16.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/103

—

der henviser til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og til den dertil hørende Kyotoprotokol,

—

der henviser til resultaterne af De Forenede Nationers klimakonference, som afholdtes på Bali i 2007 og til Balihandlingsplanen (afgørelse 1/COP13),

—

der henviser til den 15. partskonference under UNFCCC (COP 15) og 5. samling i den partskonference, der tjener som møde for parterne i Kyotoprotokollen (COP/MOP 5), som afholdtes i København den 7.—18. december 2009, samt til Københavnsaftalen,

—

der henviser til den 16. partskonference under UNFCCC (COP16) og 6. samling i den partskonference, der tjener som møde for parterne i Kyotoprotokollen (COP/MOP6), som afholdtes i Cancún, Mexico, fra 29. november til 10. december 2010, samt til Cancúnaftalerne,

—

der henviser til den 17. partskonference under UNFCCC (COP 17) og den 7. partskonference, der tjente som møde mellem parterne i Kyotoprotokollen (COP/MOP7), og som afholdtes i Durban, Sydafrika, fra den 28. november til den 9. december 2011, og navnlig til de beslutninger, der udgør Durbanplatformen for en styrket indsats,

—

der henviser til den kommende 18. partskonference under UNFCCC (COP 18) og den 8. partskonference, der tjener som møde mellem parterne i Kyotoprotokollen (COP/MOP8), og som skal afholdes i Doha, Qatar, fra den 26. november til den 8. december 2012,

—

der henviser til EU's klima- og energipakke fra december 2008,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/101/EF af 19. november 2008 om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på inddragelse af luftfartsaktiviteter i ordningen for handel med drivhusgasemissionskvoter i Fællesskabet (1),

—

der henviser til sin beslutning af 4. februar 2009 om »2050: Fremtiden begynder i dag — henstillinger til EU's fremtidige integrerede politik om klimaændringer« (2),

—

der henviser til sine beslutninger af 25. november 2009 om EU's strategi for klimakonferencen i København (COP 15) (3), af 10. februar 2010 om resultatet af klimakonferencen i København (COP 15) (4), af 25. november 2010 om klimakonferencen i Cancún (COP 16) (5) og af 16. november 2011 om klimakonferencen i Durban (COP 17) (6),

—

der henviser til sin beslutning af 15. marts 2012 om en køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050 (7),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 9. marts 2012 om opfølgning af 17. samling i partskonferencen (COP 17) under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og 7. samling i den partskonference, der tjener som møde for parterne i Kyotoprotokollen (CMP 7) (den 28. november — 9. december 2011 i Durban, Sydafrika),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 15. maj 2012 om klimaændringer — hurtig finansiering,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 18. juli 2011 om EU's klimadiplomati,

—

der henviser til den sammenfattende rapport fra november 2011 fra De Forenede Nationers miljøprogram (UNEP) med titlen »Bridging the Emissions Gap«,

—

der henviser til fælleserklæring af 20. december 2005 fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om Den Europæiske Unions udviklingspolitik: »Den europæiske konsensus om udvikling« (8), og navnlig punkt 22, 38, 75, 76 og 105 heri,

—

der henviser til De Forenede Nationers årtusinderklæring af 8. september 2000, der opstiller årtusindudviklingsmålene, som er udarbejdet af det internationale samfund i fællesskab med henblik på at udrydde fattigdom,

—

der henviser til de tilsagn, der blev givet på G20-topmødet i Pittsburgh den 24.—25. september 2009, om at udfase subsidier til fossile brændstoffer på mellemlang sigt og yde målrettet støtte med henblik på at give de fattigste lande mulighed for at tilpasse sig til klimaændringerne,

—

der henviser til det 11. møde i partskonferencen (COP 11) om biologisk diversitet, der skal afholdes i Hyderabad, Indien, den 8.—19. oktober 2012,

—

der henviser til forespørgsler til mundtlig besvarelse (O-000160/2012 — B7-0364/2012 og O-000161/2012 — B7-0365/2012) indgivet af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, jf. forretningsordenens artikel 115, og til Rådets og Kommissionens redegørelser,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5 og artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at det i de beslutninger, der udgør Durbanplatformen for en styrket indsats (Durbanpakken), erkendes, at klimaændringerne udgør en overhængende og potentielt irreversibel trussel mod de menneskelige samfund og planeten og derfor kræver handling på internationalt plan fra alle parters side;

B.

der henviser til, at Durbanpakken principielt har lagt grunden til en vidtrækkende, ambitiøs og retligt bindende international aftale mellem alle parter, som efter planen skal indgås senest i 2015 og føres ud i livet senest i 2020;

C.

der henviser til, at Dohakonferencen (COP 18) skal bygge videre på det momentum, der skabtes i Durban, for at sikre, at arbejdet med at få en sådan retligt bindende global aftale i stand bliver på det rette spor, således at aftalen vil kunne indgås i 2015;

D.

der henviser til, at en sådan retligt bindende global aftale skal være i overensstemmelse med princippet om »fælles, men differentieret ansvar og respektive kapaciteter«, men at den skal anerkende behovet for, at alle store emittenter vedtager ambitiøse og fyldestgørende mål og overensstemmende politiske foranstaltninger for reduktionen af drivhusgasemissioner, som afspejler udviklingsmulighederne;

E.

der henviser til, at Durbanpakken ikke i tilstrækkelig grad fokuserede på behovet for en indsats for at mindske klimaændringerne inden 2020, og at eksisterende forpligtelser og løfter ikke er tilstrækkelige til at nå målet om at begrænse den samlede globale årlige stigning i gennemsnitsoverfladetemperaturen til 2 oC sammenlignet med det førindustrielle niveau (»2 oC-målet«), og at disse spørgsmål derfor skal gives allerhøjeste prioritet på Dohakonferencen;

F.

der henviser til, at 2 oC-målet ifølge videnskabeligt materiale forelagt af Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) kræver, at de globale emissioner topper i 2015, reduceres med mindst 50 % i forhold til 1990 senest i 2050 og fortsætter med at falde i tiden derefter; der henviser til, at EU derfor bør udøve pres for at få for alle store emittenter til at vedtage konkrete foranstaltninger og få dem gennemført effektivt inden 2020;

G.

der henviser til, at nye videnskabelige resultater tyder på, at virkningerne af klimaændringerne er hurtigere og mere udtalte end tidligere formodet, f.eks. i den arktiske region;

H.

der henviser til, at den globale energiefterspørgsel ifølge Det Internationale Energiagentur forventes at stige med en tredjedel mellem 2010 og 2035; der henviser til, at størstedelen af den stigende efterspørgsel og emission vil ske i nye vækstøkonomier; der henviser til, at der ydes tilskud til en værdi af 400 mia. USD til ødsel omgang med fossile brændstoffer;

I.

der henviser til, at dekarbonisering i energisektoren og industrien ved at anvende innovationer vil være en fordel for EU, som er tidligt ude på det voksende globale marked for energi-relaterede varer og tjenesteydelser;

J.

der henviser til, at en verdensomspændende innovation inden for den bæredygtige energisektor (både i produktionen og på brugerniveau) skaber arbejdspladser, stimulerer den økonomiske vækst, øger energiuafhængigheden og bidrager til en renere verden, hvor klimaændringerne mindskes, og der sikres tilstrækkelig energiforsyning;

K.

der henviser til, at investeringer i energisektoren meget ofte har en levetid på 30 år eller mere, og at planlægningen af nye projekter og politikker tager lang tid, hvilket understreger det presserende behov verden over for at tage nye skridt inden for energiområdet;

L.

der henviser til, at det er nødvendigt med mere forskning med henblik på nyttige innovationer inden for energi- og transportsystemer;

M.

der henviser til, at EU i betragtning af dets teknologiske og økonomiske muligheder bør gå i spidsen med hensyn til klimabeskyttelse, for at vise seriøsiteten af dets anstrengelser;

N.

der henviser til, at det ikke vil være muligt at opnå en retligt bindende aftale i 2015, hvis der ikke er enighed om det rimelige i en langsigtet global modvirkningsindsats;

O.

der henviser til, at de udviklede lande på COP 16 i Cancún (2010) forpligtede sig til inden 2020 at yde 100 mia. USD i »ny og supplerende« årlig finansiering for at imødegå udviklingslandenes behov i forbindelse med klimaændringer, men henviser til, at der indtil nu ikke er en internationalt anerkendt definition af, hvad »ny og supplerende« egentlig betyder,

P.

der henviser til, at der efter 2012, der er det sidste år med hurtig startfinansiering (forpligtelse indgået i København på 30 mia. USD over tre år), ikke er nogen sikkerhed for, hvor meget klimafinansiering, der vil blive leveret.

Q.

der henviser til, at omkring 20 % af udledningen af drivhusgasser på verdensplan stammer fra afskovning og andre former for arealanvendelse og ændringer i arealanvendelse, og til, at skovlandbrug øger nedbringelse af CO2-emissioner ved hjælp af længere lagring af kulstof og mindsker fattigdommen ved at sprede indkomsterne i de lokale samfund;

R.

der henviser til, at en forbedring af skovforvaltningen er en nødvendig forudsætning for varigt at nedbringe skovrydningen;

1.

bifalder nedsættelsen af Ad hoc-gruppen vedrørende Durbanplatformen for En Styrket Indsats og konstaterer, at beslutning 1/CP 17 som et hasteanliggende kræver, at denne gruppe påbegynder arbejdet med at udarbejde en protokol, et retligt instrument eller et ved fælles overenskomst fastlagt resultat, som har retskraft under konventionen og finder anvendelse på alle parterne, og at den afslutter dette arbejde så tidligt som muligt og senest i 2015; konstaterer endvidere, at gruppen skal basere sit arbejde på IPCC's femte evalueringsrapport, som efter planen skal forelægges senest i 2014; bifalder endvidere processen for parterne til at øge ambitionsniveauet før 2020;

2.

understreger, at ret og rimelighed og fælles, men differentieret ansvar og indsats efter evne, skal være selve kernen af Durbanplatformen for En Styrket Indsats, således at den vil være i stand til at levere et tilfredsstillende resultat for klimaet;

3.

konstaterer, at Durbanpakken parallelt hermed kræver, at Ad hoc-gruppen vedrørende en Langsigtet Samarbejdsindsats opnår de ved fælles overenskomst fastsatte resultater på tidspunktet for Dohakonferencen;

4.

understreger, at det nye retlige instrument skal sikre modvirkningstiltag i overensstemmelse med en global kulstofbalance, der er forenelig med målet om at holde klimaændringerne under 2 oC i forhold til det førindustrielle niveau, og de nødvendige midler til klimaindsatsen i udviklingslandene, samt solide regnskabsregler, overvågning og rapportering samt en effektiv gennemførelses- og efterlevelsesordning;

5.

konstaterer med stor bekymring visse partiers blokerende holdning under Bonn-drøftelserne, som fandt sted i maj 2012, men bifalder de små, men genkendelige, fremskridt mod konvergens, der blev opnået under de uformelle supplerende møder i Bangkok, Thailand, fra 30. august til 5. september 2012;

6.

opfordrer til yderligere klarhed og enighed om sammenligneligheden af indsatsen og fælles opgørelsesregler for industrialiserede parter uden for Kyoto-protokollen inden afslutningen af arbejdet i Ad hoc-gruppen vedrørende en Langsigtet Samarbejdsindsats under Konventionen;

7.

understreger, at EU er nødt til at gå forrest med et godt eksempel ved at opfylde sine forpligtelser og vise ambitioner, hvad angår både modvirkningstiltag og finansiering; mener derfor, at der påhviler alle EU-institutionerne et ansvar for forud for Dohakonferencen at indlede et intensivt klimadiplomati og opbygge internationale alliancer for at sikre, at forpligtelserne i Durbanpakken opfyldes, og at UNFCCC-processen strømlines med henblik på vedtagelsen af en ny multilateral ordning senest i 2015; understreger, at det er vigtigt at præcisere, hvordan konventionens principper vil blive anvendt i en ramme for tiden efter 2020, således at alle parterne påtager sig forpligtelser; er af den opfattelse, at den nye markedsbaserede mekanisme, defineret på COP 17, er af særlig betydning i denne forbindelse, og håber, at det lykkes for Ad hoc-gruppen vedrørende en Langsigtet Samarbejdsindsats under Konventionen at udvikle retningslinjer og procedurer for denne mekanisme;

8.

noterer sig parternes afgørelse, som afspejles i Durban pakke og som samlet dækker ca.15 % af de globale emissioner, hvilket er grunden til, at EU er nødt til intensivere sine bestræbelser på at finde løsninger til fælles foranstaltninger for at få alle de vigtigste aktører ombord til at nå til enighed, som et midlertidigt skridt, om Kyotoprotokollens anden forpligtelsesperiode, der skal tage sig begyndelse den 1. januar 2013 og fungere som en overgangsperiode forud for en ny, mere effektiv og omfattende retligt bindende international ordning, der binder alle parter, og som skal træde i kraft senest i 2020;

9.

noterer sig fraværet af USA, Rusland, Japan og Canada i den eventuelle anden forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen og usikkerheden om deltagelsen af Australien og New Zealand; noterer sig endvidere den fortsatte mangel på emissionsreduktionsmål for udviklingslande, som f.eks. Kina, Indien, Brasilien og Indonesien;

10.

opfordrer til, at der i Doha vedtages de nødvendige ændringer, således at Kyotoprotokollens anden forpligtelsesperiode straks kan påbegyndes på et foreløbigt grundlag;

11.

bemærker tilsagnet i beslutning 1/CMP 7 i Durbanpakken om, at slutdatoen for anden forpligtelsesperiode vil blive fastlagt på Dohakonferencen, og støtter en forpligtelsesperiode på otte år, der udløber den 31. december 2020;

12.

understreger, at der inden for Kyotoprotokollens nuværende operationelle struktur, er behov for, at de kvantitative emissionsbegrænsnings- og reduktionsforpligtelser, som parterne efter planen skulle have forelagt senest i maj 2012, vedtages som ændringsforslag til Kyotoprotokollen på Dohakonferencen i overensstemmelse med beslutning 1/CMP 7; opfordrer de bilag B-parter, der endnu ikke har gjort det, om at forelægge deres kvantitative emissionsbegrænsninger og reduktionsforpligtelser; understreger, at overførslen af tildelte enheder (AAU'er) til anden forpligtelsesperiode vil undergrave Kyotoprotokollens miljøintegritet; påpeger, at hvis medlemsstaterne får lov til at overføre AAU'er, vil Kyoto-protokollen ikke have nogen reel virkning på modvirkning af klimaændringer;

13.

bifalder forslaget fra G-77 og Kina om effektivt at begrænse og minimere brugen af overskuddet; bemærker, at EU hidtil ikke har fremlagt et forslag vedrørende overskydende AAU'er; minder om, at det i Lissabon-traktaten fastsættes, at Rådet for Den Europæiske Union træffer afgørelse med kvalificeret flertal både hvad angår generelle foranstaltninger (artikel 16 TEU) og under hele proceduren ved forhandling og indgåelse af nye internationale aftaler (artikel 218 i TEUF);

14.

gentager sin opfordring til, at mekanismen for bæredygtig udvikling reformeres ved at fastsætte strenge kvalitetskrav, der sikrer, at tilknyttede projekter er af en tilstrækkelig høj standard til at bidrage til at reducere emissionerne på en pålidelig, verificerbare, reel og supplerende måde, der bidrager til en bæredygtig udvikling i udviklingslandene og forhindrer uhensigtsmæssig brug af mekanismen af infrastrukturprojekter med høje kulstofemissioner; mener, at mekanismen for bæredygtig udvikling i fremtiden skal begrænses til de mindst udviklede lande;

15.

fremhæver det presserende behov for, at alle parter for det første opfylder deres tilsagn, og for det andet hæver deres ambitionsniveau mellem i dag og 2020 for at holde sig inden for 2 oC-målet; gentager navnlig det presserende behov for at gøre fremskridt med lukningen af gigatonkløften mellem videnskabelige konstateringer og parternes nuværende tilsagn og indgå bindende forpligtelser og tage tiltag med henblik på reduktion af emissionerne, som er mere ambitiøse end dem, der er indeholdt i Københavnsaftalen, og som er baseret på princippet om et »fælles, men differentieret ansvar«, hvilket betyder, at fattigere lande — gennem økonomisk og teknologisk bistand samt gennem kapacitetsopbyggende foranstaltninger — bør have mulighed for at foretage den direkte overgang til et avanceret kulstoffattigt økonomisk system; opfordrer navnlig parterne til med virkning senest 2015 at træffe hastende foranstaltninger med henblik på at reducere emissioner fra international luftfart, søtransport og andre relevante sektorer samt HFC'er, sod, methan og andre kortlivede klimapåvirkende stoffer med henblik på at lukke hullet til 2 oC-målet;

16.

opfordrer til en afgørelse i Doha om kvantificering af størrelsen af den globale kløft og til kontinuerligt at overvåge den for at tage de nødvendige skridt for at mindske kløften;

17.

opfordrer indtrængende Kommissionen og det cypriotiske formandskab til at finde allierede med henblik på at mindske af gigatonkløften, dvs. forskellen mellem de nuværende ambitionsniveauer og dem, der kræves for at holde den globale opvarmning under 2 oC;

18.

erkender, at den effektive udfasning af fossile brændstoffer vil bidrage væsentligt til at lukke modvirkningskløften;

19.

minder om, at industrilandene ifølge konstateringerne i IPCC's fjerde evalueringsrapport er nødt til at reducere deres indenlandske emissioner med 25-40 % i forhold til 1990-niveauet inden 2020, mens udviklingslandene som gruppe betragtet bør indrømmes en væsentlig afvigelse, som bør ligge under den nuværende forventede emissionsvækstrate, dvs. i størrelsesordenen 15-30 % inden 2020; minder om, at de samlede globale emissioner endvidere skal toppe før 2020, og opfordrer til en åben drøftelse om mere effektive politiske strategier med henblik på at lukke modvirkningskløften;

20.

understreger behovet for et pålideligt videnskabeligt grundlag som fastsat af Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC), der har været igennem en grundlæggende reform, hvad angår struktur og procedurer, og understreger i denne forbindelse betydningen af resultaterne i den femte vurderingsrapport (IPCC 5 AR), der forventes i 2014;

21.

minder om, at det er i EU’s egen interesse at tilstræbe et klimabeskyttelsesmål på 30 % inden 2020, og derved skabe bæredygtig vækst, flere arbejdspladser og mindske afhængigheden af importeret energi;

22.

bifalder den foreslåede integrering i EU-lovgivningen af Cancúnaftalen, ifølge hvilken industrilandsparterne skal udvikle lavkarbonudviklingsstrategier, og understreger betydningen af at yde økonomisk og teknisk bistand til udviklingslandsparterne, således at de kan vedtage og gennemføre planer for lavemissionsudvikling; bemærker, at disse planer og strategier bør skitsere politikker og foranstaltninger, som omfatter tidlige nationale foranstaltninger for at undgå fastlåsning af kulstofintensive investeringer og infrastrukturer samt mål for energieffektivitet og vedvarende energi på kort og mellemlang sigt;

23.

understreger det presserende behov for at undgå et finansieringshul efter 2012 (hvor perioden med hurtig finansiering slutter) og for at arbejde hen imod at finde frem til, hvorledes klimastøtten kan sikres mellem 2013 og 2020 fra forskellige kilder; mener, at det med henblik på at fremskynde omstillingsprocesserne og undgå fastlåsning til fossile brændstoffer i mange udviklingslande er af vital betydning, at der indgås konkrete finansieringsforpligtelser for perioden 2013-2020; minder om, at flertallet af medlemsstaterne stadig ikke har afgivet tilsagn om klimafinansiering efter 2013;

24.

bemærker med bekymring, at mens de udviklede lande forpligtede sig til inden 2020 at yde 100 mia. USD til klimafinansiering, er der indtil nu ikke en internationalt aftalt definition af, hvad »ny og supplerende« egentlig betyder,

25.

understreger, at måling, kontrol og overvågning af klimafonde og deres additionalitet, er af afgørende betydning og kræver en internationalt aftalt definition; opfordrer EU til at udvikle en fælles strategi for at sikre, at statslig udviklingsbistand (ODA) ikke ledes bort fra eksisterende udviklingsmål, men er et virkeligt supplement.

26.

bifalder aktiviteterne under arbejdsprogrammet om langfristet finansiering vedrørende kilder til langfristet finansiering og finansieringsbehov i udviklingslandene og ser frem til medformændenes rapport, der skal drøftes i Doha;

27.

mener, at finansieringen af klimaindsatsen i udviklingslandene skal afhjælpe de negative virkninger af klimaændringer, der allerede mærkes i dag, og bidrage til at udvikle modstandskraft især i de fattigste og mest sårbare lande, og bidrage til at lukke modvirkningskløften inden 2020 og samtidig bidrage til en bæredygtig udvikling;

28.

påpeger i denne forbindelse, at innovative og yderligere finansieringskilder (internationale finansielle transaktionsskatter og afgifter på international luft- og søtransport) bør udnyttes;

29.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at en sådan finansiering er ny og supplerende, og desuden at fremme innovative finansieringskilder;

30.

understreger den betydelige omkostningsbesparelse og potentialet for reduktion af drivhusgasemissioner, hvis støtten til fossile brændstoffer fjernes; opfordrer til, at der i Doha vedtages planer om at udfase fossile brændstoffer i både udviklede lande og udviklingslande, idet bilag I-landene prioriteres;

31.

bifalder oprettelsen af bestyrelsen for Den Grønne Klimafond og ser frem til en afgørelse i Doha om sædet for fondens sekretariat; bemærker, at der på Dohakonferencen er brug for yderligere afgørelser for at aktivere Den Grønne Klimafond, der vedtoges som led i Cancúnaftalerne, navnlig for så vidt angår fondens startkapital, og understreger behovet for at mobilisere finansiel støtte fra parterne med henblik på at aktivere Den Grønne Klimafond; erkender, at Den Grønne Klimafond er afgørende for de mindst udviklede landes (LDC-lande) evne til at modvirke og tilpasse sig klimaændringerne, og at konkrete finansielle forpligtelser i den forbindelse er af afgørende betydning;

32.

understreger, at Cancúnaftalerne tydeligt angiver, at midlerne til udviklingslandene gennem Den Grønne Klimafond bør være »ny« og »supplerende« til den eksisterende udviklingsbistand;

33.

minder om, at de fattige lande har bidraget mindst til den stigende koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, men de er de mest sårbare over for virkningerne af klimaændringer og har den mindste tilpasningsevne;

34.

understreger, at sikring af politikkohærens og integration af miljøet i udviklingsprojekter er kernen i en effektiv EU-modvirknings- og tilpasningsstrategi for klimaændringer;

35.

opfordrer EU og dets medlemsstater til at støtte foranstaltninger til fordel for de fattige i udviklingslande, der vil hæve levestandarden for de fattigste; opfordrer navnlig indtrængende EU til at sikre, at finansielle midler kun vil blive gjort tilgængelige for støtten til klimavenlige udviklingsveje, hvilket indebærer, at direkte eller indirekte EU-støtte til den fossile brændstofindustri gradvist skal afvikles (dvs. gennem EIB's garantilån, eksportkreditagenturerne osv.) i overensstemmelse med de forpligtelser, som EU indgik på G20-topmødet i Pittsburgh i 2009;

36.

understreger, at den nuværende økonomiske krise ikke må bruges som et påskud for inaktivitet eller for at nægte finansiering af tilpasningsforanstaltninger i udviklingslandene; fremhæver, at udviklingen af en økonomi med lav kulstofemission faktisk er et vigtigt skridt hen imod en løsning på krisen;

37.

kræver, at de industrialiserede lande støtter udviklingslandene med tilstrækkelig finansielle og teknologiske foranstaltninger i forbindelse med anvendelsen af bæredygtige og effektive teknologier;

38.

mener, at disse foranstaltninger skal respektere udviklingslandenes interesser og prioriteringer, idet lokal viden inddrages og både syd-syd-samarbejdet og de små og mellemstore landbrugs rolle styrkes, under behørig hensyntagen til naturen og den økologiske balance;

39.

understreger, at finansielle midler til klimabeskyttelsesforanstaltninger bør stilles til rådighed i form af nye og supplerende bidrag ud over den eksisterende udviklingsbistand;

40.

minder EU og dets medlemsstater om, at statslig udviklingsbistand udgør en vital støtte til centrale udviklingsbehov — såsom sundhed og uddannelse — og den bør ikke omdirigeres til klimafinansiering; opfordrer EU og dets medlemsstater til at sikre tilstrækkelige midler til at nå årtusindudviklingsmålene, sammen med nye og supplerende midler til bekæmpelsen af klimaændringerne og tilpasningen til dem;

41.

bifalder vedtagelsen af beslutning 2/CMP.7 på Durbankonferencen som et vigtigt skridt hen imod indførelsen af robuste regnskabsregler for LULUCF-sektoren; bemærker, at beslutningen indeholder bestemmelse om et toårigt arbejdsprogram, hvormed målet er at undersøge behovet for mere omfattende regnskabsaflægning for at sikre miljøintegriteten af sektorens bidrag til reduktionen af emissioner;

42.

minder om, at både den ændrede arealanvendelse og landbruget er skyld i en betydelig del af drivhusgasemissionerne i udviklingslandene; opfordrer EU til at fremme agroskovbrug eller økologisk landbrug specielt i de mindst udviklede lande (LDC), eftersom de både bidrager til at mindske klimaændringer og til fattigdomsbekæmpelse ved at muliggøre diversificering i deres indkomster;

43.

gentager, at produktionen af agrobrændstoffer fra fødevareafgrøder (såsom olieholdige frø, palmeolie, sukkerrør, sukkerroer og hvede) potentielt kan føre til enorm efterspørgsel efter jord og bringe mennesker i fattige lande, hvis levebrød afhænger af adgang til jord og naturressourcer, i fare;

44.

finder det beklageligt, at de »bæredygtighedskriterier«, der er opstillet i direktivet om vedvarende energi og direktivet om brændstofkvalitet med hensyn til biobrændstoffer er af begrænset omfang og utilstrækkelige til at indeholde de negative virkninger af en udvidelse af agrobrændstoffer, især gennem indirekte ændringer af arealanvendelse; opfordrer EU til at hæve dets bæredygtigheds- og certificeringskrav for biobrændstoffer med henblik på at sikre overensstemmelse med sit engagement i kampen mod klimaændringer og med sin retlige forpligtelse til sammenhæng i udviklingspolitikken, som nedfældet i artikel 208 i Lissabontraktaten;

45.

minder om, at øget anvendelse af biomasse kan føre til en intensivering af skovbrugspraksis og en reduktion af skovenes kulstoflagre, hvilket kan udgøre en trussel mod EU's målsætning om at begrænse klimatemperaturstigningen til 2 oC; anmoder EU og dets medlemsstater om kun at acceptere agrobrændstoffer, som påviseligt reducerer udledningen af drivhusgasser, ikke udgør væsentlige problemer vedrørende arealanvendelse, ikke truer folks fødevaresikkerhed og ikke risikerer at føre til miljøbevarelseskonflikter; opfordrer i den forbindelse indtrængende Kommissionen om at udvikle retligt bindende bæredygtighedskriterier for biomasse, at indarbejde beregninger af ændringer i arealanvendelse i de eksisterende bæredygtighedskriterier for agrobrændstoffer og at indarbejde beregninger af ændringer i arealanvendelse og beregninger af kulstofgæld i bæredygtighedskriterierne for bioenergi;

46.

glæder sig over vedtagelsen i Durban af beslutninger vedrørende finansierings-, beskyttelses- og referenceniveauer; mener, at der må gøres yderligere fremskridt i Doha, navnlig med hensyn til den tekniske vurdering af referenceniveauer for skove; konstaterer endvidere, at REDD+ har en vigtig rolle at spille, når det gælder udjævning af modvirkningskløften frem til 2020;

47.

understreger, at REDD+ i henhold til UNFCCC vil blive finansieret med offentlige midler, og opfordrer til, at parterne viser en stærk politisk vilje til at udvikle innovative finansieringsløsninger;

48.

er imod handel med kulstof fra skove og inddragelse af REDD + i CO2-markederne, idet dette ville føre til en overtildeling af kreditter og et yderligere fald i prisen på kulstof;

49.

understreger, at en vellykket gennemførelse af REDD + afhænger af gennemsigtighed og udvikling af robuste overvågningssystemer;

50.

anerkender betydningen af REDD + i bekæmpelsen emissioner fra skovbrug; betoner i særlig grad, at REDD-plus ikke må underminere nogen af de fremskridt, som retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) hidtil har opnået, navnlig hvad angår skovforvaltning, afklaring og anerkendelse af sædvanebaserede ordninger for jordbesiddelse; opfordrer EU til at presse på for at REDD +-projekter skal være underlagt stærkere og mere detaljerede social garantier og garantier for forvaltning og miljøbeskyttelsesforanstaltninger, herunder beskyttelsesmekanismer, der sikrer, at rettighederne for mennesker, der bor i skovene, ikke krænkes;

51.

mener, at ordningen med betaling for beskyttelse af skovene skal være særlig stabil og langsigtet; understreger, at ødelæggelsen af skovene vil genoptages, hvis finansieringen falder under et vist niveau;

52.

gentager, at der er behov for internationale instrumenter med globale emissionsreduktionsmål for at begrænse international luftfarts og søtransports miljøpåvirkning; går fortsat ind for, at luftfart inddrages i den europæiske emissionshandelsordning;

53.

opfordrer medlemsstaterne til at anvende indtægter fra auktionering af luftfartkvoter som bidrag til at styrke klimafinansieringen i udviklingslandene fra 2013;

54.

understreger, at den nuværende økonomiske krise tydeligt viser, at kun en bæredygtig økonomi kan give velstand på lang sigt, og at klimabeskyttelse er en af de vigtigste søjler i sådan en bæredygtig økonomi; fremhæver, at det aldrig har været mere vigtigt at klarlægge grundene til politisk handling på klimabeskyttelsesområdet, nemlig at give flere mennesker mulighed for en høj levestandard samtidig med at ressourcer og udviklingsmuligheder også sikres for de kommende generationer;

55.

gentager, at udfordringen fra klimaændringerne ikke kan betragtes isoleret, men at den altid skal løses inden for rammerne af bæredygtig udvikling, industripolitik og ressourcepolitik;

56.

er af den opfattelse, at en af årsagerne til Durbankonferencens succes var, at den skabte grundlaget for at overvinde de tidligere strenge inddelinger i »parter« og »observatører«, i »udviklede lande« og »udviklingslande« samt i »bilag I-lande« og »ikke-bilag I-lande«, og anmoder derfor alle deltagere om at stræbe hen imod en ny, helhedsorienteret og mere altomfattende struktur for fremtidige forhandlinger;

57.

er af den opfattelse, at det nuværende »pledge and review«-system ikke vil føre til de grundlæggende ændringer, der er nødvendige for at bekæmpe klimaforandringerne i det lange løb, og opfordrer derfor indtrængende alle parterne til også at overveje andre fremgangsmåder;

58.

understreger, at der ikke findes lette løsninger på klimaændringerne, og fremhæver derfor de talrige muligheder for at opnå de nødvendige emissionsreduktioner, og endnu vigtigere, de nødvendige bevidsthedsforandringer; bifalder i denne forbindelse, at mange lande allerede har foretaget ambitiøse modvirkningstiltag og opfordrer UNFCCC til at skabe en platform for at øge gennemsigtigheden vedrørende konkrete tiltag;

59.

er bekymret over, at globale CO2-emissioner fra forbrænding af fossile brændsler ifølge IEA’s data er nået op på et rekordhøjt niveau i 2011; minder om, at den forventede samlede stigning i energiforbruget vil blive baseret på vækst af alle energikilder; mener derfor, at EU bestræbelser på at omdanne sin økonomi til en bæredygtig økonomi ikke må vakle, således at det kan udbygge sin konkurrencefordel inden for bæredygtig teknologi og ekspertise; mener, at EU bør fremme den internationale udbredelse af miljøvenlige teknologier, bl.a. inden for vedvarende energi, innovative og effektive teknologier for fossile brændstoffer og navnlig energieffektivitetsteknologier;

60.

opfordrer til en tættere koordinering mellem Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, således at EU taler med én stemme i internationale organisationer som IEA (Det Internationale Energiagentur), Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi (IRENA), det internationale partnerskab for samarbejde om energieffektivitet (IPEEC) og Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), og dermed spiller en mere aktiv og indflydelsesrig rolle, især i indsatsen for bæredygtige energipolitikker og energisikkerhedspolitikker;

61.

understreger, at mange lande bevæger sig i retning af en mere miljørigtig økonomi, hvilket har mange forskellige årsager, herunder klimabeskyttelse, ressourceknaphed og -effektivitet, energisikkerhed, innovation og konkurrenceevne; bemærker f.eks. de investeringsprogrammer, der har til formål at fremme omstilling på energiområdet i lande som f.eks. Kina og Sydkorea, og opfordrer Kommissionen til at analysere sådanne programmer og deres konsekvenser for EU 's konkurrenceevne i de pågældende sektorer;

62.

bifalder disse internationale skridt og gentager, at internationalt koordinerede foranstaltninger bidrager til at behandle problemerne vedrørende CO2-lækage og konkurrenceevne, der hersker i de relevante sektorer, navnlig i de energiintensive sektorer; opfordrer til en aftale om sikring af lige vilkår på internationalt plan for CO2-intensiv industri;

63.

er bekymret over en stigende grad af såkaldte importerede emissioner, eftersom emissionerne fra importerede varer øges hurtigere end de produktionsbaserede emissioner formindskes indenlandsk; mener, at hvis EU kunne overvåge og oplyse bedre om udviklingen af importerede emissioner, kunne dette opmuntre industrielle konkurrenter til at tilslutte sig en strammere kulstofemissionsreduktionsordning med henblik på at sikre en højere accept af deres produkter på EU-markedet;

64.

understreger, at den finansielle og budgetmæssige krise i EU ikke bør begrænse ambitionsniveauet for EU og dets industrier, forbrugere og medlemsstater, for så vidt angår de internationale klimaforhandlinger i Doha; mener, at EU's indsats for at omstille sin økonomi ikke må gå i stå, f.eks. for at undgå udflytning af arbejdspladser og navnlig af grønne arbejdspladser, og at EU er nødt til at overbevise sine partnere i hele verden, herunder Kina og USA, om fordelene ved at indgå en international aftale, og om, at det er muligt at foretage emissionsreduktioner uden at miste konkurrenceevne og arbejdspladser, især hvis de foretages kollektivt;

65.

understreger behovet for at udvikle og omgående gennemføre en helhedsorienteret råstof- og ressourcestrategi, bl.a. i forbindelse med ressourceeffektivitet, inden for alle økonomiske sektorer i både udviklede lande og udviklingslande, med henblik på at opnå langsigtede bæredygtige økonomier, og opfordrer EU og medlemsstaterne til at gå forrest med et godt eksempel i så henseende; opfordrer EU og dets medlemsstater til at støtte udviklingslandene både på nationalt og lokalt plan ved at stille ekspertise til rådighed i forbindelse med bæredygtig minedrift, øget ressourceeffektivitet samt genbrug og genanvendelse;

66.

mener, at sektorbaserede tilgange i kombination med tærskler i hele økonomien i industrialiserede lande kan bidrage til klimatiltag, konkurrenceevne og økonomisk vækst; understreger betydningen af at vedtage en sektorspecifik tilgang til industrielle emissioner især for nye vækstlande i forbindelse med internationale forhandlinger; håber, at en sådan tilgang også kan være del af en international ramme for klimaforanstaltninger efter 2012;

67.

bemærker, at priserne på de forskellige energikilder spiller en vigtig rolle for markedsaktørernes adfærd, herunder industriens og forbrugernes, og bemærker, at den nuværende internationale politiske rammes manglende evne til fuldt ud at internalisere de eksterne omkostninger fastholder ubæredygtige forbrugsmønstre; gentager endvidere, at et globalt CO2-marked ville være et sundt grundlag for at opnå både betydelige emissionsreduktioner og lige vilkår for industrien; opfordrer EU og dets partnere til inden for den nærmeste fremtid at finde frem til den mest effektive måde til at fremme forbindelser mellem EU's emissionshandelsordning og andre handelsordninger med henblik på at skabe et globalt CO2-marked, hvilket vil kunne sikre større mangfoldighed i reduktionsmulighederne, forbedre størrelsen af og likviditeten på markedet, gennemsigtigheden og i sidste ende føre til en mere effektiv ressourcefordeling til energisektoren og industrien;

68.

finder det beklageligt, at der på Rio + 20- topmødet i Rio de Janeiro ikke blev opnået væsentlige fremskridt på fremtidige centrale spørgsmål i forbindelse med bæredygtighed; beklager manglen på konkrete målsætninger, målbare aktiviteter og forpligtelser fra verdens ledere; noterer sig resultatet fra mødet i Durban, herunder fremskridtene af Durban-platformen, fortsættelsen af Kyoto-protokollen og oprettelsen af klimafonden på 100 milliarder USD samt videreudviklingen af teknologieksekutivkomitéen for anvendelse af kulstoffattige teknologier;

69.

understreger, at udvikling og anvendelse af banebrydende teknologier er nøglen til bekæmpelse af klimaændringerne, samtidig med at EU’s partnere i hele verden overbevises om, at emissionsreduktioner er mulige, uden at der mistes konkurrenceevne og arbejdspladser; opfordrer til et internationalt tilsagn om øgede investeringer i forskning og udvikling inden for banebrydende teknologier i de relevante sektorer; finder det af afgørende betydning, at EU går forrest med et godt eksempel ved i betragtelig grad at øge udgifterne til forskning i miljøvenlige og energieffektive erhvervs- og energiteknologier, og at EU udvikler et tæt videnskabeligt samarbejde på dette område med internationale partnere såsom BRIK-landene og USA;

70.

mener, at innovation er nøglen til at holde den globale opvarmning under 2 oC og bemærker, at der findes forskellige måder til at skabe incitamenter til innovation i en markedsbaseret økonomi; opfordrer Kommissionen til at vurdere de forskellige mekanismer til at belønne virksomheder, der går i spidsen og skiller sig ud på grund af deres evne til at igangsætte innovation og til at overføre og iværksætte teknologi globalt; opfordrer til, at man anerkender udviklingslandenes ret til fuldt ud at udnytte den fleksibilitet, der er indeholdt i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS-aftalen);

71.

fremhæver betydningen af at opbygge et tættere samarbejde mellem EU og de mindst udviklede lande; mener, at EU bør støtte bestræbelser, der gør det muligt for de mindst udviklede lande at finde partnere og finansiering til investeringer i vedvarende energi og grønne teknologier, og opfordrer Kommissionen til at komme med idéer til fælles forskningsprogrammer om alternative energikilder og om, hvordan EU kan tilskynde til samarbejde inden for forskellige industrisektorer mellem udviklede lande og udviklingslande;

72.

bemærker, at en nylig analyse fra IEA viser, at en forbedret effektivitet er den bedste vej til en bedre energistyring i de kommende årtier, da investeringer i en klimavenlig kurs frem til 2050 giver et tredobbelt afkast, men kræver stærke politiske tiltag og incitamenter;

73.

finder det beklageligt, at mulighederne for energibesparelser ikke udnyttes tilstrækkeligt hverken på internationalt plan eller i EU; understreger, at energibesparelser fremmer jobskabelse, økonomiske besparelser, energisikkerhed, konkurrenceevne og reduktion af CO2-emissioner; opfordrer EU til at være mere opmærksom på energibesparelser i internationale forhandlinger, når der drøftes teknologioverførsel, udviklingsplaner for udviklingslander eller økonomisk bistand; understreger, at EU og dets medlemsstater skal opfylde deres egne mål for at være troværdige;

74.

påpeger, at der i hele verden er skønsmæssigt to milliarder mennesker, som fortsat ikke har adgang til bæredygtig energi til overkommelige priser; understreger behovet for at tage fat på spørgsmålet om energifattigdom i overensstemmelse med de klimapolitiske målsætninger; bemærker, at der står energiteknologier til rådighed, som tager hensyn til både global miljøbeskyttelse og lokale udviklingsbehov;

75.

finder det beklageligt, at UNFCCC og konventionen om biodiversitet (CBD) ikke er tilstrækkeligt samordnet, hvilket betyder, at der går ressourcer tabt og værdifulde og supplerende politiske muligheder ikke udnyttes; understreger, at af de forskellige undersøgelser, herunder TEEB (de økonomiske aspekter ved økosystemer og biodiversitet) tydeligt fremgår, at det ofte er billigere bevare økosystemtjenester gennem bæredygtige metoder end at skulle erstatte funktioner, der er gået tabt, ved at investere i alternativ tung infrastruktur og teknologiske løsninger; opfordrer derfor indtrængende EU og dets medlemsstater til på det kommende COP 11 i Hyderabad at knytte deres klimaændringsmålsætninger tæt til målsætningerne for biodiversitetsbeskyttelse;

76.

understreger, at det er nødvendigt at fremme større adgang til og overførsel af miljømæssigt forsvarlige teknikker overalt, men især i udviklingslandene, med henblik på at forbedre adgangen til teknologisk information, at fremskaffe og stille pålidelige data til rådighed om eksisterende patenter og teknologi, at lette og øge delingen, udvekslingen og sammenlægningen af intellektuelle ejendomsrettigheder gennem gennemsigtige og sikre mekanismer og udvikle nye mekanismer med henblik på at fremme af forskning, som ikke forhindrer adgang til innovation; opfordrer derfor EU og dets medlemsstater til at behandle spørgsmålet om intellektuel ejendomsret med henblik på effektivt og hurtigt at skabe og sprede innovation, der er afgørende for at imødegå og bekæmpe klimaændringer;

77.

understreger, at EU fortsat skal handle konstruktivt i internationale klimaforhandlinger, og at alle EU-institutionerne under EU-Udenrigstjenestens ledelse forud for Doha må udvikle EU's klimadiplomati yderligere med det formål at stille med en klarere EU-klimaprofil, bibringe de internationale klimaforhandlinger en ny dynamik og tilskynde partnere overalt i verden, navnlig de største emittenter, til at indføre bindende, sammenlignelige og effektive emissionsreduktioner og passende foranstaltninger til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer;

78.

finder det beklageligt, at EU’s reduktionsmål ikke er i overensstemmelse med dets vedtagne 2 oC-målsætning og en omkostningseffektiv vej til målet om reduktion af drivhusgasemissioner i 2050;

79.

fremhæver vigtigheden af (subglobale) alliancer med de mest progressive lande som et middel til at sætte yderligere skub i forhandlingsprocessen og sikre, at de største emittenter vedtager ambitiøse og fyldestgørende mål for reduktion af udledningen af drivhusgasser;

80.

understreger i denne forbindelse betydningen af, at EU som en meget vigtig aktør indtager en fælles forhandlingsposition på Dohakonferencen i forsøget på at gøre fremskridt hen imod en international aftale og på at optræde som en samlet blok i denne henseende;

81.

opfordrer parterne til at anerkende, at lovgivernes engagement i forhandlingerne er afgørende for en vellykket mellemstatslig proces med henblik på en global aftale i 2015, idet fremskridt vedrørende parternes nationale klimalovgivning skaber de politiske betingelser for de multilaterale forhandlinger og kan komme deres overordnede ambitionsniveau til gode;

82.

understreger den afgørende position som begge værtsnationer indtager — Qatars som en af verdens vigtigste producenter af olie og gas, og som nu ser sine ressourcer mindske, men som stadig har de højeste globale kulstofemissioner pr indbygger, og Sydkoreas som en førende nation i »grønne teknologier«, og som det første land i Asien, der har vedtaget lovgivning om klimaændringer, der gennemfører politikker vedrørende emissionslofter og -handel — og opfordrer begge lande (der i øjeblikket ikke er omfattet af bilag I) til at gå forrest med et godt eksempel og hjælpe med at opbygge nye alliancer;

83.

udtrykker sin bekymring over, at den uformelle praksis, hvorefter der ventes på enighed mellem alle Rådets delegationer, forsinker en presserende klimaindsats, og opfordrer derfor indtrængende Rådet til enhver tid at handle på grundlag af kvalificeret flertal i overensstemmelse med traktaterne, både hvad angår generelle foranstaltninger (artikel 16, stk. 3, i TEU) og »under hele proceduren« ved indgåelse af nye internationale aftaler (artikel 218, stk. 8, i TEUF);

84.

bemærker, at Kommissionen har foreslået en køreplan for et kulstoffrit Europa i 2050, hvilket er et meget ambitiøst men realistisk mål; bekræfter i den forbindelse sit tilsagn til reduktion af drivhusgasemissioner selv uden for en international aftale;

85.

bemærker, at den globale opvarmning fremhæver alle landes gensidige afhængighed; anser det derfor for nødvendigt at nå frem til en global aftale for at undgå en katastrofal ændring, der dramatisk vil påvirke hele menneskeheden;

86.

mener, at EU's delegation spiller en afgørende rolle i klimaforhandlingerne, og finder det derfor uacceptabelt, at medlemmer af Europa-Parlamentet ikke kunne deltage i EU's koordineringsmøder på de foregående partskonferencer; forventer, at i det mindste formanden for Parlamentets delegation får lov til at deltage i EU's koordineringsmøder i Doha;

87.

påpeger, at Kommissionen i henhold til den rammeaftale, der blev indgået mellem Kommissionen og Parlamentet i november 2010, skal gøre det lettere for medlemmer af Europa-Parlamentet at deltage som observatører i EU-delegationer, der forhandler om indgåelse af multilaterale aftaler; minder om, at Parlamentet i henhold til Lissabontraktaten (artikel 218 i TEUF) skal godkende aftaler mellem EU og tredjelande eller internationale organisationer;

88.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer med anmodning om, at den bliver fremsendt til alle kontraherende parter uden for EU.