This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52014DC0150
COMMUNICATION FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT, THE COUNCIL AND THE EUROGROUP Results of in-depth reviews under Regulation (EU) No 1176/2011 on the prevention and correction of macroeconomic imbalances
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG EUROGRUPPEN Resultaterne af de dybdegående undersøgelser i henhold til forordning (EU) nr. 1176/2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG EUROGRUPPEN Resultaterne af de dybdegående undersøgelser i henhold til forordning (EU) nr. 1176/2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer
/* COM/2014/0150 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG EUROGRUPPEN Resultaterne af de dybdegående undersøgelser i henhold til forordning (EU) nr. 1176/2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer /* COM/2014/0150 final */
Denne meddelelse opsummerer
resultaterne af de dybdegående undersøgelser, der har til formål at vurdere, om
der er ubalancer og uforholdsmæssigt store ubalancer i en række af EU's
medlemsstater(*). Den kommer også nærmere ind på de makroøkonomiske ubalancers
euroområdedimension og på, hvordan en række politikudfordringer skal takles i
en kontekst, der omfatter hele euroområdet. Desuden
fokuserer meddelelsen på den finanspolitiske udvikling som et bidrag til en
integreret overvågning: For de berørte lande opdaterer Kommissionen sin
vurdering fra november 2013, hvori den drøftede udkastene til budgetplaner(**). I de dybdegående undersøgelser gennemgås de
relevante faktorer i medlemsstaternes økonomier, navnlig udviklingen i deres
eksterne balancer og opsparings- og investeringsbalancer, effektive
valutakurser, eksportmarkedsandele, den omkostningsrelaterede og
ikke-omkostningsrelaterede konkurrenceevne, produktivitet, privat og offentlig
gæld, boligpriser, kreditstrømme, finansielle systemer, arbejdsløshed og andre
variabler. Vurderingen af ubalancer eller uforholdsmæssigt store ubalancer
tager hensyn til situationen i hver enkelt økonomi på et givet tidspunkt,
dynamikken i forbindelse med hvert af de pågældende spørgsmål samt i givet fald
de seneste politiske tiltag. De dybdegående undersøgelser viser, at de
udfordringer, som økonomierne i EU står over for, har ændret sig. Ved
indførelsen af proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer (PMU) og
under de tidligere gennemførelsesrunder vedrørte de største udfordringer
uholdbare underskud på de løbende poster, tab af konkurrenceevne i sammenhæng
med tidligere meget dynamiske lønomkostninger, privat gæld og høje boligpriser.
De største udfordringer på tværs af landene vedrører nu den virkning, som
nedgearingen i mange lande har på væksten på mellemlang sigt, holdbarheden af
den private og offentlige gæld og gælden over for udlandet i en situation med
meget lav inflation, behovet for at sikre en passede kreditstrøm til
levedygtige aktiviteter – specielt i den ikke-markedsmæssige sektor – i de
sårbare økonomier i et opsplittet finansielt system og den meget høje
arbejdsløshed i mange økonomier. På grundlag af de dybdegående undersøgelser har
Kommissionen konstateret, at der er ubalancer i Belgien, Bulgarien,
Tyskland, Irland, Spanien, Frankrig, Kroatien,
Italien, Ungarn, Nederlandene, Slovenien, Finland,
Sverige og Det Forenede Kongerige. Blandt disse medlemsstater har
Kroatien, Italien og Slovenien uforholdsmæssigt store
ubalancer.
Med hensyn til Spanien mener Kommissionen, at der i det sidste år er
sket en væsentlig tilpasning, og at ubalancerne på grundlag af de nuværende
tendenser fortsat vil blive mindre i den kommende tid; på dette grundlag
konkluderes det, at ubalancerne ikke længere er uforholdsmæssigt store i den
betydning, der anvendes i PMU, men Kommissionen understreger, at der stadig er
betydelige risici. Årsagerne til ubalancerne og de risici, de medfører,
er forskellige fra den ene økonomi til den anden. Politikkerne bør tilpasses
til udfordringerne i de enkelte økonomier, og der er behov for en passende
overvågning. Kommissionen vil i overensstemmelse med Rådets henstilling til
euroområdet indføre en specifik overvågning af de politikker, som Rådet
anbefaler for medlemsstater med uforholdsmæssigt store ubalancer (Kroatien,
Italien og Slovenien) samt for de lande, hvor ubalancerne kræver
en målrettet politisk indsats (Irland, Spanien og Frankrig)(***).
Med hensyn til Irland og Spanien vil denne overvågning være
baseret på overvågning efter programmets gennemførelse. For Danmark og Malta mener
Kommissionen, at risiciene er mindsket eller kontrolleres bedre sammenlignet
med sidste år; i disse lande konstateres der ikke længere ubalancer i den
betydning, der anvendes i PMU. Med hensyn til Luxembourg er der en række
forhold i landets økonomi, herunder dets store finansielle sektor, der kræver
opmærksomhed, men de udgør ikke ubalancer i den betydning, der anvendes i PMU(****). Det stærkere opsving og en effektiv gennemførelse af
politikkerne vil lette afviklingen af ubalancerne og de uforholdsmæssigt store
ubalancer i andre økonomier i de kommende år. Men ubalancer er langvarige
fænomener, og det kan tage tid, før hensigtsmæssige politikker resulterer i en
afgørende reduktion af de makroøkonomiske risici, der er under PMU-overvågning.
Så det, at der for en økonomi konstateres ubalancer eller uforholdsmæssigt
store ubalancer i flere år, er ikke ensbetydende med, at der fældes dom over de
anvendte politikker, men tegn på, at der stadig er risici, og at ubalancerne og
gennemførelsen af de relevante politikker skal overvåges nøje. For nogle lande
skal det dog bemærkes, at vedvarende ubalancer også er forbundet med en langsom
gennemførelse af de landespecifikke henstillinger i forbindelse med det
europæiske semester. Med hensyn til den finanspolitiske udvikling er der
sket en yderligere forbedring af situationen i både EU og euroområdet på grund
af de fortsatte konsolideringsbestræbelser. De
seneste prognoser viser dog, at der for Frankrig og Slovenien er
risiko for, at konsolideringsbestræbelserne ikke er tilstrækkeligt effektive
til at sikre, at korrektionen af de uforholdsmæssigt store underskud fortsætter
planmæssigt. Kommissionen retter derfor henstillinger til disse medlemsstater i
henhold til artikel 11 i forordning (EU) nr. 473/2013. Kommissionen forventer, at
medlemsstaterne tager hensyn til resultaterne af de dybdegående undersøgelser
og de finanspolitiske prognoser i deres nationale reformprogrammer og
stabilitets- og konvergensprogrammer. Medlemsstater med uforholdsmæssigt store
ubalancer bør specielt udarbejde en omfattende og detaljeret politisk reaktion
i deres kommende nationale reformprogrammer og stabilitets- og
konvergensprogrammer. Kommissionen er villig til at samarbejde tæt med disse
medlemsstater om udarbejdelsen af denne reaktion med fuld respekt for de
nationale processer. De to medlemsstater, som der i meddelelsen rettes en
henstilling til for at sikre, at korrektionen af uforholdsmæssigt store
underskud fortsætter efter planen, forventes at rapportere om de
foranstaltninger, der gennemføres for at efterkomme henstillingen, i et særligt
afsnit af deres stabilitetsprogrammer. De nationale reformprogrammer og
stabilitets- og konvergensprogrammerne for alle medlemsstaterne vil blive
vurderet i juni 2014 som led i det europæiske semester for samordning af de
økonomiske politikker for at afgøre, om de er tilstrækkelige i forhold til
udfordringerne. For medlemsstater med uforholdsmæssigt store ubalancer
(Italien, Kroatien og Slovenien) vil Kommissionen, hvis den mener, at de
foreslåede politiske tiltag er utilstrækkelige i betragtning af udfordringerne,
henstille til Rådet, at den pågældende medlemsstat træffer korrigerende
foranstaltninger som led i den korrigerende del af PMU. Om nødvendigt vil der
også i begyndelsen af juni blive truffet yderligere skridt i proceduren i
forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. _______________ (*) Denne
meddelelse opfylder kravet i artikel 6, stk. 1, og artikel 7,
stk. 1, i forordning (EU) nr. 1176/2011, ifølge hvilke Kommissionen
skal underrette Europa-Parlamentet, Rådet og Eurogruppen om resultatet af de
dybdegående undersøgelser. De dybdegående undersøgelser for
17 medlemsstater offentliggøres samtidig med denne meddelelse (se European
Economy-Occasional Papers). I PMU defineres ubalancer som tendenser, der
medfører en udvikling, som har en negativ indvirkning på virkemåden af
økonomien i en medlemsstat, i Den Monetære Union eller i Unionen som helhed;
uforholdsmæssigt store ubalancer er alvorlige ubalancer, herunder ubalancer,
der risikerer at bringe Den Økonomiske og Monetære Unions rette virkemåde i
fare. COM(2013)
900 af 15.11.2013. (***) Se
henstilling 5 i Rådets henstilling (2013/C 217/24) af
9. juli 2013 (EUT C 217 af 30.7.2013, s. 97). (****) I
rapporten om varslingsmekanismen fra november 2013 udtalte Kommissionen, at der
ikke var behov for nogen specifikke tiltag i forbindelse med PMU for Tjekkiet,
Estland, Letland, Litauen, Østrig, Polen og Slovakiet. Den makroøkonomiske
overvågning for alle disse medlemsstater vil fortsætte i forbindelse med det
europæiske semester. Desuden finder PMU ikke anvendelse på de medlemsstater,
der gennemfører makroøkonomiske tilpasningsprogrammer med finansiel bistand,
nemlig Grækenland, Cypern, Portugal og Rumænien; den øgede overvågning af deres
ubalancer og politikker vil fortsætte i forbindelse med deres programmer. OVERSIGT
Integreret overvågning af makroøkonomiske og finanspolitiske ubalancer
(Medlemsstater,
for hvilke der er foretaget en dybdegående undersøgelse) || Proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer (PMU) || Stabilitets- og vækstpagten (SVP) Resultat || Opfølgning BE || Ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål || Uforholdsmæssigt stort underskud, frist for korrektion: 2013 BG || Ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål || Mellemfristet målsætning endnu ikke nået DE || Ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål || Mellemfristet målsætning mere end nået DK || Ingen ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester || Uforholdsmæssigt stort underskud, frist for korrektion: 2013 IE || Ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål. Specifik overvågning: overvågning efter programmets gennemførelse || Uforholdsmæssigt stort underskud, frist for korrektion: 2015 ES || Ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål. Specifik overvågning: overvågning efter programmets gennemførelse || Uforholdsmæssigt stort underskud, frist for korrektion: 2016 FR || Ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål. Specifik overvågning skal indføres || Uforholdsmæssigt stort underskud, frist for korrektion: 2015 Kommissionen vedtager en henstilling i dag(*) HR || Uforholdsmæssigt stor ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål. Der træffes afgørelse om yderligere skridt under PMU i juni. Specifik overvågning skal indføres || Uforholdsmæssigt stort underskud, frist for korrektion: 2016 IT || Uforholdsmæssigt stor ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål. Der træffes afgørelse om yderligere skridt under PMU i juni. Specifik overvågning skal indføres || Mellemfristet målsætning endnu ikke nået LU || Ingen ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester || Mellemfristet målsætning mere end nået HU || Ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål || Mellemfristet målsætning endnu ikke nået MT || Ingen ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester || Uforholdsmæssigt stort underskud, frist for korrektion: 2014 NL || Ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål || Uforholdsmæssigt stort underskud, frist for korrektion: 2014 SI || Uforholdsmæssigt stor ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål. Der træffes afgørelse om yderligere skridt under PMU i juni. Specifik overvågning skal indføres || Uforholdsmæssigt stort underskud, frist for korrektion: 2015 Kommissionen vedtager en henstilling i dag(*) SE || Ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål || Mellemfristet målsætning mere end nået FI || Ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål || Mellemfristet målsætning endnu ikke nået UK || Ubalance || Der skal vedtages henstillinger under det europæiske semester, bl.a. om PMU-relaterede spørgsmål || Uforholdsmæssigt stort underskud, frist for korrektion: 2014-2015 (*) Henstillingerne i henhold til "2-pack" (forordning nr. 473/2013) vedrørende de foranstaltninger, der skal træffes for at sikre en rettidig korrektion af landets uforholdsmæssigt store offentlige underskud, vedrører kun medlemsstaterne i euroområdet. Mellemfristet målsætning: Mellemfristet finanspolitisk målsætning. De medlemsstater i euroområdet, for hvilke der er udarbejdet en dybdegående undersøgelse, er angivet med gråt. 1. Indledning og de vigtigste resultater De senere år er
den økonomiske styring i EU blevet væsentligt styrket. Der findes nu
en sammenhængende årlig procedure for samordning af de økonomiske politikker i
Europa med flere integrerede faser for euroområdet. Det europæiske semester
spiller en vigtig rolle for gennemførelsen af reformer ved at sikre, at
medlemsstaterne samordner deres økonomiske politikker og deres indsats for at
fremme vækst og jobskabelse[1]. Proceduren i
forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer (PMU) udgør sammen med den
styrkede stabilitets- og vækstpagt selve kernen i EU's styrkelse af den
økonomiske styring. Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store
ubalancer (PMU) er udformet således, at den hjælper med til at opdage,
forebygge og korrigere problemer på et tidligt tidspunkt. Ved starten af det
fjerde europæiske semester i november 2013 screenede Kommissionen i sin rapport
om varslingsmekanismen alle EU-medlemsstaterne med henblik på eventuelle
makroøkonomiske ubalancer på grundlag af en resultattavle med indikatorer og
indkredsede 16 tilfælde, hvor en dybdegående undersøgelse var påkrævet.
Irland er efter den vellykkede afslutning af dets makroøkonomiske
tilpasningsprogram også medtaget på opfordring af Rådet for Økonomi og Finans i
februar 2014. På grundlag af disse dybdegående analyser drog Kommissionen en
række konklusioner om, hvorvidt der er ubalancer, og deres art. Generelt viser
analysen, at de makroøkonomiske ubalancer, der er blevet opbygget over mange
år, nu gradvis er ved at forsvinde. Ubalancerne vurderes ikke
længere at være uforholdsmæssigt store i et land, mens der ikke blev fundet
ubalancer i to andre. I nogle tilfælde er der opstået nye problemer, som det er
nødvendigt at se nærmere på. Kommissionen forventer, at de tre medlemsstater,
for hvilke den har konkluderet, at ubalancerne er uforholdsmæssigt store, vil
handle hurtigt og beslutsomt og medtage omfattende og detaljerede politiske
foranstaltninger i deres kommende nationale reformprogram og stabilitets‑
og konvergensprogram. De medlemsstater, for hvilke Kommissionen har
konkluderet, at der er ubalancer, opfordres til at tage hensyn til resultaterne
af de dybdegående undersøgelser i deres nationale reformprogram og stabilitets‑
og konvergensprogram. På det grundlag vil Kommissionen i juni i forbindelse med
det europæiske semester fremkomme med en række politikanbefalinger med henblik
på at korrigere ubalancerne og forebygge nye. Kommissionen
benytter i dag som en del af sin løbende overvågning af landenes forpligtelser
inden for rammerne af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store
underskud også et nyt instrument i forbindelse med den styrkede stabilitets‑
og vækstpagt og henleder to eurolandes opmærksomhed på risikoen for, at de ikke
opfylder budgetmålet for i år. I forbindelse med det europæiske
semester i juni vil Kommissionen revurdere den overordnede situation, hvad
angår forpligtelserne inden for rammerne af stabilitets‑ og vækstpakken
og om nødvendigt fremsætte forslag til hensigtsmæssige foranstaltninger til
Rådet. 2. Økonomisk genopretning, men fortsat behov for reformer Den økonomiske
genopretning er på vej. Ifølge de seneste prognoser[2] vil
væksten i den europæiske økonomi være på 1,5 % i 2014 og 2,0 % i
2015. For første gang i flere år er vækstprognoserne blevet opjusteret for
flere lande. En række nøgletal i forbindelse med ubalancer, herunder de
eksterne balancer og de offentlige finanser, konkurrenceevnen og
handelsindikatorerne samt den samlede gældsætning, er blevet bedre. I mange
lande har boligpriserne nået bunden og er begyndt at stige lidt igen.
Arbejdsløsheden har stabiliseret sig og er langsomt begyndt at falde i en række
økonomier, selv om arbejdsløsheden og andre indikatorer for socialt stress stadig
er for høje i mange lande. Korrektionen af ubalancer, der skyldes politisk
komplekse politiske tiltag og socialt smertefulde tilpasninger foretaget af
økonomiske aktører, har været med til at forbedre de grundlæggende forhold og
har støttet et gradvist opsving, som igen bidrager til at mindske de
makroøkonomiske risici. Opsvinget er dog stadig skrøbeligt og ujævnt. Det er
først i 2014 og 2015, at EU henholdsvis euroområdet vil nå op på de normale
aktivitetsniveauer, som blev registreret i 2007, og for nogle medlemsstater vil
det tage længere. De dybdegående
undersøgelser viser, at de udfordringer, som de undersøgte økonomier står over
for, har ændret sig. Da Kommissionen fremsatte forslag til
PMU-forordningen, ved vedtagelsen af forordningen og under de to første
gennemførelsesrunder vedrørte de største udfordringer uholdbare underskud på de
løbende poster, tab af konkurrenceevne i sammenhæng med tidligere meget
dynamiske lønomkostninger, privat gæld og høje boligpriser. Mens der er rettet
op på mange af ubalancerne i "strømmene", såsom underskuddene på de
løbende poster, er det endnu ikke tilfældet med ubalancerne i
"beholdningerne", såsom den eksterne gæld. De største udfordringer på
tværs af landene vedrører nu den vedvarende virkning, som nedgearingspresset i
mange lande har på væksten på mellemlang sigt, den private gælds og den
eksterne gælds holdbarhed i en situation med meget lav inflation og lav vækst,
virkningerne af, at euroområdet går over til at have et forholdsvis stort
overskud på de løbende poster, og behovet for at yde kredit til levedygtige
investeringer i de sårbare økonomier i et opsplittet finansielt system. Desuden
udgør den meget høje arbejdsløshed i mange økonomier en stor politisk og social
udfordring. I de politiske
svar på de ændrede udfordringer bør der også tages hensyn til
euroområdedimensionen af ubalancerne. Makroøkonomiske ubalancer skader
først og fremmest de pågældende medlemsstaters økonomier, og de har derfor
interesse i at mindske de dermed forbundne risici. Disse risici vedrører den
eksterne, offentlige og private gælds holdbarhed, evnen til at konkurrere på
verdensmarkederne og i sidste ende evnen til at skabe stærk vækst på mellemlang
sigt og til at skabe arbejdspladser. Men fordi økonomierne er indbyrdes
afhængige, påvirker ubalancerne de øvrige lande, og effektivitetstab i én
medlemsstat medfører også velfærdstab i partnerlandene. Den
makroøkonomiske situation og de politiske tiltag i én medlemsstat påvirker dens
partnere gennem flere forskellige kanaler: handelsmæssige, finansielle og
monetære forbindelser, strukturreformer samt tillid og usikkerhed[3]. Inden
for rammerne af PMU er der en række udfordringer, som på grund af økonomiernes
indbyrdes afhængighed må anskues på baggrund af hele euroområdet: ·
Vækstpolitik. Efter en
række år med tilbagegang eller lav vækst er euroområdet nu kommet ind i en
skrøbelig opsvingsfase. I betragtning af, at medlemsstaterne er indbyrdes
forbundne, og i lyset af de problemer, som mange af dem står over for,
forventes det, at man kan opnå en stigning i den økonomiske aktivitet og en
forbedring af udsigterne på mellemlang sigt gennem fortsatte strukturreformer,
der skal forbedre konkurrenceevnen, og justeringer i de sårbare økonomier og,
for de større og mindre forgældede medlemsstaters vedkommende, politikker, der
skal styrke den indenlandske efterspørgsel og vækstpotentialet. Politikker, der
bidrager til at øge investeringerne, er afgørende, da de øger efterspørgslen på
kort sigt og øger vækstpotentialet i fremtiden[4]. ·
Den finansielle opsplitning består i forskellene i den måde, de finansielle markeder i forskellige
medlemsstater fungerer på, og forskellene i deres resultater. Den fører til
forskelle i rentesatserne og kreditvilkårene for virksomhederne og
husholdningerne fra det ene land til det andet, som er større end de forskelle,
som de grundlæggende økonomiske faktorer retfærdiggør. Det må sikres, at det
finansielle system stiller finansiering til rådighed for levedygtige
investeringsprojekter, for at ressourcerne kan omfordeles mellem sektorerne i
de mest sårbare medlemsstater[5],
og for at genskabe gnidningsløse "nedadgående" finansielle strømme
til euroområdets periferi. ·
Gældsætning og meget lav inflation. Prisstabilitet, som ECB definerer som en inflationstakt på under, men
tæt på 2 % på mellemlang sigt, er vigtig for vækst på mellemlang sigt. I
Kommissionens vinterprognose forudses der en lang periode med en meget lav
inflationstakt, som kan påvirke den økonomiske aktivitet og gældsniveauet
negativt. Derudover medfører en meget lav inflation en passende grad af nominel
fleksibilitet, som kan sikre den reallønstilpasning, som i nogle tilfælde kan
være nødvendig for at nedbringe arbejdsløsheden. ·
Genskabelse af balancen i en vanskelig økonomisk
sammenhæng. Euroområdet er inde i en proces med genskabelse
af balancen, som er godt i gang, men endnu ikke afsluttet. For en række
medlemsstater betyder det, at konkurrenceevnen forbedres via intern
devaluering, dvs. løntilbageholdenhed, produktivitetsforøgelser og reduktion af
andre produktionsomkostninger i forhold til handelspartnerne. Dette er sammen
med en ambitiøs bredere reformdagsorden en nødvendig proces for at genskabe
konkurrenceevnen både inden for den monetære union og på verdensplan, men det
har betydelige sociale omkostninger. Sammenlignet med den økonomiske tilpasning
i visse økonomier efter oprettelsen af den monetære union er udfordringen ved
at genoprette konkurrenceevnen blevet øget af den lave økonomiske aktivitet i
EU som helhed og på verdensplan. De nødvendige tilpasninger af lønudgifterne
afhænger ikke kun af den enkelte medlemsstats særlige situation, men også af
udviklingen i lønomkostningerne hos konkurrenterne i og uden for euroområdet og
den nominelle valutakurs for euroen. Valutakursen for euroen er ikke et
politikmål. Det opadgående pres på valutakursen kan være en følge af interne
eller eksterne udviklinger. Der er risiko for, at de forbedringer af
konkurrenceevnen, der er opnået gennem en meget vanskelig politiktilpasning,
forsvinder som følge af styrkelsen af den nominelle eurokurs. Selv om den
generelle efterspørgsel i euroområdet stadig er svag, forventes den økonomiske
genopretning ifølge Kommissionens vinterprognose i stadig højere grad at blive
hjulpet på vej af den indenlandske efterspørgsel og sprede sig i medlemsstaterne,
hvilket kan være med til at lette det opadgående pres. Der er
brug for en indsats i alle medlemsstater for at løse problemerne med
makroøkonomiske ubalancer og forskelle i konkurrenceevnen, navnlig i
euroområdet. Som det fastslås i de specifikke henstillinger vedrørende
medlemsstaterne[6]
i euroområdet, bør de individuelt og i fællesskab træffe foranstaltninger inden
for rammerne af Eurogruppen og tage ansvar for den samlede politik i
euroområdet for at sikre, at euroområdet fungerer godt, og for at øge væksten
og beskæftigelsen. Samordningen bør være med til at sikre, at tempoet
i den finanspolitiske konsolidering tilpasses til de enkelte medlemsstaters
finanspolitiske og makroøkonomiske situation. Finanspolitiske og
produktivitetsforøgende foranstaltninger bør fremme en yderligere genoprettelse
af balancen i euroområdet og rette op på forvridninger i opsparings- og
investeringsmønstret i medlemsstaterne. For at takle de sociale konsekvenser af
krisen og den stigende arbejdsløshed er der behov for yderligere reformer
(bl.a. for at lette adgangen til beskæftigelse, forebygge tidlig
tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, nedbringe lønomkostningerne og bekæmpe
segmenteringen af arbejdsmarkedet). Færdiggørelsen
af bankunionen udgør fortsat hjørnestenen, når det drejer sig om at genskabe
tilliden i den finansielle sektor og mindske markedsfragmenteringen. Det vil
til gengæld forbedre kreditstrømmen til realøkonomien, specielt til de små og
mellemstore virksomheder, som traditionelt er mere afhængige af bankfinansiering.
De kommende definitioner vedrørende likviditetsreglerne for bankerne inden for
rammerne af de delegerede retsakter om kapitalkravene i lovgivningen skulle på
samme måde lette adgangen til finansiering i realøkonomien. En yderligere
genopretning af balancen i og konsolidering af banksystemet skal derfor
fremmes. I den forbindelse vil den kommende omfattende vurdering af bankernes
balancer, som ECB skal foretage, være afgørende. De store
medlemsstaters bidrag til væksten er vigtigt. Blandt de
største medlemsstater i euroområdet bør de politiske prioriteter være at styrke
den indenlandske efterspørgsel og væksten på mellemlang sigt i Tyskland,
at gøre noget ved de flaskehalse, der hæmmer væksten på mellemlang sigt, og
samtidig arbejde på strukturelle reformer og finanspolitisk konsolidering i Frankrig
og Italien, og at fortsætte den forsvarlige nedgearing og
omstruktureringen af økonomien, som vil bidrage til væksten, og tage fat på
sociale spørgsmål i Spanien. 3. De vigtigste resultater på tværs af landene De
dybdegående undersøgelser giver et bedre indblik i en række udviklinger på
tværs af landene, som allerede er beskrevet i rapporten om varslingsmekanismen[7]. En
række medlemsstater er stadig præget af flere ubalancer og risici. De
dybdegående undersøgelser viser især følgende: ·
En stor ekstern gæld er stadig et sårbart punkt. I de seneste kvartaler er underskuddene på de løbende poster blevet
nedbragt yderligere i de lande, som havde store underskud i perioden før
krisen. I nogle lande, såsom Bulgarien, Spanien, Kroatien
og Ungarn, er der nu et overskud på de løbende poster, og for Irlands
og Sloveniens vedkommende er der tale om et meget stort overskud.
Forbedringen af de løbende poster i disse medlemsstater skyldes en øget
konkurrenceevne, som er blevet fremmet af tilpasningerne af lønomkostningerne,
men også en afmatning i den indenlandske efterspørgsel i de pågældende lande.
Når man ser på beholdningerne, er den eksterne nettogæld dog stadig meget høj i
nogle af de undersøgte lande. Det gælder især for Irland, Spanien,
Kroatien og Ungarn, hvor den negative internationale
nettoinvesteringsposition er tæt på eller over det årlige BNP, men den negative
internationale nettoinvesteringsposition er også meget høj i Bulgarien.
Problemerne med den eksterne holdbarhed er forskellige fra land til land og
afhænger også af arten af deres brutto- og nettogæld. Specielt begrænser den
høje andel af direkte udenlandske investeringer risiciene i Bulgarien, Irland
og Ungarn[8].
En stor del af forbedringen i de løbende poster har ikke været
konjunkturbestemt og forventes derfor ikke at forsvinde med opsvinget[9]. Men
for at garantere den eksterne holdbarhed i de mest forgældede økonomier må
tilpasningen af de løbende poster fortsætte, således at der fortsat er overskud
eller lave underskud i en længere periode. Den strukturelle nedgang i
efterspørgslen i de mest sårbare lande viser, at der er behov for
produktivitetsforbedringer, som skal støttes af vækstfremmende reformer; ellers
vil den økonomiske aktivitet fortsætte med at være svag i en lang periode,
specielt i de mest forgældede økonomier. ·
I de seneste år er der sket en betydelig
forværring af de eksterne strømme i nogle enkelte lande. Det er tilfældet i Frankrig og Det Forenede Kongerige:
Det Forenede Kongerige har på nuværende tidspunkt det største underskud på de
løbende poster i hele EU. Selv om disse landes eksterne nettogæld er
forholdsvis lav, og den eksterne holdbarhed ikke er i fare, kan de voksende
forskelle medføre specifikke risici for deres økonomier, hvis deres eksterne
underskud bliver ved med at vokse. ·
Vedvarende meget store overskud på de løbende
poster afspejler ofte en afdæmpet indenlandsk efterspørgselsdynamik. Et land med overskud på de løbende poster overfører forbrug fra nu til
fremtiden ved at investere i udlandet. Et land med underskud på de løbende
poster mindsker til gengæld sine investeringer eller sit forbrug nu og er nødt
til at overføre fremtidige indtægter til udlandet for at indfri sin gæld over
for udlandet[10].
Overskuddene er meget store i Tyskland, Luxembourg, Nederlandene
og Sverige, mens overskuddet i Danmark også er stort. Deres
overskud er forbundet med gode eksportresultater sammenlignet med importen,
idet den lave vækst i importen stemmer overens med den lave vækst i den
indenlandske efterspørgsel. Akkumulering af moderate overskud er en positiv
udvikling, da det er nødvendigt at opspare en del af de løbende indtægter for
at kunne klare de udfordringer, som den demografiske udfordring medfører[11], og
at opspare midler, der kan investeres i udlandet. I det omfang, de større
overskud skyldes store indenlandske investeringsmangler, begrænser de også de
økonomiske udsigter på mellemlang og lang sigt. Overskuddene er ikke af samme
art i alle disse lande; mens overskuddene hænger sammen med nedgearing i Danmark,
Nederlandene og Sverige, hvor husholdningerne og de
ikke-finansielle virksomheder har et højt gældsniveau, er dette i meget mindre
grad tilfældet i Tyskland. Tysklands handelsoverskud over for
resten af verden er steget, mens handelsoverskuddet over for resten af
euroområdet er faldet. Sidstnævnte udvikling er gunstig, men den skal sættes i
perspektiv; ændringen i forhold til euroområdet skyldes i højere grad en
nedgang i importen i udkanten af euroområdet end en stigning i den tyske
import. Desuden har en del af faldet i overskuddet inden for euroområdet at
gøre med andre "overskudslande". En stigning i den indenlandske
efterspørgsel på grund af øgede investeringer ville reducere overskuddet og
styrke vækstpotentialet og kan bidrage til opsvinget og tilpasningen i
euroområdet. ·
Omkostningskonkurrenceevnen er stadig afgørende.
Det gælder især for de lande, som tidligere havde de
største underskud på de løbende poster, og som skal sikre deres eksterne
holdbarhed, såsom Bulgarien, Spanien og Ungarn, eller som
har haft store tab på eksportmarkederne i de seneste år, såsom Kroatien,
Italien og Finland. Konkurrenceevnen og eksportresultaterne er
særlig relevante for de økonomiske udsigter for en række økonomier, fordi
nettoeksporten eller de eksportorienterede investeringer i betragtning af
behovet for nedgearing i den private sektor og behovet for finanspolitisk
konsolidering sandsynligvis vil være de vigtigste efterspørgselskomponenter,
der støtter væksten på mellemlang sigt. Enhedslønomkostningerne tilpasses
stadig i en række af de medlemsstater, der er hårdest ramt af problemer med
konkurrenceevnen og arbejdsløshed. Blandt de undersøgte medlemsstater har den
største tilpasning i de seneste år fundet sted i Irland og Spanien.
Tilpasningen af enhedslønomkostningerne er blevet fremskyndet af et stærkt
markeds- og konkurrencepres, der har ført til fald i de nominelle lønninger i
flere sektorer, nedlæggelse af arbejdspladser samt produktivitetsforbedringer.
Tilpasningen har været forholdsvis mindre i Frankrig, Italien og Slovenien.
I flere lande er enhedslønomkostningerne faldet mere end eksport- og
BNP-deflatorerne. Dette kan være foreneligt med genskabelsen af balancen, for
så vidt som øgede fortjenstmarginer medvirker til at tilskynde den markedsmæssige
sektor til at vokse[12].
På trods af den løbende tilpasning af reallønnen har tilpasningen af
arbejdsmarkedet hidtil hovedsagelig haft form af nedlæggelse af arbejdspladser
og stærkt reducerede muligheder for at finde arbejde. Det medførte store
stigninger i arbejdsløsheden og en generel forlængelse af ledighedsperioderne[13] med
sociale følger og implikationer for vækstpotentialet, som der må tages hensyn
til i de politiske foranstaltninger, der træffes. ·
De dybdegående undersøgelser understreger også
den ikke-omkostningsrelaterede konkurrenceevnes rolle. For de fleste medlemsstater spiller den ikke-omkostningsrelaterede
konkurrenceevne en lige så vigtig rolle for handelsresultaterne som den
omkostningsrelaterede konkurrenceevne. De ikke-omkostningsrelaterede faktorer
er bl.a. eksportens sammensætning og teknologiske indhold, den geografiske
diversificering af eksporten, virksomhedernes struktur, erhvervsklimaet og
innovation. De dybdegående undersøgelser beskriver, hvordan medlemsstater som Belgien,
Danmark, Italien, Frankrig, Kroatien, Ungarn,
Finland og Det Forenede Kongerige takler udfordringen med at
forbedre deres eksportresultater og genoprette den ikke-omkostningsrelaterede
konkurrenceevne. Eksporten af tjenesteydelser opvejer ofte de dårligere
resultater for eksporten af varer i en række af de lande, der gennemgås i de
dybdegående undersøgelser, såsom Belgien, Danmark, Kroatien,
Luxembourg, Sverige, Slovenien og Det Forenede
Kongerige. I Belgien og Italien har stagnerende
produktivitetsstigninger længe været et problem, der forværrer de risici, som
følger af eksterne eller interne ubalancer. Det er afgørende, at både den
omkostningsrelaterede og den ikke-omkostningsrelaterede konkurrenceevne
forbedres i betragtning af den faldende tendens i de avancerede økonomiers
eksportmarkedsandele på verdensplan. ·
Der foregår en nedgearing i den private sektor,
men den private gæld er stadig høj i en række økonomier. Behovet for, at både husholdningerne, de ikke-finansielle virksomheder
og de finansielle virksomheder mindsker deres balancer og nedbringer deres
gæld, har haft en negativ indvirkning på privatforbruget og investeringerne.
Kreditstrømmene til den private sektor har været påvirket af de ugunstige
efterspørgsels- og udbudsbetingelser[14].
Sidstnævnte omfatter nedgearingen i den finansielle sektor selv, en opsplittet
finansiel sektor og vedvarende politisk usikkerhed, som påvirkede
investeringsbeslutningerne. De lave virksomhedsinvesteringer udgør en hindring
for, at ressourcerne kan flyttes til de mest produktive sektorer og de
eksportorienterede industrier, og begrænser væksten på mellemlang sigt[15].
Samtidig har nedgearingen i husholdningerne og de ikke-finansielle og
finansielle virksomheder bidraget til at forbedre de løbende poster i en række
af de undersøgte medlemsstater, såsom Spanien og Slovenien, og
medvirket til at skabe store overskud i Danmark, Nederlandene og Sverige.
Desuden kan den lave inflationstakt, som i flere medlemsstater er en vigtig del
af deres strategi for at genoprette konkurrenceevnen, gøre den indsats, der i
visse lande gøres for sikre en nedgearing af gælden i den private sektor,
sværere. ·
Tilpasningen af boligmarkedet ser ud til at have
nået bunden i en række lande. De fleste boligmarkeder
i EU har været inde i en korrektionsfase efter en særlig lang periode med
stigende priser. I nogle lande, specielt Danmark, Irland, Spanien
og Nederlandene, er der sket et betydeligt kumuleret fald i de reale
boligpriser. I Spanien og Irland er tilpasningen af boligpriserne
gået hånd i hånd med indskrænkningen af byggesektorerne, hvilket har forværret
arbejdsløsheden. Den medvirkede til stigningen i misligholdte lån og
forværringen af bankernes balancer, som nødvendiggjorde øgede hensættelser og
overførslen af problematiske aktiver til særlige formueforvaltningsfirmaer. For
nogle af de undersøgte lande kan yderligere nedjusteringer ikke udelukkes, men
de foreliggende oplysninger tyder på, at lavpunktet er nået for de fleste
lande, og der har været beskedne stigninger, bl.a. i Luxembourg, Malta,
Sverige og Det Forenede Kongerige. ·
Arbejdsløsheden og andre indikatorer for socialt
stress er fortsat meget høje[16]. Arbejdsløsheden steg særlig meget i de
lande, hvor der er sket en forværring af de løbende poster, og der er også
meget store forskelle mellem de enkelte medlemsstater. Ungdomsarbejdsløsheden
og langtidsledigheden er specifikke problemer, mens der også må gøres noget ved
den manglende overensstemmelse mellem udbudte og efterspurgte kompetencer.
Siden medio 2013 har der dog været tegn på en stabilisering og en forsigtig
nedgang i arbejdsløsheden i visse medlemsstater, såsom Bulgarien, Irland,
Ungarn og Det Forenede Kongerige. Hvis forværringen af de løbende
poster medfører et vedvarende fald i investeringerne og produktiviteten, kan
det være nødvendigt, at lønudviklingen følger produktivitetsudviklingen,
hvorved både konkurrenceevnen og den samlede efterspørgsel støttes. De
seneste prognoser viser, at tempoet i den finanspolitiske tilpasning kan
forventes at falde i EU og euroområdet. Det skyldes de
store konsolideringsbestræbelser i de sidste to år. I de fleste medlemsstater
er der dog stadig behov for at øge den finanspolitiske konsolidering. ·
Den finanspolitiske konsolidering taber fart,
mens den offentlige gældskvote topper i 2014. I 2013
er de offentlige finanser igen blevet bedre i både EU og euroområdet takket
være de fortsatte konsolideringsbestræbelser. I 2014 forventes
tilpasningstempoet at falde. Alligevel burde de fortsatte
konsolideringsbestræbelser og det økonomiske opsving gøre det muligt at mindske
det samlede underskud yderligere. Med hensyn til strukturtilpasninger var de
fleste af medlemsstaternes indsats tilfredsstillende i 2013. Både i EU og i
euroområdet forventes gældskvoten at stige yderligere i 2013 og noget
langsommere i 2014, hvor den forventes at toppe. ·
Der er tvivl om, hvorvidt konsolideringen i
visse medlemsstater er stærk nok til at sikre, at korrektionen af de
uforholdsmæssigt store underskud fortsætter planmæssigt. Det er især tilfældet i Frankrig og Slovenien. For disse
lande vedtager Kommissionen en række henstillinger, hvori den opfordrer
regeringerne til at rette op på situationen hurtigst muligt. Med hensyn til Italien,
som ikke har et uforholdsmæssigt stort underskud, tyder prognoserne på, at der
er behov for yderligere konsolideringsbestræbelser for at sikre den nødvendige
nedbringelse af gælden. For så vidt angår de lande, der ikke er med i
euroområdet, er der risiko for, at Kroatien ikke opfylder målene for
både de samlede underskud og strukturtilpasningerne, hvis den nuværende
udvikling fortsætter, og der ikke træffes yderligere foranstaltninger. I Ungarn,
som ikke har et uforholdsmæssigt stort underskud, er den strukturelle saldo ved
at skride, hvilket bringer nedbringelsen af gælden i fare. 4. Konklusioner pr. medlemsstat De
ubalancer, der findes i fjorten medlemsstater, er af forskellig art. På
grundlag af den analyse, der dokumenteres i detaljer i de dybdegående
undersøgelser, finder Kommissionen, at der er ubalancer i Belgien,
Bulgarien, Tyskland, Irland, Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien, Ungarn,
Nederlandene, Slovenien, Finland, Sverige og Det Forenede Kongerige. Blandt
disse medlemsstater er der uforholdsmæssigt store ubalancer i Kroatien,
Italien og Slovenien. Hvad angår Spanien, finder Kommissionen, at
der har fundet en betydelig justering sted det seneste år, og at hvis denne
tendens fortsætter, vil ubalancerne fortsat blive mindre over tid. Selv om det
på grundlag heraf kan konkluderes, at ubalancerne i Spanien ikke længere
er uforholdsmæssigt store ud fra kriterierne i PMU, understreger Kommissionen,
at situationen stadig indebærer risici. Forskellene i arten af landenes
ubalancer og uforholdsmæssigt store ubalancer, bl.a. deres finanspolitiske
råderum og den fase i overvågningsproceduren, de befinder sig i, indebærer, at
de politiske tiltag, medlemsstaterne skal forberede i samarbejde med
Kommissionen, skal skræddersys til de særlige behov i det enkelte land. ·
Belgien har fortsat makroøkonomiske
ubalancer, som kræver overvågning og politiske tiltag. Navnlig bør der til
stadighed holdes øje med udviklingen i belgiske varers eksterne
konkurrenceevne, da en vedvarende forringelse af konkurrenceevnen kan true den
makroøkonomiske stabilitet. Nærmere bestemt kan den
fortsatte forringelse af landets konkurrenceevne, herunder det
ikke-omkostningsrelaterede aspekt, få negative konsekvenser for økonomien.
Landets evne til at producere varer, der kan konkurrere internationalt, er
blevet dårligere, hvilket afspejles i producenternes svindende fortjeneste og
tabet af arbejdspladser. For at kunne tilpasse de høje arbejdskraftomkostninger
til en holdbar jobskabelse og høj levestandard kræves det, at der satses på
varer højere oppe i den globale værdikæde. Samtidig er det nødvendigt at
forhindre, at sammenhængen mellem hurtige lønstigninger og langsom
produktivitetsvækst styrkes yderligere. Belgien har i den henseende truffet en
række foranstaltninger, der forventes at få virkning de kommende år. At bevare
grundlaget for varefremstilling kræver dog mere ambitiøse tiltag, så meget desto
mere som der gennemføres reformer i konkurrerende lande. Belgien er ved
beskatningen af arbejdskraft nødt til at sikre, at løndannelsen gøres mere
afhængig af de økonomiske og sektorielle realiteter, og at der tages fat på det
vedvarende problem med den måde, hvorpå arbejdsmarkedet fungerer. Belgiens høje
offentlige gæld skaber fortsat bekymring for de offentlige finansers
holdbarhed. Det er dog positivt, at det er lykkedes for Belgien at stabilisere
sin offentlige gældskvote, at landet har opfyldt det anbefalede mål for
underskuddet i 2013, og at det forventes at holde underskuddet på under
3 % af BNP. Derudover mindsker den lange gennemsnitlige løbetid på lån,
den relativt begrænsede tilknytning til den indenlandske finansielle sektor og
den relativt sunde private sektor risikoen for økonomien generelt. ·
Bulgarien har fortsat makroøkonomiske
ubalancer, som kræver overvågning og politiske tiltag. Navnlig den
langvarige tilpasning af arbejdsmarkedet kræver politiske tiltag, men der gøres
gode fremskridt, hvad angår korrektionen af landets stilling over for udlandet
og nedgearingen inden for erhvervssektoren. Bulgarien har nærmere bestemt oplevet en
meget hurtig akkumulering af ubalancer i perioden med kraftig vækst, som faldt
sammen med landets tiltrædelse af EU. Den store tilstrømning af udenlandsk
kapital var med til at overophede økonomien og opretholde stigningerne i
priserne på anlægsaktiver. Situationen, hvad angår betalingsbalancens løbende
poster, er vendt siden 2009, men gældsætningen over for udlandet er fortsat
stor, selv om en stor del heraf er direkte udenlandske investeringer.
Tilpasningen synes for størstedelens vedkommende at være konjunkturuafhængig,
men en forudsætning for yderligere at mindske gældsætningen over for udlandet
er, at den eksterne konkurrenceevne opretholdes, og at der opnås markante
eksportresultater. Den igangværende nedgearing af virksomhederne uden for
finanssektoren kan begrænse investeringerne og væksten i visse sektorer på kort
og mellemlang sigt. Derudover begrænser et svagt ikke-inklusivt arbejdsmarked
økonomiens tilpasningsevne og er en af årsagerne til, at dens potentielle vækst
bremses. Arbejdsløsheden er steget kraftigt, da nedgangen i beskæftigelsen
under krisen har været mere udtalt end faldet i produktionen tydede på. Det er
de lavtuddannede og de unge, der er blevet mest påvirket af nedlæggelsen af
arbejdspladser. Selv om lønomkostningerne trods de store stigninger de senere
år stadig er relativt lave, kan mindstelønningerne risikere at presse de mest
sårbare ud af arbejdsmarkedet. Samtidig har de aktive arbejdsmarkedspolitikker
og uddannelsessystemet hidtil ikke været effektive, når det drejer sig om at
lette tilpasningsprocessen og forhindre en generel akkumulering af
arbejdskraft. ·
Tyskland har makroøkonomiske
ubalancer, som kræver overvågning og politiske tiltag. Der har navnlig
vedvarende været et meget stort overskud på betalingsbalancens løbende poster,
hvilket afspejler landets stærke konkurrenceevne, samtidig med at store
opsparede beløb blev investeret i udlandet. Det er også et tegn på, at den
indenlandske vækst har været moderat, og at allokeringen af de økonomiske
ressourcer måske ikke har været helt effektiv. Selv om det nuværende overskud
på betalingsbalancens løbende poster ikke skaber de samme risici som et stort
underskud i Tyskland, er det værd at holde øje med størrelsen og varigheden
heraf. I betragtning af den tyske økonomis størrelse er det særlig vigtigt at
skride ind for at mindske risikoen for skadelige virkninger for den måde,
hvorpå den indenlandske økonomi og euroområdet fungerer. Nærmere bestemt var de relativt lave
investeringer i den private og den offentlige sektor sammen med et moderat
privat forbrug over en længere periode med til at skabe en situation med
beskeden vækst, faldende trendvækst, øget afhængighed i økonomien af udenlandsk
efterspørgsel og opbygning af et betydeligt overskud over for udlandet.
Udfordringen består derfor i at indkredse og gennemføre foranstaltninger, der
er med til at styrke den indenlandske efterspørgsel og øge økonomiens
vækstpotentiale. Øgede investeringer i fysiske og menneskelige ressourcer, en
yderligere styrkelse af udbuddet af arbejdskraft og større
effektivitetsgevinster i alle sektorer af økonomien, bl.a. ved at frigøre
vækstpotentialet i servicesektoren, hvilket også ville være med til yderligere
at øge udbuddet af arbejdskraft, udgør de centrale politiske udfordringer. ·
Irland: Det nyligt
afsluttede makroøkonomiske tilpasningsprogram var vigtigt for at styre de
økonomiske risici og mindske ubalancerne. De resterende makroøkonomiske ubalancer
kræver imidlertid særlig overvågning og afgørende politiske tiltag. Navnlig
udviklingen i den finansielle sektor, den private og den offentlige sektors
gældsætning og i tilknytning hertil den høje eksterne brutto‑ og
nettogæld over for udlandet og situationen på arbejdsmarkedet betyder, at der
stadig er visse risici. Kommissionen vil indlede en særlig overvågning af
politikimplementeringen og vil regelmæssigt aflægge rapport til Rådet og
Eurogruppen. Denne overvågning vil blive baseret på resultatet af overvågningen
efter programmets gennemførelse. Nærmere bestemt oplevede Irland fra 2007 et
kollaps på boligmarkedet, og foranstaltningerne for at tackle bankernes tab og
faldet i de offentlige indtægter skabte alvorlige budgetmæssige problemer. Som
følge af tab af markedsadgang anmodede Irland ved udgangen af 2010 om
international finansiel bistand. Irland opnåede fortsat gode resultater under
hele gennemførelsen af programmet, som blev afsluttet i 2013. Målene for
budgetkonsolideringen inden for rammerene af programmet er blevet nået, og
Irland har forbedret sine indenlandske finanspolitiske regler og institutioner.
Desuden forventes det samlede underskud at nå målene herfor i 2013 og 2014.
Målene for bankernes nedgearing er blevet opfyldt, og kapitaldækningsgraden er
blevet forbedret. Finanstilsynet og den finansielle regulering er blevet
styrket. Husholdningerne har øget deres opsparingskvote og derved mindsket
deres gældsætning. Arbejdsmarkedsreformerne har været med til at mindske
arbejdsløsheden. Huspriserne har også stabiliseret sig, og markedet har vist
tegn på genopretning. Der er dog brug for at gøre yderligere fremskridt, da den
offentlige gæld fortsat er meget høj i lighed med udlandsgælden, den finansielle
sektor er sårbar som følge af mange uindfriede lån, og både langtidsledigheden
og ungdomsarbejdsløsheden fortsat er høje. ·
Spanien har makroøkonomiske
ubalancer, som kræver særlig overvågning og afgørende politiske tiltag. Der
er på flere niveauer klart sket fremskridt med justeringen af de ubalancer, der
sidste år blev identificeret som værende uforholdsmæssigt store, og landets
tilbagevenden til positiv vækst har mindsket risiciene. Ubalancernes omfang og
deres indbyrdes sammenhæng, navnlig den store indenlandske og eksterne gæld,
betyder dog, at der stadig er risici. Kommissionen vil fortsætte den særlige
overvågning af de politikker, som Rådet anbefalede Spanien i forbindelse med
det europæiske semester og vil regelmæssigt aflægge rapport til Rådet og Eurogruppen.
Denne overvågning vil blive baseret på resultatet af overvågningen efter
programmets gennemførelse. Nærmere bestemt er tilpasningen blevet
understøttet af afgørende politiske foranstaltninger på EU-plan og i Spanien.
Navnlig rekapitaliseringen og omstruktureringen af svagere banker har fjernet
de systemiske problemer i finanssektoren og muliggjort en problemfri afslutning
af programmet for finansiel bistand i begyndelsen af 2014. Der er kommet et
overskud på betalingsbalancens løbende poster som følge af en kombination af
faldende import og stor eksport understøttet af forbedret konkurrenceevne.
Boligmarkedet har næsten stabiliseret sig. Nedlæggelsen af arbejdspladser synes
snart at være et afsluttet kapitel. På den politiske front er størstedelen af
den omfattende dagsorden for strukturelle reformer, der er indeholdt i det
nationale reformprogram for 2013, afsluttet på lovgivningsniveauet, og der
begynder nu at blive lagt større vægt på den udfordrende gennemførelsesfase.
Denne positive udvikling har ført til, at tilliden i høj grad er vendt tilbage,
hvilket har vist sig som et fald i markedsrisikopræmierne, fornyet tilstrømning
af udenlandsk kapital og øget tillid blandt virksomheder og forbrugere. Tilpasningen er imidlertid langt fra
afsluttet, og der er fortsat risikoområder. Mere specifikt bringer den meget
høje private og offentlige gældsætning, både indenlandsk og udenlandsk, fortsat
væksten og den finansielle stabilitet i fare. Selv om arbejdsløsheden er faldet
på det seneste, ligger den stadig på et alarmerende højt niveau. Omlægningen af
produktionssystemet i retning af eksportsektorerne og den forbedrede
internationale konkurrenceevne skal opretholdes, hvis den meget høje
gældsætning over for udlandet og den byrde, den forårsager i form af en negativ
strøm af indtægter til resten af verden, skal mindskes. Der sker fremskridt med
tilpasningen af den private sektors balance, men den høje arbejdsløshed og de
faldende indkomster har begrænset den fart, hvormed nedgearingen i
husholdningerne sker. Virksomheder uden for den finansielle sektor har mindsket
deres gæld med en noget mere vedvarende fart. Fremover vil udfordringen bestå i
at sikre, at nedgearingen ledsages af positive kreditstrømme til de finansielt
sunde lånere. Fjernelse af hindringerne for produktmarkedernes og de
finansielle markeders funktion og effektive insolvensprocedurer kan mindske den
dæmper, nedgearingen lægger på væksten. På arbejdsmarkedet kan det på grundlag
af de positive virkninger af de nylige reformer for den interne fleksibilitet
og lønfastsættelsen overvejes at iværksætte yderligere reformer. Derudover har
et betydeligt indtægtstab, højere sociale udgifter og rekapitaliseringen af
banker lagt betydeligt pres på økonomien i form af stigende offentlige
underskud og kraftigt stigende offentlig gæld. Målsætningen for
budgetunderskuddet i 2013 blev muligvis ikke nået, men de forbedrede
makroøkonomiske udsigter skulle sætte Spanien i stand til at opfylde
målsætningen for det samlede underskud i 2014. For at sikre en mindskelse af
gælden vil der på mellemlang sigt kræves en vedvarende finanspolitisk indsats. ·
Frankrig har fortsat
makroøkonomiske ubalancer, som kræver særlig overvågning og afgørende politiske
tiltag. Navnlig forværringen af handelsbalancen og konkurrenceevnen samt
konsekvenserne af den høje offentlige gældsætning fortjener vedvarende politisk
opmærksomhed. I betragtning af den franske økonomis størrelse er det særlig
vigtigt på afgørende vis at skride ind for at mindske risikoen for skadelige
virkninger for den måde, hvorpå den indenlandske økonomi og euroområdet
fungerer, og de potentielle afsmittende virkninger for den måde, hvorpå
euroområdet fungerer. I lyset af behovet for politiske tiltag, som landet
allerede i den dybdegående undersøgelse for 2013 blev opfordret til at
iværksætte, vil Kommissionen indlede en særlig overvågning af de politikker,
som Rådet anbefalede Frankrig i forbindelse med det europæiske semester, og vil
regelmæssigt aflægge rapport til Rådet og Eurogruppen. Nærmere bestemt afspejler det voksende
underskud på handelsbalancen et fald i eksportmarkedsandele over en længere
periode, hvilket igen hænger sammen med et vedvarende tab af såvel
omkostningsrelateret som ikke-omkostningsrelateret konkurrenceevne. Trods
foranstaltninger for at fremme konkurrenceevnen er der hidtil begrænsede tegn
på en forbedring. Selv om lønningerne har udviklet sig i takt med
produktiviteten, er lønomkostningerne stadig høje og presser virksomhedernes
fortjenstmargin. Den lave og faldende rentabilitet i private virksomheder, især
inden for fremstillingsindustrien, kan have hæmmet deres evne til at vokse og
forbedre eksportresultaterne. Det ugunstige erhvervsklima, særlig den svage
konkurrence i servicesektoren, forværrer yderligere problemerne med dårlig
konkurrenceevne. Desuden gør stivhederne i lønfastsættelsessystemet det svært
for virksomhederne at tilpasse lønningerne til produktiviteten. Trods de
foranstaltninger, der siden 2010 er truffet for at mindske det offentlige
underskud, er den offentlige gæld fortsat med at stige, hvilket kræver en
fortsat budgetkonsolidering, og at der i lyset af de høje offentlige udgifter
sættes særlig fokus på udgiftsnedskæringer, navnlig ved at forsøge at opnå
effektivitetsgevinster. Det forventes, at Frankrig ikke når målene for både
samlet underskud og strukturel tilpasning i prognoseperioden som helhed . ·
Kroatien har
uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer, som kræver særlig overvågning
og afgørende politiske tiltag. Det er navnlig nødvendigt med politiske
tiltag i lyset af landets sårbare situation som følge af den betragtelige gæld
over for udlandet, den faldende eksport, de højt gearede virksomheder og den
hastigt voksende offentlige gæld, hvilket alt sammen forekommer i en periode
med lav vækst og dårlig tilpasningsevne. Kommissionen vil indlede en særlig
overvågning af politikimplementeringen og vil regelmæssigt aflægge rapport til
Rådet. Nærmere bestemt oplever Kroatien efter en
ekspansiv fase, hvor ubalancerne akkumulerede, nu en langvarig nedtur, hvor en
række eksterne og interne risici er blevet aktuelle. Omlægningen i forhold til
udlandet indebærer store risici, der afhænger af Kroatiens mindskelse af sin
gæld over for udlandet til et mere sikkert niveau og er betinget af, at landet
forbedrer sin konkurrenceevne og skaber en eksport, der er baseret på andet end
turisme, for derved at understøtte væksten. Nedgearingen i den ikke-finansielle
virksomhedssektor er først lige begyndt, og det er nødvendigt at holde øje med
udviklingen i uindfriede lån i dette segment. Statsejede virksomheder, som i
visse sektorer stadig spiller en dominerende rolle, og som ofte ikke er blevet
omstruktureret, er generelt meget forgældede og meget lidt rentable. Kroatien
har den laveste aktivitet og beskæftigelsesfrekvens i EU, hvilket delvis
skyldes de bagvedliggende institutioner og politiske parametre, bl.a. det
sociale system. Et mere velfungerende arbejdsmarked er vigtigt for at støtte
væksten og den tilpasning, der er nødvendig i lyset af landets udsatte
situation eksternt og internt. En række standardindikatorer viser, at Kroatiens
erhvervsklima på en række områder er betydeligt dårligere end gennemsnittet for
medlemsstaterne i Central‑ og Østeuropa. Disse faktorer giver tilsammen
en lavere potentiel vækst, hvilket forhindrer genopretningen af balancen i den
private sektor og øger den nødvendige indsats for budgetkonsolidering. Der er
behov for en væsentlig supplerende indsats, hvad angår budgetkonsolidering, for
at dæmme op for underskuddet og forhindre, at gælden stiger til et uholdbart
niveau. Kroatien er omfattet af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt
store underskud og er nødt til at gøre en effektiv indsats for senest den
30. april 2014 at løse problemet med det uforholdsmæssigt store underskud.
Som situationen ser ud nu, risikerer Kroatien, at landet langt fra når
målsætningen for 2014, hvis det ikke træffer yderligere foranstaltninger. ·
Italien har
uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer, som kræver særlig overvågning
og markante politiske tiltag. Navnlig konsekvenserne af den meget store
offentlige gæld og den svage konkurrenceevne over for udlandet, som i sidste
ende begge har rod i den langvarige træge vækst i produktiviteten, kræver, at
der politisk hurtigt fokuseres herpå. I betragtning af den italienske økonomis
størrelse er det særlig vigtigt på afgørende vis at skride ind for at mindske
risikoen for skadelige virkninger for den måde, hvorpå den indenlandske økonomi
og euroområdet fungerer. Kommissionen har til hensigt at indlede en særlig
overvågning af de politikker, som Rådet anbefalede Italien i forbindelse med
det europæiske semester og vil regelmæssigt aflægge rapport til Rådet og
Eurogruppen. Nærmere bestemt lægger den store offentlige
gæld en tung byrde på økonomien, navnlig i forbindelse med den kronisk svage
vækst og den lave inflation. At opnå og opretholde meget høje primære overskud
– over et historisk niveau – og en robust vækst i BNP i en længere periode –
begge er nødvendige for, at gældskvoten kan falde støt – vil blive en stor
udfordring. I 2013 har Italien gjort fremskridt hen imod sit budgetmål på
mellemlang sigt. Der er dog risiko for, at tilpasningen af den strukturelle
saldo i 2014 er utilstrækkelig i lyset af behovet for at mindske den meget
store offentlige gældskvote i et passende tempo. Krisen har udhulet den
italienske banksektors oprindelige modstandsdygtighed og svækket dens rolle med
at støtte genopretningen af økonomien. Tabet af konkurrenceevne skyldes den
fortsatte skævhed i løn‑ og produktivitetsudviklingen, en høj skattekile
på arbejdskraft, en ugunstig eksportproduktstruktur og en stor andel af små
virksomheder, der finder det svært at konkurrere internationalt. Stivhederne i
lønfastsættelsen forhindrer en tilstrækkelig løndifferentiering i
overensstemmelse med udviklingen i produktiviteten og vilkårene på det lokale
arbejdsmarked. Den langvarige manglende effektivitet i den offentlige
forvaltning og retssystemet, den svage virksomhedsstyring og den høje grad af
korruption og skatteunddragelse mindsker allokeringseffektiviteten i økonomien
og hæmmer de gavnlige virkninger af de vedtagne reformer. Den store mangel på
menneskelige ressourcer, hvilket afspejler det lave afkast af investeringerne i
uddannelse af de yngre generationer, landets specialisering inden for sektorerne
for lav og middel teknologi og strukturelle svagheder i uddannelsessystemet,
øger produktivitetsproblemerne. ·
Ungarn har fortsat makroøkonomiske
ubalancer, som kræver overvågning og afgørende politiske tiltag. Især bør
den igangværende justering af den stærkt negative internationale
nettoinvesteringsposition, den store offentlige og private gæld i en situation
med en skrøbelig finansiel sektor og faldende eksport fortsat følges meget nøje
for at mindske de store risici for negative virkninger for økonomiens måde at
fungere på. Nærmere bestemt er
nettoinvesteringspositionen trods beskedne eksportresultater blevet forbedret,
hvilket hovedsageligt afspejler nedgearingen i den private sektor. Selv om der
for nylig har været visse opmuntrende tegn inden for fremstillingsindustrien,
vil det ikke være tilstrækkeligt til i sig selv at medføre en markant ændring
af eksportresultaterne. Gældsniveauet er faldet, men der er fortsat ubalance og
risici forbundet med den private gæld, da nedgearingen er blevet hæmmet af det
store antal nødlidende låntagere, et kriseramt boligmarked, en skrøbelig
finansiel sektor, en betydelig mængde lån i udenlandsk valuta samt stor
usikkerhed i erhvervslivet. At genetablere normale lånemuligheder for økonomien
på en holdbar måde vil kræve, at bankernes driftsmiljø forbedres. En anden stor
kilde til bekymring er den høje offentlige gæld. Selv om der er sket betydelige
forbedringer af den strukturelle budgetsaldo, har en svækket valutakurs, et
dårligt vækstpotentiale og høje finansieringsomkostninger forhindret, at gælden
er faldet. Ungarn forventes ikke at nå sit mål på mellemlang sigt. Landet
forventes derimod at opleve en forværring af den strukturelle saldo i 2014. ·
Nederlandene har
fortsat makroøkonomiske ubalancer, som kræver overvågning og politiske
tiltag. Der bør navnlig holdes øje med den makroøkonomiske udvikling i
forbindelse med gælden og den igangværende nedgearing i den private sektor
sammen med den ineffektivitet, der stadig er på boligmarkedet. Selv om det
store overskud på de løbende poster ikke er behæftet med samme risici som et
stort underskud og delvis skyldes behovet for nedgearing, vil Kommissionen
fortsætte med at overvåge betalingsbalanceudviklingen i Nederlandene inden for
rammerne af det europæiske semester. Der er nærmere
bestemt gennem flere årtier opstået stivheder og fordrejede incitamenter, der
har indflydelse på boligfinansieringen og opsparingsmønstrene i de forskellige
sektorer. Boliglån er blevet en meget tung post på finansieringsinstitutternes
balancer, idet husholdningerne har optaget lån mod sikkerhedsstillelse i deres
faste ejendom. Parallelt hermed har virksomheder uden for den finansielle
sektor siden midten af 1990'erne haft overskud på deres strukturelle opsparing.
Dette har ført til et betydeligt og vedholdende overskud på de løbende poster,
der har været ledsaget af et højt niveau for både husholdningernes bruttogæld
og deres nettoaktiver. I de senere år har en beskeden indenlandsk efterspørgsel
i kølvandet på den globale krise yderligere øget overskuddet over for udlandet.
I de senere år er der sket forbedringer i den henseende, idet der er blevet
gennemført foranstaltninger til begrænsning af finansieringen af boliglån.
Nedgearingen vil fortsat veje tungt på den økonomiske aktivitet, men et boligmarked,
der er ved at stabilisere sig, og husholdningernes klart positive
nettopositioner begrænser risiciene. Hvad angår de offentlige finanser,
forventes det, at Nederlandene ikke vil nå sit mål for den samlede gæld i 2014,
som er det år, hvor det uforholdsmæssigt store underskud skal korrigeres, selv
om det forventes, at landet vedtager en række strukturelle foranstaltninger af
den anbefalede størrelse i 2013-2014. ·
Slovenien har fortsat uforholdsmæssigt
store makroøkonomiske ubalancer, som kræver særlig overvågning og fortsat
markante politiske tiltag. Ubalancerne er blevet mindre over det sidste år
takket være den makroøkonomiske tilpasning og markante politiske tiltag i
Slovenien. Omfanget af de nødvendige korrektioner betyder dog, at der stadig er
betydelige risici. Kommissionen vil fortsætte den særlige overvågning af de
politikker, som Rådet anbefalede Slovenien i forbindelse med det europæiske
semester og vil regelmæssigt aflægge rapport til Rådet og Eurogruppen. Nærmere bestemt kræver risikoen som følge af
en økonomisk struktur, der er karakteriseret af svag virksomhedsstyring, en høj
grad af statslig intervention i økonomien, tab af omkostningskonkurrenceevne,
virksomhedernes gældsbyrde og stigende offentlig gæld i høj grad særlig
opmærksomhed. Selv om der er sket betydelige fremskridt, hvad angår
genoprettelsen af bankernes balance, er der stadig brug for en afgørende
indsats for at sikre en fuldstændig gennemførelse af en omfattende strategi for
banksektoren, bl.a. omstrukturering, privatisering og øget tilsyn. Slovenien kæmper stadig med konsekvenserne af
den tidligere konjunkturopgang, idet virksomhederne forsat er uholdbart
overforgældede. Overførslen af uindfriede lån til det selskab, der håndterer
bankaktiver (Bank Asset Management Company — BAMC) har forbedret bankernes
balance, men omfanget af uindfriede lån er fortsat højt i forhold til niveauet
inden krisen, og det er stadig nødvendigt at omstrukturere dem varigt på
grundlag af de nyligt ændrede insolvensregler. Da den indenlandske efterspørgsel
og navnlig investeringerne faldt betydeligt, har situationen med hensyn til de
løbende poster rettet sig op, så der er blevet et stort overskud, men landet
har ikke genskabt sin omkostningskonkurrenceevne, og de hidtidige reformer har
ikke fuldt ud løst problemet med manglende fleksibilitet på arbejdsmarkedet og
konkurrenceevnen. En svag virksomhedsstyring, navnlig, men ikke kun i
statsejede virksomheder, mindsker økonomiens samlede effektivitet som følge af
en mulig ineffektiv ressourceallokering. Økonomiens tilpasningsevne kunne
forbedres ved, at staten i væsentlig grad trækker sig ud af erhvervslivet og
den finansielle sektor, samtidig med at der gennemføres en omfattende strategi
for forvaltningen af kerneaktiviteter og frasalg af de øvrige aktiviteter.
Derudover skaber den betydelige stigning i den offentlige gæld de senere år,
også selv om den lå på et relativt lavt niveau, nye udfordringer. Selv om det
samlede budgetunderskud forventes at ligge over målet som følge af de
betydelige udgifter til rekapitaliseringen af banker i 2013 og 2014, forventes
underskuddet også langt at overstige målet i 2015, selv om der polisk ikke
træffes yderligere foranstaltninger. Den strukturelle tilpasning er på samme
måde heller ikke helt fyldestgørende. Samlet vejer disse mangler og
udfordringer tungt på de makroøkonomiske resultater på kort sigt. Det nylige
fald i renterne på statsobligationer tager noget af presset, men det er
nødvendigt at gennemføre programmet for strukturel reform hurtigere. ·
Finland har fortsat makroøkonomiske
ubalancer, som kræver overvågning og politiske tiltag. Det er nødvendigt
navnlig at holde øje med de dårlige eksportresultater de senere år, som skyldes
omstruktureringer i industrien og omkostningsfaktorer og andre faktorer, der
har indflydelse på konkurrenceevnen. Nærmere bestemt forklarer den høje vækst i
importen forud for krisen og den beskedne eksport efter krisen udhulingen af
betalingsbalancen. De løbende poster har dog stabiliseret sig for nylig, og
bæredygtigheden i forhold til udlandet er ikke et problem. Landet fortsatte med
hurtigt at miste andele på eksportmarkedet trods bedringen i verdenshandlen.
Finlands integration i den globale værdikæde har spillet en rolle for de
faldende eksportresultater, og omstruktureringen af industrien har endnu ikke
kunne opveje den store nedgang inden for elektronikindustrien og træ‑ og
papirindustrien. Økonomiens tilpasningskapacitet begrænses af lav produktivitet
og svagt konkurrencepres inden for servicesektoren samt øgede omkostninger som
følge af dynamisk lønvækst og høj energiintensitet. Eksportører har således
kunnet opretholde priskonkurrenceevnen, hovedsageligt ved at reducere
fortjenesten, hvilket har begrænset deres mulighed for at omsætte det høje
innovationspotentiale til nye produkter. Andre faktorer end omkostninger synes
at forklare det meste af forværringen af konkurrenceevnen: et begrænset antal
store eksportvirksomheder, der sælger et snævert produktsortiment, mindre
tendens blandt små virksomheder til at eksportere samt mindre effektive
investeringer i forskning og udvikling. De svage investeringer, det faldende
antal personer i den arbejdsdygtige alder og et betydeligt fald i
produktiviteten svækker den potentielle vækst. Hvad angår de offentlige
finanser, forventes det strukturelle underskud i 2014 at ligge lidt over målet
på mellemlang sigt, men delvis som følge af en ugunstig vækstdynamik forventes
den offentlige gæld at stige til over 60 % af BNP. ·
Sverige har fortsat makroøkonomiske
ubalancer, som kræver overvågning og politiske tiltag. Der er fortsat brug
for at holde øje med navnlig udviklingen i husholdningernes gældsætning
kombineret med et ineffektivt boligmarked. Selv om det store overskud på de
løbende poster ikke i samme grad udgør en risiko som et stort underskud og til
dels skyldes behovet for nedgearing, vil Kommissionen overvåge udviklingen i
Sveriges løbende poster inden for rammerne af det europæiske semester. Nærmere bestemt er husholdningernes gæld
steget igen efter en periode, hvor den lå stabilt, eftersom de vigtigste
faktorer hertil – lave renter på boliglån, skattereglerne, der begunstiger
lånefinansiering, langsom amortisering af boliglån og et begrænset udbud af
boliger – stadig er til stede. Forskellige indikatorer for låneudbuds‑ og
låneefterspørgselsbetingelserne tyder ikke på umiddelbare begrænsninger i
lånemulighederne. Efter at huspriserne de senere år har stabiliseret sig, steg
de igen i 2013 som følge af en gunstig efterspørgsel og et utilstrækkeligt
udbud. Derudover har problemerne med den manglende effektivitet på markedet for
lejeboliger, de besværlige planlægningsprocedurer og den beskedne konkurrence i
byggesektoren også været med til at dæmpe stigningen i boligpriserne. Der er
behov for mere stabile huspriser for at begrænse den private gældsætning og
mindske de makroøkonomiske risici, når gældsbetjeningsbyrden vokser. De nylige
systemiske foranstaltninger er vigtige, men sandsynligvis ikke tilstrækkelige
til at mindske de makroøkonomiske risici. Stærke skatteincitamenter for
finansiering af gæld ses som den vigtigste årsag til de stigende huspriser.
Større investeringer i boligbyggeri vil også forbedre balancen mellem opsparing
og investering. Hvad angår gældsætningen i den ikke-finansielle
virksomhedssektor, viser analysen, at det ikke skaber makroøkonomiske risici.
De seneste ændringer af virksomhedsbeskatningen kan desuden forventes at
mindske virksomhedernes gæld yderligere ved at begrænse multinationale
selskabers skatteoptimering. ·
Det Forenede Kongerige
har fortsat makroøkonomiske ubalancer, som kræver overvågning og politiske
tiltag. Det er fortsat navnlig vigtigt at holde et vågent øje med
udviklingen i husholdningernes gæld, der hænger sammen med den store belåning
af boliger og de strukturelle forhold på boligmarkedet, og den ugunstige
udvikling i eksportmarkedsandelene. Selv om den senere tids vækst i den
økonomiske aktivitet er en velkommen faktor, skyldes den hovedsageligt
husholdningernes forbrug, en lempelse af lånerestriktionerne og et fald i
husholdningernes opsparingskvote og ledsages af et stigende underskud på
betalingsbalancens løbende poster. Erhvervslivets investeringer og
nettoeksporten er endnu ikke steget fra det nuværende lave niveau. En
mindskelse af den høje gæld, navnlig blandt husholdningerne, og en minimering
af virkningerne heraf for investeringerne og væksten ville være med til at
begrænse risiciene på mellemlang sigt og gøre økonomien mindre sårbar over for
stigninger i låneomkostningerne. Væksten i realkreditlångivningen har været
beskeden, men stigende i forhold til det tidligere niveau for husholdningernes
gæld. Risiciene i boligsektoren skyldes et fortsat utilstrækkeligt strukturelt
udbud af boliger. Den relativt langsomme tilpasning af udbuddet til stigninger
i efterspørgslen fører til højere boligpriser, navnlig i London og
Sydøstengland, og husholdningernes realkreditgældsætning. Selv om den faldende
eksportmarkedsandel sandsynligvis ikke vil skabe risici på kort sigt, viser det
sammen med det nuværende underskud på de løbende poster, at der er strukturelle
problemer. De skyldes manglen på kvalifikationer og den lave
infrastrukturkapacitet. Hvad angår de offentlige finanser, synes Det Forenede
Kongerige forsat ikke at nå målene for sit samlede underskud og langt fra
målene for sin strukturelle tilpasning. I tre lande, der var omfattet af
undersøgelsen, blev der ikke konstateret makroøkonomiske ubalancer. De dybdegående undersøgelser viser, at de makroøkonomiske risici i Danmark
og Malta er blevet mindre og nu kontrolleres bedre. Der er ingen tegn på
ubalancer ud fra kriterierne i PMU i Luxembourg. Der er dog altid brug for en
omhyggelig overvågning og samordning af politikker i alle medlemsstater for at
indkredse nye risici og fremlægge strategier, der bidrager til vækst og nye
job. Denne overvågning vil fortsætte i forbindelse med det
europæiske semester. · De makroøkonomiske problemer i Danmark indebærer ikke
længere væsentlige makroøkonomiske risici og vurderes ikke længere som
ubalancer ud fra kriterierne i PMU. Tilpasningen på boligmarkedet og
virkningerne af gælden i den private sektor for realøkonomien og stabiliteten i
den finansielle sektor synes at være under kontrol. Der er dog brug at holde
øje med denne udvikling og drivkræfterne bag den eksterne konkurrenceevne. Nærmere bestemt forekommer de makroøkonomiske
risici som følge af den høje private gæld begrænsede, selv i lyset af
halerisici såsom en kombination af ugunstige rentechok og en ugunstig udvikling
på arbejdsmarkedet. Husholdningernes høje gæld opvejes af husholdningernes
store formuer, som afspejler de store opsparinger i pensionsfonde og fast
ejendom. Husholdningerne har økonomisk hidtil kunnet klare tilpasningen af
huspriserne siden 2007, idet antallet af restancer har holdt sig på et meget
lavt niveau. Derudover er konklusionen på forskellige stresstest og
undersøgelser, at husholdningerne ville være modstandsdygtige i tilfælde af
negative chok. Den finansielle sektor synes stabil trods de resterende
problemer, der løses ved hjælp af strengere regulerings‑ og
tilsynsforanstaltninger Hvad angår konkurrenceevnen, har Danmark tabt andele på
eksportmarkedet, hvilket skyldes de kraftige lønstigninger og den svage vækst i
produktiviteten. Ubalancen mellem produktiviteten og lønningerne synes dog at
være konjunkturbestemt. I lyset af det store overskud på de løbende poster
tyder tendensen i retning af faldende andele på eksportmarkedet ikke på, at der
er risici på kort sigt. Hvad angår de offentlige finanser, forventes Danmark i
væsentlig grad at have korrigeret sit uforholdsmæssigt store underskud i 2013. · De makroøkonomiske problemer i Luxembourg er ikke blevet
vurderet som ubalancer ud fra kriterierne i PMU. De skyldes Luxembourgs
vækstmodel, der er baseret på en effektiv finansiel sektor, som har klaret sig
godt igennem krisen. Det er stadig værd at holde øje med
fremstillingsindustriens faldende konkurrenceevne, udviklingen på boligmarkedet
og den private sektors gældsætning. Nærmere bestemt viser analysen af overskuddet
på de løbende poster, at det ikke skyldes manglende indenlandsk efterspørgsel,
men snarere er resultatet af landets særlige vækstmodel, der i høj grad er
baseret på finansielle tjenesteydelser. Det dækker dog over et stort og støt
stigende underskud i varehandlen, som i vid udstrækning skyldes de skuffende
eksportresultater. Tabet af andele på eksportmarkedet skyldes i vid
udstrækning, at enhedslønomkostningerne stiger meget hurtigere end i
Luxembourgs handelspartnerlande, hvilket til en vis grad er forårsaget af
lønfastsættelsesmekanismen. I den henseende udgør det en udfordring at finde en
strukturel løsning på den midlertidige graduering af den automatiske
lønindeksering. Der er risici, hvad angår den indenlandske finansielle
stabilitet, som følge af den store finansielle sektor, men de er relativt
begrænsede, da sektoren er diversificeret og specialiseret på samme tid.
Desuden kan de indenlandske banker fremvise solide kapital- og
likviditetsgrader. Den private sektors høje gæld, særlig virksomheder uden for
den finansielle sektor, afspejler hovedsagelig, at der er et stort antal
multinationale selskaber i landet, som bruger deres afdelinger eller
datterselskaber i Luxembourg til finansieringstransaktioner internt i
koncernen. Den dynamiske stigning i huspriserne er en stigende kilde til
bekymring. De offentlige finansers nuværende gunstige stilling er i høj grad
afhængig af bæredygtigheden af en vækstmodel, der er baseret på en stærk
finansiel sektor, og udgør på lang sigt en stor risiko for bæredygtigheden. I
lyset heraf er den nyligt gennemførte pensionsreform utilstrækkelig til at løse
problemet. Den strukturelle balance ligger dog over målet på mellemlang sigt. · De makroøkonomiske problemer i Malta indebærer ikke
længere væsentlige makroøkonomiske risici og vurderes ikke længere som
ubalancer ud fra kriterierne i PMU. Selv om gælden fortsat er høj, synes
risiciene for bæredygtigheden af den private og den offentlige sektors gæld og
stabiliteten i den finansielle sektor at være under kontrol, selv om der
fortsat bør holdes øje hermed. Nærmere bestemt fremgår det af analysen i den
dybdegående undersøgelse, at indikatorerne for finansiel stabilitet fortsat er
gode. I lyset af risicienes strukturelle karakter i sektoren er det vigtigt at
fortsætte den nuværende forsigtige praksis, hvad angår tilsyn og
risikovillighed. Boligmarkedet har stabiliseret sig, og risiciene som følge af overeksponering i ejendom er begrænsede. Den
private gæld stiger, der finder en velordnet nedgearing sted i virksomhederne,
og presset på lånemarkederne er begrænset. Hvad angår de offentlige finanser,
forventes Malta at nå sine mål for nominel gæld i 2013 og 2014. Hvad angår
bæredygtigheden i forhold til udlandet, har handelsresultaterne været positive
takket være den varemæssige og geografiske markedsorientering og andre aspekter
af konkurrenceevnen end omkostninger. Der er overskud på de løbende poster. Den
eksterne konkurrenceevne kunne dog stadig have gavn af et aktivt politisk
tiltag i lyset af tilpasningen af omkostningerne i konkurrerende lande. [1] Kommissionens meddelelse om
status over Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv
vækst (COM(2014) 130 af 5.3.2014). [2] Se de økonomiske vinterprognoser fra Kommissionens
tjenestegrene af 25. februar 2014 i European Economy, 2(2014). [3] Se "Cross-Border Spillovers in Confidence", Quarterly
Report on the Euro Area, 2013 (3), s. 26-30, "Assessing the
Impact of Uncertainty on Consumption and Investment", Quarterly Report
on the Euro Area, 2013 (2), s. 7-16, og "The Economic Effects of
Policy Uncertainty", boks I.1, i European Economy, 2014 (2),
s. 28-30. [4] Se "The Euro Area's Growth Prospects over the
Coming Decade" og "The Growth Impact of Structural Reforms", Quarterly
Report on the Euro Area, 2013 (4), s. 7-16 og 17-27, og
"Post-Crisis Total Factor Productivity in the EU", boks I.2 i European
Economy, 2014 (2); 31-4. [5] Se "Drivers of Diverging Financing Conditions
Across Member States", Quarterly Report on the Euro Area, 2013 (1),
s. 19-25, og "Financial Fragmentation and SMEs' Financing
Conditions", boks I.2, i European Economy, 2013 (7); 20-3. [6] Rådets henstilling (2013/C 217/24) af 9.7.2013 (EUT C
217 af 30.7.2013, s. 97). [7] COM(2013) 790 final af 13.11.2013. [8] Se "The Role of FDI in Preventing Imbalances in the
Euro Area", Quarterly Report on the Euro Area, 2013 (2), s. 17-25. [9] Se "The Cyclical Component of Current Account
Balances", boks I.3, i European Economy, 2014 (2); 35-8. [10] Se "Current Account Surpluses in the EU",
European Economy, 2012 (9). [11] Se "Ageing Report", European Economy,
2012(2), og "Fiscal Sustainability", European Economy, 2012(8). [12] "Labour Costs Pass-Through, Profits and Rebalancing
in Vulnerable Member States", Quarterly Report on the Euro Area,
2013 (3), s. 19-25. [13] Se "Labour Market Developments in Europe", European
Economy, 2013 (6). [14] Se "Drivers of Diverging Financing Conditions across
Member States", Quarterly Report on the Euro Area, 2013 (1), s. 19-25,
og "Assessing the Private Sector Deleveraging Dynamics", Quarterly
Report on the Euro Area, 2013 (1), s. 26-32. [15] Se "Product Market Review: Financing the Real Economy",
European Economy, 2013 (8), "Financial Dependence and
Growth", Quarterly Report on the Euro Area, 2013 (3), s. 7-18,
og "Firms' Investment Decisions in Vulnerable Member States", Quarterly
Report on the Euro Area, 2013 (4), s. 29-35. [16] Se også Kommissionens meddelelse "Styrkelse af Den
Økonomiske og Monetære Unions sociale dimension", COM(2013) 690 af
2.10.2013, og "Udkast til den fælles rapport om beskæftigelsen 2014",
COM(2013) 801 final af 13.11.2013.