(1)

Med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten har Unionen fået enekompetence til at indgå internationale aftaler om investeringsbeskyttelse. Unionen er allerede part i energichartertraktaten, som indeholder bestemmelser om investeringsbeskyttelse.

(1)

Med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten har Unionen fået enekompetence til at indgå internationale aftaler om investeringsbeskyttelse. Unionen såvel som medlemsstaterne er allerede part i energichartertraktaten, som indeholder bestemmelser om investeringsbeskyttelse.

(2)

Aftaler om investeringsbeskyttelse omfatter typisk en tvistbilæggelsesordning mellem investor og stat, der giver en investor fra et tredjeland ret at fremsætte krav over for en stat, hvor denne har foretaget en investering. Tvistbilæggelse mellem investor og stat kan føre til kendelser om økonomisk erstatning. Desuden indebærer sådanne tilfælde uundgåeligt betydelige udgifter til administrationen af voldgiften samt til varetagelse af indklagedes rettigheder i en sag.

(2)

Når det er berettiget, kan fremtidige aftaler om investeringsbeskyttelse indgået af Unionen omfatte en tvistbilæggelsesordning mellem investor og stat, der giver en investor fra et tredjeland ret at fremsætte krav over for en stat, hvor denne har foretaget en investering. Tvistbilæggelse mellem investor og stat kan føre til kendelser om økonomisk erstatning. Desuden indebærer sådanne tilfælde uundgåeligt betydelige udgifter til administrationen af voldgiften samt til varetagelse af indklagedes rettigheder i en sag.

(3a)

Økonomisk ansvar kan ikke forvaltes korrekt, hvis beskyttelsesstandarderne i investeringsaftaler i væsentlig grad overstiger de i Unionen og i størstedelen af medlemsstaterne anerkendte grænser for ansvar. I overensstemmelse hermed bør fremtidige EU-aftaler give udenlandske investorer det samme høje beskyttelsesniveau, men ikke et højere beskyttelsesniveau end det, EU-retten og de generelle principper, der er fælles for medlemsstaternes ret, giver investorerne inden for Unionen.

(3b)

Afgrænsningen af det økonomiske ansvar i denne forordning hænger også sammen med beskyttelsen af Unionens lovgivningsbeføjelser, der udøves inden for rammerne af den kompetence, der er foreskrevet i traktaterne, og hvis lovlighed kontrolleres af Domstolen, og som ikke kan begrænses ubehørigt af potentielt ansvar defineret uden for det afbalancerede system, der er indført med traktaterne. I overensstemmelse hermed har Domstolen klart bekræftet, at Unionens ansvar for retsakter, særlig i kombination med folkeretten, skal afgrænses snævert og ikke kan gøres gældende uden en klar etablering af et erstatningsansvar  (2) . Fremtidige investeringsaftaler, som indgås af Unionen, bør respektere denne beskyttelse af Unionens lovgivningsbeføjelser og bør ikke fastsætte strengere standarder for ansvar, der gør det muligt at omgå de af Domstolen fastsatte standarder.

(4)

Hvis Unionen har det internationale ansvar for behandlingen, forventes det, at den i henhold til folkeretten betaler det voldgiftsbeløb, den måtte blive pålagt, og bærer omkostningerne ved tvisten. Imidlertid kan et sådant voldgiftsbeløb skyldes en behandling, der kan henregnes enten til Unionen selv eller til en medlemsstat. Følgelig vil det være uretfærdigt, hvis voldgiftsbeløbet og -omkostningerne i den forbindelse skal afholdes over Unionens budget i de tilfælde, hvor behandlingen kunne henregnes til en medlemsstat. Det er derfor nødvendigt at indføre EU-retlige bestemmelser om fordelingen af det økonomiske ansvar mellem Unionen og den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen, ud fra kriterierne i denne forordning, uden at EU's internationale ansvar tilsidesættes.

(4)

Hvis Unionen , som en enhed med status som juridisk person, har det internationale ansvar for behandlingen, forventes det, at den i henhold til folkeretten betaler det voldgiftsbeløb, den måtte blive pålagt, og bærer omkostningerne ved tvisten. Imidlertid kan et sådant voldgiftsbeløb skyldes en behandling, der kan henregnes enten til Unionen selv eller til en medlemsstat. Følgelig vil det være uretfærdigt, hvis voldgiftsbeløbet og -omkostningerne i den forbindelse skal afholdes over Den Europæiske Unions budget ( Unionens budget) i de tilfælde, hvor behandlingen kunne henregnes til en medlemsstat. Det er derfor nødvendigt at indføre EU-retlige bestemmelser om fordelingen af det økonomiske ansvar mellem Unionen og den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen, ud fra kriterierne i denne forordning, uden at EU's internationale ansvar tilsidesættes.

(6)

Det økonomiske ansvar bør tillægges den enhed, der er ansvarlig for den behandling, som anses for at være i strid med de relevante bestemmelser i aftalen. Det betyder, at Unionen bør bære det økonomiske ansvar, hvis den pågældende behandling kan henregnes til en institution, et organ eller et agentur under Unionen. Den pågældende medlemsstat bør bære det økonomiske ansvar, hvis behandlingen kan henregnes til en medlemsstat. Hvis medlemsstaten handler således, som det kræves i henhold til EU-retten, f.eks. i forbindelse med gennemførelsen af et direktiv vedtaget af Unionen, bør Unionen imidlertid bære det økonomiske ansvar, for så vidt som den pågældende behandling kræves i henhold til EU-retten. Forordningen skal også tage højde for, at en individuel sag kan vedrøre både behandling, der kan henregnes til en medlemsstat, og behandling, der kræves i henhold til EU-retten. Den omfatter alle foranstaltninger truffet af medlemsstaterne og af Den Europæiske Union .

(6)

Det økonomiske ansvar bør tillægges den enhed, der er ansvarlig for den behandling, som anses for at være i strid med de relevante bestemmelser i aftalen. Det betyder, at Unionen bør bære det økonomiske ansvar, hvis den pågældende behandling kan henregnes til en institution, et organ, et agentur eller en anden retlig enhed under Unionen. Den pågældende medlemsstat bør bære det økonomiske ansvar, hvis behandlingen kan henregnes til denne medlemsstat. Hvis medlemsstaten handler således, som det kræves i henhold til EU-retten, f.eks. i forbindelse med gennemførelsen af et direktiv vedtaget af Unionen, bør Unionen imidlertid bære det økonomiske ansvar, for så vidt som den pågældende behandling kræves i henhold til EU-retten. Forordningen skal også tage højde for, at en individuel sag kan vedrøre både behandling, der kan henregnes til en medlemsstat, og behandling, der kræves i henhold til EU-retten. Den omfatter alle foranstaltninger truffet af medlemsstaterne og af Unionen . Er dette tilfældet, bør medlemsstaterne og Unionen bære det økonomiske ansvar for den specifikke behandling, der kan henregnes til en af dem.

(6a)

Når medlemsstaten handler på en måde, der er uforenelig med den, der kræves i EU-retten, f.eks. når den undlader at gennemføre et direktiv vedtaget af Unionen eller overtræder bestemmelserne i et direktiv vedtaget af Unionen ved gennemførelsen af direktivet i national lovgivning, bør medlemsstaten efterfølgende bære det økonomiske ansvar for den pågældende behandling.

(8)

Hvis en medlemsstat har det potentielle økonomiske ansvar som følge af en tvist, er det på den anden side hensigtsmæssigt ud fra et principielt synspunkt at lade en sådan medlemsstat optræde som indklaget, for at medlemsstaten kan forsvare den behandling, som den har givet investoren. Bestemmelserne i denne forordning tager højde herfor. Det har den betydelige fordel, at Unionens budget og ressourcer ikke vil blive belastet — heller ikke midlertidigt — af omkostningerne ved en voldgiftssag eller en voldgiftskendelse, der går den pågældende medlemsstat imod.

(8)

Hvis en medlemsstat har det potentielle økonomiske ansvar som følge af en tvist, er det på den anden side retfærdigt og hensigtsmæssigt ud fra et principielt synspunkt at lade en sådan medlemsstat optræde som indklaget, for at medlemsstaten kan forsvare den behandling, som den har givet investoren. Bestemmelserne i denne forordning tager højde herfor. Det har den betydelige fordel, at Unionens budget og ikke-finansielle ressourcer ikke vil blive belastet — heller ikke midlertidigt — af omkostningerne ved en voldgiftssag eller en voldgiftskendelse, der går den pågældende medlemsstat imod.

(10)

I særlige tilfælde er det nødvendigt, at Unionen selv optræder som indklaget i tvister vedrørende en behandling, som kan henregnes til en medlemsstat, for at sikre, at EU's interesser beskyttes behørigt. Dette kan navnlig være tilfældet, når tvisten også omfatter en behandling, som kan henregnes til Unionen, når det fremgår, at den behandling, der kunne henregnes til en medlemsstat, kræves i henhold til EU-lovgivningen, og hvor det er sandsynligt, at lignende krav kan blive fremsat over for andre medlemsstater, eller når det drejer sig om uløste retlige spørgsmål, hvis løsning kan have indvirkning på eventuelle fremtidige sager over for andre medlemsstater eller Unionen. Hvis en tvist vedrører en behandling, der delvis kunne henregnes til Unionen eller kræves i henhold til EU-lovgivningen, bør Unionen optræde som indklaget, medmindre kravene i forbindelse med en sådan behandling, for så vidt angår det potentielle økonomiske ansvar og de juridiske spørgsmål, er af mindre betydning i forhold til kravene i forbindelse med den behandling, der kan henregnes til medlemsstaten.

(10)

I særlige tilfælde er det nødvendigt, at Unionen selv kan optræde som indklaget i tvister vedrørende en behandling, som kan henregnes til en medlemsstat, for at sikre, at EU's interesser beskyttes behørigt. Dette kan navnlig være tilfældet, når tvisten også omfatter en behandling, som kan henregnes til Unionen, når det fremgår, at den behandling, der kunne henregnes til en medlemsstat, kræves i henhold til EU-retten, og hvor lignende krav er blevet fremsat over for andre medlemsstater, eller når det drejer sig om retlige spørgsmål, hvis løsning kan have indvirkning på nuværende eller eventuelle fremtidige sager over for andre medlemsstater eller Unionen. Hvis en tvist vedrører en behandling, der delvis kunne henregnes til Unionen eller kræves i henhold til EU-retten, bør Unionen optræde som indklaget, medmindre kravene i forbindelse med en sådan behandling, for så vidt angår det potentielle økonomiske ansvar og de juridiske spørgsmål, er af mindre betydning i forhold til kravene i forbindelse med den behandling, der kan henregnes til medlemsstaten.

(12)

Det er hensigtsmæssigt, at Kommissionen inden for de rammer, der er fastsat i denne forordning, beslutter, om Unionen bør optræde som indklaget, eller om en medlemsstat bør optræde som indklaget.

(12)

For at skabe et brugbart system bør Kommissionen inden for de rammer, der er fastsat i denne forordning, beslutte, om Unionen bør optræde som indklaget, eller om en medlemsstat bør optræde som indklaget, og underrette Europa-Parlamentet og Rådet om alle sådanne beslutninger som en del af dens årlige rapportering om gennemførelsen af denne forordning .

(14)

På samme måde er det, når en medlemsstat optræder som indklaget, hensigtsmæssigt, at den holder Kommissionen underrettet om udviklingen i sagen, og at Kommissionen, om nødvendigt, kan kræve, at den medlemsstat, der optræder som indklaget, indtager en særlig holdning i spørgsmål af interesse for Unionen .

(14)

På samme måde er det, når en medlemsstat optræder som indklaget, hensigtsmæssigt, at den holder Kommissionen underrettet om udviklingen i sagen, og at Kommissionen, om nødvendigt, kan kræve, at den medlemsstat, der optræder som indklaget, indtager en særlig holdning i spørgsmål, der har indvirkning på Unionens tungtvejende interesser .

(15)

En medlemsstat kan til enhver tid acceptere, at den er økonomisk ansvarlig i tilfælde af, at der skal betales erstatning. I sådanne tilfælde kan medlemsstaten og Kommissionen indgå aftaler om periodisk betaling af omkostninger og betaling af erstatning. En sådan accept er ikke ensbetydende med, at en medlemsstat anerkender, at kravet i forbindelse med tvisten er velbegrundet. Kommissionen bør have beføjelse til at vedtage en afgørelse, der pålægger den pågældende medlemsstat at tage højde for sådanne omkostninger. Hvis voldgiftsrettens kendelse medfører, at Unionen pålægges voldgiftsomkostningerne, bør Kommissionen sikre, at enhver forudbetaling til dækning af omkostningerne straks tilbagebetales til den pågældende medlemsstat.

(15)

Uanset resultatet af voldgiftssagen kan en medlemsstat til enhver tid acceptere, at den er økonomisk ansvarlig i tilfælde af, at der skal betales erstatning. I sådanne tilfælde kan medlemsstaten og Kommissionen indgå aftaler om periodisk betaling af omkostninger og betaling af erstatning. En sådan accept er ikke på nogen juridisk måde ensbetydende med, at en medlemsstat anerkender, at kravet i forbindelse med tvisten er velbegrundet. Kommissionen kan i dette tilfælde vedtage en afgørelse, der pålægger den pågældende medlemsstat at tage højde for sådanne omkostninger. Hvis voldgiftsrettens kendelse medfører, at Unionen pålægges voldgiftsomkostningerne, bør Kommissionen sikre, at enhver forudbetaling til dækning af omkostningerne straks tilbagebetales til den pågældende medlemsstat.

(16)

I nogle tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at indgå et forlig for at undgå en dyr og unødvendig voldgift. Det er nødvendigt at fastsætte en procedure for sådanne forlig. En sådan procedure bør give Kommissionen, der handler i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren, mulighed for indgå et forlig om en sag, når det vil være i Unionens interesse. Når sagen vedrører en behandling, der kan henregnes til en medlemsstat, er det hensigtsmæssigt med et tæt samarbejde og høringer mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat. Medlemsstaten bør til enhver tid frit kunne indgå et forlig, såfremt den påtager sig det fulde økonomiske ansvar, og et sådant forlig er i overensstemmelse med EU-lovgivningen og ikke strider mod EU's interesser.

(16)

I nogle tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at indgå et forlig for at undgå en dyr og unødvendig voldgift. Det er nødvendigt at fastsætte en effektiv og hurtig procedure for sådanne forlig. En sådan procedure bør give Kommissionen, der handler i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren, mulighed for indgå et forlig om en sag, når det vil være i Unionens interesse. Når sagen vedrører en behandling, der kan henregnes til en medlemsstat, er det hensigtsmæssigt med et tæt samarbejde og høringer mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat , herunder om tvistbilæggelsesproceduren og om størrelsen af økonomisk erstatning . Medlemsstaten bør til enhver tid frit kunne indgå et forlig, såfremt den påtager sig det fulde økonomiske ansvar, og et sådant forlig er i overensstemmelse med EU-retten og ikke strider mod EU's interesser som helhed .

(18)

Kommissionen bør nøje rådføre sig med den pågældende medlemsstat med henblik på at nå frem til en aftale om fordelingen af det økonomiske ansvar. Hvis Kommissionen fastslår, at en medlemsstat er ansvarlig, og medlemsstaten ikke accepterer dette, bør Kommissionen betale voldgiftsbeløbet, men bør rette en afgørelse til medlemsstaten og anmode den om at betale det pågældende beløb til Den Europæiske Unions budget sammen med påløbne renter. Den rente, der skal betales, bør være den, der er fastsat i medfør af [artikel 71, stk. 4, i Rådets forordning ( EF , Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget , som ændret]. Artikel 263 i traktaten kan anvendes i tilfælde, hvor en medlemsstat mener, at afgørelsen ikke opfylder kriterierne i denne forordning.

(18)

Kommissionen bør nøje rådføre sig med den pågældende medlemsstat med henblik på at nå frem til en aftale om fordelingen af det økonomiske ansvar. Hvis Kommissionen fastslår, at en medlemsstat er ansvarlig, og medlemsstaten ikke accepterer dette, bør Kommissionen betale voldgiftsbeløbet, men bør rette en afgørelse til medlemsstaten og anmode den om at betale det pågældende beløb til Unionens budget sammen med påløbne renter. Den rente, der skal betales, bør være den, der er fastsat i medfør af artikel 78, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning ( EU , Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (3). Artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde kan anvendes i tilfælde, hvor en medlemsstat mener, at afgørelsen ikke opfylder kriterierne i denne forordning.

(19)

Der bør i Unionens budget tages højde for de udgifter, der opstår som følge af aftaler indgået i henhold til artikel 218 i traktaten om tvistbilæggelse mellem investor og stat. Hvis medlemsstaterne har et økonomisk ansvar i henhold til denne forordning, bør Unionen enten kunne akkumulere den pågældende medlemsstats bidrag først, inden den afholder den relevante udgift, eller afholde den relevante udgift først og dernæst opnå refusion fra de pågældende medlemsstater. Begge disse budgetmæssige ordninger bør kunne anvendes, afhængigt af hvad der er muligt, især under hensyntagen til den tidsmæssige planlægning. For begge ordningers vedkommende bør bidrag eller refusioner fra medlemsstaterne behandles som interne øremærkede indtægter i Unionens budget. De bevillinger, der stammer fra disse interne øremærkede indtægter, bør ikke kun dække de relevante udgifter, men bør også kunne fordeles på andre dele af EU's budget, hvorfra de oprindelige bevillinger til de relevante udgifter stammede, som blev brugt til afholdelsen af udgiften under den anden ordning.

b)

»voldgiftsomkostninger«: voldgiftsrettens gebyrer og omkostninger og omkostninger til repræsentation og udgifter, der tilkendes klageren af voldgiftsretten

b)

»voldgiftsomkostninger«: voldgiftsrettens , voldgiftsinstitutionens gebyrer og omkostninger og omkostninger til repræsentation og udgifter, der tilkendes klageren af voldgiftsretten

c)

»tvist«: et krav fremsat af en klager over for Unionen i henhold til en aftale, og som en voldgiftsret træffer afgørelse om

c)

»tvist«: et krav fremsat af en klager over for Unionen eller en medlemsstat i henhold til en aftale, og som en voldgiftsret træffer afgørelse om

ja)

»tungtvejende interesser fra Unionens side«:

c)

Det er sandsynligt, at der vil blive fremsat lignende krav under samme aftale i forbindelse med en behandling, som kan henregnes til andre medlemsstater, og Kommissionen kan bedst sikre, at den indklagedes rettigheder varetages effektivt og sammenhængende.

c)

Lignende krav eller anmodninger om høringer om tilsvarende krav er blevet fremsat under samme aftale i forbindelse med en behandling, som kan henregnes til andre medlemsstater, og Kommissionen kan bedst sikre, at den indklagedes rettigheder varetages effektivt og sammenhængende.

d)

Tvisten rejser uløste retlige spørgsmål, der også kan opstå i andre tvister i henhold til samme eller andre EU-aftaler for så vidt angår en behandling, der kan henregnes til Unionen eller andre medlemsstater .

d)

Tvisten rejser følsomme retlige spørgsmål, hvis bilæggelse kan påvirke den fremtidige fortolkning af den pågældende aftale eller andre aftaler .

b)

underrette Kommissionen om alle væsentlige proceduremæssige skridt og foretage høringer regelmæssigt og under alle omstændigheder på Kommissionens anmodning og

b)

uden forsinkelse underrette Kommissionen om alle væsentlige proceduremæssige skridt og foretage høringer regelmæssigt og under alle omstændigheder på Kommissionens anmodning og

c)

Kommissionen forelægger medlemsstaten alle dokumenter vedrørende sagen for at sikre, at den indklagedes rettigheder varetages så effektivt som muligt.

c)

Kommissionen forelægger medlemsstaten alle dokumenter vedrørende sagen og underretter straks medlemsstaten om alle de proceduremæssige skridt og indleder høringer med medlemsstaten under alle omstændigheder, når den pågældende medlemsstat anmoder herom, for at sikre, at den indklagedes rettigheder varetages så effektivt som muligt.