30.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 440/74

—

der henviser til de forbedrede rammer for økonomisk styring i Unionen, herunder sixpacken, Parlamentets vedtagne forslag til en twopack og den fællesskabsretlige finanspagt i overensstemmelse med artikel 16 i traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union,

—

der henviser til Det Europæiske Råds formands to rapporter med titlen: »Towards a Genuine Economic and Monetary Union«, offentliggjort henholdsvis den 26. juni 2012 (1) og den 12. oktober 2012 (2),

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 28.—29. juni 2012 om at efterforske nye muligheder for at forbedre euroområdets økonomiske og finansielle opbygning (3),

—

der henviser til artikel 125 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde(TEUF),

—

der henviser til sin beslutning af 18. november 2008 om ØMU@10: resultater og udfordringer efter 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union (4),

—

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2011 om den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør iværksættes (5);

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. november 2011 om mulighederne for at indføre stabilitetsobligationer (COM(2011)0818),

—

der henviser til sin beslutning af 15. februar 2012 om muligheden for at indføre stabilitetsobligationer (6);

—

der henviser til den køreplan, der er vedlagt denne beslutning,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48;

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Retsudvalget (A7-0402/2012);

A.

der henviser til, at Parlamentet anmodede Kommissionen om at forelægge en rapport om muligheden for at indføre euroobligationer, hvilket var en integreret del af overenskomsten mellem Parlamentet og Rådet om pakken om økonomisk styring (sixpack);

B.

der henviser til, at grønbogen har igangsat en bred offentlig høring om begrebet stabilitetsobligationer; der henviser til, at grønbogen indeholder en vurdering af mulighederne for, at medlemsstaterne i euroområdet udsteder fælles statsobligationer, og diskuterer forudsætningerne herfor;

C.

der henviser til, at euroområdet uagtet det bredere unionsperspektiv befinder sig i en ganske særlig situation, idet de deltagende medlemsstater har en fælles valuta, men ikke en fælles budgetpolitik eller et fælles obligationsmarked; der henviser til, at der derfor er grund til at glæde sig over forslagsudkastene i de to rapporter med titlen »Towards a Genuine Economic and Monetary Union«, som Det Europæiske Råds formand har forelagt, og som udgør et godt udgangspunkt for arbejdet hen imod en sund og egentlig ØMU;

D.

der henviser til, at artikel 125 TEUF forbyder medlemsstaterne at påtage sig andre medlemsstaters forpligtelser;

E.

der henviser til, at Den Europæiske Centralbanks (ECB's) pengepolitik ikke er løsningen på de finanspolitiske og strukturelle problemer i medlemsstaterne, og at dens særlige foranstaltninger er af begrænset effektivitet;

F.

der henviser til, at ingen forbundsstat (herunder USA og Tyskland) udsteder noget, der svarer til de eurobonds, der er omhandlet i grønbogens metode nr. 1 og 2, idet euroobligationerne her hæves til et niveau, som svarer til et helt nyt koncept, der ikke kan sammenlignes med de gennemprøvede og sikre US Treasury Bonds og tyske Bundesanleihen;

G.

der henviser til, at medlemsstaterne har vanskeligt ved at opnå finansiering til rimelige priser på grund af markedets manglende tillid, hvad angår den offentlige gæld, de europæiske bankers situation og de europæiske lederes evne til endegyldigt at forsvare og gennemføre den fælles valuta;

H.

der henviser til, at krisen ikke alene har synliggjort den gensidige afhængighed mellem euroområdets medlemsstater, men også behovet for en mere robust finanspolitisk union med effektive mekanismer til at korrigere uholdbare finanspolitiske tendenser, makroøkonomiske ubalancer, gældsniveauer og de øvre grænser for medlemsstaternes budgetbalancer;

I.

der henviser til, at troværdige tilsagn om vækstfremmede konsolideringsforanstaltninger er en forudsætning for, at der kan findes en holdbar løsning på situationen med uforholdsmæssigt stor gæld og underskud i de fleste af euroområdets medlemsstater;

J.

der henviser til, at gensidiggørelsen af euroområdets statsgæld ikke i sig selv kan afhjælpe tabet af konkurrenceevne i euroområdet;

K.

der henviser til, at udstedelsen af fælles gældsbeviser med solidarisk garanti og øget finanspolitisk integration og budgetdisciplin og -kontrol er to sider af samme sag;

1.

bemærker de betragtelige bestræbelser på at afbøde eller løse krisen og fremhæver de nye styrkede styringsrammer for ØMU, de senest indgåede aftaler om redningsfonde og de beslutninger, der er truffet af ECB; mener imidlertid, at der stadig er behov for en aftale om en varig løsning for at få skabt en afbalanceret strategi, som kombinerer solidaritet og ansvar i euroområdet; erindrer om, at tre medlemsstater uden for euroområdet også har modtaget hjælp til at overvinde deres statsgældskrise;

2.

er fortsat særdeles bekymret over den igangværende krise i euroområdet og den trussel, den udgør for velfærden for millioner af mennesker, der lever i fattigdom og arbejdsløshed i hele EU; påpeger, at det — for at kunne bevare Den Økonomiske og Monetære Unions integritet og samtidig kunne gennemføre strukturelle reformer og udvikle en finanspolitisk kapacitet i euroområdet, som kan absorbere landespecifikke økonomiske rystelser og fremme disse reformer — er nødvendigt at finde frem til alternative måder, hvorpå adgangen til markederne kan sikres og låneomkostningerne for medlemsstaterne kan nedbringes, som ikke udelukkende bygger på redningsmekanismer som ESM og EFSF;

3.

glæder sig over Det Europæiske Råds afgørelse af 30. juni 2012 om at efterforske nye muligheder for at forbedre euroområdets økonomiske og finansielle opbygning, der undgår moralsk hasard, og som skaber sunde og holdbare offentlige finanser; mener, at en langsigtet vision for en stærkere Union bør bygge på øget demokratisk legitimitet, baseres på fællesskabsmetoden og ledsages af en tidsbestemt køreplan;

4.

bemærker, at den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM), den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) og den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) er de vigtigste beskyttelsesforanstaltninger, EU hidtil har udarbejdet; betoner, at ESM's rolle i forbindelse med solvens- og afgrænsningsspørgsmål ikke må undervurderes i fremtiden; glæder sig over, at Det Europæiske Råd den 18.—19. oktober 2012 bebudede, at når der er etableret en effektiv fælles tilsynsmekanisme, der omfatter ECB, vil ESM for bankerne i euroområdet efter en almindelig afgørelse få mulighed for at rekapitalisere bankerne direkte;

5.

understreger, at en troværdig strategi for finanspolitisk konsolidering og strukturreformer i samtlige medlemsstater er nødvendig for at genoprette den finanspolitiske troværdighed og afgørende for at opnå en holdbar betalingsbalance og sunde og holdbare offentlige finanser; sunde offentlige finanser er nødvendige for indførelsen af et fælles obligationssystem og for, at det kan fungere;

6.

glæder sig over forelæggelsen af grønbogen, som imødekommer et langvarigt ønske fra Parlamentet; mener, at indførelsen af stabilitetsobligationer vil være en operation på niveau med indførelsen af den fælles valuta;

7.

bifalder medlemsstaternes bestræbelser på at opnå finanspolitisk konsolidering og indføre strukturreformer og anerkender den vanskelige og krævende indsats, som de europæiske borgere bliver bedt om at yde; opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte med at overholde forpligtelser og aftaler, der er indgået om finanspolitisk konsolidering, samtidig med at der tages passende hensyn til den makroøkonomiske kontekst, og til at øge deres bestræbelser på at reducere uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer;

8.

er imidlertid dybt bekymret over, at investorer og aktører på de finansielle markeder til trods for medlemsstaternes reform- og konsolideringsbestræbelser ikke i tilstrækkelig grad værdsætter den hidtidige indsats og opretholder et spekulativt pres på politikkerne, hvilket giver sig udslag i stigende obligationsspænd og øget volatilitet;

9.

mener, at der er et påtrængende behov for at træffe foranstaltninger med henblik på fastlæggelse af en mere langsigtet vision for euroområdet, som sikrer sunde offentlige finanser, bæredygtig vækst, social samhørighed og høje beskæftigelsesniveauer, og som samtidig forebygger moralsk hasard og støtter konvergens i udviklingen hen imod en finanspolitisk union; glæder sig over, at rapporten fra formændene for Det Europæiske Råd, Kommissionen, Eurogruppen og Den Europæiske Centralbank har lanceret en debat om en omfattende, ambitiøs og troværdig strategi;

10.

anerkender de tegn på problemer, der viser sig på markederne for ikke-statslig låntagning, og deres forbindelse til presset i de respektive medlemsstater;

11.

opfordrer medlemsstater med stor ikke-statslig gæld til at indføre mekanismer til udstedelse af fælles stabilitetsobligationer, der gennem krav om finanspolitisk disciplin nedbringer presset på den ikke-statslige gæld til et niveau svarende til presset på de respektive medlemsstaters gæld;

12.

glæder sig over, at euroen er steget til en andenplads på verdensplan som global reservevaluta; påpeger, at det er i euroområdets langsigtede, strategiske interesse at udnytte alle mulige fordele ved den fælles valuta, som f.eks. muligheden for at oprette et fælles likvidt og diversificeret obligationsmarked og for at styrke euroen som en global reservevaluta; mener, at dette kræver en integreret europæisk finansiel, økonomisk og budgetmæssig ramme;

13.

bemærker, at en integreret budgetramme er afgørende for at kunne sikre en forsvarlig finanspolitik, der indbefatter koordinering, fælles beslutningstagning, øget håndhævelse og tilsvarende skridt i retning af fælles udstedelse af gældsbeviser, og at nogle af de foreslåede ordninger for gensidiggørelse af den offentlige gæld i øjeblikket muligvis ikke er forenelig med forfatningsmæssige bestemmelser i visse lande;

14.

understreger, at den nuværende situation på kort sigt har fremkaldt en flugt mod kvalitetsinvesteringer (søgen efter de sikreste aktiver, selv med meget lave afkast), hvilket afstedkommer finansieringsvanskeligheder for banker og andre finansielle institutioner;

15.

er bekymret over, at banker ligger inde med store beholdninger af statsobligationer, da det skaber en usund feedback-effekt, når presset på statsgæld bliver til pres på bankerne; minder om, at spredningen af aktiver og passiver er et middel til at sikre stabilitet og en af de oversete fordele ved det indre marked;

16.

understreger, at alle eksisterende og fremtidige instrumenter eller institutioner, som i snævrere eller videre forstand er en del af Unionens ramme for økonomisk styring, skal være demokratisk legitimerede;

17.

mener, at udsigten til fælles udstedelse af obligationer kan blive et stærkt signal til finansmarkederne, bidrage til at bevare ØMU'ens integritet, understøtte tilbagevenden til økonomisk stabilitet og mindske usikkerheden, forudsat at der gøres fremskridt med EU's finansielle og budgetmæssige integration og overvågning; gentager sin udtalelse om, at sekvensering er et centralt spørgsmål, der omfatter en køreplan i lighed med Maastricht-kriterierne for indførelse af den fælles valuta; anmoder om en nærmere præcisering af Kommissionens forslag om at gøre den fælles udstedelse af obligationer betinget af f.eks. overholdelse af stabilitets- og vækstpagten;

18.

anbefaler Kommissionen, at den fastlægger udtrædelses- og tiltrædelseskriterier på grundlag af en stærk finanspolitisk konsolidering og budgetdisciplin, samtidig med at den også tager hensyn til den aktuelle krise og de finanspolitiske tilpasninger, der gennemføres i en række lande i euroområdet.

19.

noterer sig de positive og negative tendenser i euroområdet siden 1999 og understreger, at rentekonvergens for statsgæld har skabt incitamenter for opbygning af uholdbare gældsniveauer; bemærker, at der i den offentlige og politiske debat er foreslået forskellige muligheder for delvist at udstede fælles obligationer, herunder sammenlægning af visse kortsigtede finansieringsinstrumenter på et begrænset og betinget grundlag (eurobills) eller en gradvis overgang til en europæisk gældsindfrielsesfond;

20.

understreger, at ethvert skridt i retning af fælles udstedelse af obligationer bør ske under fuldstændig hensyntagen til det indre marked, idet man bør sikre, at der ikke skabes unødvendige hindringer eller ubalancer mellem deltagende og ikke-deltagende medlemsstater;

21.

minder om, at selv under en ordning med fælles obligationsudstedelse er hver enkelt medlemsstat forpligtet til at tilbagebetale hele sin gæld; minder om, at fælles obligationsudstedelse ikke er nogen garanti mod, at en medlemsstat misligholder sin gæld;

22.

mener, at der kun bør overvejes fælles udstedte obligationer, der sikrer en streng prioritetsrækkefølge blandt obligationsindehaverne, for at beskytte EU's skatteydere;

23.

erkender, at utilstrækkelig konkurrenceevne og manglende gennemførelse af strukturreformer realøkonomisk set er afgørende faktorer for den fortsatte forværring af et lands økonomiske situation;

24.

bemærker, at de fleste forslag om euroobligationer omfatter metoder til at begrænse adgangen til obligationerne for medlemsstater, hvis budget er ude af kontrol; opfordrer derfor til at fastholde mekanismer, som kan hjælpe medlemsstater, der møder vanskeligheder i form af en likviditetskrise (i modsætning til en solvenskrise), og som er udelukket fra den fælles udstedelse af obligationer; mener, at ESM bør opretholdes med henblik herpå; mener, at ESM bør underlægges fællesskabsmetoden;

25.

anmoder Kommissionen om at uddybe kriterierne for tildeling af lån til medlemsstaterne, eftersom det kun anføres i grønbogen, at dette vil ske »ud fra deres respektive finansieringsbehov«; understreger, at evnen til at betale renter og afdrag på gælden bør være et af de centrale tildelingskriterier;

26.

påpeger, at det af Kommissionens grønbog fremgår, at loftet på 60 % i forslagene om de blå obligationer er for højt til at sikre stabiliteten i systemet, og anmoder om yderligere oplysninger vedrørende dette loft;

27.

mener, at det er afgørende at fastlægge en køreplan for på kort sigt at finde en udvej ud af den nuværende krise og for på langt sigt at kunne bevæge sig i retning af en finanspolitisk union gennem fuldstændiggørelse, styrkelse og uddybning af Den Økonomiske og Monetære Union;

28.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at forelægge Parlamentet og Rådet en rapport, der undersøger mulighederne for og — hvis det er relevant — fremsætter forslag til en køreplan for fælles udstedelse af offentlige gældsinstrumenter under hensyntagen til finansielle, skattemæssige og juridiske forhold; mener, at Kommissionen i denne forbindelse og parallelt med Van Rompuys foreløbige rapport af 12. oktober 2012 især bør vurdere, om det er muligt at indføre en indfrielsesfond, der kombinerer midlertidig fælles udstedelse af gældsinstrumenter og strenge forskrifter om budgetjusteringer for de lande, hvis gæld overstiger 60 % af BNP, hvor de deltagende lande forpligter sig til at betale deres gæld tilbage, således at alle deltagende lande får mulighed for at reducere usædvanlig stor gæld over en periode på omkring 25 år, hvilket er en længere frist end den, der er fastsat i den fornyede stabilitets- og vækstpagt, men som også i praksis forudsætter tilstrækkelig økonomisk vækst og meget streng finansiel disciplin;

29.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje at udstede fælles kortfristet gæld i form af eurogældsbeviser som omtalt i Van Rompuys rapport af 12. oktober 2012 for at beskytte medlemsstater med en grundlæggende bæredygtig finanspolitik mod at løbe tør for likviditet samt mod vekselvirkning mellem stats- og bankkriser og panikfremkaldte negative eksterne virkninger, der skaber massive markedsforvridninger og genererer implicitte subsidier til medlemsstater med unormalt lave renter på deres statsobligationer;

30.

opfordrer medlemsstaterne til at undersøge muligheden for at bevæge sig i retning af et system med European Safe Bonds eller andre forslag baseret på ideen om en kurv af obligationer;

31.

mener, at eurogældsbeviser, der kunne være begrænsede i tid og mængde, ville give tid og stabilitet til at få andre foranstaltninger såsom stabilitets- og vækstpagten og twopacken til at fungere og til at iværksætte yderligere langsigtede foranstaltninger med henblik på den fremtidige integration af euroområdet;

32.

anmoder Kommissionen om at klarlægge de juridiske begrænsninger for den fælles udstedelse af obligationer, især artikel 125 TEUF og dennes konsekvenser for de tre mulige udstedelsesformer, solidarisk hæftelse, pro rata-hæftelse samt solidarisk og pro rata-hæftelse; opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at bruge artikel 352, stk. 1, TEUF eller et andet retsgrundlag til at gennemføre en løsning med en delvis fælles udstedelse af obligationer, uden at det kræver en traktatændring, herunder en overvågnings- og rapporteringsramme på grundlag af artikel 121 og 136 TEUF med henblik på overvågning på kvartalsbasis af fremskridt i euroområdets medlemsstater og i euroområdet som helhed i retning af en styrket og virkelig økonomisk og monetær union samt med henblik på koordinering af udstedelsen af statslige gældsinstrumenter, der ikke er omfattet af nogen ramme for gensidiggørelse;

33.

bifalder principperne i den beslutning, Eurogruppens topmøde traf den 29. juni 2012 om at sikre euroens stabilitet navnlig ved hjælp af de eksisterende EFSF/ESM-instrumenter på en fleksibel og effektiv måde med henblik på at stabilisere markederne for medlemsstater under hensyntagen til deres landespecifikke henstillinger og øvrige forpligtelser, herunder deres respektive tidsfrister i henhold til det europæiske semester, stabilitets- og vækstpagten og proceduren for makroøkonomiske ubalancer; erkender, at betingelserne vil blive fastsat i et aftalememorandum, og at ECB vil fungere som agent for EFSF/ESM for at sikre en effektiv gennemførelse af markedsoperationerne;

34.

mener, at der sideløbende hermed er et presserende behov for kapitaltilførsel til den europæiske banksektor og for færdiggørelse af EU's indre marked for finansielle tjenesteydelser; glæder sig over Kommissionens forslag om at oprette en fælles europæisk tilsynsmekanisme for pengeinstitutter samt en fælles europæisk genopretnings- og afviklingsordning, ideelt set parallelt med den fælles tilsynsmekanismes ikrafttrædelse; kræver desuden, at ESM i fremtiden skal kunne kapitalisere banker, der er i vanskeligheder, direkte, når den fælles tilsynsmekanisme er blevet funktionsdygtig; understreger, at den europæiske tilsynsmekanisme skal stå til ansvar over for Europa-Parlamentet og Rådet for de foranstaltninger og beslutninger, der træffes som led i det europæiske tilsyn, og skal rapportere til Europa-Parlamentets kompetente udvalg;

35.

bekræfter behovet for at gennemføre krisestyringsinstrumenter og erkender, at utilstrækkelig regulering af den finansielle sektor er en væsentlig faktor i den vanskelige budgetsituation i en række af euroområdets medlemsstater;

36.

mener, at der er risiko for, at fælles udstedelse af gældsbeviser med særlig hæftelse i lighed med EFSF-obligationer ikke er tilstrækkeligt attraktivt for investorer, hvis nogle af de medlemsstater, der deltager i ordningen, stadig ikke har holdbare finanser;

37.

bemærker, at det kan blive nødvendigt at vælge mellem tre scenarier: et første scenarie med en enkelt rentesats for alle deltagende medlemsstater, hvilket resulterer i en overførsel af velstand mellem landene, et andet scenarie med en differentieret rentesats og et tredje scenarie med en enkelt rentesats ledsaget af en udligningsordning, som foreslået af Kommissionen, hvor medlemsstater med lavere kreditvurdering yder økonomisk kompensation til lande med bedre vurderinger;

38.

anmoder Kommissionen om at redegøre nærmere for muligheden af at indføre et system med differentiering af rentesatserne mellem medlemsstater med forskellige vurderinger og især klarlægge, hvordan og af hvem disse vurderinger skal fastlægges, når markedsmekanismerne er blevet neutraliseret ved indførelse af fælles obligationer;

39.

er enig i det synspunkt, som Kommissionen giver udtryk for i sin grønbog, at stabiliteten inden for en ordning med euroobligationer ikke alene kan sikres af et lille antal medlemsstater med bæredygtige finanser, og at en sådan ordning kræver en styrket finanspolitisk union og stærkere budgetdisciplin og kontrol for at undgå moralsk hasard;

40.

mener, at hvis en ordning med gensidiggørelse af gælden anses for mulig og indpasses i en stabilitetsorienteret ramme, bør der overvejes en traktatændring i køreplanen for en ægte Økonomisk og Monetær Union, som kan resultere i udstedelse af obligationer med solidarisk hæftelse;

41.

mener, at en ordning med delvis substitution af national udstedelse (såsom blå/røde obligationer) dels kan reducere låneomkostningerne for de medlemsstater, der har sunde og holdbare offentlige finanser på den ene side, dels kan skabe et incitament for medlemsstater med uforholdsmæssig stor gæld til at nedbringe denne, da risikoen forbundet med røde obligationer vil være højere, og renten følgelig vil stige;

42.

opfordrer Kommissionen til eventuelt i samarbejde med ECB og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og i samråd med Rådet og Europa-Parlamentet nøje at vurdere alle de tekniske aspekter knyttet til en given ordning, såsom garantier, trancheopdelingen og poolingstrukturer, potentiel sikkerhedsstillelse, balance mellem regelbaseret og markedsbaseret finanspolitisk disciplin, yderligere sikkerhedsforanstaltninger (især med hensyn til deltagelse i hver enkelt ordning), omstrukturering, udstedelse, forhold til eksisterende stabilitetsmekanismer, investorgrundlag, lovgivningsmæssige krav (f.eks. kapitalgrundlag), indfasningsdækning af gældsbeviserne og løbetid; opfordrer Kommissionen til at overveje en legitim og passende styring og kontrol;

43.

understreger, at når de kortfristede foranstaltninger for at komme ud af krisen er gennemført og de første skridt i den bindende køreplan træffes, skal enhver opfølgning ske på grundlag af den almindelige lovgivningsprocedure, idet der skal sikres fuld demokratisk ansvarlighed på det niveau, hvor beslutningen træffes; påpeger over for Kommissionen, at den, når den har udarbejdet sine forslag, bør nedsætte et midlertidigt organ bestående af medlemmer af Europa-Parlamentet og repræsentanter for medlemsstaterne og for ECB; minder om, at det agter at gøre fuld brug af sine initiativbeføjelser og -rettigheder, herunder retten til at indlede en traktatændring; er af den opfattelse, at dette organ også bør se på muligheden for at udstede ægte føderale obligationer i forbindelse med et styrket europæisk budget;

44.

understreger, at Kommissionen bør undersøge gennemførligheden af hver enkelt af de muligheder, der præsenteres i bilaget til denne beslutning (både fase 1 og fase 2), da disse muligheder ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men under visse omstændigheder kan gennemføres kumulativt;

45.

er klar over, at der fremsættes et stadigt stigende antal forslag om gensidiggørelse af gælden, især fra akademiske kredse; bemærker, at disse forslag er meget forskellige;

46.

deler Kommissionens bekymringer med hensyn til regnskabsspørgsmålene i forbindelse med behandlingen af stabilitetsobligationer i henhold til national ret; opfordrer Kommissionen til at foretage en samlet vurdering af virkningen af forskellige garantistrukturer for stabilitetsobligationer på de nationale gældskvoter;

47.

noterer sig problemet med den moralske risiko, som Kommissionen behandler i grønbogen; mener dog, at der er behov for en grundig analyse af den moralske risiko for at kunne drage de rigtige konklusioner og evt. finde passende løsninger;

48.

mener, at problemet med moralsk hasard kan løses med en god definition af garantier og mekanismer til tilskyndelse af finanspolitisk disciplin;

49.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til Den Europæiske Centralbank.