Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014XR1728

Regionsudvalgets resolution om et charter for forvaltning på flere myndighedsniveauer i europa

EUT C 174 af 7.6.2014, pp. 1–4 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

7.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 174/1


Regionsudvalgets resolution om et charter for forvaltning på flere myndighedsniveauer i europa

2014/C 174/01

REGIONSUDVALGET

som henviser til hensigtserklæringen (1) om fremme af forvaltning på flere myndighedsniveauer i og uden for Den Europæiske Union,

som henviser til hvidbogen om forvaltning på flere myndighedsniveauer (2), som foreslår, at der udarbejdes et Charter for forvaltning på flere myndighedsniveauer for at integrere en fælles forståelse af europæiske styreformer i Den Europæiske Unions værdigrundlag,

som henviser til Den Europæiske Unions stats- og regeringschefers anerkendelse af betydningen af forvaltning på flere myndighedsniveauer i den europæiske integrationsproces i Berlinerklæringen (3),

og som tager følgende i betragtning: Forvaltning på flere myndighedsniveauer er stadfæstet som et grundlæggende princip for gennemførelsen af samhørighedspolitikken i forbindelse med de nye fælles bestemmelser vedrørende strukturfondene (4);

inspirationskilden er Europarådets europæiske charter om lokalt og regionalt selvstyre (5), og Kongressen af Lokale og Regionale Myndigheder støtter denne proces, navnlig med henblik på at inkorporere chartret i Europarådets regelværk;

chartret, som ikke er juridisk bindende, vil forpligte underskriverne til at forklare og fremme princippet om forvaltning på flere myndighedsniveauer;

dette charter kan bidrage til en konsolidering af de offentlige budgetter, og derfor må der ikke opstå nye administrative hindringer eller finansielle byrder i forbindelse med de af chartret afledte foranstaltninger og aktiviteter;

det er nødvendigt at mobilisere samtlige myndighedsniveauer for at styrke det demokratiske ansvar i Europa og sikre effektiviteten, sammenhængen og komplementariteten i deres aktioner;

1.

godkender udkastet til charter for forvaltning på flere myndighedsniveauer i Europa;

2.

anbefaler samtlige lokale og regionale myndigheder i Den Europæiske Union samt repræsentanter for de øvrige (nationale, europæiske og internationale) myndighedsniveauer at skrive under på principperne i dette charter, når underskriftskampagnen lanceres;

3.

tilskynder medlemsstaterne og de nationale forvaltninger til at lade sig inspirere af chartret og gennemføre de anbefalede principper og mekanismer for at tage større hensyn til de lokale og regionale myndigheders legitimitet og ansvar;

4.

anmoder de europæiske institutioner om systematisk at anvende chartrets principper i forbindelse med udformning, gennemførelse og evaluering af de europæiske strategier og politikker, og gentager sin anbefaling til Kommissionen om at tage de nødvendige skridt til at sikre mere gennemsigtighed og mere participatoriske procedurer, der stemmer overens med de centrale værdier og principper i dette nye charter (6);

5.

opfordrer sammenslutningerne af lokale og regionale myndigheder samt deres netværk og de politikere, der ønsker at støtte denne proces, til officielt at markere deres støtte;

6.

opfordrer alle berørte parter til at overvåge, at gennemførelsen af de foreslåede principper og mekanismer ikke gør hverken de berørte lokale og regionale myndigheders beslutningsprocesser eller administrative og finansielle byrder tungere;

7.

giver tilsagn om at bidrage til målingen af god praksis i beslutningsprocesserne i EU, fremme netværksdannelsen mellem de underskrivende lokale og regionale myndigheder samt anspore til og aktivt fremme konkrete projekter på flere myndighedsniveauer;

8.

pålægger formanden at fremsende denne resolution til medlemsstaterne, formændene for Kommissionen, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd samt til formanden for Europarådets Kongres af Lokale og Regionale Myndigheder.

Bruxelles, den 3. april 2014

Ramón VALCÁRCEL SISO

Formand for Regionsudvalget


(1)  CdR 56/2009 fin.

(2)  Regionsudvalgets hvidbog om forvaltning på flere myndighedsniveauer (CdR 56/2009 fin) og Regionsudvalgets udtalelse »Udvikling af en europæisk kultur for forvaltning på flere myndighedsniveauer« (CdR 273/2011 fin).

(3)  Erklæring i anledning af 50-årsdagen for underskrivelsen af Romtraktaten, Berlin, den 25. marts 2007.

(4)  Artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006.

(5)  http://conventions.coe.int/Treaty/en/Treaties/Html/122.htm.

(6)  Regionsudvalgets udtalelse om udvikling af en europæisk kultur for forvaltning på flere myndighedsniveauer, CdR 273/2011 fin.


BILAG

Charter for forvaltning på flere myndighedsniveauer i Europa

PRÆAMBEL

Eftersom mange kompetencer og ansvarsområder er delt mellem de forskellige myndighedsniveauer i Den Europæiske Union, erkender vi, at det er nødvendigt AT ARBEJDE SAMMEN I PARTNERSKAB for at opnå større økonomisk, social og territorial samhørighed i Europa. Det enkelte niveau kan ikke på egen hånd håndtere de udfordringer, vi står over for. Vi kan løse problemer for borgerne i lokalsamfundene ved at ARBEJDE BEDRE SAMMEN og gennemføre FÆLLES PROJEKTER for at løfte de fælles udfordringer, der ligger foran os.

Vi slår til lyd for et Europa med forvaltning på flere niveauer på grundlag af »en samordnet indsats af Unionen, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder, baseret på principperne om nærhed, proportionalitet og partnerskab, som konkretiseres i et funktionelt og institutionaliseret samarbejde om udarbejdelse og iværksættelse af Den Europæiske Unions politikker«. I bestræbelserne på at nå dette mål respekterer vi fuldt ud de enkelte niveauers ligeberettigede legitimitet og ansvarlighed inden for deres respektive kompetenceområder og princippet om loyalt samarbejde.

I betragtning af vores GENSIDIGE AFHÆNGIGHED og vores konstante stræben efter større EFFEKTIVITET mener vi, at der er store muligheder for at forstærke det innovative og gode politiske og administrative samarbejde mellem vores myndigheder på grundlag af de kompetencer og det ansvar, vi hver især besidder. Dette charter, som er udfærdiget af EU's Regionsudvalg, har til formål at forbinde regioner og byer i hele Europa med hinanden og med EU og samtidig fremme INDDRAGELSE AF FLERE SAMFUNDSAKTØRER (»multi-actorship«) såsom arbejdsmarkedets parter, universiteter, ikke-statslige organisationer og repræsentative civilsamfundsgrupperinger.

I overensstemmelse med NÆRHEDSPRINCIPPET, hvorefter beslutninger skal træffes på det mest effektive niveau og så tæt på borgerne som muligt, lægger vi stor vægt på medskabelse af politiske løsninger, som afspejler behovene i befolkningen.

Det er netop gennem vores tilslutning til de grundlæggende VÆRDIER, PRINCIPPER og PROCESSER, som forvaltning på flere myndighedsniveauer bygger på, at vi tror, der vil opstå nye former for DIALOG og partnerskab blandt de offentlige myndigheder i og uden for Den Europæiske Union. Forvaltning på flere myndighedsniveauer styrker åbenhed, deltagelse, KOORDINATION og en FÆLLES FORPLIGTELSE til at levere målrettede løsninger. Denne forvaltningsform giver os mulighed for at bruge Europas mangfoldighed som en drivkraft for udnyttelse af aktiverne i vores lokalområder. Gennem fuld anvendelse af digitale løsninger forpligter vi os til at øge GENNEMSIGTIGHEDEN og tilbyde offentlige tjenester af høj kvalitet, der er let tilgængelige for de borgere, vi repræsenterer.

FORVALTNING PÅ FLERE MYNDIGHEDSNIVEAUER hjælper os med at lære af hinanden, eksperimentere med innovative politiske løsninger, DELE BEDSTE PRAKSIS og videreudvikle DELTAGELSESDEMOKRATIET. Dette vil bringe Den Europæiske Union tættere på borgerne. Vi tror på, at en tilslutning til forvaltning på flere myndighedsniveauer vil bidrage til en bedre EU-integration, da båndene mellem vores regioner og byer vil blive styrket, og de administrative barrierer forbundet med regulering og politikgennemførelse samt de geografiske grænser, som adskiller os, vil blive overvundet.

DEL 1: GRUNDLÆGGENDE PRINCIPPER

Vi forpligter os til at respektere de grundlæggende processer, som former praksis med flerniveauforvaltning i Europa, gennem:

1.1

udvikling af en GENNEMSIGTIG, ÅBEN og INKLUSIV politisk beslutningsproces,

1.2

fremme af DELTAGELSE og PARTNERSKAB ved at inddrage relevante offentlige og private interessenter i alle faser af den politiske beslutningsproces, bl.a. ved hjælp af egnede digitale redskaber, og samtidig sikre alle institutionelle partneres rettigheder,

1.3

sikring af POLITIKKERNES EFFEKTIVITET OG SAMMENHÆNG og fremme af BUDGETSYNERGIER mellem alle myndighedsniveauer,

1.4

overholdelse af principperne om NÆRHED og PROPORTIONALITET i forbindelse med politikudformning,

1.5

sikring af den bedst mulige BESKYTTELSE AF DE GRUNDLÆGGENDE RETTIGHEDER på alle myndighedsniveauer.

DEL 2: GENNEMFØRELSE OG MÅLOPFYLDELSE

Vi forpligter os til at gøre forvaltning på flere myndighedsniveauer til en realitet i hverdagens politikudformning og -gennemførelse, bl.a. gennem anvendelse af innovative og digitale løsninger. Med dette for øje påtager vi os at:

2.1

FREMME INDDRAGELSE AF BORGERNE i den politiske proces,

2.2

SAMARBEJDE tæt med andre offentlige myndigheder ved at tænke ud over de traditionelle administrative grænser, procedurer og barrierer,

2.3

FREMME EN EUROPÆISK TANKEGANG i vores politiske organer og forvaltninger,

2.4

STYRKE DEN INSTITUTIONELLE KAPACITETSOPBYGNING og investere i politiklæring på alle forvaltningsniveauer,

2.5

OPRETTE NETVÆRK mellem vores politiske organer og forvaltninger fra lokalt til europæisk plan — og den anden vej — og samtidig styrke det tværnationale samarbejde.


Top