30.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/53

—

understreger, at dette nye miljøhandlingsprogram skal sikre, at de miljømæssige valg er tilstrækkeligt klare og forudsigelige, især for de lokale og regionale forvaltninger;

—

fremhæver, at det er nødvendigt at afhjælpe nogle mangler, mindske forskellene mellem medlemsstaterne og stræbe efter fuld gennemførelse af EU's miljølovgivning på alle myndighedsniveauer for at forbedre miljøets tilstand og folkesundheden, sikre lige vilkår og stabile regler og hindre konkurrenceforvridninger. Udtalelsen indeholder i den henseende adskillige anbefalinger om konkrete foranstaltninger, som bør inkluderes i det syvende miljøhandlingsprogram;

—

understreger det nødvendige i gode konsekvensanalyser i forbindelse med revision eller udformning af ny EU-lovgivning og opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til medlemsstaternes praktiske erfaringer på en tydelig og verificerbar måde;

—

opfordrer til at afstemme EU's sektorspecifikke miljølovgivning (EU-grænseværdier) med EU's emissionspolitik (EU-foranstaltninger ved kilden) ved at anlægge en helhedstilgang, som gør det muligt at samordne disse foranstaltninger med de sektorspecifikke miljødirektivers mål og tidsplaner;

—

bifalder, at et »prioriteret mål« for byernes bæredygtighed er blevet medtaget som et af målene for det syvende miljøhandlingsprogram, og opfordrer til minimumskriterier for bæredygtighed, som skal opfyldes af et flertal af byer i EU. Indikatorerne bør udvikles i et tæt samarbejde med de lokale myndigheder og med miljø- og statistikmyndighederne;

—

opfordrer til at gøre programmet mere ambitiøst på lokalt plan og udvide initiativer såsom Borgmesteraftalen til andre områder, der indgår i køreplanen for et ressourceeffektivt Europa og videreudvikle prisen »Europas grønne hovedstad«;

Ordfører

José Macário CORREIA (PT/PPE), Borgmester i Faro

Basisdokument

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2020 — »Et godt liv i en ressourcebegrænset verden« —

COM(2012) 710 final

1.

Regionsudvalget minder om, at de sidste seks miljøhandlingsprogrammer har haft stor betydning i forhold til at fremhæve den stadig mere fremtrædende placering af den europæiske miljøpolitik og forsøge at sikre dens sammenhæng som en uadskillelig del af den europæiske integration, men der er stadig mange miljøproblemer i Europa, som programmerne ikke har formået at løse på grund af manglende politisk vilje til at gennemføre foranstaltninger.

2.

Det sjette miljøhandlingsprogram, som også havde en undertitel (»Miljø 2010: Vores fremtid, vores ansvar«) og udløb den 22. juli 2012, blev udformet i 2001 som et miljøpolitisk svar på EU's bæredygtighedsstrategi, mens Lissabonstrategien dækkede den økonomiske politik.

3.

Programmet fastlagde prioritetsområderne for Den Europæiske Union indtil 2012 med vægt på fire indsatsområder: klimaændringer, naturen og biodiversiteten, miljø, sundhed og livskvalitet samt bæredygtig udnyttelse og forvaltning af naturressourcer og affald. Kommissionen har dog i al ubemærkethed ladet bæredygtighedsstrategien gå i glemmebogen.

4.

Europa 2020-strategien betragtes nu som det nye politiske og strategiske instrument, og miljøpolitikken bør koordineres inden for rammerne af flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa«, der ikke må opfattes som et underområde under Europa 2020-strategien, men som et selvstændigt, overordnet strategisk mål for bæredygtig udvikling af Den Europæiske Union inden 2050.

5.

Udvalget understreger, at det syvende miljøhandlingsprogram bør vedtages snarest muligt for at sikre sammenhæng i EU's miljøpolitik og give en rettesnor for den fremtidige udvikling på dette vigtige politiske område, og at dette nye miljøhandlingsprogram skal sikre, at de miljømæssige valg er tilstrækkeligt klare og forudsigelige, især for de lokale og regionale forvaltninger (1).

6.

Det er også et prioriteret mål at integrere det materielle resultat af FN-konferencen om bæredygtig udvikling 2020 i de foranstaltninger, der gennemføres på europæisk, regionalt, internationalt og globalt plan.

7.

Der er indtil dato registreret positive resultater i form af en væsentlig reduktion i udledningen af farlige stoffer til luft og vand, bedre håndtering af affaldet og færre skadelige kemiske stoffer, men der er stadig uopfyldte mål på områderne luft, bymiljø, biodiversitet, økosystemernes funktion og bæredygtig udnyttelse af naturressourcer;

8.

på trods af det seneste tiårs konsolidering af miljølovgivningen har medlemsstaterne og Kommissionen ikke altid handlet i overensstemmelse med programmet, og det er nødvendigt at afhjælpe nogle mangler, mindske forskellene mellem medlemsstaterne og stræbe efter fuld gennemførelse af EU's miljølovgivning på alle myndighedsniveauer for så vidt angår kontrol med luftforurening, vand- og spildevandsbehandling, affald og naturbeskyttelse for at forbedre miljøets tilstand og folkesundheden, sikre lige vilkår og stabile regler og hindre konkurrenceforvridninger;

9.

ved afslutningen af det sjette miljøhandlingsprogram er der flere miljøpolitiske indsatsområder, som endnu ikke er blevet tilstrækkeligt gennemarbejdet, hvoraf skal fremhæves:

10.

sikre, at det nye program indeholder en klar og utvetydig beskrivelse af de miljøproblemer, som EU står over for, herunder accelererende klimaændringer, beskadigelse af økosystemerne, overskridelse af kvælstofkredsløbets grænser og stigende overforbrug af naturressourcer;

11.

sikre, at programmet afspejler Rio+20-erklæringen, der blev vedtaget af UNCSD den 22. juni 2012, og den vægt, der heri lægges på en rummelig og grøn økonomi, samt målsætningerne for en bæredygtig udvikling efter 2015 såvel som Regionsudvalgets bidrag til topmødet i Rio (2);

12.

fastsætte konkrete mål. Regionsudvalget bifalder ambitionsniveauet i det syvende miljøhandlingsprogram, men sætter spørgsmålstegn ved, hvordan disse ambitioner skal opnås, og om de i det hele taget er gennemførlige. Der henvises til eksisterende strategipapirer og køreplaner, men disse dokumenter savner ofte praktiske detaljer vedrørende gennemførelsen såsom tidsrammer og delmål. Regionsudvalget mener, at nye ambitioner skal være realisable. Hvis der opstilles uopnåelige ambitioner, går det ud over troværdigheden af EU's miljøpolitik. Når EU opstiller nye miljømål, må det klart fremgå, at målene er realistiske, og, om nødvendigt, må det sikres, at der inden for de relevante sektorer er en parallel politik baseret på forureningsforebyggelse ved kilden. Forslagene skal forsynes med en klar tidsplan (med et endeligt mål, delmål og midtvejsevalueringer), som kobles med passende foranstaltninger. Regionsudvalget opfordrer derfor til, at der opstilles konkrete og om muligt kvantificerbare mål for 2020 og udformes en klar ambitiøs vision og mellemliggende mål for miljøet frem til 2050 med henblik på at skabe høj livskvalitet og trivsel for alle inden for sikre miljøgrænser;

13.

det er vigtigt at tage hensyn til de erfaringer, der er indhøstet i medlemsstaterne, i forbindelse med revision eller udformning af ny EU-lovgivning. Til den ende er det nødvendigt med en bedre samordning mellem de forskellige faser i udarbejdelsen af EU-lovgivningen. Denne omfatter fem faser: forberedelse, beslutningstagning, omsætning til national lovgivning, anvendelse i (de nationale) domstole og erfaringsfeedback fra medlemsstaterne. Forbindelsen mellem den første og de efterfølgende faser er god, men det er ikke klart, hvordan erfaringerne i medlemsstaterne og de regionale og lokale forvaltninger (femte fase) spiller ind i udformningen af ny EU-lovgivning (første fase). Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til disse erfaringer på en tydelig og verificerbar måde, når den udarbejder nye forslag;

14.

at Kommissionen først evaluerer eksisterende lovgivning og med udgangspunkt heri foretager en konsekvensanalyse og på en tydelig og verificerbar måde tager hensyn til oplysninger i konsekvensanalyser, når den reviderer eksisterende lovgivning eller fremsætter nye forslag. Regionsudvalget understreger det nødvendige i gode konsekvensanalyser, da de på et tidligt stadium i beslutningsprocessen gør det klart, at:

15.

ændre den måde, hvorpå Kommissionen offentliggør sine forslag. Da det 6. miljøhandlingsprogram blev gennemført, blev konsekvensanalyserne, de tematiske strategier og lovforslagene offentliggjort samtidigt. For at kunne tage hensyn til ovenstående forhold foreslår Regionsudvalget følgende procedure og tidsplan:

16.

sikre, at Europa 2020-strategien fortsat omfatter bestemte overordnede sektorer, der hidtil var omfattet af bæredygtighedsstrategien, herunder temaer som retfærdig ressourcefordeling og retfærdighed mellem generationerne;

17.

sikre, at målene for det syvende miljøhandlingsprogram er tilstrækkeligt afspejlet i den flerårige finansielle ramme for perioden efter 2013 (FFR) og i Europa 2020-strategien under hensyntagen til, at vigtige beslutninger med store konsekvenser for miljøet på andre områder kan blive truffet før vedtagelsen af det syvende miljøhandlingsprogram. Finansieringen af miljømæssige mål — i samspil med LIFE — og fuldstændig integrering af miljøbeskyttelse bør være en vigtig del af den næste flerårige finansielle ramme, reformen af den fælles landbrugspolitik (FLP), den fælles fiskeripolitik (FFP), samhørighedspolitikken og Horisont 2020;

18.

tilvejebringe et passende grundlag for at sikre tilstrækkelig finansiering — især til innovation, forskning og udvikling — gennem mobilisering af markedsinstrumenter og betaling for økosystemydelser;

på en klar og hensigtsmæssig måde sikre støtte til de lokale og regionale myndigheders anvendelse af lovgivningen, så det sikres, at der sættes ind for at levere bedre resultater med hensyn til miljø og menneskers sundhed, kemikaliepolitik og især de fastlagte målsætninger i køreplanen for et ressourceeffektivt Europa, lavemissionskøreplanen og EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020. Det bør ske ved at indføre mål og indikatorer for energieffektivitet i den årlige vækstundersøgelse og i medlemsstaternes nationale reformprogrammer.

19.

Regionsudvalget understreger, at de prioriterede mål i det syvende miljøhandlingsprogram bør bygge på tre grundlæggende aspekter:

Det bifalder derfor de ni målsætninger, der er skitseret i Kommissionens forslag.

Med hensyn til sikringen af Europas naturkapital bør der ske en bedre gennemførelse af tiltag og foranstaltninger vedrørende EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020, beskyttelse og styrkelse af skove, fjernelse af emissionerne fra by- og industrispildevand, brug af gødning og emissioner af luftforurenende stoffer, som forårsager eutrofiering;

20.

Ligeledes er det vigtigt fuldt ud at gennemføre vandrammedirektivet samt havstrategirammedirektivet.

21.

For at gennemføre disse foranstaltninger vil det være nødvendigt at foretage en mere virkningsfuld miljøinspektion og –overvågning. Rådets henstilling 2001/331/EF om mindstekrav for miljøinspektioner i medlemsstaterne er derfor af afgørende betydning for alle medlemsstater, for at miljøinspektørerne i de enkelte medlemsstater kan råde over strukturerede og konsekvente retningslinjer.

22.

Det eksisterende lovgrundlag bør styrkes, således at EU får mulighed for at sikre, at miljøinspektionerne og overvågningssystemerne på lokalt og regionalt plan i vid udstrækning bliver konsekvente, sammenhængende og effektive for at sikre en ensartet anvendelse af EU's miljølovgivning og lige konkurrencevilkår for virksomhederne på det indre marked.

23.

Der bør etableres bedre klagebehandlings- og mæglingsmekanismer på nationalt, regionalt og lokalt plan.

24.

Der bør gives støtte til oprettelsen af informationssystemer på nationalt plan, som gør det muligt at formidle oplysninger, der kan vise, at EU's miljølovgivning gennemføres på en virkningsfuld måde.

25.

Tresidede partnerskabsaftaler om gennemførelsen bør indgås mellem Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder for at forbedre anvendelsen af den specifikke miljølovgivning og for at løse specifikke eller grænseoverskridende problemer med håndteringen af miljøproblemer.

26.

Det videnskabelige evidensgrundlag for miljøpolitikken, navnlig indsigten i økosystemets funktion (energi-, vand- og materialestrømme og dermed forbundne bæredygtige jord-, vand- og lokale klimafunktioner) og tilgængeligheden, bør forbedres ved at forenkle, strømline og modernisere indsamling, styring og deling af miljødata og miljøoplysninger samt de instrumenter, som gør det muligt at foregribe, evaluere og håndtere nye miljørisici og udfylde de eksisterende videnshuller hurtigst muligt. Samtidig bør forskere inden for dette område modtage særlig støtte i form af stipendieprogrammer og, hvor det er muligt, inddrages som eksperter i løsningen af miljøproblemer på lokalt og regionalt plan. I den forbindelse skal der satses på en målrettet prioritering baseret på udnyttelse af synergieffekter med eksisterende overvågningskrav for at undgå en skærpelse af den bureaukratiske byrde som følge af fastlæggelsen af yderligere overvågnings- og kontrolkrav.

27.

Hvad angår ressourceeffektivitet og lav kulstofemission er det først og fremmest et spørgsmål om fuldt ud at gennemføre EU's Klima- og Energipakke frem til 2020 samt affaldslovgivningen ved at sikre korrekt omsætning, gennemførelse og anvendelse i alle medlemsstaterne ved hjælp af implementeringsgrupper, der skal forestå omsætningen af miljølovgivningen på lokalt og regionalt plan.

28.

Sideløbende hermed er det nødvendigt at fjerne hindringerne i det indre marked for genbrugsaktiviteter samt reducere den samlede indvirkning på miljøet af produktion og forbrug ved at fremme produkter med lav miljøbelastning og give forbrugerne korrekt information og vejledning om produkterne, som er baseret på et videnskabeligt grundlag.

29.

Også fra erhvervslivets side kan virksomhedernes voksende ansvarlighed over for miljøproblemerne, de frivillige miljørevisioner, miljømærker, som garanterer produkternes miljøvenlighed, og udbredelsen af »ecobusiness« i sig selv højne miljøkvaliteten, hvilket bør støttes.

30.

Grønnere og mere effektive teknologier, forbedret produktivitet og nye beskæftigelsesmuligheder vil støtte væksten og beskæftigelsen.

31.

En sammenhængende og integreret politisk ramme på lokalt og regionalt plan til støtte for ressourceeffektivitet og grønnere produkter vil hjælpe de små og mellemstore virksomheder, der forsøger at blive mere ressourceeffektive, ved at reducere deres produktionsomkostninger og lette deres adgang til nye markeder.

32.

Når det gælder finansieringen er det vigtigt at sikre, at miljø- og klimamål støttes med tilstrækkelige midler. De skal medtages i partnerskabskontrakterne, og det skal sikres, at mindst 20 % af EU's budget for 2014-2020 afsættes hertil. Navnlig skal finansieringen af særligt omkostningskrævende miljøforanstaltninger, der skal gennemføres inden 2020, f.eks. den ønskede forbedring af skadede økosystemer vha. et net af grøn infrastruktur, sikres. Disse foranstaltninger indgår i EU's biodiversitetsstrategi som et væsentligt element i det 7. miljøhandlingsprogram.

33.

Sideløbende hermed bør der gøres en indsats for at øge tildelingen af EU-midler til miljøforanstaltninger med mindst 25 % ved at anvende et system til rapportering og sporing af miljørelaterede udgifter for bl.a. at sikre en rettidig finansiering af særligt omkostningskrævende miljøforanstaltninger til forbedring af skadede økosystemer, der skal gennemføres inden 2020.

34.

Miljøskadelig støtte bør gradvis udfases, og der bør gøres større brug af markedsbaserede instrumenter, herunder beskatning og sanktioner over for miljøskadevoldere.

35.

Den private sektors finansiering af miljø- og klimarelaterede udgifter bør fremmes og øges, navnlig ved at lette adgangen til innovative finansielle instrumenter.

36.

Regionsudvalget opfordrer til at afstemme EU's sektorspecifikke miljølovgivning (EU-grænseværdier) med EU's emissionspolitik (EU-foranstaltninger ved kilden) ved at anlægge en helhedstilgang, som gør det muligt at samordne disse foranstaltninger med de sektorspecifikke miljødirektivers mål og tidsplaner. Kommissionen opfordres til at beregne varigheden af udskiftningscyklussen for emissionskildeforanstaltningerne og evaluere, hvornår grænseværdierne kan nås under realistiske vilkår med det mål at opnå en effektiv reduktion af emissionerne i hele EU. Med dette for øje må ambitionsniveauet i de sektorspecifikke miljødirektiver (grænseværdier) og tidsrammerne for gennemførelsen svare til ambitionsniveauet og tidsrammerne for gennemførelsen af EU's kildebaserede miljøforanstaltninger.

37.

Med hensyn til den nødvendige sikring af EU-borgernes sundhed og trivsel er det vigtigt at understrege behovet for at opdatere EU's politik for luftkvalitet og inddrage den nyeste videnskabelige viden, identificere omkostningseffektive foranstaltninger til bekæmpelse af luftforurening ved kilden og styrke indsatsen for at sikre fuld overholdelse af EU's luftkvalitetslovgivning, navnlig med hensyn til fine partikler i luften.

38.

På støjområdet haster det med at identificere omkostningseffektive foranstaltninger til at reducere støj ved kilden.

39.

Regionsudvalget opfordrer til ambitiøse foranstaltninger til bekæmpelse af vigtige miljøforureningskilder, navnlig transport og mobilitet. Det syvende miljøhandlingsprogram henviser i den forbindelse til hvidbogen »En køreplan for et fælles europæisk transportområde — mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem« (COM(2011) 144 final). Regionsudvalget bifalder ambitionsniveauet i hvidbogen, men for at opfylde ambitionerne slår udvalget til lyd for udarbejdelse af en EU-handlingsplan med delmål, konkrete foranstaltninger (f.eks. kildebaserede EU-foranstaltninger) og evalueringskriterier (3).

40.

På vandområdet bliver det en vigtig opgave at optrappe gennemførelsen af drikkevandsdirektivet, navnlig for små leverandører, og lige så vigtigt er det at udfolde lignende bestræbelser mht. badevandsdirektivet med henblik på at opnå et overholdelsesniveau på over 95 % frem til 2020.

41.

Det haster med at foretage systematiske forudgående vurderinger af de socioøkonomiske, miljømæssige og territoriale virkninger i EU som helhed og på nationalt, regionalt og lokalt plan.

42.

Regionsudvalget bifalder, at et »prioriteret mål« for byernes bæredygtighed er blevet medtaget som et af målene for det syvende miljøhandlingsprogram, og opfordrer til minimumskriterier for bæredygtighed, som skal opfyldes af et flertal af byer i EU.

43.

Der bør opnås større sammenkædning med internationale aftaler ved at støtte internationale og regionale processer, som sigter mod at forvandle verdensøkonomien til en inklusiv, grøn økonomi, og ved at bane vejen for en fremtid, som er økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig for vor planet og for nutidens og fremtidens generationer.

44.

På det lokale plan skal programmet også være mere ambitiøst og udvide initiativer såsom Borgmesteraftalen til andre områder, der indgår i køreplanen for et ressourceeffektivt Europa, som f.eks. biodiversitet og især arealudnyttelse, sådan som Regionsudvalget for nylig anbefalede det i en udtalelse om dette emne (CdR 1121/2012 fin). Tilsvarende bør man også se på forvaltning af affald og vandressourcer samt luftforurening, da dette vil kunne lette gennemførelsen af EU's miljøpolitik gennem en innovativ flerniveaustyring, som kan engagere de lokale og regionale forvaltningsorganer proaktivt i anvendelsen af EU-lovgivningen.

45.

Det samme gælder for indførelsen af prisen »Europas grønne hovedstad«, som er en udmærkelse til byer med en eksemplarisk og innovativ gennemførelse af EU's miljølovgivning.

46.

Det syvende miljøhandlingsprogram bør således baseres på miljølovgivningens grundlæggende principper — forureneren betaler-princippet, forsigtighedsprincippet, forebyggelsesprincippet og princippet om indgreb ved kilden — med det mål at iværksætte foranstaltninger, aktioner og mål, som er i overensstemmelse med principperne om smart regulering inden for rammerne af afbalancerede og bæredygtige miljøpolitikker. Alt for mange tiltag er stadig korrigerende foranstaltninger, der træffes i slutningen af en proces eller som sidste led i kæden, hvor prioriteten i stedet burde være at tilpasse eller sætte spørgsmålstegn ved disse processer for kraftigt at mindske deres indvirkning på miljøet i hvert stadium af processerne. Der burde fokuseres på innovative initiativer inden for cirkulær økonomi, lukning af materialecyklusser og sammenlignende livscyklusanalyser med henblik på systemisk reducering af de miljømæssige virkninger af menneskelige aktiviteter, og der bør i den forbindelse gøres målrettet brug af den indtil nu indsamlede viden om økosystemets funktion med hensyn til energi-, vand- og materialekredsløb og disses positive indvirkning på udviklingen af bæredygtige jord-, vand- og lokale klimafunktioner.

47.

EU-borgerne bliver mere og mere bevidste om den rolle, som miljøet spiller i deres liv. Der er tale om det niveau, som er tættest på lokalsamfundene, og derfor spiller de lokale og regionale myndigheder en afgørende forbindende rolle, når det gælder uddannelse og mobilisering.

48.

Principperne om nærhed og proportionalitet er gældende i udformningen, gennemførelsen og anvendelsen af miljølovgivningen via bestemmelsen i artikel 192 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), som fastlægger kompetencefordelingen mellem EU, medlemsstaterne og de nationale, regionale og lokale myndigheder i miljøpolitiske spørgsmål.

49.

I lyset af de konkrete foranstaltninger, som Kommissionen har vedtaget, er det nødvendigt at definere de mål, som skal tackles på lokalt og regionalt plan.

50.

»Lokal Agenda 21« kan og bør være et deltagelsesbaseret demokratisk redskab på lokalt og regionalt plan med henblik på at realisere de miljøpolitiske mål og formidle information, bl.a. via internettet, om gennemførelsen af det syvende miljøhandlingsprogram på lokalt plan og om de retsmidler, der står til rådighed i denne forbindelse.

51.

Princippet om styring på flere niveauer bør holdes i hævd på miljøområdet. Regionsudvalget mener ikke, at miljøproblemer kan løses eller EU politikker gennemføres på ét enkelt myndighedsniveau. EU's miljøpolitik kan ikke længere udformes udelukkende på EU-niveau. I stedet for, at de nationale og subnationale myndigheder forventes at gennemføre lovgivning, der er fastlagt af EU, må politikken udformes gennem en vekselvirkning mellem de forskellige myndighedsniveauer. Der er behov for flerniveaustyring, hvilket indebærer at de enkelte myndighedsniveauer (europæisk, nationalt, regionalt og lokalt) samordnet med de øvrige myndigheder hver tager deres ansvar og iværksætter de foranstaltninger, der kan og må gennemføres på det pågældende niveau for at undgå dobbeltarbejde.

52.

Regionsudvalget mener, at der i højere grad bør gøres brug af flerniveaustyring i politikudformningsfasen. Miljøforbedringer i EU forudsætter, at ambitionerne er realistiske, hvilket kræver indbyrdes afstemning mellem lovgivning og gennemførelse. Med henblik herpå er det nødvendigt i politikudformningsfasen at være opmærksom på de mulige finansielle, politiske eller juridiske følger for de decentrale myndigheder og på, om EU-lovgivningen er gennemførlig og kan håndhæves.

53.

Regionsudvalget anbefaler, at flerniveaustyring også i højere grad anvendes i gennemførelsesfasen. Gennemførelse af miljølovgivning er ikke kun et spørgsmål om retlig gennemførelse (omsætning til national lovgivning). Dette betyder, at EU's miljølovgivning skal ledsages af europæiske og nationale gennemførelsesplaner (med retningslinjer, bedste praksis og kildebaserede foranstaltninger). I den sammenhæng gør Regionsudvalget sig til talsmand for styring på flere myndighedsniveauer og henviser til oprettelse af team på tværs af offentlige myndigheder (cross-government teams) i medlemsstaterne, hvor eksperter fra de forskellige myndighedsniveauer samarbejder om fastlæggelse af nationale gennemførelsesplaner.

54.

Derfor er det vigtigt, at det syvende miljøhandlingsprogram bakker op om de lokale og regionale myndigheders rolle i anvendelsen af lovgivningen ved at gøre følgende:

55.

Det syvende miljøhandlingsprograms strategi vil til dels afhænge af, hvilke specifikke politiske værktøjer der vælges til opfyldelse af de opstillede mål, hvilket først bliver besluttet, når der er udført konsekvensanalyser. Det vil berøre omkostningseffektiviteten og specifikke sociale og økonomiske virkninger, men også de nationale, regionale og lokale myndigheders rolle i forbindelse med gennemførelsen af politikker og lovgivning, som vedtages på EU-plan. Imidlertid må de i det foregående punkt fastsatte foranstaltninger ikke øge udgiftspresset på de lokale og regionale myndigheder. Regionsudvalget mener, at udgiftsbyrden i forbindelse med de fastsatte foranstaltninger primært bør bæres af EU eller de nationale regeringer. Det er vigtigt at sikre, at vores økosystemer, som støtter vækst og beskytter vores borgeres sundhed, forbliver modstandsdygtige for at sikre en bæredygtig økonomisk udvikling.