Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52009PC0470

Forslag til Rådets afgørelse om fastlæggelse af Fællesskabets holdning i Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun

/* KOM/2009/0470 endelig udg. */

52009PC0470

Forslag til Rådets afgørelse om fastlæggelse af Fællesskabets holdning i Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun /* KOM/2009/0470 endelig udg. */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 11.9.2009

KOM(2009) 470 endelig

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om fastlæggelse af Fællesskabets holdning i Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun

BEGRUNDELSE

Ifølge artikel 300, stk. 2, andet afsnit, i EF-traktaten fastlægger Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, hvilke holdninger Fællesskabet skal indtage i regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, når disse skal vedtage beslutninger, der har retsvirkninger, bortset fra beslutninger, der supplerer eller ændrer deres institutionelle ramme.

I lyset af ovennævnte forpligtelse og i tråd med lignende rådsafgørelser og forslag fra Europa-Kommissionen om andre regionale fiskeriforvaltningsorganisationer forelægger Europa-Kommissionen dette forslag til afgørelse om fastlæggelse af Fællesskabets holdning i Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun. I dette forslag anvendes samme tilgang som for andre regionale fiskeriforvaltningsorganisationer for at sikre den fornødne konsekvens.

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om fastlæggelse af Fællesskabets holdning i Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37 sammenholdt med artikel 300, stk. 2, andet afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ifølge EF-traktatens artikel 33 sammenholdt med artikel 32 har den fælles fiskeripolitik bl.a. til formål at sikre forsyningerne. Ifølge forordning (EF) nr. 2371/2002[1] skal Fællesskabet anvende en forsigtighedstilgang, når det træffer foranstaltninger til at beskytte og bevare de levende akvatiske ressourcer, til at sikre, at sådanne ressourcer udnyttes bæredygtigt og til at begrænse fiskeriets indvirkning på de marine økosystemer mest muligt. I forordningen hedder det endvidere, at Fællesskabet skal tilstræbe gradvis indførelse af økosystembaseret fiskeriforvaltning og bidrage til at skabe et effektivt fiskeri i et økonomisk levedygtigt og konkurrencedygtigt fiskeri- og akvakulturerhverv, der sikrer dem, der er afhængige af fiskeriet, en rimelig levestandard, samtidig med at der tages hensyn til forbrugernes interesser.

(2) Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun (CCSBT) blev oprettet ved konventionen om bevarelse af sydlig tun. Det Europæiske Fællesskab har været samarbejdende ikke-medlem af CCSBT siden 2007 og skal overholde dens beslutninger i tråd med CCSBT's resolution fra 2003 om oprettelse af status som samarbejdende ikke-medlem af den udvidede kommission og det udvidede videnskabelige udvalg. CCSBT kan på grundlag af videnskabelige oplysninger træffe beslutninger med henblik på at opretholde bestandene af sydlig tun på et niveau, der sikrer bestandenes bæredygtighed på lang sigt.

(3) Ifølge EF-traktatens artikel 300, stk. 2, andet afsnit, skal Fællesskabets holdning i organer, der er oprettet ved internationale aftaler, og som vedtager beslutninger, der har retsvirkninger, bortset fra beslutninger, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for de pågældende aftaler, fastlægges af Rådet med kvalificeret flertal på forslag fra Kommissionen —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, Fællesskabet skal indtage i Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun, når denne anmodes om at vedtage beslutninger med retsvirkning, er fastlagt i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Fællesskabets holdning som fastlagt i bilaget til denne afgørelse vurderes og ændres i givet fald af Rådet på forslag af Kommissionen, senest i forbindelse med årsmødet i Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun i 2014.

Udfærdiget i Bruxelles,

På Rådets vegne

Formand

BILAG

Fællesskabets holdning i Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun

1. PRINCIPPER

Det Europæiske Fællesskab skal inden for rammerne af CCSBT:

a) handle i overensstemmelse med de mål, Fællesskabet har opstillet som led i den fælles fiskeripolitik, herunder navnlig ved at anvende en forsigtighedstilgang, der kan sikre bæredygtig udnyttelse af sydlig tun, gradvis indførelse af en økosystembaseret tilgang til fiskeriforvaltning og videst mulig begrænsning af fiskeriets indvirkning på de marine økosystemer, og ved at fremme et økonomisk levedygtigt og konkurrencedygtigt fiskeri i Fællesskabet, der sikrer dem, der er afhængige af fiskeriet, en rimelig levestandard, samtidig med at der tages hensyn til forbrugernes interesser

b) sikre, at CCSBT's foranstaltninger er i tråd med CCSBT-konventionens mål

c) sikre, at CCSBT’s foranstaltninger er forenelige med international ret, især FN's havretskonvention, FN-aftalen om bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande og aftalen om fremme af fiskerfartøjers overholdelse af internationale bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger på åbent hav

d) stræbe efter, at holdningerne i de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer ligger på samme linje

e) tilstræbe synergi med den politik, Fællesskabet fører som led i de bilaterale fiskeriforbindelser med tredjelande, og sikre sammenhæng med politikken for eksterne forbindelser

f) sikre, at Fællesskabets internationale forpligtelser overholdes.

2. Retningslinjer

Det Europæiske Fællesskab støtter CCSBT med henblik på vedtagelse af følgende:

a) strenge bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger for sydlig tun til sikring af langsigtet bæredygtighed, under hensyntagen til den bedste videnskabelige rådgivning og baseret på TAC- og kvoteordningen. Det overvejes om nødvendigt at indføre særlige foranstaltninger for overfiskede bestande for at undgå en eventuel yderligere udvidelse af fiskeriet

b) foranstaltninger til regulering af fiskeriindsatsen, så den står i rimeligt forhold til fiskerimulighederne

c) udarbejdelse og indførelse af kontrol- og overvågningsforanstaltninger, bl.a. vedrørende en observatørordning og havnestatsforanstaltninger

d) skærpede foranstaltninger til bekæmpelse af IUU-fiskeri.

[1] EFT L 358 af 31.12.2002, s. 59.

Top