29.6.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 191/84

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester

COM(2011) 895 final — 2011/0439 (COD)

forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om offentlige indkøb

COM(2011) 896 final — 2011/0438 (COD)

og forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tildeling af koncessionskontrakter

COM(2011) 897 final — 2011/0437 (COD)

2012/C 191/16

Ordfører: Miguel Ángel CABRA DE LUNA

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 19. januar 2012 og den 10. februar 2012 under henvisning til artikel 53, stk. 1, artikel 62 og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester«

COM(2011) 895 final — 2011/0439 (COD).

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 17. januar 2012 og den 10. februar 2012 under henvisning til artikel 53, stk. 1, artikel 62 og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om offentlige indkøb«

COM(2011) 896 final — 2011/0438 (COD).

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 17. januar 2012 og den 10. februar 2012 under henvisning til artikel 53, stk. 1, artikel 62 og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tildeling af koncessionskontrakter«

COM(2011) 897 final — 2011/0437 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 17. april 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 480. plenarforsamling den 25.-26. april 2012, mødet den 26. april, følgende udtalelse med 179 stemmer for, 33 imod og 12 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Revisionen af direktiverne om offentlige indkøb er et led i et samlet program, der sigter mod en omfattende modernisering af ordningen for tildeling af kontrakter i Den Europæiske Union mht. såvel offentlige indkøb generelt som indkøb, der foretages af forsyningsvirksomheder inden for sektorerne vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester. I samme forbindelse er der fremlagt et nyt forslag til direktiv om tildeling af koncessionskontrakter, som hidtil kun har været delvist reguleret på EU-plan.

1.2   Den positive modtagelse af EØSU's udtalelse INT/570 om »Grønbog om modernisering af EU's politik for offentlige indkøb – Mod et mere effektivt europæisk marked for offentlige indkøb« var næsten absolut, som det fremgår af afstemningsresultatet. Derfor bør udvalget i nærværende udtalelse fastholde de samme principper og synspunkter, hvilket ikke er til hinder for, at vi på grundlag af denne store konsensus har bygget videre på disse principper og synspunkter, idet vi nu står med specifikke og konkrete lovgivningsforslag.

1.3   EØSU understreger, at det er vigtigt at holde sig Europa 2020-strategiens innovative tilgange og miljømæssige og sociale aspekter for øje i forbindelse med offentlige indkøb.

1.4   Det er nærmere bestemt hensigten at fremme kvalitet og innovation i forbindelse med offentlige indkøb, begrænse det overflødige bureaukrati, inddrage miljømæssige og sociale kriterier (til beskyttelse af jobsikkerheden og arbejdsvilkårene og til gavn for personer med handicap og andre ugunstigt stillede grupper), fremme udvælgelsen af det økonomisk mest fordelagtige tilbud i stedet for det billigste, der bør være undtagelsen frem for reglen; alt dette for at fremme mere intelligente og effektive offentlige indkøb, fokusere på behovet for større faglig kompetence, få flere SMV'er, herunder sociale virksomheder, til at deltage, bekæmpe favorisering, svig og bestikkelse samt tilskynde til europæiske offentlige indkøb af grænseoverskridende karakter for blot at nævne nogle mål. I betragtning af behovet for at fremme bæredygtig udvikling går EØSU ind for, at man anvender princippet om levetidsomkostninger.

1.5   EØSU mener, at fælles europæiske fremgangsmåder ved indkøb giver garanti for større gennemsigtighed og objektivitet. Under alle omstændigheder får medlemsstaterne med disse forslag betydelig fleksibilitet til at tilpasse procedurerne og værktøjerne til deres specifikke situation. Alle disse parametre vil sammen med hensynet til kvalitet og faglig kompetence uden nogen som helst tvivl komme borgerne og almenvellet til gode.

1.6   Det blev efter lange drøftelser om tjenesteydelser af almen interesse konkluderet, at disse ikke udgør indkøb som sådan, men tjenesteydelser, der leveres af eller på vegne af myndigheder. EØSU understreger, at de ordregivende myndigheder har helt frie hænder til selv at udføre alle eller enkelte af de dermed forbundne funktioner eller til at outsource de opgaver, som de finder egnede hertil.

1.7   EØSU erklærer endnu en gang sin støtte til muligheden for at reservere kontrakter til beskyttede værksteder, som beskæftiger handicappede, og til sociale virksomheder, som beskæftiger andre dårligt stillede arbejdstagere, for at sikre lige muligheder for alle og af hensyn til integrationen i samfundet.

1.8   Bestemmelserne om den fortrolige karakter af de oplysninger, som virksomhederne indgiver i deres tilbud, bør strammes op.

1.9   Tekniske specifikationer bør udvides til at omfatte produktions- og procesforhold. Det vil medføre forenkling og højere gennemsigtighed for ordregivende myndigheder, når der skal tages vigtige beslutninger til fremme af bæredygtige mål, herunder miljømæssig bæredygtighed, håndhævelse af kollektive overenskomster, arbejdsstandarder, arbejdsvilkår og lige løn for lige arbejde.

1.10   Stadig i forbindelse med de tekniske specifikationer anser EØSU det for meget positivt, at man nu vil kræve, at de tekniske specifikationer tager hensyn til kriterier vedrørende adgangsmuligheder for handicappede eller design for samtlige brugere, medmindre der er tale om særlige omstændigheder.

1.11   Hvad angår udelukkelsesgrundene, der nævnes i artikel 55, stk. 3, i forslaget til direktiv om offentlige indkøb, er det positivt, at ordregiverne kan vælge ikke at tildele en kontrakt til en tilbudsgiver, som ikke opfylder forpligtelserne i EU-lovgivningen på social-, arbejdsmarkeds- eller miljøområdet eller i de internationale arbejdsmarkeds- og miljøbestemmelser, der er anført i bilag XI. Men det bør også udtrykkeligt fremgå af denne bestemmelse – fordi det er indlysende, at det bør være sådan – at tilbudsgivere også kan udelukkes, hvis de ikke opfylder forpligtelserne i den relevante medlemsstats lovgivning på social-, arbejdsmarkeds- eller miljøområdet og i kollektive overenskomster, der gælder dér, hvor arbejdet, tjenesteydelsen eller varen leveres. Under alle omstændigheder bør disse udelukkelsesgrunde efter EØSU's mening være obligatoriske.

1.12   Som anført i EØSU's tidligere udtalelse INT/570 bør det i artikel 57 i forslaget til direktiv om offentlige indkøb udtrykkeligt kræves, at »tilbudsgiveren afgiver en »tro-og-love« erklæring eller en erklæring om, at den gældende lovgivning i hver enkelt stat er overholdt, for så vidt angår integrering af handicappede på arbejdsmarkedet såsom forpligtelsen til at ansætte et bestemt antal eller en bestemt procentdel handicappede, i de lande hvor der eksisterer en sådan retlig forpligtelse«. Dette vil naturligvis ikke være nødvendigt i de lande, hvor der ikke er en sådan forpligtelse.

1.13   Ligeledes som nævnt i udtalelsen INT/570 er ILO-konventionen C94 om arbejdsklausuler i offentlige indkøbskontrakter, der blev vedtaget i 1949, i dag bindende i 10 EU-medlemsstater, medens den i andre – herunder Irland – anvendes frivilligt ved offentlige indkøb. EØSU noterer sig principperne i konventionen og foreslår, at medlemsstaterne opfordres til at ratificere den og følge dens principper.

1.14   EØSU mener, at der fortsat gøres overdrevent stort brug af tildelingskriteriet »den laveste pris« eller »de laveste omkostninger«. Den overdrevne brug af dette kriterium forhindrer innovation og vanskeliggør bestræbelserne på at sikre bedre kvalitet og et bedre forhold mellem kvalitet og pris, som er blandt kravene i Europa 2020-strategien, og udmønter sig ikke nødvendigvis i en større værdi. Det bør derfor være altid undtagelsen og ikke reglen, at kriteriet laveste pris anvendes.

1.15   EØSU mener, at der er behov for at styrke foranstaltningerne vedrørende underentreprise. Flere niveauer af underentreprise skaber vanskeligheder for overholdelsen af kollektive overenskomster, arbejdsvilkår og sundheds- og sikkerhedsprocedurer. Offentlige myndigheder bør have et større råderum til at udøve indflydelse på, at kontrakten lever op til de sociale, miljømæssige og kvalitetsmæssige målsætninger. Når der anvendes underentreprenører, bør alle oplysninger herom afgives, inden kontrakten tildeles, og den offentlige myndighed bør fastsætte ansvarsgrundlag og forpligtelser for at muliggøre effektivt tilsyn og kontrol med kontrakten. Der bør indføres de nødvendige mekanismer, der gør det muligt for offentlige myndigheder at nedlægge veto mod og afvise underleverandører i tilfælde af betænkeligheder.

1.16   EØSU er tilhænger af opretholdelsen af sondringen mellem A- og B-tjenesteydelser, forudsat at det skaber retssikkerhed, og af muligheden for at forlænge grænseoverskridende kontrakter om B-tjenesteydelser. Allerede i udtalelsen INT/570 opfordredes Kommissionen til at foretage en regelmæssig revision af listen over B-tjenesteydelser for at vurdere, om visse B-tjenesteydelser med fordel kunne flyttes over på listen over A-tjenesteydelser. Under alle omstændigheder er EØSU bekymret over, at flere kontrakter om offentlige tjenesteydelser, som tidligere var opført i listen over B-tjenesteydelser, nu er fjernet fra henholdsvis bilag XVI og bilag XVII i de to direktivforslag, som opregner de tjenesteydelser, der er omfattet af henholdsvis artikel 74-76 og artikel 84-86 i de to forslag. Endelig mener EØSU, at henvisningen til tjenester, som ydes af religiøse organisationer, og til tjenester, som ydes af fagforeninger, som i dag findes i bilag XVI og bilag XVII til forslagene, bør udgå.

1.17   EØSU bemærker, at der stadig hersker alvorlig tvivl om behovet for et EU-direktiv om tildeling af koncessionskontrakter, og henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 25. oktober 2011 om modernisering af offentlige indkøb (2011/2048 (INI)), hvori denne institution anfører, at »eventuelle forslag til en retsakt, som vedrører koncessioner på tjenesteydelser, kun er berettiget, hvis formålet er at afhjælpe forvridninger i det indre markeds funktion«, og påpeger, at »der hidtil ikke er konstateret sådanne forvridninger«. EØSU opfordrer til, at der gennemføres en yderligere og fuldstændig konsekvensanalyse, inden man går videre med forslagene.

1.18   EØSU mener, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse normalt er omfattet af specifikke regler – på nationalt og EU-plan – som skal sikre tilgængelighed, overkommelige priser og kvalitet ved at yde garanti for lige behandling, universel adgang, sikkerhed og brugernes rettigheder. Der bør henvises til disse regler og garantier i forslaget. I henhold til Protokol om tjenesteydelser af almen interesse, der er vedlagt Lissabontraktaten, skal de nationale, regionale og lokale myndigheder fortsat have vide skønsbeføjelser med hensyn til at tilrettelægge og levere disse tjenesteydelser og til at fastlægge alle kvalitative eller prismæssige betingelser for at forfølge deres almennyttige målsætninger.

1.19   De offentlige myndigheder er i deres fulde ret til at vælge at lade offentlige kontrakter udføre internt (in house) eller til at samarbejde med andre offentlige myndigheder, sådan som det er anerkendt i traktaterne og EU-Domstolens praksis, under overholdelse af principperne om gennemsigtighed.

1.20   EØSU går ind for at etablere nationale tilsynsmekanismer i medlemsstaterne til gennemførelse og overvågning af offentlige indkøb.

2.   Overblik over Kommissionens forslag

2.1   De offentlige myndigheder bruger ca. 18 % af EU's BNP på varer, tjenester og bygge- og anlægsarbejder. I disse tider med budgetstramninger skal politikken for offentlige indkøb sikre en optimal brug af budgetmidlerne for at understøtte væksten og jobskabelsen og derigennem bidrage til opfyldelsen af Europa 2020-strategiens mål.

2.2   Den gældende generation af direktiver om offentlige indkøb er resultatet af en lang udviklingsproces, som startede i 1971 med vedtagelsen af direktiv 71/305/EØF (1). En omfattende økonomisk vurdering har vist, at direktiverne om offentlige indkøb i betydelig grad har nået deres mål. Der er dog stadig brug for betydelige fremskridt for at nå målene om social bæredygtighed og miljøbeskyttelse. Det er sandt, at de har forbedret gennemsigtigheden og konkurrencesituationen og sænket prisniveauet, men man bør også værne om beskæftigelsen og løn- og arbejdsvilkårene, for at dette ikke skal gå ud over Europa 2020-strategiens mål om vækst og jobskabelse samt de horisontale sociale og miljømæssige mål, der er fastlagt i Lissabontraktaten.

2.3   EØSU henleder også opmærksomheden på muligheden for, at man på dette område ser nærmere på, hvilken rolle de økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstagere (2) kan spille.

2.4   De berørte parter har ikke desto mindre bedt om en revision af direktiverne om offentlige indkøb med henblik på at forenkle reglerne, øge deres effektivitet og gøre dem bedre egnede til at tage hensyn til den ændrede politiske, sociale og økonomiske situation.

2.5   Revisionen af direktiverne om offentlige indkøb er et led i et samlet program, der sigter mod en omfattende modernisering af ordningen for tildeling af kontrakter i Den Europæiske Union mht. såvel offentlige indkøb generelt som indkøb, der foretages af forsyningsvirksomheder inden for sektorerne vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester. Reformen af lovgivningen om offentlige indkøb er et af de tolv tiltag, der bebudes i Kommissionens meddelelse »Akten for det indre marked: Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid«, der blev vedtaget i april 2011.

2.6   I samme forbindelse er der fremlagt et nyt forslag til direktiv om tildeling af koncessionskontrakter, som hidtil kun har været delvist reguleret i den afledte EU-ret. Ikke desto mindre har flere organisationer på såvel arbejdsgiver- som arbejdstagersiden og forskellige politiske aktører samt offentlige myndigheder udtrykt klar modstand mod dette forslag, da de anser det for tvivlsomt, om det vil kunne give større retssikkerhed og om det behørigt respekterer de offentlige myndigheders kompetence til at træffe beslutninger i overensstemmelse med deres egne beføjelser, som de europæiske traktater tilkender dem.

2.7   Hvad angår såvel offentlige indkøb som koncessionskontrakter glæder EØSU sig over, at Kommissionen har taget hensyn til de sociale tjenesteydelsers specifikke karakter og foreslår en forenklet procedure. Det beklager dog, at Kommissionen ikke trækker en klar grænse mellem »offentlige indkøb« og »koncession« på den ene side og andre fremgangsmåder til varetagelse af de offentlige opgaver, især af social karakter, på den anden side. Derfor foreslår EØSU, at der i begge direktiver indføjes ændringer med følgende ordlyd: »Hvis medlemsstaterne følger princippet om at give alle tjenesteydere, som opfylder de i loven fastsatte betingelser uanset deres juridiske form og under hensyntagen til principperne om gennemsigtighed og ikke-forskelsbehandling, betragtes disse fremgangsmåder ikke som tjenesteydelseskoncessioner eller tildeling af offentlige kontrakter«.

3.   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse INT/570 »Mod et mere effektivt europæisk marked for offentlige indkøb«

3.1   Europa-Kommissionen besluttede den 27. januar 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog om modernisering af EU's politik for offentlige indkøb – Mod et mere effektivt europæisk marked for offentlige indkøb« COM(2011) 15 final.

3.2   Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 23. juni 2011.

3.3   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin plenarforsamling den 13. juli 2011 med 164 stemmer for, 1 imod og 4 hverken for eller imod sin udtalelse INT/570 om den nævnte grønbog.

3.4   Den positive modtagelse af denne udtalelse, som fremgår af afstemningsresultatet, betyder, at udvalget i denne nye udtalelse, som det nu er blevet bedt om at afgive, bør fastholde de samme principper og synspunkter, dels fordi der ikke er nye omstændigheder, som gør det nødvendigt at ændre disse, dels fordi det er tilrådeligt at holde fast i dette flertal og i den samarbejdsånd til gavn for almenvellet, som resulterede i, at hele Det Økonomiske og Sociale Udvalg nåede til enighed om den foregående udtalelse. Dette er ikke til hinder for, at vi på grundlag af denne store konsensus, kan bygge videre på disse principper og synspunkter, idet vi nu står med specifikke og konkrete lovgivningsforslag.

3.5   I udtalelsen INT/570 gav EØSU allerede udtryk for, at det glædede sig over den debat, som Kommissionen havde indledt med sin grønbog om modernisering af EU's politik for offentlige indkøb for at opnå et mere effektivt og mere velfungerende indre marked, som er mere innovativt, grønnere og mere socialt.

3.6   Udtalelsen gik også ind for at fremme kvalitet og innovation i forbindelse med offentlige indkøb, begrænse det overflødige bureaukrati, inddrage miljømæssige og sociale kriterier (til beskyttelse af jobsikkerheden og arbejdsvilkårene og til gavn for personer med handicap og andre ugunstigt stillede grupper), fremme udvælgelsen af det økonomisk mest fordelagtige tilbud i stedet for det billigste; alt dette for at fremme mere intelligente og effektive offentlige indkøb, fokusere på behovet for større faglig kompetence, få flere SMV'er, herunder sociale virksomheder, til at deltage, bekæmpe favorisering, svig og bestikkelse samt tilskynde til europæiske offentlige indkøb af grænseoverskridende karakter for blot at nævne nogle mål.

4.   Forslag til direktiv om offentlige indkøb – COM(2011) 896 final og Forslag til direktiv om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester – COM(2011) 895 final

4.1   Det er hensigten med den foreslåede reform gennemgribende at modernisere den gældende lovgivning om offentlige indkøb, så den bliver bedre egnet til tage hensyn til den ændrede politiske, sociale og økonomiske situation. Man har derfor i lyset af selve Den Europæiske Unions traktater anset det for nødvendigt at udarbejde et direktiv om offentlige indkøb og et andet separat direktiv om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester.

4.2   Kommissionens reform har to supplerende mål:

—

at øge omkostningseffektiviteten for at opnå de bedst mulige resultater af offentlige indkøb (bedste forhold mellem kvalitet og pris). Det omfatter navnlig, at de nuværende regler for offentlige indkøb forenkles. Strømlinede og effektive procedurer vil være til fordel for alle økonomiske aktører og fremme deltagelsen for både SMV'er og grænseoverskridende tilbudsgivere;

—

at give ordregiverne bedre mulighed for at anvende offentlige indkøb til støtte for fælles samfundsmæssige mål, som f.eks. miljøbeskyttelse, bedre ressource- og energieffektivitet, bekæmpelse af klimaændringer, styrkelse af innovation, fremme af beskæftigelse og social inddragelse og sikring af de bedst mulige betingelser for en høj kvalitet i sociale tjenesteydelser.

4.3   EØSU mener, at fælles europæiske fremgangsmåder ved indkøb giver garanti for større gennemsigtighed og objektivitet og gør det vanskeligere at udøve favoritisme ved tildelingerne. Under alle omstændigheder får medlemsstaterne med disse forslag betydelig fleksibilitet til at tilpasse procedurerne og værktøjerne til deres specifikke situation. Alle disse parametre vil sammen med hensynet til kvalitet og faglig kompetence uden nogen som helst tvivl kommer borgerne og almenvellet til gode.

4.4   Begrebet offentligretligt organ er ikke klart. Definitionen af begrebet »offentligretligt organ«, som står i artikel 2 i begge direktivforslag (offentlige indkøb og fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester) må præciseres.

4.5   EØSU anser tærskelværdierne for anvendelsen af de to direktiver, der fastsættes i artikel 4 og 12 i forslagene, for passende.

4.6   Det blev efter lange drøftelser om tjenesteydelser af almen interesse konkluderet, at disse ikke udgør indkøb som sådan, men tjenesteydelser, der leveres af eller på vegne af myndigheder. EØSU understreger, at de ordregivende myndigheder har helt frie hænder til selv at udføre alle eller enkelte af de dermed forbundne funktioner eller til at outsource de opgaver, som de finder egnede hertil. Samtidig må der tages hensyn til medlemsstater, hvis system er baseret på primærretlige principper om lige behandling, ikke-forskelsbehandling og gennemsigtighed, der indebærer, at tjenesteyderen tildeles en generel tilladelse til at levere ydelser. Selve tjenesteydelsen af almen interesse (3) bør derfor ikke være omfattet af direktivet, mens enhver outsourcing eller ethvert indkøb foretaget af eller på vegne af myndigheden i forbindelse med en tjenesteydelse af almen interesse klart bør være omfattet af direktivet.

EUF-traktatens artikel 14 og protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse anerkender de offentlige tjenesters særlige karakter og vigtighed, og de nationale, regionale og lokale myndigheders vide beføjelser til at afgøre, hvordan disse tjenesteydelser leveres, udlægges og tilrettelægges. Dette inkluderer intern levering af tjenesteydelser og offentlig-offentligt samarbejde. Sikring af et højt kvalitetsniveau, sikkerhed, overkommelige priser, lige behandling og fremme af universel adgang og brugerrettigheder har afgørende betydning. Disse principper bør overholdes i alle forslag til direktiver vedrørende offentlige indkøb.

4.7   Direktiverne skal ikke foreskrive, hvad en ordregivende myndighed må eller ikke må indkøbe eller outsource, men blot fastlægge procedurerne for dette indkøb eller denne outsourcing. Det er EØSU's holdning, at denne frihed ikke må indskrænkes. Under alle omstændigheder bør dette foregå gennemsigtigt og med rimelige virkemidler uden at åbne op for misbrug eller svig.

4.8   De offentlige myndigheder er i deres fulde ret til at vælge at lade offentlige kontrakter udføre internt (in house) eller til at samarbejde med andre offentlige myndigheder, sådan som det er anerkendt i traktaterne og EU-Domstolens praksis, under overholdelse af principperne om gennemsigtighed.

4.9   De generelle regler om økonomiske aktører, der findes i artikel 16 og 30 i de to direktivforslag, er fornuftige, for så vidt som de fremmer SMV'ernes deltagelse, idet disse under alle omstændigheder skal overholde de sociale og arbejdsmarkedsmæssige standarder og miljøstandarderne.

4.10   EØSU erklærer endnu en gang ligesom i sin udtalelse INT/570 sin støtte til muligheden for at lade kontrakter være forbeholdt beskyttede værksteder for personer med handicap, for at sikre lige muligheder for alle borgere og af hensyn til integrationen i samfundet. EØSU bemærker, at artikel 17 og 31 i forslagene udvider anvendelsesområdet i forhold til 28. betragtning og artikel 19 i direktiv 2004/18/EF til også at omfatte dårligt stillede arbejdstagere. På denne baggrund foreslår EØSU, at forslagene adskiller de to aspekter således: »Medlemsstaterne kan lade kontrakter om offentlige indkøb være forbeholdt:

a)

beskyttede værksteder eller beslutte, at de skal udføres i forbindelse med programmer for beskyttet beskæftigelse, hvis hovedparten af de beskæftigede er personer med handicap, som på grund af arten eller graden af deres handicap ikke kan udøve en erhvervsmæssig aktivitet på almindelige vilkår, eller som har svært ved at finde beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked;

b)

sociale virksomheder, hvis vigtigste mål er social og faglig integration af dårligt stillede arbejdstagere, hvis mere end 30 % af de beskæftigede hos disse økonomiske operatører eller i disse programmer er dårligt stillede arbejdstagere. Udbudsbekendtgørelsen skal indeholde en henvisning til denne artikel«.

EØSU mener, at forslagene udtrykkeligt bør fastsætte, at denne type kontrakter skal tegne sig for en bestemt procentdel eller et bestemt antal i de medlemsstater, hvor det er berettiget, f.eks. hvor der er et stort antal personer med handicap, der er i stand til at arbejde, men som stadig ikke er i beskæftigelse.

4.11   Under alle omstændigheder bør der efter EØSU's mening i forbindelse med de reserverede kontrakter indføjes en henvisning til, at disse beskyttede værksteder og økonomiske aktører, hvis vigtigste mål er social og faglig integration af handicappede eller dårligt stillede arbejdstagere, »hovedsageligt skal være oprettet og forvaltet af nonprofit-sektoren«, hvilket ville gøre deres fortrinsret til støtte fra det offentlige endnu mere berettiget.

4.12   Bestemmelserne i artikel 18 og 32 om den fortrolige karakter af de oplysninger, virksomhederne fremsender i deres tilbud, bør strammes op, især i forbindelse med proceduren for konkurrencedialog. EØSU anser det for afgørende, at de ordregivende myndigheder ikke offentliggør oplysninger, som de økonomiske aktører har fremsendt, og som de har betegnet som fortrolige, men de bør heller ikke offentliggøre andre fremsendte oplysninger, medmindre der foreligger berettiget grund dertil. De ordregivende myndigheder bør heller ikke bruge de økonomiske aktørers oplysninger i andre konkurrencesammenhænge.

4.13   Bestemmelsen om proceduren for udbud med forhandling i artikel 27 i forslaget til direktiv om offentlige indkøb, er ikke klar. Der er risiko for, at andre uønskede fremgangsmåder kan vinde indpas under dække af denne procedure. På denne baggrund ville det være bedre helt at fjerne denne procedure fra direktivforslaget, eller – hvis dette ikke er muligt – i det mindste at fastlægge tydelige kriterier for en begrænset anvendelse af proceduren for at forhindre enhver form for misbrug.

4.14   I alle udbud, men især i proceduren for konkurrencepræget dialog, bør tilbudsgivernes intellektuelle ejendomsret beskyttes.

4.15   Eftersom proceduren med konkurrencepræget dialog, der er omhandlet i artikel 28 i forslaget til direktiv om offentlige indkøb, er så kompliceret og langtrukken, mener EØSU, at der kun bør lægges begrænsninger på dens eventuelle anvendelse, hvis det virkeligt er på sin plads. Det vil – som anført i artikel 29 i det nuværende direktiv 2004/18/EF – sige i tilfælde af særligt komplekse kontrakter, hvor de ordregivende myndigheder mener, at anvendelse af et offentligt eller et begrænset udbud ikke gør det muligt at indgå en kontrakt. Det kunne også overvejes at indføre en maksimumsfrist, inden for hvilken tildelingen skal finde sted.

4.16   EØSU er enigt i reguleringen af proceduren for innovationspartnerskaber i artikel 29 og 43 i de to forslag, da en alt for stram regulering reelt ville stå i vejen for dens anvendelse. Af samme grund bør denne procedure være fleksibel i forhold til statsstøttereglerne.

4.17   Anvendelsen af rammeaftaler (artikel 31 og 45 i de to forslag) bør ikke føre til uberettigede prisnedsættelser, som ville kunne gå ud over kvaliteten af arbejdet, produkterne eller tjenesteydelserne. Under alle omstændigheder anerkendes det, at en passende regulering af rammeaftalerne også vil kunne fremme tilgodeseelsen af målene om bæredygtighed og om højnelse af kvaliteten gennem bestemmelser, som giver garanti for investeringssikkerhed.

4.18   Bestemmelserne om elektroniske auktioner i forslagenes artikel 33 og 47 favoriserer den laveste pris alt for meget, og general anvendelse heraf går imod de forslag, som EØSU fremsætter både i denne udtalelse og i den tidligere udtalelse INT/570. Ligeledes kan det blive til alvorlig skade for de europæiske virksomheders konkurrencestilling over for andre fra tredjelande med langt lavere omkostninger. Derfor bør anvendelse af bestemmelserne ske med den nødvendige forsigtighed.

4.19   Som anført i udtalelsen INT/570 bør tekniske specifikationer i givet fald udvides til at omfatte produktions- og procesforhold. Det vil medføre forenkling og højere gennemsigtighed for ordregivende myndigheder, når der skal tages vigtige beslutninger til fremme af bæredygtige mål, herunder miljømæssig bæredygtighed, håndhævelse af kollektive overenskomster, arbejdsstandarder, arbejdsvilkår og lige løn for lige arbejde. Sagen om grøn elektricitet er et klart eksempel på, hvordan og hvorfor produktionsforhold bør angives som tekniske specifikationer og ikke blot henføres til kategorien »betingelser vedrørende kontraktens udførelse« (se dom af 4. december 2003, sag C-448/01, EVN og Wienstrom, Sml. 2003 I, s. 14527).

4.20   Stadig i forbindelse med de tekniske specifikationer anser EØSU det for meget positivt, at det i artikel 40, stk. 1, og 54, stk. 1, i de to forslag kræves, at de tekniske specifikationer tager hensyn til kriterier vedrørende adgangsmuligheder for handicappede eller design for samtlige brugere, medmindre der er tale om særlige omstændigheder. Denne formulering »medmindre der er tale om særlige omstændigheder« erstatter formuleringen i direktiv 2004/18/EF, hvori det hedder »når det er muligt«. Den nye formulering lægger efter EØSU's mening større emfase på den obligatoriske karakter af denne bestemmelse om, at de tekniske specifikationer skal tage hensyn til kriterier vedrørende adgangsmuligheder og design for samtlige brugere. Ikke desto mindre mener EØSU, at det for klart at understrege denne obligatoriske karakter også bør anføres, at disse særlige omstændigheder desuden skal begrundes behørigt, og det foreslås derfor, at der i artikel 40, stk. 1, og 54, stk. 1, kommer til at stå: »medmindre der er tale om særlige behørigt begrundede omstændigheder«.

4.21   Hvad angår de mærker, der er omhandlet i artikel 41 og 55 i de to forslag, og i henholdsvis 28. og 36. betragtning, hvori de også omtales, er reguleringen af dem ikke helt konsekvent, eftersom der i 28. og 36. betragtning tales om »ordregivende myndigheder, der ønsker at anskaffe bygge- eller anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser med specifikke miljømæssige, sociale eller andre egenskaber (…)«, hvorefter der blandt interessenterne kun nævnes miljøorganisationer, men ikke sociale organisationer, hvilket der bør rettes op på ved at tilføje sidstnævnte. Samme tilføjelse bør foretages i artikel 41, stk. 1, litra c) og artikel 55, stk. 1, litra c), hvor de sociale organisationer også bliver forbigået.

4.22   Der kunne indføjes et nyt stykke i artikel 41 og 55 i forslagene, hvori det i betragtning af de særlige karakteristika og det tilstræbte mål med bestemmelserne om disse mærker fastsættes, at »ordregivere kan stille krav om eller foretrække mærker, som certificerer horisontale tildelingskriterier af social eller miljømæssig art, skønt de ikke nødvendigvis direkte vedrører kontraktens genstand«.

4.23   Med hensyn til alternative tilbud, som er omhandlet i artikel 43 og 58 i de to forslag, mener EØSU, at i stedet for kun at tillade dem, når det udtrykkeligt angives, ville det være mere hensigtsmæssigt at fastsætte, at alternative tilbud altid kan fremsættes, medmindre det udtrykkeligt forbydes i udbudsbetingelserne, hvilket ville bane vej for mere og bedre innovation i udbuddene.

4.24   Som nævnt i udtalelsen INT/570 støtter EØSU indførelsen af lige vilkår i forbindelse med offentlige indkøb, således at SMV'er kan sikres en »rimelig andel« af offentlige kontrakter, men det går ikke ind for positiv forskelsbehandling af SMV'er, hvilket bl.a. skyldes, at det kan føre til kunstige konstruktioner og deraf følgende risiko for bestikkelse. Ikke desto mindre er det positivt, at det i henhold til artikel 44 og 59 i de to forslag bliver muligt – hvis det kan lade sig gøre – at opdele kontrakter i delkontrakter, så SMV'ernes muligheder bliver mere synlige og dermed mere tilgængelige.

4.25   Ikke desto mindre bør der fastsættes en klar bestemmelse om opdelingen af kontrakterne i delkontrakter for at sikre, at alle ordremodtagere for de forskellige delkontrakter overholder de sociale og miljømæssige standarder, og for at undgå illoyal konkurrence mellem virksomhederne. EØSU mener, at kravet om, at ordregiverne skal begrunde deres beslutning om ikke at opdele kontrakterne i delkontrakter, ikke er praktisk og ikke i samklang med målet om forenkling af fremgangsmåderne ved indkøb. Ligeledes mener EØSU, at bestemmelserne om begrænsning af det antal delkontrakter, der kan bydes på eller tildeles, er unødigt komplicerede, og at det ville være bedre at lade dem udgå af forslaget.

4.26   Hvad angår udelukkelsesgrundene, der nævnes i artikel 55, stk. 3, i forslaget til direktiv om offentlige indkøb, er det positivt, at ordregivere kan udelukke tilbudsgivere fra deltagelse i kontrakter, hvis de ikke opfylder forpligtelser i henhold til EU's social- og arbejdsmarkeds- eller miljølovgivning eller de i bilag XI anførte internationale sociale, arbejdsretlige og miljømæssige bestemmelser. Men det bør også udtrykkeligt fremgå af denne bestemmelse – fordi det er indlysende, at det bør være sådan – at tilbudsgivere også kan udelukkes, hvis de ikke opfylder forpligtelserne i den relevante medlemsstats lovgivning på social-, arbejdsmarkeds- eller miljøområdet og i kollektive overenskomster, der gælder dér, hvor arbejdet, tjenesteydelsen eller varen leveres. Under alle omstændigheder bør disse udelukkelsesgrunde efter EØSU's mening være obligatoriske.

4.27   I modsat fald ville disse forpligtelser, som i tilfælde af tilsidesættelse kan føre til udelukkelse, indskrænke sig til alt for generelle og lidet konkrete parametre som dem, der er angivet i bilag XI i forslaget eller i selve EU's lovgivning.

4.28   Som nævnt i udtalelsen INT/570 er ILO-konventionen C94 om arbejdsklausuler (i offentlige indkøbskontrakter) fra 1949 i dag bindende for 10 EU-medlemsstater, medens andre medlemsstater – herunder Irland – frivilligt anvender konventionen ved offentlige indkøb. EØSU noterer sig principperne i konventionen og foreslår, at medlemsstaterne opfordres til at ratificere den og følge dens principper.

4.29   For at kontrollere overholdelsen af de sociale og miljømæssige forpligtelser synes det nødvendigt i artikel 57, stk. 1, i forslaget til direktiv om offentlige indkøb at indføje et krav om, at interessenterne selv skal oplyse, at de opfylder disse sociale og miljømæssige forpligtelser, som foreløbigt bevis herpå og for at gøre det lettere for virksomhederne (og nærmere bestemt SMV'erne) at opfylde disse krav uden at påføre dem flere administrative byrder.

4.30   Som anført i EØSU's tidligere udtalelse INT/570 bør det i denne artikel 57 i forslaget til direktiv om offentlige indkøb udtrykkeligt kræves, at tilbudsgiveren skal afgive en erklæring om, at »den gældende lovgivning i hver stat er overholdt, for så vidt angår integrering af handicappede på arbejdsmarkedet såsom forpligtelsen til at ansætte et bestemt antal eller en bestemt procentdel handicappede, i de lande hvor der eksisterer en sådan retlig forpligtelse«. Dette vil naturligvis ikke være nødvendigt i de lande, hvor der ikke er en sådan forpligtelse.

4.31   Som det også påpeges i denne udtalelse, vil det være i strid med europæisk og national lovgivning, hvis de offentlige myndigheder indgår kontrakter med enheder, som ikke overholder lovgivningen. I modsat fald ville der desuden opstå en diskriminatorisk og uretfærdig behandling af de virksomheder, der opfylder lovens krav, og man ville forære de virksomheder, der ikke opfylder kravene, en gratis fordel, hvilket endog kunne skabe illoyal konkurrence mellem ikke-lovlydige og lovlydige virksomheder.

4.32   EØSU anser det for positivt, at kriterierne for udvælgelse af det økonomisk mest fordelagtige tilbud fortsat er knyttet til kontraktens genstand, skønt dette krav burde lempes lidt for mere effektivt at kunne tage hensyn til de sociale og miljømæssige kriterier, der opstilles i Europa 2020-strategien, samt til forpligtelserne om en bæredygtig vækst i bredere forstand.

4.33   EØSU mener, at der fortsat i begge direktivforslag (artikel 66 og 76) gøres overdrevent stort brug af tildelingskriteriet »den laveste pris« eller »de laveste omkostninger«. EØSU har allerede i sin tidligere udtalelse sagt, at en sådan overdreven brug af dette kriterium forhindrer innovation og vanskeliggør bestræbelserne på at sikre højere kvalitet og et bedre forhold mellem kvalitet og pris, som er blandt kravene i Europa 2020-strategien, og giver ikke nødvendigvis større værdi. Det bør derfor altid være undtagelsen og ikke reglen, at kriteriet laveste pris anvendes.

4.34   På denne baggrund bør kriteriet »det økonomisk mest fordelagtige bud« tildeles en mere fremtrædende plads for at kunne vurdere bæredygtigheden af det mest fordelagtige bud i såvel økonomisk som miljømæssig og social henseende. Dermed vil tildelingskriterierne også kunne omfatte disse aspekter bredt og opfindsomt og ikke restriktivt gennem en bredere accept af deres sammenhæng med genstanden for kontrakten og med en vægtning i forhold til de øvrige kriterier.

4.35   Nærmere bestemt bør man blandt de kriterier i forbindelse med genstanden for kontrakten, som kan lægges til grund for bestemmelsen af det økonomisk mest fordelagtige tilbud, udtrykkeligt (artikel 66, stk. 2, og artikel 76, stk. 2, i de to forslag) inkludere »karakteristika vedrørende arbejdsforholdene, som har til formål at beskytte arbejdstagernes helbred eller fremme den sociale integration af ugunstigt stillede personer eller personer med handicap blandet det personale, der skal gennemføre kontrakten«, eftersom dette nævnes i betragtningerne (henholdsvis nr. 41 og nr. 47) i forslagene til direktiv om offentlige indkøb, men ikke udmøntes i selve direktivteksten.

4.36   Det er også rimeligt, at livscyklusomkostninger for varer, tjenesteydelser eller bygge- og anlægsarbejder medtages i direktivet. Under alle omstændigheder bør de omkostninger i livscyklussen, der defineres i artikel 67 og 77 i forslagene, også omfatte de relaterede sociale omkostninger. Metoden til beregning af livscyklusomkostninger skal stilles til rådighed af den ordregivende myndighed og skal være SMV-kompatibel.

4.37   Ordregiverne bør være særligt varsomme med tilbud, som er unormalt lave i forhold til bygge- og anlægsarbejdet, leverancerne eller tjenesteydelserne, som i så fald bør undersøges nærmere. EØSU har tidligere advaret om, at de ordregivende myndigheder bør bede om en forklaring på den opgivne pris, hvis den ligger betydeligt lavere end andre tilbudsgiveres pris. Hvis tilbudsgiveren ikke kan give en fyldestgørende begrundelse, bør ordregiveren have myndighed til at forkaste tilbuddet. EØSU anser det for positivt, at ordregiverne i henhold til artikel 69, stk. 4, og artikel 79, stk. 4, skal forkaste et tilbud, hvis det ikke opfylder forpligtelserne i EU-lovgivningen på social-, arbejdsmarkeds- eller miljøområdet, men efter EØSU's mening bør forpligtelserne ikke begrænses til EU's lovgivning eller til listen i bilag XI og XIV – alt efter forslaget – men også omfatte den nationale lovgivning på disse områder.

4.38   EØSU mener, at der er behov for at stramme bestemmelserne om underentreprise op. Flere niveauer af underentreprise skaber vanskeligheder for overholdelsen af kollektive overenskomster, arbejdsvilkår og sundheds- og sikkerhedsprocedurer. Offentlige myndigheder bør have et større råderum til at udøve indflydelse på, at kontrakten lever op til de sociale, miljømæssige og kvalitetsmæssige målsætninger. Når der anvendes underentreprenører, bør alle oplysninger herom afgives, inden kontrakten tildeles, og den offentlige myndighed bør fastsætte ansvarsgrundlag og forpligtelser for at muliggøre effektivt tilsyn og kontrol med kontrakten. Der bør indføres de nødvendige mekanismer, der gør det muligt for offentlige myndigheder at nedlægge veto mod og afvise underentreprenører i tilfælde af betænkeligheder. På sin side bør man ved reguleringen være påpasselig med bestemmelsen om underentreprise, da muligheden for, at ordregiverne kan overføre retmæssige betalinger direkte til underentreprenørerne, kan medføre stigende problemer mellem virksomhederne og i forhold til ordregiverne.

4.39   EØSU er tilhænger af opretholdelsen af sondringen mellem A- og B-tjenesteydelser, forudsat at det skaber retssikkerhed, og af muligheden for at forlænge grænseoverskridende kontrakter om B-tjenesteydelser. Allerede i udtalelsen INT/570 opfordredes Kommissionen til at foretage en regelmæssig revision af listen over B-tjenesteydelser for at vurdere, om visse B-tjenesteydelser med fordel kunne flyttes over på listen over A-tjenesteydelser. Under alle omstændigheder er EØSU bekymret over, at flere kontrakter om offentlige tjenesteydelser, som tidligere var opført i listen over B-tjenesteydelser, nu er fjernet fra henholdsvis bilag XVI og bilag XVII i de to direktivforslag, som opregner de tjenesteydelser, der er omfattet af henholdsvis artikel 74-76 og artikel 84-86 i de to forslag.

4.40   Henvisningen til tjenester ydet af religiøse organisationer og til tjenester ydet af fagforeninger, som nu står i bilag XVI og bilag XVII til forslagene, bør udgå.

4.41   Bortset herfra bifalder udvalget, at der indføres en forenklet procedure for sociale tjenesteydelser og andre specifikke tjenesteydelser, at tærskelværdierne forhøjes og at medlemsstaterne får friere hænder til at indføre de tilhørende procedurer. Især når det gælder personlige tjenesteydelser bør procesreglerne tilstræbe en balance mellem primærrettens konkurrenceprincipper og sociallovgivningens krav.

4.42   Med hensyn til direktivets bestemmelser om forvaltning mener EØSU, at de indeholder for mange foranstaltninger, som er vanskelige at gennemføre i praksis, hvilket helt kan stille sig i vejen for de tydeligvis gode intentioner.

4.43   Hvad angår det offentlige tilsyn, der er reguleret i artikel 84 og 93 i de to forslag, og den deri omhandlede årlige rapport anses det under alle omstændigheder for vigtigt, at denne årlige rapport også kommer til at omfatte en årlig sammenligning mellem de opgivne priser for tilbuddene og de reelle omkostninger ved de udførte kontrakter såvel som oplysninger om antallet af leverandører fra tredjelande, som i årets løb har fået tildelt kontrakter af de ordregivende myndigheder.

4.44   EØSU er foruroliget over, at Kommissionen har slettet artikel 27 i det nuværende direktiv, der indeholder bestemmelser om beskyttelse på arbejdspladsen, arbejdsforhold og miljøbeskyttelse. I artikel 87 og 96 i de to forslag er der indføjet en bestemmelse herom, men den er meget vagere på dette vigtige punkt. Den nugældende artikel 27 bør indføjes igen i sin helhed. Den bør også gælde for underentreprenører og hele leverandørkæden.

5.   Forslag til direktiv om tildeling af koncessionskontrakter COM(2011) 897 final

5.1   Forslaget til direktiv om tildeling af koncessionskontrakter omhandler partnerskabsaftaler mellem et organ, der som regel er offentligt, og en virksomhed, der som regel er privat, hvor sidstnævnte påtager sig driftsrisikoen i forbindelse med vedligeholdelse og udbygning af infrastrukturer (havne, vandledningsnet, parkeringsfaciliteter, betalingsveje osv.) eller levering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (energi, sundhed, vanddistribution og vandbehandling, bortskaffelse af affald osv.). Forslaget omfatter alle koncessionskontrakter – vedrørende såvel bygge- og anlægsarbejder som tjenesteydelser – men uden at skelne tilstrækkeligt mellem deres forskellige karakteristika. Det behandler kun koncessioner på bygge- og anlægsarbejder og offentlige tjenesteydelser generelt, men kommer ikke ind på den specifikke karakter af koncessioner på tjenesteydelser af almen interesse, som ikke er »markeder« eller »indkøb«, men en fremgangsmåde for uddelegering af disse ydelser og ofte et supplerende middel til finansiering af nye aktiviteter inden for tjenesteydelser af almen interesse, som de offentlige myndigheder griber til.

5.2   EØSU bemærker, at der stadig hersker alvorlig tvivl om behovet for et EU-direktiv om tildeling af koncessionskontrakter, og henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 25. oktober 2011 om modernisering af offentlige indkøb (2011/2048 (INI)), hvori denne institution anfører, at »eventuelle forslag til en retsakt, som vedrører koncessioner på tjenesteydelser, kun er berettiget, hvis formålet er at afhjælpe forvridninger i det indre markeds funktion«, og påpeger, at »der hidtil ikke er konstateret sådanne forvridninger«. EØSU opfordrer til, at der gennemføres en yderligere og fuldstændig konsekvensanalyse, inden man går videre med forslagene. EØSU mener, at EU-domstolens retspraksis i vid udstrækning har kastet lys over anvendelsen af traktatens principper om lige behandling, ikke-forskelsbehandling og gennemsigtighed i forbindelse med tildeling af koncessionskontrakter. Som Domstolen har fastslået, gælder disse principper for tildeling af koncessioner på tjenesteydelser af enhver art, som frembyder en grænseoverskridende interesse, herunder tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

5.3   I henhold til direktiv 2004/18/EF skal »koncessionskontrakter« forstås som »kontrakter med samme karakteristika som offentlige kontrakter bortset fra, at vederlaget for det arbejde eller for den tjenesteydelse, der skal præsteres, enten udelukkende består i retten til at udnytte bygge- og anlægsarbejdet eller i denne ret sammen med betaling af en pris«. Ikke desto mindre påpeger EØSU, at koncessioner er væsentligt forskellige fra offentlige kontrakter, eftersom koncessionshaveren må påtage sig den betydelige økonomiske risiko, der er forbundet med driften af den tjeneste, der skal leveres, og er underlagt markedets svingninger. Dette gælder også, når der er tale om bestemte typer koncessioner med »skyggegebyrer eller camouflerede gebyrer«, hvor den ordregivende myndighed betaler koncessionshaveren i forhold til forbrugernes anvendelse af de pågældende tjenester. Følgelig er de regler, der er udformet specifikt med sigte på tildeling af offentlige kontrakter, ikke egnede til at gælde for tildelingen af koncessioner, og de kan endog afskrække de offentlige myndigheder og de økonomiske aktører til at indgå denne type aftaler.

5.4   EØSU henleder opmærksomheden på artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der omhandler tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og som fastsætter, at »med forbehold af artikel 4 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 93, 106 og 107 i nærværende traktat og i betragtning af den plads, som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse indtager i Unionens fælles værdinormer, og den rolle, som de spiller med henblik på at fremme social og territorial samhørighed, sørger Unionen og medlemsstaterne inden for deres respektive kompetenceområde og inden for rammerne af traktaternes anvendelsesområde for, at sådanne tjenester ydes på grundlag af principper og vilkår, navnlig økonomiske og finansielle, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver«.

5.5   EØSU mener, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse normalt er omfattet af specifikke regler – på nationalt og EU-plan – som skal sikre tilgængelighed, overkommelige priser og kvalitet samt yde garanti for lige behandling, universel adgang, sikkerhed og brugernes rettigheder. Der bør henvises til disse regler og garantier i det foreliggende forslag. I henhold til Protokol om tjenesteydelser af almen interesse, der er vedlagt Lissabontraktaten, skal de nationale, regionale og lokale myndigheder fortsat have vide skønsbeføjelser med hensyn til at tilrettelægge og levere disse tjenesteydelser og til at fastlægge alle kvalitative eller prismæssige betingelser for at forfølge deres almennyttige målsætninger. Disse myndigheder skal også frit kunne fastlægge de tildelingskriterier – sociale, miljømæssige og mht. kvalitet – som de måtte anse for mest passende i forhold til kontraktens genstand. De offentlige myndigheder må under ingen omstændigheder tvinges til at liberalisere og outsource levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse imod deres vilje eller kriterium. EØSU beder om, at det klart understreges, at konkurrencereglerne og bestemmelserne vedrørende det indre marked gælder for virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almen interesse i henhold til artikel 106 i TEUF, dvs. i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem.

5.6   De offentlige myndigheder bør have mulighed for at samarbejde for at udføre de opgaver af offentlig interesse, som de skal varetage, og til det formål anvende deres egne ressourcer af administrativ, teknisk eller anden art uden at være forpligtet til at trække på eksterne enheder, som ikke indgår i deres egen struktur. Sådanne aftaler kan ikke betragtes som koncessioner, og derfor bør forslaget til direktiv om koncessioner klart udelukke dem fra sit anvendelsesområde i overensstemmelse med Domstolens praksis. Ligeledes skal de foreslåede regler heller ikke gælde for visse koncessioner, der tildeles en virksomhed, der er tilknyttet ordregivere, hvis hovedaktivitet er at præstere disse tjenesteydelser til den sammenslutning, virksomheden er tilknyttet, og ej heller for koncessioner, som en ordregiver har tildelt et joint venture, der består af flere ordregivere, med henblik på udøvelse af de i det foreliggende direktivforslag omhandlede aktiviteter (såsom vandforsyning eller havnetjenester), og som denne ordregiver deltager i.

5.7   De offentlige myndigheder er i deres fulde ret til at vælge at lade offentlige kontrakter udføre internt (in house) eller til at samarbejde med andre offentlige myndigheder, sådan som det er anerkendt i traktaterne og EU-Domstolens praksis, under overholdelse af principperne om gennemsigtighed.

5.8   På denne baggrund bør der for koncessioner til en tilknyttet virksomhed indføres en restriktiv bestemmelse for at forhindre, at dette system bliver misbrugt, og for at sikre, at tildelingsproceduren bliver gennemsigtig.

5.9   I overensstemmelse med Domstolens relevante retspraksis kan tvingende almene hensyn, som gør det nødvendigt for medlemsstaterne at træffe foranstaltninger i spillesektoren for at beskytte den offentlige orden og forbrugerne, berettige til en restriktiv anvendelse af traktatens principper for koncessionstildeling. Det er derfor hensigtsmæssigt at udelukke koncessioner på spilleaktiviteter, som er tildelt en aktør på grundlag af en eksklusiv rettighed, som denne aktør har i henhold til gældende national lovgivning eller administrativ bestemmelse, og som er tildelt i henhold til traktaten og Domstolens domme, eftersom en sådan eksklusiv rettighed gør det umuligt at følge en åben udbudsprocedure for denne koncession. Derfor mener EØSU, at der i artikel 8, stk. 5, i forslaget, som omhandler udelukkelser af visse tjenesteydelseskoncessioner fra direktivets anvendelsesområde, bør tilføjes »spil, som indebærer, at der gøres en indsats med penge i hasardspil, herunder lotteri og væddemål«.

5.10   I forslaget til direktiv bør aspekter såsom definitionen af koncessioner, risikooverførsel til den private erhvervsdrivende, ændring af koncessioner i deres gyldighedsperiode eller opsigelse af koncessioner fastlægges således, at de ikke kommer til at udgøre hindringer for finansieringen og udviklingen af denne type kontrakter, som i lyset af medlemsstaternes aktuelle budgettilpasninger og –stramninger bør have en fremtrædende plads som middel til at genoprette den økonomiske aktivitet og jobskabelsen.

5.11   Metoderne til beregning af koncessionskontrakternes værdi bør forenkles for at øge retssikkerheden. Skønt metoden til beregning af bygge- og anlægskoncessioners værdi er velkendt og gængs, burde man efter EØSU's mening anvende én og samme metode til beregning af værdien af koncessioner af enhver art. I denne sammenhæng anmoder EØSU om en metode baseret på et skøn over koncessionshaverens omsætning (før skat) for den konkrete koncession i hele dens gyldighedsperiode under hensyntagen til såvel arbejdets værdi som den anslåede værdi af de til arbejdets udførelse nødvendige varer og tjenesteydelser på udbudstidspunktet.

5.12   For at styrke de tilbudsgivende virksomheders ret til beskyttelse af fortrolige oplysninger foreslås det, at der i direktivet fastsættes et erstatningsansvar for ordregivende myndigheder, som tilsidesætter disse forpligtelser.

---

(1)  EFT L 185 af 16.8.1971, s. 5, EØSU's udtalelse: EFT 63 af 13.4.1965, s. 929.

(2)  EUT C 18 af 19.1.2011, s. 44-52.

(3)  Se art. 14 og 106 i EUF-traktaten og protokol nr. 26 i EUF-traktaten.

---

---