For så vidt angår ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed blev to lovgivningsmæssige løsningsmodeller (med 2 delløsninger) overvejet:
1.Den kompetente medlemsstat udbetaler kontantydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed og refunderer udgifterne til naturalydelser, der tilkendes i bopælsmedlemsstaten (i henhold til de nuværende principper for ydelser ved sygdom, med præciseringer).
2.Bopælsmedlemsstaten udbetaler alle ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed med refusion fra den kompetente medlemsstat, 2a) uden supplement fra den kompetente medlemsstat, 2b) med supplement.
Tre løsningsmodeller blev fravalgt: 1) indførelse af en beskyttelsesklausul, 2) at bopælsmedlemsstaten gøres ansvarlig for udbetaling af alle ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed uden refusion, og 3) at den kompetente medlemsstat gøres ansvarlig for at udbetale alle ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed (eksport).
Løsningsmodel 1 er den foretrukne løsning, da den sikrer en stabil anvendelse af reglerne.
For så vidt angår ydelser ved arbejdsløshed blev tre lovgivningsmæssige løsningsmodeller anset for at sikre ensartet anvendelse af sammenlægnings- og beregningsreglerne for ydelser ved arbejdsløshed:
1.Sammenlægning efter kun en dags beskæftigelse.
2.Sammenlægning efter en periode på a) en eller b) tre måneders beskæftigelse.
3.Anvendelse af referenceindtjening i den medlemsstat, hvor den tidligere beskæftigelse fandt sted, ved beregningen af ydelser ved arbejdsløshed efter enten a) en eller b) tre måneders beskæftigelse i den kompetente medlemsstat.
4.Horisontal løsningsmodel om anerkendelse af forsikringsperioder med henblik på sammenlægning.
Den foretrukne løsningsmodel 2b kombineres med et krav til den medlemsstat, hvor den tidligere beskæftigelse fandt sted, om at udbetale ydelser ved arbejdsløshed, såfremt denne betingelse ikke er opfyldt, og med den horisontale løsning. Dette vil sikre et minimumsniveau af integration i værtsmedlemsstaten, inden der kan ansøges om ydelser ved arbejdsløshed, og en ensartet tilgang i medlemsstaterne. Endvidere vil det give mobile arbejdstagere beskyttelse, såfremt de ikke opfylder kravet om denne periode i medlemsstaten, hvor den seneste aktivitet fandt sted.
To lovgivningsmæssige løsningsmodeller blev overvejet med henblik på forlængelse af minimumsperioden for eksport af ydelser ved arbejdsløshed:
1.Forlængelse af minimumsperioden for eksport af ydelser ved arbejdsløshed fra tre til seks måneder med mulighed for at eksportere ydelsen for hele det tidsrum, hvor den arbejdsløse har ret til ydelsen.
2.Forlængelse af perioden for eksport af ydelser ved arbejdsløshed til hele det tidsrum, hvor den arbejdsløse har ret til ydelsen.
Den foretrukne løsning er løsningsmodel 1 kombineret med en forstærket samarbejdsmekanisme mellem de pågældende arbejdsformidlinger for at støtte jobsøgningen på tværs af grænserne.
Tre lovgivningsmæssige løsningsmodeller blev overvejet i forbindelse med ydelser ved arbejdsløshed for grænsearbejdere og andre vandrende arbejdstagere:
1.Grænsearbejdere gives en valgmulighed for, hvor de kan kræve ydelser ved arbejdsløshed, på samme måde som andre vandrende arbejdstagere.
2.Den medlemsstat, hvor den seneste beskæftigelse fandt sted, gøres ansvarlig for udbetalingen af ydelser ved arbejdsløshed, med følgende delløsninger: a) grænsearbejdere skal lade sig registrere hos arbejdsformidlingen i den ansvarlige medlemsstat eller b) gives en valgmulighed med hensyn til at registrere sig hos arbejdsformidlingen i den kompetente stat eller deres bopælsstat.
3.Den medlemsstat, hvor den seneste beskæftigelse fandt sted, gøres ansvarlig for udbetalingen af ydelser ved arbejdsløshed, når grænsearbejderen har arbejdet dér i mindst 12 måneder, og i andre tilfælde tillægges bopælsmedlemsstaten ansvaret, med følgende delløsninger: a) grænsearbejdere skal lade sig registrere hos arbejdsformidlingen i den ansvarlige medlemsstat eller b) gives en valgmulighed med hensyn til at registrere sig hos arbejdsformidlingen i den kompetente stat eller deres bopælsstat.
Den foretrukne løsningsmodel 3a sikrer det bedste kompromis for så vidt angår en ligelig og administrativt omkostningseffektiv byrdedeling.
For så vidt angår sociale ydelser blev der set på lovgivningsmæssige løsninger (ændring af forordningen):
1.a) Mulighed for at fravige ligebehandlingsprincippet i artikel 4, dog kun for så vidt angår social bistand.
b) Mulighed for at fravige ligebehandlingsprincippet i artikel 4 for så vidt angår en række skattefinansierede ydelser.
c) Mulighed for at gøre en præcis undtagelse fra ligebehandlingsprincippet for så vidt angår særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser i artikel 70.
2.Fjernelse af særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser som eksistensminimum fra forordning 883/2004.
3.Ikke-lovgivningsmæssige løsningsmodeller (præcisering af reglerne gennem en meddelelse) blev også overvejet.
For at nå målet om at sikre juridisk klarhed og gennemsigtighed på den mest effektive måde er den foretrukne løsningsmodel en kombination af 1a og 1b.
For så vidt angår familieydelser blev der som et alternativ til status quo set på to lovgivningsmæssige løsningsmodeller vedrørende forbindelsen mellem de familieydelser, der modtages, og de afholdte udgifter:
1.Indeksering af eksporterede familieydelser i forhold til barnets bopælsstat med a) justering opad eller nedad eller b) kun i nedadgående retning.
2.Bopælsstaten har primær kompetence til at udbetale familieydelser.
Muligheden for at fjerne forpligtelsen til at eksportere familieydelser blev overvejet, men afvist af juridiske grunde.
Derudover blev en horisontal lovgivningsmæssig løsning til koordinering af forældreydelser overvejet. Denne løsning består af tre varianter: a) individuelle rettigheder for så vidt angår lønrelaterede forældreydelser med en bindende forpligtelse fra den sekundære kompetente medlemsstat med hensyn til at fravige reglerne om forbud mod dobbeltydelser (dvs. udbetaling af ydelsen i sin helhed), b) samme fremgangsmåde som a), men for alle forældreydelser (lønrelaterede eller faste ydelser), og c) samme fremgangsmåde som b), men med en fakultativ fravigelse i forhold til reglerne om forbud mod dobbeltydelser (dvs. at en sekundær kompetent medlemsstat enten kan udbetale ydelsen fuldt ud eller betale et supplement, såfremt ydelsen er større end den, der udbetales af medlemsstaten med primær kompetence).
Den foretrukne løsning er at opretholde status quo kombineret med den horisontale model c. Denne kombination sikrer, at det primære ansvar for at udbetale familieydelserne fortsat ligger hos den medlemsstat, hvor den økonomiske aktivitet finder sted, og hvor en af forældrene betaler skat og bidrag til social sikring, hvilket beskytter familiemedlemmer og varetager barnets tarv. Ved anvendelse af den horisontale løsning c er det også muligt at fremme balancen mellem arbejdsliv og familieliv i børnepasningsperioder ved at lægge større vægt på individuelle rettigheder og støtte de medlemsstater, der aktivt fremmer større kønsbalance, uden at pålægge denne forpligtelse.
|