Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52016PC0022

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, der skal indtages på EU's vegne i Det Almindelige Råd under WTO vedrørende Jordans anmodning om en WTO-undtagelse i forbindelse med overgangsperioden til afskaffelse af landets eksportsubsidieprogram

COM/2016/022 final - 2016/015 (NLE)

Bruxelles, den 26.1.2016

COM(2016) 22 final

2016/0015(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på EU's vegne i Det Almindelige Råd under WTO vedrørende Jordans anmodning om en WTO-undtagelse i forbindelse med overgangsperioden til afskaffelse af landets eksportsubsidieprogram


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Formålet med dette forslag er at fastlægge den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i Det Almindelige Råd under Verdenshandelsorganisationen (WTO) vedrørende Jordans anmodning om en WTO-undtagelse med henblik på at forlænge overgangsperioden i henhold til artikel 27, stk. 2, litra b), i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger (SCM-aftalen) til afskaffelse af Jordans eksportsubsidieprogram frem til den 31. december 2018. Allerede i juli 2007 forlængede Det Almindelige Råd afviklingsperioden for denne foranstaltning frem til den 31. december 2015. Jordan har indgivet sin anmodning om en undtagelse i henhold til artikel IX, stk. 3, i Marrakeshoverenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen ("WTO-overenskomsten"). 

Med anmodningen om undtagelse kan der blive tale om en tredje forlængelse af overgangsperioden til afvikling af subsidieordningen. Den første forlængelse blev indrømmet i 2001, hvilket betød, at overgangsperioden for afviklingen udløb ved udgangen af 2007. Den anden forlængelse blev indrømmet i juli 2007, hvor bl.a. Jordan fik udskudt afskaffelsen af eksportsubsidieprogrammet indtil den 31. december 2015. Selv om det i nævnte afgørelse blev anført, at der ikke kunne vedtages yderligere forlængelser, kunne den nuværende situation i regionen ikke have været forudset på det pågældende tidspunkt.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Ved artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) er det fastsat, at når en afgørelse med retsvirkning skal træffes af et organ nedsat ved en international aftale, skal Rådet på forslag af Kommissionen eller Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik vedtage en afgørelse om, hvilken holdning der skal indtages på den Europæiske Unions vegne. Indrømmelsen af en undtagelse, der vil forlænge overgangsperioden til afskaffelse af Jordans eksportsubsidieprogram frem til 31. december 2018, falder ind under denne bestemmelse, da afgørelsen træffes af et organ, der er nedsat ved en international aftale (WTO's Almindelige Råd eller Ministerkonference), som påvirker Den Europæiske Unions rettigheder og forpligtelser.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Ikke relevant

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Ikke relevant

5.ANDRE FORHOLD

Kommissionen bemyndiges til at indtage en holdning på EU's vegne med henblik på at støtte Jordans anmodning om en WTO-undtagelse, der forlænger overgangsperioden til afskaffelse af Jordans eksportsubsidieprogram frem til den 31. december 2018, i det omfang det er nødvendigt for at muliggøre, at Jordan kan yde hel eller delvis fritagelse for beskatning af overskuddet fra eksporten af visse varer fra 1. januar 2016 til 31. december 2018. Forlængelsen vil give Jordan den nødvendige tid til at udarbejde og gennemføre et helt nyt subsidieprogram for små og mellemstore virksomheder, der er foreneligt med WTO-reglerne.

Frem til den 31. december 2018 fortsætter Jordan med at yde støtte gennem programmet til små og mellemstore virksomheder, samtidig med at landet forsøger at håndtere de økonomiske, finansielle og politiske vanskeligheder og de udfordringer, som den nuværende regionale volatilitet har resulteret i, samt tilstrømningen af flygtninge, de fortsatte virkninger af den globale, finansielle krise såvel som den medfølgende krise i euroområdet. Jordan er også af den opfattelse, at en forlængelse vil støtte landets erhvervsgren i en tid med betydelig ustabilitet i regionen, hvilket har været hæmmende for adgangen til de traditionelle markeder i nabolandene samt transitruter til internationale markeder. I sin anmodning bemærker Jordan også, at regeringens reformforanstaltninger og infrastrukturprojekter, herunder udviklingen af alternative gasforsyninger, tidligst forventes at få en positiv effekt på Jordans private sektors konkurrencesituation fra 2018.

Ifølge Jordan burde forlængelsen af overgangsperioden til afvikling af støtteordningen frem til den 31. december 2018 ikke berøre interesserne hos andre medlemmer, der ikke er omfattet af sådanne foranstaltninger. Jordan har også anført, at der ikke forudses yderligere anmodninger om forlængelse efter nævnte dato.

EU anerkender de økonomiske udfordringer, der er et resultat af den ekstraordinære og unikke regionale politiske situation, som Jordan fortsat befinder sig i, herunder den store tilstrømning af flygtninge fra nabolandene og de finansielle byrder, der følger heraf, forstyrrelser i samhandelen med regionale partnere, såsom Irak og Syrien, og ekstraomkostninger som følge af afbrydelsen af de traditionelle energiforsyninger fra Egypten samt af transitruterne til Tyrkiet ad Syriens vejnet.

For EU vil forlængelsen af eksportsubsidieprogrammet sandsynligvis ikke vil få nogen betydelige økonomiske konsekvenser. Jordans andel af verdenshandelen er meget lille (0,04 % i 2013). Den bilaterale handel mellem EU og Jordan er i overvejende grad i EU's favør, hvor Unionens eksport af varer til Jordan i 2014 tegnede sig for 92 % af det samlede beløb på 4 mia. EUR, som den bilaterale handel med varer udgjorde. Samtidig konkurrerer jordanske produkter ikke for alvor med Unionens eksport på markeder i tredjelande.

I lyset af disse overvejelser kan EU tilslutte sig den spirende konsensus i WTO's Almindelige Råd om at støtte anmodningen om undtagelse.

2016/0015 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på EU's vegne i Det Almindelige Råd under WTO vedrørende Jordans anmodning om en WTO-undtagelse i forbindelse med overgangsperioden til afskaffelse af landets eksportsubsidieprogram

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og 

ud fra følgende betragtninger:

(1)Ved artikel IX, stk. 3 og 4, i Marrakeshoverenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen ("WTO-overenskomsten") fastsættes procedurerne for indrømmelse af undtagelser vedrørende de multilaterale handelsaftaler i WTO-overenskomstens bilag 1A, 1B eller 1C og bilagene hertil.

(2)Den 27. juli 2007 blev Jordan indrømmet en forlængelse frem til den 31. december 2013 med en afviklingsperiode, der ville udløbe den 31. december 2015, i overensstemmelse med procedurerne for videreførelse af forlængelser, jf. artikel 27, stk. 4, i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger ("SCM-aftalen"), af overgangsperioden i henhold til SCM-aftalens artikel 27, stk. 2, litra b), for visse udviklingslande til afskaffelse af deres eksportsubsidieprogram, som udgør hel eller delvis fritagelse for beskatning af overskuddet fra eksporten af visse varer.

(3)I henhold til WTO-overenskomstens artikel IX, stk. 3, har Jordan indgivet en anmodning om en undtagelse fra sin afviklingsforpligtelse, der er fastsat i SCM-aftalens artikel 27, stk. 4,, frem til den 31. december 2018.

(4)Indrømmelsen af denne undtagelse vil ikke få negative følger for Den Europæiske Unions økonomiske eller handelsmæssige interesser, og indrømmelsen vil samtidig støtte Jordan i bestræbelserne på at håndtere de økonomiske udfordringer, landet står over for som følge af regionens vanskelige og ustabile politiske situation.

(5)Det er derfor hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på EU's vegne i WTO's Almindelige Råd til støtte for Jordans anmodning om en undtagelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Almindelige Råd under Verdenshandelsorganisationen (WTO), er at støtte Jordans anmodning om en undtagelse vedrørende en forlængelse af overgangsperioden til afskaffelse af landets eksportsubsidieprogram frem til den 31. december 2018 i overensstemmelse med betingelserne i anmodningen om undtagelse.

Holdningen tilkendegives af Kommissionen.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

   På Rådets vegne

   Formand

Top