19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/35

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982,

—

der henviser til De Forenede Nationers generalforsamlings resolutioner om fiskeri, især punkt 157 i resolution 66/68 om udviklede landes forpligtelser over for de mindst udviklede lande og de små østater, der er udviklingslande,

—

der henviser til aftalen fra 1995 om gennemførelsen af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande,

—

der henviser til FAO's internationale handlingsplan for forvaltning af fiskerikapaciteten, som blev godkendt af FAO's Råd i november 2000 (IPOA-kapacitet),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (1), i det følgende benævnt IUU-fiskeri,

—

der henviser til aftalen om havnestatsforanstaltninger, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, vedtaget på FAO-konferencens 36. samling den 22. november 2009,

—

der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension (2),

—

der henviser til den fælles meddelelse af 21. marts 2012 fra Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Social Udvalg og Regionsudvalget: Mod et nyt udviklingspartnerskab mellem EU og Stillehavsområdet (3),

—

der henviser til konventionen om bevarelse og forvaltning af stærkt vandrende fiskebestande i det vestlige og centrale Stillehav, som EU i medfør af Rådets afgørelse 2005/75/EF er kontraherende part i med virkning fra den 25. januar 2005 (4),

—

der henviser til Rådets afgørelse 2006/539/EF af 22. maj 2006 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af konventionen om styrkelse af Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk, der blev oprettet ved konventionen af 1949 mellem Amerikas Forenede Stater og Republikken Costa Rica (5),

—

der henviser til konventionen om bevarelse og forvaltning af højsøfiskeressourcerne i det sydlige Stillehav (6), der blev godkendt på Den Europæiske Unions vegne i medfør af Rådets afgørelse 2012/130/EU (7), og hvorved Den Regionale Fiskeriforvaltningsorganisation for det sydlige Stillehav (SPRFMO) blev oprettet,

—

der henviser til Rådets afgørelse 2011/144/EU af 15. februar 2011 om indgåelse af den foreløbige partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Stillehavslandene på den anden side (8),

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (9), i det følgende benævnt Cotonouaftalen,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 215/2008 af 18. februar 2008 om finansforordningen for den 10. Europæiske Udviklingsfond (10),

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Mikronesiens Forenede Stater om fiskeri i Mikronesiens Forenede Stater (11),

—

der henviser til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Republikken Kiribati på den anden side (12),

—

der henviser til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Salomonøerne (13),

—

der henviser til Kommissionens afgørelse af 15. november 2012 om underretning af de tredjelande, som efter Kommissionens opfattelse muligvis kan identificeres som ikke-samarbejdende tredjelande i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (14),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0297/2013),

A.

der henviser til, at for at sikre sammenhæng i udviklingspolitikken bør de EU-politikker, som har indvirkning på fiskeriet i AVS-landene i Stillehavet — dvs. fiskeri-, handels- og udviklingspolitikkerne — gennemføres på en måde, som sikrer, at de bidrager til opnåelsen af de bæredygtige udviklingsmål for fiskeriet, som er fastsat af AVS-landene i Stillehavet; der henviser til, at en sådan tilgang bør integreres i den kommende fornyelse af Cotonouaftalen eller i de instrumenter, der vil være efterfølgere til aftalen;

B.

der henviser til, at EU skal bestræbe sig på at opnå sammenhæng i udviklingspolitikken i henhold til artikel 208, stk. 1, i TEUF, hvori det hedder, at »Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene«;

C.

der henviser til, at EU efter Australien er den næststørste donor i denne region, idet støtten gives gennem Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), og at kun 2,3 % af bistandsmidlerne fra den tiende EUF er målrettet forskellige fiskerirelaterede aktiviteter — på trods af at fiskeressourcerne er den vigtigste kilde til velstand for AVS-staterne i Stillehavet og er den eneste sådanne kilde, alle disse stater har tilfælles, og selv om landene i det vestlige og Centrale Stillehav gentagne gange har udtrykt deres vilje til at gøre tunfiskeri til drivkraften bag områdets sociale og økonomiske udvikling;

D.

der henviser til, at der forud for de bilaterale og multilaterale handelsaftaler, som EU forhandler om, bør foretages konsekvensanalyser, navnlig med hensyn til bevarelsen af marine levende ressourcer og konsekvenserne af disse aftaler for lokalbefolkningerne; der henviser til, at sådanne bilaterale og multilaterale aftaler bør være styret af konklusionerne af disse konsekvensanalyser;

E.

der henviser til, at fiskevarer i de igangværende forhandlinger om en økonomisk partnerskabsaftale (ØPA) mellem EU og AVS-landene med det formål at tilpasse Cotonouaftalens generelle præferenceordning til Verdenshandelsorganisations regler spiller en afgørende rolle for adgangen både til de europæiske markeder og til ressourcerne og en god fiskeriforvaltning med henblik på at opnå en bæredygtig udvikling;

F.

der henviser til faren ved dispensationer fra oprindelsesreglerne som omhandlet i artikel 6, stk. 6, i protokol II om oprindelsesregler, der er knyttet som bilag til den foreløbige partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Stillehavslandene, og de deraf følgende risici for en uretfærdig konkurrence på det europæiske marked for fiskeriprodukter;

G.

der henviser til EU's interesse i at styrke forholdet til Stillehavsregionen og i at samarbejde for at nå målet om udvikling, hvor der tages udgangspunkt i bevarelse af fiskeressourcerne, fremme af en bæredygtig udvikling for fiskeriet og tilskyndelse til gennemsigtighed i fiskeriforvaltningen;

H.

der henviser til, at næsten halvdelen af verdens tunfangster sker i de vestlige og centrale Stillehavsfarvande, og at 80 % heraf fanges i østaters eksklusive økonomiske zoner (EØZ'er) og kun 20 % i internationalt farvand;

I.

der henviser til, at Fiskerikommissionen for det vestlige og centrale Stillehavs (WCPFC's) videnskabelige komités seneste bestandvurderinger fra 2012 viser, at der ikke sker overfiskeri af hverken bugstribet bonit (Katsuwonus pelamis) eller gulfinnet tun (Thunnus albacares) i dens regulerede område, men at der sker overfiskeri af storøjet tun (Thunnus obesus); der henviser til, at dødeligheden blandt ungfisk af arten storøjet tun inden for fiskeri med notfartøjer, navnlig i forbindelse med brug af anordninger til fiskekoncentration, er dybt bekymrende;

J.

der henviser til, at selv om der er sket små forbedringer inden for overvågning, kontrol og opsyn i Stillehavet, udgør både den store stigning i antallet af fiskerfartøjer, hovedsageligt fra Asien og østaterne, de øgede fiskeriaktiviteter og det ulovlige fiskeri en trussel mod ressourcernes bæredygtighed i området;

K.

der henviser til, at EU's tilgang til fiskeri i Stillehavet bør bestå i aktivt at støtte de aktuelle regionale bestræbelser på at gribe ind over for overkapacitet og forbedre fiskeriforvaltningen;

L.

der henviser til, at der i Stillehavsområdet er en tradition med regionale agenturer og strukturer til forvaltning af tunfiskeriet såsom Fiskeriagenturet under Stillehavsøernes Forum (Pacific Islands Forum Fisheries Agency, FFA) og den subregionale organisation Parter i Nauru-aftalen (Parties to the Nauru Agreement, PNA);

M.

der henviser til, at havdageordningen blev indført af Nauru-aftalens parter i 2008 i et forsøg på at forvalte adgangen til PNA-farvandene, begrænse fiskeriindsatsen i disse farvande og sikre størst muligt udbytte af fiskeriet for de små udviklingsøstater i Stillehavet;

N.

der henviser til, at parternes alt for store fiskeriindsats er en realitet, og at der finder drøftelser sted i WCPFC om en ny bevarings- og forvaltningsforanstaltning til de kommende år, hvor der gøres noget ved loftet over fiskeriindsatsen;

O.

der henviser til, at USA har haft en multilateral aftale med Stillehavsstaterne siden 1988, og at denne aftale, som er under genforhandling i øjeblikket, sikrer adgang til omkring 20 % af fiskedagene i regionen;

P.

der henviser til, at det er nødvendigt, at havdageordningen er fuldstændig gennemsigtig, og at dens bestemmelser forbedres og gennemføres af alle dens medlemmer, for at ordningens målsætninger kan opfyldes, og der kan sikres fuldstændig overensstemmelse med de foranstaltninger, der træffes både for EØZ'erne og det åbne hav;

Q.

henviser til, at langdistancefiskeriflådernes udgifter til adgang fortsat forventes at vokse betydeligt i de kommende år, eftersom dette er en væsentlig indtægtskilde for landene i området; og der henviser til, at udgiften pr. fiskedag er fastsat til mindst 6 000 USD for 2014 ved en aftale indgået på PNA's årlige møde;

R.

der henviser til, at de fiskeripartnerskabsaftaler, som EU har indgået, også med landene i Stillehavsregionen, traditionelt har været baseret på en begrænsning af antallet af fartøjer med en vejledende referencetonnage, og at dette har skabt et misforhold på grund af PNA's indførelse af havdageordningen og PNS's ønske om at anvende denne på partnerskabsaftalerne med EU;

S.

der henviser til, at en godt udformet og ordentligt håndhævet havdageordning vil kunne forhindre yderligere forøgelse af indsatsen i regionen;

T.

der henviser til, at EU i dets forhold til tredjelande har indført, at samarbejde og overholdelse af bestemmelserne vedrørende IUU-fiskeri er en forudsætning for indgåelse af fiskeripartnerskabsaftaler; og der henviser til, at det er nedfældet i artikel 39, punkt 9, i forordning (EF) nr. 1005/2008 vedrørende bekæmpelse af IUU-fiskeri, at Kommissionen ikke indleder nogen forhandlinger om indgåelse af bilaterale fiskeriaftaler eller fiskeripartnerskabsaftaler med lande, der ikke lever op til dette;

U.

der henviser til, at ØPA'er bør indeholde en specifik henvisning til gennemførelsen af IUU-forordningen i stedet for en generel formulering om behovet for at bekæmpe IUU-fiskeri, og at ØPA'er ikke bør indgås med tredjelande, der er identificeret som »ikkesamarbejdende«;

V.

der henviser til, at Kommissionen i sin afgørelse af 15. november 2012 bl.a. underrettede Fiji og Vanuatu som mulige ikkesamarbejdende lande i IUU-forordningens forstand, både på grund af manglende afskrækkende og sanktionerende foranstaltninger over for fartøjer, som praktiserer IUU-fiskeri og sejler under disse landes flag, og på grund af den manglende gennemførelse af henstillingerne fra de regionale fiskeriorganisationer;

W.

der henviser til, at EU-flådens fiskeri fra notfartøjer hidtil er foregået i det centrale Stillehav, både i internationalt farvand og i Kiribatis EØZ såvel som i EØZ'erne under Tuvalu, Tokelau og Nauru, og det på grundlag af aftaler inden for den private sektor;

X.

der henviser til, at EU imidlertid, ud over fiskeripartnerskabsaftalen med Kiribati, også har forhandlet sådanne aftaler med visse lande i det vestlige Stillehav, men at disse ikke er trådt i kraft endnu, eftersom aftalen med Mikronesiens Forenede Stater ikke blev ratificeret af landets parlament, og forhandlingerne om fornyelse af aftalen med Salomonøerne har stået stille siden 2012;

Y.

der henviser til, at Kommissionen har afsluttet forhåndsvurderingerne med Cook-øerne og Tuvalu med henblik på at indlede forhandlinger om fiskeriaftaler med disse lande, og til, at de relevante aftalememoranda er underskrevet, hvilket er en forudsætning for at anmode om forhandlingsmandater fra Rådet;

Z.

der henviser til, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil hos delegationen i Fiji indtil nu har manglet personale inden for fiskerianliggender;

1.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre sammenhæng mellem alle de af Unionens politikker, som er relevante for Stillehavsregionen, jf. artikel 208 i TEUF, især politikkerne vedrørende fiskeri, handel og udvikling, til at forstærke mulige synergier med henblik på at opnå en multiplikatoreffekt og dermed maksimere de gunstige virkninger for både staterne i Stillehavsregionen og EU's medlemsstater, og til samtidig at styrke EU's strategiske tilstedeværelse, øge EU's synlighed i det vestlige og centrale Stillehav og bidrage til en bæredygtig udnyttelse af Stillehavets ressourcer;

2.

der henviser til, at fiskeristrategien inden for de fremtidige rammer, når Cotonouaftalen med AVS-landene i stillehavområdet er fornyet, bør have et regionalt fokus, som forstærker EU's position og rolle i regionen i det vestlige og centrale Stillehav;

3.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at der i den 11. Europæiske Udviklingsfond tages højde for nærværende strategi og for muligheden for at øge andelen af sektorstøtte til opfyldelse af fiskerisamfundenes behov (herunder styrkelse af deres bidrag til den lokale fødevaresikkerhed) og udvikling af infrastrukturer til fiskeriet med henblik på lokal landing og forarbejdning af fangster, eftersom fiskeriet er en af regionens væsentligste økonomiske ressourcer;

4.

glæder sig over den nylige tilførsel af personale til EU's delegation i Fiji, der skal arbejde specifikt med fiskerispørgsmål, og håber, at dette vil bidrage til at etablere permanente og specialiserede forbindelser på fiskeriområdet med landene i regionen;

5.

opfordrer ligeledes til bedre koordinering og komplementaritet med de andre aktører i regionen med hensyn til udviklingsstøtte i overensstemmelse med Cairnspagten fra august 2009; glæder sig over afholdelsen af det andet EU-PIF-ministermøde den 12. juni 2012, som har styrket den politiske dialog mellem EU og Stillehavsregionen, navnlig på områderne for fiskeri og udvikling, og dermed sikret en større effektivitet af foranstaltninger, der træffes på disse områder af EU og landene i regionen;

6.

understreger behovet for, at højsøflåder i samarbejde med Stillehavslandene bidrager til at mindske fiskeripresset på bestande af tropisk tunfisk, herunder ved i væsentlig grad at nedbringe dødeligheden blandt ungfisk af arten storøjet tun, en bestand, der har stor økonomisk betydning for regionen, og som i øjeblikket overfiskes;

7.

understreger vigtigheden af at etablere en fiskeristrategi for det vestlige og centrale Stillehav i lyset af områdets betydning for fiskeriet og dets værdi for Unionens flåde, marked og fiskeforarbejdningsindustri, såvel som vigtigheden af, at der skabes retssikkerhed for de fartøjer, som opererer i området;

8.

bemærker, at EU's strategi for adgangen ved hjælp af fiskeripartnerskabsaftaler til ressourcerne i EØZ'erne under landene i denne region ikke har fungeret ordentligt bortset fra i forbindelse med Kiribati, og mener, at en genoplivning og konsolidering af disse aftaler forudsætter en ny ramme for nære og frugtbare forbindelser mellem de forskellige involverede parter;

9.

mener, at en del af problemerne skyldes, at EU uden positive resultater har forhandlet aftaler med lande i det vestlige Stillehav, hvor EØZ'erne under Salomonøerne og Mikronesiens Forenede Stater ligger, i stedet for at rette sin indsats mod det centrale Stillehav, hvor Unionens flåde af notfartøjer traditionelt har koncentreret fiskeriet;

10.

betragter det som særdeles positivt, at Kommissionen har afsluttet forhåndsvurderingerne med Cook-øerne og Tuvalu med henblik på at indlede forhandlinger om fiskeripartnerskabsaftaler med disse lande, og at de dertil hørende aftalememoranda er underskrevet, hvilket er en forudsætning for at anmode om forhandlingsmandater fra Rådet;

11.

mener, at denne nye forhandlingsvej i højere grad er i overensstemmelse med det regionale fokus, som Europa-Parlamentet har efterlyst gentagne gange, navnlig med hensyn til fiskeri af stærkt vandrende arter; opfordrer Kommissionen til at sikre overholdelse af WCPFC-bestemmelserne i forbindelse med forhandlinger med parter i Nauru-aftalen og andre AVS-lande i Stillehavet;

12.

bemærker, at EU's tilgang til Stillehavet navnlig bør bestå i at hjælpe udviklingsstater og især små udviklingsøstater i deres bestræbelser på at opnå en større andel af udbyttet af den bæredygtige udnyttelse af fælles og stærkt vandrende fiskebestande og også bør bestå i at hjælpe med at styrke de regionale bestræbelser for at bevare og forvalte fiskeri efter sådanne bestande på bæredygtig vis, således som der blev opfordret til på UNFSA's revisionskonference;

13.

udtrykker bekymring over forekomsten af IUU-fiskeri i området, og mener, at selv om der er sket visse forbedringer i fiskeriforvaltningen, er disse fremskridt dog endnu utilstrækkelige, især med hensyn til gennemførelse af basale instrumenter til bekæmpelse af IUU-fiskeri;

14.

opfordrer Kommissionen til at indføje en udtrykkelig henvisning til IUU-forordningen (forordning (EF) nr. 1005/2008) i den ØPA, der forhandles med Stillehavslandene;

15.

opfordrer AVS-landene til at fortsætte med at engagere sig aktivt i de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'erne) og til regelmæssigt at informere deres civilsamfund samt erhvervs- og interesseorganisationer om beslutninger, der vedtages for fiskeriområdet;

16.

opfordrer Kommissionen til at sørge for en mere langsigtet strategi for regulering af EU-flådens adgang til ressourcerne i EØZ'er under landene i dette område, og basere den på en regional rammeaftale mellem EU og landene i det vestlige og centrale Stillehav, der forhandles med FFA og centreres om følgende aspekter:

17.

understreger, at der i sidste fase af denne proces bør fokuseres 100 % på regionen, dvs. at den bør udmøntes i en multilateral fiskeripartnerskabsaftale med ØPA-landene, som giver EU-flåden adgang til ressourcerne i disse landes EØZ'er;

18.

henstiller til, at Kommissionen tager denne fiskeristrategi for Stillehavsområdet i betragtning og tager hensyn til individuelle forhold i østaterne, når Cotonouaftalen skal revideres;

19.

understreger behovet for, at Europa-Parlamentet i passende grad involveres i såvel forberedelsesprocessen som forhandlingsprocessen og den langsigtede overvågning og vurdering af, om de bilaterale aftaler fungerer i henhold til bestemmelserne i TEUF; insisterer på, at Parlamentet bør holdes fuldt ud og øjeblikkeligt underrettet på lige fod med Rådet under alle faser af proceduren vedrørende fiskeripartnerskabsaftaler, jf. artikel 13, stk. 2, og artikel 218, stk. 10, i TEUF; minder om, at det er af den overbevisning, at Europa-Parlamentet bør være repræsenteret med observatører på møderne i Den Blandede Komité, der er foreskrevet i fiskeriaftalerne; insisterer på, at observatører fra civilsamfundet, herunder repræsentanter fra både EU og tredjelandes fiskeri, også bør deltage i disse møder;

20.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.