(3).

Den Europæiske Revisionsret

12, rue Alcide De Gasperi, 1615 Luxembourg, LUXEMBOURG

1.1.

Dette kapitel i årsberetningen:

1.2.

Revisionsretten afgiver en revisionserklæring til Europa-Parlamentet og Rådet om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners formelle rigtighed. Retten supplerer denne erklæring med specifikke vurderinger for hvert enkelt af EU's større aktivitetsområder (4). Disse specifikke vurderinger har ikke samme rolle som en revisionserklæring. Deres primære funktion er at give dechargemyndigheden og andre interessenter en beskrivelse af væsentlige forhold, som er særlige for grupperne af politikområder. Konklusionen i den enkelte specifikke vurdering bygger på det samlede revisionsbevis, der er indsamlet vedrørende gruppen af politikområder.

1.3.

Formålet med det revisionsarbejde, Retten udfører for at kunne afgive erklæring om rigtigheden af Den Europæiske Unions regnskaber, er at opnå tilstrækkeligt og egnet revisionsbevis, så den kan drage en konklusion om, hvorvidt indtægter, udgifter, aktiver og passiver er registreret korrekt, og hvorvidt det konsoliderede regnskab (jf. uddraget i bilag 1.3 ) giver et korrekt billede af den finansielle stilling pr. 31. december 2012 og af indtægterne, udgifterne og pengestrømmene i det afsluttede regnskabsår (jf. punkt 1.9 og 1.10).

1.4.

Formålet med det revisionsarbejde, Retten udfører for at kunne afgive erklæring om den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for det konsoliderede regnskab for 2012, er at opnå tilstrækkeligt og egnet revisionsbevis, så den kan drage en konklusion om, hvorvidt disse transaktioner er i overensstemmelse med de gældende forordninger eller kontrakter, og at de er beregnet korrekt (jf. punkt 1.11-1.35, hvor der gives en oversigt over revisionsresultaterne, og kapitel 2-9, hvor der redegøres nærmere for dem).

1.5.

Formålet med undersøgelsen af de årlige aktivitetsrapporter fra Kommissionens tjenestegrene og den dertil knyttede sammenfattende rapport er at vurdere, i hvilken udstrækning de giver en rimelig vurdering af kvaliteten af den økonomiske forvaltning (herunder forekomsten af resterende fejl) og dermed bidrager til at give et billede af EU-regnskabernes rigtighed og af indtægternes og udgifternes formelle rigtighed (jf. punkt 1.36-1.45 samt »Systemernes effektivitet« i kapitel 2-9).

1.6.

Den metode, der anvendes til at undersøge transaktionernes formelle rigtighed, er blevet ajourført og harmoniseret. Rettens stikprøve af transaktioner omfatter nu kun mellemliggende betalinger, endelige betalinger og afregninger af forskud (»udgiftsførte betalinger«). Transaktioner vedrørende gruppen af politikområder »Eksterne forbindelser, bistand og udvidelse« (kapitel 7) og gruppen »Forskning og andre interne politikker« (kapitel 8) undersøges nu — ligesom det allerede var tilfældet med de andre grupper af politikområder — på et stade, hvor de endelige modtagere af EU-midler har iværksat aktiviteter eller afholdt omkostninger, og hvor Kommissionen har godkendt, at de iværksatte aktiviteter eller afholdte omkostninger berettiger til betaling fra EU-budgettet. Dette er i overensstemmelse med traktatens krav om, at Retten skal kontrollere udgifterne, når de er afholdt. Uanset denne ændring underkastes samtlige betalinger undtagen forskud revision i det år, hvor de foretages. Det gælder også betalinger, som vedrører køb af aktiver (og som derfor er budgetudgifter, men ikke er periodiserede udgifter). Effekten af denne udvikling er beskrevet i punkt 1.14 og 1.15 samt i figur 1 .

1.6.

Kommissionen mener, at Rettens nye fortolkning har betydelige konsekvenser (se svarene til punkt 1.7, 1.12, 1.14 og 1.19 til 1.35). Det er derfor meget vigtigt, at der anvendes klare forklaringer, metoder og termer, som giver interessenterne mulighed for at forstå ændringerne og vurdere konsekvenserne.

1.7.

Denne stikprøvemetode er i overensstemmelse med principperne for periodiseret regnskabsføring (5). En yderligere fordel ved denne udvikling er, at alle områder nu undersøges på et sammenligneligt grundlag, uanset om forvaltningen er delt eller ej. Endvidere vil de reviderede populationer være mere stabile fra år til år, fordi effekten af forskuddenes svingende omfang vil blive elimineret. Forskud er stadig omfattet af både Rettens undersøgelse af den formelle rigtighed af afregninger af forskud og dens arbejde vedrørende regnskabernes rigtighed.

1.7.

Kommissionen følger udviklingen af Rettens metode tæt for at se, om den har en potentiel effekt på den anslåede fejlforekomst (se svarene til punkt 3.9 og 4.8).

1.8.

Efter omfattende drøftelser med budgetmyndigheden har Retten også harmoniseret sin tilgang til behandling af fejl vedrørende indkøbsaftaler. Tidligere blev alvorlige fejl behandlet som kvantificerbare fejl, hvis fejlene var begået af medlemsstater, myndigheder eller internationale organisationer. Retten registrerede alle fejl begået af EU's institutioner og organer som »ikke-kvantificerbare«, og de indgik dermed ikke i den anslåede fejlforekomst. Fra og med 2012 behandles samtlige organers alvorlige fejl vedrørende indkøbsaftaler som kvantificerbare. Retten har imidlertid ikke anvendt denne tilgang med tilbagevirkende kraft på EU's institutioner og organers indkøbsaktiviteter før 2011 (6).

1.9.

Rettens bemærkninger gælder Den Europæiske Unions konsoliderede regnskab for regnskabsåret 2012, som er opstillet af Kommissionens regnskabsfører og godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med finansforordningen (7), og som Retten modtog sammen med regnskabsførerens erklæring den 29. juli 2013. Det konsoliderede regnskab består af:

1.10.

Rettens revision af det konsoliderede regnskab for 2012 viste, at dette var uden væsentlig fejlinformation (jf. også bilag 1.2 ).

1.11.

Rettens specifikke vurderinger vedrørende indtægter findes i kapitel 2 og vedrørende udgifter i kapitel 3-9 (jf. tabel 1.1 ).

1.12.

Revisionsresultaterne for 2012 viser, at indtægterne (139 541 millioner euro) og transaktionerne vedrørende gruppen Administrationsudgifter og andre udgifter (9 985 millioner euro) var uden væsentlig fejlforekomst, og at de undersøgte overvågnings- og kontrolsystemer var effektive (jf. tabel 1.2 samt punkt 2.40-2.42 og 9.17). Samtlige grupper af politikområder omfattende aktionsudgifter var væsentlig fejlbehæftede (jf. punkt 3.35, 4.42, 5.62 og 5.63, 6.39 og 6.40, 7.25 og 7.26 samt 8.39 og 8.40). Forpligtelserne var uden væsentlig fejlforekomst.

1.12.

Kommissionen vil fortsat udøve sin tilsynsfunktion, navnlig ved at gennemføre finansielle korrektioner og inddrivelser på et niveau, der svarer til de påpegede uregelmæssigheder og mangler. I lyset af de retlige rammer for beskyttelsen af Unionens finansielle interesser og de pågældende procedurers kompleksitet kan det ikke undgås, at fejl på mange områder først rettes flere år efter, at de er sket. Kommissionen mener derfor, at Rettens årlige repræsentative fejlforekomst bør ses i denne sammenhæng. Kommissionen anvender generelt derfor selv restfejlfrekvensen, hvor der tages højde for finansielle korrektioner og inddrivelser i den flerårige gennemførelsesperiode og således omfatter dem, der foretages i de efterfølgende år. Ved vurderingen af den anslåede fejlforekomst i 2012 tager Kommissionen desuden hensyn til effekten af faste korrektioner det pågældende år, der ikke er medtaget i Rettens anslåede fejlforekomst.

Kommissionen mener, at restfejlfrekvensen giver et retvisende billede af, i hvilket omfang EU-budgettet stadig er berørt af udgifter, der er afholdt i strid med lovgivningen, efter at der er udført overvågning og kontrol.

1.13.

Retten konkluderer, at de udgiftsførte betalinger samlet set var væsentlig fejlbehæftede, og at de undersøgte overvågnings- og kontrolsystemer vedrørende de udgiftsførte betalinger generelt var delvis effektive (jf. tabel 1.2 ).

1.13.

Det betyder ikke, at alle inddrivelser og finansielle korrektioner gennemført i år T kan fratrækkes fejlforekomsten i år T. Det indebærer imidlertid, at der ved vurderingen af, om det generelle interne kontrolsystem effektivt kan beskytte EU-budgettet over en flerårig periode, både skal tages højde for fejlforekomster og inddrivelser/finansielle korrektioner.

1.14.

Resultaterne viser igen en stigning i den samlede anslåede fejlforekomst. Den mest sandsynlige fejlforekomst for betalingerne som helhed er steget fra 3,9 % til 4,8 %. Alle områderne med aktionsudgifter bidrog til denne stigning, og »Udvikling af landdistrikter, miljø, fiskeri og sundhed« (kapitel 4) var fortsat den gruppe af politikområder, hvor der var størst risiko for fejl.

1.14.

Kommissionen er derfor af den opfattelse, at det samlede antal fejl i de transaktioner, der ligger til grund for EU's konsoliderede regnskab, i det store og hele er i overensstemmelse med de fejlforekomster, som Retten har beregnet gennem de sidste tre år. Dette skyldes, at kontrolbestemmelserne er blevet forstærket i programmeringsperioden 2007-2013, og at Kommissionen fører en striks politik for afbrydelser og suspension af betalinger og finansielle korrektioner og inddrivelser, så snart der konstateres mangler.

1.15.

Den ændring i den mest sandsynlige fejlforekomst, der kan tilskrives videreudviklingen af Rettens stikprøvemetode (jf. punkt 1.6 og 1.7), overstiger ikke 0,3 procentpoint. Denne metodeændring er den væsentligste identificerbare årsag til stigningen i den anslåede fejlforekomst i kapitel 7 (»Eksterne forbindelser, bistand og udvidelse«) og kapitel 8 (»Forskning og andre interne politikker«).

1.15.

1.16.

Efter Rettens beregning er den anslåede fejlforekomst i udgifterne under delt forvaltning som helhed 5,3 %, mens den i alle de andre former for aktionsudgifter (8) er 4,3 %.

1.16.

1.17.

En analyse af fejltyper på tværs af de forskellige grupper af politikområder viser, at over to tredjedele af den samlede anslåede fejlforekomst skyldes støtteberettigelsesfejl: alvorlige overtrædelser af reglerne for offentlige indkøb (1,4 procentpoint), ikke-støtteberettigede projekter/aktiviteter eller støttemodtagere (1,1 procentpoint), ikke-støtteberettigede omkostninger i omkostningsanmeldelser (1,0 procentpoint) og ukorrekte angivelser af landbrugsarealer (0,8 procentpoint) (jf. figur 1.2 ).

1.17.

1.18.

Fordelingen af den samlede anslåede fejlforekomst på kapitler viser, at »Regionalpolitik, energi og transport« (kapitel 5) tegner sig for over to femtedele af den samlede anslåede fejlforekomst, »Landbrug: markedsstøtte og direkte støtte« (kapitel 3) tegner sig for en fjerdedel, og »Udvikling af landdistrikter, miljø, fiskeri og sundhed« (kapitel 4) for over en sjettedel (jf. figur 1.3 ).

1.18.

1.19.

De finansielle korrektioner, der ifølge rapporterne blev implementeret (9) i 2012, beløb sig til 3,7 milliarder euro, over tre gange så meget som beløbet for 2011 (1,1 milliarder euro). Inddrivelsernes omfang var stort set uændret: 678 millioner euro (2011: 733 millioner euro) (10). De fleste korrektioner i 2012 vedrører programperioden 2000-2006. Denne del af årsberetningen omhandler de mekanismer, der anvendes til gennemførelse af inddrivelser og finansielle korrektioner, og Rettens vurdering af inddrivelsernes og de finansielle korrektioners effekt. Retten holder løbende øje med de finansielle korrektioners effekt (11). Den metode, der blev anvendt i 2012, er på linje med den, der blev beskrevet i 2009.

1.19 til 1.35.

Kommissionen vil fortsat udøve sin tilsynsfunktion, navnlig ved at gennemføre finansielle korrektioner og inddrivelser på et niveau, der svarer til de påpegede uregelmæssigheder og mangler. I lyset af de retlige rammer for beskyttelsen af Unionens finansielle interesser og de pågældende procedurers kompleksitet kan det på mange områder ikke undgås, at fejl først rettes flere år efter, at de er sket. Kommissionen mener derfor, at Rettens årlige repræsentative fejlforekomst bør ses i denne sammenhæng.

1.20.

Kommissionen og medlemsstaterne kan anvende flere mekanismer til at mindske risikoen for fejl, før de udgifter, som støttemodtagerne indberetter, godkendes af Kommissionen. Blandt disse mekanismer kan nævnes godkendelse af kontrolsystemer, administrativ kontrol af betalingsanmodninger, besøg på stedet (f.eks. bedriftsinspektioner), uafhængige organers attestering af støtteberettigede omkostninger og afbrydelse eller suspension af betalinger til medlemsstaterne.

1.21.

Når betalingerne er gennemført, og anvendelsen af midlerne er blevet godkendt, kan både Kommissionen og medlemsstaterne foretage efterfølgende kontrol af kontrolsystemernes funktion og de anmeldte udgifter. Denne kontrol kan få finansielle konsekvenser på to måder: inddrivelser fra støttemodtagerne og anvendelse af finansielle korrektioner over for medlemsstaternes myndigheder.

1.21.

Ud over de finansielle konsekvenser, som Retten påpeger, kan medlemsstaterne på nogle politikområder også gennemføre en korrektion ved at fratrække ikke-støtteberettigede udgifter i en senere betalingsanmodning og bruge de således frigivne midler på andre støtteberettigede projekter. I sådanne tilfælde bliver det et nationalt anliggende at inddrive de korrigerede beløb, da EU-budgettet er beskyttet og ikke længere berørt af de uregelmæssige beløb.

1.22.

Inddrivelser foretages både af myndigheder i medlemsstaterne (i forbindelse med udgifter under delt forvaltning) og af Kommissionen (især på områder, hvor den bærer hele ansvaret for udgiftsforvaltningen, f.eks. i forbindelse med udgifterne på forskningsområdet og en stor del af de midler, der anvendes eksternt). Inddrivelse betyder, at støttemodtageren betaler alle eller en del af de modtagne midler tilbage til det organ, der gennemførte den oprindelige betaling. På de fleste budgetområder kan disse midler efterfølgende udbetales til andre støttemodtagere (12).

1.22.

1.23.

I forbindelse med udgifter under delt forvaltning kan Kommissionen iværksætte finansielle korrektioner, hvis der er konstateret alvorlige mangler, eller hvis medlemsstaten ikke på korrekt vis har varetaget sit ansvar for at påvise og korrigere regelstridige udgifter.

1.24.

De problemer, der er tale om, vedrører ofte svagheder i kontrolsystemerne eller en overtrædelse af EU-reglerne for programforvaltning, som bevisligt har haft en finansiel effekt (dvs. har muliggjort afholdelse af ikke-støtteberettigede udgifter). Størrelsen af en finansiel korrektion kan beregnes på grundlag af de sager, der er undersøgt, beregnes ved ekstrapolering af testresultater eller, hvis det ikke er muligt at anvende en af disse to metoder, fastsættes ved hjælp af en fast korrektionssats.

1.25.

En finansiel korrektions effekt på medlemsstaten afhænger (13) af de reguleringsmæssige rammer:

1.25.

I finansforordningens artikel 80, stk. 4, fastslås følgende:

»Kommissionen anvender finansielle korrektioner på medlemsstater for at udelukke udgifter, der er afholdt i strid med gældende lovgivning, fra EU-finansiering. Kommissionen baserer sine finansielle korrektioner på identifikation af uretmæssigt anvendte beløb og finansielle konsekvenser for budgettet. Hvis disse beløb ikke kan identificeres præcist, kan Kommissionen anvende ekstrapolerede eller faste korrektioner i henhold til de sektorspecifikke regler.

Kommissionen tager, når den fastsætter beløbet for den finansielle korrektion, hensyn til arten og omfanget af overtrædelsen af den gældende lovgivning og de finansielle konsekvenser for budgettet, herunder mangler i forvaltnings- og kontrolsystemer …«

Formålet med finansielle korrektioner er ikke at straffe medlemsstaterne, men at sikre, at budgettet beskyttes (dvs. at alle udgifter opført på EU's budget er lovlige) ved at udelukke udgifter, der er afholdt i strid med lovgivningen.

a)

I forbindelse med landbrug fører en overensstemmelsesafgørelse til en finansiel korrektion (punkt 4.26 b)), som gennemføres ved, at finansieringen til den pågældende medlemsstat reduceres (14).

b)

I forbindelse med samhørighedspolitikken afhænger effekten af en finansiel korrektion af, om medlemsstaten accepterer eller ikke accepterer den korrektion, som Kommissionen foreslår (15):

b)

I begge tilfælde (punkt 1.25, litra b), nr. i) og ii)) skal medlemsstaten selv finansiere beløbene over det nationale budget og således bære de finansielle konsekvenser af tabet af EU-medfinansieringen af de udgifter, der ikke anses for at være støtteberettigede, medmindre medlemsstaten har mulighed for at inddrive beløbene fra de enkelte støttemodtagere.

1.26.

I forbindelse med landbrug har medlemsstaterne pligt til at geninddrive regelstridige udgifter (16), men de finansielle korrektioner, der pålægges af Kommissionen, fører sjældent til, at landbrugere og andre støttemodtagere skal betale penge tilbage (17).

1.26.

1.27.

I forbindelse med samhørighedspolitikken skal medlemsstaterne foretage finansielle korrektioner vedrørende de uregelmæssigheder, der konstateres i projekterne (18). Som beskrevet herunder er det meget forskelligt, i hvilket omfang der inddrives midler fra støttemodtagere (jf. tekstboks 1.2 og 1.3).

1.27.

1.28.

Retten tager hensyn til enhver inddrivelse, medlemsstaten allerede har foretaget, når Rettens revision finder sted, og de pågældende beløb indgår ikke i beregningen af fejlforekomsten.

1.29.

Mange finansielle korrektioner foretages flere år efter den første udbetaling af midlerne (jf. Rettens særberetning nr. 7/2010 vedrørende landbrug (19) og nr. 3/2012 vedrørende strukturfondene (20)). Der er imidlertid en del væsentlige eksempler på, at det lykkedes Kommissionen at pålægge korrektioner meget hurtigere i 2012. Andre eksempler giver et indblik i nogle af problemstillingerne (jf. tekstboks 1.1-1.3).

1.29.

Navnlig som led i forberedelsen af gennemførelsen af reformen af den fælles landbrugspolitik vil Kommissionen fortsætte sine bestræbelser på at forbedre og fremskynde processen under hensyntagen til behovet for at opretholde kvalitetsstandarder og medlemsstaternes berigtigelsesret.

For så vidt angår strukturfondene, blev der truffet afgørelse om to tredjedele af de samlede finansielle korrektioner for perioden 2000-2012 efter vedtagelsen af Kommissionens handlingsplan for 2008. Dette vidner om, at procedurerne er blevet fremskyndet som bebudet af Kommissionen.

—

—

—

—

—

—

1.30.

Retten bifalder Kommissionens hurtigere indgriben i forbindelse med gennemførelsen af finansielle korrektioner vedrørende Rumænien, Den Tjekkiske Republik og Slovakiet, og den noterer sig de fremskridt, der er sket med hensyn til den gamle finansielle korrektion vedrørende Spanien. Timingen og arten af de finansielle korrektioner har betydning for deres indvirkning på budgettet, på medlemsstaterne, på støttemodtagerne og på Rettens arbejde.

1.31.

Retten har overvejet disse korrektioners indvirkning på dens revisionskonklusioner:

a)

Den finansielle korrektion vedrørende Spanien (jf. tekstboks 1.1) er en reaktion på problemer, der blev konstateret indtil 2008. Der vil dog også blive foretaget betalinger i 2013 (og muligvis i senere år), og disse vil eventuelt blive undersøgt af Retten i forbindelse med dens normale revisionscyklus

a)

Kommissionen bemærker endvidere, at betalinger, fejl og korrektioner under samhørighedspolitikken skal vurderes inden for rammerne af de flerårige programmer. Kommissionen har i en nylig rapport udarbejdet på anmodning af dechargemyndigheden godtgjort, at Kommissionens finansielle korrektioner i forbindelse med programmerne for 2000-2006 samt medlemsstaternes yderligere korrektioner og denne finansielle korrektion for Spanien omfatter mindst 5,6 % af EFRU-bevillingerne i 2000-2006 (og 6,2 % pr. 31. marts 2013).

b)

Korrektionerne vedrørende ESF i Rumænien og EFRU i Den Tjekkiske Republik var faste korrektioner. De foretagne korrektioner omfatter ikke inddrivelser (jf. tekstboks 1.2) fra støttemodtagere eller detaljerede korrektioner på projektniveau. De fejl, som Retten konstaterede, er således stadig relevante i forbindelse med de udgifter, som medlemsstaterne anmeldte for at dokumentere deres anmodninger om godtgørelse (21)

b)

c)

Korrektionen vedrørende EFRU i Rumænien og en del af korrektionen vedrørende EFRU i Slovakiet (jf. tekstboks 1.3) blev foretaget i løbet af 2012 og omfattede også detaljerede korrektioner på projektniveau. Retten tog hensyn til dette ved undersøgelsen af de projekter, der var berørt af korrektionen: Fejlene i disse projekter blev ikke kvantificeret, og de er derfor udelukket fra Rettens skøn over fejlforekomsten (22).

c)

1.32.

Med hensyn til landbrugsudgifterne skal det bemærkes, at Kommissionens overensstemmelsesafgørelser er rettet mod medlemsstaterne og i de fleste tilfælde ikke fører til inddrivelser fra støttemodtagerne (jf. punkt 1.26), samt at de afspejler udgifter i fortiden (jf. punkt 4.28 i kapitel 4). Effekten af disse finansielle korrektioner kommer derfor for sent til at kunne indvirke på Rettens vurdering af fejlforekomsten i det aktuelle rapporteringsår.

1.32.

1.33.

De finansielle korrektioner, som Kommissionen har iværksat, og som førte til detaljerede korrektioner af projektudgifter eller tilbagebetalinger i årets løb, har reduceret den anslåede fejlforekomst for 2012. Faste korrektioner, som ikke fjerner regelstridige udgifter fra anmeldelsen eller korrigerer regelstridige udgifter på projektniveau, har ingen indvirkning på Rettens skøn over fejlforekomsten.

1.33.

Se svarene til punkt 1.29 til 1.31.

1.34.

Kommissionen gør en stor indsats for at identificere og forbedre ineffektive overvågnings- og kontrolsystemer som fastsat i EU-lovgivningen. Men Kommissionen kan ikke gå længere, dvs. tvinge medlemsstaterne til at inddrive midlerne fra støttemodtagerne.

1.34.

Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning om den integrerede struktur for intern kontrol vedtaget i juli 2013 Kommissionen til strengt at anvende artikel 32, stk. 5, i finansforordningen, der har følgende ordlyd: »Hvis omfanget af fejl under gennemførelsen af programmet vedvarende er højt, skal Kommissionen udpege svaghederne i kontrolsystemerne, analysere omkostninger og fordele ved mulige korrigerende foranstaltninger og tage eller foreslå passende skridt i form af f.eks. forenkling af de gældende bestemmelser, forbedring af kontrolsystemer og ændring af programmets … udformning.«

I lyset af den forventede reduktion af menneskelige ressourcer, problemer i lovgivningsproceduren for perioden 2014-2020 med at sikre den foreslåede forenkling og målet om omkostningseffektive kontroller mener Kommissionen ikke, at gennemførelsen af dette nye krav, navnlig på området delt forvaltning, kan begrænses til foranstaltninger, hvor der kun er fokus på at opnå en indvirkning på den årlige fejlforekomst i betalingerne til de endelige støttemodtagere. Finansielle korrektioner og inddrivelser på medlemsstatsniveau, der gennemføres i flerårige programmers gennemførelsesperiode, vil altid være en vigtig faktor, som der skal tages hensyn til i lighed med de fortsatte bestræbelser på at forenkle regler og ændre og styrke systemer.

1.35.

Med henblik på programmeringsperioden 2014-2020 har Kommissionen foreslået, at uregelmæssigheder, der opdages efter forelæggelsen af de nationale myndigheders årsregnskab, automatisk skal føre til en nettoreduktion af EU-finansieringen og dermed øge medlemsstaternes incitament til at foretage effektiv kontrol (23). Hvis et sådant forslag vedtages, vil Retten overveje, om det har betydning for dens metodik.

1.35.

1.36.

Kommissionen delegerer den daglige forvaltning af budgettet til generaldirektørerne for Kommissionens generaldirektorater og den administrerende direktør for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (generaldirektørerne (24)). Kommissionen stiller krav om, at disse generaldirektører i årlige aktivitetsrapporter afgiver revisionserklæringer om de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed (25). I Kommissionens instrukser vedrørende udarbejdelsen af disse erklæringer er det fastsat, at generaldirektørerne skal tage forbehold, a) hvis der er indtruffet en begivenhed med alvorlige konsekvenser for Kommissionens omdømme, eller b) hvis effekten af de anslåede fejlforekomster efter fradrag af allerede foretagne finansielle korrektioner og inddrivelser stadig er væsentlig.

1.37.

Med hensyn til 2012 erklærede alle generaldirektørerne, at de havde »rimelig sikkerhed for, at de midler, der var afsat til tjenestens aktiviteter, var blevet anvendt til de tilsigtede formål og i overensstemmelse med principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning, og at de eksisterende kontrolprocedurer giver den nødvendige garanti for de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed«. 14 generaldirektører tog dog i alt 23 kvantificerede forbehold med hensyn til udgifterne (jf. tabel 1.3 ). Endvidere tog generaldirektøren for GD for Budget ligesom året før forbehold i sin erklæring om indtægterne.

1.38.

Den Interne Revisionstjeneste foretog en »begrænset revision« af tre generaldirektorater (26). Som følge heraf har GD for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter taget større forbehold end tidligere. GD for Udvikling og Samarbejde — EuropeAid og GD for Forskning og Innovation har også taget større forbehold, men de hænger ikke sammen med konklusionerne i Den Interne Revisionstjenestes begrænsede revision. Ikke alle anbefalingerne vedrørende de årlige aktivitetsrapporter blev efterkommet i de årlige aktivitetsrapporter for 2012, og Den Interne Revisionstjeneste fortsætter sin undersøgelse af en række andre generaldirektorater med hensyn til de årlige aktivitetsrapporter for 2013.

1.38.

1.39.

Sammenfatningen af Kommissionens resultater på forvaltningsområdet i 2012 (»den sammenfattende rapport«) (27) blev vedtaget af Kommissionen den 5. juni 2013. Den sammenfattende rapport er både:

1.39.

1.40.

Den sammenfattende rapport behøver ikke at indeholde en eksplicit erklæring om, at midlerne er blevet brugt i overensstemmelse med forordningerne, og der er således ikke tale om en erklæring som den, der ifølge EU-lovgivningen nu kræves af nationale organer med ansvar for at forvalte EU-midler (28).

1.40.

1.41.

Den sammenfattende rapport samler (29) de »risikofyldte beløb«, der er identificeret i de årlige aktivitetsrapporter (jf. tabel 1.3 ). Udtrykket »risikofyldte beløb« defineres ikke i den sammenfattende rapport, og beløbene beregnes ikke på samme måde i de forskellige generaldirektorater (30). Kommissionen anslår de »risikofyldte beløb« til i alt at ligge mellem 1,9 % (2,6 milliarder euro) og 2,6 % (3,5 milliarder euro) af årets samlede betalinger. Dermed anerkender Kommissionen, at fejlforekomsten i udgifterne sandsynligvis er væsentlig. Kommissionens kvantificering af »risikofyldte beløb« kan ikke direkte sammenlignes med Rettens skøn over fejlforekomsten. Det anføres imidlertid direkte i den sammenfattende rapport, at »risikobehæftede beløb på en række områder, navnlig udvikling af landdistrikter, sandsynligvis er undervurderet på grund af de pålidelighedsproblemer, som Den Interne Revisionstjeneste har afsløret«. Som følge heraf pålægger Kommissionen i den sammenfattende rapport sine centrale tjenestegrene at revidere de forskellige metoder, der benyttes til at vurdere de beløb, der skønnes at være risikofyldte (jf. fodnote 30).

1.41.

Som anført i den sammenfattende rapport er Kommissionen opmærksom på de spørgsmål, som Retten har rejst, og træffer foranstaltninger til harmonisering af metoderne til at beregne det risikofyldte beløb.

Det er vigtigt at tage hensyn til, at de nuværende problemer primært skyldes upålidelige fejlforekomster meddelt af medlemsstaterne. Kommissionen gør en stor indsats for at forbedre deres pålidelighed, navnlig ved at forhøje dem, hvis det findes nødvendigt (se svarene til punkt 3.31 til 3.36, 4.38 til 4.39 og 6.35 til 6.39.).

1.42.

I den sammenfattende rapport sammenholdes det samlede »risikofyldte beløb« med gennemsnittet af de finansielle korrektioner, der er foretaget over de seneste fire år, og bemærker, at de gennemsnitlige finansielle korrektioner og inddrivelser i de seneste fire år har ligget tæt på det risikofyldte beløb vedrørende 2012. Denne sidestilling bør ses i den rette sammenhæng:

1.42.

—

Retten har nævnt timingen af de finansielle korrektioner og deres indvirkning på medlemsstaterne, jf. punkt 1.19-1.35

—

—

Det anerkendes i den sammenfattende rapport, at de kvantificerede »risikofyldte beløb« sandsynligvis er sat for lavt på grund af de metoder, der anvendes, f.eks. i forbindelse med samhørighedspolitikken (jf. kapitel 5, punkt 5.57 og 5.58) og udvikling af landdistrikter (jf. kapitel 4, punkt 4.38), og på grund af mangler i de oplysninger, som Kommissionen modtager fra andre organer, der forvalter EU-midler

—

—

En finansiel korrektion fører typisk til, at medlemsstaten anmelder nye udgifter, som også kan være behæftet med fejl.

—

1.43.

Den sammenfattende rapport omhandler ikke kun lovlighed og formel rigtighed. Et af de andre væsentlige emner, der behandles, er instrukserne til Kommissionens tjenester om at forbedre resultatrammen for at skabe en »resultatbaseret kultur hele vejen gennem organisationen« (31). Kommissionen udtrykker desuden bekymring over, at flere af de forslag til sektorlovgivning, som den har fremsat med henblik på den nye programperiode for at sikre en mindre kompliceret retlig ramme, ikke tages op.

1.44.

I den sammenfattende rapport sidestilles mængden af de midler, der er brugt i strid med reglerne, med indvirkningen af de finansielle korrektioner. Retten mener, at disse tal bør ses i den rette sammenhæng. Det anføres direkte i den sammenfattende rapport, at de fremlagte tal sandsynligvis undervurderer det samlede risikoniveau. Retten har beskrevet de finansielle korrektioners iboende begrænsninger med hensyn til at korrigere fejl (jf. punkt 1.19-1.35). Finansielle korrektioner kan spille en væsentlig rolle ved at give medlemsstaterne incitamenter til at sikre en bedre udnyttelse af midlerne, men det er vigtigt ikke at overvurdere deres effekt med hensyn til at sikre udgifternes formelle rigtighed.

1.44.

Kommissionen indtog en forsigtig holdning til beregningen af de pågældende beløb. Kommissionens analyse omfattede kun de finansielle korrektioner (i 2012 ca. 3,7 mia. EUR) og inddrivelser (i 2012 ca. 0,7 mia. EUR), der blev gennemført af Kommissionen selv og var direkte rettet mod fejl eller risiko for fejl, der skyldes svagheder i medlemsstaternes overvågnings- og kontrolsystemer (i 2012 i alt 4,4 mia. EUR).

Som følge af denne tilgang medtog Kommissionen ikke:

1.45.

Det bør overvejes, om den sammenfattende rapport fortsat er velegnet til at opfylde målsætningerne for både intern og ekstern ansvarlighed. Den sammenfattende rapport færdiggøres i henhold til en tidsplan, der er fastsat i finansforordningen, men det er for sent til, at den kan udgøre et væsentligt input for Revisionsrettens arbejde. Den offentliggøres ikke sammen med det konsoliderede regnskab. Den sammenfattende rapport behøver ikke at indeholde — og indeholder ikke — en eksplicit erklæring af samme type som dem, der afgives i andre sammenhænge (32).

1.45.

Efter Kommissionens opfattelse opfylder de årlige aktivitetsrapporter og den sammenfattende rapport i forening målsætningerne for både intern og ekstern ansvarlighed defineret af Retten. De årlige aktivitetsrapporter færdiggøres i tide til at blive taget i betragtning af Retten, og de indeholder en eksplicit erklæring på linje med erklæringen på andre områder. Den sammenfattende rapport er sammenfatningen af de årlige aktivitetsrapporter og er det dokument, hvori kollegiet tager det overordnede politiske ansvar i medfør af artikel 317 i TEUF.

De årlige aktivitetsrapporter og den sammenfattende rapport er offentlige dokumenter, som alle interessenter har let adgang til. Kommissionen vil følge Rettens forslag om at linke fra det konsoliderede regnskab til de sider, hvor den sammenfattende rapport og de årlige aktivitetsrapporter offentliggøres.

1.46.

I 2012 kunne Kommissionen ikke imødekomme alle betalingsanmodninger med de midler, der var til rådighed. Blandt de faktorer, der lå til grund for denne situation, kan nævnes udvidelsen af kløften mellem bevillingerne til forpligtelser og bevillingerne til betalinger samt kumuleringen af uindfriede forpligtelser fra tidligere år (33).

1.46.

Kommissionen anvendte alle tilgængelige redskaber til at maksimere gennemførelsen af budgettet, herunder det nye redskab i finansforordningen »overførsel ved årets udgang«. Det gjorde det muligt at poole uudnyttede bevillinger fra alle udgiftsområder og foretage betalinger på 211 mio. EUR under regionalpolitik ved udgangen af december.

1.47.

Det endelige EU-budget gav institutionerne mulighed for at indgå forpligtelser for 148,7 (34) milliarder euro og afholde betalinger for 136,8 (35) milliarder euro.

1.48.

Disse bevillinger blev udnyttet fuldt ud. Der blev indgået forpligtelser for 99,6 % af det samlede disponible beløb (99,3 % i 2011) og afholdt betalinger for i alt 99,1 % af det disponible budget (98,6 % i 2011).

1.49.

Udnyttelsen af de bevillinger til betalinger, som var underlagt forpligtelsesloftet i den finansielle ramme, lå 0,8 milliarder euro under loftet. De øvrige bevillinger, dvs. midler, der ikke var underlagt forpligtelsesloftet i den finansielle ramme, beløb sig til i alt 1,2 milliarder euro (36). Udnyttelsen af bevillingerne til betalinger lå 5,6 milliarder euro under loftet, når alle midler tages i betragtning.

1.50.

Indtægterne oversteg betalingerne (37) med 1,0 milliard euro (38) i 2012 (1,5 milliarder euro i 2011). Dette overskud (39) vil blive modregnet i de egne indtægter, der skal opkræves fra medlemsstaterne i 2013.

1.51.

Som Retten bemærkede i årsberetningen for 2011 (40), finder Kommissionen det stadigt sværere at imødekomme alle regnskabsårets betalingsanmodninger med de budgetterede bevillinger til betalinger. I 2012 bad Kommissionen om ekstra betalingsbevillinger i årets fjerde kvartal. I ændringsbudget nr. 6, som blev indgivet den 23. oktober 2012, anmodede den om 9 milliarder euro i bevillinger til betalinger, og heraf blev 6 milliarder euro godkendt af budgetmyndigheden den 12. december 2012. Presset på betalingerne afspejles også i stigningen i de uindfriede forpligtelser (jf. punkt 1.54 og 1.55).

1.51.

1.52.

Én af faktorerne bag dette er, at bevillingerne til forpligtelser har ligget tæt på loftet i den finansielle ramme i hele perioden 2007-2013, mens bevillingerne til betalinger i hver periode er blevet fastsat under loftet (jf. tabel 1.4 ). Det har medført, at de kumulerede disponible forpligtelsesbevillinger i perioden 2007-2013 har oversteget de kumulerede betalingsbevillinger med 114 milliarder euro. Det er 64 milliarder euro mere end den difference på 50 milliarder euro mellem de to beløb, som den finansielle ramme opererer med.

1.53.

Blandt de yderligere faktorer, der lagde pres på betalingsbudgettet for 2012, kan nævnes den stigende tilstrømning af betalingsanmodninger fra medlemsstaterne i programperiodens næstsidste år (41) og reaktionen på den langsomme start med hensyn til afholdelse af samhørighedsudgifter i indeværende programperiode. Dette førte dels til ændringsbudgetter, der overførte betalingsbevillinger (men ikke forpligtelsesbevillinger) til andre budgetposter, dels til annullering af betalingsbevillinger.

1.53.

Ændringsforslaget omfattede kun betalingsbevillinger, da der ikke er behov for yderligere forpligtelsesbevillinger, idet de er fastlagt i den flerårige finansielle ramme.

1.54.

Kommissionens uindfriede budgetforpligtelser (42), for hvilke der endnu ikke er foretaget betalinger, og/eller som endnu ikke er frigjort, steg med 10 milliarder euro (5,0 %) til 217 milliarder euro og svarer i værdi til 2 år og 3 måneders opdelte forpligtelser (43) eller 2 år og 7 måneders opdelte betalinger med det betalingstempo, der var i 2012.

1.55.

De fleste af de uindfriede forpligtelser vedrører udgiftsområde 1b (Samhørighed for vækst og beskæftigelse) (jf. figur 1.4 ). På dette område androg de uindfriede forpligtelser 140 milliarder euro (44) (64,1 % af de samlede uindfriede budgetforpligtelser) svarende til 2 år og 8 måneders forpligtelser eller 2 år og 11 måneders betalinger (2011: 3 år og 2 måneder) på dette område med det betalingstempo, der var i 2012. Forholdet mellem uindfriede forpligtelser og årlige budgetter er imidlertid ikke meget anderledes på andre områder med opdelte bevillinger. Hovedårsagen til, at værdien målt i antal års betalinger er faldet siden 2011, er, at der med ændringsbudget nr. 6 blev tildelt 4,4 milliarder euro i betalingsbevillinger til samhørighedsområdet. Trods denne stigning i betalingsbevillingerne var betalingsanmodninger for 16,2 milliarder euro ikke imødekommet (45) ved udgangen af 2012 (10,7 milliarder euro ved udgangen af 2011 og 6,4 milliarder euro ved udgangen af 2010). Det beløb, der skal dækkes over fremtidige betalingsbudgetter, er således steget betydeligt i de seneste tre år.

1.55.

1.56.

Afviklingen af en forpligtelse (ved hjælp af en betaling) er ikke nødvendigvis det sidste trin i udgiftsregistreringen. Kommissionen registrerer først de endelige udgifter, når aktiviteterne er iværksat, indberettet til den og godkendt. Tabel 1.5 viser omfanget af de forfinansieringsbetalinger, i forbindelse med hvilke Kommissionen endnu ikke har godkendt og valideret støttemodtagernes endelige anvendelse af midlerne. Bruttobeløbet for forfinansieringer androg 80,1 milliard euro ved udgangen af 2012 (46).

1.56.

1.57.

Den gennemsnitlige tid fra forpligtelse til godkendelse af udgifter er længst på udgiftsområde 4 (EU som global partner), hvor der for en typisk aktion går 3 år og 11 måneder (47) fra indgåelsen af forpligtelsen til Kommissionens registrering af de endelige udgifter. Unødvendigt lange forfinansieringsperioder kan medføre en øget risiko for fejl eller tab (jf. kapitel 7, tekstboks 7.1).

1.57.

1.58.

Blandt de væsentlige faktorer, der bidrog til at lægge pres på betalingsbudgettet for 2012, kan nævnes de store differencer og ubalancer, som er beskrevet i punkt 1.52, og behovet for at behandle de uindfriede forpligtelser. På grund af presset på betalingsbudgettet er det afgørende, at Kommissionen lægger planer for, hvordan betalingsbehovet på mellemlang og lang sigt kan dækkes. Ud over at dække de likviditetsbehov, der skyldes de uindfriede budgetforpligtelser, skal fremtidige budgetter også finansiere betalinger vedrørende passiver opført i Unionens balance (48). Dette giver tilsammen et fremtidigt betalingsbehov på ca. 313 milliarder euro pr. 31. december 2012.

1.58.

1.59.

Retten mener, at Kommissionen bør udarbejde og offentliggøre et langsigtet likviditetsoverslag med prognoser over de fremtidige betalingsbehov, som kan anvendes i forbindelse med identifikationen af fremtidige behov og planlægningen af budgetprioriteringer, og som kan sikre, at de godkendte årlige budgetter kan dække de nødvendige betalinger. Denne analyse bør tage højde for, i hvilket omfang EU vil skulle gennemføre forfinansieringsbetalinger og også dække fremtidige betalingsbehov vedrørende passiver, der allerede er opført i Unionens balance.

1.59.

Kommissionen vil undersøge, hvordan man bedst kan udarbejde og offentliggøre et langsigtet likviditetsoverslag, som også omfatter passiver, der allerede er opført på Unionens balance.

2.1.

Dette kapitel indeholder den specifikke vurdering af indtægter, som består af egne indtægter og andre indtægter. De centrale oplysninger om indtægterne i 2012 gives i tabel 2.1 .

2.2.

Egne indtægter er langt den største kilde til finansiering af budgetudgifter (92,4 %). Der er tre kategorier af egne indtægter (1): egne indtægter beregnet på basis af medlemsstaternes bruttonationalindkomst (BNI), traditionelle egne indtægter (told på importerede varer og produktionsafgift for sukker) og egne indtægter beregnet på grundlag af merværdiafgiften (moms), som medlemsstaterne opkræver.

2.3.

De BNI-baserede egne indtægter fremkommer ved, at der anvendes en ensartet sats på medlemsstaternes BNI. Beregningen af medlemsstaternes bidrag for regnskabsåret (97 856 millioner euro, 70,1 % af indtægterne) bygger på BNI-overslag (2). Disse data kan ændres i mindst fire år, hvorefter de forældes (3). Ændringer tages i betragtning ved beregning af medlemsstaternes BNI-saldi og -tilpasninger (4) for tidligere år, der også bidrager til det årlige indtægtsbudget. Den største risiko med hensyn til formel rigtighed er, at de underliggende statistikker enten ikke er kompileret i overensstemmelse med EU-reglerne, eller at de ikke er behandlet i overensstemmelse med disse regler.

2.4.

Når de samlede traditionelle egne indtægter, momsbaserede egne indtægter og andre indtægter er beregnet, bruges de BNI-baserede egne indtægter til at skabe balance på budgettet. Det påvirker ikke den samlede BNI-baserede indtægt, hvis nogle medlemsstaters BNI ansættes for lavt (eller for højt), men det bevirker, at de andre medlemsstater skal betale større (eller mindre) bidrag, indtil BNI-dataene er korrigeret.

2.5.

Medlemsstaterne fastlægger og opkræver de traditionelle egne indtægter. Tre fjerdedele af disse beløb indbetales til EU-budgettet (16 454 millioner euro, 11,8 % af indtægterne), og den resterende fjerdedel tilbageholdes til dækning af opkrævningsomkostningerne. Hver medlemsstat sender Kommissionen en månedlig opgørelse over fastlagte afgifter (A-regnskabet) og en kvartalsopgørelse over de fastlagte afgifter, der ikke er medtaget deri (B-regnskabet) (5). De største risici med hensyn til traditionelle egne indtægter vedrører fuldstændigheden, nøjagtigheden og rettidigheden af de afgifter, der overdrages til Unionen.

2.6.

Momsbaserede egne indtægter er bidrag, der fremkommer ved, at der anvendes en ensartet sats på medlemsstaternes teoretisk harmoniserede momsgrundlag (14 648 millioner euro, 10,5 % af indtægterne). De største risici vedrører fuldstændigheden og nøjagtigheden af det harmoniserede momsberegningsgrundlag, som medlemsstaterne har oplyst, og nøjagtigheden og rettidigheden af medlemsstaternes bidrag.

2.7.

Det Forenede Kongerige indrømmes en korrektion af budgetuligevægte (»UK-korrektionen«), som indebærer en reduktion af landets betaling af egne indtægter baseret på BNI (6). Endvidere indrømmes Tyskland, Nederlandene, Østrig og Sverige en reduceret momsbidragssats, og Nederlandene og Sverige har en bruttoreduktion af deres årlige BNI-bidrag for perioden 2007-2013 (7). Den største risiko er, at Kommissionen begår en fejl i disse beregninger, navnlig i de komplekse beregninger af UK-korrektionen.

2.8.

De andre indtægter, der blev revideret, består navnlig af overskuddet fra det foregående års budget, bidrag i forbindelse med Unionens/Fællesskabets aftaler (herunder EFTA), morarenter og bøder. De største risici i forbindelse med andre indtægter vedrører Kommissionens håndtering af bøder og fejl i beregningen af bidrag i forbindelse med Unionens/Fællesskabets aftaler.

2.9.

Rettens generelle revisionstilgang og -metode beskrives i del 2 i bilag 1.1 til kapitel 1. Med hensyn til revisionen vedrørende indtægter skal følgende specifikke forhold bemærkes:

2.10.

Vurderingen tog udgangspunkt i de aftalte BNI-overslag for 2012 og dernæst vurderedes de systemer, Kommissionen bruger til behandling af dataene for at afgøre, hvilke beløb der skal opføres i det endelige budgetregnskab. Retten gennemgik således opstillingen af EU-budgettet og undersøgte, om medlemsstaternes bidrag var korrekte på grundlag af disse overslag.

2.11.

Retten vurderede Kommissionens overvågnings- og kontrolsystemer, der har til formål at give rimelig sikkerhed for, at disse indtægter beregnes og opkræves korrekt. Revisionen omfattede også Kommissionens forvaltning af BNI-forbehold i 2012. Retten kan ikke give en bedømmelse af kvaliteten af de data, som Kommissionen og medlemsstaterne er blevet enige om.

2.12.

Retten vurderede imidlertid også effektiviteten af Kommissionens verificering af BNI-data (10) for perioden 2002–2010, der blev afsluttet i januar 2012. Undersøgelsen var koncentreret om BNI-dataene for årene 2002-2007, som sammen med dataene for 2008 blev endelige i 2012, så der ikke længere var mulighed for at ændre beregningen af tilpasningerne af de BNI-baserede egne indtægter, bortset fra for de enkelte elementer, der er omfattet af specifikke forbehold (jf. punkt 2.25). Dette arbejde tages også i betragtning, når Kommissionens overvågnings- og kontrolsystemer vurderes.

2.13.

Retten vurderede overvågnings- og kontrolsystemerne i udvalgte medlemsstater (Belgien, Polen og Finland), der tilsammen bidrager med ca. 13 % af de samlede traditionelle egne indtægter. Den gennemgik deres regnskabssystemer (A- og B-regnskabet) og undersøgte strømmen af traditionelle egne indtægter, fra de blev fastlagt, og til de blev anmeldt til Kommissionen, med henblik på at opnå høj grad af sikkerhed for, at de registrerede beløb var nøjagtige og fuldstændige. I revisionen indgik test af centrale kontroller, som er relevante for pålideligheden af data i indførselsangivelser (præferencekoder og oprindelsesland), efterfølgende revision og risikoanalyser samt bevilling af fritagelser for underretning på indførselstidspunktet i de besøgte medlemsstater.

2.14.

Endvidere vurderede Retten overvågnings- og kontrolsystemerne i Kommissionen, herunder kontrolbesøgene i medlemsstaterne, proceduren for afskrivning af uinddrivelige beløb og proceduren for opfølgning af både Kommissionens og Rettens tidligere bemærkninger.

2.15.

Rettens revision af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet, kan ikke dække indførsler, der ikke er blevet angivet, eller som er sluppet uden om toldkontrollen.

2.16.

De momsbaserede egne indtægter fastlægges på grundlag af det momsbeløb, medlemsstaterne reelt har modtaget, og justeres ved hjælp af makroøkonomiske statistikker og overslag (»det harmoniserede momsberegningsgrundlag«). Revisionen tog udgangspunkt i det harmoniserede momsberegningsgrundlag beregnet af medlemsstaterne, og revisorerne vurderede de systemer, Kommissionen bruger til behandling af dataene for at afgøre, hvilke beløb der skal opføres i det endelige budgetregnskab. Retten gennemgik således opstillingen af EU-budgettet og undersøgte, om medlemsstaternes bidrag var korrekte.

2.17.

Retten vurderede Kommissionens overvågnings- og kontrolsystemer, der har til formål at give rimelig sikkerhed for, at de momsbaserede egne indtægter beregnes og opkræves korrekt. Retten evaluerede Kommissionens arbejde i medlemsstaterne med hensyn til verificering af det harmoniserede momsberegningsgrundlag og dens forvaltning af forbehold. Det indgik ikke i revisionen direkte at teste de statistikker og data, medlemsstaterne har indsendt.

2.18.

Resultaterne af testen af transaktioner er sammenfattet i bilag 2.1 . Ingen af de 55 transaktioner, Retten reviderede, var behæftet med fejl.

2.19.

Retten konstaterede ingen fejl i Kommissionens beregning af medlemsstaternes bidrag og betalingen heraf, der for størstepartens vedkommende er baseret på BNI-overslagene for 2012. Rettens vurdering viste dog, at der var mangler ved Kommissionens metode og kontrolprocedure (jf. punkt 2.28-2.30). Disse mangler havde ingen væsentlig indvirkning på de registrerede BNI-baserede egne indtægter (jf. punkt 2.30).

2.20.

Retten konstaterede, at de indtægtsordrer, Kommissionen havde udstedt, samlet set afspejlede de opgørelser over A-regnskabet, som medlemsstaterne havde indsendt.

2.21.

Retten konstaterede ingen fejl i beregningen af medlemsstaternes bidrag og betalingen heraf.

2.22.

Retten konstaterede ingen fejl i beregningerne eller betalingerne i forbindelse med transaktioner vedrørende andre indtægter. Men Retten konstaterede administrative svagheder i Kommissionens procedurer for beregning af en del af en EFTA-stats bidrag (11).

2.22.

2.23.

Resultaterne af Rettens undersøgelse af overvågnings- og kontrolsystemer er sammenfattet i bilag 2.2 .

2.23.

2.24.

Et forbehold (12) er et middel, som bruges til at holde problematiske elementer i BNI-dataene fra en medlemsstat åbne for korrektion efter den fastsatte tidsfrist på fire år. Forbehold er dermed en del af den interne kontrolproces. Kommissionen og medlemsstaterne bør bestræbe sig på så hurtigt som muligt at finde en løsning vedrørende problematiske elementer (13).

2.24.

2.25.

Kommissionen har erstattet alle eksisterende generelle forbehold for EU-25 medlemsstaterne med 103 specifikke forbehold (14). De specifikke forbehold dækker årene 2002-2010 for EU-15 medlemsstaterne og årene 2004-2010 for EU-10 medlemsstaterne. Endvidere blev der taget seks tværgående specifikke forbehold (15) for EU-25 medlemsstaterne, selv om der ikke findes nogen bestemmelse om sådanne forbehold i Kommissionens procedurer. Retten konstaterede svagheder i Kommissionens verificering af BNI-data, der også indvirker på forvaltningen af forbeholdene (jf. punkt 2.28 b)), andet og tredje led, og 2.29)

2.25.

2.26.

I 2012 blev ingen af disse specifikke BNI-forbehold hævet. Dertil kom, at der ved udgangen af 2012 stadig var to specifikke BNI-forbehold (16) vedrørende perioden 1995-2001. Situationen pr. medlemsstat vises i tabel 2.2 . Kommissionen vurderer ikke forbeholdenes eventuelle indvirkning.

2.26.

Da opgørelser af nationalregnskaber udgør et kompliceret system af kontrolforanstaltninger, kan virkningerne af individuelle dele ikke isoleres, og det er derfor ikke muligt nøjagtigt at bestemme forbeholdenes mulige følgevirkninger (ofte er det ikke let at bestemme, om de vil være positive eller negative).

2.27.

Kommissionen tog et generelt forbehold med hensyn til de græske BNI-data for 2008, da denne medlemsstat ikke kunne overholde fristen for fremsendelse til Eurostat den 22. september 2012. I modsat fald ville dataene for 2008 have været endelige, og det ville ikke længere have været muligt at korrigere dem.

2.28.

Rettens undersøgelse af effektiviteten af Kommissionens verificering af BNI-data for de afsluttede år 2002-2007, der blev endelige i 2012, viste, at:

a)

Eurostat ikke planlagde og prioriterede sit arbejde på en hensigtsmæssig måde, da risiciene ved medlemsstaternes udarbejdelse af BNI-data ikke blev vurderet tilfredsstillende, og cost-benefit-princippet (17) ikke blev anvendt korrekt ved udvælgelsen af de områder, der skal verificeres.

a)

b)

Eurostats kontrolmetode ikke var konsekvent, fordi:

—

der blev konstateret svagheder i gennemførelsen af den direkte kontrol. Eurostat udvalgte de områder, der skulle analyseres, ud fra forskellige kriterier, der ikke altid var dokumenterede, og der var intet bevis for, at Eurostat altid verificerede de kontroller, de nationale statistiske kontorer havde foretaget af de inputdata, der var blevet anvendt til estimering af de udvalgte komponenter

—

—

der ikke blev forelagt dokumentation for de kriterier, der var anvendt for at sikre, at de landespecifikke forbehold blev taget i overensstemmelse med cost-benefit-princippet

—

—

nogle af de tværgående specifikke forbehold var formuleret uhensigtsmæssigt. F.eks. forbeholdet vedrørende behandlingen af andelsboliger, hvor 14 medlemsstater erklærede, at de ikke har sådanne ordninger, og forbeholdet vedrørende behandlingen af enheder med lille eller ingen fysisk tilstedeværelse, hvor den forventede indvirkning på BNI er begrænset.

—

2.29.

Med hensyn til udarbejdelsen af nationalregnskabsopgørelserne konstaterede Retten også problemer, som Eurostat ikke havde opdaget. Nogle af disse problemer (18) skulle have ført til, at Kommissionen tog yderligere landespecifikke forbehold, mens andre (19) viste, at der ikke var konsekvens i de forbehold, der var taget vedrørende de enkelte medlemsstater.

2.29.

2.30.

Det ville ikke have påvirket beregningen af de BNI-baserede egne indtægter for regnskabsåret 2012, men de enkelte bidrag fra medlemsstaterne for 2002-2007 ville have været anderledes (20).

2.30.

2.31.

I alle de besøgte medlemsstater viste Rettens revision (jf. punkt 2.13), at der var mangler i det nationale toldtilsyn med hensyn til efterfølgende revision og risikoanalyse. Når det nationale toldtilsyn kun er delvis effektivt, er der højere risiko for, at de beløb, der opkræves i traditionelle egne indtægter, ikke er korrekte.

2.31.

2.32.

De systemsvagheder i Belgien, der blev påpeget i årsberetningerne for 2010 og 2011, bliver nu afhjulpet af Kommissionen sammen med medlemsstaten. I GD BUDGETs årlige aktivitetsrapport for 2012 er der taget forbehold med hensyn til pålideligheden af regnskabsdataene fra denne medlemsstat.

2.32.

2.33.

I de to andre besøgte medlemsstater (Polen og Finland), konstaterede Retten endvidere mindre systemsvagheder i forbindelse med A- og B-regnskaberne.

2.33.

2.34.

I 2012 tog Kommissionen 54 forbehold og hævede 57. Ifølge Kommissionen havde kontrolaktiviteterne i de medlemsstater, hvor der blev ophævet forbehold, den nettoeffekt, at de momsbaserede egne indtægter faldt med ca. 4 millioner euro (21). Ved årets udgang var der i alt 153 forbehold (jf. tabel 2.3 ). 44 af de forbehold, Kommissionen havde taget, vedrørte overtrædelser af momslovgivningen. Disse kan kun hæves, når overtrædelsesproceduren er afsluttet, og indvirkningen på momsgrundlaget for de pågældende år er fastlagt. Medlemsstaterne har selv taget 17 forbehold.

2.35.

Retten definerer længerevarende momsforbehold som forbehold, der vedrører et år, der ligger mindst 10 år tilbage, dvs. forbehold, der stadig ikke var ophævet ved udgangen af 2012, og som vedrører 2003 og tidligere år. Den generelle situation er stort set uændret. Ved årets udgang var der 16 længerevarende forbehold, nogle af dem vedrørende 1995, mod 15 ved udgangen af 2011. Fem af de længerevarende forbehold vedrører overtrædelser, og tre er taget af medlemsstaterne.

2.35.