18.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/51

1.1.

Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at samle deres ressourcer om at bekæmpe handel med våben og ammunition og terrorisme. Intensiveringen af beskyttelsesforanstaltningerne på europæisk og nationalt niveau kan imidlertid få en kumulativ virkning og overordnet blive til skade for de grundlæggende rettigheder, og dette vil uundgåeligt føre til, at EU ikke vil kunne løse sin grundlæggende opgave.

1.2.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg anser direktivforslaget og meddelelsen for nødvendige for at opbygge et Europa, der er sikrere for alle borgere på hele territoriet, for så vidt som kampen mod terrorisme er en delt kompetence mellem medlemsstaterne og Unionen. Den delte kompetence rejser spørgsmålet om eventuelt bindende foranstaltninger, som direktivet kunne forsøge at pålægge stater. Det påhviler medlemsstaterne at gøre alt for at forebygge og bekæmpe alle former for organiseret kriminalitet, herunder især terrorisme, uanset hvilket motiv der ligger bag. Det er ligeledes EU-institutionernes ansvar at bidrage til at koordinere og harmonisere den nødvendige indsats for at begrænse spredningen af sådanne voldshandlinger.

1.3.

EØSU opfordrer kraftigt til, at alle nationale myndigheder og domstole overholder proportionalitetsprincippet, som er et nødvendigt og grundlæggende element i enhver retsstat. For at undgå fejlfortolkninger eller misbrug af de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger, understreger EØSU i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 1566, at der kun kan rejses terroranklage, hvis trusler eller handlinger, der har til hensigt at dræbe, forårsage alvorlig legemsbeskadigelse, føre til gidseltagning eller alvorlig skade på infrastruktur, udføres med det mål for øje at skabe frygt, intimidere en befolkning eller lægge pres på en regering.

1.4.

Disse lovgivningsmæssige ændringer indgår i en bredere indsats, som er vanskelig at gennemføre i den aktuelle internationale situation, for at tackle den form for trussel, der pr. definition angriber selve fundamentet for de europæiske demokratiske systemer. De forventede resultater af terrorhandlinger er at skabe frygt, splitte den offentlige mening, styrke stereotype forestillinger om visse specifikke befolkningsgrupper, svække balancen mellem de offentlige myndigheder og styrke ordensmagten på bekostning af de institutioner, der sikrer en demokratisk repræsentation, og derfor skal terrorismen bekæmpes resolut og rationelt. Udvalget mener, at EU-borgerne har ret til at leve i sikkerhed såvel som i frihed.

1.5.

Udvalget finder det farligt for ethvert demokrati at indføre forhåndsovertrædelser i lovgivningen (kriminalisering af overtrædelser eller forbrydelser, som endnu ikke er begået). Artikel 3, stk. 2, litra i), i forslaget bør udgå for at undgå enhver form for sammenblanding mellem retfærdighed og sikkerhed. Artikel 15 i direktivforslaget garanterer hverken de borgerlige frihedsrettigheder eller uskyldsformodningen. Udvalget er ligeledes betænkeligt ved spørgsmålet om bevis for hensigten og finder, at der i alle de tilfælde, der er opregnet i artikel 5-13, bør ske fremstilling for en dommer for at bekræfte anklagerne.

1.6.

EØSU finder det hensigtsmæssigt at udvikle instrumenter til forebyggelse af radikalisering som led i et bredere program til undersøgelse af de sociale, økonomiske, kulturelle og politiske årsager til spredningen af denne form for trussel, og mener, at de skal koordineres med aktiviteter vedrørende indsatsen mod og bekæmpelsen af terrorisme. Radikalisering er dog ikke nødvendigvis identisk med en tilbøjelighed til eller tilskyndelse til vold. Forebyggelsespolitikker og -programmer bør målrettes enkeltpersoner og grupper, der har størst tilbøjelighed til at ty til vold med terror for øje. Civilsamfundet har en afgørende rolle at spille i forbindelse med at håndtere forhold, der fremmer radikalisering og tilbøjelighed til voldelig adfærd.

1.7.

Det er derudover nødvendigt at gøre lovgivningen klarere og forbedre samarbejdet mellem medlemsstaterne på ovennævnte områder, koordinere EU's udenrigspolitik over for Mellemøsten og Nordafrika, som for nyligt har været skueplads for store og ekstremt voldelige omvæltninger, der i visse tilfælde har skabt konflikter og ustabilitet. Når terrortruslen er blevet så presserende i de seneste år, er det fordi, der findes aktive konfliktområder, som udgør et arnested for inspiration og træning for et stort antal europæiske borgere. De langvarige konflikter i regionen, bl.a. i form af frosne konflikter, mobiliserer også visse grupper og enkeltpersoner til at planlægge terrorhandlinger. Udvalget betragter det som en prioritet at engagere sig mere klart i indsatsen for stabilisering, udvikling og demokratisering i denne region. Kampen mod fattigdom, korruption og politisk og social udstødelse må prioriteres.

1.8.

Udvalget mener, at det bør være en prioritet for medlemsstaterne og EU-institutionerne drastisk at begrænse adgangen til våben og sprængstoffer. De seneste terrorangreb i Europa har vist, at personer, der er involveret i terroraktiviteter, har købt farlige våben på det sorte marked, hvor udbuddet er mangfoldigt. Forbindelserne mellem terrorgrupper og organiserede kriminelle grupper er en alvorlig trussel mod sikkerheden for borgerne såvel i som uden for Europa.

1.9.

Udvalget går ind for at gøre lovgivningen om ofre for terrorisme klarere. Terrorofre skal modtage hurtig og effektiv bistand, ikke kun i perioden umiddelbart efter begivenheden, men også på mellemlang og lang sigt. Det er tillige nødvendigt med en bedre forståelse af de sociale, økonomiske og psykologiske konsekvenser af terrorangreb på samfund, enkeltpersoner og de forskellige erhvervssektorer. EØSU tilskynder Kommissionen til at analysere disse aspekter og foreslå passende foranstaltninger på basis af analyseresultaterne. De seneste angreb kan indvirke på sektorer som turisme og transport, og det påhviler de europæiske og nationale offentlige myndigheder at iværksætte støtteprogrammer. Udvalget påpeger, at forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme indebærer udgifter, og opfordrer EU til at overveje økonomisk støtte til nationale bestræbelser på området.

2.1.

Som anført i udtalelserne om henholdsvis Haagprogrammet, Stockholmprogrammet og Kommissionens meddelelse »Vejen frem mod et åbent og sikkert Europa« mener EØSU, at udgangspunktet for enhver politik for frihed, sikkerhed og retfærdighed bør være, at den uden afbrydelser eller diskrimination beskytter de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved den europæiske menneskerettighedskonvention og chartret om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (1).

2.2.

Angående bekæmpelsen af terrorisme er det efter udvalgets opfattelse logisk i den aktuelle internationale kontekst at revidere den nuværende retlige ramme, således at handlinger knyttet til terroraktiviteter betragtes som overtrædelser. EØSU bemærker, at det i afsnittet i direktivforslaget, der vedrører de grundlæggende rettigheder (punkt 3 i begrundelsen) anføres, at det er nødvendigt at udelukke enhver form for vilkårlighed, og det bemærker, således som det har gjort det i tidligere udtalelser om samme emne, at der bør gives prioritet til de grundlæggende rettigheder og behovet for at bevare et stærkt demokratisk og funktionelt klima over for sådanne trusler (2).

2.3.

Udvalget henleder opmærksomheden på betydningen af at opretholde Schengenområdet som en konkretisering af de principper, der er nedfældet i traktaten. Det opfordrer medlemsstaterne til ikke at begrænse den frie bevægelighed inden for Unionen.

2.4.

I lyset af de alvorlige udfordringer, som den aktuelle geopolitiske situation rejser, konstaterer udvalget, at definitionerne i direktivforslaget ikke er tilstrækkeligt klare til at sikre borgerrettighederne, der er nedfældet i chartret om grundlæggende rettigheder og forankret i traktaten. Det påpeger, at der er en for bred margen for fortolkning af termerne og at fortolkningen under de nuværende omstændigheder ikke ligger hos dommerne, men hos de offentlige anklagere og ordensmagten. Udvalget henleder også opmærksomheden på den fristelse, der kunne være til at indsnige undtagelsesforanstaltninger i de almindelige retsregler, både på nationalt og europæisk plan, hvilket forelæggelsen af et sådant direktiv inden for et område med delt kompetence måske kunne give indtryk af.

2.5.

EØSU bifalder gennemførelsen af interoperabilitet mellem digitale informationssystemer, for så vidt som de har til formål at bidrage til at inddæmme terrorisme. I den forbindelse mener udvalget, at Schengen-informationssystemet (SIS) er en central søjle i EU's informationssystem og henstiller til beslutningstagerne at sætte alt ind for at sikre, at alle medlemsstater deltager i det.

3.1.1.

3.1.1.1.

Udvalget hilser forslagene i meddelelsen velkommen. Det er nødvendigt at forbedre det institutionelle samarbejde mellem medlemsstaterne markant, både når det drejer sig om at udveksle oplysninger og om at forbinde de eksisterende databaser. Der bør specifikt henvises til uddannelsesprogrammer for personalet i de nationale forvaltninger, som indtil videre ikke har haft prioritet.

3.1.1.2.

EØSU mener, at dette at garantere interoperabilitet mellem databaser og tilskynde de nationale myndigheder til at indsamle oplysninger er centrale elementer til sikring af en korrekt analyse af kontrollen med anvendelsen af skydevåben og sprængstoffer.

3.1.1.3.

Udvalget glæder sig over, at der gives opmærksomhed til behovet for at afbryde adgangen til ulovlige skydevåben på internettet (både det åbne net og mørkenettet) samt risiciene som følge af teknologisk innovation, f.eks. 3D-printning.

3.1.1.4.

Selvom der er behov for yderligere bestræbelser både med hensyn til brugen af detektionsteknologier og med hensyn til standardisering af deres anvendelse, gør EØSU opmærksom på faren for at skabe et »marked« for disse teknologier. Hvis erhvervsdrivende ønsker at markedsføre dem, kunne de fristes til at overdrive de potentielle sikkerhedsrisici og dermed sprede angst i befolkningen. Udvalget går heller ikke ind for at gøre anvendelsen af detektionsteknologier til almen praksis, men plæderer for en selektiv anvendelse alt efter behov og risici.

3.1.1.5.

Udvalget opfordrer Kommissionen til at støtte et tæt samarbejde mellem Europol, Interpol, de vigtigste iTrace-aktører og andre kompetente organer såsom toldmyndigheder og myndigheder, der udsteder tilladelse til import eller eksport af skydevåben, for at optimere det operationelle samarbejde samt sporbarhed og forebyggelse af, at skydevåben omledes til det ulovlige marked.

3.1.1.6.

Udvalget bifalder den erklærede hensigt om at styrke de operationelle aktiviteter og udvide anvendelsesområdet for handlingsplanen EU-Sydøsteuropa og styrke samarbejdet med landene i Mellemøsten og Nordafrika (MENA-regionen). Også på dette område er samarbejde med tredjelande er meget vigtigt.

3.1.1.7.

Udvalget henleder opmærksomheden på, at der i de fleste af disse lande er problemer af institutionel karakter, navnlig hvad angår politiets integritet. Foruden samarbejde inden for skydevåben skal EU tilskynde til og støtte institutionelle reformer i de pågældende lande.

3.2.

3.2.1.

3.2.1.1.

Udvalget er af den opfattelse, at de institutionelle regler og procedurer løbende skal tilpasses udviklingen og sikkerhedsrisikoen. De seneste begivenheder har vist, at terrorismen er ved at få internationalt format både på grund af kommunikationsinfrastrukturerne og på grund af konflikterne i Mellemøsten og Nordafrika.

3.2.1.2.

Finansiering, træning, tilskyndelse, rejser med henblik på deltagelse i en terrorgruppes aktiviteter er alle handlinger, der knyttet til selve terrorhandlingerne. Udvalget anbefaler EU-institutionerne og medlemsstaterne at anvende proportionalitetsprincippet, da den måde, disse handlinger kriminaliseres og bekæmpes på, skal stå i forhold til overtrædelsens grovhed og forsætlige karakter.

3.2.1.3.

EØSU finder det ligeledes relevant at kriminalisere handlinger, der består i at tilskynde til eller koordinere gennemførelsen af terrorhandlinger, som oftest udføres af personer, der ikke viser sig direkte, men handler ved en anden persons mellemkomst.

3.2.1.4.

Samtidig har udvalget betænkeligheder ved medlemsstaternes kapacitet og ulige vilje til at beskytte de grundlæggende rettigheder og sikre, at bestemmelserne i forfatningerne og de internationale traktater overholdes i praksis. Indførelsen af undtagelsestilstand i Frankrig i kølvandet på terrorangrebene i slutningen af sidste år har givet den franske stat mulighed for at træffe foranstaltninger, som civilsamfundsorganisationerne i relation til de grundlæggende rettigheder har rejst tvivl om (3). Udvalget opfordrer de nationale myndigheder til at udføre deres opgaver på en passende og effektiv måde og undgå foranstaltninger, der kan have virkninger, der strider imod det tilsigtede formål. Forebyggelse af terrorisme og bekæmpelse af den kan kun ske med respekt for retsstaten, de grundlæggende rettigheder og internationale traktater. Udvalget anser det for nødvendigt at indføre en form for løbende overvågning af medlemsstaternes foranstaltninger mod terrorisme. I den forbindelse opfordrer det Kommissionen til at overveje at indføre procedurer, der kan blotlægge og korrigere eventuelle afvigelser. En mulighed i den henseende er at anvende den mekanisme for overvågning af respekt for retsstatsprincippet, der er iværksat af Kommissionen, som gør det muligt at identificere krænkelser og fastsætter procedurer for at rette dem.

3.2.1.5.

For at sikre en effektiv koordinering af indsatsen til forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme og håndtering af følgerne samt sikre ensartet praksis, herunder i relation til grundlæggende rettigheder, opfordrer udvalget Kommissionen og de øvrige EU-institutioner til at overveje muligheden for at oprette et europæisk agentur til bekæmpelse af terrorisme.

3.2.2.

3.2.2.1.

Angående definitionen af terrorhandlinger (afsnit II, artikel 3) er der risiko for, at den anvendte definition af terrorisme og de dermed forbundne handlinger er alt for bred.

3.2.2.2.

F.eks. kan »massive ødelæggelser af … en infrastruktur, herunder et edb-system«, ifølge artikel 3, stk. 2, litra d), anses for at være en terrorhandling. Det fremgår ikke klart, om hacking kan betragtes som en terrorhandling. Der findes tilfælde, hvor sådanne handlinger sigter på at frigive dokumenter af offentlig interesse, og selv om opnåelse og offentliggørelse af dem er strafbart, stemmer disse handlinger ikke overens med standarddefinitionen af terrorisme.

3.2.2.3.

Det hedder ligeledes i artikel 3, stk. 2, litra i), i samme stykke, at »fremsættelse af trusler om at ville begå en af de i litra a)-h) nævnte handlinger« svarer til at begå en sådan handling. Dette punkt er yderst problematisk, navnlig hvis proportionalitetsprincippet ikke respekteres. Der kan ikke sættes lighedstegn mellem en trussel og en gerning, for en trussel henviser til en eventuel begivenhed, og ikke til en handling, der reelt er begået. Udvalget foreslår at fjerne artikel 3, stk. 2, litra i), i direktivforslaget.

3.2.2.4.

For så vidt angår »offentlig opfordring til at begå en terrorhandling« (afsnit III, artikel 5) er definitionen af overtrædelsen ikke klar. Forudsat at presse- og ytringsfriheden er garanteret, kan man spørge, på hvilke betingelser offentlig omtale af et terrorangreb ophører med at være en blot og bar oplysning og bliver til en tilskyndelse. Ligeledes gør udviklingen af platforme for sociale netværk, hvor hver bruger også er ophavsmand til indhold, det meget vanskeligt at spore og sondre korrekt mellem de elementer, der henhører under oplysning på den ene side og tilskyndelse på den anden side.

3.2.2.5.

Hvad angår kriminalisering af »udlandsrejser med terror for øje« (afsnit III, artikel 9) er der en alvorlig mangel på klarhed med hensyn til definitionen af udtrykket »med terror for øje«. Mens sagen er klar, når det drejer sig om at tilrettelægge et angreb eller deltage i træningsaktiviteter, er dette absolut ikke tilfældet i forbindelse med en person, der er involveret i et oprør, en væbnet opstand eller borgerkrig, som det er tilfældet i Syrien og Libyen. Betragtes deltagelse i en næsten konventionel krig som havende terror for øje (4)? En situation, der kan forekomme, er, at europæiske krigere kæmper sammen med oprørsgrupper, der er klassificeret som terrorister af de nationale regeringer, på hvis område de opererer, eller af tredjelandes regeringer.

3.2.2.6.

Der er i den henseende yderst vanskeligt at fastslå, om en gruppe er en terrorgruppe eller ej. Disse vanskeligheder forekommer ikke kun på analytisk plan, men også på institutionelt niveau. Den Europæiske Union benytter sit eget system til at opstille listen over terrororganisationer og slette organisationer fra listen. Dette gælder navnlig de organisationer, der står på den »autonome« liste, som forvaltes separat fra FN's liste (5). Det er muligt, at praksis i en medlemsstat eller dens definition af terror er forskellig fra EU's. I så tilfælde er der behov for koordinering mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne, især hos de instanser, der har beføjelser på dette område (f.eks. Europol).

3.2.2.7.

Angående artikel 12-14 giver det ikke sig selv, at det er nødvendigt at kriminalisere de gerninger, der er omhandlet, særskilt fra dem, der normalt indgår i de forskellige medlemsstaters straffelov. Det er imidlertid muligt at anerkende terrorhensigten som en skærpende omstændighed i forbindelse med de strafbare handlinger, der er tale om her, som med respekt for proportionalitetsprincippet bør kunne begrunde en hårdere straf.

3.2.2.8.

Med hensyn til »Forbindelse til terrorhandlinger« (artikel 15) rejser sætningen »For at en strafbar handling, der er omhandlet i artikel 4 og afsnit III, kan være strafbar, er det ikke nødvendigt, at handlingen faktisk begås« et problem. Hvordan fastslår man, at målet er terror, dvs. at en bestemt handling indgår i et forløb, der fører til en overtrædelse, der faktisk er begået, og ikke er en isoleret handling? Dette kan have negative konsekvenser for de grundlæggende rettigheder.

3.2.2.9.

Udvalget sætter spørgsmålstegn ved relevansen af forslaget i artikel 17 om sanktioner over for fysiske personer, hvor medlemsstaterne bedes sørge for, at de pågældende overtrædelser kan straffes med strafferetlige sanktioner »og kan medføre udlevering«.

3.2.2.10.

Angående gennemførelsen henviser forslaget til en periode på 12 måneder efter datoen for vedtagelsen. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at forkorte den periode mest muligt for at fremskynde direktivets gennemførelse.