EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 31.5.2016
COM(2016) 353 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG REVISIONSRETTEN
OM ADMINISTRATIONEN AF GARANTIFONDEN FOR DEN EUROPÆISKE FOND FOR STRATEGISKE INVESTERINGER I 2015
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52016DC0353
REPORT FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT, THE COUNCIL AND THE EUROPEAN COURT OF AUDITORS ON THE MANAGEMENT OF THE GUARANTEE FUND OF THE EUROPEAN FUND FOR STRATEGIC INVESTMENTS IN 2015
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG REVISIONSRETTEN OM ADMINISTRATIONEN AF GARANTIFONDEN FOR DEN EUROPÆISKE FOND FOR STRATEGISKE INVESTERINGER I 2015
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG REVISIONSRETTEN OM ADMINISTRATIONEN AF GARANTIFONDEN FOR DEN EUROPÆISKE FOND FOR STRATEGISKE INVESTERINGER I 2015
COM/2016/0353 final
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 31.5.2016
COM(2016) 353 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG REVISIONSRETTEN
OM ADMINISTRATIONEN AF GARANTIFONDEN FOR DEN EUROPÆISKE FOND FOR STRATEGISKE INVESTERINGER I 2015
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Operationel kontekst
3. Regnskaber
4. Forvaltning af garantifonden i 2015
5. Vurdering af målbeløbets tilstrækkelighed og af garantifondens størrelse
1.Indledning
Retsgrundlaget for denne rapport er Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/1017 af 25. juni 2015 om Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning og Den Europæiske Portal for Investeringsprojekter og om ændring af forordning (EU) nr. 1291/2013 og (EU) nr. 1316/2013 — Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer 1 (EFSI-forordningen). Aftalen om forvaltning af EFSI og om indrømmelse af EU-garantien (EFSI-aftalen) blev undertegnet af Europa-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) den 22. juli 2015.
I henhold til EFSI-forordningens artikel 16, stk. 6, skal Kommissionen senest den 31. maj hvert år forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og Revisionsretten en årsrapport om administrationen af garantifonden for EFSI ("EFSI-garantifonden") i det foregående kalenderår, herunder en vurdering af målbeløbets tilstrækkelighed, af garantifondens størrelse og af behovet for genopfyldning af den. Årsrapporten skal indeholde en oversigt over garantifondens finansielle stilling ved udgangen af det foregående kalenderår, de finansielle strømme i det foregående kalenderår såvel som betydelige transaktioner og eventuelle relevante oplysninger om de finansielle konti. Rapporten skal også indeholde oplysninger om finansforvaltningen af og resultaterne af og risiciene for fonden ved udgangen af det foregående kalenderår.
EFSI-forordningen fastsætter også i artikel 16, stk. 2, at EIB, når det er hensigtsmæssigt i samarbejde med Den Europæiske Investeringsfond (EIF), skal aflægge en særskilt årsrapport til Europa-Parlamentet og Rådet om EIB's finansierings- og investeringsforanstaltninger, der er omfattet af forordningen (EFSI-foranstaltninger), og at den skal offentliggøres. EIB har endnu ikke vedtaget årsrapporten for 2015.
2.Operationel kontekst
EU-garantien dækker finansierings- og investeringstransaktioner indgået af EIB inden for infrastruktur- og innovationsfeltet og af EIF inden for SMV-feltet. En del af disse transaktioner er omfattet af EU's garanti, mens en del gennemføres på EIB-Gruppens egen risiko.
I 2015 blev der inden for rammerne af EFSI undertegnet transaktioner til et beløb af 3 mia. EUR, der dækkede 19 medlemsstater, og heraf undertegnede EIB 10 transaktioner til et beløb af 1,2 mia. EUR, mens EIF undertegnede 83 transaktioner til et beløb af 1,8 mia. EUR. Af disse undertegnede transaktioner var 1 553 mio. EUR dækket af EU-garantien (1 155 mio. EUR fra EIB og 398 mio. EUR fra EIF). Den samlede udestående eksponering, der er dækket af EU-garantien for så vidt angår udbetalinger, var på ca. 202 mio. EUR.
EIB og EIF har ansvaret for at vurdere og overvåge risikoen forbundet med de enkelte transaktioner og rapportere tilbage til Kommissionen og Revisionsretten i overensstemmelse med EFSI-forordningens artikel 16, stk. 3, i marts 2016. På grundlag af denne rapportering vil Kommissionen se nærmere på målbeløbets tilstrækkelighed og garantifondens størrelse.
I henhold til EFSI-forordningens artikel 16, stk. 2, skal årsrapporten til Europa-Parlamentet og Rådet indeholde specifikke oplysninger om de samlede risici forbundet med de finansierings- og investeringsforanstaltninger, som gennemføres under EFSI, og om træk på garantien.
I henhold til EFSI-forordningens artikel 12 skal garantifonden fungere som en likviditetsstødpude, hvorfra garantibeløb udbetales til EIB ved træk på EU-garantien. I overensstemmelse med EFSI-aftalen mellem EU og EIB skal træk betales af garantifonden, hvis de andrager mere end de midler, EIB råder over på EFSI-kontoen. EFSI-kontoen, der forvaltes af EIB, tjener til opkrævning af EU-indtægterne hidrørende fra EFSI-garanterede transaktioner og inddrevne beløb og, hvis den disponible saldo er tilstrækkelig, til betaling af træk under EU-garantien.
Garantifonden tilføres midler gradvist under hensyntagen til stigningen i EU-garantiens eksponering.
Garantifondens midler forvaltes direkte af Kommissionen og investeres i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og de relevante tilsynsregler.
3.Regnskaber
Der var ingen midler i garantifonden pr. 31. december 2015. Følgelig optræder garantifonden ikke i Den Europæiske Unions konsoliderede regnskab for 2015.
En fordring på 1 399 423 EUR svarende til EU's nettoindtægter i 2015 fra EFSI-garanterede transaktioner blev opført i EU-regnskabet for 2015 og krediteret EFSI-kontoen i januar 2016.
EU's garantieksponering i forhold til udbetalinger af udestående EFSI-transaktioner beløb sig til 201 899 614 EUR pr. 31. december 2015 ud af det samlede maksimumsbeløb på 16 000 000 000 EUR, som garanteres af EU (artikel 11 i EFSI-forordningen). Beløbet på 201 899 614 EUR er opført som en eventualforpligtelse i noterne til årsregnskabet for 2015 for EU.
Væsentlige transaktioner
Der blev afsat en budgetbevilling på 1,35 mia. EUR i 2015 for at tilføre garantifonden kapital i 2016 og 2017.
Det fremgår af kapitlet "uindfriede budgetforpligtelser, der endnu ikke er udgiftsført" i noterne til EU-regnskabet for 2015.
4.Forvaltning af garantifonden i 2015
Den 21. januar 2016 vedtog Kommissionen Decision C(2016)165 approving the asset management guidelines of the guarantee fund of the European Fund for Strategic Investments (ikke oversat til dansk).
Der var ingen midler i garantifonden på noget tidspunkt i 2015. Den første rapport om garantifondens finansielle forvaltning, resultater og risici vil derfor blive fremlagt i 2017 for året 2016.
5.Vurdering af målbeløbets tilstrækkelighed og af garantifondens størrelse
Ved udgangen af 2015 havde EIB undertegnet ti transaktioner med EFSI-garanti til et samlet beløb af 1 155 mio. EUR, hvoraf 202 mio. EUR er udbetalt. Eventuelle tab som følge af disse transaktioner vil blive dækket af EU-garantien i overensstemmelse med vilkårene i EFSI-aftalen. Navnlig ydes EU-garantien inden for infrastruktur- og innovationsfeltet i form af en såkaldt Portfolio First Loss Piece-dækning for EIB's gældstransaktioner og i form af en heldækkende garanti for egenkapitaltransaktioner/egenkapitallignende transaktioner, hvor EIB på egen risiko og på pari passu-basis investerer samme ressourcer.
EIF undertegnede i 2015 transaktioner under EFSI's garanti til omkring 398 mio. EUR. Eventuelle tab som følge af disse transaktioner vil først og fremmest blive dækket af bidragene fra den såkaldte InnovFin-garanti for små og mellemstore virksomheders facilitet og COSME-lånegarantifaciliteten.
I henhold til EFSI-forordningen er målbeløbet for garantifonden sat til 50 % af de samlede EU-garantiforpligtelser, som i øjeblikket er på 16 mia. EUR. På grund af det relativt begrænsede antal undertegnelser og udbetalinger indtil udgangen af 2015 er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere målbeløbets tilstrækkelighed baseret på faktiske transaktioner. Den første rapport om målbeløbets tilstrækkelighed og garantifondens størrelse vil derfor blive fremlagt senest den 31. maj 2017 for året 2016.
I henhold til EU's budget er der på nuværende tidspunkt planer om at overføre omkring 500 mio. EUR til garantifonden i løbet af 2016.
Eftersom porteføljen af EFSI-transaktioner forventes at vokse betydeligt med årene og i betragtning af de budgetmæssige begrænsninger i EFSI's programmeringsperiode vil Kommissionen foretage mere detaljerede vurderinger på et senere tidspunkt.
EUT L 169 af 1.7.2015, s. 1.