Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52016PC0709

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer

COM/2016/0709 final - 2016/0355 (COD)

Bruxelles, den 9.11.2016

COM(2016) 709 final

2016/0355(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer

(EØS-relevant tekst)


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Begrundelse for forslaget

Forordning (EU) nr. 1286/2014 blev vedtaget den 26. november 2014 med det formål at forbedre beskyttelsen af detailinvestorer, der investerer i sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er). Det er også hensigten, at forordningen skal genoprette forbrugertilliden til branchen for finansielle tjenesteydelser efter finanskrisen.

For at opfylde disse mål kræves det i forordning (EU) nr. 1286/2014, at PRIIP-producenter opfylder ensartede produktinformationskrav, og at detailinvestorer modtager dokumentet med central information om de udbudte PRIIP'er. Oplysningerne bør give detailinvestorerne en bedre forståelse af den økonomiske art af og risiciene ved et produkt og bør gøre det muligt at sammenligne forskellige tilbud. Større gennemsigtighed og harmonisering vil også forbedre det indre marked for finansielle tjenesteydelser ved at skabe lige vilkår for forskellige produkter og distributionskanaler.

I forordning (EU) nr. 1286/2014 fastsættes formatet og indholdet af dokumentet med central information. For at kunne standardisere visse elementer af dokumentet med central information yderligere og for at tage hensyn til væsentlige forskelle mellem PRIIP-typer har de europæiske tilsynsmyndigheder ("ESA'erne": Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger, Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) ansvaret for at udarbejde reguleringsmæssige tekniske standarder, der fastsætter udformningen og indholdet af dokumentet med central information, standardformatet for dokumentet med central information, den metode, der ligger til grund for angivelsen af risiko og afkast og beregningen af omkostninger, samt betingelserne og mindstehyppigheden af gennemgangen af oplysningerne i dokumentet med central information og betingelserne for opfyldelse af kravet om, at dokumentet med central information skal stilles til rådighed for detailinvestorer.

Den 6. april 2016 forelagde ESA'erne i fællesskab udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende dokumentet med central information til PRIIP'er for Kommissionen. Udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder blev godkendt af Kommissionen den 30. juni 2016 ved vedtagelsen af den delegerede forordning om dokumentet med central information 1 .

Rådet gjorde ikke indsigelse mod Kommissionens delegerede forordning i løbet af gennemgangen. Imidlertid afviste Europa-Parlamentet det den 14. september 2016 2 . Europa-Parlamentet opfordrede Kommissionen til at tage bestemmelserne om PRIIP'er med flere optioner, resultatscenarier og advarslen vedrørende forståelighed op til revision. Endvidere bad Europa-Parlamentet og et stort flertal af medlemsstaterne Kommissionen om at udsætte anvendelsesdatoen for forordning (EU) nr. 1286/2014, idet de hævdede, at manglen på tekniske standarder ville besværliggøre anvendelsen af nævnte forordning.

Forordning (EU) nr. 1286/2014 anvendes direkte fra den 31. december 2016 og gør ikke udarbejdelsen af et dokument med central information afhængig af vedtagelsen af den delegerede retsakt. Selv om bestemmelserne i forordningen kan anvendes af PRIIP-producenter og håndhæves af de kompetente myndigheder, uden at den delegerede forordning er vedtaget, bør der skabes så meget klarhed som muligt om de tekniske standarder for så vidt angår indholdet af visse regler.

I lyset af de ekstraordinære omstændigheder, der forsinkede vedtagelsen af den delegerede forordning, foreslår Kommissionen, at datoen for anvendelsen af forordning (EU) nr. 1286/2014 udsættes med 12 måneder for at mindske retsusikkerheden og give PRIIP-producenterne mere tid til at forbedre sig på anvendelsen af de nye bestemmelser.

Længden af udsættelsen

En udsættelse på tolv måneder burde give de kompetente myndigheder og PRIIP-producenterne tilstrækkelig tid til at kunne opfylde de nye bestemmelser.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Nærværende forslag er baseret på artikel 114 i TEUF ligesom forordning (EU) nr. 1286/2014, som dette forslag skal ændre.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

I overensstemmelse med nærhedsprincippet må der kun handles på EU-plan, hvis de forventede mål ikke kan opfyldes af medlemsstaterne alene. Det er nødvendigt at træffe foranstaltninger på EU-plan for at fjerne barrierer for et indre marked for finansielle tjenesteydelser og produkter ved at indføre en ensartet tilgang for offentliggørelse i forbindelse med PRIIP'er. I denne henseende er den lovgivning, der ændres, vedtaget i fuld overensstemmelse med nærhedsprincippet, og eventuelle ændringer heraf skal ske via et forslag fra Kommissionen.

Proportionalitetsprincippet

Denne EU-indsats er nødvendig for at gøre de kompetente myndigheder og PRIIP-producenterne i stand til effektivt at anvende PRIIP-bestemmelserne. Dette forslag skal derfor sikre, at de mål, der forfølges ved forordning (EU) nr. 1286/2014, opnås i hele det indre marked, og at der derved sikres en høj grad af gennemsigtighed og detailinvestorbeskyttelse.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Dette forslag ledsages ikke af en særskilt konsekvensanalyse, da der allerede er blevet foretaget en konsekvensanalyse i forbindelse med forordning (EU) nr. 1286/2014. Forslaget ændrer ikke substansen i forordningen og skaber ikke nye forpligtelser for de markedsdeltagere, der er omfattet af dens anvendelsesområde. Det vedrører kun en udsættelse af anvendelsesdatoen for forordning (EU) nr. 1286/2014 på 12 måneder for at sikre retssikkerhed for branchen og gøre det muligt for den og for de kompetente myndigheder at forberede sig på de nye regler.

 

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget har ingen budgetmæssige virkninger for Europa-Kommissionen.

2016/0355 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 3 blev der indført en række foranstaltninger med henblik på at forbedre investorbeskyttelsen og genoprette forbrugertilliden til branchen for finansielle tjenesteydelser ved at gøre markedet for detailinvesteringer mere gennemsigtigt. I henhold til forordningen skal producenter af sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter (PRIIP'er) udarbejde et dokument med central information.

(2)Ved forordning (EU) nr. 1286/2014 tillægges de europæiske tilsynsmyndigheder beføjelse til at udarbejde reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende elementerne i dokumentet med central information.

(3)Den 30. juni 2016 vedtog Kommissionen den delegerede forordning 4 , der fastsætter udformningen og indholdet af dokumentet med central information, standardformatet for dokumentet med central information, den metode, der ligger til grund for angivelsen af risiko og afkast og beregningen af omkostninger, samt betingelserne og mindstehyppigheden af gennemgangen af oplysningerne i dokumentet med central information og betingelserne for opfyldelse af kravet om, at dokumentet med central information skal stilles til rådighed for detailinvestorer.

(4)Europa-Parlamentet gjorde indsigelse mod den delegerede forordning, som Kommissionen havde vedtaget den 30. juni 2016 og opfordrede, sammen med et stort flertal af medlemsstater, til, at anvendelsesdatoen for forordning (EU) nr. 1286/2014 blev udsat.

(5)En udsættelse på tolv måneder vil give de berørte parter mere tid til at opfylde de nye krav. I lyset af de ekstraordinære omstændigheder er det hensigtsmæssigt og berettiget, at forordning (EU) nr. 1286/2014 ændres.

(6)På grund af den korte tid, der er tilbage før anvendelsen af bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1286/2014, bør nærværende forordning straks træde i kraft.

(7)Derfor er det også i nærværende tilfælde berettiget at gøre brug af undtagelsen for hastetilfælde i artikel 4 i protokollen om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union (protokol nr. 1) —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 34, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1286/2014 affattes således:

"Den anvendes fra den 1. januar 2018."

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Martin Schulz    Formand

Formand    

(1) C(2016) 3999 final.
(2) Europa-Parlamentets beslutning af 14. september 2016 om Kommissionens delegerede forordning af 30. juni 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er) vedrørende reguleringsmæssige tekniske standarder for præsentation, indhold, gennemgang og revision af dokumenter med central information og betingelser for opfyldelse af kravet for stillen til rådighed af sådanne dokumenter (C(2016)03999 — 2016/2816(DEA)).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er) (EUT L 352 af 9.12.2014, s. 1).
(4) C(2016) 3999 final.
Top