This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52013DC0374
Recommendation for a COUNCIL RECOMMENDATION on Slovenia's 2013 national reform programme and delivering a Council opinion on Slovenia's stability programme for 2012-2016
Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Sloveniens nationale reformprogram 2013 og med Rådets udtalelse om Sloveniens stabilitetsprogram for 2012-2016
Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Sloveniens nationale reformprogram 2013 og med Rådets udtalelse om Sloveniens stabilitetsprogram for 2012-2016
/* COM/2013/0374 final - 2012/ () */
Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Sloveniens nationale reformprogram 2013 og med Rådets udtalelse om Sloveniens stabilitetsprogram for 2012-2016 /* COM/2013/0374 final - 2012/ () */
Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Sloveniens nationale reformprogram 2013
og med Rådets udtalelse om Sloveniens stabilitetsprogram for 2012-2016 RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION, som henviser til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4, som henviser til Rådets forordning (EF) nr.
1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger
samt overvågning og samordning af økonomiske politikker[1], særlig artikel 5, stk. 2, som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og
korrektion af makroøkonomiske ubalancer[2],
særlig artikel 6, stk. 1, som henviser til henstilling fra
Europa-Kommissionen[3], som henviser til beslutninger fra
Europa-Parlamentet[4], som henviser til konklusionerne fra Det
Europæiske Råd, som henviser til udtalelse fra
Beskæftigelsesudvalget, som har hørt Det Økonomiske og Finansielle
Udvalg, og som tager følgende i betragtning: (1) Den 26. marts 2010 godkendte
Det Europæiske Råd Kommissionens forslag til en ny strategi for vækst og
beskæftigelse, Europa 2020, baseret på en øget samordning af de økonomiske
politikker, som fokuserer på de nøgleområder, hvor der skal gøres en særlig
indsats for at styrke Europas potentiale for bæredygtig vækst og
konkurrenceevne. (2) Rådet vedtog den 13. juli
2010 en henstilling om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og
Unionens økonomiske politikker (2010-2014) og den 21. oktober 2010 en afgørelse
om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker[5], som tilsammen udgør de
"integrerede retningslinjer". Medlemsstaterne blev opfordret til at
tage de integrerede retningslinjer i betragtning i deres nationale økonomiske
politik og beskæftigelsespolitik. (3) Den 29. juni 2012 vedtog
stats- og regeringscheferne en vækst- og beskæftigelsespagt, som udgør en
sammenhængende ramme for indsatsen på nationalt plan og på EU-plan samt i
euroområdet under anvendelse af alle tilgængelige løftestænger, instrumenter og
politikker. De traf beslutning om tiltag, der skal iværksættes af
medlemsstaterne, og forpligtede sig navnlig fuldt ud til at nå målene i Europa
2020-strategien og gennemføre de landespecifikke henstillinger. (4) Den 6. juli 2012 vedtog
Rådet en henstilling om Sloveniens nationale reformprogram for 2012 og afgav
sin udtalelse om Sloveniens opdaterede stabilitetsprogram for 2011-2015. (5) Den 28. november 2012
vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse[6],
som markerede starten på det europæiske semester 2013 for samordning af de
økonomiske politikker. Ligeledes den 28. november 2012 vedtog Kommissionen
på basis af forordning (EU) nr. 1176/2011 om forebyggelse og korrektion af
makroøkonomiske ubalancer rapporten om varslingsmekanismen[7], hvori Slovenien blev udpeget
som en af de medlemsstater, for hvilke der ville blive gennemført en
dybdegående undersøgelse. (6) Den 14. marts 2013
tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne med henblik på sikring af
finansiel stabilitet, finanspolitisk konsolidering og tiltag til fremme af
vækst. Det understregede behovet for at fortsætte en differentieret og
vækstfremmende finanspolitisk konsolidering, genetablere normale lånemuligheder
i økonomien, fremme vækst og konkurrenceevne, håndtere arbejdsløsheden og de
sociale konsekvenser af krisen og modernisere den offentlige forvaltning. (7) Den 10. april 2013
offentliggjorde Kommissionen resultaterne af sin dybdegående undersøgelse[8] for Slovenien, jf. artikel 5 i
forordning (EU) nr. 1176/2011. Kommissionens analyse førte til den
konklusion, at Slovenien oplever uforholdsmæssigt store makroøkonomiske
ubalancer. Der er behov for hurtige politiske foranstaltninger for at stoppe
den hurtige akkumulering af disse ubalancer og håndtere genopretningen af balancen.
Hidtil har den private og offentlige gæld ligget under resultattavlens
tærskelværdi, og også nettoudlandsgælden er forholdsvis begrænset. Problemet er
imidlertid ikke gældsniveauet, men gældstrukturen, som er koncentreret inden
for erhvervslivet. Dette underminerer i lyset af de accelererende negative
økonomiske tendenser den finansielle sektors stabilitet, og det komplicerer
nedgearingsprocessen, herunder gennem sammenkobling med statsgælden. Disse
risici forværres af den begrænsede tilpasningsevne på arbejds- og
kapitalmarkederne og af en økonomisk struktur, som er domineret af statsligt
ejerskab. Perioder med politisk usikkerhed og juridiske hindringer mod reformer
har forhindret Slovenien i at tackle sine ubalancer ordentligt og forbedre sin
tilpasningsevne, og det har gjort landet mere sårbart på et tidspunkt med øget
pres med hensyn til finansieringen af statsbudgettet. (8) Den 9. maj 2013
forelagde Slovenien sit stabilitetsprogram for 2013, som dækker perioden
2012-2016, og sit nationale reformprogram for 2013. For at tage hensyn til de
indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen. (9) Den 23. maj 2013 sendte
de slovenske myndigheder et brev til Kommissionen, hvori de sammenfatter,
retter og præciserer de centrale forpligtelser i deres nationale reformprogram.
(10) På grundlag af vurderingen af
stabilitetsprogrammet for 2013 i henhold til Rådets forordning (EF)
nr. 1466/97 er Rådet af den opfattelse, at Slovenien på trods af en betragtelig,
men sen konsolideringsindsats, som har nedbragt underskuddet fra 6,2 % af
BNP i 2009 til 4,0 % af BNP i 2012, ikke forventes at kunne korrigere det
uforholdsmæssigt store underskud i 2013, som anbefalet af Rådet sent i 2009.
Dette skyldes navnlig værre økonomiske forhold end forventet på daværende
tidspunkt. Den makroøkonomiske situation, der understreger de budgetmæssige
fremskrivninger i programmet, er i det store og hele plausible for 2013, men
optimistiske for 2014. Konkret forventer de slovenske myndigheder efter et fald
i BNP på 2,3 % i 2012 og 1,9 % i 2013, at BNP vil stige med
0,2 % i 2014, alt imens de antager, at der gennemføres finanspolitiske
foranstaltninger for at reducere statens generelle underskud fra 4,2 % af
BNP (eksklusive rekapitaliseringer af banker) i 2013 til 2,6 % af BNP i
2014. Ikke desto mindre viser Kommissionens prognoser, såfremt politikken ikke
ændres, at BNP vil falde med 0,1 % i 2014, og dette scenarium tager kun
udgangspunkt i de foranstaltninger, som var blevet vedtaget inden midten af
april 2013, og disse prognoser forudser et underskud på 4,9 % af BNP for
2014. Hovedmålene med den budgetstrategi, der er skitseret i
stabilitetsprogrammet, er at rette op på uforholdsmæssigt store underskud i
2014, hvilket er et år efter den frist, der blev fastsat af Rådet sent i 2009,
for at opnå strukturel balance i 2017 og at stabilisere gældskvoten under
55 % af BNP. Programmet bekræfter den mellemfristede målsætning, som er et
afbalanceret budget i strukturelle termer. Denne mellemfristede budgetmålsætning
er ikke i tråd med kravene i stabilitets- og vækstpagten, fordi den ikke tager
passende hensyn til de implicitte forpligtelser, der relaterer til
befolkningens aldring. Programmets planlagte mål for det samlede underskud
stemmer overens med en korrektion af det uforholdsmæssigt store underskud i
2014. Men på grund af de optimistiske vækstprognoser for året, væsentlige
risici, som er forbundet med de indtægtsmæssige fremskrivninger samt
utilstrækkeligt specificerede udgiftsforanstaltninger, [finder Rådet det usandsynligt,
at det uforholdsmæssigt store underskud vil blive korrigeret i 2014.] Under
disse omstændigheder bør der defineres supplerende strukturelle
konsolideringsforanstaltninger, som skal vedtages og gennemføres for at sikre,
at det uforholdsmæssigt store underskud senest i 2015 korrigeres på troværdig
og holdbar vis som anbefalet af Rådet [den 21. juni 2013]. Den offentlige
gældskvote blev mere end fordoblet fra 22,0 % i 2008 til 54,1 % i
2012, og fremskrives til at stige yderligere til 66,5 % i 2014 i henhold
til Kommissionens forårsprognose for 2013. Myndighederne forventer, at
gældskvoten når sit højdepunkt på 63,2 % i 2014 og 2015, og dernæst falder
til 62,8 % i 2016. Der er risiko for, at gældskvoten bliver højere, bl.a.
på grund af ekstraordinært store eventualforpligtelser og sandsynligvis også på
grund af stock/flow-tilpasninger fra overførsler af aktiver til det selskab,
der håndterer bankaktiver (Bank Asset Management Company – BAMC), hvilket ikke
er inkluderet i programfremskrivningerne. (11) I maj 2013 tog myndighederne
vigtige skridt mod en konsolidering af de offentlige finanser. De indgik en
aftale med arbejdsmarkedets parter om en reduktion på yderligere 1,25 % af
bruttogrundlønnen i den offentlige sektor, som kom oveni den reduktion på
3 %, der blev aftalt i loven om balance i de offentlige finanser fra maj
2012. Desuden vedtog parlamentet et konstitutionelt grundlag for at etablere en
regel for balance/overskud i strukturelle termer for det offentlige budget.
Ikke desto mindre vil en fuldstændig gennemførelse af bestemmelserne i finanspagten
blive foretaget ved en særlig konstitutionel gennemførelseslov, som forventes
at blive vedtaget af parlamentet i november 2013. Slutteligt strammede
parlamentet næsten enstemmigt de konstitutionelle regler for at udskrive og
vinde en afstemning, som forventes at lette indførelsen af finanspolitiske
konsolideringsforanstaltninger. På grund af den hurtigt stigende gæld er det så
meget desto vigtigere, at budgetstrategien for 2013 styrkes og gennemføres stringent,
og at der gøres en væsentlig konsolideringsindsats i de følgende år. Selvom
visse skatter ligger under EU's gennemsnit, kan skattestigninger ikke udsætte
behovet for at tackle den dynamiske vækst i udgifterne på ubestemt tid. Derfor
forekommer det passende at komplementere de indtægtskabende foranstaltninger
med en yderligere finanspolitisk indsats i form af strukturelle
udgiftsnedskæringer. Den mellemfristede budgetmæssige ramme og udgiftsregel er
stadig ikke tilstrækkeligt fokuseret på at nå de mellemfristede
budgetmålsætninger og sikre en langsigtet holdbarhed. Ydermere ser det ikke ud
til, at budgetbegrænsningerne på visse offentlige enheder, især indirekte
budgetbrugere, bliver håndhævet fuldstændigt. Sluttelig antyder internationale
og nationale estimater, at den sorte økonomi i Slovenien er større end EU's
gennemsnit, hvilket vidner om, at overholdelsen af skattereglerne levner plads
til forbedring. (12) Der blev vedtaget en
pensionsreform i december 2012, som trådte i kraft i januar 2013. Den tackler
de udfordringer, der blev identificeret i henstillingerne fra 2012, men ikke i
tilstrækkelig grad eftersom den blot forventes at have indvirkning på de
offentlige finanser på mellemlang sigt (indtil 2020). Selvom pensionsreformen
er et vigtigt skridt, indeholder den ikke specifikke foranstaltninger, som kan
begrænse de aldersrelaterede omkostninger efter 2020. Der kræves en yderligere
reformindsats for at sikre, at pensionsudgifterne er holdbare på lang sigt, bl.a.
ved at forbinde den lovbestemte pensionsalder med stigningen i den forventede
levealder og ved at begrænse førtidspension yderligere. Efterspørgslen efter
langtidspleje overgår udbuddet, dog er udgifterne hertil stadig relativt lave.
Efterspørgslen efter langtidspleje og de udgifter, der er forbundet hermed,
forventes at stige væsentligt i lyset af befolkningens tendens til at blive
ældre. Yderligere evalueringer af eksisterende foranstaltninger ville bidrage
til en mere evidensbaseret politik inden for dette område. (13) Skønt den
slovenske banksektor er forholdsvis lille og mindre end halvt så stor som
gennemsnittet i euroområdet, oplever de største banker et fortsat pres på deres
kapitalbuffer, som fortsat er lav sammenlignet med andre i regionen, og deres
afhængighed af staten for adgang til kapital udgør en væsentlig trussel mod
økonomien. Gentagne rekapitaliseringsbehov er koncentreret i statsejede
indenlandske banker. Selvom det samlede private gældsniveau ligger under
euroområdets gennemsnit, og resultattavlen for makroøkonomiske ubalancers
tærskelværdier er lavere, er dette et strukturelt problem. Det meste af gælden
er koncentreret omkring erhvervslivet, og mange virksomheder er overforgældede,
hvilket fører til yderligere stigninger i antallet af misligholdte lån. Ved
udgangen af 2012 var 23,7 % af lånene til virksomheder i restance med 90
dage eller mere. Der er behov for at stimulere kredit til erhvervssektoren for
at lette investeringer samt øge produktivitet og konkurrenceevne. Der er
planlagt yderligere rekapitaliseringer i stabilitetsprogrammet. Myndighederne
har skriftligt bekræftet deres løfte om at yde supplerende kapital om
nødvendigt. Kreditgivningen er faldende, og kontakten mellem svage banker og
den nationale bank har taget til. Renten for kredit til virksomheder (for lån
over 1 mio. EUR) er mere end to procentpoint højere i Slovenien end i
euroområdet som hele, og denne margin er steget igen i 2012. Rammelovgivningen
for omstrukturering af banker er blevet vedtaget, men den mangler stadig rent
faktisk at blive gennemført. BAMC er fortsat den centrale institutionelle
platform for sanering af banker. Det nationale reformprogram, som suppleres af
nylige oplysninger fra regeringen, beskriver planer for overførsler til BAMC
baseret på bottom-up stresstest, som udføres af den slovenske nationalbank. De
slovenske myndigheder har skriftligt bekræftet, at de er klar til at samarbejde
med Kommissionen og Den Europæiske Centralbank om at sikre, at der gennemføres
uafhængige revisioner af kvaliteten af en række bankers aktiver. Øvelsen bør
foretages for hele systemet for at sikre varig stabilitet i banksektoren. Denne
tilgang har i andre lande vist sig at være central for at genvinde tillid,
troværdighed og markedsadgang. Oplysninger fra en grundig, ekstern vurdering er
en nødvendig forudsætning for en overordnet strategi for den finansielle
sektor. (14) Det nationale reformprogram
beskriver ikke andre yderligere skridt, som skal styrke banktilsynet, hvilket
ellers blev identificeret som nødvendige i den dybdegående undersøgelse fra 2013.
For så vidt angår tilsynsforanstaltninger over for banker, vedrører den eneste
nye oplysning i programmet den slovenske nationalbanks nye stresstests. Der er
ikke fremlagt nogen yderligere undersøgelse af foranstaltninger så som passende
makroprudentielle politikker. (15) Der blev
vedtaget en arbejdsmarkedsreform i marts 2013 for at nedbringe segmenteringen
af arbejdsmarkedet og øge fleksibiliteten på det. Reformen reducerer
tidsubestemte kontrakters beskyttelse ved at forenkle afskedigelsesprocedurer
ved individuelle og kollektive afskedigelser og ved at reducere
afskedigelsesomkostningerne. Reglerne for tidsbegrænsede kontrakter er blevet
strammet yderligere for at nedbringe misbrug, mens brugen af vikararbejde er
blevet begrænset. Selvom reformen er et skridt i den rigtige retning, står det
stadig ikke klart, om den er tilstrækkelig ambitiøs til at have en væsentlig
indvirkning på segmenteringen af arbejdsmarkedet og fleksibiliteten på det
eller til at gøre Slovenien attraktiv for direkte udenlandske investeringer.
Der er endnu ikke foretaget nogen foranstaltning for at tackle opdelingen af
arbejdsmarkedet, som er forårsaget af lovgivningen om studenterarbejde. Det
nationale reformprogram foreslår foranstaltninger, der går i den rigtige
retning. Arbejdsløshedsprocenten blandt unge i Slovenien er steget kraftigt med
4,9 procentpoint til 20,6 % i 2012, mens den generelle
arbejdsløshedsprocent steg med 0,7 procentpoint til 9 % i 2012. På trods
af den stigende arbejdsløshed er antallet af arbejdsløse, der deltager i aktive
arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger, som medfinansieres af Den Europæiske
Socialfond, faldet væsentligt i 2012 ifølge foreløbige nationale oplysninger.
Der er ikke foretaget nogen foranstaltninger for at tilpasse arbejdsmiljøet til
et længere arbejdsliv, og der er ikke vedtaget nogen skræddersyede
foranstaltninger inden for livslang læring eller aktiv arbejdsmarkedspolitik
med henblik på at øge beskæftigelsen af unge med længerevarende uddannelser,
ældre eller lavtuddannede. Slovenien har taget visse skridt for at forbedre
matchningen af kvalifikationer med arbejdsmarkedets behov. Den offentlige
arbejdsformidling er ved at gennemføre et pilotprojekt om, hvordan man kan
evaluerer disse behov, men samarbejdet med interessenterne skal udvikles
yderligere. Der skal gøres mere for at gøre de relevante
erhvervsuddannelsesprogrammer mere attraktive. Der er også ved at blive
gennemført supplerende erhvervsvejledningsforanstaltninger i SMV.
Arbejdsgivernes rolle inden for erhvervsuddannelserne skal styrkes yderligere.
Forbedringer inden for disse områder ville øge produktiviteten og
konkurrenceevnen. (16) Der er kun delvist blevet
gennemført politikker for at forbedre konkurrencedygtigheden på omkostninger. I
2012 skar regeringen den nominelle bruttoløn pr. medarbejder i den offentlige
sektor ned med 3 %. I midten af maj 2013 aftalte arbejdsmarkedets parter
yderligere en reduktion af arbejdskraftomkostningerne i den offentlige sektor.
Mindstelønnen er blandt de højeste i EU udregnet som en procentdel af
gennemsnitslønnen, den indeksreguleres efter inflationen og oplevede en stor
diskretionær stigning i 2010. Selvom væksten af den nominelle kompensation pr.
medarbejder var negativ i 2012 (-0,4 %), blev der registreret en moderat
vækst i den nominelle arbejdskraftomkostning pr. enhed i 2012 (0,7 %) på
grund af et fald i produktiviteten (-1,1 %). Foranstaltninger til at øge
produktiviteten og vedvarende reduktion af arbejdskraftomkostningerne pr. enhed
ville hjælpe med at genvinde konkurrenceevne. (17) Statens ejerskab spiller en
væsentlig rolle i slovensk økonomi, hvor mange forhold er forblevet uændrede
siden overgangsperioden i 1990'erne. De værktøjer til privatisering og
omstrukturering af virksomheder, som blev vedtaget i 1990'erne, har resulteret i,
at staten fortsat spiller en dominerende rolle, navnlig i den finansielle
sektor. I 2011 udgjorde statsejede selskaber en sjettedel af den slovenske
økonomis samlede værditilvækst, omkring halvdelen af erhvervslivets samlede
tab, og de beskæftigede en ud af otte personer. Endvidere har
statskontrollerede midler og virksomheder indvirkning på de offentlige finanser
i form af megen gæld, behov for rekapitalisering og betydelige statsgarantier.
Statsejede virksomheders størrelse og svaghed holder den økonomiske udvikling
og vækst tilbage, og den bidrager til de eksisterende ubalancer. Statens
dominans og en ofte svigtende forvaltning af statens aktiver forhindrer private
investeringer fra ind- og udland, og det sænker produktiviteten og
konkurrenceevnen. Krydsejerskab af statsejede virksomheder i den
ikke-finansielle sektor med statsejede finansielle institutioner giver risiko
for afsmitning, det vanskeliggør tilpasning og fordrejer ressourcefordelingen,
særligt for så vidt angår nye investeringer. (18) Det nationale reformprogram
udstikker de politiske prioriteringer inden for statsejerskab og nedgearing
inden for erhvervssektoren, men det indeholder ikke detaljer om de planlagte
foranstaltninger. Den dybdegående undersøgelse for 2013 skitserede de
økonomiske resultater i forbindelse med statsejerskab, for så vidt angår
direkte og mulige omkostninger for statsfinanserne samt fordrejning af normale
kommercielle aktiviteter. Imidlertid nævner det nationale reformprogram kun
manglende koordinering som eneste ulempe for statens ageren som ejer af
ikke-finansielle virksomheder. Selvom det nationale reformprogram overordnet
set indeholder positive elementer, giver det ikke tilstrækkelige oplysninger om
den strategiske orientering af de virksomheder, som forbliver i statens
ejerskab, eller detaljerede, tidsfastsatte løfter om at forbedre deres
finansielle resultater og ledelse. De første skridt er allerede taget til at
forbedre virksomhedsledelsen som anbefalet i de landespecifikke henstillinger fra
2012 og til at privatisere nogle statsejede virksomheder. Den lovgivning, der
muliggør etableringen af det fremtidige Slovenia Sovereign Holding (SSH), er
blevet vedtaget, men den mangler stadig at blive gennemført. Et register over
udnævnelser til ledelser og bestyrelser i statsejede virksomheder med krav om
oplysning om interesser kunne bidrage til at øge gennemsigtigheden. Det
nationale reformprogram bebuder forberedelsen af en privatiseringsstrategi i
sidste kvartal af 2013, som vil blive rykket frem til tredje kvartal i henhold
til brev af 23. maj 2013. I mellemtiden har regeringen foreslået
parlamentet en liste over 15 virksomheder, som skal privatiseres. Ud over
minoritetsandele og SMV indeholder listen også vigtige virksomheder som Sloveniens
næststørste bank NKBM. (19) Slovenien har et højt antal
lovregulerede erhverv, og der er plads til en væsentlig nedbringelse af
adgangsbarriererne, hvilket ville have en positiv indvirkning på beskæftigelsen
og konkurrencen. De slovenske myndigheder satte i 2012 en reformproces i gang,
som skulle gennemgå mange af de lovregulerede erhverv med henblik på at definere
de eksisterende lovregulerede erhverv bedre, reducere de administrative
omkostninger og forenkle adgangen til erhvervene. Det første sæt love inden for
håndværk, turisme og byggeri skulle være blevet vedtaget af parlamentet i
begyndelsen af 2013. Imidlertid er reformen forsinket undtagen inden for
håndværkssektoren. Slovenien har fastsat de retlige grundforudsætninger for et
uafhængigt konkurrenceagentur, men landet mangler stadig at sikre, at en
passende bemanding fortsat kan garanteres. Lovgivningen skal ændres yderligere,
for at agenturet kan få en separat budgetpost, da dette er nødvendigt for at
sikre dets finansielle uafhængighed. Retssager i første instans for tvister i
civil- og handelsretlige sager samt konkursprocedurer er urimeligt lange. På
trods af en synlig positiv tendens til at civil- og handelsretlige sager bliver
kortere, er der behov for en fortsat indsats for at tackle dette problem,
eftersom det hæmmer den økonomiske virksomhed og forværrer Sloveniens evne til
at tiltrække direkte udenlandske investeringer. I den forbindelse ville den
nedskæring i antallet af dommere pr. indbygger, som er planlagt i det nationale
reformprogram, skulle opvejes af væsentlige effektivitetsforøgelser. (20) Det nationale
reformprogram understreger behovet for at omstrukturere ikke-finansielle
virksomheder i finansielle vanskeligheder, men den politiske udfordring og den
politiske løsning på omstruktureringen af disse virksomheder kræver yderligere
arbejde med fokus på markedsbaserede løsninger. Der er behov for supplerende
foranstaltninger for at kunne tiltrække private investeringer, herunder direkte
udenlandske investeringer, og sikre en tilstrækkelig privat byrdefordeling, alt
imens skatteydernes ressourcer bevares. Omstruktureringsprocessen bør føre til
salg af de omstrukturerede virksomheder uden offentlig finansiering. (21) Slovenien er i gang med at
ændre lovgivningen for at øge insolvensprocedurernes effektivitet. Regeringen
ændrede loven om finansielle transaktioner, insolvensbehandling og
tvangsopløsning i april 2013. Ændringen præciserer definitionen af insolvens og
indfører incitamenter for virksomhedsleder til rettidigt at indgive insolvenserklæring.
Den nuværende ramme for insolvens har ikke tilstrækkelige incitamenter eller
sanktioner til at sikre, at virksomhederne indgiver en insolvenserklæring på et
tidligt tidspunkt. Den obligatoriske procedure for bilæggelse af tvister
(retslig reorganisering) er kompliceret og beskytter skyldneren, navnlig når
det drejer sig om SMV og mikrovirksomheder. Der er ikke tilstrækkelige
incitamenter til at foretage en tidlig udenretlig bilæggelse af tvister,
hvilket kunne bidrage til at sikre, at levedygtige virksomheder fortsætter. Det
er blevet meddelt, at der kommer en ny lov, som tillader finansiel
omstrukturering af overforgældede virksomheder tidligt i processen, og
lovgivningsændringer, som letter udenretslig omstrukturering og gældsomlægning,
vil blive foreslået af justitsministeriet i slutningen af maj 2013. En passende
lovgivningsmæssig ramme, som giver virksomheders kreditorer, ejere og ledelse
forenelige incitamenter, vil være en væsentlig forudsætning for finansiel
omstrukturering af illikvide, som er illikvide, men levedygtige. (22) Som led i Det
Europæiske Semester har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af
Sloveniens økonomiske politik. Den har vurderet stabilitetsprogrammet og det
nationale reformprogram og fremlagt en dybdegående undersøgelse. Kommissionen
har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og
socioøkonomisk politik i Slovenien, men også til i hvor høj grad de er i
overensstemmelse med EU's regler og retningslinjer, da der er behov for at
styrke Unionens samlede økonomiske styring, ved at der fra EU-niveau gives
input til kommende nationale beslutninger. Kommissionens henstillinger inden
for rammerne af Det Europæiske Semester er afspejlet i henstilling 1-9
nedenfor. (23) På baggrund af denne vurdering
har Rådet gennemgået Sloveniens stabilitetsprogram og Rådets udtalelse[9] afspejles især i henstilling 1
nedenfor. (24) På baggrund af Kommissionen
dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået det nationale
reformprogram og stabilitetsprogrammet. Rådets henstillinger i henhold til
artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles især i alle
henstillingerne nedenfor. (25) Som led i Det Europæiske
Semester har Kommissionen også foretaget en analyse af euroområdets økonomiske
politik som helhed. På det grundlag har Rådet udstukket specifikke
henstillinger, som er rettet til de medlemsstater, der er med i euroen.
Slovenien bør også sikre, at disse henstillinger gennemføres fuldstændig og
betids, HENSTILLER, at Slovenien i perioden
2013-2014 træffer følgende foranstaltninger med henblik på at: 1. Gennemføre og styrke
budgetstrategien for 2013 og derefter, hvilket skal understøttes af
tilstrækkeligt specifikke strukturforanstaltninger, som skal sikre korrektion
af det uforholdsmæssigt store underskud i 2015 på bæredygtig vis og forbedring
af den strukturelle saldo, som specificeret i Rådets henstilling efter
proceduren i forbindelse med det uforholdsmæssigt store underskud. Gøre et
forsøg på at foretage strukturjusteringer, som gør landet i stand til at
opfylde den mellemfristede budgetmålsætning i 2017 efter korrektionen af det
uforholdsmæssigt store underskud. En varig korrektion af de budgetmæssige
ubalancer kræver, at der gennemføres ambitiøse strukturreformer, som vil forøge
økonomiens tilpasningsevne og styrke potentiel vækst og beskæftigelse. Beskytte
vækstfremmende udgiftsområder, vedtage foranstaltninger, der kan forbedre
overholdelsen af skattereglerne, og gennemføre foranstaltninger på
udgiftssiden, som understøttes af systematisk revision af de offentlige
udgifter på alle forvaltningsniveauer. Gennemføre vedtagelsen af en regel for
balance/overskud i strukturelle termer for det offentlige budget for at
forbedre konsolideringens troværdighed, gøre den mellemfristede budgetmæssige
ramme bindende, mere omfattende og gennemsigtig, og styrke den rolle, som de uafhængige
organer, der fører tilsyn med finanspolitikken, spiller, inden udgangen af
2013. Træffe foranstaltninger til gradvist at reducere statens
eventualforpligtelser. 2. Styrke pensionssystemets
langsigtede holdbarhed efter 2020 ved at justere alle relevante parametre
yderligere, bl.a. ved at forbinde den lovbestemte pensionsalder med stigningen
i den forventede levealder, samtidig med at pensionerne stadig er
tilstrækkelige. Begrænse de aldersrelaterede udgifter til langtidspleje og
forbedre adgang til ydelser ved at skifte fokus fra at levere pleje på
institutioner til at levere pleje i hjemmet, ved at styrke, målrette og
indkomstbasere ydelser og styrke den forebyggende indsats for at reducere
invaliditet/afhængighed. 3. Sikre lønudviklingen,
herunder mindstelønnen, støtte konkurrenceevnen og jobskabelsen. Overvåge
virkningen af den nylige arbejdsmarkedsreform tæt, og om nødvendigt
identificere de områder, hvor der er behov for en yderligere indsats for at
fremme jobskabelsen og tackle segmenteringen på arbejdsmarkedet, bl.a. gennem
lovgivningen om studenterarbejde. Træffe yderligere foranstaltninger for at øge
beskæftigelsen af unge med længerevarende uddannelser, ældre og lavtuddannede
ved at koncentrere ressourcerne om skræddersyede tiltag til en aktiv
arbejdsmarkedspolitik, alt imens deres effektiviteten forbedres. Adressere
manglen på kvalificeret arbejdskraft ved at gøre relevante
erhvervsuddannelsesprogrammer mere attraktive og ved at udvikle samarbejdet med
relevante interessenter om at vurdere arbejdsmarkedets behov. 4. Tage de nødvendige skridt til
med input fra europæiske partnere at kontrahere med en uafhængig ekstern
rådgiver inden udgangen af juni 2013 med henblik på at gennemføre revisioner af
kvaliteten af aktiver i hele banksystemet. Gennemføre denne øvelse i 2013 med
hurtigere fremskridt i de to sager, hvor bankerne allerede er underlagt en
statsstøtteprocedure, for at fremskynde en genopretning af balancen i deres
budgetter. Stå klar til at indskyde supplerende kapital, hvis overførslen af
aktiver eller revisionen af aktivernes kvalitet afslører yderligere mangler.
Alle foranstaltninger, herunder objektive vurderinger af kapitalbehov,
overførsel af aktiver til BAMC, ordninger til beskyttelse af aktiver og den
praktiske gennemførelse af omstruktureringsforanstaltninger, bør gennemføres i
fuld overensstemmelse med statsstøttereglerne, hvis der er statsstøtte
involveret. Udvikle og gennemføre en omfattende sektorstrategi parallelt inden
udgangen af marts 2014 for at sikre armslængdeprincippet inden for ledelse af
de reformerede banker og for at forbedre ledelsen af virksomhederne,
risikostyringen og rentabiliteten i sektoren væsentligt, herunder gennem
konsolidering, hvor det er passende. Fortsætte hurtigt med forberedelserne af
den bebudede privatisering af NKBM og etablere en ambitiøs tidsplan for statens
afhændelse af direkte og indirekte ejerandele i banker inden udgangen af
september 2013. 5. Revidere lovgivningsrammen
for banker inden udgangen af 2013, og styrke tilsynsbeføjelserne,
gennemsigtigheden og den statistiske fortrolighed på grundlag af revisionen. 6. Fremskynde reformen af
regulerede tjenesteydelser, herunder en væsentlig nedbringelse af
adgangsbarriererne. Forbedre erhvervsmiljøet, bl.a. gennem sikring af
konkurrenceagenturets uafhængighed og dets tilstrækkelige og autonome
finansiering. 7. Bygge videre på den hidtidige
indsats for at reducere varigheden af retssager i første instans for tvister i
civil- og handelsretlige sager og antallet af udestående sager, navnlig
retshåndhævelsessager. 8. Inddele statens aktiver
efter, om de er kerneaktiver eller sideaktiver, og i henhold til økonomiske
kriterier med henblik på at afhænde sideaktiverne, hvilket er en del af
regeringens planlagte strategi, som skal gennemføres inden udgangen af
september 2013. Gøre Slovenia Sovereign Holding (SSH) fuldt operationelt
rettidigt og overføre både ledelsen og ejerskabet af alle virksomhedsandele til
SSH, muligvis med undtagelse af de andele, som er på listen over virksomheder,
der straks skal privatiseres helt. Sikre en professionel ledelse af SSH fra
begyndelsen muligvis ved at involvere international ekspertise og et klart
defineret armslængdeforhold til de involverede virksomheder. Udvikle sektorspecifikke
strategier for kerneandele for at forbedre rentabiliteten og virksomhedsledelsen.
Indføre et obligatorisk og offentligt tilgængeligt register over udnævnelser
til ledelser og bestyrelser i statsejede virksomheder med krav om oplysning om
interesser. Sikre at den retlige ramme letter afhændelsen af statsejede
sideaktiver, og at de administrative hindringer mindskes. 9. Identificere og påbegynde
arbejdet med at fjerne alle eksisterende retslige og administrative
forhindringer for en bæredygtig omstrukturering af
overforgældede/underkapitaliserede, men levedygtige virksomheder ved hjælp af
markedsbaserede løsninger. Træffe foranstaltninger, som i denne sammenhæng
sikrer en tilstrækkelig privat byrdefordeling, for at øge de private
investeringer, herunder direkte udenlandske investering, og for at opnå
effektivitetsgevinster i vanskeligt stillede virksomheder som en del af
omstruktureringsprocessen. Vedtage den nødvendige retlige ramme for udenretlige
omstruktureringer inden udgangen af september 2013, alt imens det sikres, at
den er i overensstemmelse med de eksisterende bestemmelser om insolvens, og at
den giver både kreditorer og aktionærer incitament til at indgå en udenretlig
omstruktureringsaftale. Forbedre håndhævelsen af insolvensprocedurer for
virksomheder og indenretlige bilæggelser af tvister, bl.a. ved hurtigt at
afgøre udestående retssager, som har med konkursprocedurerne at gøre, for at
maksimere realiseringsværdien og lette en rettidig og effektiv løsning med
hensyn til misligholdte lån. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På
Rådets vegne Formanden [1] EUT L 209 af 2.8.1997, s. 1. [2] EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25. [3] COM(2013) 374 final. [4] P7_TA(2013)0052 og P7_TA(2013)0053. [5] Rådets afgørelse 2013/208/EU af 22. april 2013. [6] COM(2012) 750 final. [7] COM(2012) 751 final. [8] SWD(2013) 122 final. [9] I henhold til artikel 5, stk. 2, i Rådets forordning
(EF) nr. 1466/97.