25.8.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 248/138

1.1

EØSU har gennemgående bakket op om Kommissionens forslag til lovgivning rettet mod at begrænse både forekomsten og de mulige følger af større uheld. Disse direktivers anvendelsesområde afhænger på afgørende vis af andre EU-retsakter, navnlig hvad angår klassificering og mærkning af farlige stoffer. EØSU er derfor enig i, at det nu er nødvendigt med et nyt direktiv pga. de ændringer, som følger af, at man for nylig har vedtaget et globalt harmoniseret system til klassificering og mærkning af kemiske stoffer. Det er FN, der har foreslået og udviklet dette system. Vanskelighederne forbundet med dette, som i øvrigt ikke forventes at give mange fordele ud over en lettelse af verdenshandelen, anerkendes og diskuteres indgående i en tidligere udtalelse (1).

1.2

EØSU tilslutter sig også helt og holdent Kommissionens og størstedelen af de berørte parters synspunkt om, at der ellers ikke er behov for større ændringer – og at ændringer således skal være så små som muligt, så fokus ikke fjernes det mindste fra de målsætninger, der er de væsentligste for denne veletablerede og effektive lovgivning, som nyder bred opbakning.

1.3

EØSU mener derfor, at alle kræfter bør sættes ind på en kritisk vurdering af, hvorvidt ændringerne i klassifikationen har betydning for sandsynligheden for, at der sker et større uheld, om nødvendigt for hvert enkelt produkt. Hvis de ikke har, og/eller hvis de i betydelig grad vil øge antallet af berørte mindre virksomheder med lav risikobetoning og SMV'er, bør det sikres, at forslagets effekt ikke svækkes. Dette gælder især for sektoren for vaskemidler, hvor de nye klassifikationer ikke tager særlig megen højde for den praktiske anvendelse af husholdningsprodukter i dagligdagen. I disse tilfælde bør man også nøje overveje tærskelmængderne, navnlig når der er ringe sandsynlighed for brand eller eksplosioner, og når produkterne pakkes i mindre mængder til detailsalg.

1.4

I de tilfælde hvor råmaterialer, mellemprodukter og færdige produkter hører under flere retsakter, der revideres efter forskellige tidsplaner, skal man være meget omhyggelig med de overlappende overgangsperioder for at sikre, at de samlede omkostninger for driftslederne og medlemsstaterne begrænses så meget som muligt og for at skabe mindst mulig forvirring blandt alle berørte parter.

1.5

Da de kompetente myndigheder generelt synes at mene, at de vigtigste virksomheder allerede er omfattet af lovgivningen, bør man bestræbe sig på at forbedre effektiviteten af kontrollerne og den efterfølgende rapportering om disse og, hvor det er hensigtsmæssigt, tilstødende lokaliteter. Så vidt muligt bør dette ikke kun ske gennem øgede krav om, at medlemsstaterne skal indsamle information og videresende det til Kommissionen. EØSU noterer sig, at systemets nuværende struktur ikke er særlig formålstjenstlig, og udvalget ser positivt på Kommissionens indsats for at nå til enighed med medlemsstaterne, hvis åbne og rettidige bidrag, systemet er afhængigt af. De foreslåede ændringer af listen over berørte produkter og virksomheder skal fortsat granskes af de andre EU-institutioner og EU's rådgivende organer, inden de vedtages.

1.6

EØSU støtter kraftigt, at der stilles relevant, forståelig og rettidig information til rådighed for offentligheden. Der vil fortsat være behov for information i papirform, selvom elektroniske midler, herunder sociale netværk, i stigende grad vil blive taget i brug, særlig på lokalt plan. Alle organisationer, der repræsenterer civilsamfundet i nærheden af en »Seveso-virksomhed« (eller enhver anden fremstillings- eller oplagringsvirksomhed), spiller en rolle, både når det gælder om at forebygge og reagere på alle former for ulykker, herunder nødsituationer i forbindelse med et større uheld, som fastlagt i Seveso-direktivet.

1.7

De nye forslag vedrørende »miljømæssig retfærdighed« er kun relevante, hvis »miljømæssig uretfærdighed« kan bevises i forbindelse med større uheld. I betragtning af det ret lave antal uheld, der er blevet indberettet under dette direktiv, særlig fra kolonne 2-virksomheder, er det vanskeligt at se, at det skulle være muligt. Alle de oplysninger, der gives, bør gøres tilgængelige for alle dele af det organiserede civilsamfund. EØSU mener derfor, at dette krav bør erstattes af en mere moderne og mere alment accepteret tilgang til sikkerhedsoplysningsforvaltning, som bygger på tilstrækkelige beviser og den påkrævede konsekvensanalyse.

1.8

EØSU konstaterer, at EU sakker bagud i forhold til USA, når det kommer til at anerkende og belønne god praksis, særlig i forhold til sikkerhed i forbindelse med kemiske processer og individuel sikkerhed. Udvalget mener, at man ville få mere ud af dette end af de foranstaltninger, som Kommissionen foreslår.

1.9

EØSU støtter således forslaget, men foreslår, at en række punkter revideres for at sikre, at man til fulde opfylder lovgivningens veletablerede langsigtede mål om at begrænse antallet og konsekvenserne af større uheld.

2.1

Det blev anerkendt for mere end 40 år siden i direktivet om farlige stoffer 67/548/EØF, at det er nødvendigt at klassificere, mærke og emballere »stoffer«, der defineres som »farlige« i henhold til en række skalaer for virkninger på sundhed, sikkerhed og miljø, hvilket gav anledning til en liste over elementer og deres forbindelser, der i begyndelsen i det mindste var af begrænset længde. Godt 20 år senere blev dette med direktivet om farlige præparater 88/379/EØF udvidet til at omfatte »præparater«, og nu fik man en mere omfattende og i teorien uendelig liste over blandinger af to eller flere stoffer i varierende men bestemte forhold.

2.2

Disse to direktiver udgør sammen med deres mange ændringsdirektiver og tilpasninger til den teknologiske udvikling kernen i et harmoniseret system til beskyttelse af arbejdstagere, forbrugere, producenter, markedsførere, distributører og miljøet. De sikrer også, at der er et indre marked i EU for de berørte produkter, herunder råmaterialer, mellemprodukter og affaldsstrømme og færdige produkter, der er klar til at blive markedsført. Desuden er direktiverne tæt forbundet med og indvirker på stort set alle andre EU-retsakter til at beskytte menneskers sundhed og sikkerhed samt miljøet. Alle ændringer af dette underliggende system vil derfor med stor sandsynlighed være komplicerede og dyre for alle berørte parter.

2.3

I de seneste år er der blevet gennemført to sådanne ændringer. I 2006 vedtog Rådet forordning (EF) 1907/2006 om »registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier« (REACH) sammen med det supplerende direktiv 2006/121/EF, der skulle ændre direktiv 67/548/EØF yderligere og bringe disse to vigtige retsakter i overensstemmelse med hinanden. I 2008 vedtog Rådet og Europa-Parlamentet forordning (EF) 1272/2008 for at indføre et globalt harmoniseret system (GHS) til klassificering og mærkning af kemikalier, hvilket FN havde udviklet efter mange års arbejde. Dette vil i mange tilfælde føre til ændringer i navne, piktogrammer og standardformuleringer for forskellige risici og klassificerede »stoffer« og »blandinger«. De reelle risici, som et givent produkt eller en given proces medfører for arbejdstagere, distributører, forbrugere og den brede offentlighed, vil naturligvis ikke forandre sig.

2.4

Man anerkendte på dette tidspunkt, at der sandsynligvis ikke ville være de store fordele forbundet med at erstatte et veletableret, fuldt fungerende og effektivt system med et andet, og at de eventuelle reduceringer i omkostningerne ved international handel ville blive mere end udlignet af stigningen i omkostninger i forbindelse med lovgivning og efterlevelse af reglerne inden for EU. Indførslen af nye klassifikationer og endemål ville også resultere i betydelige tekniske problemer og derigennem øge udgifterne forbundet med omformulering eller ændre rækken af produkter til rådighed for forbrugerne – samt medføre en betydelig risiko for forvirring både under og efter overgangsperioderne i forhold til alle berørte retsakter.

2.5

Disse problemer afspejles nu tydeligt og tages til en vis grad op i Kommissionens forslag KOM(2010) 781 endelig til et direktiv, også kaldt »Seveso III-direktivet«, der skal erstatte eksisterende regler om kontrol med »risikoen for større uheld« med »farlige stoffer«, i overensstemmelse med definitionen af begge i lovgivningen.

2.6

Reglerne blev indført i 1982 med direktiv 82/501/EØF efter et stort uheld i Seveso i 1976 (der førte til omfattende dioxinudslip). Dette blev ændret efter uheld i Bhopal (et stort udslip af methylisocyanat) og Basel (en række brande og giftige udslip). Det blev i 1996 erstattet af Rådets direktiv 96/82/EF. Efter større uheld i Toulouse (med ammoniumnitrat), Baia Mare (cyanidudslip) og Enschede (en eksplosion på en fyrværkerifabrik) blev dette direktiv ændret af direktiv 2003/105/EF, der opstiller en række klare krav til producenterne og medlemsstaterne om procedurer og indberetning.

2.7

Generelt mener man, at disse retsakter har haft en indgående og positiv virkning på sikkerheden på og kontrollen med fremstillingsanlæg, hvor der anvendes, fremstilles eller oplagres farlige stoffer. Den omfatter nu omkring 10 000 fremstillingsvirksomheder, hvoraf omkring 4 500 på nuværende tidspunkt defineres som »kolonne 3-virksomheder«, hvilket indebærer strengere krav om indberetning og kontrol end dem, der gælder for de 5 500 virksomheder under »kolonne 2«. Der foretages regelmæssige inspektioner. Der er etableret indberetningssystemer på nationalt og EU-plan. Systemet er velunderbygget og værdsat af alle involverede. Der sker stadig uheld, men forhåbentligt sjældnere og med mindre konsekvenser for menneskers sundhed og miljøet, end hvad der ellers ville have været tilfældet.

2.8

Ifølge Kommissionens onlinestatistik er der blevet indberettet 745 uheld i løbet af de 30 år direktivet har været i kraft. Yderligere 42 uheld er blevet indberettet, men endnu ikke tilføjet til den offentligt tilgængelige eMARS database (2). Selvom statistikkerne hverken er komplette eller let tilgængelige, mener man, at 80 % af uheldene har fundet sted på »kolonne 3-virksomheder«, mens de resterende har fundet sted på »kolonne 2-virksomheder«. 35 af dem blev frivilligt indberettet af OECD-lande uden for EU. Antallet af uheld, der indberettes pr. år, nåede sit højeste i perioden 1996-2003 og er siden faldet kraftigt. Det er uklart, hvorvidt dette skyldes en virkelig forbedring af anlæggenes sikkerhed eller blot forsinkelser i medlemsstaternes analyse og indberetning af uheldene og i den efterfølgende oversættelse.

2.9

Militære virksomheder og farer som følge af ioniserende stråling, offshore-udvinding af mineraler og kulbrinte, transport og affaldsdeponeringsanlæg sammen med stoffer opført i del 3 i direktivets bilag I er alle undtaget disse kontroller.

2.10

Desværre afhænger denne lovgivnings anvendelse i afgørende grad af forordningen for klassificering, mærkning og emballering af alle farlige stoffer beskrevet ovenfor. Om en virksomhed skal undergå Seveso-kontroller, og hvor omfattende disse skal være, afgøres af stoffets klassifikation og hvor meget af stoffet, der anvendes, fremstilles eller oplagres på virksomheden. Kontrollerne er udarbejdet med henblik på at undgå effekterne af »større uheld« eller begrænse dem mest muligt. Disse defineres som uheld, der har en eller flere af følgende konsekvenser: et eller flere dødsfald; seks eller flere tilskadekomne med efterfølgende hospitalsophold; skader på ejendomme inden eller uden for anlægget; evakuering af personale eller naboer til anlægget eller langvarig skade på det omgivende miljø. De virkelig store »større uheld« nævnt i 2.6, der førte til ændringer af reglerne, var selvfølgelig af en helt anden målestok og er derfor ikke typiske eksempler på de uheld, der almindeligvis indberettes.

2.11

Indførslen af det globaliserede harmoniserede system kræver nu, at direktivet ændres, navnlig bilagene, som indeholder de specifikke fareklasser og de klassificerede »stoffer« og »blandinger« af disse, som oplistes under eller undtages fra disse på baggrund af revideringen af deres fareklasse.

2.12

Da det drejer sig om ændringer af definitioner, ikke af de reelle risici, og Kommissionen hverken har til hensigt i betydelig grad at ændre eller udvide anvendelsesområdet for de nuværende regler, forventes de faktiske positive virkninger for sikkerheden i forbindelse med kemiske processer, for arbejdstagere, forbrugere eller miljøet at være minimale. Det er således åbenlyst, at det er nødvendigt at begrænse omkostninger og andre konsekvenser for driftslederne og medlemsstaterne, ligesom man skal undgå enhver svækkelse af den nuværende fokusering på risikoen for større uheld.

3.1

Kommissionens forslag til et nyt direktiv er baseret på artikel 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Direktivet er rettet til medlemsstaterne og vil træde i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Direktiv 96/82/EF ophæves fra den 1. juni 2015. Interesseparterne er blevet hørt. Der var almindelig enighed om, at der ikke er behov for nogen større ændringer, ud over at tilpasse bilag 1 til forordningen (EF) 1272/2008.

3.2

Kommissionen søger dog at afklare og opdatere nogle af procedurerne og definitionerne, såvel som at træffe nye foranstaltninger, særlig hvad angår hyppigheden af inspektioner, indholdet af virksomhedernes plan for forebyggelse af større uheld, kravene til sikkerhedsledelsessystemet, information til offentligheden, ret til miljømæssig retfærdighed, medlemsstaternes indberetning til Kommissionen og processen med at ændre bilagene gennem delegerede retsakter.

3.3

Kommissionen anerkender, at det vanskeligste er at tilpasse de eksisterende fareklasser »giftig« og »meget giftig« til de nye fareklasser »akut toksicitet 1-3«, der nu er opdelt efter eksponeringsveje (oralt, dermalt og indånding). Der vil være nye og mere specifikke fareklasser for iltnings-, eksplosions- og antændelighedsfarer, herunder »brandfarlige aerosoler«. En række andre produkter herunder ammoniumnitrat og svær fyringsolie, der anvendes generelt, men også lejlighedsvis benyttes som prækursorer for sprængstof, nævnes særskilt.

3.4

Forslaget ledsages af et arbejdsdokument og en konsekvensanalyse, to eksterne konsekvensanalyser udarbejdet af COWI A/S (Danmark, internationalt konsulentfirma) om de forskellige valgmuligheder for forslaget i sin helhed og for tilpasningen af bilag 1 samt af en rapport fra Det Fælles Forskningscenters teknisk arbejdsgruppe om kriterierne for klassificering af Seveso-virksomheder. Yderligere oplysninger om forslag til reform af eMARS-databasen blev givet efter anmodning.

3.5

Selvom der er tale om en vis ophobning af beføjelser og ansvar hos Kommissionen, anføres det, at forslaget ingen virkninger har for EU's budget. I konsekvensanalysen gøres omkostningerne og fordelene for medlemsstaterne eller virksomhederne ikke fuldstændig op. Det foreslås dog, at begge vil være betydeligt lavere end, da lovgivningen blev indført første gang. I konsekvensanalysen anføres også, at omkostningerne generelt vil være ubetydelige i sammenligning med omkostningerne forbundet med et faktisk uheld. Branden i 2005 i Buncefieldterminalen i Storbritannien nævnes som et eksempel. Hverken omkostningerne eller den reelle virkning af et par nye forslag om information af den brede offentlighed og indsendelse af oplysninger til Kommissionen er blevet vurderet. Gennemførelsen og det formodede udkomme af den nuværende lovgivning blev undersøgt i tilhørende dokumenter, men disse blev ikke inkluderet i konsekvensanalysen.

4.1

EØSU har i sine udtalelser udtalt sig positivt om alle de nævnte direktiver og har bakket kraftigt op om rækken af forslag rettet mod at begrænse forekomsten og virkningen af større uheld til et minimum med den generelle betegnelse Seveso I-, II- og nu III- direktiverne. Udvalget støtter således også det nye forslag samt det retsgrundlag og instrument, man har valgt til det. Udvalget er imidlertid bekymret over forslagets proportionalitet og sandsynlige virkninger, da nogle af bestemmelserne tydeligvis rækker ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at nå de ønskede mål.

4.2

EØSU støttede også kraftigt målet om at oprette et globalt harmoniseret system til klassificering, emballering og mærkning af kemikalier. De Forenede Nationer tog initiativ til dette, og hensigten er at støtte verdenshandelen og hjælpe mindre udviklede økonomier med deres bestræbelser på at beskytte arbejdstagernes og forbrugernes sikkerhed og sundhed.

4.3

EØSU fremfører imidlertid en række forbehold med hensyn til dette i en tidligere udtalelse offentliggjort i EUT C 204 s. 47 af 9. august 2008. Uanset hvor gode intentionerne er, ville mange af disse forbehold gælde for enhver harmoniseringsproces på nationalt eller som i dette tilfælde globalt plan, hvor et velfungerende system erstattes af et andet for at sikre et højere gode, som f.eks. at lette verdenshandelen. Bureaukrati og omkostninger kan gribe om sig. Veletablerede procedurer og definitioner kan blive svækket. Grundlæggende mål kan træde i baggrunden. Fremstillings- og markedsføringsmetoder skal måske revideres med betydelige omkostninger til følge og uden at være til gavn for arbejdstagere eller forbrugere. Forvirring på alle niveauer kan forventes både under og efter de uundgåelige overgangsperioder for hver berørt retsakt. Det er sandsynligt, at fordelene, hvis de overhovedet måles, er små eller ikke-eksisterende, og at det er svært at retfærdiggøre yderligere omkostninger.

4.4

Mange af disse synspunkter er blevet anerkendt under udarbejdelsen af dette forslag, ikke mindst i kraft af den næsten universelle enighed om, at der ikke er behov for større ændringer af den nuværende forordnings fokus, anvendelsesområde og generelle gennemførelse, ud over at bilag 1 skal tilpasses de nye definitioner for klassificering, mærkning og emballering af »farlige stoffer«, som forordningen afhænger af.

4.5

Desværre er der dog stadig en række uløste problemer. Nogle af disse blev taget op under høringen, men behandles ikke i det nuværende forslag. Andre generelle spørgsmål er overhovedet ikke blevet taget op.

4.6

EØSU beklager især, at vedtagelsen af et globalt harmoniseret system, der har været forhandlet på verdensplan og grundlæggende set kun findes på ét sprog, har ført til, at ord, som i mange år har været helt centrale, nu har mistet deres betydning, f.eks. ordet »stof«, der nu både kan omfatte »præparater« og »blandinger«, og at disse to ord tillægges den samme betydning, hvilket ikke var tilfældet i direktivet om farlige præparater. Ligeledes er der stadig ikke gjort noget for at stadfæste, at de tre termer – på engelsk og på nogle andre EU-sprog – »kemikalie« (som navneord), »kemisk stof« og »stof« er synonymer i EU's lovgivning, på trods af at de bruges forskelligt og tillægges forskellige betydninger. Det vil måske være nødvendigt at forklare nogle, at der ikke eksisterer »ikke-kemiske« stoffer. Henvisninger til »M-faktorer« eller »R & S-sætninger« giver måske også kun mening på et sprog og kan give problemer, når de skal oversættes til andre sprog.

4.7

Således har man forsømt en god lejlighed til at oprette et glossar med nøgletermer på alle sprogene i EU, som tidligere foreslået. Dette er ellers afgørende, når lovgivning inden for nye områder påvirker den samme gruppe produkter – for eksempel for at begrænse terroristers muligheder for at anvende stoffet som prækursorer for sprængstoffer – og når man skal behandle horisontal og vertikal lovgivning, som f.eks. REACH-forordningen, direktivet om industriens emissioner, lovgivning vedrørende vandkvalitet og WEE-direktivet, der overlapper og virker ind på hinanden med produktspecifikke retsakter vedrørende opløsningsmidler, vaskemidler, kosmetik, aerosoler, gødningsstoffer og pesticider.

4.8

Et lignende synspunkt kan fremsættes i forbindelse med den foreslåede procedure for ændring af bilagene, der har som det væsentligste formål at øge eller reducere antallet af produkter og dermed også antallet af virksomheder, der falder under denne lovgivning udelukkende gennem Kommissionens vedtagelse af delegerede retsakter. Dette vil kræve klart formulerede retningslinjer, som alle berørte parter kan acceptere. Sådanne er endnu ikke blevet udviklet. De videnskabelige grundlag for disse beslutninger bør foldes ud i fuldstændige procedurer, som man på forhånd er blevet enige om, og som følges tæt. I tilfælde af at Europa-Parlamentet eller Rådet har indsigelser bør det være obligatorisk, at de andre EU-institutioner og rådgivende organer foretager en revision. Der bør også være bestemmelser, der gør det muligt for medlemsstaterne eller andre berørte parter at gøre indsigelser.

4.9

Dette er også relevant for forslagets anvendelsesområde. Seveso II-direktivet gælder for omkring 10 000 konkrete virksomheder i hele EU. Omkring halvdelen af disse hører også under det nyligt vedtagne direktiv om industrielle emissioner, der erstatter IPPC-direktivet, og som kommer til at gælde for mere end 50 000 virksomheder i alt. Såkaldte »Seveso-virksomheder« inkluderer bl.a. kemisk produktion, olieraffinering, fremstilling af forbrugerprodukter og anden forarbejdningsindustri samt visse anlæg til affaldsbehandling. Medlemsstaternes kompetente myndigheder synes at være enige om, at de eksisterende definitioner ganske godt dækker de virksomheder, hvor der overhovedet er en mulighed for at, der sker et større uheld. Alle større virksomheder er helt sikkert nævnt. Enhver ændring i niveauet for klassificering af produkterne med henblik på at opfylde GHS-kravene uden nogen ændringer i de faktiske underliggende farer vil kun medføre tilføjelser af mindre virksomheder eller på et tyndt grundlag øge antallet af virksomheder, der klassificeres som højrisikovirksomheder. Der er anledning til særlige betænkeligheder, hvad angår råmaterialer til vaskemidler, da ændringer i definitionen kan føre til, at et betydeligt antal af kolonne 2-virksomheder tilføjes. Eftersom de 5 500 kolonne 2-virksomheder ifølge Kommissionens statistikker, som tidligere nævnt, ikke tegner sig for mere end 5-10 indberettede uheld pr. år synes dette ikke at være et område af høj prioritet for yderligere lovgivningsmæssige tiltag. At der pr. kolonne 2-virksomhed indberettes et uheld hvert 500-1 000 år (pr. kolonne 3-virksomhed hvert 100-200 år) tyder faktisk på, at der er større personlige risici forbundet med at være i hjemmet eller på vej til arbejde, selvom uheldene her naturligvis sjældent hverken har store konsekvenser for andre eller tages lige så alvorligt af myndighederne og den brede offentlighed. Således synes fordelene ved at sikre, at de ansvarlige SMV'er kender og opfylder loven, og ved at foretage regelmæssige inspektioner af virksomhederne, at være forsvindende små. På et tidspunkt hvor der skæres ned på budgetter og personale, kunne dette endda øge sandsynligheden for, at der sker alvorlige uheld andre steder.

4.10

EØSU anmoder derfor indtrængende om, at direktivernes oprindelige hovedmål om at undgå eller minimere virkningerne af større uheld i henhold til definitionen af disse bevares. Enhver beslutning, der kan underminere dette mål, også selvom det blot er indførslen af det nye globale harmoniserede system til klassificering, mærkning og emballering af stoffer eller ændringer af indberetningssystemer på lokalt og EU-plan, bør på det kraftigste imødegås. Dette kræver, at man nøje overvejer ikke kun grænserne for de nye klassificeringer, men også tærskelmængderne for oplagrede produkter. Når det drejer sig om varer, der allerede er pakket i mindre mængder til detailsalg, og der er lav sandsynlighed for brand eller eksplosion, falder risikoen for større uheld meget.

4.11

EØSU bemærker også, at dette forslag specifikt og med rette udelukker uheld som den nylige offshore-eksplosion på en boreplatform i den Mexicanske Golf i Mexico, som måske kræver ny lovgivning, og mere lokalt udslippet af rødt slam i Ungarn, der i det mindste i teorien hørte under direktivet om minedriftsaffald fra 2006. Det er naturligvis afgørende, at man på nationalt plan gennemfører lovgivningen korrekt og foretager behørige inspektioner uanset hvilke regler, der er vedtaget på EU-plan.

5.1

EØSU bemærker, at mange af de omtalte direktiver indeholder indberetningskrav til producenter og medlemsstater med forskellige tidsfrister. Øger man hyppigheden og omfanget af indberetningen, uden at der foreligger klare beviser for, at dette vil have en positiv effekt, belaster man blot alle involverede endnu mere. En ophobning af data centralt i Bruxelles eller andre steder vil også gøre det vanskeligt at vedligeholde både kvalitet og fortrolighed, når dette er nødvendigt.

5.2

Dette gælder også for et nyt krav til virksomheder om at give oplysninger om »nabovirksomheder« for at undgå en »dominoeffekt« på nabolokaliteter, uanset om disse er omfattet af direktivet. Det er uklart, hvordan dette går i spænd med EU's konkurrencelovgivning. Imidlertid er det meget relevant for udviklingen af lokale beredskabsplaner til at imødegå nødsituationer, og i denne sammenhæng har det EØSU's fulde opbakning.

5.3

Kravet om at driftslederne skal udarbejde rapporter, der indeholder beviser for eksistensen af en »sikkerhedskultur«, skyldes uheld i USA som f.eks. rumfærgeulykken og to større uheld, der senere har fundet sted i Texas og den Mexicanske Golf. Ifølge to tilbageskuende rapporter om disse ulykker eksisterede der ikke sådan en kultur. Dette er imidlertid subjektive vurderinger, som det er svært at evaluere eller måle. De kompetente myndigheder i de fleste medlemsstater ville have vanskeligt ved på forhånd at tilvejebringe regelmæssige og meningsfulde vurderinger med deres nuværende personale. Dette forslag blev derfor afvist på et møde mellem sikkerhedseksperter i Ispra i 2010, og det er uklart, hvorfor det på ny er blevet indarbejdet i forslaget.

5.4

Generelt ville EØSU foretrække, at indberetningskravene i alle medlemsstater holdes på et niveau, der er realistisk, meningsfuldt, sammenligneligt samt muligt at håndhæve, og at man bestræber sig på at udveksle bedste praksis tværs over grænserne. EØSU beklager især, at der typisk intet står under afsnittene »Lessons learned« i de 745 onlinerapporter, der for øjeblikket er tilgængelige i eMARS-databasen, og at resten af afkrydsningsfelterne ikke indeholder megen brugbar information, på trods af at det lægges ud til den brede offentlighed og sikkerhedseksperter som en central kilde til relevante oplysninger. Nogle oplysninger, for eksempel om fordelingen af uheld mellem kolonne 2- og kolonne 3-virksomheder, er tilsyneladende ikke blevet indsamlet på systematisk vis, hvilket gør det svært at vurdere effektiviteten af lovgivningens forskellige dele og af foranstaltninger, der er påkrævet på nationalt plan. EØSU ser derfor positivt på Kommissionens indsats for at blive enig med medlemsstaterne om nye indberetningsstandarder, og udvalget har tillid til, at systemet vil få tildelt de ressourcer, der er nødvendige for, at det fortsat kan tjene det oprindelige formål.

5.5

EØSU sætter også spørgsmålstegn ved, at indberetningskravene for så vidt angår kravet om en plan for forebyggelse af større uheld, der ledsages af et sikkerhedsledelsessystem samt en sikkerhedsrapport, er forskellige for kolonne 2- og kolonne 3-virksomheder defineret i henhold til mængderne af de producerede, anvendte eller oplagrede stoffer og disse stoffers farekategori. Eftersom det første, forebyggelsesplanen, ikke er meget værd uden det andet, et sikkerhedsledelsessystem, mener EØSU, at dette burde være et krav for alle virksomheder, der falder under direktivet. De specifikke krav til kolonne 2-virksomheder burde imidlertid tilpasses bedre til deres noget lavere risiko for, at der rent faktisk sker et større uheld.

5.6

EØSU konstaterer, at forslagene om information af offentligheden er blevet betydeligt udvidet, selvom det ikke altid er klart, hvorfor man har gjort dette. »Skoler og hospitaler« nævnes specifikt i et afsnit, men det er ikke klart, om de nævnes i uddannelsesøjemed, eller fordi de er steder med mange ansatte eller mange individer og derfor kræver særlige evakueringsplaner og øvelser, eller fordi de skal betragtes som centrale ressourcer i en nødsituation. Dette burde afklares, så de berørte parter kan træffe de nødvendige foranstaltninger.

5.7

I alle tilfælde bør kravet være, at den information, der gives, er relevant, forståelig og rettidig i forhold til det specifikke formål. Det vil hjælpe nogle sektorer af lokalsamfundet, men ikke alle, at stille informationerne til rådighed elektronisk. Det vil således være nødvendigt med information i papirform i mange år frem. Nye kommunikationsformer som målrettede e-mail, sociale netværk endda Twitter® kunne afprøves på lokalt plan i forbindelse med beredskabsplaner til specifikke nødsituationer.

5.8

Endelig har Kommissionen tilføjet en ny artikel, der skal sikre »miljømæssig retfærdighed«. Begrebet opstod i USA i 1980'erne og baserer sig på borgerrettighedsbevægelsen, der eksisterede 20 år tidligere, hvor farve, fattigdom og fravær af borgerrettigheder, og derfor også et åbenbart fravær af »retfærdighed«, hang tæt sammen. De samme principper blev indarbejdet i Århuskonventionen fra 1998. Der blev vedtaget en forordning i 2006, der fastlægger EU-institutionernes forpligtelser. I EØSU's udtalelse om denne forordning, som blev offentliggjort i EUT C 117 s. 52 af 30. april 2004, støtter udvalget forslaget men giver også udtryk for forbehold over for den snævre definition af »organisationer, der tilstræber at beskytte miljøet«, da »andre non-profit organisationer, såsom fagforeninger, erhvervs- og interesseorganisationer, forbrugerorganisationer etc. også udfører et vigtigt arbejde for miljøet på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan«. Dette synspunkt gør sig stadig gældende i dag, hvor alle elementer af det organiserede civilsamfund er ganske godt involverede i udarbejdelsen af velunderbyggede bedømmelser vedrørende spørgsmål af betydning for lovgivning på dette område, ligesom de er med til at sikre, at arbejdstagernes og den omgivende brede offentligheds sundhed og sikkerhed er behørigt beskyttet, hvis der rent faktisk sker et større uheld. Ifølge Kommissionens onlinerapporter om gennemførelse af forordningen fra 2006 har de temmelig få anmodninger om information talt mere for at udarbejde løbende EU-dækkende kampagner end for at give oplysninger om specifikke virksomheder. Det er derfor uklart, hvorfor dette særlige krav er blevet tilføjet på dette tidspunkt i stedet for f.eks. forslag om udveksling, anerkendelse og belønning af bedste praksis. Det er et område, hvor EU sakker betydeligt bagud i forhold til USA, og hvor man ellers kunne opnå virkelige fordele for den personlige sikkerhed og for sikkerhed i forbindelse med kemiske processer i overensstemmelse med forslagets erklærede mål.