Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52010DC0558

BERETNING FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET 28. årsberetning om Den Europæiske Unions antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesforanstaltninger (2009) SEK(2010) 1194

/* KOM/2010/0558 endelig udg. */

52010DC0558

BERETNING FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET 28. årsberetning om Den Europæiske Unions antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesforanstaltninger (2009) SEK(2010) 1194 /* KOM/2010/0558 endelig udg. */


[pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN |

Bruxelles, den 13.10.2010

KOM(2010) 558 endelig

BERETNING FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET

28. årsberetning om Den Europæiske Unions antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesforanstaltninger (2009) SEK(2010) 1194

BERETNING FRA KOMMISSIONEN TILEUROPA-PARLAMENTET

28. årsberetning om Den Europæiske Unions antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesforanstaltninger

(2009)

Indledning

Denne beretning for 2009 forelægges for Europa-Parlamentet i henhold til dettes beslutning af 16. december 1981 om Fællesskabets antidumpingaktiviteter og betænkningen fra Europa-Parlamentets Udvalg om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi.

Denne kortfattede beretning giver et overblik over de vigtigste begivenheder i 2009 og suppleres som i de tidligere år af et mere detaljeret arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene sammen med detaljerede bilag. Denne beretning har samme overordnede struktur og samme overskrifter som arbejdsdokumentet, således at det er nemt at finde mere detaljerede oplysninger.

Denne beretning og hele arbejdsdokumentet er også tilgængelige for offentligheden på følgende websted: http://ec.europa.eu/trade/issues/respectrules/anti_dumping/legis/index_en.htm .

1. OVERSIGT OVER LOVGIVNINGEN

Antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesundersøgelser gennemføres på grundlag af Rådets grundforordninger. En oversigt over den eksisterende lovgivning kan findes i arbejdsdokumentet. De grundlæggende antidumping- og antisubsidietekster vil i det følgende blive benævnt "grundforordningen/grundforordningerne".

2. GRUNDLÆGGENDE BEGREBER

Under punkt 2 i arbejdsdokumentet findes en oversigt over den terminologi og de procedurer, der anvendes i forbindelse med undersøgelser vedrørende brugen af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter.

3. REVISION AF DE HANDELSPOLITISKE BESKYTTELSESINSTRUMENTER – PÅBEGYNDELSE AF TÆNKEPAUSEN

Revisionen af de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, der blev indledt i 2006 ("grønbogsprocessen"), er stadig stillet i bero på grund af manglende enighed mellem medlemsstaterne og Europa-Parlamentet. Ikke desto mindre er EU stadig af den opfattelse, at revision med jævne mellemrum kan medvirke til at sikre, at EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter forbliver effektive over for illoyal handelspraksis. Det er Kommissionens hensigt igen at tage spørgsmålet op om, hvorvidt vores instrumenter kan forbedres yderligere. I den forbindelse fastslog kommissæren for handel i forbindelse med 2009-høringen i Europa-Parlamentet, at Kommissionen er åben for debat om spørgsmålet, men at visse betingelser bør være opfyldt, før en sådan proces indledes. Et vigtigt element ville være at afvente resultaterne af WTO's Dohaudviklingsdagsordensforhandlinger om handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. Dette synspunkt deles af de fleste berørte parter.

I mellemtiden blev Kommissionen medio 2009 efter en intensiv, bred høringsfase enig med medlemsstaterne om, hvordan gennemsigtigheden i handelsbeskyttelsesundersøgelser kunne forbedres. De foreslåede foranstaltninger (f.eks. ajourføring af webstedet for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, særlig bistand til små og mellemstore virksomheder, øget fremlæggelse af oplysninger osv.) kan gennemføres uden lovmæssige ændringer, og fuld gennemførelse forventes i 2010.

4. LANDSDÆKKENDE MARKEDSØKONOMISK STATUS

I forbindelse med antidumpingundersøgelser kan et land betragtes som et land med fuld markedsøkonomi, hvis det opfylder de fem kriterier, der er nærmere beskrevet i det arbejdsdokument, der er vedlagt denne beretning.

I 2009 fortsatte Kommissionens tjenestegrene med at evaluere henholdsvis Kinas, Vietnams, Armeniens, Kasakhstans og Mongoliets anmodninger om landsdækkende markedsøkonomisk status. Alle fem lande forelagde igen supplerende oplysninger til støtte for deres anmodninger i løbet af året, og deres anmodninger befinder sig på forskellige stadier i processen. I maj 2009 rettede myndighederne i Republikken Belarus en officiel anmodning til Kommissionen om at blive indrømmet markedsøkonomisk status. Kommissionen vil begynde at gennemgå denne anmodning, når den har modtaget den samlede dokumentation.

Ud over en række bilaterale møder med de pågældende lande blev der i juli 2009 i Bruxelles holdt det 9. møde i den særlige Kina-arbejdsgruppe vedrørende markedsøkonomisk status i en god og konstruktiv atmosfære. Kommissionens forslag om at indlede en undersøgelse af regnskabspraksis i Kina blev endelig accepteret af Kina i efteråret 2009. Kommissionen offentliggjorde det pågældende udbudsmateriale i slutningen af 2009. Resultatet af undersøgelsen forventes at foreligge i slutningen af 2010. I anden halvdel af 2009 indledte Kommissionen udarbejdelsen af endnu en foreløbig evalueringsrapport vedrørende markedsøkonomisk status for Kina, som nu forventes i begyndelsen af 2010.

I april 2009 bekræftede Kommissionen, at den var rede til at gennemføre endnu et kontrolbesøg på stedet i Mongoliet. Mongoliet reagerede positivt på Kommissionens forslag, og der blev indledt drøftelser om gennemførelsen af besøget.

I august 2009 stillede Kommissionen yderligere spørgsmål til Kasakhstans regering om den seneste udvikling i lovgivningen, som kan få indvirkning på omkostninger og priser i forbindelse med antidumpingundersøgelser.

Den første evalueringsrapport om Armeniens anmodning om markedsøkonomisk status blev færdiggjort af Kommissionens tjenestegrene i 2009 og blev fremsendt til Rådet i december 2009. I rapporten konkluderedes det, at Armenien havde gjort fremskridt på visse områder og opfyldte to af de fem kriterier for at opnå markedsøkonomisk status.

Den anden evalueringsrapport vedrørende Vietnam var næsten færdigudarbejdet i slutningen af 2009.

5. HANDELSPOLITISKE BESKYTTELSESINSTRUMENTER - RÅVARESTRATEGI

Handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter omfatter visse værktøjer til at imødegå en række konsekvenser af forvridninger i forbindelse med levering af råvarer i overensstemmelse med Kommissionens overordnede handelspolitik for råvarer. I 2009 blev der indført endelige antidumpingforanstaltninger over for skruer, bolte, møtrikker og lignende varer med oprindelse i Kina. I forbindelse med den undersøgelse havde fem kinesiske virksomheder, der indgik i stikprøven, anmodet om markedsøkonomisk behandling. Alle fem virksomheder blev imidlertid nægtet markedsøkonomisk behandling, da omkostningerne til det vigtigste råmateriale, valsetråd, ikke afspejlede markedsværdien, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c). Det var det første tilfælde, hvor der ikke blev indrømmet markedsøkonomisk behandling af disse grunde.

Sådanne forvridninger tages også i betragtning, når anmodninger om markedsøkonomisk status fra lande uden markedsøkonomi vurderes. I den forbindelse undersøges det pågældende lands rolle, for så vidt angår markedsindgreb og politikker, som fører til forvredne priser på råvarer.

6. INFORMATIONS- OG KOMMUNIKATIONSAKTIVITETER/BILATERALE KONTAKTER

6.1. Små og mellemstore virksomheder (SMV'er)

Kommissionen anerkender den vigtige rolle, SMV'er spiller i EU's økonomi. Kommissionen er også opmærksom på, at SMV'er inddraget enten som EU-producenter, -importører eller -brugere i undersøgelser af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, indledt af Kommissionen, eller som eksportører i undersøgelser, indledt af tredjelande, finder det vanskeligt at deltage i sådanne undersøgelser.

Helpdesken for handelsbeskyttelsesanliggender for små og mellemstore virksomheder blev oprettet på baggrund af kompleksiteten af procedurerne for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, navnlig for SMV'er på grund af deres beskedne størrelse og opsplitningen mellem dem. Dens rolle er at behandle både generelle og sagsspecifikke spørgsmål og problemer vedrørende handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, som er specifikke for SMV'er. En del af webstedet vedrørende handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter er specielt tilegnet SMV'er og indeholder oplysninger om kontaktsteder for helpdesken for handelsbeskyttelsesanliggender. I 2009 blev dette websted væsentlig ændret og gjort mere brugervenligt, især for SMV'er.

Disse kontaktsteder modtog i 2009 mange anmodninger om oplysninger, som alle blev behandlet øjeblikkeligt. Disse anmodninger vedrørte både forløbet og indholdet af procedurerne for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter.

I slutningen af 2009 iværksatte Kommissionen en undersøgelse for at kortlægge SMV'ers behov i de 27 EU-medlemsstater, når de indgav en klage eller deltog i undersøgelser af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter som importører eller brugere. Resultatet af undersøgelsen burde også omfatte konkrete forslag til, hvordan Kommissionen bedre kunne bistå SMV'er i forbindelse med alle aspekter af sådanne undersøgelser.

Der vil blive udvalgt en kontrahent, og den endelige undersøgelsesrapport bliver klar i sidste kvartal af 2010.

6.2. Bilaterale kontakter/informationsaktiviteter – erhvervslivet og tredjelande

Et seminar om handelsbeskyttelse for embedsmænd fra tredjelande var blevet programsat til at finde sted i 2009, men måtte flyttes til 2010. Der blev imidlertid gennemført en række bilaterale møder, hvor der blev drøftet forskellige handelsbeskyttelsesrelaterede emner med en række tredjelande, herunder Kina, Korea og Ukraine, i 2009.

Der blev også afholdt flere møder med vigtige berørte sammenslutninger og virksomheder i 2009, herunder en række arrangementer sammen med Business Europe (en generalforsamling med deltagelse af alle de vigtigste medlemmer af sammenslutningen og flere bilaterale møder med Business Europe's udvalg i handelspolitiske anliggender), og et endagsseminar med de vigtigste sammenslutninger af importører og distributører i april 2009.

7. HØRINGSKONSULENT

2009 var det andet hele aktivitetsår for GD for Handels høringskonsulent, som påbegyndte sit arbejde i april 2007. Høringskonsulenten hører administrativt under generaldirektøren for GD for Handel, men arbejder uafhængigt. Høringskonsulenten er ansvarlig over for generaldirektøren.

Høringskonsulentens hovedopgave er at sikre parternes ret til at forsvare sig i forbindelse med handelsprocedurer, der forelægges Europa-Kommissionen. Høringskonsulenten rådgiver om nødvendigt også GD for Handels generaldirektør i spørgsmål vedrørende rimelig behandling og i spørgsmål, som handelsprocedurerne måtte give anledning til.

I 2009 greb høringskonsulenten ind 30 gange i 24 sager og afholdt 14 høringer. Han greb ind i forskellige faser af undersøgelserne – i forbindelse med klagen, stikprøveudtagningen, anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, valg af referenceland, midlertidige foranstaltninger, tilsagn og endelige foranstaltninger. Anmodningerne vedrørte spørgsmål, der dækkede næsten alle aspekter af en undersøgelse.

Størstedelen af anmodningerne til høringskonsulenten om at gribe ind i 2009 vedrørte adgangen til og kvaliteten af ikke-fortrolige dokumenter. Høringskonsulentens andet hovedaktivitetsområde var tidsplanen for og indholdet i fremlæggelser af oplysninger.

Ajourførte retningslinjer om samarbejde mellem høringskonsulenten og de tjenestegrene, som gennemfører undersøgelser af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, bliver snart godkendt. Derefter bliver oplysninger om dem gjort tilgængelige på høringskonsulentens websted. Drøftelsen af en kommissionsafgørelse om kompetenceområdet for høringskonsulenten for GD for Handel finder snart sted.

Yderligere oplysninger om høringskonsulentens aktiviteter kan findes i det arbejdsdokument, der supplerer årsberetningen.

8. Oversigt over anti-dumping-, antisubsidie- og beskyttelsesundersøgelser og -foranstaltninger

8.1. Generelt

Ved udgangen af 2009 opretholdt EU 135 antidumpingforanstaltninger (jf. bilag O) og 8 antisubsidieforanstaltninger (jf. bilag P).

I 2009 blev 0,6 % af den samlede import til EU berørt af antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger.

Nærmere oplysninger om de spørgsmål, der behandles i det følgende, er anført i arbejdsdokumentet, der er vedlagt denne beretning. Henvisninger til arbejdsdokumentets bilag er angivet ved siden af overskrifterne.

8.2. Nye undersøgelser (jf. bilag A-E og bilag N)

I 2009 blev der indledt 21 undersøgelser[1]. I 10 tilfælde blev der indført midlertidig told. 10 sager blev afsluttet med indførelse af endelig told. 11 procedurer blev afsluttet uden indførelse af foranstaltninger. 4 foranstaltninger udløb automatisk efter deres gyldighedsperiode på 5 år.

8.3. Fornyede undersøgelser

Fornyede undersøgelser udgør fortsat en væsentlig del af arbejdet i de tjenestegrene i Kommissionen, der beskæftiger sig med handelsbeskyttelsesforanstaltninger. I perioden 2005-2009 tegnede de sig for 54 % af alle indledte undersøgelser. Tabel 2 i arbejdsdokumentet giver statistiske oplysninger for årene 2005-2009.

8.3.1. Fornyede undersøgelser i forbindelse med udløb (jf. bilag F)

Ifølge grundforordningernes artikel 11, stk. 2, og artikel 18 udløber foranstaltninger efter fem år, medmindre det som led i en udløbsundersøgelse fastslås, at de bør bibeholdes i deres oprindelige form.

I 2009 blev der indledt 11 fornyede undersøgelser i forbindelse med udløb. 5 udløbsundersøgelser blev afsluttet med en bekræftelse af tolden, som blev forlænget med endnu en periode på 5 år. Ingen udløbsundersøgelser blev afsluttet med ophævelse af foranstaltningerne.

8.3.2. Interimsundersøgelser (jf. bilag G)

Grundforordningernes artikel 11, stk. 3, og artikel 19 indeholder bestemmelser om fornyet undersøgelse af foranstaltninger i deres gyldighedsperiode. Fornyede undersøgelser kan begrænses til aspekter i forbindelse med dumping, subsidiering eller skade.

I 2009 blev der indledt 14 interimsundersøgelser. 13 interimsundersøgelser blev afsluttet med en bekræftelse eller ændring af tolden. 1 undersøgelse blev afsluttet med ophævelse af foranstaltningerne.

8.3.3. "Andre" interimsundersøgelser (jf. bilag H)

2 "andre" undersøgelser, der ikke faldt ind under grundforordningens artikel 11, stk. 3, eller artikel 19, blev indledt i 2009.

6 sådanne undersøgelser blev afsluttet i 2009 med bekræftelse eller ændring af foranstaltningerne. Nærmere bestemt vedrører de bl.a. aktioner som følge af Domstolens domme, aktioner efter WTO's DSU-procedurer, præcisering af foranstaltningernes anvendelsesområde osv.

8.3.4. Undersøgelser af nye eksportører (jf. bilag I)

Grundforordningernes artikel 11, stk. 4, og artikel 20 indeholder bestemmelser om henholdsvis fornyede undersøgelser af nye eksportører og fremskyndede fornyede undersøgelser med henblik på at fastsætte en individuel dumpingmargen eller en individuel udligningstold for nye eksportører i det pågældende eksportland, som ikke eksporterede den pågældende vare i undersøgelsesperioden. Sådanne eksportører skal påvise, at de reelt er nye eksportører, og at de rent faktisk er begyndt at eksportere varen til EU efter undersøgelsesperioden. For sådanne nye eksportører kan der fastsættes en individuel told, som normalt er lavere end den landsdækkende told.

I 2009 indledtes 6 fornyede undersøgelser vedrørende nye eksportører.

8.3.5. Overvæltningsundersøgelser (jf. bilag J)

Hvis der er tilstrækkelige oplysninger, som viser, at eksportpriserne er faldet efter den oprindelige undersøgelsesperiode og inden eller efter indførelsen af foranstaltninger, eller at der har været ingen eller utilstrækkelige ændringer i videresalgspriserne eller de efterfølgende salgspriser på den importerede vare i EU, kan der indledes en overvæltningsundersøgelse for at kontrollere, om foranstaltningen har haft virkning på ovennævnte priser. Der kan fastsættes nye dumpingmarginer, og tolden kan forhøjes for at tage hensyn til sådanne lavere eksportpriser. Muligheden for overvæltningsundersøgelser er fastlagt i grundforordningernes artikel 12 og artikel 19, stk. 3.

I 2009 blev der hverken indledt eller afsluttet antiovervæltningsundersøgelser.

8.3.6. Omgåelsesundersøgelser (jf. bilag K)

Grundforordningernes artikel 13 og 23 indeholder bestemmelser om muligheden for, at undersøgelser kan genoptages, hvis der fremlægges bevis for, at foranstaltninger omgås.

I 2009 blev der indledt én undersøgelse af denne type. 1 antiomgåelsesundersøgelse blev afsluttet med forlængelse af tolden.

8.4. Beskyttelsesundersøgelser (jf. bilag L)

I 2008 blev der hverken indledt eller afsluttet beskyttelsesundersøgelser i EU.

9. Håndhævelse af antidumpingforanstaltninger/antisubsidie FORANSTALTNINGER

9.1. Opfølgningsforanstaltninger

Opfølgningen af gældende foranstaltninger fokuserede på fire hovedområder: 1) foregribelse af svig, 2) overvågning af handelsstrømme og markedsudvikling, 3) forbedring af effektiviteten ved hjælp af passende instrumenter og 4) reaktion på retsstridig praksis. Disse aktiviteter satte tjenestegrenene med ansvar for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter i stand til proaktivt at samarbejde med medlemsstaterne og sikre egentlig håndhævelse af handelsbeskyttelsesforanstaltninger i Den Europæiske Union.

9.2. Overvågning af tilsagn (jf. bilag M og Q)

Overvågning af tilsagn udgør en del af håndhævelsen, da tilsagn er en form for antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger. De godtages af Kommissionen, hvis den finder det godtgjort, at de effektivt kan afhjælpe de skadelige virkninger af dumping eller subsidiering.

I begyndelsen af 2009 var der godtaget 46 gældende tilsagn. I løbet af 2009 forekom der følgende ændringer: tilsagnene fra tre virksomheder bortfaldt på grund af foranstaltningernes udløb, to tilsagn blev trukket tilbage af Kommissionen på grund af misligholdelse, og et tilbud om tilsagn blev godtaget. Derved er i alt 42 tilsagn gældende ved udgangen af 2009.

10. Tilbagebetalinger (jf. bilag U)

Ifølge grundforordningernes artikel 11, stk. 8, og artikel 21, stk. 1, kan importører anmode om tilbagebetaling af opkrævet antidumpingtold, hvis det påvises, at den dumping- eller subsidiemargen, der lå til grund for betalingen af tolden, er blevet elimineret eller reduceret til et niveau, der er lavere end den gældende toldsats.

I 2009 blev der indgivet 39 nye anmodninger om tilbagebetaling. I slutningen af 2009 var der 7 igangværende undersøgelser, der omfattede 25 anmodninger. Der blev vedtaget 5 kommissionsafgørelser: i 3 blev der indrømmet delvis tilbagebetaling, og i 2 blev anmodningen om tilbagebetaling afvist. 7 anmodninger blev trukket tilbage.

11. Domstolsprøvelse: afgørelser truffet af Domstolen og Retten

I 2009 afsagde Domstolen og Retten i alt 13 kendelser vedrørende antidumping- eller antisubsidiesager. Ud af dem var der en kendelse om fortolkning af en anden kendelse. Et sammendrag af nogle af kendelserne kan findes i arbejdsdokumentet.

17 nye sager blev indbragt i 2009, 10 for Retten og 7 for Domstolen.

En liste over antidumpingsager/antisubsidiesager ved Retten og Domstolen, som endnu ikke var afsluttet ved udgangen af 2009, kan findes i bilag S til arbejdsdokumentet.

12. Aktiviteter inden for rammerne af verdenshandelsorganisationen (WTO)

12.1. Tvistbilæggelse på antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesområdet

WTO har fastsat en streng procedure for bilæggelse af tvister mellem WTO-medlemmer om anvendelsen af WTO-aftalerne.

Efter at Indien havde indgivet en anmodning til WTO om høringer med EU, blev der i april 2009 afholdt høringer vedrørende de antidumping- og antisubsidieforanstaltninger, der gælder over for polyethylenterephthalat (PET).

Efter at Kina havde indgivet en anmodning til WTO om høringer med EU, blev der i september 2009 afholdt høringer vedrørende de antidumpingforanstaltninger, der gælder over for visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern eller stål.

Nærmere oplysninger kan findes i arbejdsdokumentet, der er vedlagt denne beretning.

12.2. Andre WTO-aktiviteter

I 2009 mødtes DDA-forhandlingsgruppen vedrørende regler jævnligt for at drøfte formandens reviderede udkast til et dokument, som blev omdelt i december 2008, og "køreplanen" for fiskerisubsidier. I denne reviderede udgave var de fleste omtvistede spørgsmål taget ud af antidumping- og antisubsidieteksterne og erstattet af "pladsholdere", hvor der blev givet et sammendrag af medlemsstaternes uoverensstemmelser vedrørende de enkelte spørgsmål.

Der blev ikke gjort fremskridt i nogen af disse spørgsmål inden for antidumping og horisontale subsidier. For så vidt angår subsidier til fiskeriet havde gruppen indgående drøftelser ud fra spørgsmålene i formandens køreplan. Dette skabte mulighed for præcisering af medlemmernes synspunkter i vigtige spørgsmål, men bragte ikke holdningerne tættere på hinanden.

Samtidig med disse aktiviteter fortsatte Kommissionens tjenestegrenes deltagelse i det normale arbejde i udvalgene for antidumping, subsidier, udligning og beskyttelse. Udvalgene afholdt to ordinære samlinger for at gennemgå anmeldelser og drøfte spørgsmål af særlig interesse.

Konklusion

I 2009 var der en lille stigning i antallet af indledte sager i forhold til det foregående år med et fald i antallet af endelige foranstaltninger, der blev indført. Der var en betydelig stigning i antallet af undersøgelser, som blev afsluttet uden indførelse af foranstaltninger, og antallet af midlertidige foranstaltninger, som blev indført, fordobledes. For så vidt angår fornyede undersøgelser, voksede antallet af indledte fornyede undersøgelser betydeligt, hvorimod antallet af afsluttede fornyede undersøgelser udviste et voldsomt fald i forhold til tallene for 2008.

I 2009 forbedredes gennemsigtigheden i handelsbeskyttelsesundersøgelser. Kommissionen begyndte at gennemføre en række initiativer, som der var blevet opnået enighed om efter høringer med medlemsstaterne. Indsatsen omfattede ajourføring af webstedet for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, særlig bistand til SMV'er og øget fremlæggelse af oplysninger. Dette arbejde fortsætter.

[1] Tabel 1 i arbejdsdokumentet giver statistiske oplysninger om de nye undersøgelser for årene 2005-2009, der er gennemført i henhold til grundforordningernes artikel 5 og 10.

Top