Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser (i det følgende: "konventionen af 1980"), der indtil dato er ratificeret af 93 lande, herunder alle EU-medlemsstaterne, har til formål at genoprette status quo ved at sikre, at ulovligt bortførte eller tilbageholdte børn hurtigt tilbagegives gennem en ordning for samarbejde mellem centrale myndigheder, der er udpeget af de kontraherende parter.

Eftersom forebyggelse af bortførelse af børn er en vigtig del af EU's politik til fremme af børns rettigheder, er Den Europæiske Union aktiv på internationalt plan for at forbedre anvendelsen af konventionen af 1980, og den opfordrer tredjelande til at tiltræde den.

Republikken Korea deponerede sit instrument til tiltrædelse af konventionen af 1980 den 13. december 2012. Konventionen trådte i kraft i Republikken Korea den 1. marts 2013.

Artikel 38, stk. 4, i konventionen af 1980 fastsætter, at konventionen finder anvendelse mellem det land, der tiltræder konventionen, og de kontraherende lande, der erklærer, at de accepterer tiltrædelsen.

Eftersom internationale barnebortførelser falder ind under Den Europæiske Unions eksterne enekompetence, er det på EU-plan Rådet, der skal træffe afgørelse om, hvorvidt Republikken Koreas tiltrædelse skal godkendes. Medlemsstaterne bør således fremsætte en erklæring om, at de accepterer Republikken Koreas tiltrædelse i Den Europæiske Unions interesse.

EU's enekompetence med hensyn til accept af et tredjelands tiltrædelse af konventionen af 1980 blev bekræftet af Den Europæiske Unions Domstol, som blev hørt på Kommissionens foranledning.

Den 14. oktober 2014 bekræftede Den Europæiske Unions Domstol i udtalelse 1/13, at "accepten af en tredjestats tiltrædelse af konventionen om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, indgået i Haag den 25. oktober 1980, henhører under Den Europæiske Unions enekompetence".

Domstolen insisterede navnlig på behovet for, at der er enighed om spørgsmålet på EU-plan, og at de enkelte medlemsstater ikke handler individuelt. Formålet med denne afgørelse er at sikre, at konventionen af 1980 træder i kraft mellem Republikken Korea og alle EU-medlemsstater.

Hvad angår forældres bortførelse af børn, er Haagerkonventionen af 1980 det internationale modstykke til Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 (kendt som Bruxelles IIa-forordningen), der udgør hjørnestenen i EU's retlige samarbejde i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar 1 .

Et af hovedmålene med forordningen er at forhindre bortførelser af børn mellem medlemsstaterne ved fastlæggelse af procedurer, der sikrer, at børnene hurtigt gives tilbage til den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted. Bruxelles IIa-forordningen inkorporerer i sin artikel 11 til dette formål den procedure, der er fastlagt i Haagerkonventionen af 1980, og supplerer den ved at tydeliggøre visse af dens aspekter, navnlig med hensyn til høring af barnet, fristen for at træffe en afgørelse, efter at der er indgivet en anmodning om tilbagegivelse og grunde til ikke at tilbagegive barnet. Den fastsætter også bestemmelser om modstridende afgørelser om tilbagegivelse, der er truffet i forskellige medlemsstater.

På internationalt plan støtter Den Europæiske Union tredjelandes tiltrædelse af konventionen af 1980 med henblik på at sikre sine medlemsstater en fælles retlig ramme over for internationale bortførelser af børn.

Den 21. december 2011 vedtog Kommissionen 8 forslag til rådsafgørelser med henblik på at godkende 8 tredjelandes tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 (Marokko, Singapore, Den Russiske Føderation, Albanien, Andorra, Seychellerne, Gabon og Armenien) 2 .

Mellem juni og december 2015 vedtog Rådet for Den Europæiske Union 7 afgørelser på grundlag af de ovennævnte forslag 3 .

Nærværende forslag omhandler et tredjeland (Republikken Korea), som tiltrådte konventionen af 1980 efter vedtagelsen af 2011-forslagene.

Ud over det overordnede mål, som er at etablere et grænseoverskridende civilretligt samarbejde i henhold til artikel 81 i TEUF, er nærværende forslag knyttet sammen med målet om at beskytte børns rettigheder, der er omhandlet i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union. Det system, der er indført med Haagerkonventionen af 1980, har til formål at beskytte børn mod de skadelige virkninger af at blive bortført af forældre - f.eks. ved at sikre effektiv udøvelse af samværsretten.

Forslaget er også i overensstemmelse med fremme af anvendelsen af mægling i forbindelse med bilæggelse af grænseoverskridende familieretlige tvister. Direktivet om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område 4 finder bl.a. anvendelse på familieret inden for det fælles europæiske retsområde. Haagerkonventionen af 1980 tilskynder også til mindelige bilæggelser af familietvister. En af vejledningerne i god praksis under Haagerkonventionen af 1980, der er offentliggjort af Haagerkonferencen om International Privatret, omhandler anvendelse af mægling med henblik på bilæggelse af internationale familietvister omfattende børn, som falder inden for konventionens rækkevidde. Denne vejledning er på Europa-Kommissionens foranledning oversat til alle EU-sprog, bortset fra engelsk og fransk, og også til arabisk for at støtte dialogen med lande, der endnu ikke har ratificeret konventionen, og for at bidrage til at finde konkrete måder, hvorpå der kan sættes ind over for problemerne i forbindelse med internationale barnebortførelser sammen med ikkeratificerende lande 5 .

Eftersom afgørelsen vedrører en international aftale, er det gældende retsgrundlag artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde sammenholdt med artikel 81, stk. 3. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet.

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af forordning (EF) nr. 2201/2003 og deltager derfor i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

•    Nærhedsprincippet

Nærværende forslag er udarbejdet i overensstemmelse med allerede vedtagne rådsafgørelser om det samme emne og er ikke mere vidtgående end nødvendigt for at sikre en sammenhængende EU-indsats over for internationale barnebortførelser ved at sikre, at alle EU-medlemsstaterne godkender Republikken Koreas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 inden for en given frist.

For at EU kan træffe en kvalificeret afgørelse om, hvorvidt man skal acceptere et givet tredjelands tiltrædelse af konventionen af 1980, er det nødvendigt at gennemføre et passende forberedende arbejde.

På et ekspertmøde den 20. januar 2015 blev Kommissionen og EU-medlemsstaterne enige om et sæt benchmark til evaluering af situationen i tredjelandet. Et spørgeskema indeholder en vejledende liste over benchmark, der skal bidrage til evalueringen af det tredjeland, der tiltrådte konventionen. Den høring af medlemsstaterne, der blev gennemført, og drøftelserne på et ekspertmøde den 15. januar 2016 viste, at medlemsstaterne på nuværende tidspunkt ikke har indvendinger mod at acceptere Republikken Koreas tiltrædelse af konventionen af 1980.

De relevante oplysninger om Republikken Koreas fremskridt med gennemførelsen af konventionen er indsamlet fra flere forskellige kilder. Der blev for det første indsamlet oplysninger af EU-delegationen i Republikken Korea, navnlig med hensyn til vedtagelse af gennemførelseslovgivning, eksistensen af en central domsmyndighed til behandling af bortførelsessager og udlændinges muligheder for adgang til retshjælp. Resultaterne af denne undersøgelse var tilfredsstillende, og selv om der er visse bekymringer, fordi retsvæsenets aktører stadig har et ringe kendskab til konventionen, og fordi der mangler specifikke håndhævelsesforanstaltninger, er de ikke af en sådan art, at de er til hinder for godkendelsen af Republikken Koreas tiltrædelse.

Også medlemsstaterne har indsamlet oplysninger om situationen i Republikken Korea, og resultaterne heraf blev drøftet på et ekspertmøde den 15. januar 2016.

Yderligere oplysninger hidrører fra Det Permanente Bureau under Haagerkonferencen om International Privatret. Republikken Korea har både udfyldt både Standardspørgeskemaet for nyligt tiltrådte stater og en landeprofil 6 . Republikken Korea har desuden udnævnt to dommere til det internationale Haagnetværk af dommere. Dommere fra Republikken Korea, som har været udstationeret ved Det Permanente Bureau (hver gang udstationeringer af et års varighed), har medvirket til gennemførelsen af konventionen af 1980 i deres hjemland.

Nærværende forslag har ingen betydelige økonomiske, sociale eller miljømæssige virkninger, som kræver en konsekvensanalyse i henhold til Europa-Kommissionens retningslinjer for bedre regulering. Som det er tilfældet med de 7 rådsafgørelser, der allerede er vedtaget i 2015 om accept af visse tredjelandes tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980, er der på grund af denne retsakts art ikke behov for en konsekvensanalyse af dette forslag. Der er således ikke andre muligheder end en rådsafgørelse, hvor der er tale om at acceptere et tredjelands tiltrædelse af konventionen af 1980.

Kommissionen og medlemsstaterne har imidlertid i overensstemmelse med ovenstående retningslinjer foretaget en specifik vurdering af situationen i Republikken Korea for at afgøre, om landet er i stand til at gennemføre konventionen af 1980 på en tilfredsstillende måde.

Forslaget vedrører kun bemyndigelse af medlemsstaterne til at acceptere Republikken Koreas tiltrædelse af konventionen af 1980, og overvågningen med dens gennemførelse er derfor begrænset til medlemsstaternes efterlevelse af erklæringens ordlyd og fristen for at deponere den og meddele deponeringen til Kommissionen som fastsat i Rådets afgørelse.