Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52013DC0890

BERETNING FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET 31. årsberetning fra Kommissionen til Europa-Parlamentet om EU's antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesforanstaltninger (2012)

/* COM/2013/0890 final */

52013DC0890

BERETNING FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET 31. årsberetning fra Kommissionen til Europa-Parlamentet om EU's antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesforanstaltninger (2012) /* COM/2013/0890 final */


BERETNING FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET

31. årsberetning fra Kommissionen til Europa-Parlamentet om EU's antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesforanstaltninger (2012)

Indledning

Denne beretning for 2012 forelægges for Europa-Parlamentet i henhold til dettes beslutning af 16. december 1981 om Den Europæiske Unions antidumpingaktiviteter og betænkningen fra Europa-Parlamentets Udvalg om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi.

Denne kortfattede beretning giver et overblik over de vigtigste begivenheder i 2012 og suppleres som i de tidligere år af et mere detaljeret arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene sammen med detaljerede bilag. Denne beretning har samme overordnede struktur og samme overskrifter som arbejdsdokumentet, således at det er nemt at finde mere detaljerede oplysninger.

Beretningen og hele arbejdsdokumentet er også tilgængelige for offentligheden på følgende websted: http://ec.europa.eu/trade/issues/respectrules/anti_dumping/legis/index_en.htm .

1.           Oversigt over lovgivningen

Antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesundersøgelser gennemføres på grundlag af Rådets grundforordninger. En oversigt over den eksisterende lovgivning findes i arbejdsdokumentet. De grundlæggende antidumping- og antisubsidietekster vil i det følgende blive benævnt "grundforordningen/grundforordningerne".   I 2012 var der to ændringer af antidumpinggrundforordningen. I lyset af Domstolens dom i sagen om Brosmann-fodtøj[1] blev det anset for hensigtsmæssigt at kodificere den praksis, der består i at begrænse undersøgelsen af markedsøkonomisk behandling til virksomheder, der indgik i stikprøven. Det var også nødvendigt at ændre de retlige betingelser, i henhold til hvilke de eksporterende producenter i lande uden markedsøkonomi får en individuel dumpingmargen i overensstemmelse med WTO’s afgørelse i tvistbilæggelsessagen[2] om skruer, bolte, møtrikker og lignende varer med oprindelse i Folkerepublikken Kina. 

2.           Grundlæggende begreber

Under punkt 2 i arbejdsdokumentet findes en oversigt over den terminologi og de procedurer, der anvendes i forbindelse med undersøgelser om brugen af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter.

3.           Modernisering af de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter

Arbejdet med at modernisere de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter blev iværksat i oktober 2011. Da det globale handelssystem har ændret sig betydeligt over de seneste ti år, og da EU’s handelsbeskyttelsessystem stort set ikke har ændret sig siden afslutningen af Uruguay-runden for næsten 15 år siden, blev der identificeret et behov for at tilpasse de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter til de nuværende behov.

Formålet med det igangværende moderniseringsprojekt er at forbedre EU’s aktuelle handelsbeskyttelsessystem til fordel for alle aktører. Der fokuseres navnlig på at finde praktiske løsninger på konkrete problemer, som EU-producenter, importører, forhandlere osv. støder på gennem anvendelsen af instrumenterne. Målet er at gøre systemet og foranstaltningerne mere effektive uden dog at ændre systemets underliggende principper og balancen.

Der skete vigtige fremskridt hen imod dette mål i 2012. Der blev fra april til juli 2012 afholdt en offentlig høring for at indhente aktørernes synspunkter. I maj 2012 blev der afholdt en konference på højt plan for at underrette aktørerne og høre om deres betænkeligheder. I december 2012 blev der udført og forelagt en konsekvensanalyse, som er en forudsætning for EU-lovgivning, for Kommissionens interne udvalg på højt plan for konsekvensanalyse. På dette grundlag vedtog Kommissionen et lovgivningsforslag og en meddelelse i april 2013. Dertil kommer udstedelsen af udkast til retningslinjer om fire emner. Lovgivningsforslaget blev fremsendt til Rådet og Europa-Parlamentet, hvor det følger den almindelige lovgivningsprocedure. Udkastet til retningslinjerne har været genstand for offentlig høring, og de endelige retningslinjer vil blive vedtaget af Kommissionen, når tiden er inde og under hensyntagen til de indkomne bemærkninger. Kommissionen har til hensigt at afslutte moderniseringen af den gældende lovgivning, dvs. i foråret 2014, og samarbejder konstruktivt med de andre institutioner om at nå dette mål

4.           Landsdækkende markedsøkonomisk status

I forbindelse med antidumpingundersøgelserne kan et land betragtes som havende fuld markedsøkonomi, hvis det opfylder de fem kriterier, der er nærmere beskrevet i det arbejdsdokument, som er vedlagt denne beretning.

I 2012 fortsatte evalueringen af to ud af seks anmodninger fra Kina, Vietnam, Armenien, Kasakhstan, Mongoliet og Belarus om landsdækkende markeds­økonomisk status. Kun Mongoliet og Vietnam leverede yderligere oplysninger til støtte for deres anmodninger i løbet af året, og deres anmodninger befinder sig på forskellige stadier i processen. De resterende fire lande, Kina, Armenien, Kasakhstan og Belarus fremlagde ingen relevante oplysninger, som muliggjorde en yderligere analyse af deres udvikling.

Høringerne med myndighederne i Republikken Belarus blev allerede i 2010 indstillet på grund af den politiske situation i landet. I juni 2010 blev der fremsendt yderligere spørgsmål om Armeniens videre udvikling for så vidt angår landets markedsøkono­miske status. Ved udgangen af 2012 havde Armenien imidlertid stadig ikke indsendt nye oplysninger til Kommissionen. De andre fire lande, der har indsendt anmodninger, fortsatte deres arbejde i forbindelse med anmodningerne om markeds­økonomisk status, og befinder sig på forskellige stadier i processen med hensyn til opfyldelsen af de fem kriterier for markedsøkonomisk status.

For så vidt angår Kina, blev de kinesiske myndigheder ved flere lejligheder i princippet enige om at afholde endnu et møde i arbejdsgruppen om markedsøkonomisk status i 2012, men mødet blev aflyst. Kommissionen er fortsat indstillet på at drøfte yderligere fremskridt, som Kina har gjort i retning af markedsøkonomisk status, og det er håbet, at de kinesiske myndigheder fortsat vil deltage i og levere de nødvendige oplysninger til Kommissionens analyse af den markedsøkonomiske status.

Mødet i arbejdsgruppen EU-Vietnam om markedsøkonomisk status fandt sted i Vietnam i november 2012. Et udkast til en rapport om den markedsøkonomiske status blev drøftet, og de vietnamesiske myndigheder besvarede mange spørgsmål fra Kommissionen om udestående emner i forbindelse med de fire kriterier, som stadig mangler at blive opfyldt. Den endelige rapport om den markedsøkonomiske status forventes at blive udvekslet med de vietnamesiske myndigheder i 2013.

De oplysninger, der blev indsamlet i arbejdsgruppen mellem EU og Mongoliet, der fandt sted i Ulan-Bator i september 2011, sammen med yderligere oplysninger, som blev modtaget i december 2012, analyseres stadig, og der vil blive udarbejdet en rapport om den markedsøkonomiske status i 2013.

5.           Informations- og kommunikationsaktiviteter/bilaterale kontakter

5.1.        Små og mellemstore virksomheder (SMV'er)

Helpdesken for handelsbeskyttelsesanliggender for SMV'er blev oprettet som følge af de komplekse procedurer, der gør sig gældende for handelspolitiske beskyttelses­instrumenter, navnlig for SMV'erne som følge af deres beskedne størrelse og fragmentering. Dens rolle er at behandle både generelle og sagsspecifikke spørgsmål og problemer vedrørende handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, som gør sig gældende for SMV'erne. En del af webstedet vedrørende handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter er specielt tilegnet SMV'er og indeholder oplysninger om kontaktsteder for helpdesken for handelsbeskyttelsesanliggender.

Disse kontaktsteder modtog i 2012 mange anmodninger om oplysninger, som alle blev behandlet øjeblikkeligt. Disse anmodninger vedrørte både forløbet og indholdet af procedurerne for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter.

5.2.        Bilaterale kontakter/informationsaktiviteter – erhvervslivet og tredjelande

At forklare lovgivning og praksis i forbindelse med EU's handelsbeskyttelses­aktiviteter er en vigtig del af arbejdet i tjenestegrenene for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter.

Kommissionen afholdt et uddannelsesseminar om handelsbeskyttelse for embedsmænd fra tredjelande i 2012. Der blev i 2012 desuden gennemført en række bilaterale møder, hvor der blev drøftet forskellige emner i relation til handels­beskyttelse med en række tredjelande, herunder Kina, Korea, Marokko og Malaysia.

Der blev i 2012 også afholdt flere møder med vigtige berørte sammenslutninger og virksomheder, herunder Business Europe og Eurocommerce. Det omfattede et heldagsseminar for Business Europe i november 2012.

6.           Høringskonsulent

I februar 2012 blev rollen og beføjelserne fastsat for høringskonsulenten for GD for Handel, som påbegyndte sit arbejde i 2007, i et formelt mandat ved en afgørelse truffet af formanden for Europa-Kommissionen. Siden 2012 er høringskonsulenten af administrative hensyn knyttet til kommissæren med ansvar for handelspolitik, hvorved denne funktions uafhængighed er blevet styrket.

Betingelserne for mandatet indeholder også detaljerede regler for høringer, der gennemføres af høringskonsulenten, om alle aspekter af en handelsprocedure, fra starten til den endelige fremlæggelse af oplysninger til de endelige foranstaltninger. Desuden gives der gennem mandatet beslutningsbeføjelser til høringskonsulenten i tilfælde af tvist om aktindsigt, fortrolighed i forbindelse med de oplysninger, som Kommissionen er i besiddelse af, og tilladelse til fristforlængelser. Hørings­konsulenten har beføjelse til sammen med kommissæren med ansvar for handels­politik og generaldirektøren for GD Handel at udtrykke betænkeligheder ved gennemførelsen eller indholdet af en handelsundersøgelse.

Den stadigt stigende tendens i forbindelse med interventionsanmodninger siden oprettelsen af høringskonsulentens funktion i 2007 tog yderligere til i 2012 og voksede markant med mere end 50 % i forhold til 2011. I rapporteringsperioden modtog høringskonsulenten 132 interventionsanmodninger (81 i 2011), hvoraf 128 relaterede til handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter og vedrørte 41 procedurer for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. Antallet af høringer steg også markant med 50 % i forhold til 2011: Der blev afholdt 39 høringer (26 i 2011), hvoraf 12 var høringer af flere parter, hvor i alt 43 interesserede parter med lignende interesser deltog i fælles høringer.

De eksporterende producenter i tredjelande, EU-erhvervsgrenen, brugerne og importørerne såvel som regeringer i tredjelande anmodede om intervention. Høringskonsulenten greb ind inden for emner, der omfatter alle stadier af undersøgelsen, og kom med en række henstillinger til Kommissionens tjenestegrene, som havde til formål at styrke retten til forsvar. 

De hovedområder, som høringskonsulenten blev konfronteret med i 2012, kan inddeles i tre kategorier: i) indhold og kvalitet af fremlæggelsen af oplysninger, ii) aktindsigt og kvalitet i forbindelse med fortrolige sager og iii) uenighed i forbindelse med fastsættelser, resultater og konklusioner.

7.           Overblik over antidumping-, antisubsidie- og beskyttelses­undersøgelser og -foranstaltninger

7.1.        Generelt

Ved udgangen af 2012 var der i EU 102 antidumpingforanstaltninger og 10 antisubsidieforanstaltninger, som var gældende.

I 2012 blev 0,17 % af den samlede import til EU berørt af antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger.

Nærmere oplysninger om de spørgsmål, der behandles i det følgende, er anført i arbejdsdokumentet, der er vedlagt denne beretning. Henvisninger til arbejdsdokumentets bilag er angivet ved siden af overskrifterne.

7.2.        Nye undersøgelser (jf. bilag A-E og bilag N)

I 2012 blev der indledt 19 nye undersøgelser. Der blev indført ni tilfælde af midlertidig told. Tre sager blev afsluttet med indførelse af endelig told. Ni undersøgelser blev afsluttet uden indførelse af foranstaltninger.

7.3.        Fornyede undersøgelser

De fornyede undersøgelser udgør fortsat en væsentlig del af arbejdet hos tjenestegrenene for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. I perioden 2008-2012 tegnede de sig for 60 % af alle indledte undersøgelser. Tabel 2 i arbejdsdokumentet indeholder statistiske oplysninger for årene 2008-2012.

7.3.1.     Fornyede undersøgelser i forbindelse med udløb (jf. bilag F)

Ifølge grundforordningernes artikel 11, stk. 2, og artikel 18 udløber foranstalt­ningerne efter fem år, medmindre det som led i en fornyet udløbsundersøgelse fastslås, at de bør bibeholdes i deres oprindelige form. I 2012 udløb 13 foranstaltninger automatisk efter deres gyldighedsperiode på fem år.

I 2012 blev der indledt 14 fornyede undersøgelser i forbindelse med udløb. Ni udløbsundersøgelser blev afsluttet med en bekræftelse af tolden, som blev forlænget med endnu en periode på fem år. Fire udløbsundersøgelser blev afsluttet med en ophævelse af foranstaltningerne.

7.3.2.     Interimsundersøgelser (jf. bilag G)

Grundforordningernes artikel 11, stk. 3, og artikel 19 indeholder bestemmelser om en fornyet undersøgelse af foranstaltninger i deres gyldighedsperiode. De fornyede undersøgelser kan begrænses til at omfatte aspekter i forbindelse med dumping, subsidiering eller skade.

I 2012 blev der indledt i alt fem interimsundersøgelser. Seks interimsundersøgelser blev afsluttet med en bekræftelse eller ændring af tolden. Fem interimsundersøgelser blev afsluttet med en ophævelse af foranstaltningerne.

7.3.3.     "Andre" interimsundersøgelser (jf. bilag H)

Der var fire "andre" undersøgelser, der ikke faldt ind under grundforordningernes artikel 11, stk. 3, eller artikel 19, og som blev indledt i 2012.

7.3.4.     Undersøgelser af nye eksportører (jf. bilag I)

Grundforordningernes artikel 11, stk. 4, og artikel 20 indeholder bestemmelser om henholdsvis fornyede undersøgelser af nye eksportører og "fremskyndede" fornyede undersøgelser med henblik på at fastsætte en individuel dumpingmargen eller en individuel udligningstold for nye eksportører i det pågældende eksportland, som ikke eksporterede den pågældende vare i undersøgelsesperioden. Sådanne eksportører skal påvise, at de reelt er nye eksportører, og at de rent faktisk er begyndt at eksportere varen til Unionen efter undersøgelsesperioden. For sådanne nye eksportører kan der fastsættes en individuel told, som normalt er lavere end den landsdækkende told.

I 2012 blev der indledt en fornyet undersøgelse af en ny eksportør, mens to sådanne undersøgelser blev afsluttet.

7.3.5.     Overvæltningsundersøgelser (jf. bilag J)

Hvis der er tilstrækkelige oplysninger, som viser, at eksportpriserne er faldet efter den oprindelige undersøgelsesperiode og inden eller efter indførelsen af foranstalt­ninger, eller at der ikke har været nogen ændringer eller kun utilstrækkelige ændringer i videresalgspriserne eller de efterfølgende salgspriser på den importerede vare i EU, kan der indledes en overvæltningsundersøgelse for at kontrollere, om foranstaltningen har haft virkning på ovennævnte priser. Der kan fastsættes nye dumpingmargener, og tolden kan forhøjes for at tage hensyn til sådanne lavere eksportpriser. Muligheden for overvæltningsundersøgelser er fastlagt i grundforordningernes artikel 12 og artikel 19, stk. 3.

I 2012 blev der hverken indledt eller afsluttet anti-overvæltningsundersøgelser.

7.3.6.     Omgåelsesundersøgelser (jf. bilag K)

Grundforordningernes artikel 13 og 23 indeholder bestemmelser om muligheden for, at undersøgelser kan genoptages, hvis der fremlægges bevis for omgåelse af foranstaltningerne.

I 2012 blev der indledt 13 sådanne undersøgelser. To anti-omgåelsesundersøgelser blev afsluttet med en udvidelse af foranstaltningerne, og en blev afsluttet uden udvidelse af foranstaltningerne.

7.4.        Beskyttelsesundersøgelser (jf. bilag L)

I 2012 var der ingen beskyttelsesundersøgelser. 

8.           Håndhævelse af antidumpingforanstaltninger/antisubsidie-foranstaltninger

8.1.        Opfølgningsforanstaltninger

Opfølgningen af de gældende foranstaltninger fokuserede på fire hovedområder: 1) foregribelse af svig, 2) overvågning af handelsstrømme og markedsudvikling, 3) forbedring af effektiviteten ved hjælp af passende instrumenter og 4) reaktion på retsstridig praksis. Disse aktiviteter satte tjenestegrenene for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter i stand til proaktivt at samarbejde med medlemsstaterne og sikre en egentlig håndhævelse af handelsbeskyttelsesforanstaltningerne i Den Europæiske Union.

8.2.        Overvågning af tilsagn (jf. bilag M og Q)

Overvågning af tilsagn udgør en del af håndhævelsen, da tilsagn er en form for antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger. De godtages af Kommissionen, hvis den finder det godtgjort, at de effektivt kan afhjælpe de skadelige virkninger af dumping eller subsidiering.

I begyndelsen af 2012 var der 18 tilsagn, der var gældende. I 2012 fandt følgende ændringer sted med hensyn til tilsagn: Et tilsagn fra en virksomhed ophørte som følge af udløb/tilbagetrækning af foranstaltningerne. Tilsagn fra to virksomheder blev trukket tilbage, da overvågningen heraf ikke ville fungere og være praktisk umulig. Således var der i alt 15 tilsagn, der var gældende ved udgangen af 2012.

9.           Restitution

Ifølge grundforordningernes artikel 11, stk. 8, og artikel 21, stk. 1, kan importører anmode om tilbagebetaling af opkrævet told, hvis det påvises, at dumping- eller subsidiemargenen er blevet elimineret eller reduceret til et niveau, der er lavere end den gældende toldsats.

I 2012 blev der indgivet 26 nye anmodninger om tilbagebetaling. Ved udgangen af 2012 var der 10 igangværende undersøgelser om tilbagebetaling, der omfattede 35 anmodninger. I 2012 blev der vedtaget 26 kommissionsafgørelser: I 12 anmodninger blev der indrømmet delvis tilbagebetaling, og i 14 blev anmodningen om tilbagebetaling afvist. Otte anmodninger blev trukket tilbage.

10.         Retlig behandling: afgørelser truffet af Domstolen og Retten i Første Instans (jf. bilag S)

I 2012 afsagde Retten 13 domme vedrørende antidumping- eller antisubsidiesager. 

I 2012 afsagde Domstolen ni domme vedrørende antidumpingsager. Seks af disse domme vedrørte appelsager over for domme, som Retten havde afsagt. Endvidere afsagde Domstolen tre domme som svar på anmodninger om en præjudiciel afgørelse.

Der blev indbragt 23 nye sager i 2012, 17 for Retten og seks for Domstolen.

Bilag S til arbejdsdokumentet indeholder en liste over antidumpingsager/­antisubsidiesager ved Retten og Domstolen, som endnu ikke var afsluttet ved udgangen af 2012.

11.         Aktiviteter inden for rammerne af verdenshandelsorganisationen (WTO)

11.1.      Tvistbilæggelse inden for antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsessager

WTO har fastsat en stringent procedure for bilæggelse af tvister mellem WTO-medlemmer om anvendelsen af WTO-aftalerne.

I juli 2012 anmodede Indonesien om WTO-høringer med Den Europæiske Union med hensyn til antidumpingforanstaltninger, der blev indført af Den Europæiske Union vedrørende importen af fedtalkoholer og med hensyn til visse aspekter af undersøgelsen, der ligger til grund for disse foranstaltninger.

 11.2.     Andre WTO-aktiviteter

Forhandlingsgruppen vedrørende regler afholdt et formelt møde den 29. februar 2012. Det eneste formål med mødet var gruppens bekræftelse af udnævnelsen af Wayne McCook (Jamaica), der var udpeget som formand. 

Efterfølgende blev den tekniske gruppe, som er en undergruppe under forhandlings­gruppen, indkaldt to gange (februar og april 2012).

Sideløbende med disse aktiviteter fortsatte Kommissionens tjenestegrene deres del­tagelse i det normale arbejde i udvalgene for antidumping, subsidier, udligning og beskyttelse. Udvalgene afholdt to ordinære møder for at gennemgå anmeldelser og drøfte spørgsmål af særlig interesse. Desuden mødtes den uformelle tekniske gruppe om antidumping nogle gange i løbet af 2012.

Konklusion

I 2012 faldt antallet af nye sager, der blev indledt, og midlertidige og endelige foranstaltninger, der blev indført, i forhold til det foregående år. Antallet af undersøgelser, som blev afsluttet uden indførelse af foranstaltninger, faldt også en smule i forhold til det foregående år. De fornyede undersøgelser udgør fortsat en betydelig del af tjenestegrenenes arbejde, og antallet af indledte fornyede undersøgelser steg med mere end halvdelen i forhold til 2011. Antallet af afsluttede fornyede undersøgelser faldt med en tredjedel i forhold til tallene i 2011. I 2012 påvirkede de gældende handelsbeskyttelsesforanstaltninger 0,17 % af den samlede import til EU.

[1]              Sag C-249/10 P — Brosmann Footwear (HK) m.fl. mod Rådet, dom af 2. februar 2012.

[2]               WTO, appelorganets rapport, AB-2011-2, WT/DS397/AB/R af 15. juli 2011. WTO, panelrapport, WT/DS397/R af 3. december 2010.

Top