogen ikke-professionel anvendelse af glyphosat eller nogen anvendelse i eller nær offentlige parker, offentlige legepladser eller offentlige haver efter den 15. december 2017; |
4. |
opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til navnlig ikke at godkende nogen landbrugsmæssig anvendelse af glyphosat efter den 15. december 2017, hvor integrerede skadedyrsbekæmpelsessystemer er tilstrækkelige for den nødvendige ukrudtsbekæmpelse; |
5. |
opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til ikke at godkende anvendelsen af glyphosat til udtørring forud for høsten med virkning fra den 16. december 2017; |
6. |
opfordrer Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at udfase aktivstoffet glyphosat i Den Europæiske Union senest den 15. december 2022, således at ingen anvendelse af glyphosat tillades efter denne dato, herunder eventuelle forlængelsesperioder eller perioder som omhandlet i artikel 32 i forordning (EF) nr. 1107/2009; |
7. |
påskønner forslaget om at forbyde anvendelse af POE-tallowamin i plantebeskyttelsesprodukter, der indeholder glyphosat; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremskynde deres arbejde med en liste over hjælpestoffer, der ikke må bruges i plantebeskyttelsesmidler; |
8. |
opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at den videnskabelige evaluering af pesticider med henblik på godkendelse i EU-lovgivning alene bygger på offentliggjorte peerevaluerede og uafhængige undersøgelser, der er bestilt af kompetente offentlige myndigheder; mener, at Refit-proceduren for forordning (EF) nr. 1107/2009 potentielt kan anvendes til dette formål; mener desuden, at EFSA og ECHA bør tildeles tilstrækkelige ressourcer og deres kapacitet øges for at muliggøre bestilling af uafhængige videnskabelige undersøgelser og endnu bedre sikre, at de højeste videnskabelige standarder opretholdes, og EU-borgernes sundhed og sikkerhed beskyttes; |
9. |
opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre tilstrækkelig testning og overvågning af restkoncentrationer af glyphosat i foder, fødevarer og drikkevarer, der er produceret såvel som indført i Unionen, med henblik på at afhjælpe den aktuelle mangel på data, som EFSA har påpeget; |
10. |
opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at finansiere forskning og innovation i bæredygtige og omkostningseffektive løsninger for produkter til skadedyrsbekæmpelse for at sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers og dyrs sundhed og miljøet; |
11. |
opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at foreslå passende overgangsforanstaltninger for landbrugssektoren og til at offentliggøre en vejledning, som gør rede for alle de mulige mere sikre og mindre risikofyldte alternativer til at hjælpe landbruget i perioden med udfasning af aktivstoffet glyphosat og for alle de ressourcer, der allerede er til rådighed for landbrugssektoren under den nuværende fælles landbrugspolitik; |
12. |
pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter. |
(1) EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.
(2) EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13.
(3) EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.
(4) http://www.efsa.europa.eu/en/efsajournal/pub/4302
(5) https://echa.europa.eu/documents/10162/2d3a87cc-5ca1-31d6-8967-9f124f1ab7ae
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0119.
(7) ECI(2017)000002.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0042.