EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 9.7.2015
COM(2015) 329 final
BERETNING FRA KOMMISSIONEN
Tilsyn med anvendelsen af EU-retten:
Årsberetningen for 2014
{SWD(2015) 133 final}
{SWD(2015) 134 final}
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52015DC0329
REPORT FROM THE COMMISSION Monitoring the application of Union law 2014 Annual Report
BERETNING FRA KOMMISSIONEN Tilsyn med anvendelsen af EU-retten: Årsberetningen for 2014
BERETNING FRA KOMMISSIONEN Tilsyn med anvendelsen af EU-retten: Årsberetningen for 2014
COM/2015/0329 final
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 9.7.2015
COM(2015) 329 final
BERETNING FRA KOMMISSIONEN
Tilsyn med anvendelsen af EU-retten:
Årsberetningen for 2014
{SWD(2015) 133 final}
{SWD(2015) 134 final}
Tilsyn med anvendelsen af EU-retten:
Årsberetningen for 2014
I.INDLEDNING
II.POLITIKKEN VEDRØRENDE TILSYNET MED ANVENDELSEN AF EU-retten:
III.DE FORSKELLIGE FASER AF TRAKTATBRUDSPROCEDUREN
IV.FØR EN TRAKTATBRUDSPROCEDURE INDLEDES
1.Afdækning af problemer
2.Problemløsning
V.TRAKTATBRUDSPROCEDUREN
1.Den administrative procedure
2.Sager anlagt ved Domstolen i medfør af artikel 258 og artikel 260, stk. 2, i TEUF
VI.GENNEMFØRELSE AF DIREKTIVER
1.Forsinket gennemførelse
2.Sager anlagt ved Domstolen i medfør af artikel 258 og artikel 260, stk. 3, i TEUF
VII.UDFORMNINGEN AF POLITIKKEN
1.At bringe EU-retten tættere på borgerne i Europa
2.Overførsel til "den tredje søjle": Politisamarbejdet og det retlige samarbejde i straffesager ligestillet med andre EU-politikker
3.Implementeringsplaner og forklarende dokumenter: Den nuværende situation
4.Dagsorden for bedre lovgivning
5.Målrettet EU-regulering
VIII.KONKLUSIONER
I.INDLEDNING
En effektiv anvendelse af EU-retten er afgørende, hvis Den Europæiske Union skal nå sine mål som fastsat i traktaterne og øge EU-institutionernes troværdighed i borgernes og den brede offentligheds øjne. Mens medlemsstaterne har ansvaret for at gennemføre direktiver rettidigt og nøjagtigt og for korrekt anvendelse og implementering af EU-retten som helhed 1 , fører Kommissionen tilsyn med anvendelsen af EU-retten og sikrer, at medlemsstaternes lovgivning er i overensstemmelse hermed 2 .
I dette øjemed efterprøver Kommissionen løbende de nationale gennemførelsesforanstaltninger, som den modtager fra medlemsstaterne, og foranstalter undersøgelser på eget initiativ. Den vurderer og besvarer desuden klager, som den modtager fra borgere, virksomheder, ngo’er og andre interessenter, samt andragender fra Europa-Parlamentet, der kan afdække mulige tilsidesættelser af EU-retten.
Hvis Kommissionen bliver opmærksom på en mulig tilsidesættelse, indleder den en bilateral drøftelse med medlemsstaten, der opfordres til at løse problemet hurtigt og effektivt i overensstemmelse med de EU-retlige regler. Hvis disse bestræbelser på at løse problemet ikke bærer frugt, kan Kommissionen indlede en formel traktatbrudsprocedure (efter artikel 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)). 3 Retter en medlemsstat sig ikke efter Kommissionens udtalelse, kan den indbringe sagen for Domstolen i medfør af artikel 258 i TEUF, hvis betingelserne i artikel 260, stk. 2, eller 3, er opfyldt, og tilmed begære medlemsstaten pålagt økonomiske sanktioner.
Denne årsberetning for 2014 indeholder en vurdering af medlemsstaternes resultater vedrørende en række nøgleaspekter af anvendelsen af EU-retten, og der gives et overblik over den vigtigste udvikling på håndhævelsesområdet i 2014. Rapporten er opbygget på samme måde som i de foregående år. I de arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene, der er knyttet til rapporten, gennemgås resultater og udfordringer i forbindelse med anvendelsen af EU-retten fordelt på medlemsstater og politikområder.
II.POLITIKKEN VEDRØRENDE TILSYNET MED ANVENDELSEN AF EU-retten:
Et effektivt tilsyn med anvendelsen af EU-retten er en del af Kommissionens dagsorden om bedre lovgivning. Resultaterne af dette tilsyn indgår i evalueringer af lovgivningen, konsekvensanalyser i forbindelse med nye initiativer og, mere generelt, i lovgivningsprocessen. Formålet er både at forbedre implementeringen og håndhævelsen af eksisterende lovgivning og at øge kvaliteten af ny lovgivning.
Kommissionen har en særlig vigtig rolle i tilsynet med anvendelsen af EU-retten. Samtidig udgør EU-retten en integreret del af den nationale retsorden i medlemsstaterne, som har hovedansvaret for at anvende den korrekt. Det påhviler deres offentlige forvaltning og retsvæsen at sikre, at gældende lovgivning og forpligtelser efterleves og håndhæves korrekt. Inden Kommissionen indleder formelle traktatbrudsprocedurer, samarbejder den med medlemsstaterne om at løse problemerne effektivt og i overensstemmelse med EU-retten via en procedure, hvori der indgår en struktureret dialog med klare frister, som blev indført til dette formål. Denne procedure kaldes "EU Pilot" 4 .
Hvis der ikke findes nogen løsning, fortsætter Kommissionen de bilaterale drøftelser og kan indlede formelle traktatbrudsprocedurer i medfør af artikel 258 i TEUF. Medlemsstaterne kan pålægges økonomiske sanktioner, hvis de ikke efterkommer Domstolens afgørelser (artikel 260, stk. 2, TEUF), eller hvis de ikke gennemfører et direktiv, der er vedtaget efter en lovgivningsprocedure, rettidigt (artikel 260, stk. 3, TEUF). Disse bestemmelser er afgørende for, at Kommissionen kan nå det overordnede mål med sin håndhævelsespolitik, som er at sikre, at EU-lovgivningen implementeres og anvendes korrekt og rettidigt til fordel for borgere og virksomheder.
Borgere, virksomheder, ngo’er og andre organisationer bidrager i væsentligt omfang til Kommissionens tilsyn ved at indberette en eventuel mangelfuld gennemførelse og/eller anvendelse af EU-retten foretaget af medlemsstaternes myndigheder. Kommissionen anerkender fuldt ud deres vigtige rolle og har givet tilsagn om administrative garantier, når den behandler klager, herunder underretning af klageren om eventuelle foranstaltninger, som Kommissionen måtte træffe som led i den videre behandling af klagen, og underretning af samme, inden klagen henlægges.
III.DE FORSKELLIGE FASER AF TRAKTATBRUDSPROCEDUREN
Tilsidesættelser af EU-retten kan afdækkes ved Kommissionens egne undersøgelser. Sådanne sager kan også indledes efter klager eller andragender fra borgere, virksomheder, ngo’er eller andre organisationer.
Hvis den uformelle bilaterale drøftelse med en medlemsstat ikke fører til noget resultat, kan Kommissionen beslutte at indlede en formel traktatbrudsprocedure i henhold til artikel 258 i TEUF. Traktatbrudsproceduren er opdelt i en administrativ fase og en judiciel fase.
Der findes tre hovedtyper af tilsidesættelser af EU-retten:
Manglende underretning: En medlemsstat har ikke underrettet Kommissionen om dens gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv.
Manglende overensstemmelse/manglende overholdelse: Kommissionen er af den opfattelse, at en medlemsstats lovgivning ikke lever op til de EU-retlige krav.
Ukorrekt/manglende anvendelse: EU-retten anvendes ikke korrekt eller anvendes slet ikke af de nationale myndigheder.
I den administrative fase af en traktatbrudsprocedure sender Kommissionen først en åbningsskrivelse til den pågældende medlemsstat med anmodning om en redegørelse for sagen inden for en bestemt frist. Hvis medlemsstatens svar er utilfredsstillende, eller den ikke svarer overhovedet, sender Kommissionen en begrundet udtalelse, som medlemsstaten skal efterkomme inden for en bestemt frist.
Hvis medlemsstaten ikke efterkommer den begrundede udtalelse, indleder Kommissionen den judicielle procedure ved at indbringe sagen for Domstolen.
Når Kommissionen indbringer en sag for Domstolen i henhold til artikel 258 i TEUF, fordi en medlemsstat har tilsidesat sin forpligtelse til at meddele gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv vedtaget efter en lovgivningsprocedure, kan den begære medlemsstaten pålagt økonomiske sanktioner i medfør af artikel 260, stk. 3.
Hvis medlemsstaten ikke tager de skridt, der er nødvendige for at opfylde en af EU-Domstolens domme, hvorved det fastslås, at en medlemsstat har tilsidesat sine EU-retlige forpligtelser, kan Kommissionen fortsætte traktatbrudsproceduren i medfør af artikel 260, stk. 2, i TEUF og bringe medlemsstaten for Domstolen på ny, efter at den har givet medlemsstaten lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger, jf. artikel 260, stk. 2, i TEUF. I så fald kan Kommissionen foreslå og Domstolen pålægge medlemsstaten økonomiske sanktioner (betaling af et fast beløb eller tvangsbøder).
IV.FØR EN TRAKTATBRUDSPROCEDURE INDLEDES
1.Afdækning af problemer
1.1 Sager indledt på eget initiativ
Kommissionen undersøger implementeringen af EU-retten primært på eget initiativ. Ligesom når der foreligger en klage, indleder Kommissionen først bilaterale drøftelser med den pågældende medlemsstat inden for rammerne af EU Pilot-proceduren med henblik på at finde en løsning, der er i overensstemmelse med EU-retten (nærmere herom nedenfor i punkt 2). I 2014 blev der indledt 777 EU pilot-undersøgelser (i 2013 var tallet 1023).
Af disse udgjorde transport, miljø og retlige anliggender de tre politikområder med flest potentielle tilsidesættelser (henholdsvis 151, 115 og 115 nye sager i EU Pilot). Det drejede sig primært om Italien, Spanien og Tyskland (henholdsvis 59, 47 og 42 nye EU Pilot-sager).
1.2 Klager og andragender
I 2014 var borgerne, virksomhederne, ngo'erne og andre organisationer fortsat meget aktive i deres indberetning af eventuelle tilsidesættelser af EU-retten. Følgende diagram viser, at antallet har været stigende siden 2012. Det samlede antal åbne klagesager steg med ca. 5,7 % i 2014.
Nedenstående tabel viser yderligere nøgleoplysninger om borgerklager
5
:
Der blev registreret 3 715 nye klager i 2014. De tre medlemsstater, der er indgivet flest klager mod, er:
• Spanien: 553 klager, hvoraf de fleste vedrører beskæftigelse (222 klager), miljø (111 klager) og retlige anliggender (76 klager).
• Italien: 475 klager, især vedrørende beskæftigelse (110 klager), miljø (92 klager) og det indre marked og tjenesteydelser (65 klager).
• Tyskland: 276 klager, de fleste vedrørende det indre marked og tjenesteydelser (55 klager), miljø (54 klager) og retlige anliggender (50 klager).
Følgende diagram viser de fem politikområder med det højeste antal klager (som udgør 76 % af alle indgivne klager).
Der blev behandlet 3 744 klager i 2014. Efter at klagerne var blevet gennemgået, indledte Kommissionen bilaterale drøftelser med de relevante medlemsstater i relation til 447 klager med henblik på at få afklaret, om der foreligger en tilsidesættelse af de EU-retlige regler 6 . 223 af disse klager førte til traktatbrudsprocedurer, efter at Kommissionen afviste de svar, som medlemsstaterne havde afgivet inden for rammerne af EU Pilot-proceduren.
Kommissionen har i medfør af artikel 258 i TEUF beføjelse til at sende en åbningsskrivelse til medlemsstaten uden forudgående bilaterale drøftelser og gør brug af denne mulighed i hastende og særlige tilfælde. Klager, der førte til EU pilot-drøftelser, vedrørte oftest det indre marked og tjenesteydelser, beskatning og toldunion samt miljø (henholdsvis 80, 60 og 59 EU pilot-sager åbnet). De vedrørte hovedsageligt følgende medlemsstater:
• Italien: 66 sager, hvoraf de fleste vedrørte klager på miljøområdet (16 nye EU Pilot-sager), beskatning og toldunion (10) samt beskæftigelse (10).
• Spanien: 37 sager, især i forbindelse med klager vedrørende miljøspørgsmål (6 nye EU Pilot-sager), erhvervspolitik (5), retlige anliggender (4), beskæftigelse (4) samt beskatning og toldunion (4);
• Frankrig: 33 sager, som i overvejende grad vedrørte beskatning og toldunion (7 nye EU Pilot-sager), retlige anliggender (5) og miljø (4).
Tyskland: 33 sager, hvoraf de fleste vedrørte klager i relation til det indre marked og tjenesteydelser (15 nye EU Pilot-sager), beskatning og toldunion (3), erhvervspolitik (3) samt mobilitet og transport (3).
I 2014 henledte Europa-Parlamentet ved hjælp af andragender og spørgsmål Kommissionens opmærksomhed på mangler ved medlemsstaterne gennemførelse og anvendelse af EU-retten.
Disse omfatter:
• Miljø: Der blev sendt tre åbningsskrivelser vedrørende tilladelser til forskellige udviklingsprojekter i Frankrig.
I 13 tilfælde vedrørende affaldsforvaltning, vandbeskyttelse og konsekvensanalyser indledte Kommissionen bilaterale drøftelser med medlemsstaterne. De fleste af disse sager vedrørte Italien, Frankrig, Luxembourg og Spanien.
• Transport: Kommissionen indledte bilaterale drøftelser med Irland, Italien og Spanien i fire sager om diskriminerende lokale befordringstakster, kørekort til bilister med handicap, krav til etablering af aktiviteter vedrørende personbefordring ad landevej og transport af skolebørn.
• Sundhed og forbrugerbeskyttelse: Kommissionen vurderede angivelige tilsidesættelser af EU’s regler om dyrevelfærd og fødevaresikkerhed.
• Beskatning: En skriftlig forespørgsel i Europa-Parlamentet fik Kommissionen til at rette søgelyset mod de danske regler, hvorefter en ikke-hjemmehørende filial af et selskab etableret i en anden medlemsstat ikke har adgang til overføre tab, der er lidt på det nationale område, til et selskab i samme koncern, der er etableret på det nationale område.
2.Problemløsning
EU Pilot-proceduren er indført på Kommissionens initiativ og tager sigte på anmode medlemsstaterne om at besvare spørgsmål og finde løsninger på problemer i forbindelse med anvendelsen af EU-retten. Den hviler på en onlinedatabase og et kommunikationsredskab. Ved hjælp af EU Pilot-dialoger løser Kommissionen og medlemsstaterne problemer hurtigere til gavn for borgerne og erhvervslivet ved at sikre overholdelse af forpligtelserne efter EU-retten.
Antallet af EU Pilot-sager er steget gradvist mellem 2011 og 2013 (se figuren nedenfor). I 2014 faldt antallet imidlertid tilbage til niveauet i 2011: Der blev indledt 1 208 nye sager (et fald på omkring 20 %).
Nedenstående tabel viser nøgletal for EU Pilot for 2014 7 :
Der blev indledt 1 208 nye EU Pilot-sager i 2014. Dette tal dækker over 423 sager, der blev indledt som følge af klager, 8 som følge af undersøgelser og 777 sager, der blev indledt på Kommissionens eget initiativ.
Følgende lagkagediagram viser de politikområder, hvor der blev indledt flest sager i 2014:
Der blev behandlet 1 336 EU Pilot-sager i 2014. Ud af de 1 336 behandlede EU Pilot-sager i 2014 henlagde Kommissionen 996, fordi den fandt medlemsstatens svar tilfredsstillende. Det svarer til, at medlemsstaterne løste 75 % af sagerne, hvilket er en stigning fra 70 % i 2013. En sag blev afvist af medlemsstaten på dette stadium, og Kommissionen accepterede afvisningen. I alt blev 339 EU Pilot-sager afsluttet, efter at Kommissionen havde afvist medlemsstaternes svar. Kommissionen fulgte op på 325 af disse sager ved at indlede formelle traktatbrudsprocedurer (396 i 2013). Heraf vedrørte 91 mobilitet og transport; 43 miljø; 39 beskatning og toldunion; og 37 beskæftigelse og sociale anliggender. Italien, Spanien, Tyskland og Frankrig var genstand for de fleste EU pilot-sager, der blev fulgt op af traktatbrudsprocedurer (henholdsvis 31, 28 og 22 sager).
1 348 EU Pilot-sager var åbne ved udgangen af 2014. Ved udgangen af 2014 vedrørte de fleste af de stadig åbne EU Pilot-sager Italien (139), Spanien (91), Grækenland og Polen (73 hver). Miljøet var fortsat det vigtigste politikområde med 390 åbne sager efterfulgt af retlige anliggender (157) samt mobilitet og transport (157).
Nedenstående diagram viser andelen af løste EU Pilot-sager for alle medlemsstaterne i 2014 (i procent).
Medlemsstaterne skal besvare spørgsmålene i EU Pilot-sager inden 10 uger (70 dage). Den næste figur viser den gennemsnitlige reaktionstid (i dage) pr. medlemsstat i 2014.
V.TRAKTATBRUDSPROCEDUREN
1.Den administrative procedure
Hvis en medlemsstat ikke bringer en angivelig tilsidesættelse af EU-retten til ophør, kan den indlede en traktatbrudsprocedure i medfør af artikel 258 i TEUF 8 og kan i sidste ende indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol. I 2014 indledte Kommissionen 893 nye sådanne procedurer ved at fremsende en åbningsskrivelse. Nedenstående diagram viser fordelingen pr. medlemsstat.
Følgende diagram viser de hovedpolitikområder, som de nye procedurer vedrørte.
Kommissionen sendte ligeledes 256 begrundede udtalelser til medlemsstaterne i 2014. Italien (20), Rumænien (17), Spanien, Slovenien, Grækenland og Polen (14 hver) modtog flest begrundede udtalelser. De politikområder, som var genstand for de fleste af Kommissionens begrundede udtalelser til medlemsstaterne, var: miljø, mobilitet og transport, og det indre marked og tjenesteydelser (henholdsvis 60, 44 og 35).
Ved udgangen af 2014 var 1 347 traktatbrudssager stadig åbne. Mens antallet af åbne traktatbrudssager i 2014 steg en smule, har tallet generelt været faldende siden 2010, som vist i nedenstående tabel.
Nedenstående tabel viser det samlede antal åbne traktatbrudssager pr. medlemsstat ved udgangen af 2014:
Følgende lagkagediagram viser de politikområder, hvor der var flest åbne traktatbrudssager i 2014:
Dialogen mellem medlemsstaterne og Kommissionen fortsætter under den formelle procedure med henblik på at få tvisterne løst. Statistikkerne bekræfter, at medlemsstaterne gør en stor indsats for at bringe deres tilsidesættelse af EU-retten til ophør, før Domstolen træffer afgørelse i sagen 9 .
I 2014 henlagde Kommissionen:
•580 traktatbrudssager efter at have sendt en åbningsskrivelse
•190 sager efter at have sendt en begrundet udtalelse til medlemsstaten
•11 sager efter at have besluttet at indbringe sagen for Domstolen, men før stævningen blev indgivet. Derudover har Kommissionen hævet 16 sager ved Domstolen, før den nåede at afsige dom.
2.Sager anlagt ved Domstolen i medfør af artikel 258 og artikel 260, stk. 2, i TEUF
Domstolen afsagde 38 domme inden for rammerne af artikel 258 i TEUF i 2014, hvoraf 35 (92 %) faldt ud til Kommissionens fordel. Domstolen afsagde flest domme, der gik Spanien imod (5, alle til fordel for Kommissionen), Belgien (4, alle til fordel for Kommissionen), Tyskland (4, hvoraf den ene faldt ud til Tysklands fordel), Italien (4, alle til fordel for Kommissionen), Polen (4, alle til fordel for Kommissionen) og Det Forenede Kongerige (4, alle til fordel for Kommissionen). Miljø (10), beskatning (8) samt erhvervspolitik og industri (5) var genstand for de fleste af de domme, som Domstolen afsagde i 2014.
Medlemsstaterne træffer ofte de nødvendige foranstaltninger for straks at opfylde Domstolens domme. Ved udgangen af 2014 var 61 traktatbrudsprocedurer fortsat åbne efter en domstolsafgørelse, fordi Kommissionen var af den opfattelse, at de berørte medlemsstater endnu ikke havde opfyldt dommene som fastsat i artikel 258 i TEUF. De fleste af disse sager vedrørte Spanien (8), Polen (7) og Grækenland (6) og angik miljø (19), beskatning og toldunion (14), transport (6) samt sundhed og forbrugerbeskyttelse (6).
Af disse 61 sager var 3 allerede blevet indbragt for Domstolen for anden gang. I medfør af artikel 260, stk. 2, i TEUF kan Kommissionen foreslå og Domstolen pålægge den misligholdende medlemsstat at betale et fast beløb og/eller en daglig tvangsbøde, og medlemsstaten skal straks betale det faste beløb og løbende betale tvangsbøderne, indtil den fuldt ud opfylder den første og den anden dom. I 2014 blev der afsagt 5 domme efter artikel 260, stk. 2, i TEUF. Domstolen pålagde Italien 10 , Grækenland 11 , Portugal 12 , Spanien 13 , og Sverige 14 at betale tvangsbøder. Ved udgangen af 2014 var 7 traktatbrudsprocedurer fortsat åbne, efter at der var truffet en domstolsafgørelse i medfør af artikel 260, stk. 2.
Det samlede fald i antallet af traktatbrudsprocedurer har forbindelse med den betydelige stigning i antallet af præjudicielle afgørelser efter artikel 267 i TEUF, der har fundet sted siden 2010 15 . Domstolen har behandlet spørgsmål om, hvorvidt nationale bestemmelser er i overensstemmelse med de EU-retlige regler i ca. halvdelen af de domme, den har afsagt efter artikel 267 i TEUF siden 2010, og den fastslog, at der var tale om manglende overensstemmelse i adskillige tilfælde. Selv om præjudicielle afgørelser adskiller sig fra domme i traktatbrudssager, giver disse afgørelser Kommissionen en yderligere mulighed for på en mere systematisk måde at sikre sig, at der rådes bod på krænkelser af EU-retten, som skyldes national lovgivning eller anvendelsen heraf.
VI.GENNEMFØRELSE AF DIREKTIVER
1.Forsinket gennemførelse
Medlemsstaternes sene gennemførelse af direktiver er fortsat et tilbagevendende problem, der hindrer borgere og virksomheder i at få de konkrete fordele af de EU-retlige regler inden for de tidsfrister, som lovgiver har fastsat for direktiver, der er vedtaget efter en lovgivningsprocedure, hvilket har en negativ indvirkning på den overordnede retssikkerhed og sikringen af de lige konkurrencevilkår på det indre marked. Når et direktiv ikke gennemføres inden for den fastsatte frist, forlænges gennemførelsesfristen med urette i væsentlig grad ud over den frist, der gælder for alle medlemsstater. Det har derfor længe været en prioritet for Kommissionen at dæmme op for forsinket gennemførelse af direktiver 16 . Dette mål afspejles også i den nye bestemmelse i artikel 260, stk. 3, i TEUF, der blev indført ved Lissabon-traktaten, og som giver Kommissionen adgang til at begære økonomiske sanktioner pålagt, når den i medfør af artikel 258 indstævner en medlemsstat for Domstolen, fordi den pågældende medlemsstat ikke har meddelt Kommissionen sine gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv, der er vedtaget efter en lovgivningsprocedure, inden for den frist, som lovgiver har fastsat i direktivet (nærmere herom i underafsnit VI.2).
Kommissionen foreslår, at medlemsstaterne pålægges bøder efter de særlige sanktionsbestemmelser i artikel 260, stk. 3, i TEUF, hvis de ikke gennemfører direktiver rettidigt (nærmere herom i underafsnit VI.2).
Der var færre direktiver, der skulle gennemføres i 2014 end i det foregående år, dvs. 67 17 mod 74 i 2013, men flere end i 2012 (56). Der var imidlertid en betydelig stigning i nye tilfælde af forsinket gennemførelse af direktiver i 2014 i forhold til de foregående år: Der blev indledt 585 nye traktatbrudssager som følge af forsinket gennemførelse i 2014 mod 478 i 2013 (447 i 2012, 1 185 i 2011 og 855 i 2010).
Ved udgangen af 2014 var der 421 åbne sager, der vedrørte manglende gennemførelse, hvilket svarer til en stigning på 7,4 % i forhold til de 390 sager, der var åbne ved udgangen af 2013.
Nedenstående tabel indeholder nøgletal for traktatbrudssager, som Kommissionen har indledt som følge af forsinket gennemførelse i 2014:
Nedenstående tabel viser antallet af traktatbrudssager som følge af forsinket gennemførelse, som var åbne pr. 31. december 2014 for hver medlemsstat, uanset hvilket år sagen blev indledt.
Den næste tabel viser nye sager (585 i alt), der blev indledt i 2014, pr. medlemsstat.
De fire politikområder, på hvilke der blev indledt flest nye sager i 2014, er vist i nedenstående lagkagediagram:
Der blev indledt nye sager i forhold til 27 medlemsstater på grund af forsinket gennemførelse af direktivet om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber 18 . Derudover var 24 medlemsstater inddraget i sager vedrørende forsinket gennemførelse af direktivet om energieffektivitet 19 . Der blev indledt 17 procedurer vedrørende direktivet om krav til medlemsstaternes budgetrammer 20 , direktivet om forbrugerrettigheder 21 og direktivet om affald fra elektrisk og elektronisk udstyr 22 . 16 medlemsstater gennemførte ikke eller gav ikke inden for den fastsatte frist Kommissionen meddelelse om deres nationale gennemførelsesforanstaltninger for så vidt angår direktivet om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser 23 og direktivet om fremme af grænseoverskridende udveksling af oplysninger om trafiksikkerhedsrelaterede færdselslovsovertrædelser 24 .
2.Sager anlagt ved Domstolen i medfør af artikel 258 og artikel 260, stk. 3, i TEUF
I medfør af artikel 260, stk. 3, i TEUF kan Kommissionen, når den indbringer en sag om ufuldstændig gennemførelse for Domstolen efter artikel 258 i TEUF, begære medlemsstaten pålagt økonomiske sanktioner allerede på dette stadium af sagen uden at skulle afvente en første dom. Formålet med denne nyskabelse i Lissabontraktaten er at give medlemsstaterne et stærkere incitament til at gennemføre direktiverne inden for de frister, der er fastsat efter EU-retten. Kommissionen beslutter, hvilke økonomiske sanktioner den skal foreslå den berørte medlemsstat pålagt i overensstemmelse med den politik, der er fastsat i dens meddelelse om gennemførelsen af artikel 260, stk. 3, i TEUF. 25
I 2014 indbragte Kommissionen fortsat en række traktatbrudssager som følge af forsinket gennemførelse for Domstolen med begæring om daglige tvangsbøder efter artikel 260, stk. 3, i TEUF. Tre medlemsstater blev indstævnt for Domstolen i 2014: Belgien 26 , Finland 27 og Irland (to tilfælde) 28 . Kommissionen hævede en sag ved Domstolen om Irlands forsinkede gennemførelse af direktivet om vedvarende energi 29 . Alle sager om forsinket gennemførelse, der blev indbragt for Domstolen med begæring om daglige tvangsbøder, vedrørte energipolitikdirektiver. Det blev også besluttet at anlægge sager ved Domstolen på andre områder end energiområdet, men i disse sager traf medlemsstaterne de fornødne gennemførelsesforanstaltninger, før stævningen blev indgivet til Domstolen, og undgik dermed retssagen. Kommissionen har endnu ikke foreslået Domstolen at anvende faste beløb. På det tidspunkt, hvor Kommissionen vedtog sin politik om gennemførelsen af artikel 260, stk. 3, i TEUF, håbede den, at tvangsbøderne ville være tilstrækkelige til at nå den nye bestemmelses mål om at give medlemsstaterne et stærkere incitament til at gennemføre direktiverne rettidigt. Skønt alle de sager, der blev anlagt ved Domstolen efter artikel 258 og artikel 260, stk. 3, siden 2011, i mellemtiden er blevet hævet som følge af fuldstændig gennemførelse af de relevante direktiver, skal det bemærkes, at den fuldstændige gennemførelse fandt sted på et meget fremskredent tidspunkt under retssagen, hvorved visse medlemsstater nød godt af en uretmæssig forlængelse af den gennemførelsesfrist, som lovgiver har fastsat ens for alle medlemsstater.
I 2014 fortsatte medlemsstaterne deres bestræbelser på at afslutte gennemførelsen, før Domstolen afsagde dom i sagen. Sammen med de øvrige sager, der blev indledt efter artikel 258 og 260, stk. 3, i TEUF i de foregående år, var der imidlertid stadig 8 verserende sager, hvor Kommissionen havde begæret daglige tvangsbøder: 2 sager mod Østrig og 2 mod Polen, samt 1 sag mod hver af følgende medlemsstater: Belgien, Finland, Nederlandene og Irland.
VII.UDFORMNINGEN AF POLITIKKEN
1.At bringe EU-retten tættere på borgerne i Europa
I 2014 fortsatte Kommissionen sine bestræbelser på at informere borgerne bedre om deres rettigheder efter EU-retten og sikre, at de kan benytte sig af adækvate retsmidler, hvis de mener, deres rettigheder er blevet krænket. Disse bestræbelser gik ud på at lette adgangen til information om anvendelse af de EU-retlige regler, stille værktøjer til problemløsning til rådighed for EU-borgere og virksomheder i medlemsstaterne og forbedre behandlingen af klager fra borgere og virksomheder over tilsidesættelser af EU-retten.
1.1 Lettere adgang til information om anvendelsen af EU-retten
Den 9. december 2014 lancerede Kommissionen et nyt webafsnit med overskriften "anvendelse af EU-retten", en database over Kommissionens beslutninger inden for rammerne af traktatbrudsprocedurer og en online klageformular for borgere og virksomheder.
1.1.1 Nyt webafsnit om anvendelse af EU-retten
Med mere en 30 000 besøgende pr. måned er "Anvendelse af EU-retten" 30 det næstmest besøgte websted på Europa-portalen. Indholdet og opbygningen af dette afsnit er blevet fuldstændig opdateret og forenklet. Dette afsnit sætter borgerne i stand til at finde de ønskede oplysninger hurtigere på alle de officielle EU-sprog.
1.1.2 Database over Kommissionens beslutninger i traktatbrudssager
Kommissionen lancerede også en ny online database med sine beslutninger i traktatbrudssager 31 . Et forbedret og brugervenligt søgeværktøj gør det lettere at finde beslutninger i traktatbrudssager pr. medlemsstat, sagsnummer, politikområde osv.
1.1.3 Online klageformular
I et forsøg på at gøre det lettere for borgerne at klage over tilsidesættelser af EU-retten lancerede Kommissionen i december 2014 en forenklet klageformular online 32 . Den er nu tilgængelig via Europa-portalen under Dine rettigheder og indeholder links til forskellige problemløsnings- og klagebehandlingstjenester på EU-niveau og nationalt niveau.
1.2 Bedre adgang til værktøjer til problemløsning for borgere og virksomheder i medlemsstaterne
Klager er ganske vist fortsat en vigtig kilde til oplysninger om tilsidesættelser af EU-retten i medlemsstaterne, men mange af de sager, som Kommissionen får kendskab til via klager, viser sig ikke at udgøre tilsidesættelser af EU-retten. Dertil kommer, at den hurtigste og mest effektive måde, hvorpå mennesker og virksomheder kan løse de problemer, der skyldes medlemsstaternes ukorrekte anvendelse af de EU-retlige regler, er at tage sagen op med de berørte nationale myndigheder.
For at gøre det lettere for virksomheder og borgere at få kendskab til de formaliteter og procedurer, der skal følges i forskellige lande, og at finde ud af hvem man skal kontakte, indeholder Kommissionens portal Dit Europa praktiske oplysninger og tips om EU og den frie bevægelighed inden for Unionen. Dit Europa leder borgere og virksomheder hen til den tjeneste, der er bedst egnet til at bistå med at finde en løsning 33 og fungerer som en indgang til bistand og retsmidler, hvis det er nødvendigt.
1.3 Hurtigere behandling af klager fra borgere og virksomheder
For yderligere at smidiggøre klagebehandlingen og yde en bedre service til borgere og virksomheder koblede Kommissionen i 2014 problemløsningstjenesten SOLVIT sammen med det interne redskab til registrering af klager, CHAP 34 .
CHAP sikrer en ordentlig og rettidig fordeling af klagerne til de kompetente tjenestegrene i Kommissionen samt systematisk feedback til klagerne i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse fra 2012 om ajourføring af meddelelsen om forbindelserne med klagere i sager om anvendelsen af EU-retten 35 .
SOLVIT, som er et uformelt problemløsningsværktøj, der hidrører fra de nationale myndigheder, blev oprettet i 2002 af Kommissionen og medlemsstaterne for at hjælpe borgerne med at opnå hurtige løsninger på problemer indeholdende en grænseoverskridende dimension, hvor de nationale myndigheder ikke overholdt EU-retten.
Forbindelsen mellem SOLVIT og CHAP sikrer en hurtigere behandling af klager.
2.Overførsel til "den tredje søjle": Politisamarbejdet og det retlige samarbejde i straffesager ligestillet med andre EU-politikker
Den 1. december 2014 udløb de regler, der begrænsede Domstolens retlige kontrol med de EU-retlige bestemmelser om politisamarbejdet og det retlige samarbejde i straffesager og Kommissionens beføjelser til at føre tilsyn med anvendelsen af EU-lovgivningen på dette område 36 .
Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 indebar en ophævelse af den "tredje søjle" i EU’s lovgivning (retlige og indre anliggender) 37 . Traktatens bestemmelser om politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager blev inkorporeret i afsnit V i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
Som en overgangsforanstaltning blev det imidlertid i protokol nr. 36 til Lissabontraktaten fastsat, at indtil den 1. december 2014 skulle Kommissionens beføjelser i medfør af artikel 258 i TEUF (traktatbrudsprocedurer) og Domstolens kompetence ikke finde anvendelse på retsakter på området politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager, der var vedtaget før traktatens ikrafttræden, medmindre de blev ophævet, annulleret eller ændret (betingelser, der undertiden benævnes "lissabonisering") efter dens ikrafttræden.
Visse medlemsstater (Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige) har en særlig status med hensyn til disse politikområder 38 .
Afskaffelsen af søjlestrukturen og den fulde integration af det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager i den almindelige EU-retlige og institutionelle sammenhæng bidrager til velfungerende forskrifter på området frihed, sikkerhed og retfærdighed og styrker både den gensidige tillid mellem medlemsstaterne og borgernes tillid til EU.
3.Implementeringsplaner og forklarende dokumenter: Den nuværende situation
3.1 Implementeringsplaner
Kommissionen udarbejder implementeringsplaner for at gøre det lettere at anvende EU-retten effektivt og rettidigt, samtidig med at det fastholdes, at anvendelsen af EU-retten er medlemsstaternes ansvar. Gennemførelsesplanerne udarbejdes på et tidligt tidspunkt under forberedelsen af ny lovgivning. Herved identificeres de udfordringer, som medlemsstaterne står over for i forbindelse med anvendelsen af retsakten, og som de skal tage højde for, når de forbereder arbejdet med gennemførelse og implementering. Der stilles også en lang række værktøjer til rådighed for at hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre EU-retten, f.eks. vejledninger, ekspertgrupper og specialiserede websteder.
I 2014 vedtog Kommissionen 4 direktiver (3 om det indre marked og 1 om miljø) med en implementeringsplan. I planerne identificeres de største udfordringer og mål for medlemsstaterne ved implementeringen af direktiverne. Der foreslås nyttige foranstaltninger (såsom at nå målet inden for fristen, udnyttelse af tidligere erfaringer, overvågning og kvalificeret rapportering, workshops om implementering og bilaterale møder og ekspertgrupper). Navnene på "kontaktpunkterne" (de ansvarlige tjenestegrene) i Kommissionen nævnes også.
Kommissionen er af den opfattelse, at disse planer vil bidrage til en effektiv gennemførelse og implementering af de pågældende direktiver. Kommissionen vil føre tilsyn med brugen af disse planer.
3.2 Forklarende dokumenter
Mens medlemsstaterne har ansvaret for at gennemføre direktiverne korrekt og rettidigt, er det Kommissionens rolle som traktaternes vogter at kontrollere, at dette sker. Derfor skal de oplysninger, som medlemsstaterne indsender til Kommissionen, være klare og præcise. I 2011 blev EU-institutionerne og medlemsstaterne enige om en ny ramme, inden for hvilken medlemsstaterne indsender supplerende oplysninger om, hvordan de har gennemført direktiverne i deres nationale lovgivning 39 . Det blev besluttet, at disse supplerende oplysninger ("forklarende dokumenter") skal indgives i velbegrundede tilfælde sammen med gennemførelsesforanstaltningerne 40 .
I 2014 anmodede Kommissionen om forklarende dokumenter i forbindelse med 8 ud af 12 forslag til direktiver, der var forelagt Rådet og Parlamentet. I løbet af denne periode vedtog Rådet og Parlamentet 23 direktiver (ud af 65), i forbindelse med hvilke Kommissionen anmodede om forklarende dokumenter, og hvori den aftalte betragtning om behovet for sådanne dokumenter blev fastholdt.
In 2014 skulle medlemsstaterne gennemføre 67 direktiver 41 , heraf var der 8, hvor de havde givet tilsagn om at ville fremlægge forklarende dokumenter 42 . Nogle medlemsstater har ikke sendt nogen forklarende dokumenter. For direktiverne på det retlige område (2 ud af 8) modtog Kommissionen 16 forklarende dokumenter til første direktiv (9 i form af "sammenligningstabeller") og 16 til det andet (10 i form af "sammenligningstabeller"). For direktiverne på miljøområdet (3 ud af 8) modtog Kommissionen 7 forklarende dokumenter til første direktiv (4 i form af "sammenligningstabeller"), 8 til det andet (5 i form af "sammenligningstabeller") og 16 til det tredje (10 i form af "sammenligningstabeller"). For direktivet på energiområdet modtog Kommissionen 28 "sammenligningstabeller" (ikke fra alle medlemsstater, idet nogle medlemsstater indsendte flere) og 14 andre forklarende dokumenter. For direktiverne om finansielle markeder (2 ud af 8) modtog Kommissionen 9 forklarende dokumenter (8 i form af "sammenligningstabeller") vedrørende det første direktiv, og kun 1 forklarende dokument (i form af en "sammenligningstabel") vedrørende det andet.
De dokumenter, der blev modtaget, varierer med hensyn til form og indhold og spænder over en simpel henvisning til de nationale retsforskrifter, hvorved direktivet er blevet gennemført, og detaljerede sammenligningstabeller. De omfatter breve og notater, herunder tabeller med henblik på at forklare Kommissionen, hvordan den pågældende medlemsstat har gennemført direktivet. Nogle giver detaljerede oplysninger om, hvordan det nye direktiv allerede er afspejlet i gældende national lovgivning.
En første gennemgang af materialet viser, at nogle medlemsstater klart angiver, hvordan direktivet er blevet gennemført i deres nationale lovgivning. Der er derimod andre, der ikke fuldt ud opfylder deres tidligere tilsagn, idet de ikke i alle tilfælde giver de klare og præcise oplysninger, der kræves efter fast retspraksis 43 .
Det vil først være muligt at foretage en fuld evaluering, når Kommissionen har modtaget forklarende dokumenter til et mere repræsentativt antal direktiver. Kommissionen vil fortsat aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet herom i sine årlige rapporter om anvendelsen af EU-retten.
4.Dagsorden for bedre lovgivning
I Kommissionens arbejdsprogram for 2015 44 bekræftes det, at Kommissionen fortsat vil arbejde aktivt for at sikre, at reglerne anvendes, implementeres og håndhæves korrekt, så de reelt kan kommer borgerne til gode. Dette skal ses sideløbende med indførelsen af en post som næstformand i Juncker-Kommissionen med tværgående ansvar for bedre lovgivning, interinstitutionelle relationer, retsstatsprincippet og chartret om grundlæggende rettigheder.
Der blev gjort flere vigtige fremskridt inden for rammerne af dagsordenen for bedre lovgivning i 2014.
Der blev holdt offentlige høringer i 2014 vedrørende evalueringer, konsekvensanalyser og retningslinjer for høring af berørte parter som led i forberedelsen af retningslinjerne for bedre lovgivning 45 .
5.Målrettet EU-regulering
Med sit program for målrettet og effektiv regulering (REFIT) 46 har Kommissionen fastlagt en ambitiøs dagsorden med næsten 200 individuelle foranstaltninger med henblik på at forenkle og nedsætte regelbyrden, ophæve eksisterende regulering og trække forslag om ny regulering tilbage. Programmet omfatter ligeledes kvalitetskontrol og evalueringer for at vurdere, om EU-retten fungerer tilfredsstillende og er effektiv, samt forberede fremtidige initiativer med henblik på at mindske byrderne.
Kommissionen vedtog en meddelelse i juni 47 , der indeholdt en række nye REFIT-initiativer, og offentliggjorde den første udgave af en årlig resultattavle 48 for at lette tilsynet med gennemførelsen og dialogen mellem interessenterne. Den nye Kommissions arbejdsprogram bekræfter, hvilke REFIT-initiativer der skal gennemføres i 2015 49 .
VIII.KONKLUSION
Den effektive anvendelse af EU-retten stod fortsat over for store udfordringer i 2014.
Det store antal angivelige krænkelser af EU-retten kræver en øget indsats fra medlemsstaternes side for at gennemføre de EU-retlige regler korrekt og rettidigt, så borgere og virksomheder kan drage fordel af dem. Det samlede fald i formelle traktatbrudsprocedurer i de seneste fem år (fra knap 2 900 til 1 347) viser, at den strukturerede dialog inden for rammerne af EU Pilot-proceduren hurtigt og effektivt kan løse mulige tilsidesættelser til fordel for borgere og virksomheder. Næste år vil Kommissionen fuldt ud leve op til sin rolle som traktaternes vogter og styrke samarbejdet med medlemsstaterne for at hindre, at tilsidesættelser opstår og fremskynde afhjælpning af tilsidesættelser af EU-retten, hvor det er nødvendigt. Samtidig vil Kommissionen fortsat give nyttig information til borgere og virksomheder om EU-retten og hjælpe dem med at løse problemer ved yderligere at styrke relevante redskaber, såsom SOLVIT og ved fortsat at tage initiativer til at belyse, hvordan fordelene ved de EU-retlige regler høstes. Det stigende antal tilsidesættelser vedrørende forsinket gennemførelse viser, at hurtig gennemførelse fortsat udgør en udfordring i mange medlemsstater og kræver en effektiv reaktion fra Kommissionens side.
Som led i dagsordenen for bedre lovgivning vil Kommissionen fokusere på at sikre klarhed, anvendelighed og håndhævelse af de EU-retlige regler. Dette mål kan ikke opfyldes uden et aktivt bidrag fra alle de parter, der er involveret i EU’s lovgivningsproces. Aspekter som gennemførelse, forvaltning og håndhævelse vil blive tillagt større vægt, både når Kommissionen udarbejder forslag til ny lovgivning og under hele lovgivningsprocessen.
For så vidt angår direktiver, der er vedtaget, vil Kommissionen benytte perioden indtil gennemførelsesfristens udløb til at yde bistand ved medlemsstaternes gennemførelse af direktivet. Efter at fristen for gennemførelsen er udløbet, vil Kommissionen styrke håndhævelsen af EU-retten på grundlag af en struktureret og systematisk kontrol af gennemførelsen og den nationale lovgivnings konformitet.
Medlemsstaterne bør tillægge en korrekt og rettidig gennemførelse af EU-retten i national lovgivning og en klar national lovgivningsramme høj prioritet. Dette skulle i betydelig grad mindske tilsidesættelser af EU-retten og dermed antallet af klager til gavn for borgere og virksomheder.
Medlemsstaterne "forpligter sig til at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere forklarende dokumenter, der kan tage form af sammenligningstabeller eller andre dokumenter, der tjener samme formål". Kommissionen skal "i forbindelse med fremsættelse af de relevante forslag i hvert enkelt tilfælde begrunde nødvendigheden og proportionaliteten af at tilvejebringe sådanne dokumenter".
Nemlig følgende direktiver 2012/17/EU (JUST), 2013/1/EU (JUST), 2012/18/EU (ENV), 2012/19/EU (ENV), 2012/33/EU (ENV), 2012/27/EU (ENER), 2013/14/EU (MARKT) og 2014/59/EU (MARKT).