17.11.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 383/84

Ordfører:

Ulla SIRKEINEN

Medordfører:

Pierre-Jean COULON

1.1.

EU's energipolitik har haft delvis succes navnlig med at øge anvendelsen af vedvarende energi og udvide forbrugernes valgmuligheder. Og dog bliver de fleste energipolitiske spørgsmål fortrinsvis behandlet som nationale interesser.

1.2.

Udfordringerne er vokset: risiko for gasforsyningssikkerheden; forøgede energiomkostninger, som går ud over forbrugerne og svækker erhvervslivets konkurrenceevne; de virkninger, en stor andel af fluktuerende vedvarende energi har på elektricitetssystemets stabilitet.

1.3.

Der er brug for massive investeringer for at sikre energiforsyningen i EU. Investorer har brug for en politisk ramme, der er så forudsigelig og stabil som muligt.

1.4.

For at kunne levere det, borgerne forventer, skal energispørgsmålet tackles på en mere sammenhængende vis. Det er nødvendigt med samarbejde medlemsstaterne imellem og et velfungerende indre energimarked.

1.5.

EØSU bifalder forslaget om en europæisk energiunion, som hurtigst muligt skal implementeres. Dette kunne føre til, at fri bevægelighed for energi bliver den femte EU-frihed!

EØSU anbefaler følgende:

1.6.

For at initiativet skal kunne blive vellykket, skal der være et tydeligere budskab — en retningsgivende vision — om, hvilke fordele EU's borgere og virksomheder kan få af energiunionen.

1.7.

Ud over forsyningssikkerhed og bæredygtighed bør indsatsen i forhold til borgernes og virksomhedernes energiudgifter prioriteres højt. Der hvor stigningerne i slutpriserne for elektricitet er en følge af politiske beslutninger, kan man have berettigede forventninger om, at der rettes op på dette.

1.8.

Energi bør blive en central del af EU's politikker udadtil i betragtning af den stigende konkurrence om energiressourcerne og behovet for at diversificere forsyningskilderne.

1.9.

Kommissionen bør, når den — som foreslået i køreplanen og som støttet af EØSU — udarbejder forslag til ændring af forskellige dele af energilovgivningen, undgå inkonsistens og øgede omkostninger, men snarere søge at forenkle processen.

1.10.

Metoder til at aktivere forbrugerne bør udvikles i samarbejde med disse, herunder innovativ brug af IKT. Energifattigdom bør primært håndteres gennem socialpolitiske tiltag.

1.11.

Ved udnyttelse af det store potentiale for energieffektivitetsgevinster navnlig i bygninger og inden for transport er der behov for nyskabende ideer til finansiering.

1.12.

Der er brug for en strukturel reform af EU's emissionshandelssystem, men tiltag i de sektorer, der ikke er omfattet af emissionshandelssystemet, er lige så vigtige.

1.13.

Indtil der er sikret lige konkurrencevilkår, bør problemet med kulstoflækager tages meget alvorligt. De virksomheder, der opnår de bedste resultater, skal have fuld kompensation for direkte og indirekte omkostningsstigninger.

1.14.

Der bør ydes støtte til udviklingen af vedvarende energi, herunder bioenergi, men dette må ikke øge brugeromkostningerne.

1.15.

For at kunne tage de fremtidige energiudfordringer op skal finansieringen af forskning og innovation styrkes. Hvis man så effektivt og bæredygtigt som muligt håndterer energi som et produktionsinput, opnår man et udbredt potentiale for vækst og jobs i Europa.

1.16.

En ny energipolitisk styring skal sikre sammenhængen mellem de forskellige aspekter af energipolitikken og opfyldelse af målsætningerne på EU-niveau. Den understøttende europæiske energidialog, som EØSU har foreslået, bør iværksættes uden tøven.

1.17.

Der bør omgående gennemføres foranstaltninger til at øge sammenkoblingen af elektricitetsnet herunder med kortere godkendelsesprocedurer. Det kunne undersøges, om et ensartet mål for alle er realistisk.

2.1.

EU's energipolitik forfølger tre hovedformål: forsyningssikkerhed, bæredygtighed og konkurrenceevne. EU's lovgivning dækker energimarkederne samt energiens miljø- og klimaaspekter. EU-midler støtter energiforskning og -udvikling samt infrastrukturudvikling. Effektiviteten af energiforbruget er af naturlige grunde langt hen ad vejen et lokalt eller nationalt ansvar, idet der er aspekter vedrørende det indre marked, der skal overholdes. Traktaterne giver medlemsstaterne ret til at beslutte, hvordan de vil bruge deres energiressourcer, samt sammensætningen af deres energimiks.

2.2.

Energipolitikkerne i EU har været delvis vellykkede. De mål (20-20-20 inden 2020), der blev opstillet for at nedbringe udledningen af drivhusgasser og øge anvendelsen af vedvarende energikilder, synes at ville blive nået inden fristen, og energieffektiviteten synes at udvikle sig næsten som ønsket, omend det for en del skyldes den økonomiske nedgang. Markederne er blevet åbnede, og forbrugernes valgfrihed er blevet øget. Og dog bliver energipolitikken i praksis fortrinsvis behandlet som et nationalt anliggende. EU's lovgivning er blevet gennemført langsomt eller ufuldstændigt, et reelt fungerende indre marked er ikke blevet etableret. På EU- og nationalt plan har politikkerne vedrørende forskellige energiaspekter været fragmenterede og ofte dårligt afbalancerede.

2.3.

For at rette op på dette har »Notre Europe-Jacques Delors«-instituttet foreslået, at der etableres et europæisk energifællesskab. Dette initiativ blev aktivt støttet af EØSU.

2.4.

På det seneste er nye energiudfordringer kommet frem i forreste linje. Bekymringer over energiforsyningssikkerheden er akutte i visse medlemsstater. Forbrugerne, navnlig de sårbare, lider under forøgede energiomkostninger i forbindelse med den økonomiske nedgang. Erhvervslivet kæmper for konkurrenceevnen på baggrund af en situation med lavere energipriser i konkurrerende regioner, og hvis den industrielle nedgang — i mange medlemsstater ledsaget af kulstoflækage — fortsætter, vil ikke alene beskæftigelsen og væksten, men også energiomstillingen komme i fare. Trods store resultater inden for vedvarende energi risikerer EU at miste sin førerposition. I visse lande medfører en stadig større andel af vedvarende energi forvaltningsproblemer i elektricitetssystemet, og traditionel energiproduktion baseret på fossile energikilder bliver stadig mere urentabel. Der vil ifølge Kommissionen (1) i perioden 2020-2030 være behov for investeringer i størrelsesordenen 2  000 mia. EUR for at sikre energiforsyningen, herunder investeringer i fremstillings- og netinfrastruktur, og det uanset om der satses på konventionelle eller alternative energikilder.

3.1.

Den nye Kommission under ledelse af Jean-Claude Juncker har gjort energipolitik til en af sine ti prioriteter. I oktober 2014 fastsatte Det Europæiske Råd politiske mål for energi- og klimapolitikken op til 2030: nedgang i udledningen af drivhusgasser på mindst 40 % i forhold 1990-niveauet, en andel vedvarende energi på mindst 27 % og en forbedring af energieffektiviteten på mindst 27 %.

3.2.

Den 25. februar 2015 fremlagde Kommissionen sin meddelelse om en rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende politik for klimaforandringer (2). Strategien omfatter fem gensidigt understøttende og forbundne dimensioner, som skal styrke energisikkerheden, bæredygtigheden og konkurrenceevnen:

3.3.

Strategien fremlægger Kommissionens overordnede vision for en energiunion. På grundlag af en kort beskrivelse af de fem dimensioners udfordringer foreslås der i strategien 15 indsatsområder. I en køreplan i form af et bilag oplister Kommissionen sine planlagte handlinger, som i det væsentlige vedrører indeværende år og 2016. De fleste handlinger består i revideringer af eksisterende lovgivning.

3.4.

I samme pakke offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om opfyldelse af elsammenkoblingsmålet på 10 % — Europas elnet gøres klar til 2020 (3) og en meddelelse om Parisprotokollen — En plan for bekæmpelsen af globale klimaændringer efter 2020 (4).

4.1.

EØSU ser Kommissionens initiativ til en energiunion som en udløber af den tidligere ide om et europæiske energifællesskab og støtter derfor dette initiativ.

4.2.

For at kunne leve op til de massive behov skal investorerne så hurtigt som muligt have en forudsigelig og stabil lovgivningsmæssig ramme for tiden efter 2020. De indsatsområder og den køreplan, Kommissionen har fremlagt, omfatter ingen store ændringer, men består i en gennemgang og en opdatering af den nuværende lovgivning. Det vigtigste er implementeringen. Det er nu af allerstørste betydning, at man ikke afviger fra tidsplanen. Det er naturligvis lige så vigtigt, at hverken Europa-Parlamentet eller Rådet er fodslæbende i disse sager.

4.3.

For at dette initiativ skal kunne blive vellykket, skal der imidlertid efter EØSU's mening være et tydeligere budskab — en retningsgivende vision — om, hvilke fordele EU's borgere og virksomheder kan få af energiunionen. Denne vision bør være i forreste række af alle involverede beslutningstageres tankesæt.

4.4.

Mange aktører er bekymrede over inkonsekvente regler og utidig indblanding i for mange aspekter af energiøkonomien. For at kunne levere det, borgerne forventer, navnlig i forhold til de nye udfordringer, skal energispørgsmålet tackles på en mere sammenhængende vis. Dette gælder de forskellige politiske mål og områder, men også nationale over for mere generelle EU-interesser.

4.5.

Det er EØSU's overbevisning, at et samarbejde medlemsstaterne imellem og et velfungerende indre energimarked er nødvendige for at nå de energipolitiske mål. Der er brug for flere vedvarende energikilder for at reducere den eksterne afhængighed og emissionerne. Det står allerede klart, at et elektricitetssystem med en større andel af fluktuerende vedvarende energi muligvis fungerer bedre på et større marked end det nationale. Back up-, spidsbelastnings- og (gas)lagringsomkostninger er ligeledes lavere, jo større markedet er.

4.6.

Ud over forsyningssikkerhed og bæredygtighed bør indsatsen i forhold til borgernes og virksomhedernes energiudgifter prioriteres højt. Når borgerne føler sig mere og mere fremmedgjorte i forhold til EU og er urolige over den økonomiske nedgang, er energiudgifterne uden tvivl et vigtigt aspekt. Det samme gælder virksomhederne, navnlig SMV'erne, og deres ansatte, som konkurrerer på de internationale markeder.

4.7.

Der hvor stigningerne i slutpriserne for energi, navnlig for elektricitet, er en følge af politiske beslutninger om skatter og afgifter, kan man have berettigede forventninger om, at der rettes op på dette. Kommissionen bør gå videre med sine planer om at revidere priserne og styre støttetiltagene. Samtidig bør Kommissionen redegøre for, hvilke prismæssige virkninger de planlagte ændringer i emissionshandelssystemet samt den lovede fjernelse af subsidier til miljøskadelige energikilder vil have (5).

5.1.

EØSU er enig med Kommissionen i, at de primære drivkræfter bag forsyningssikkerhed er fuldførelse af det indre marked for energi og et mere effektivt energiforbrug. Dertil kommer, at den internationale geopolitiske scene skal være genstand for meget større opmærksomhed. Den globale konkurrence om energiressourcerne vil blive stadigt skarpere, og dette bør sammen med en diversificering af EU's energiforsyninger være centrale elementer i EU's udenrigs- og handelspolitiske aktioner.

5.2.

En diversificering af energikilderne er langt henad vejen et spørgsmål om nationale valg med hensyn til energimiks og forsyninger. EU kan og bør støtte infrastrukturudviklingen. Gasforsyningen er nu under særlig bevågenhed. Udviklingen i efterspøgslen efter gas i EU bør udnyttes til bunds, og planlægningen af infrastrukturinvesteringer bør tilpasses dette. Der bør være mere opmærksomhed om andre energikilder, som f.eks. de hjemlige.

5.3.

Der bør stå klart for medlemsstaterne, at de har en interesse i et tættere samarbejde og udveksling af informationer på et marked — det være sig gasmarkedet eller andre — hvor de står over for en dominerende udbyder eller et kartel. Samarbejde må imidlertid ikke forhindre markedet i at fungere. Man bør kunne forvente solidaritet mellem medlemsstaterne, men dette kan kun baseres på tillid og overholdelse af fælles forpligtelser og regler. Problematikken vedrørende energienklaver skal være genstand for særlig opmærksomhed, herunder det, der specifikt karakteriserer øer i forhold til fastlandet.

5.4.

En opdatering af elektricitets- og gasnettene har afgørende betydning for virkeliggørelsen af energiunionen. Spørgsmålet om elektricitetssammenkoblingen diskuteres i afsnit 6 baseret på meddelelsen om dette emne.

5.5.

Energiområdet, og navnlig elektricitetsmarkederne, lider under en ufuldstændig gennemførelse af de relevante direktiver og et fortsat beskedent samarbejde mellem transmissionssystemoperatørerne og de nationale regeludstedere. EØSU støtter Kommissionens forslag på disse områder, men advarer mod en forøgelse af de administrative byrder og omkostninger.

5.6.

Forbindelserne mellem engros- og detailmarkederne er svage eller i det mindste uklare — der er brug for større prisgennemsigtighed. Utilstrækkelige prissignaler i forbindelse med investeringer og manglende fleksibilitet på efterspørgselssiden synes at være centrale problemer. Udfordringerne ligger i den øgede andel af vedvarende energi og spørgsmålet om overkapacitet over for behovet for kapacitetsafbalancering og spidskapacitet. Der er behov for en revision af den relevante lovgivning, men Kommissionen bør undgå øgede brugeromkostninger og samtidig fremme løsninger, der kan føre til grænseoverskridende markeder.

5.7.

Elektricitets- og gasmarkederne har allerede i stadig højere grad udviklet sig til egentlige regionale markeder for grupper af nabolande. Dette er en positiv udvikling i retning af EU-omspændende markeder, som burde støttes af regeludstederne. Mere specifikt bør god praksis og gode erfaringer udveksles mellem regionerne og især med EU. Også her bør man undgå yderligere administrative byrder.

5.8.

Det er i alles interesse, at forbrugerne på energimarkederne aktiveres, men dette kan ikke gøres med magt. Der bør i samarbejde med brugerne udvikles omhyggeligt udvalgte metoder, navnlig innovativ anvendelse af IKT, for at udnytte det potentiale, der ligger i efterspørgselsreaktion og dermed omkostningsreduktion.

5.9.

Sårbare forbrugere er i mange medlemsstater endnu mere sårbare i den aktuelle økonomiske situation. EØSU bifalder Kommissionens tilgang med prioritering af støtten til disse forbrugere med tilstrækkelige socialpolitiske foranstaltninger. Observatoriet for energifattigdom som tidligere foreslået af udvalget ville hjælpe med at fastlægge de reelle behov.

5.10.

For så vidt angår energieffektivitet er EØSU enig med Kommissionen i, at det meste af arbejdet bør gøres nationalt og lokalt. Succesfulde EU-tiltag på dette område har været regler for mærkning og økodesign, som regelmæssigt skal opdateres.

5.11.

EØSU bifalder Kommissionens hensigt om at fremlægge forslag, der sikrer, at effektiviseringstiltag og efterspørgselsreaktion kan konkurrere på lige vilkår på energimarkedet, forudsat at dette er udformet med henblik på at tilgodese brugernes egentlige interesser.

5.12.

EØSU er enig i, at der i bygge- og transportsektorerne er et stort potentiale for energieffektivitet, eller i realiteten -besparelser, som bør udnyttes med nøje udformede tiltag. Eksempelvis bør der foretages en revision af systemerne for energicertificering og mærkning af byggematerialer. Der er behov for innovative finansieringsideer.

5.13.

EØSU er i færd med at udarbejde en særskilt udtalelse om »vejen til Paris«. EØSU støtter generelt EU's indsats på denne fuldstændigt afgørende vej hen imod opnåelse af tilstrækkelige og retligt bindende forpligtelser på globalt plan.

5.14.

EØSU støtter endvidere, som tilkendegivet i tidligere udtalelser, forslagene til en strukturel reform af emissionshandelssystemet. Lige så vigtige er beslutninger vedrørende fremtidige, hovedsageligt nationale, tiltag i de sektorer, der ikke er omfattet af emissionshandelssystemet.

5.15.

Indtil der er sikret lige konkurrencevilkår på verdensplan, bør problemet med kulstoflækager tages meget alvorligt af EU. Energiintensive virksomheder, som er truet af kulstoflækage, bør sikres kompensation for både direkte og indirekte omkostningsstigninger, der er relateret til emissionshandelssystemet, og som er forbundet med deres drivhusgaseffektivitet, idet de, der opnår de bedste resultater, skal have fuld kompensation. For så vidt angår de indirekte kompensationer, bør der være en EU-omspændende ramme, således at man undgår konkurrenceforvridning inden for EU.

5.16.

EØSU bakker fuldt op om målsætningen om at sikre, at EU er verdensførende inden for vedvarende energi. Der skal træffes støtteforanstaltninger, men disse skal flugte med konkurrence- og markedsreglerne, være markedsbaserede og må ikke øge energipriserne for slutbrugerne. Støtten til modne og konkurrencedygtige teknologier bør udfases. I denne henseende støtter EØSU Kommissionens indsats.

5.17.

Ved siden af vedvarende energi bør det være et EU-mål at udvikle alle former for dekarboniseringsteknologier og -løsninger — ren teknologi.

5.18.

EØSU støtter Kommissionens synspunkt om, at EU behøver investeringer i den plantebaserede bioøkonomi som en vigtig kilde til ikkefluktuerende vedvarende energi. I forbindelse med udarbejdelse af planer på dette område skal man tage virkningerne for miljøet, arealanvendelsen og fødevareproduktionen i betragtning. Også vandkraft har et potentiale.

5.19.

EØSU støtter den foreslåede nye strategi for forskning og innovation, men gentager sit synspunkt fra tidligere udtalelser om, at der er behov for yderligere ressourcer for at tackle de fremtidige energiudfordringer. EØSU understreger navnlig behovet for at stimulere privat finansiering gennem EU-tiltag og for at blive stærkere involveret i det globale FoU-samarbejde.

5.20.

EU's konkurrenceevne handler imidlertid ikke alene om at være bedst inden for energi- og klimarelaterede teknologier. Det handler lige så meget, eller endda mere, om at håndtere energi som et produktionsinput så effektivt og bæredygtigt som muligt, og bedre end konkurrenterne. Dette er en bredere og mere sikker vej til at sikre vækst og flere jobs i Europa.

5.21.

Omstillingen er central i alle økonomiske sektorer. EØSU understreger sin stærke overbevisning om, at omstillingen skal være retfærdig og rimelig. Uddannelse og livslang læring er vigtige tiltag for succes. Den sociale dialog på EU- og på nationalt plan har en central rolle at spille i denne henseende.

5.22.

EØSU støtter fuldt Kommissionens bestræbelser for at sikre sammenhængen mellem de forskellige aspekter af energipolitikken og samordningen medlemsstaterne imellem. Den nye styring skal endvidere sigte mod at sørge for, at EU-målsætningerne for 2030 opfyldes. Imidlertid bør medlemsstaterne ikke pålægges yderligere planlægnings- og rapporteringsforpligtelser, hvorimod de nuværende krav skal strømlines.

5.23.

Det glæder EØSU at iagttage, at Kommissionen har taget udvalgets forslag om en energidialog med aktørerne i betragtning. Udvalget afventer nu en detaljeret handlingsplan om dette.

6.1.

En større andel af fluktuerende vedvarende elektricitet forudsætter en øget netværkskapacitet, ligesom målet om at nedbringe omkostningerne til spids- og back up-kapaciteten gør det. Behovet for en større sammenkoblingskapacitet er i mange tilfælde åbenlyst, eller endog presserende. Det er opsigtsvækkende, at målet på 10 % i så mange tilfælde er meget langt fra at være nået. De tiltag, der foreslås i meddelelsen, hilses velkommen. EØSU har tidligere kommenteret dette spørgsmål, herunder i en nylig initiativudtalelse om europæisk samarbejde om energinet.

6.2.

Tilgangen med projekter af fælles interesse forekommer passende. Det synes også effektivt at give prioritet til finansiering af projekter, som i størst grad vil øge den aktuelle sammenkoblingskapacitet fra det nuværende niveau under 10 %. Men det synes ligeledes fornuftigt at tage de pågældende landes økonomiske situation i betragtning.

6.3.

Det haster med at få TEN-E-forordningen fuldt gennemført. Det er særdeles nødvendigt at gøre en indsats for at afkorte godkendelsesprocedurerne. Dette er tillige et område, hvor man bør se på alle muligheder for at smidiggøre og accelerere processerne gennem inddragelse af lokale aktører. Med dette for øje har EØSU bl.a. foreslået at etablere en europæisk energidialog. Dette bør tages i betragtning i forbindelse med udvikling af forslaget om et energiinfrastrukturforum.

6.4.

Imidlertid kunne det undersøges, om samme mål for alle medlemsstater uafhængigt af deres størrelse, energimiks, nabolande osv. er realistisk. En ensartet elektricitetspris kunne benyttes som indikator for tilstrækkelig sammenkoblingskapacitet.